Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.
Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford University – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”
En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.
Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.
Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.
Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.