Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342
social tillid – Punditokraterne

Tag: social tillid (side 1 af 2)

Kommunisme ødelægger tillid – også i Kina

Et af de mest robuste resultater i al forskning i social tillid er, at tidligere kommunistiske lande er karakteriseret ved markant lavere tillidsniveauer. Jeg har selv været med til at dokumentere forskellen i flere artikler (læs f.eks. her), der er både stor og robust. Sammenligner man lande, når man til en forskel på cirka ti procentpoint, der ser ud til at være stabil over tid. Den samme forskel kan man se i sammenligninger mellem lande, der før jerntæppet umiddelbart så ret ens ud – Østrig og Tjekkiet er ofte den indlysende sammenligning – og internt i Tyskland. Selv i de nyeste tal fra the European Values Survey er folk i det tidligere Østtyskland ti procentpoint mindre tilbøjelige til at stole på andre mennesker end i Vesttyskland. Forskellen reflektere det, tyskerne kalder Die Mauer im Kopf (Muren i hovedet), som også giver sig udslag i markant forskellig politisk adfærd (læs f.eks. her).

Et nyt studie med titlen ”Political Movement and Trust Formation: Evidence from the Cultural Revolution (1966-76)” er nu på vej ud i European Economic Review, hvor Liang Bai og Lingwei Wu demonstrerer, at Kina ikke er anderledes end Central- og Østeuropa (hattip: Niclas Berggren). Landet, der først led usigeligt under formand Maos Store Spring Fremad i 1958-62, og derefter under excesserne i Kulturrevolutionen fra 1966, burde være et klart eksempel. Det er det også, selv internt i Kina. Som de to forskere konkluderer: ”Our findings indicate that individuals in counties with higher revolutionary intensity and of trust formation cohorts report significantly lower levels of trust more than three decades later. This effect is more pronounced for those more likely to have been targeted during the revolution as well as those with greater exposure to its early years (1966-71).”

I disse uger, hvor vi – eller i det mindste nogle af os – fejrer Berlinmurens fald og Centraleuropas tilbagevenden til den civiliserede verden, er det værd at huske, at kommunismen ikke blot gjorde folk fattigere. Ufriheden, undertrykkelsen, og forsøgene på at kontrollere folks inderste tanker har kostet langt mere end blot penge. De ar på sjælen, som generationer af mennesker lever med, kan ikke undskyldes eller kompenseres, uanset hvor folk bor eller hvordan de ser ud.

Catalansk uafhængighed og tillid

Konflikten omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov – ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det, raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men situationen giver også mulighed for ny forskning.

En del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien, og ikke helt uden grund. Som DR viser her i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high tech’ region end andre steder i Spanien.

En anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.

Det forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om, hvad der er op og ned i debatten.

Det spørgsmål gav Miguel Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også vise et ekstra resultat.

Det viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien. Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.

Det er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.

Den sociale tillid i Catalonien er steget efter at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig, da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden 2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner, idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner – retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én ting er sikker: Intet er som de to sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske befolkning.

Sjov med statistik: Tillid og vintertemperaturer

Som trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem.  

Vi har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.

Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.

Det er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig, men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori, hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,

Social tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.

Denne fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det frygtede Stasi. At have generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig idé.

Det, vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie, finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”

* Temperaturdataene er fra Weatherbase, mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden 1980erne.

Tillid i eksperimenter og spørgeskemaer

For nogle uger siden skrev vi kort om et nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede forskere bag Cohen et al. i Science udførte et velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.

Konklusionen er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata. Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.

Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use of questionnaire-based measures in the trust literature.

Civil ærlighed og social tillid

Forskningslitteraturen om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering. Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges af omhyggelig håndhævelse af loven.

Tricket er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede punge med tillidsscoren i området.

Fornylig har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.

Resultaterne viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %), Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark (82 %).

Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.

Mest af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost – i Danmark.

Sjov med statistik: Tillid og grimme flag

I den samfundsvidenskabelige forskning i social tillid er et af de væsentligste problemer at etablere kausalitet: I hvilken grad påvirker tillid for eksempel hvor godt retsvæsenet fungerer, og i hvilken grad påvirker et godt retsvæsen folks tillid til hinanden? Der findes flere måder at gøre det på, men den nyeste forskning peger i retning af, at tilliden kommer først (læs f.eks. her). Det skal dog stadig vises, hvilket man oftest gør ved brug af såkaldte instrumentvariable: Faktorer, der er forbundet med tillid, men ikke påvirker ens outcome-variabel som retsvæsenets kvalitet, den langsigtede økonomiske vækst, eller uddannelsesniveauet. Tre faktorer, der ofte virker og som er plausibelt ’eksogene’ er om landet er et monarki, temperaturen i vinterens koldeste måned, og om sproget har ’pronoun drop’ – dvs. om det tillader at man udelader det personlige pronomen i en regulær sætning. De fleste nye studier bruger netop en eller anden kombination af disse forhold.

I forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision i netop disse lande.

Det er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale flag. Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på 85, Japan på 87, og Pakistan på 88.

Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.

Nok er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.

Man kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6 %, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor ikke, og man må lede efter en anden forklaring.

Vores bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret i landets flag (læs her for standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger. Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær, voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme sociale konflikter og lovløshed.

Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.

Dødsfald i trafikken i Europa

Med jævne mellerum dukker der folk op i den offentlige debat, der bekymrer sig om de mange dødsfald i trafikken. Mens man med god grund kan beklage, at folk dør i den danske trafik, er der også god grund til ikke at overdrive. For det første er trafikken i Danmark blevet meget, meget sikrere siden 1960erne. For det andet er den danske trafik forbløffende sikker i forhold til de fleste andre lande. Det er dét element, vi fokuserer på i dag.

Sagen er, at der er enorme forskelle på, hvor mange mennesker der dør i trafikken. I Europa varierer antallet af dødsfald i trafikken fra 28 per million voksne indbyggere i Norge til 126 per million i Letland i 2015-17. Det europæiske gennemsnit er 64, men som figuren nedenfor viser, er der også ganske stor forskel på Vesteuropa (de sorte markører) og de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa (de orange markører). Det store spørgsmål er derfor, hvorfor der er så store forskelle.

En af de mest ’hypede’ forklaringer på adfærd de senere år har været tillid / social kapital. Befolkninger med en højere grad af social tillid er generelt bedre til at samarbejde og i særlig grad mere tilbøjelige til at overholde regler og opføre sig prosocialt overfor folk, de ikke kender. Og plotter man sammenhængen er den absolut til at se, som i figuren nedenfor.

Den viser sig sjovt nok også at holde i lidt mere avanceret analyse end simple plots. Vi har derfor samlet dataene og lagt dem sammen med data på købekraftsjusterede gennemsnitsindkomster, befolkningsdata og en kontrol for, om et land har en kommunistisk fortid.** Og statistisk regressionsanalyse med disse data viser, at forskellene er ganske systematiske: Tillid, en kommunistiske fortid og gennemsnitsindkomst – men kun i de tidligere kommunistiske lande – forklarer 73 % af forskellene. For de nørdede læsere, er regressionsligningen:

Dødsfald = 7,431 – 0,416 * Tillid – 0,021 * Befolkningstæthed + 0,007 * Voksen befolkning– 0,194 * Gennemsnitsindkomst + 10,360 * Postkommunist – 0,999 * Gennemsnitsindkomst * Postkommunist

Så hvad lærer man af det? Lavpraktisk peger analysen på, at et 10% højere tillidsniveau er forbundet med 4% færre dødsfald i trafikken. Forskelle i tillid på tværs af Europa forklarer dermed omtrent en tredjedel af forskellen i, hvor farlig trafikken er. På et lidt mere overordnet plan er det måske interessant at notere sig, at dybt kulturelle forskelle som social tillid afspejler sig i forhold som hvordan folk opfører sig i trafikken. Det gør det ganske svært at tale om, hvad ’europæere’ gør som et generelt fænomen.

** Skulle nogen være interesserede i dataene, kilder osv., deler vi dem gerne.

Korruption er også et kulturelt fænomen

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

Dead Wrong – om velfærdsstaten og tillid

Den dygtige Johan Norberg, hvis film vi skrev om forleden, kører en serie korte videoer med titlen Dead Wrong for Free to Choose TV. I serien debunker Norberg en lang række myter, som har politisk interesse eller indflydelse, såsom Oxfams cronyism-påstande, toldbeskyttelse og amerikansk udvikling, og vacciner og autisme.

Den sidste nye i serien tager Norberg fat på myten om, at velfærdsstaten har skabt den høje grad af nordisk tillid til andre mennesker. Den påstand er særligt aktuel i Danmark, hvor Socialdemokraternes Dan Jørgensen på det sidste har været på korstog for den socialdemokratiske velfærdsstat (læs f.eks. Information her). På de halvandet minut piller Norberg på fineste vis påstandene fra hinanden, endda med fodnoter med reference til studier. Dead Wrong-serien er meget varmt anbefalet!

Er kvinder mere tillidsfulde?

Mange mennesker har en opfattelse af, at kvinder er normativt anderledes end mænd. Min ven og IFN-kollega Andreas Bergh luftede en af dem forleden, da vi af andre grunde spiste frokost en søndag eftermiddag i Bowling Green, Ohio. Andreas mente, at det var almindeligt anderkendt at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, mens jeg ikke mente, det var. Mens jeg for det meste ville være sikker, og hurtigt glemme diskussionen, er sagen anderledes når det er så velovervejet og –informeret person som Andreas.

Sagen er, at mens mange af vores læsere sikkert har samme opfattelse – at kvinder er mere tillidsfulde end mænd – har der kun været nogle få papirer, der pegede på en klar sammenhæng i enkelte lande. Jeg tog i stedet data fra the European Social Survey på cirka 260.000 respondenter (der ikke er førstegenerationsindvandrere) i 32 europæiske lande, og checkede for hvert land, om der er klare forskelle på mænds og kvinders svar på det klassiske spørgsmål: Generelt, tror du man kan stole på andre mennesker eller skal man være forsigtig? ESS spørger på en 0-10 skala, og det er almindeligt kendt, at gennemsnittet varierer i Europa mellem 2,6 i Tyrkiet og 7 i Danmark.

Svaret på spørgsmålet kan ses i figuren nedenfor: Det kommer an på landet. De simple gennemsnit (grå søjler) peger på, at mænd i Slovenien er ni procent mere tillidsfulde end kvinder, men fem procent mindre tillidsfulde i Ukraine. Tager man de simple tal, er forskellen mellem 0,37 point større tillid blandt hollandske kvinder, men 0,45 point mindre tillid blandt russiske kvinder.

Det store problem er dog, at mænd og kvinder ikke altid er lige sammenlignelige i ESS. Forskellene kan derfor skyldes, at kvinder måske er samplet anderledes, at de er mere religiøse, eller at de er anderledes på andre centrale måder. Løsningen er at kontrollere for en række faktorer (de blå og røde søjler): Religiøsitet, indkomst, alder, uddannelse, om man har en udenlandsk forælder, er anden-generationsindvandrer, og ens civilstatus. Det viser sig at være vigtigt, og efterlader faktisk kun to lande, hvor kvinder er signifikant mere tillidsfulde end mænd: Danmark og Tjekkiet, hvor de ser ud til at være cirka 0,16 point mere tillidsfulde. Omvendt er mænd signifikant mere tillidsfulde i Belgien, Bulgarien, Irland, Italien, Portugal, Slovenien og Storbritannien, hvor forskellen er cirka 0,23 point.

Bundlinjen er således, at der ikke er nogen generel forskel på kvinder og mænds tillid i Europa – og pudsigt nok er der absolut ingen i Andreas hjemland, Sverige. Uden at ville godte mig for meget over det pudsige i det, er emnet et eksempel på, hvordan visse ting bliver ’accepteret viden’ uden at der egentlig er konkret, generalisérbar forskning det. Dagens lille, empiriske øvelse viser naturligvis intet om, hvorfor folk tror at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, men den viser, at som generel påstand, er det forkert.

Megan McArdle om Danmark

Forleden skrev den glimrende Megan McArdle en artikel om Danmark og det danske samfund i Bloomberg. Baggrunden for Megans artikel var, at Danmark blev ved med at være et af temaerne i den amerikanske valgkamp. Som hun skriver:

Denmark showed up in American politics during the first Democratic primary debate in October 2015, when Senator Bernie Sanders cited it when asked about his vision of democratic socialism. “I think we should look to countries like Denmark, like Sweden and Norway, and learn what they have accomplished for their working people,” Sanders said.

Megan var derfor i København sidste efterår, hvor hun mødte en række folk til interview. Jeg brugte selv et par hyggelige timer sammen med hende, og hun besøgte bl.a. også Martin Ågerup. Artiklens konklusion er ret god:

So, sorry, conservatives: Denmark really does combine high wages with high employment, high taxes with prosperity, fiscal responsibility with high levels of government spending. No wonder leftists ask if policymakers couldn’t do something like that in the U.S.

But also … sorry, leftists. After a week in Copenhagen, the conclusion I came to is that no, they probably can’t. Not because the Danish model doesn’t work, but because it’s so very, very Danish.

Men, som Megan også skriver, “Danish social cohesion works great for Danes. It’s not so great, though, at doing another thing modern advanced economies need: Absorbing outsiders.” Hendes hovedpointe, smukt illustreret i historien om at hendes telefon blev stjålet og hvordan folk reagerede på det, viser tydeligt fordelene og en enkelt ulempe ved den skandinaviske tillid. Hele artiklen er et fremragende eksempel på, hvordan en outsider kan se ting i vores samfund, som vi måske tager for give tog overser hver dag. Uanset at man måske ikke er enig med hende i alle vurderinger, er Megans artikel stærkt anbefalet!

Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl

The World Economic Forum har fornylig afholdt sig årlige, og voldsomt hypede, møde i Davos. WEF har gang i mange ting, og udgiver for eksempel hvert år et mål for konkurrencedygtighed. Men mødet har i høj grad over årene udviklet sig til at være domineret af centrum-venstre-tænkning. WEF-miljøet er derfor også interesseret i såkaldte udvidelser af måden, man måler velstand og udvikling på. I år er deres nye opfindelse dermed the Inclusive Development Index (IDI), der sigter mod at måle inklusiv udvikling – hvad det end er.

Indekset består af tre ’søjler’, hvor meningen er at de fanger ”growth and development; inclusion and; intergenerational equity – sustainable stewardship of natural and financial resources.” Vækst og udviklingssøjlen består af BNP per indbygger, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse, og noget WEF kalder ”healthy life expectancy”, der er en form for justeret forventet livslængde. Anden søjle består af medianindkomsten, ulighed målt som en Gini-koefficient for indkomst-Ginier, den officielle fattigdomsrate, og formueulighed som en Gini-koefficient fra de samme data som de stærkt kritisable Oxfam-rapporter. Den tredje søjle er en blanding af nettoopsparing, afhængighedsrate, den offentlige gældsrate, og CO2 intensitet i produktion. IDI er dermed et såkaldt kitchen sink index, dvs. en sammenvejning af alt godt fra havet, som WEF-miljøet synes om.

Man kan mene hvad man vil om den type indeks, og mange af dem er meget kritisable, ikke mindst fordi de sammenvejer forhold, der intet har med hinanden at gøre. Det er dog ikke pointen i dag, fordi der er andre ting at kritisere i WEF-rapporten. Ikke mindst viser WEF (på side 6) at indekset korrelerer stærkt med social tillid, dvs. hvor befolkningens vurdering af hvor meget tillid man kan have til andre.

Vi gengiver figuren nedenfor, om end med to væsentlige ændringer. For det første har vi placeret tillid på x-aksen – WEF placerer den på y-aksen som om tillid var en konsekvens af inklusiv udvikling. For det andet viser vi sammenhængen mellem tillid og IDI for både demokratier og lande som ikke er demokratiske (vurderet ved DD-indikatoren).

WEF konkluderer, at sammenhængen mellem tillid og IDI ”points to the need for a more human-centric approach to improving the cohesion of increasingly fractured societies.” Med andre ord mener de, at ‘inklusiv udvikling’ skaber social sammenhæng og tillid. Den konklusion går direkte imod en efterhånden ganske lang række studier, der støtter den omvendte kausalretning (se f.eks. en oversigt her).

Lige så vigtigt er det, at tilliden ikke påvirker IDI alle steder. WEF er ofte underligt uldne, når det kommer til demokrati. Men som figuren nedenfor viser ganske klart, er tillid kun forbundet med målet for inklusiv udvikling i stabile demokratier (hvor almindelige vælgeres præferencer faktisk betyder noget). Selvom regressionslinjen for de blå, ikke-demokratiske observationer ser ud til at hælde opad, er den ikke signifikant forskellig fra nul. Og blandt demokratierne er der kun to store outliers – Luxembourg og Indien – som stort set er det rigeste og det fattigste stabile demokrati. Der er således ingen mysterier der.

Det andet forhold, som WEF ignorerer, er at IDI også korrelerer stærkt med mål for økonomisk frihed. Det viser vi i den anden figur, der igen illustrerer en tydelig sammenhæng, der er stærkere for demokratierne.

WEF

Bundlinjen er således, at WEF måske har produceret et indeks, der kan være ganske interessant at se på og tænke over. Men organisationens ideologiske brug af det – påstande om, at mere styret udvikling med større ’human-centric’ fokus kan skabe udvikling og tillid – er ikke understøttede af andet end dem selv. Tværtimod peger forskningen på, at tilliden kommer før disse forhold, og at jo mere faktiske politikere i det virkelige liv blander sig, dvs. jo lavere den økonomiske frihed er, jo dårligere og mindre inklusiv udvikling får man. Tak for målet, men glem de politiske implikationer.

Bergh og Öhrvall om tillid blandt emigranter

Jeger pt. på vej hjem fra den årlige konference i the Southern Economic Association, der i år blev afholdt i Tampa. Konferencen bød på en række gode præsentationer, og en masse både hyggelig og produktiv networking. Et af de mest interessante papirer, som vi allerede fremhævede for en uge siden, var af Andreas Bergh fra Lunds Universitet og Richard Öhrvall fra Linköping; begge er også affilieret med Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm.

Andreas og hans medforfatter skriver sig ind i litteraturen om, hvorvidt social tillid – folks tillid til de fleste andre mennesker – er stabil over tid og dermed et kulturelt fænomen, eller om den kan formes og ændres. Meget af den eksisterende forskning har set på, i hvor høj grad immigranter ligner borgere i deres forældres eller bedsteforældres hjemlande. Eric Uslaner har for eksempel vist, hvordan tilliden blandt immigranter i tredje generation i USA typisk ligner den nuværende tillid i de lande, deres bedsteforælde kom fra. De eksisterende studier har således set på tilliden blandt mange forskellige immigranter i ét land.

Det nye i Bergh og Öhrvalls The moldable young: How institutions impact social trust er, at de i stedet har information fra en stor gruppe svenske emigranter. Med andre ord ser de på én bestemt type emigranter, der flytter til en lang række forskellige lande. De er alle svenskere, og kommer således fra et af de mest tillidsfulde samfund i verden. Hvis tillid kan ændres over tid, må man derfor forvente, at de bliver mindre tillidsfulde, når de flytter væk fra Skandinavien. Og det er i en vis forstand, hvad Bergh og Öhrvall finder.

I en række omhyggelige analyser finder de to svenske økonomer, at tilliden er meget stabil for dem, der emigrerede efter de var fyldt 30. For dem, der emigrerede tidligere, og dermed har boet i et andet land i deres ’formative år’, falder tilliden: Jo mere korrupt landet er, jo dårligere institutioner det har, og jo lavere tillid landets borgere generelt har, jo mere falder de unge, svenske emigranters tillid. Det er dermed en vis tilpasning når folk ’lærer’, at man ikke kan stole nær så meget på folk.

Det helt særlige i papiret er dog, at Bergh og Öhrvall også tager sig af den såkaldte selektions-bias: Det er ikke tilfældige mennesker, der vælger at emigrere. Det viser sig, at emigranterne som oftest har højere tillidsniveauer end andre, der bliver i Sverige. Det er i forhold til dette høje niveau, man skal fortolke deres tillidstab.

Overraskelsen i analyserne er dermed, som Andres meget klart viste til konferencen, at svenskere, der emigrerer tidligt i livet, starter med ekstra høj tillid, og faktisk ender med at have samme tillid som svenskere hjemme i Sverige, når de har boet nogle år i lande med korruption og dårlige institutioner. De kommer med andre ord til at ligne mere gennemsnitlige svenskere. Tilpasning er dermed ikke til de nye hjemlandes lavere tillid, men blot til almindelig svensk tillid og svenske normer. På denne måde viser Bergh og Öhrvall, at social tillid ser meget stabil ud over tid, og dermed sandsynligvis ikke kan påvirkes i nogen mærkbar grad af gode institutioner, velfærdsstaten eller andre tiltag. Politikerne kan lige så godt holde fingrene væk.

Ny viden om tillid og internationale risikopræmier

Et tilbagevendende spørgsmål i politiske debatter er, om de internationale kreditmarkeder er ’fair’: Var det for eksempel rimeligt, at de førende rating-bureauer efter finanskrisen nedgraderede Frankrig langt tidligere og hurtigere end Storbritannien, selvom den britiske udlandsgæld var større?

Min svenske kollega og ven Andreas Bergh og jeg skrev om emnet for tre år siden, men er nu på sin vis vendt tilbage til spørgsmålet: Vi fik forleden – efter en meget lang og frustrerende proces – artiklen optaget til publikation. ”Trust Us to Repay: Social Trust, Long-Term Interest Rates, and Sovereign Credit Ratings” er nu under udgivelse i Journal of Money, Credit and Banking, men foreligger også i en tidligere version som IFN working paper 1039. IFN bragte en kort omtale af studiet her.

Baggrunden for artiklen er, at mange studier efterhånden peger på, at højtillids-befolkninger er langt bedre til at ’holde deres politikere i ørerne’ – tvinge dem til at opføre sig nogenlunde ansvarligt – og at institutioner og nogle markeder også virker bedre (se f.eks. her). Der er således god grund til at tro, at det der ligner de samme økonomiske problemer, i det lange løb bliver langt bedre håndteret i bestemte lande end i andre, hvor institutionerne er svagere og befolkningen ikke på samme måde holder politikerne til ilden.

Det er netop det billede, Andreas og jeg finder, og som afspejles nedenfor i Figur 3 fra artiklen. Figuren, der viser den simple sammenhæng mellem social tillid og kreditratings fra Standards & Poor sidst i 2012, indikerer tydeligt at statsobligationer fra højtillidslande typisk bliver ratet som langt sikrere end fra andre lande. Det særlige er dog, at vi finder, at markedets reaktioner på objektive problemer som høj inflation og lav vækst afhænger fundamentalt af hvordan landets tillidskultur ser ud. Det er dermed ikke bare i gennemsnit, at mere tillidsfulde samfund betragtes som sikrere investeringer, men mere avanceret. Vores fund er konsistente med en situation, hvor frie markeder tager mere end blot problemerne i betragtning, men også i høj grad kulturelt betingede forskelle i politiske reaktioner, når de vurderer risici og dermed de risikopræmier, der kræves for at man handler mere risikable obligationer. Internationale obligationsmarkeder er, med andre ord, ganske smarte.

Andreas Bergh om tillid – i Lund i morgen

Skulle der være nogen af vores læsere, der er så heldige at være i nærheden af Lund i morgen aften, holder min ven og kollega Andreas Bergh en offentlig forelæsning. Titlen (på dansk) er “Velfærdsstat, tillid og migration.” Andreas, der er en af de mest vidende forskere i feltet, holder forelæsningen fra klokken 19 på Lunds Universitet. Emnet er af særlig skandinavisk interesse og han ikke blot en dygtig forsker, men også en fremragende kommunikator. Stærkt anbefalet!

Populister er borgere med lavere tillid

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

Uddannelse skaber ikke tillid (ny viden)

Som nogle læsere sikkert ved, har jeg hele min akademiske karriere beskæftiget mig med social tillid. Emnet var centralt for min PhD-afhandling, det var en hoveddel af en af mine første videnskabelige artikler (her) og en af de seneste, jeg har udgivet (med Niclas Berggren, her). Når der kommer virkeligt nye indsigter i forskningsfeltet omkring tillid, er jeg derfor altid spændt.

Det er præcist det, der forleden var tilfældet i det nye nummer af Political Psychology. Tidsskriftet bragte en artikel af den dygtige Peter Thisted Dinesen, sammen med Sven Oskarsson, Christopher Dawes, Magnus Johannesson og Patrik Magnusson, hvor de vendte tilbage til en velkendt og omdiskuteret sammenhæng: At tillid og uddannelsesniveau hænger tydeligt sammen. Diskussionen er vigtig, fordi sammenhængen kan tolkes på forskellige måder, og med meget forskellige implikationer. De fleste har tolket den som evidens for, at uddannelse skaber højere social tillid, hvilket indebærer, at tillid er noget, der kan skabes. Hvis man omvendt – som jeg blandt andet har gjort – tolker den som en indflydelse af tillid på uddannelse, er der ingen grund til at tro, at tillid kan skabes med politiske midler, men den bliver mere vigtig for et lands udvikling. Den tredje tolkning, at både tillid og uddannelse er skabt af den samme underliggende faktor, har endnu færre implikationer.

Det er her, Peter og hans kollegers studie kommer ind og giver markante nye indsigter. De gør brug af en stor svensk undersøgelse af tvillinger, hvilket betyder at de kan kontrollere for praktisk taget alle forklarende forhold, der har med gener, tidlig familieindflydelse og fælles miljø ved at fokusere på de enæggede tvillinger. De starter med at vise den ’almindelige’ sammenhæng, hvor man bruger uddannelsesvariable som forklaring på forskelle i tillid. Det virker meget fint i tvillingedataene, og forfatterne viser, at tvillingerne næsten fuldstændigt udviser samme mønster som svenskere mere generelt. Der er altså intet specielt ved de svenske tvillinger. Derefter tager de alle forskelle ud, der er specifikke for hvert enkelt tvillingepar – gener osv. – og viser, at sammenhængen mellem tillid og uddannelse derefter er totalt forsvundet. Hvis uddannelse skaber tillid, burde den bedre uddannede tvilling have højere tillid til andre mennesker, men de svenske data viser, at det ikke sker!

Studiet peger på, at en stor del – og måske hele – forklaringen på, at tillid og uddannelse hænger sammen, er at begge dele er arvelige gennem folks gener. Der er således ingen indflydelse på tilliden af, at man forsøger at hæve folks uddannelsesniveau. Ligeledes stiller studiet meget store spørgsmålstegn ved de tidligere studier, der har hævdet at den særligt høje skandinaviske tillid skyldes, at vi tidligt indførte folkeskoler og skolepligt. Tilliden har konsekvenser, men der er stadigt mindre, der peger på, at man kan skabe den aktivt. Hvor den særlige skandinaviske tillid kommer fra, er derfor stadig et mysterium.

Tillid i den arabiske verden

Et af de tydeligste særtræk ved de nordiske lande er vores høje tillidsniveau. Vi stoler ikke mere på venner og familie end i mange andre dele af verden, men vores sociale tillid til andre mennesker– folk i vores egne samfund, som vi ikke kender – er langt højere end andre steder. Adspurgt om de generelt stoler på andre mennesker eller om de mener, man skal være forsigtig, siger cirka 70 % i Danmark, Norge og Sverige, at man kan stole på andre mennesker. De globale gennemsnit i undersøgelser ligger på cirka 25-26 %, og selv i andre velfungerende lande, som vi ofte sammenligner os med, er niveauet noget lavere. I Storbritannien og Irland er det omkring 40 %, som har tillid til andre, og selv i andre ekstreme tilfælde som New Zealand og den engelsktalende del af Canada, ligger niveauet ikke meget over 50 %. Vi er ekstremt tillidsfulde og – som den anden side af medaljen – også ærlige i en grad, som udlændinge til tider finder helt pinefuld.

Den nordiske tillidskultur er en central forklaring på, hvorfor vi trods en beliggenhed i en perifer del af verden og et samfundssystem – velfærdsstaten – som ødelægger sig selv andre steder og er en vækstbyrde for os – stadig er at tælle blandt verdens rige lande (se mere generelt her og her). Men den gør det også ganske svært at integrere mange udlændinge i de nordiske samfund. Særligt virker det som om arabiske indvandrere i Danmark og Sverige har svært ved at gennemskue vores tillidsnormer og hvad vi opfatter som uærlig adfærd. De fleste danskeres rygmarvsreaktion er derfor, at de arabiske lande må have ekstremt lave tillidsniveauer, når de får den – ikke altid forkerte – opfattelse, at mange indvandrere fra arabiske lande ikke er videre tillidsvækkende.

Om det er sandt, kan man teste ved at bruge en særlig undersøgelse, the Arab Barometer, som er udført i tre bølger, og hvor resultaterne fra den tredje undersøgelsesbølge har været offentligt tilgængelige nogen tid. Figuren nedenfor illustrerer det generelle tillidsniveau i de 13 lande, der er dækket af undersøgelsen; nummer 14 er Qatar, som deltog i den seneste World Values Survey. Er de arabiske befolkninger karakteriseret af specielt lav tillid?

Man kan svare på spørgsmålet på to måder. Et første er et rungende ja, sammenlignet med de nordiske lande. Det er dog et meningsløst svar, fordi det gælder praktisk taget hele resten af verden. Det andet svar er et nej: Sammenlignet med lande på den anden side af Middelhavet ligner de arabiske lande ganske godt. Ikke overraskende er det på alle måder fragmenterede libanesiske samfund karakteriseret ved lav tillid – 15 % erklærer, at de har tillid til andre mennesker. Det samme gælder de to gamle, franske kolonier i Marokko og Algeriet, hvor tillidsniveauet er 17 %. Disse niveauer er på linje med f.eks. Cypern og Rumæniens. Egypten og Qatar ligger kun marginalt højere omkring 20 %., dvs. omkring et græsk eller portugisisk niveau. Bevæger man sig ind i Jordan, Libyen og Sudan, og en smule højere, i Tunesien og Palæstina, er man i området 25-30 %. Her er de europæiske sammenligner Frankrig, Syditalien og det fransktalende Belgien.

Det er dog værd at bemærke, at tre lande stikker ud fra resten: Irak på 35 %, Yemen på 38 %, og Kuwait på 39 %. Disse tre arabiske lande er dermed ikke blot over det globale gennemsnit, men faktisk på linje med tillidsniveauet i steder som Tyskland, Flandern (den hollandsktalende del af Belgien), og Norditalien. Ser man nøgternt på den arabiske verden, med et fokus på tillid, er det dermed svært at tale om en kultur. Steder som Libanon og Algeriet er karakteriseret ved tillidsniveauer, der ligner de værste steder i Europa, mens tre andre lande stikker ud fra resten med en tillidskultur, der ligner den i lande, vi normalt betragter som sikre og venlige på et personligt plan. Måske skulle vi – med risiko for at fornærme nogle af vores mere nationalkonservative læsere – holde op med at tale om den arabiske verden som en enhedskultur, men tage hensyn til, at selv arabere herhjemme og i Mellemøsten og Nordafrika er fra meget forskellige baggrunde?

The Political Economy of Trust

Vi har skrevet adskillige gange om tillid og den frugtbare forskning i social tillid, sidst i forbindelse med den nye Oxford Handbook of Social and Political Trust. I den bog, som sandsynligvis publiceres til januar (og kommer drypvis online for tiden), har jeg skrevet kapitlet om økonomisk vækst. En stor del af forklaringen er, at højtillidslande er langt bedre til at udvikle gode institutioner – fair og effektive retsvæsener, rene bureaukratier og demokratier, hvor vælgerne faktisk holder politikerne nogenlunde til ilden.

Hvordan sker det? Det er spørgsmålet, jeg forsøger at give et overblik over i et nyt kapitel til en anden ny håndbog, the Oxford Handbook of Public Choice, som redigeres af Roger Congleton, Bernard Grofman og Stefan Voigt. En foreløbig udgave af kapitlet kan læses her. For de læsere, der er yderligere interesserede, kan man også med fordel se min glimrende kollega Andreas Bergh holde et kort oplæg om tillid og velfærdsstaten nedenfor. Der findes værre måder at bruge en halv time på i påsken.

Social tillid og økonomisk vækst

Et af de mest spændende emner i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været forskningen i tillid og lignende fænomener. Det er jeg i det mindste næsten nødt til at sige, da jeg selv har bidraget til forskningen, men mange andre som f.eks. Tyler Cowen er enige. Der er sket meget på området, men en del af forskningen har afsløret mange ting, som vi ikke ved.

Grunden til at bringe det op er, at Oxford University Press har en ny Handbook of Social and Political Trust på vej ud. Bogen redigeres af Eric Uslaner (University of Maryland) og får kapitler af notabiliteter som bl.a. Ronald Inglehart, Kim Sønderskov, Natalia Letki, David Miller og Pamela Paxton. Jeg har været så heldig at blive inviteret til at skrive kapitlet om social tillid og økonomisk vækst. Kapitlet er nu tilgængeligt i uformateret udgave på SSRN. Det opsummerer naturligvis at vi nu er relativt sikre på, at tillid alt andet lige er forbundet med højere vækst, men også at i det mindste en del af effekten skyldes, at tilliden påvirker hvordan samfundets formelle institutioner – retsvæsen, embedsværk osv. – fungerer. Hvordan det sker, er der separate teorier om (og et separat kapitel til en anden handbook), men tilliden ser kun ud til at påvirke institutionernes kvalitet under bestemte betingelser.

En særlig fornøjelse var at skrive om, hvad vi faktisk ikke ved og dermed, hvor man måske kunne lægge en forskningsindsats i de kommende år. Skulle en læser beslutte sig for at tage et kig på kapitlet, og få en idé til et emne, der kunne fylde et videnshul, er han eller hun velkommen til at skrive en kommentar til os!

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑


Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342