Tag: skattetryk (side 2 af 2)

Skatter koster

Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.

Rohderi

Venstres politiske ordfører (og ansigt udadtil under de sidste tre valgnederlag) Jens Rohde har ifølge Jyllands-Posten ikke meget til overs for økonomerne i Velfærdskommissionens forslag om at lempe skatten, for A) skat har ikke noget med velfærd at gøre, og B) den slags virker alligevel slet ikke:

“Skatten er ikke en del af de her velfærdsreformer. For os er det vigtigste at øge udbuddet af arbejdskraft. Og man sidder jo ikke og kigger på sin skattebillet for at se, om det kan betale sig at arbejde lidt mere. Her bliver diskussionen lidt for akademisk, siger Jens Rohde ….”

Tag dén!, alle I ultraliberale skrivebordsøkonomer i Velfærdskommissionen (Torben M. Andersen, Nina Smith, Jørn Henrik Petersen m.fl.).  I skal sgu’ ikke komme her og påstå, at folks adfærd vil blive påvirket af, om de skal betale 0, 50 eller 100 pct. i skat.  At der skulle være en sammenhæng mellem skattetrykket og den offentlige sektors finanser er så akademisk, at det minder om dem, der vil privatisere månen

Det (daglige) store svigt II

Meget kan ske på en uge i dansk politik.  Ugen efter at regeringsledelsens stik-i-rend-dreng Venstres politiske ordfører Jens Rohde præventivt (altså før Velfærdskommissionens udspil) aflivede enhver form for forandring af efterlønnen, følger hans chef, velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen op med i Børsen lige så præventivt at aflive enhver form for lempelse eller afskaffelse af topskatten:

»Det er fuldstændigt umuligt at få folkelig opslutning til en skattesænkningspolitik«

Her kan vi virkelig tale om “det store svigt”.  For hvor stort et nederlag er dette egentlig for statsministerens linie?  Havde det været en virksomhedsleder, der i den grad satsede på én strategi og fejlede, ville straffen formodentlig være faldet prompte.  Regeringens linie har således de sidste tre år været, 1) at man skulle påvirke borgernes holdninger–værdier–gennem “værdikamp” snarere end lægge ud med store reformer, og 2) at man kunne skulle melde ud m.h.t. fremtidige reformer efter, a) at problemerne var grundigt analyseret (f.eks. af Velfærdskommissionen) og b) var grundigt diskuteret.

Dén strategi blev af mange kritiseret for at være et taktisk usmart og visionsløst tilbagetog.  Men nu har vi altså nået en ny fase: tilbagetog fra tilbagetoget …  Nu er både reformer og værdikamp aflyst.  Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem, og vi skal ikke afvente Velfærdskommissionens forslag, idet de jo kunne tænkes at foreslå alt muligt drastisk.

Edith Thingstrup skrev forleden i Berlingske Tidende, at Jens Rohde m.fl. havde forvandlet regeringen til Socialdemokraterne minus 5 pct.  Ovenpå de seneste udmeldinger må man sige, at det er en uretfærdig karakteristik–altså overfor Socialdemokraterne …

Intet nyt fra Vestfronten

Tænketanken CEPOS var i dag ude med en kritik af regeringens Globaliseringsråd. Og med rette. For det er nu engang ikke særlig opløftende, at en borgerlig regering stiller sig i spidsen for et udredningsarbejde, der er fuldstændig renskuret for skattepolitiske visioner. Når det så i øvrigt sammenholdes med, at rådet vil indlade sig på den tvivlsomme beskæftigelse at udpege erhvervslivets fremtidige vindere, står det ganske klart, at vi må frygte en gentagelse af de policy-svigt, der prægede 70’ernes, 80’ernes og 90’ernes selektive erhvervspolitik og indikative planlægning.

Den dag statsministeren fremlægger resultatet af Globaliseringsrådets arbejde, kan det være nyttigt at ihukomme et bestemt ordspil fra Blackadder Goes Forth, der gerne må fremsiges med distinkt engelsk diktion:

First Officer: “Now, Field Marshal Haig has formulated a brilliant new tactical plan to ensure victory in the field.”

Blackadder: “Ah, would this brilliant plan involve us climbing out of our trenches and walking very slowly towards the enemy, sir?”

Second Officer: “How can you possibly know that, Blackadder? It’s classified information!”

Blackadder: “It’s the same plan that we used last time, and the seventeen times before that!”

First Officer: “E-e-e-exactly! And that’s what is so brilliant about it! It will catch the watchful hound totally of guard. Doing precisely what we have done eighteen times before is exactly the last thing they’ll expect us to do this time. There is, however, a small problem?.”

Blackadder: “That everyone always gets slaughtered in the first ten seconds?”

First Officer: “That’s right. And Field Marshal Haig is worried that this may be depressing the men. So he is looking to find a way to cheer them up.”

Blackadder: “Well, his resignation would seem the obvious way.”

Jeg er overbevist om, at daglige læsere af Punditokraterne vil forstå sammenhængen. For en sikkerheds skyld, vil jeg dog vejledende sige: En fejlsagen erhvervspolitisk strategi bliver ikke bedre af at blive gentaget 18 gange.

Danmark ikke for viderekomne

Vi skal leve af vores viden! Vi skal være smartere end dem, vi konkurrerer med! Sådanne velartikulerede brøl er blevet en del af dagligdagens Danmark. Når arbejdspladser flytter ud af landet, forholder vi os sjældent kritisk til vore svagheder. Vi fokuserer i stedet stift på de muligheder, der ligger i at uddanne os ud af det hele miseren. Men hvordan går det så med det? Tilsyneladende skidt!

Mens de fleste lande kan notere, at deres yngre generationer er betydelig bedre uddannet end deres ældre generationer, er billedet så småt ved at ændre sig i Danmark. En opgørelse fra Velfærdskommissionen viser således, at danskere i aldersgruppen 25-34 år ikke er bedre uddannet end de 45-54-årige. For begge aldersgruppers vedkommende gælder, at omtrent 30 pct. har en videregående uddannelse.

Undertegnende punditokrat har aldrig ment, at mængden af danskere med en videregående uddannelse er en kvalitetsparameter i sig selv. Ret beset efterlades man let med det indtryk, at flere af de videregående uddannelser har udviklet sig til deltagelsesorienterede kulturtilbud. Men jeg er optaget af den kendsgerning, at stadig flere unge ikke finder det umagen værd at tage en videregående uddannelse. Hvad kan det mon skyldes?

Kan det være den helt prosaiske omstændighed, at afkastet af ét års ekstra uddannelse i vores undselige rige ganske enkelt er alt for beskedent? Det tror jeg på. Årtiers solidarisk lønpolitik og verdens højeste skattetryk skal da ikke sådan forklejnes. Det har sat nogle spor, som vi helt åbenlyst ikke kan uddanne os fra.

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑