Tag: Ricardo

Hvad gør handel 7: Handel og voksende skalaafkast

Læg godt mærke til figur 1. Uden at overdrive er det en af de mest interessante, du nogensinde kommer til at se. Den viser det mirakel, som den moderne verden dybest set er. Vi er blevet godt fyrre gange så mange mennesker på kloden siden Kristi fødsel. Men produktionen (BNP) er vokset 880 gange. Det betyder, at gennemsnitsindkomsten (BNP per capita) er vokset næsten 22 gange. Og det er endda kun den årlige indkomst. Vi bliver samtidig mere end dobbelt så gamle, som dengang.

Figuren viser også, at det især er inden for de sidste 200 år, at væksten i såvel folketal, BNP som gennemsnitsindkomst er accelereret. Læg mærke til, at figurens y-akse er logaritmisk (den eksponentielle vækst er derfor ensbetydende med voksende vækstrate). Der skulle gå mere end 1800 år fra Kristi fødsel til den første fordobling af gennemsnitsindkomsten.

Figuren illustrerer endvidere, at vedvarende økonomisk vækst ikke var hverdagskost tidligere. Og det var på ingen måde givet, at der var stigende velstand i sigte. Tværtimod kom Thomas Malthus med sin berømte forudsigelse om, at produktionen på sigt ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og at der derfor måtte komme tilbagevendende ”korrektioner” (massedød) i folketallet. Samt at ny befolkningstilvækst tilbagevendende ville trække indkomsten ned mod eksistensminimum. Hans teori blev fremsat for 200 år siden – netop som levestandarden skulle til at eksplodere.

Når Malthus’ forudsigelse var naturlig nok, var det, fordi befolkningstilvæksten nødvendigvis måtte gøre mere naturgivne ressourcer som jord mere knappe. Der er ikke kommet mere jord til siden Kristi fødsel, så vi bor omtrent fyrre gange så mange per kvadratmeter som dengang. Neomalthusianere bliver stadig ved at pege på, at ressourcebegrænsningen er lige ved at slå i gennem (Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972 forudså, at mange råstoffer ville være udtømt i dag).

Og det er da også rigtigt, at ressourcebegrænsningen isoleret set trækker i retning af lavere indkomst. Når vi alligevel bliver rigere og kan understøtte en stadig voksende befolkning, så må der være noget, der trækker i den modsatte retning. Hvad er det, og hvorfor optræder det i vores serie om handel? For at besvare de spørgsmål, skal vi igen en tur forbi den tidlige handelsteori.

Specialiseringen afhænger af markedets udstrækning.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan handelsteorien tog et afgørende spring fra Adam Smiths absolutte fordele til David Ricardos komparative fordele. De absolutte fordele går ud på, at hvis et land er bedre end andre til at producere bestemte varer, så har det en gevinst ved at specialisere sig i dem og handle sig til resten. Ricardo påviste imidlertid, at et land også har en fordel ved international handel, selv om det er dårligere til at producere samtlige varer. Gevinsten opstår, når det specialiserer sig i, hvad det er relativt bedst til. Med udgangspunkt i de komparative fordele udviklede handelsteorien sig med fokus på, hvordan forskelle i faktorudrustning (arbejdskraft, kapital og naturressourcer) gav anledning til komparative fordele.

Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Der kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et antal medicinske specialer eller automobilproduktion.

Så arbejdsdelingen er altså en kraft, som trækker indkomsten op, når vi bliver flere mennesker – i modsat retning af effekten af øget ressourceknaphed.

Fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.

I figur 2 her har jeg plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.

Teknologi?

Først er der grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?

Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.

Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.

Et stort marked kræver handel

Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre?

Smiths ”udstrækning af markedet” er udtryk for stigende skalaafkast. Det vil kort sagt sige, at kan én mand producere én vare, så kan to mand producere mere end to (konstant skalaafkast vil sige, at to mand kan producere to varer, mens faldende skalaafkast vil sige, at to mand kan producere mindre end to).

Stigende skalaafkast er blevet et centralt tema i nyere handelsteori (og også økonomisk geografi). Stigende skalaafkast kan forstærke fordelene ved international handel. Ved at Portugal specialiserer sig i vinproduktion og englænderne i klæde, bliver det fælles produktion endnu større, end hvad alene de komparative fordele tilsiger. Skalagevinsten kommer oveni.

Stigende skalaafkast i produktionen kan også medføre, at mange lande har for små markeder til at undgå monopol, sådan som Christian allerede har været inde på. Ved at åbne for handel kan produktionen blive udvidet til over grænsen for, hvor længe én virksomhed har voksende skalaafkast. På et marked som bilmarkedet er der ikke plads til mange nationale producenter. Men internationaliseringen af handlen med biler har skabt ét stort internationalt marked, hvor skalafordelene bedre kan udnyttes, og hvor der samtidig er større konkurrence og antal mærker for forbrugerne at vælge mellem.

Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.

Et omdiskuteret spørgsmål i nyere handelsteori er, hvor omfattende forekomsten af stigende skalaafkast er.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse. På hver nålefabrik kan der godt være faldende eller konstant skalaafkast for den relevante produktion, samtidig med at større befolkning fører til øget arbejdsdeling – f.eks. i form af en stadig større specialisering i forskellige typer nåle.

Hvor længe kan specialiseringsgevinsterne ved større global befolkning fortsætte? Det imponerende er, at de foreløbig ikke har vist tegn på at tabe damp selv ved syv milliarder mennesker på kloden, sådan som figur 2 illustrerer. Tværtimod er de, som det ses, taget til efter Murens fald og den øgede globalisering, som fulgte efter.

Og det er naturligvis en den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.

Hvad gør handel 5: De komparative fordele – er der et paradoks?

David Ricardos komparative fordele udgør rygraden i handelsteorien. Ja, betydeligt mere end det. Uden de komparative fordele ville det menneskelige samfund, som vi kender det, ikke være muligt. Det er en grundlæggende mekanisme bag menneskeligt socialt liv.

Hvordan det?

Som Christian Bjørnskov allerede har beskrevet, medfører de komparative fordele, at to lande altid har fordele ved at handle med hinanden. Det gælder uanset, at det ene er det andet overlegent på alle punkter. Pointen er, at fordelene ved handel er der, hvis et hvert land blot specialiserer sig i det, landet er relativt – komparativt – bedst til. Hvis en engelsk arbejder kan producere én rulle klæde og én tønde vin på en time, og en portugisisk kan producere to ruller klæde og seks tønder vin, så kan de stadig med fordel specialisere sig og bytte, selvom portugiserne altså er bedre end englænderne til både klæde og vin. Ved f.eks. en pris på to tønder vin per rulle klæde vil det portugisiske udbytte af en times arbejde være tre ruller klæde i stedet for to, hvis Portugal handler med englænderne frem for at producere klæde selv. England får to tønder vin ved en times arbejde i stedet for én ved at handle frem for at producere vin selv.

De komparative fordele gælder ikke blot for handel mellem to lande, men også for handel mellem to personer. En revisor, der er dobbelt så god til at dyrke kartofler og tre gange så god til at revidere som en kartoffelavler, kan med fordel specialisere sig i revision og handle sig til sine kartofler. Og selv om byttet ikke sker direkte, men gennem komplekse kæder af transaktioner ved hjælp af et betalingsmiddel, kan vi fortsat bryde dem ned i parvise bytter baseret på komparative fordele.

Vi handler grundlæggende med hinanden, fordi vi har gensidig fordel af det. Havde vi ikke det, ville der ikke være nogen fordel ved at organisere sig i samfund. Vi ville være i dyb, fundamental konflikt med hinanden i kamp om knappe ressourcer.

Så handel er til fordel for begge lande, og de komparative fordele holder helt ned på individniveau. Her kommer imidlertid, hvad kan ligne et paradoks: Samhandel mellem to lande er altid til deres nettofordel, men der kan være grupper i et samfund, som taber ved åbningen for fri handel. Som nævnt kan reallønnen falde for bestemte grupper (jf. Bjørnskovs omtale af Stolper-Samuelson-teoremet). Hvordan kan det hænge sammen, når loven om de komparative fordele holder på individniveau?

Forklaringen er naturligvis, at to parter altid har fordel ved at handle med hinanden. Men vi har ikke altid fordel af, at andre handler med hinanden. Når der er tab ved handel, er det altid ved, at nogle andre handler med hinanden. Antag f.eks. at jeg har et monopol og handler med dig. Det bliver vi som udgangspunkt begge bedre stillet af. Antag nu, at en tredje person begynder at konkurrere med mig. Du vælger at købe produktet billigere hos vedkommende i stedet for af mig. Jeg bliver dårligere stillet, fordi I handler med hinanden, og jeg mister mit monopol.

Handel er altid en fordel for de involverede, og restriktioner er altid til skade for dem. Men man kan godt i nogle tilfælde blive bedre stillet, hvis man kan nedlægge veto mod andres handel. Så det var ikke irrationelt – i hvert fald ikke på kort sigt – for de engelske jordejere at kæmpe for at opretholde kornlovene. Lovene satte som bekendt grænser for, hvor meget korn britiske arbejdere og kapitalister måtte købe fra udenlandske producenter. Det hævede de engelske kornpriser og dermed jordrenten i England.

Det er heller ikke irrationelt for vestlige fagforeninger at kæmpe mod ”social dumping”. Det stiller vestlige forbrugere og arbejdere fra resten af verden dårligere, men fagforeningsmedlemmerne bedre. I hvert fald på kort sigt. Men hvis tilpas mange grupper får lov til at nedlægge vetoer mod parter, der handler frit med hinanden, taber vi naturligvis i sidste ende alle sammen.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑