Tag: særinteresser

Public Choice 9: Hvem kan organisere sig?

I det danske demokrati taler man om tingene og hører alle interesserede parter, ikke? Det er i hvert fald den forestilling, de fleste har om dansk demokrati og den måde, en række processer er bygget op. I et vist omfang bygger denne måde at gøre ting på, på en Dahlsk (eller senere Habermask) forståelse af demokrati. Problemet er blot, at ikke alle interesser – ikke engang alle relevante interesser – er organiserede, og hvis de ikke er organiserede, bliver de ikke hørt. I public choice stiller man derfor altid spørgsmålet, hvilke interesser der faktisk er organiserede, før man går videre.

Gennembruddet i denne del af forskningen kom i 1965 med amerikaneren Mancur Olsons PhD-afhandling på Harvard. Den udkom som bog under titlen The Logic of Collective Action, og er central for enhver moderne forståelse af særinteresser. Hovedargumentet i Olsons arbejde er, som vi har skrevet om tidligere (læs her), at det ikke er alle interesser, der kan organisere sig, og for nogle interesser er effektiv organisation væsentligt dyrere end for andre.

Vi kender i virkeligheden alle problemstillingen: Mens to venner sagtens kan aftale, hvem der gør hvad – hvem tager stuen og hvem gør rent på badeværelset før sommerhuset skal afleveres – er det langt sværere at få en folkeskoleklasse til at gøre det samme. Skoleeleverne har et free-rider-problem, da Viggo og alle de andre har incitament til at snyde udenom og de 20 andre elever faktisk også har et free-rider-problem i forhold til at straffe Viggo. Folkeskoleklassen har svært ved at organisere sig effektivt, fordi de er så mange, at free-riding bliver et problem, og fordi de har så forskelligartede interesser, at de næppe kan blive enige om fordeling af arbejde eller blot den kvalitet rengøring, de sigter efter.

Olson indså, at det samme gør sig gældende for organisering af interesser og særinteresser. Små grupper af individer eller virksomheder kan overkomme free-rider-problemet, og hvis de også er enige om målet for deres interessegruppe, er organisering et ’incitament-kompatibelt’ valg. Det er netop dette, der er logikken bag kollektiv handling: Effektive særinteresser er stort set altid relativt små grupper individer eller virksomheder, der har ét mål fælles. Europæisk landbrug er et glimrende eksempel: De er basalt set enige om enten af ville have mere støtte og mere beskyttelse (f.eks. fransk, græsk og spansk landbrug), eller i det mindste vil de ikke af med støtten og beskyttelsen lige nu (dansk eller svensk landbrug).

Skal man kunne organisere lidt mere forskelligartede individer, må organisationen udover de direkte gevinster også tilbyde et ’selektivt incitament’ – et attraktivt medlemsblad, billigere forsikring, eller noget andet, man kun kan få adgang til som klubgode i organisationen. Det er dette element, der gør nogle faktiske organisationer dyrere end andre.

Olson har dermed en enkel, men overbevisende forklaring på, hvordan et erhverv med under 3 % af den europæiske beskæftigelse kan kommandere praktisk taget halvdelen af alle EU-budgettet. Landbruget danner en tilstrækkeligt lille og kohesiv gruppe til at kunne organisere sig meget effektivt omkring lobbyarbejde, og de behøver ikke frygte en effektiv modlobby. De store tabere ved landbrugspolitikken er nemlig forbrugerne, der næsten per definition er både en alt for stor og alt for divers gruppe til at kunne organisere sig. Det er netop denne indsigt, som Olson opsummerede i de fire berømte ord, der karakteriserer al effektiv lobbying: ”Concentrated Benefits, Scattered Costs.”

Særinteresser er vigtige i politik: De leverer gratis information til politikere, der ellers måtte søge information og viden selv, og de giver støtte til politikere og politiske partier mod at få modydelser i form af politik, de kan lide. Otto har tidligere skrevet om rent-seeking som fænomen, og Olson har en elegant teori om, hvem det er der rent-seeker. Så næste gang, du hører at en såkaldt interesseorganisation gerne vil have denne eller hin politik, så husk at sætte ’sær’ foran navnet. Landbruget, Dansk Byggeri, Kræftens Bekæmpelse, 3F, og Ældresagen er alle særinteresser, der repræsenterer begrænsede grupper danskere, der vil én ting – og det er de bredere masser, der ikke kan organisere sig, der skal betale gildet.

I en dansk kontekst er problemet særligt slemt, fordi store dele af det danske samfund – og i særlig grad interaktionen mellem staten og private interesser – er baseret på en grundlæggende idé om, at alle relevante interesser er organiserede. Det peger Olson – og en lang, lang række efterfølgende studier i public choice og politisk økonomi – på, ikke er sandt. Det peger ikke mindst på en måde at forstå, hvordan man har kunnet ’udvikle’ en dansk velfærdsstat. Meget store dele af den er resultatet af lobbying fra snævre særinteresser, og når det hele er betalt over skatten, er det den største og mest diverse gruppe mennesker – alle andre almindelige borgere – der betaler. Det er det perfekte eksempel på en gruppe, der ikke kan organisere sig omkring en modlobby, der kan vetoe beslutningerne.

Privatisér SAS nu

SAS er presset af markedet og har gennem lang tid ganske store problemer. Et af problemerne er den voldsomme indflydelse, som en række fagforeninger har udøvet på det parastatale selskab siden 1960erne. Ved sidste tælling havde SAS 57 forskellige overenskomster, og både piloter og kabinepersonale lægger med jævne mellemrum selskabet ned. SAS har derfor forleden besluttet, at det vil udvide til baser i andre lande som Storbritannien og Spanien, hvilket vil muliggøre at man på en række ruter kan komme udenom de skandinaviske fagforeninger. Beslutningen virker begavet, og er muligvis pinligt nødvendig for at sikre at SAS overlever de næste år.

I en kort debat i DR2s Deadline mellem SFs Karsten Hønge og Venstres Jacob Jensen – ledt af en ikke ligefrem upartisk Lotte Folke Kaarsholm – beklagede Hønge dog beslutningen. Fra hans populistisk-socialistiske vinkel repræsenterer den, at SAS nu omfavner social dumping for tænk hvis piloter og andre skal flyve unde britiske overenskomster – eller tænk hvis SAS får lov til at købe service i andre europæiske lande! Hønge affærdigede omkostningerne forbundet med at fortsætte som hidtil med, at det var småpenge. Jacob Jensen gjorde sikkert sit, men man kunne have ønsket at Venstre havde sendt et skarpere intellekt end Jensen, der sjældent glimrer ved andet end sin partiloyalitet. Med en socialt ’indigneret’ Hønge for fuld udblæsning, en slatten borgerlig og en DR-journalist, der meget tydeligt havde taget stilling, var debatten DR fra sin værste side.

Jeg overvejede derfor, at skrive en kommentar om emnet, men Edith Thingstrup kom mig i forkøbet med en fremragende kommentar i Berlingske i morges. Under overskriften ” Slut med syg socialisme i skyerne” hudfletter hun Karsten Hønge for hans påstand om, at luftfartsbranchen præges af ”syg kapitalisme.” Måske er piloter ikke længere de glamourøse figurer de engang var – de er nærmere avancerede buschauffører – men passagererne har haft enorm gavn af dereguleringen af branchen og den heftige konkurrence i markedet. Hønges og mange andre danske politikeres argument er, at borgernes gevinster af fri konkurrence er ligegyldige – de er blot udtryk for syg kapitalisme. De foretrækker i stedet eEt system, hvor særinteresser og skruppelløse fagforeninger udbytter almindelige mennesker med politikernes alt for velvillige medvirken. Som Edith korrekt skriver, er SAS degereneret til at være ”et symptom på den nordiske models nederlag.”

Nationaløkonomisk indsigt er dejligt klar på dette område: Hvis der hverken er positive eksternaliteter forbundet med aktiviteten, tydelige stordriftsfordele der kan retfærdiggøre et offentligt monopol, store informationsasymmetrier, eller evt. voldsomme fordelingsmæssige konsekvenser, er der ingen grund til at staten engagerer sig. Man må spørge sig selv, om markedet for luffart er karakteriseret ved et eller flere af disse problemer. Mit svar er et gungrende nej – luffart er om noget blevet et ekstremt velfungerende konkurrencemarked, der netop leverer alle de gevinster som fri konkurrence kan give. Det er ikke noget, magtsyge politikere skal blande sig i. Så hvis der er nogen som helst moral tilbage på Christiansborg, er mit ønske at politikerne sælger statens aktier i SAS så hurtigt som muligt. For selskabets egen skyld er dets eneste chance for at overleve sandsynligvis også, at svenske og danske politiske interesser kommer af vejen så hurtigt som muligt

Særinteresser er altid særinteresser

Diskuterer man politik med andre mennesker, er der rigelige muligheder for at blive frustreret. Er man økonom med specialisering i public choice / politisk økonomi er der dog ét bestemt fænomen, der måske mere end andre giver konstant frustration: Folks stærkt asymmetriske syn på interessegrupper.

De fleste erkender, at der er mange særinteresser i dansk og udenlandsk politik. Særinteresser er her relativt små grupper med ét eller få formål, der definerer gruppen, og vel at mærke formål som kun de få har interesse i, mens de forsøger at få de mange til at indføre og finansiere. Det de færreste indser, er at der således ingen forskel er på særinteresser, interessegrupper og lobbygrupper – de er alle ord for det samme fænomen. Et konkret problem i den måde, folk ofte tænker politik på, er med andre ord, at de ikke betragter forskelle særinteresser symmetrisk – de har særinteresser de ikke kan lide, og interessegrupper de kan lide. Er man en særinteresse, som folk kalder en interessegrupper, har man dermed langt lettere spil fordi folk ikke betragter en som et problem.

Jyllandsposten gav i morges et glimrende eksempel på fænomenet fra velgørende organisationer. Retspræsident Christian Lundblad, som er formand for Indsamlingsnævnet, udtalte her at rådets ”erfaring er, at de færreste regnskaber – herunder de regnskaber, som skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor – overholder kravene.” Et af de klassiske problemer, er for eksempel at det ofte er uklart, om en posteret udgift er en omkostning i forbindelse med at afholde en indsamling, eller om det er en omkostning i forbindelse med noget helt andet. En forening med et formål, som praktisk taget alle vil se som agtværdigt – Foreningen Familier med Kræftramte Børn (FMKB) – fik for eksempel i november sidste år deres 2015-regnskab gennemgået af Indsamlingsnævnet – der utvetydigt dumpede det. Foreningen, der de senere år har modtaget godt en halv million kroner fra tipsmidlerne, vægrede sig ved at indsende sine revisionsprotokollater, da Sundheds-og Ældreministeriet udbad sig adgang til dem i december. Det mest bemærkelsesværdige var, at JP afslører at foreningens advokat krævede sikkerhed for, at der ikke ville blive givet aktindsigt til aviser som JP. Efter at Kammeradvokaten havde vurderet sagen for ministeriet, meddelte man foreningen, at man gav aktindsigt. Foreningens advokat gjorde et sidste forsøg på at forhindre det med reference til, at offentlig indsigt i foreningens aktiviteter kunne ”føre til ulige vilkår og mest fatalt en udkonkurrering.” Ministeriet har indtil videre stoppet uddelingen af midler til FMKB.

Pointen med denne post er ikke at klage over FMKB eller lignende pårørendeforeninger. Den er derimod at påpege det stærkt problematiske i, at de fleste mennesker ser formålet – hvem kan være kritisk overfor kræftramte børn? – og ikke den nødvendige dynamik. Alle denne type foreninger er særinteresser, uanset om man mener deres formål er afskyeligt eller fantastisk. De har dermed helt sammenlignelige incitamenter, og i særdeleshed i en enorm velfærdsstat som den danske, og incitamenterne er ikke agtværdige. Særinteresser af enhver type derfor have en stærk tendens til at udnytte offentligheden, og har ingen interesse i offentlig indsigt i hvad de laver. Det er ikke ligefrem på den moralsk høje hest, særinteresserne typisk sidder. Men når der står et kræftramt barn i den anden ende og man driver en forening, er det måske særligt let at retfærdiggøre overfor en selv, at almindelig økonomisk moral står i vejen for ens formål?

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑