Stort set enhver økonom, der ikke hedder Piketty eller Krugman til efternavn, deler en væsentlig bekymring for tiden. Den er ekstremt tydelig i den amerikanske valgkamp, hvor både Donald Trump, Hilary Clinton og Bernie Sanders skaber den i stor stil, men også mere skjult i den hjemlige debat. Bekymringen er for, om vi igen er på vej ind i en periode med protektionistisk politik.

Protektionisme er en zombieide: For langt de fleste nationaløkonomer er den stendød, men politisk overlever den om end i en ubehageligt og stinkende populistisk version. I præsidentvalgkampen i USA har både Trump, Clinton og Sanders har således alle argumenteret, at USA’s handel med bl.a. Kina og Mexico ødelægger amerikanske jobs og at – i Trumps ord – landet er ved at ’tabe’ konkurrencen (se f.eks. Mark Perrys omtale her). Sammen med mange amerikanere tror de – eller gør som om de tror – på den gamle merkantilistiske traver, at eksport er godt og import er skidt. Nok vil nogle mennesker miste deres job som følge af, at mexicanske firmaer kan levere varer billigere og/eller i højere kvalitet end amerikanske, og disse taber synlige. Firmaer og politikere råber derfor op om unfair konkurrence, men fordi amerikanske forbrugere som oftest betaler mindre for varerne, udløser konkurrencen ekstra købekraft der skaber jobs i andre dele af samfundet.

Uanset at disse jobs ofte er usynlige for politikerne, indebærer handelen derfor, at samfundet bliver mere produktivt og derfor rigere når ressourcer flyttes fra mindre til mere produktive erhverv og formål. Og de mange millioner forbrugere, der får adgang til billigere, bedre og flere varer og service er langt bedre stillede end før. Som politiker er man dog for det meste fokuseret på de særinteresser, der står til at tabe, og derfor har al mulig tilskyndelse til at råbe højt om deres problemer og lobbye politikerne for beskyttelse. Amerikanske politikere på begge sider af kongressen, og mange politikere i Frankrig og Sydeuropa, er parate til at lytte til særinteresserne og spille det uinformerede, populistiske kort.

Herhjemme er der ingen seriøse politikere eller kommentatorer, der kunne finde på at tale for øgede handelsbarrierer, men protektionismen trives alligevel. Dansk protektionisme og hele debatten omkring de ’udsatte arbejdspladser’ og den ’unfair’ konkurrence føres som en kamp mod såkaldt ’social dumping’. Fagforeninger og politikeres argument er, at polske og litauiske arbejdere kommer herop og underbyder danske køkkenmontører, hvilket driver deres løn ned eller driver dem ud af markedet. Fortalerne for en kamp mod social dumping påstår, at løsningen er at kræve, at udenlandske firmaer og udenlandsk arbejdskraft skal betales dansk løn: Med andre ord, at polske arbejdere skal tvinges politisk til ikke at kunne levere billigere varer og service end danske.

Formelt har sådan en type lovgivning præcist den samme virkning som en protektionistisk politik, der forhindrer konkurrence fra billigere eller bedre varer fra udlandet. Mens alle firmaer naturligvis skal overholde dansk lovgivning, er argumenterne mod social dumping således dybt protektionistiske og på ingen måde substantielt anderledes end amerikanske eller franske krav om handelsbarrierer. De fører til skade på udenlandske producenter, der som oftest er fattigere end vi er, og skade på forbrugerne, og gavner kun en lille særinteresse. Kamp mod social dumping er således en kamp mod almindelige mennesker, præcist ligesom anden protektionisme er. Økonomisk – og i en velfærdssammenhæng – er det en zombieide som burde være død for længe siden.