Tag-arkiv: Skandinavien

Historiske forhold: Børnedødelighed i Skandinavien

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger er vi kommet til et af de måske vigtigste forhold: Børnedødelighed. Risikoen for at børn dør før de bliver ret gamle, er et forhold, der både ændrer sig kraftigt i takt med at lande bliver rigere, men som også har ændret sig i takt med at hele verden er blevet rigere og både videnskab og lægekunst har udviklet sig. Man kan med al mulig ret kalde børnedødelighed for en af de vigtigste bivirkninger af økonomisk udvikling. Så hvordan har det set ud i vores del af verden?

Der findes god statistik på børnedødeligheden i alle tre skandinaviske lande tilbage til 1901, som vi plotter i dagens figur. Vi viser også det tilsvarende tal for risikoen for, at et barn dør før dets fireårs fødselsdag for Frankrig. Det interessante i den sammenligning er, at Frankrig ifølge Madison-projektets data var knap 10 % fattigere end Danmark, mens Norge og Sverige var omtrent 30 % fattigere. Som figuren meget tydeligt viser, var der alligevel ikke de store forskelle på de skandinaviske landes børnedødelighed i starten af 1900-tallet, mens den franske lå væsentligt højere. Den historiske sammenligning understreger derfor det underlige faktum, at Norge og Sverige var hvad nogle økonomiske historikere har kaldt ”sophisticated developing” i løbet af 1800- og starten af 1900-tallet: De havde lavere børnedødelighed, mindre analfabetisme og væsentligt bedre uddannede befolkninger end andre lande på samme velstandsniveau.

Set med moderne øjne var børnedødeligheden blandt børn under fire år, som figuren illustrerer, chokerende høj i starten af 1900-tallet. I det første årti døde cirka 10 % af alle børn før de blev fire, og 3 % døde før deres første år var ovre. I Frankrig var de tilsvarende forhold omtrent 50 % værre. Det er dog også voldsomt at se, hvor hurtigt situationen forbedres over årene, med et lille bump i løbet af anden verdenskrig i Skandinavien (og et stort i Frankrig). Fra 40erne og til omkring 1980 er børnedødeligheden tydeligt lavere i Danmark end Norge og Sverige, mens den de sidste cirka 40 år har været stort set den samme i alle fire lande i figuren. Man skal alligevel ikke så langt tilbage for at finde tal, der i dag ville være chokerende. Omkring tidspunktet hvor jeg blev født døde cirka 3 ‰ af alle børn før de blev et år, og 1,4 % af alle børn døde før de blev fire. De tilsvarende tal i dag er blot 0,3 ‰ og 3 ‰.

Hvordan ser de historiske forhold i Skandinavien så ud sammenlignet med verden i dag? Spørgsmålet er relevant fordi det kan give et indtryk af, hvor langt ’bagud’ dele af verden er. Svaret er, at den danske børnedødelighed sidst i 1910erne svaret til børnedødelighed i dag i bl.a. Sierra Leone, Somalia og Nigeria. Det danske forhold sidst i 1930erne matcher nutidens børnedødelighed i Pakistan og Mozambique, mens man skal til danske forhold sidst i 1950erne for at finde et match til nutidens problemer i Sao Tomé og Principe, den Dominikanske Republik og Bolivia. Situationen omkring 1970 (da jeg blev født) er ligesom det moderne Jamaica, Mauritius og Colombia, mens Bosnien og Serbien har cirka samme børnedødelighed som Danmark midt i 1990erne.

Hvad kan man lære af det, må man måske spørge? En del af svaret er måske, at man allerførst må konstatere at forhold som et velfungerende sundhedsvæsen og måske også viden om basal hygiejne var skandinaviske styrker længe før velfærdsstaten. En anden del af svaret er, at man ikke skal mere end en enkelt generation tilbage, før Skandinavien – set med moderne standarder – lignede nutidens mellemindkomstlande. Der er således både noget at være stolt af, rigelig grund til at være ydmyg, og noget at tænke over.

Skandinaver udenfor Skandinavien

I den amerikanske valgkamp har Skandinavien været et emne. Som vi har skrevet om før her på stedet – ikke mindst her – misforstår Bernie Sanders, Hilary Clinton og mange andre amerikanere helt fundamentalt vores lande. En uinformeret amerikansk venstrefløj påstår, at Skandinavien fungerer så godt på grund af velfærdsstaten, og implikationen de drager er naturligvis, at USA skal være mere som os. Men hvis det argument skal være overbevisende, må man kende de faktiske grunde til at skandinaviske lande er / var så relativt succesfulde.

Den svenske økonom Nima Sanandaji udgav fornylig en ny bog med titlen Debunking Utopia: Exposing the Myth of Nordic Socialism, hvor han afliver en række myter om Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sanandaji har tidligere skrevet den fine Scandinavian Unexceptionalism for the Institute of Economic Affairs (som kan downloades her) og er blevet en del omtalt i de amerikanske medier (f.eks. her). Han bekræfter en række forhold i den nye bog, som også Milton Friedman kendte til. Friedman blev en gang spurgt, hvordan de kunne være, at der var så få arbejdsløse i Sverige. Hans famøse svar var, at man også blev nødt til at spørge, hvorfor der var så få arbejdsløse amerikanere med svenske forfædre.

Sanandajis bog har fået flotte anmeldelser (og jeg har bestilt den), så her er blot nogle få illustrationer af hans hovedpointer. Vi opsummerer dem i grafen nedenfor, hvor søjlerne angiver, hvor mange procent de skandinaviske efterkommere er anderledes end det amerikanske gennemsnit. Grafen har fem kategorier: Danskere, svenskere, nordmænd, finner, og en skandinavisk samlekategori, hvor folk sandsynligvis placerer sig hvis de f.eks. enten har blandet dansk-svenske forfædre eller forfædre, der kom fra Island eller Norge mens de ikke var uafhængige.

Sanandaji skan efterkom

Som figuren viser, er de skandinaviske efterkommere 12 % mere tilbøjelige til at have afsluttet en gymnasial uddannelse, 35 % mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse, og cirka 30 % rigere end den gennemsnitlige amerikaner. Sanandajis pointe her er, at når man ser sammenlignelige fænomener hos danskere og danske efterkommere i Danmark og i f.eks. USA, dvs. i lande med meget forskellige institutioner og velfærdsregimer, kan succeserne ikke skyldes velfærdsstaten. Årsagen må ligge i faktorer, som folk bærer med sig, når de emigrerer. Basalt set handler det i Sanandajis optik om tillids- og ærlighedsnormer og arbejdsetik, der forklarer forskellene. Som man siger i USA: Food for thought.

At lære fra hinanden – nyt fra Fraser Instituttet

Det nye fra Fraser Instituttet er at dette års Economic Freedom of the World-rapport udkom i sidste uge – i øvrigt uden at et eneste dansk medie tog fat i den. Generelt ligger vores lande ganske godt, når det gælder overordnet økonomisk frihed: Danmark er nummer 14, Finland nummer 7, Norge nummer 31 og Sverige nummer 29. Problemet er dog stadig, at vi er skizofrene økonomier. Norden har nogle af verdens mest effektive og fair retsvæsener, og nogle af de absolut tungeste offentlige sektorer.

Som Henrik Christoffersen og jeg gjorde sidste år, har vi igen i år beregnet, hvordan de nordiske lande ville se ud, hvis vi kombinerede den frieste praksis på alle områder fra alle fire lande. På opfordring fra Andreas Bergh har vi også beregnet, hvor et fiktivt land, der kombinerede de dårligste praksisser, ville ligge. De fire landes faktiske status er illustreret i figuren nedenfor, sammen med det økonomiske frihedsindeks for de værste og bedste praksisser.

Kombinationen af best practice ratings giver et økonomisk frihedsindeks på 8,49 – identisk med New Zealands faktiske 2011-rating, der placerer landet som nummer 3 i verden. Kombinationen af de mindst frie praksisser giver i stedet et indeks på 6,96, hvilket ville placere landet sammen med Papua-Ny Guinea, Trinidad og Tobago, og Indonesien. Bundlinjen er igen, at de nordiske lande er en sær blanding af meget frie institutioner og voldsomt ufrie politikker. Ved blot at lære af hinanden – og ikke andre lande man kan påstå vi ikke kan sammenligne os med – er der store forbedringer at finde.