Tag: rigdom

Hvem er de rigeste i dag?

Forleden skrev vi om hvilke lande, der var rigest i midt-1950erne. Overraskelsen i den forbindelse var, at Libanon var på listen – et faktum, som fleste enten aldrig havde vidst eller havde glemt. Vores ærinde i dag er at spørge, hvem der er rigest i dag. Og her er der både overraskelser i form af, hvilke lande der er på listen, og i form af den usikkerhed, der står om spørgsmålet.

Listerne over de 30 rigeste lande nedenfor viser tre ting. For det første angive de rangeringen i Maddison-datasættet, hvor det sidst tilgængelige datapunkt er købekraftskorrigeret BNP per indbygger i 2016. Maddison-datasættet matcher de meget brugte Penn World Tables og købekraftskorrigerer – dvs. tager hensyn til, hvor dyrt det er at leve i et bestemt land – på cirka samme måde. Tallene er derfor bredt accepterede, men lider det problem, at Maddison ikke dækker alle lande. Søjle 1-3 i tabellen omfatter derfor lande, der også eksisterede og havde data i 1955; en del af dramaet i tabellen er derfor sammenligningen mellem et lands placering i dag, og dets placering internationalt i 1955.

Hvis vi starter med søjle 1-3 er overraskelserne næppe overraskelse som så. Singapore er nummer 2, op fra nummer 54 i 1955; Hong Kong er nummer 9 (61); Taiwan nummer 15 (99) og Sydkorea nummer 25 (105). De fire asiatiske tigres historie er velkendt og skyldes omfattende liberalisering og åbenhed for international handel. De er med andre ord kapitalistiske succeshistorier. Det samme kan i et vist omfang siges om Japan (21 versus 45) og Irland (5 versus 26). Det eneste virkeligt mærkværdige land er Ækvatorial Guinea, hvor rigdommen skyldes relativt nye og store oliefund.

Rykker man over til højre i tabellen ser rangeringen en smule anderledes ud af to grunde. For det første er den alternative liste baseret på CIA’s World Factbook, der købekraftskorrigerer en smule anderledes, og for det andet har CIA næsten alle lande med. De fire første – det lillebitte finanscentrum Liechtenstein, olielandet Qatar, rigmandskolonien Monaco og det tidligere portugisiske spillemekka Macau – er således ikke med i Maddison-databasen. CIA har også Luxembourg på førtepladsen, og ikke Norge, der ’blot’ bliver nummer 10. Forskellen skyldes, at CIA måske mere omhyggeligt tager hensyn til de meget høje leveomkostninger i Norge, og derfor vurderer den objektive levestandard lavere end de nationalt baserede BNP-tal i Maddison.

CIA-listen afslører også, hvordan en række meget små lande har formået at blive rige pga. specialisering. Det gælder ikke blot Liechtenstein, Sint Maarten, Gibraltar og Caymanøerne på international finansering, Macau og Monaco på spil og ekstremt lave skatter, eller Bermuda på forsikring og turisme. Olielandene er naturligvis også med, om end en række af dem har meget lave vækstrater selvom de re rige. Et påfaldende træk ved listen er, at mange relativt små lande, er at finde på Top-30, hvilket burde være et vink med en vognstang til de mange, der stadig tror at størrelse er vigtigt i international konkurrence. Gode institutioner, fri markedsøkonomi, og åbenhed overfor resten af verden er fællestrækkene ved verdens rige lande. De har også været tydelige træk i Danmarks (nummer 27) historie, men er under angreb fra stort set alle partier i det nu næsten helt inkompetente Folketing.

Hvis man ikke lige har olie i undergrunden, er der næppe andre måder at blive rig på. Det reflekteres også i mange andre forhold. Så næste gang, nogen påstår at man skal være ’stor’ for at kunne klare sig, kan vores læsere passende pege på Bermuda. Og det er ingen tilfældighed, at et af verdens ældste parlamenter findes på Bermuda.

De rigeste i 50erne

Forleden udkom den nye version af det såkaldte Maddison-datasæt, der oprindeligt blev startet af og nu er opkaldt efter den fremragende britiske økonom Angus Maddison. Det særlige ved datasættet er, at det indeholder estimater af bruttonationalindkomsten tilbage i tid, og for nogle landes vedkommende meget langt tilbage. Jeg bruger det til tider i min undervisning i udviklingsøkonomi, hvor de studerende ofte bliver overraskede. En del af overraskelserne handler om det faktum, at verdens rigeste lande i dag ikke er helt de samme som før i tiden. Tabellen nedenfor fortæller således historien om, hvordan en gruppe af verdens rigeste lande bliver ved med at være rigest ved at vise Top-25 omkring 1955. Sammenligningen med deres position og relative indkomst omkring 2015 er ganske instruktiv.

Kun otte lande i Top­-25 i dag var det ikke allerede for 60 år siden, og de to var i Top-30. Irak var ekstremt rigt en kort overgang, men landet var midt i et olieboom i 1955, og faldt meget hurtigt bagud igen. De interessante lande er i stedet Libanon, Venezuela, Argentina, Gabon og Uruguay. Libanons hovedstad Beirut var f.eks. kendt som Mellemøstens Paris og tiltrak kendisser i hobetal. Det var meget tydeligt, at levestandarden bestemt ikke stod tilbage for Sydeuropas, hvilket også er til at se på billedet nedenunder (som er fra Mario Kanaans tweet). Tragedien i Libanon var den voldsomme borgerkrig, der brød ud i 1970erne og over to årtier ødelagde det ellers rige land. Libaneserne har i dag næsten præcist samme købekraft som i midten af 1950erne.

Argentina, Uruguay og Venezuela var steder, vestlige virksomheder etablerede sig og som tiltrak immigranter med initiativ og uddannelse, ikke mindst fra det noget fattigere diktatur i Spanien. Ingen husker det i dag, men umiddelbart efter anden verdenskrig blev store dele af Sydamerika set som økonomisk ligeværdige med Sydeuropa. Resterne af storhedstiden ses stadig i blandt andet det fremragende Teatro Colón i Buenos Aires, der på trods af alt stadig regnes for et af verdens fineste operahuse, og i andre ting som Brasiliens Bossa Nova-tradition. Sidst, men ikke mindst, må man huske at flere kolonier faktisk var meget velfungerende. Gabon, der indtil 1960 var et fransk territorium, havde en ganske diversificeret økonomi med tømmer, guld, landbrug og en masse handel fra resten af det franske imperium i Vestafrika. Landet er stadig ganske rigt, set i forhold til resten af Afrika, men er faldet lige så meget bagud som Latinamerika.

Den vigtige indsigt fra historien er, at nok kan lande være blandt de rigeste i mange år – og have en etableret selvforståelse som et af de rigeste lande – men det er ikke sikker, at det bliver ved. Historien om f.eks. Argentina, Gabon og Venezuela handler om, hvordan horribel politik, som man troede ’man havde råd til’, stoppede udviklingen og effektivt efterlod dem som tredjerangsnationer. Ingen tror, at det kan ske hos dem – det er kun andre, der kan kvaje sig så meget, indtil man alt for sent opdager, at man selv er blevet elendig.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑