Tag-arkiv: Pernille Rosenkrantz-Theil

Det misforståede redaktøransvar

Hvor ville det dog være rart, hvis uvidende ministre kunne styre deres talepres i sommervarmen

Det er naturligvis Rosenkrantz-Theils påhit om, at man skal have mere strafansvar for bloggere, der driver mig til tasterne. Og som så ofte før, så rumsterer Shakespeares ord ”for fools rush in, where angels fear to tread” i baghovedet. For hvis man virkelig vil reagere politisk på en kendt persons selvmordsforsøg, så skal man nok tænke sig betydeligt mere om, end det er lykkedes Rosenkrantz’en.

Stakkels kvinde

Som det allerførste vil jeg dog gerne fremhæve, at hele situationen udspringer af en ung kvindes desperation. Ude af stand til at holde rede i sine følelser og forventninger til livet har hun set selvmordet som den rigtige udvej. Hun vil forhåbentlig få den støtte, der skal til for at forstå, at livet nu en gang er bedst, når man lever, og når hun engang igen dukker op iblandt os, så må vi alle gøre, hvad vi kan, for at hendes liv kan komme videre.

Såvel vores reaktion som individer som den måde, samfundet er indrettet på, må først og fremmest handle om, at det skal være muligt for mennesker at havne i kriser og komme tilbage på sporet bagefter. Vi skal forstå, at det er menneskeligt og en del af skæbnen for ganske mange af os. Derfor skal vi have et sådant forhold til sjælelige kriser, at folk med ondt i sindet føler sig trygge nok til at bede om hjælp.

Eller er min holdning bare drevet af en overdrevet frygt for, at det kunne være mig, der blev ramt?

Skal afskedsbreve være strafbare at publicere

Hvis suicidiet lykkes, så er forfatteren ligeglad, men til alt held er der jo en del, som ikke dør. Det er et klassisk eksempel på tåbelig lovgivning, at nogle samfund har haft dødsstraf for selvmordsforsøg! Og det bliver ikke meget bedre af, at straffen bliver mindre og formelt skydes hen under at handle om publicering af afskedsbrevet. Uanset hvad, så vil det virke som en opfordring til at gøre en ekstra indsats for at sikre sig, at gerningen lykkes. Og det er vel ikke det, vi ønsker.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at ligesom reklamer for vaskepulver virker, så vil omtale af selvmord kunne inspirere andre fortvivlede. Men netop offentliggørelsen vil ligesåvel kunne inspirere andre til at forstå, at deres situation ikke er unik, at der er hjælp at hente, at selvmordet bare vil gøre flere ulykkelige.

Hvis man ledte lidt i historiebøgerne og litteraturen, så kunne man nok også finde talrige eksempler på detaljeret omtale af selvmord, og skal vi så også i vores krænkelsesparathed undgå genoptryk deraf. Goethes ”Den unge Werthers lidelser” er et historisk eksempel på en bog, som udløste en bølge af selvmord, men også bidrog til det moderne menneskes forståelse af følelsers kompleksitet.

Under alle omstændigheder vil de fleste suicidale nok være så psykisk svækkede, at man ikke vil anse dem for påvirkelige af straf, og så indebærer straffelovens regler jo, at de under alle omstændigheder skal frifindes!

Redaktøransvar

Men så er det, at Rosenkrantz-Theil har fundet på sin idé om et redaktøransvar – i den tro at begrebet skulle dække en slags udvidet medvirkensansvar. Det gør det så ikke, faktisk lige modsat. Så lad mig lige repetere hovedreglerne om medvirkensansvar.

I dansk ret er alle, som bidrager til en kriminel handling, selvstændigt ansvarlige for hele handlingen, hvis de har den fornødne kendskab til, hvad de bidrog til. Og det gælder også, hvis man bidrager til, at en sindssyg, der på grund af sindssygen er fritaget for straf, foretager sig en forbrydelse. At overdrage et våben til en sindssyg morder er lige foragteligt, som når man giver det til en koldblodig morder.

Så hvis man virkelig vil gøre offentliggørelse af afskedsbreve eller lovprisning af selvmordets fortræffeligheder strafbar, så er der intet behov for særlige regler om andre medvirkendes ansvar.

Det traditionelle redaktøransvar handler derimod om noget andet. Først og fremmest begrænser det kredsen af personer, der kan straffes til forfatteren, redaktøren og udgiveren. De andre journalister på bladet, typografen og kioskejeren kan ikke straffes for medvirken.

Og derudover siger medieansvarsloven hovedsagelig, at redaktøren kan straffes for anonyme artikler. Selv hvis redaktøren ikke havde til hensigt at begå en lovovertrædelse, så hæfter han, som om han var forfatteren, lige så snart han accepterer, at forfatteren kan optræde anonymt. Han kan ikke straffes hverken mere eller mindre end forfatteren, han behandles bare, som om han selv var forfatter.

Det er jo ikke det, Rosenkrantz-Theil mener med ”redaktøransvar”, og dermed får hun for alvor udstillet, at hun udtaler sig, ikke bare om noget som hun ikke har forstand på, men også uden at have tænkt sig om. Hun burde ellers om nogen vide, at der ikke er nogen roser uden torne, så man skal tage sig lidt i agt, førend man plukker dem.

Jens Frederik Hansen

Er Rosenkrantz-Theil en selvfed profitmager?

Forleden skrev vores med-punditokrat Dr. Mephisto om, hvorledes et folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti ræsonnerede, at når borgerlige politikere var imod at retsforfølge kunder hos prostituerede, var det nok fordi de selv benyttede sig af prostituerede.

Den type sindelagsanalyse åbner jo vide perspektiver for at gisne om politikeres motiver—og gerninger.  Hvis f.eks. nogle politikere ønsker, at voldsmænd skal slippe lettere rent straffemæssigt, er det så, fordi de selv er voldsmænd?  Hvis nogle politikere ønsker, at der ikke skal stilles aktiveringskrav til bistandsmodtagere, er det så, fordi de selv er passive? (Eller regner med at blive bistandsmodtagere?) Og sådan kunne man blive ved med spændende gætterier.

Men ret beset ville man i hvert fald kunne sige, at sådanne politikere da så i det mindste er konsekvente—der er overensstemmelse mellem, hvad de siger, og hvad de selv gør/tror.  Det kan man imidlertid ikke sige om alle politikere.

Tag f.eks. en vis halvstuderet stud.scient.pol., som 15.9.2005 skrev i Information:

“[Kernen] i debatten om den stigende ulighed er et spørgsmål om selve samfundets sammenhængskraft, ligeså meget som det er et spørgsmål om anstændighed og retfærdighed.

Når debatten kredser om begreber som retfærdighed og anstændighed, så er der indiskutabelt forskellige positioner i det politiske landskab.  … Her [hos de borgerlige] er den centrale faktor for graden af retfærdighed, en persons ret til at akkumulere kapital, herunder at denne akkumulation sker ved at høste værdien af andres arbejde.

Lighed er ikke i sig selv et mål, der skal forfølges …, det er derimod afskaffelse af hensynet til de svage, der fungerer som spændetrøjer og klods om benet for de dygtige, de kyniske og de enestående. …

[For os] er lighed et helt centralt politisk mål i sig selv og altså ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Kampen for lighed og imod ulighed er en kamp for samfundets evne til at hænge sammen.

Fællesskab er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i fællesskabet, og folk føler kun fællesskab, hvis de er i nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden. …

For at et samfund skal hænge sammen, skal dets rygrad være et fællesskab. Ikke et negativt defineret fællesskab, der baserer sig på uendelig selvfedme og afgrænsning af sig selv i forhold til andre … Men derimod et positivt inkluderende fællesskab, der handler om en fælles vilje til at tage vare på hinanden og i sær [sic!] de, som har brug for hjælp.

Et sådan fællesskab er ikke noget, vi kan tale frem; det er ikke en idealistisk forestilling om, at vi ‘bare skal være søde ved hinanden’. Det er et benhårdt økonomisk spørgsmål. For uden en konsekvent fordeling af de skabte værdier, uden økonomiske fælleder – så er idéen om fællesskab noget idealistisk snik-snak.”

Det er jo altsammen—på sin egen måde—en slags klar tale.

Selvsamme studerende er til hverdag en fuldtidspolitiker med det halvadeligt klingende navn Pernille Rosenkrantz-Theil, og hun er ifølge Ekstra Bladet i gang med at tjene 1,6 mio. skattefrie kroner på at sælge sin ejerlejlighed på Nørrebro.  Lejligheden er i øvrigt ikke ejet til boligformål, men er videreudlejet.  Samtidig har hun lige tjent 150.000 kr. i skattefri fortjeneste på at sælge et hus, hun har haft en del af.  Og hun har så oven i købet investeret i en ny ejerlejlighed på Nørrebro, som hun er flyttet ind i.  Med andre ord er den pågældende altså i gang med at score decideret profit (også kendt som “arbejdsfri fortjeneste”)—og akkumulere kapital—på at “udnytte boligsituationen” …  Da damen i forvejen tjener et beløb pænt over fattigdomsgrænsen ved sit “arbejde” som politiker, kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvor blev solidariteten og kampen mod uligheden af?  Skal alt da drukne i selvfed egoisme og grådighed?  Hvad med det med at være “forpligtet” overfor “fællesskabet” til at “tage vare på hinanden” og gennemføre en “konsekvent” fordeling af “værdierne”?

Sarkasme til side: Vi Punditokrater—eller i hvert fald nærværende—mener selvfølgelig, at PRT skal have lov til at akkumulere al den kapital, hun kan slippe afsted med, for vi ved, at selv hun derved—som var hun ledt af en usynlig hånd—kan komme til at gøre noget godt for andre.  De fleste Punditokrater vil endog nok gå så langt som til at sige, at hvis to parter kan enes om en transaktion, og at denne ikke har voldsomme, uønskede eksternalitetseffekter i forhold til andre personers ejendom, ja, så er det godt nok.

Men kunne man da i det mindste ikke bede om lidt moralsk konsekvens af en, der til stadighed prædiker moral (tilsyneladende i uvidenhed om, hvad Marx rent faktisk skrev om moral og rettigheder)?  Hvis PRT virkeligt mener, at “lighed er et helt centralt mål i sig selv”, og øget ulighed altså per definition er skidt, er der masser af måder, hun selv aktivt kan bekæmpe “den stigende ulighed” på: Hun kunne forære sin gamle lejlighed til beboerne.  Eller til De Autonome–de passer, som man kan se på Jagtvej, ganske godt på fast ejendom.  Og der er gode, nyttige formål, hun kan donere sin snart betydelige personlige formue til.  Men mon ikke det viser sig, som så ofte før, at “solidaritet” primært er solidaritet for andre folks penge?

Hvem er det så egentlig lige, der er “uendeligt selvfede”?

PS.  Vores Fru Punditokrat har hjælpsomt gjort os opmærksom på, at frk. Rosenkrantz-Theil p.t. er sygemeldt fra sit hårde job i Folketinget grundet stress; vi har fuld forståelse for, at det må kræve sin mand m/k at bruge så meget tid på at styre andre menneskers liv.  Vi ønsker frk. Rosenkrantz-Theil god bedring, men husk nu: Kom ikke tilbage, før du er helt klar …