Tag: Saudi-Arabien

Saudiske bilister og lighed for kvinder i Danmark

Berlingske bragte i går den glædelige nyhed om, at Saudiarabien fra søndag ophæver landets forbud mod, at kvinder kører bil. Sauderne har længe ført en ekstremt traditionel linje, hvor kvinder til enhver tid hører under en mand – en ægtefælle, far, bror eller andet – og ikke havde nogen rettigheder. Som vi påpegede i december, skabte forbuddet kombineret med Saudiarabiens større åbenhed overfor resten af verden den absurde situation, at en fuldt kvindelig flight crew fra Royal Brunei (der i øvrigt ejes af landets stærkt troende sultan) landede en Boeing 787 i Riyadh, men ikke måtte køre i bil derfra.

Det har landet, stærkt påvirket af den magtfulde Kronprins Mohammed bin Salman, der virker langt mere liberal og moderne end den ældre del af familien, nu opgivet. Saudiske kvinder må for eksempel nu gå til koncerter, i biografen, til fodboldkampe, og endda slutte sig til den saudiske hær. Hvor langt landet har bevæget sig, og hvordan situationen ser ud i resten af den rige verden, handler dagens post om.

FN udgiver hvert år i forbindelse med årets Development Report et indeks over lighed mellem kønnene. Som det ofte er tilfældet, er indekset en blandet pose bolcher – man må undre sig over, hvorfor mødredødelighed er en indikator for lighed mellem kønnene og ikke blot for fattigdom eller kvaliteten af sygeplejen – og vi tager derfor kun tre indikatorer derfra: Forskellen mellem kvinders og mænds forventede uddannelseslængde, forskellen på mænds og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og andelen af kvinder i parlamentet.

Der er næppe mange læsere, der kan være overraskede over, at de nordiske lande klarer sig fint på indekset, mens Saudiarabien ligger i bunden af de rige lande. I figuren nedenfor, hvor vi kun bruger de to første mål for den rigeste fjerdedel af verdens lande, ligger de nordiske lande (blå søjler, inklusive Estland) absolut i toppen sammen med New Zealand; Saudiarabien ligger i bunden. Tidligere kommunistiske lande (røde søjler, læs mere her) placerer sig også anderledes, men kun blandt de rige af dem, mens enkelte lande som Tyskland klarer sig forbløffende ringe.

Tager man derimod den tredje komponent med, hvor Danmark også ligger ganske lunt med en kvindelig andel af Folketinget på 37 %, får man de nordiske lande igen, men en placering i midterfeltet for sauderne, der faktisk har cirka 20 % kvinder i deres parlament. At de ikke kan beslutte noget som helst, da Saudiarabien stadig er et enevælde, er en anden sag.

Danmarks samlede placering er således nummer 7 blandt alle lande, og med specifikke placeringer som henholdsvis nummer 11, 28, og 20. Det giver dog også en del mærkelig støj at tage den politiske repræsentation med, og ikke blot fra Saudiarabien. Det relativt nyrige Seychellerne rykker for eksempel ind på nummer 4 pga. dets overrepræsentation af kvinder i parlamentet, og Rwanda er nummer 1. Top og bund på de forskellige områder er: uddannelse, Barbados (+2.8 år) versus Angola (-5.3 år), arbejdsmarkedet er Mozambique (+24 %) versus Afghanistan (-64.5 &), og politisk repræsentation er Rwanda (57.5 %) versus Vanuatu (0.1 %).

Læsere med lidt indsigt i matematik har nok allerede spottet komplikationen ved at bruge denne type indeks. Hvordan kan placeringer som nummer 11, 28 og 20 blive til en samlet placering som nummer 7? Svaret er, at en række lande på specifikke punkter er foran Danmark, men de samme lande er på andre punkter noget bagud. De tre dele af indekset er nemlig kun meget svagt korrelerede – kønslighed i resultater på arbejdsmarkedet har ikke ret meget at gøre med resultatlighed i uddannelse eller politisk repræsentation. Når FN derfor udgiver sit indeks, blander organisationen en lang række forhold sammen i et indeks, som ikke har nogen klar empirisk sammenhæng. Man får derfor det velkendte BIBO-problem – bullshit in, bullshit out – men et på mange måder rart, politisk korrekt indeks hvor en lang række ellers repressive og ikke særligt rare regimer kan pege på det ’gode’ de gør for kvinder. Man kan endnu en gang konstatere, at der er noget særligt og fælles for de nordiske lande, men ellers fortjener FNs indeks – som så mange ting, FN laver – ikke nogen videre opmærksomhed. Man skal ned i substansen i de underliggende data for at kunne se noget konkret, og det er der næppe mange journalister eller politikere, der gør.

Molenbeeks saudiske forbindelse

Efter terrorangrebene i Paris er det omsider gået op for de danske medier, at Europas største terrorrede ligger i Bruxelles, ironisk nok klos op af EU’s institutioner i “Quartier des Institutions Europeennes”.

Kvarteret hedder Molenbeek. Det er et område og en selvstændig kommune på nogle få kvadratkilometer, som rummer mere end 100.000 indbyggere af overvejende marokkansk afstamning. Og det er samtidigt et af Belgiens fattigste kvarterer. Denne historie gentager medierne i ét væk i disse dag, men den giver en højest partiet forklaring på, hvorfor kvarteret er blevet så radikaliseret. Der findes mange indvandrertunge bydele i Europa, som er mindst ligeså forarmede som Molenbeek.

Hovedårsagen er dobbelt:

For det første er Molenbeek en kommune, som på grund af myndighedernes laissez-fairepolitik og manglende koordination er blevet overladt til sig selv. Dette er et systemisk træk ved Belgien, som er dybt splittet mellem det fransk talende Wallonien og det hollandsk talende Flandern. Fx, fungerer Bruxelles som 19 autonome politizoner uden den fjerneste form for koordination, og den belgiske efterretningstjeneste lider af stærk mangel på arabisk talende mandskab.

For det andet, og mindst ligeså interessant, så fungerer Molenbeek som Europas salafistiske højborg. ISIS er jihadi-salafistisk, og salafismen er den mest ultrakonservative retning indenfor islam. Salafismen udgik oprindeligt fra Saudi-Arabien, hvor ca. 45% af befolkningen anslås at være salafister. Denne religiøse bevægelse er meget stærkt beslægtet med wahhabismen (ca. 40% af Saudi Arabiens befolkning). De to begreber anvendes nærmest synonymt. Wahhabismen er opkaldt efter Mohammed al-Wahhab, som hjalp Saud-familien til magten tilbage i 1740’erne. Den saudiske kongefamilie bærer Mohammed al Wahhabs blod, idet al-Wahhab og Mohammed ibn-Saud besejlede deres skæbnefællesskab ved at gifte Wahhabs datter med ibn-Sauds søn.

Molenbeek er som nævnt præget af marokkanske indvandrere og efterkommere. Umiddelbart skulle man ikke tro, at de havde nogen tilknytning til Saudi-Arabiens ekstreme Wahhabi-salafisme. De marrokanske gæstearbejdere var langtovervejende sufister, hvilket er en meget uortodoks trosretning indenfor islam. Det var faktisk sufismen, som al-Wahhab hadede mest, og slog hårdest ned på.

Men i 1970’erne, da den saudiske kongefamilie begyndte at bruge nogle af dens nyvundne oliemilliarder på at udbrede wahhabi-salafismen, blev Molenbeek udpeget som et hovedmål. Kongefamilien finansierede således ‘Grande Mosquée de Bruxelles’ (aka det islamiske kulturcenter) lige i nærheden af bydelen. Det blev den første moské i Bruxelles. Dertil sendte Saudi Arabien en stadig strøm af salafistiske prædikanter, som gradvist bidrog til at radikalisere de marokkanske indvandrere og efterkommere. Denne slags ekstremister fortsætter stadig med at prædike i den store Moské og i mange af Molenbeeks 22 moskéer, for moskéen ejes og styres fortsat af den saudiske kongefamilie.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑