At dømme ud fra dagens skatte-overskrifter, er der dog ikke meget at komme efter (som skatteyder): Berlingskes Nyhedsbureau skriver, at mennesker i arbejde, efter planen, skal fratages DKK 4100 mindre p.a., medens skatteministeren i Politiken gentager, hvad mange andre har sagt i (næsten) generationer. Det var vel også pointen i dét den tidligere statsminister sagde på YouTube, den anden dag, da han annoncererede sit partis hovedpunkter i skattereformen: Regeringens reformplan er ikke andet end paper-pushing.

Men når nu RAF-regeringens udspil offentliggøres på tirsdag, hvorfor så bruge tiden indtil da på at spekulere over, hvad det indeholder. Særligt, når tiden f.eks. kan bruges på at kigge over på bare den anden side af Nordsøen.

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

I UK har 2020 Tax Commission udsendt sin endelige rapport (her som pdf og her i flash) om det engelske skattesystem og den indeholder, så sandt som det er sagt, idéer, der burde give stof til eftertanke i Danmark. – Også selvom der er strukturelle forskelle i skattesystemernes opbygning.

Rapporten, der er fyldig og (mere vigtigt) veldokumenteret, konkluderer, at et mål om vækstskabelse kun nås, hvis parlamentet og regeringen reformerer skattesystemet, så skattesatserne sættes lavere og systemet i sig selv bliver mere simpelt og gennemsigtigt. Dét, mener 2020 Tax Commission, kan opnås således:

1. Taxes should be cut to 33 per cent of national income
2. Marginal tax rates should not exceed 30 per cent, and the personal allowance should rise to £10,000
3. Taxes on capital and labour income disguised as business taxes should be abolished, and replaced with a tax on distributed income
4. Transaction, wealth and inheritance taxes should be abolished
5. Other consumption taxes need to stay for now, but transport taxes should be cut
6. Local authorities should raise half of their spending power from local taxes

2020 Tax Commission eksemplificerer selv resultatet af en realisernig af de seks punkter således:

The proposals would result in substantial tax cuts for households across the income distribution. A two earner household, with an income of around £28,000, would receive a tax cut of around £3,400, for example. They would also provide a significant boost to economic growth. The increase in GDP after 15 years would be 8.4 per cent – this is equivalent to an additional £5,000 per family in 2012 –13.

For at gøre det hele lidt lettere at forstå markedsføre, har 2020 Tax Commission lavet en video i OK-længde, som forklarer planen. Videoen, som denne blogs læsere selvsagt gerne må dele på sociale medier, er her:

Klik her for at se den indsatte video.

Rapporten er i øvrigt omtalt på Cobden Centre’s hjemmeside.

Så skulle weekendlæsningen være på plads.

Men hvor progressivt er det amerikanske skattesystem egentlig? Belønner det faktisk de rigeste amerikanere? Svaret er nej, det er endda temmelig progressivt. The Tax Policy Center har brugt Brookings Instituttets mikrosimuleringsredskab til at finde ud af, hvad amerikanerne egentlig betaler den føderale regering i skat. Resultatet svarer på ingen måde til danskernes ide om, hvad amerikanske tilstande er.

Som oftest splitter man befolkningen op i kvintiler – dvs. fem dele, de fattigste 20 %, de næste, de midterste, den øvre middelklasse, og de rigeste 20 %. Analysen viser, at den laveste kvintil betaler i alt 1,6 %, nummer to betaler 7,3 %, nummer tre – dvs. de tyve procent typiske amerikanere – 14,1%, nummer fire 18,9%, og den øverste kvintil betaler 25,5%. Det udgør alt i alt en føderal skattesats på 20,5 % (hele posten er her; hattip: Greg Mankiw). Progressiviteten stopper ikke engang der, idet beregningerne viser, at den øverste procent betaler 28 %, og den rigeste promille af amerikanerne typisk betaler 30,4 % i skat.

Hvad fortæller det os? For det første giver analysen en indsigt i det amerikanske skattesystem, er på ingen måde svarer til danskernes fordomme. Det føderale amerikanske skattesystem er stærkt progressivt og dermed også stærkt omfordelende. For det andet viser analysen – som vel at mærke tager fradrag og den slags med – at de rigeste amerikanere faktisk bærer en stor del af den amerikanske skattebyrde nu. Så med den viden, hvordan bedømmer man da Obamas påstand om at de rigeste amerikanere har en moralsk pligt til at betale meget mere? Bedøm selv.

Underskuddet i år skønnes at lande på meget cirka 50 milliarder, eller knap tre procent af BNP. Hvis man forestiller sig, at hullet kan lukkes ved hjælp af højere skatter – den umiddelbart mest troværdige del af oppositionens plan – vil skattefrihedsdagen skydes 11-12 dage længere ud i året og dermed ligge først i august. Og med de øgede udgifter til sundhedsvæsenet, som man øjensynligt ikke kan eller vil begrænse, må man se frem til en endnu senere skattefrihedsdag i kommende år.

Oppositionen og en del politikere på den nominelt borgerlige fløj påstår jævnligt, at det ikke skader Danmark – at vi på en eller anden måde får en økonomi gevinst af den oppustede offentlige sektor. Heldigvis behøver man ikke behandle politikere som sandhedsvidner – det har man i stedet forskning til. Og hvis man skulle tro andet, er forskningen klar: Et stort offentlige forbrug betyder lavere økonomisk vækst. For tvivlerne skrev vi forleden om Henrekson og Berghs glimrende sammendrag af litteraturen (her), og vil helt ubeskedent også gøre opmærksom på mit fælles arbejde med Nicolai Foss (her og her). Skattefrihedsdagen fortjener bedre omtale end en P1-debat mellem VU og SFU’s formænd, om vi betaler nok i skat.

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.

Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.

En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.

De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.

Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort. Hvis skatteministeren ikke er enig, kan han jo evt. genlæse sit eget skriftlige svar til Folketinget af 14. maj 2009. Heri opregnes, hvorledes VK-regeringerne 2001-09 har sat skatter og afgifter op i alt knap 150 gange, eller cirka to gange om måneden.

Langt størstedelen af disse er gennemført ved forskellige mere eller mindre kreative smuthuller i regeringens egen definition af, hvad skattestoppet var. Senest er kommet den skattereform, hvormed regeringen helt åbent brød sit eget skattestop.

Flodbølgen af nye skatter og afgifter omfatter bl. a. en beskæring af rentefradragsretten, der reelt øger skattebyrden for de mange, der har lånt penge til at købe en ny bolig eller investere. Den omfatter også en omlægning af TV-licensen, så denne bliver en slags husstandsskat for alle, der ikke kan bevise, at de ikke har et TV. Ramt af multimedieskatten bliver også de lønmodtagere, der som led i deres ansættelser har fået arbejdsredskaber, som de nu bliver beskattet af.

Det måske værste er, at skattereformen er skruet således sammen, at fordelene kommer nu, mens regningen kommer senere. For mens skatteministeren har ret i, at en typisk familie sparer penge i 2010, glemmer han at fortælle, at det er fordi, der først senere sker et indekseringsløft af gamle og nye afgifter, hvorved pengene bogstaveligt vil fosse ind i statskassen med op mod 15 mia. kr. årligt.

Så skattetrygheden er det så som så med, bortset fra et enkelt punkt: Da V og K hastigt opgav deres halvhjertede tale om en reduktion i top-skatten ( som vælgerne ellers støttede), forligsbelagde man samtidigt området, så vi nu trygt kan stole på, at der i hvert fald ikke kommer en virkelig god skattereform de næste godt ti år.

For at omskrive skatteministerens egen udgangsreplik: Under VK-regeringen kan man være skattetryg – bortset fra når man ikke kan.

Men jeg har tænkt mig, at vi her på Punditokraterne skal gøre noget helt andet.

Vi skal vurdere om målene overhovedet er gode, i den forstand at det er mål en stat bør have, vurderet på baggrund af idealet om at vi er frie mennesker, der skal have lov til at tilrettelægge vores eget liv så frit som muligt. Målene får vurderingerne: ”Godt”, ”OK” og ”Skidt mål” alene målt ud fra den synsvinkel.

Ind imellem er der så et par kommentarer om, hvordan målet så muligvis kan opnås mest effektivt – uden hensyntagen til danskernes hang til at undgå personlige ofre og forandringer.

Mål 1: Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger.

”Godt mål”. BNP er et ganske udmærket (men ikke perfekt) mål for værdiskabelsen i samfundet. Statens job er selvfølgelig at skabe gode rammer for værdiskabelse.

Det mål opnås oplagt kun ved at lade markedsøkonomien fungerer under de bedste vilkår, herunder så få forvridende skatter som muligt. Begrænsning af overførsler mellem husholdninger. Fjernelse af offentlig erhvervsstøtte. Sikring af bedre konkurrence i uddannelses- og sundhedssektoren står nok også højt på listen.

 Mål 2: I 2020 skal Danmark være blandt de 3 lande i verden med flest vækstiværksættere.

”Skidt mål”. Det lyder jo rigtigt godt med iværksætteri. Men er det statens opgave at fremme en bestemt aktivitet eller beskæftigelsesform? Er dette mål vigtigt i sig selv, hvis det ikke bidrager til Mål 1? I praksis har dette mål historisk i Danmark været en undskyldning for en lang række mærkværdige overførsels- og subsidieordninger. Erhvervs- og økonomiministeriet er sluppet af med at bruge masser af penge på alverdens særordninger og videnscentre. Iværkætteri er ikke i sig selv et mål for staten. Det er et resultat af en dynamisk økonomi, hvor mennesker har incitamenter til at være entreprenante (og hvordan kan man vente de er det med det danske skattetryk?).  

 Mål 3: I 2020 skal det samlede danske arbejdsudbud være blandt de 10 højeste i verden.

”Skidt mål”. Hvis danskerne vælger at have et liv, hvor de ikke arbejder så meget, tjener så meget men har det fint med det, så er det vel ikke statens problem? Det er frie menneskers frie valg. Arbejde er ikke et ”gode” i sig selv og hvordan kan det være et mål for staten at vi skal arbejde meget? Dette mål er i virkeligheden et typisk ”finansministerie mål”. De ved, at aldringen betyder, at de offentlige finanser ikke hænger sammen med de nuværende overførselsordning og skatteniveauer om 10-20 år, hvis ikke arbejdsudbuddet stiger. Det er lige før, tingene vendes på hovedet og borgerne ses som skaffedyr, der skal arbejde mere for at sikre staten skatteindtægter til at betale de ”velfærdsydelser” som det offentlige har valgt at producere. At vi så formentlig automatisk vil se et højt arbejdsudbud, hvis vi skaber en dynamisk økonomi (mål 1) er så en anden sag. Men det er midlet – ikke målet.

 Mål 4: I 2020 skal danske skolebørn være i top 5 internationalt – både for så vidt angår læsning, matematik og naturfag målt ved de regelmæssige, sammenlignelige PISA-undersøgelser og for så vidt angår engelsk målt i forhold til ikke-engelsktalende lande.

”Godt mål”. Når vi nu er i et system, hvor staten producerer uddannelse er det vel en udmærket ide at måle output (også selv om vi alle ved at PISA kun måler en delmængde af det output der er vigtigt).

 Mål 5: I 2020 skal Danmark have mindst et universitet i top 10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education.

”Godt mål”. Af samme grunde som 4.

Man kan så spørge om det på nogen måde er realistisk i et system, hvor professorer stort set aldrig afskediges og hvor universiteter planlægges efter egalitære og lokalpolitiske hensyn. Der skal nok nogle ganske alvorlige reformer, herunder både privat betaling og en langt mere brutalt elitær tilgang til videregående uddannelser til for at Danmark skal nå dette mål. Flere offentlige penge ned i et mere eller mindre dysfunktionelt system gør det i hvert fald ikke.

 Mål 6: 2020 skal den danske middellevetid være blandt de 10 højeste i verden.

”Skidt mål”. Hvorfor er det statens mål? Det er mit personlige mål at leve længe. Men jeg går ikke i børnehave mere, og jeg skal ikke sætte mig til dommer over andres liv. Kan man ikke se for sig den stribe af velmente formynderiske love og regler den målsætning kan medføre?

 Mål 7: I 2020 skal Danmark være blandt verdens 3 mest energieffektive lande. Samtidig skal Danmark være blandt de 3 lande i verden, der løfter sin vedvarende energiandel mest frem mod 2020.

”Skidt mål”. For hvilken pris skal Danmark være det? Som sædvanlig i miljø og klima spørgsmål er der ingen cost/benefit overvejelse. Hvis man har miljøskatter, der opvejer eksternaliteterne ift miljøet er der vel ingen grund til at opstille den slags målsætninger i sig selv? 

Mål 8: I 2020 skal Danmark være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet målt ved beskæftigelsesfrekvensen.

”OK mål”. Ligesom med Mål 3 er det vel ikke i sig selv statens opgave at bestemme, hvor meget folk arbejder. På den anden side er det rigtigt, at det er et stort problem at arbejdsmarkedsintegrationen for indvandrere er så ringe, i den udstrækning det afspejler statens indgriben i folks liv på andre områder. Lars Løkke kunne starte med at læse Gunnar Viby Mogensens ”Folkevandringen til de rige lande – Nordamerikanske erfaringer”, hvor Mogensen viser, at USA har været langt mere succesfuld mht til at integrere indvandrere fra 3 verdens lande (og har modtaget dobbelt så mange som Vesteuropa!), og at det formentlig hænger sammen med at USA ikke har en velfærdsstat der gør det svært for lavtuddannede indvandrere at komme ud af fattigdomsfælder i overførselssystemet.

 Mål 9: I 2020 skal sandsynligheden for at blive udsat for en forbrydelse i Danmark være blandt de laveste i Europa.

”Godt mål”. Lars Løkke kunne jo starte med at læse alle Niels Vestys indlæg her på stedet om den forfejlede forbudspolitik på narko området.

 Mål 10: I 2020 skal den danske økonomi fortsat være blandt de 5 stærkeste i verden målt ved et vægtet gennemsnit af følgende indikatorer: Ledighed, offentligt underskud, inflation, inflationsstabilitet og betalingsbalanceunderskud.

”OK Mål”. Hvis det betyder at Mål 1 skal nås på en rimelig holdbar måde, dvs. uden at de offentlige finanser kører af sporet og uden at fastkurspolitiken sættes over styr, så er det vel et fint mål for staten.

Resultatet blev 4 ”Gode mål”, 2 ”OK mål” og 4 ”Skidt mål”. Vel OK, men ikke særligt imponerende fra en liberal statsminister. Der er 4 ud af de 10 mål, der ser staten som et instrument til styring af borgernes livsvalg mht arbejdsliv, sundhed, energiforbrug og den slags mod en ovenfra bestemt politisk ”idealtilstand”. Det er vel det, der hedder socialisme. Men jeg er måske for hård. Hvad synes du?

Skatten stiger uanset regeringens farve

Af Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., statskundskab, Københavns Universitet

I disse uger er det et kvart århundrede siden, at Poul Schlüter i spidsen for en frisk, ny regering afløste en nedslidt socialdemokratisk regering, som under Anker Jørgensens ledelse havde bragt landet til det, som en socialdemokratisk finansminister kaldte »afgrundens rand«.

Sølvjubilæet for det, som mange troede skulle blive en kortvarig undtagelse, er allerede blev mindet af mange som noget positivt. Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser, men sandt er det, at der blev foretaget reformer, som alt andet lige må bedømmes positivt i det lange perspektiv: En mere ansvarlig finanspolitik, en begyndende afvikling af en række unødvendige offentlige monopolvirksomheder, medlemskab af EFs indre marked og en – om end med møje og besvær – mere troværdig linie i udenrigspolitikken.

Men hvad der i denne tid ofte glemmes mellem alle skåltalerne er, at de 11 år i hvert fald på et for borgerlige så centralt punkt må opfattes som en eklatant fiasko: Da Schlüter gik af, var danskerne – når alt kommer til alt og andre succeser ufortalt – uomtvisteligt et mere beskattet og mere reguleret folkefærd, end da han kom til. Pudsigt nok synes det samme at være tilfældet også med Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001.

Er man i tvivl om sandhedsværdien af dén vurdering, kan man såmænd blot iagttage én væsentlig indikator: Udviklingen i skattetrykket fra 1971 til 2005. Som helhed steg skattetrykket i den periode fra 42-43 pct. til 50 pct. Det mål kamuflerer i en vis forstand, hvor drastisk udviklingen har været, al den stund at samfundsøkonomien er vokset så meget, at den overskygger en ganske gevaldig stigning i skatterne. Men tager man målestokken for gode varer og ser på, hvordan henholdsvis borgerlige og socialdemokratiske regeringer påvirkede skattetrykket, får man et lidt broget billede. I begyndelsen af 1970erne, hvor regeringsmagten skiftede hyppigt, var skattetrykket uændret eller endog svagt faldende. Under Anker Jørgensens regeringer, som finansierede udgiftsstigninger med store lån, steg skattetrykket et par point til 43-44 pct. (mens det offentlige forbrug altså steg væsentligt mere). Under Schlüter, hvor man prøvede at standse gældsætningen, steg skattetrykket yderligere med 4-5 pct.point til 47-48 pct. Under Nyrup fossede pengene som bekendt ud af de offentlige kasser, men en generel økonomisk vækst sørgede samtidigt for, at pengene også fossede ind, så skattetrykket som helhed var uændret. I Fogh Rasmussens første regeringsperiode steg skattetrykket et par point til ca. 50 pct.

Deler man perioden op i enkeltår og ser på, hvem der har været ved regeringsmagten størstedelen af det foregående år (hvor de fleste beslutninger tages), er der nogen, men beskeden, forskel på regeringsfarven: Under borgerlige regeringer er skattetrykket steget med gennemsnitligt 0,2 pct. pr. år, mens det under venstreorienterede er steget med gennemsnitligt 0,7 pct. pr. år. Men ser man i stedet på, hvem der haft regeringsmagten i størstedelen af de pågældende år (snarere end det foregående), får man næsten det modsatte billede: En gennemsnitlig vækst i skattetrykket på 0,9 pct. pr. år med borgerlige regeringer og omvendt blot gennemsnitligt 0,1 pct. i år med venstreorienterede statsministre. Tilsammen gør dét det svært at sige noget eksakt om forskellene mellem borgerlige og venstreorienterede regeringer – andet end at skattetrykket gennemsnitligt stiger, uanset hvem der har magten.

Men holder man in mente, at Hartlings »smalle« regering 1973-75 førte en kortvarig men ganske stram krisepolitik, og udelader man dén fra regnestykket, får man i stedet, at den gennemsnitlige, årlige stigning i skattetrykket under de resterende borgerlige regeringer har været på 0,7-0,8 procentpoint – altså på niveau med eller endog over udviklingen under statsministre som Anker Jørgensen og Nyrup.

Kan man kalde det en succes? Den liberale økonom og filosof F. A. Hayek skrev engang, at det at blive kontrolleret i ens økonomiske aktiviteter er »at blive kontrolleret i alt«. Eller sagt på en anden måde i nærværende kontekst: Det kan godt være, at der er mere i dansk politik end skatter alene, men når alt kommer til alt, er borgernes mulighed for at disponere over egen indkomst efter egne ønsker dog den vigtigste af alle parametre til at skille borgerlige fra socialister.

Anskuet sådan er konklusionen klar: Set isoleret og i det store perspektiv, er der intet, der tyder på store, entydige forskelle på borgerlige og venstreorienterede regeringer. Intet tyder på, at skattetrykket falder under borgerlige regeringer; snarere stiger det i længden altid, og de borgerlige hjælper heller end gerne til.

Skal man grine eller græde over at se hvordan Venstre og de konservative forvalter den ideologiske arv, som vi hylder her på Punditokraterne?

Sølle 1½ milliarder i skattelettelser får nærmest VK-regeringen til at bryde sammen. En liberal finansminister praler over at det offentlige sektor nu fylder endnu mere i økonomien end under socialdemokraterne. En liberal statsminister som løber fra sit løfte om skattelettelser, hvis der er et økonomisk råderum, men alligevel vælger at udbygge den offentlig sektor.

Er der da i det mindste ikke nogle enkelte røster – bortset fra populisterne i Ny Alliance - som kunne forfægte den borgerligt-liberale synspunkter: Lavere skatter, mindre offentlig sektor, større personlig frihed, privatiseringer osv. For ikke så lang tid siden, så var der enkelte i Venstres folketingsgruppe. Nu er de pisket til tavshed. Ret ind eller forsvind, thi I ere Redepissere lyder parolen. Jeg savner nu disse røster – disse mænd og kvinder af mod – som en tørstig mand i ørkenen savner et vandhul.

Åh men så er der jo de konservative, som gennem seks år har talt og talt om skattelettelser, og nu endelig har stillet statsministeren stolen for døren. Der er ikke ret mange der forstår det tekniske i disse skattelettelse, men at det er en konservativ sejr! Det er ganske vist. At det er en personlig sejr for Majestætens underdanige tjener, Monsieur Le Minister Bendt Bendtsen. Ja det også ganske vist. Altså medmindre at det resultat, som man kommer ud med efter forhandlingerne med Dansk Folkeparti viser sig, at være totalt blottet for skattelettelser overhovedet. Så kan der vel kun være tale om et konservativt nederlag. Og et nederlag for den konservative leder. Eller skal jeg læse gamle Orwell igen og genopfriske mit ”newspeak” sådan at sejre er nederlag og omvendt?

Det konservative Folkeparti vejrer nu morgenluft fortælles det i krogene. Jo det fortælles, at dette gode parti står på spring for at overtage op imod halvdelen af Venstres vælgere! Det viser meningsmålinger, men disse brave vælgere mangler dog kun en årsag! (Nej det er næppe udsigten til at vinde en candlelight-dinner med Bendt Bendtsen!) Måske kunne det være udsigten til at stemme på et borgerligt liberalt parti, der rent faktisk står fast på synspunkter og argumenterer for, hvorfor at et borgerligt samfund er at foretrække for et socialdemokratisk. Åh Gud, hvor ville jeg dog gerne stemme på sådan et parti. Men at forestille sig, at dette parti skulle være det konservative folkeparti.

Get real!