Tag: Socialdemokraterne

Hvorfor skal producenters interesser veje tungere end forbrugeres?

Der er få tilfælde, hvor jagten på ‘concentrated benefits, dispersed costs’ er mere åbenlys end på handelspolitikken. Det er ellers svært at forstå, hvorfor det er vigtigere at europæiske producenter tjener penge, end at forbrugerne sparer dem. Ikke desto mindre vejer indenlandske producenter og forhandleres interesserer næsten uvægerligt tungere end forbrugernes — i hvert fald når forbrugerne formaster sig til at foretrække importerede varer.

Senest har Jeppe Kofod fra sit høje sæde i Europa-Parlamentet erklæret, at handel ikke har egen berettigelse, men først og fremmest har til formål at skaffe beskæftigelse (antageligvis til Kofods vælgere):


På sin vis har han jo ret i, at handel ikke er et mål i sig selv. Formålet med handel er nok snarere at skaffe varer og ydelser, man gerne vil have, end at holde naboen beskæftiget i en ukonkurrencedygtig virksomhed. Det kan ikke nytte noget, mener MEPen. Selvom de fleste politikere gerne vil fremstå som overbeviste forbrugerforkæmpere, så støtter de ofte en direkte forbrugerfjendtlig told- og handelspolitik.

Man hører igen og igen, at Europa skal ‘beskyttes’ mod for billige import fra Kina og det øvrige udland, selvom titals millioner forbrugere ellers ser ud til at værdsætte, at deres indkomster rækker længere, og at de kan købe et bredere udvalg af varer. Nogle foretrækker endda amerikanske film. Men når det kinesiske styre eksempelvis subsidierer de varer, europæere køber, er det synd for Europa — ikke de kinesiske skatteydere.

Handelsrestriktioner bliver i øvrigt heller ikke mindre skadelige af at være udenrigspolitisk motiverede. Europa og Ruslands udveksling af handelsrestriktioner irriterer eksportører, men afskærer samtidig utallige forbrugere på begge sider af grænsen fra varer, de ellers har værdsat. ‘Concentrated harm’ påfører forbrugerne samme udgifter som ‘concentrated benefits.’

September/oktobers meningsmålinger – mine egne snit

Jeg har ved tidligere lejligheder (her og her) omtalt mine eksperimenter med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet … 😉

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

Der kom svaret! Oppositionens Fair Løsning på globaliseringens udfordringer

Der er både en god og en dårlig side ved oppositionens nye program ”Fair Løsning”.

Læs mere

Så hellere Ekstra Bladet

Hvis Socialdemokraterne synes, at de har dårlig presse, så skal de bare huske på, at de altid har BT.

Mens Mogens Lykketoft – der af uransagelige grunde stadig spøger som et andet Loch Ness-uhyre i dansk politik – går rundt og siger, at det hele er de andres skyld, skulle de andre sosser overveje at husstandsomdele BT i det ganske land, Dokker Banke inklusive. Bedre presse kan ingen ønske sig.

Dette sort-røde dagblad, der ifølge redaktørerklæringen af 1948 har lovet sine læsere at virke på et udtrykkeligt konservativt grundlag, er for længst blevet socialdemokratisk. Det sørger redaktørerne for hver dag, f.eks. da det under sossernes seneste blodbad hed, at Danmark har brug for et stærkt Socialdemokrati. Hvor kommer sådan en udmelding fra? Forkert, ikke fra Mogens Lykketoft – han har travlt med sin filmkarriere – men fra BT, hvis konservative indstilling jo f.eks. kunne have været, at Danmark netop trænger stærkt til et svagt Socialdemokrati. BT’s redaktører kunne imidlertid ikke finde på at svække det hæderkronede arbejderparti, hvis vælgere i mellemtiden er blevet akademikere, og derfor satte Erik Meier Carlsen også for nylig trumf på med en udmelding om, at kun millionærer ønsker lavere skat. Tillad mig i egen ringe person at dementere redaktøren. Jeg er ikke millionær, har aldrig været det og bliver det formentlig aldrig nogensinde – med mindre jeg rejser væk fra verdens førende skatte- og afgiftsnation. Alligevel, alligevel, kære Erik Meier Carlsen, går der ikke en eneste nat, hvor jeg ikke drømmer om en flad skat på omkring 25 pct. for alle danskere. Det hænder også, når jeg har fået lidt at drikke, at jeg forestiller mig en skønne dag, hvor BT ville leve op til sit grundlag – men så slår jeg tanken væk og køber Ekstra Bladet i stedet.

Asymmetrisk krigsførelse

Er Socialdemokraterne blevet farligere for Anders Fogh Rasmussen efter valget af Helle Thorning-Schmidt som partileder? Det bedste teoretiske bud på dette spørgsmål kommer måske ikke fra det sædvanlige politologiske univers, men snarere fra tilgrænsende videnskaber, fx det militærstrategiske genstandsområde. Nærværende punditokrat fornemmer under alle omstændigheder, at den politiske slagmark så småt er ved at ændre karakter i en retning, der kræver nye forklaringsmodeller.

Dansk politik har indtil for ganske nylig spejlet tidligere tiders konventionelle krigsførelse, hvor mere eller mindre ligeværdige fjender mødtes på en kendt slagmark og fejdede med de samme våben. Nuvel, vil mange sikkert sige og tilføje: Var Anders Fogh Rasmussen ret beset ikke Mogens Lykketoft klart overlegen? Såmænd så, men de havde både en fælles sprogkode og en indbyrdes forståelse af, hvad det vil sige at føre valgkamp. Det handlede for dem om at smide tal i hovedet på hinanden, love vælgerne yderligere velfærdsforbedringer og skabe troværdighed om egen person. Sådan var det også, da Anders Fogh Rasmussen kæmpede med Poul Nyrup Rasmussen.

Men hvad sker, der hvis krigsførelsen ændrer karakter? Hvad sker der, hvis den ene af kamphanerne ikke anerkender valgkampens traditionelle præmisser og i stedet vælger at gå nye veje? Det er måske noget, borgerlige politikere bør tænke dybere over. Og hvis de savner inspiration til sådanne tanker, er det nok en god idé at læse The New Face of War eller Asymmetrical Warfare. Det er ganske vist bøger, der har et stringent militært fokus og umiddelbart ligger milevidt fra et dansk Folketingsvalg. Netop dét, forstår de fleste politiske begavelser nok at abstrahere fra og omveksle til aktuelt politisk indhold. Men lad mig lede tankerne på vej.

Socialdemokraternes nye formand vil ikke kaste om sig med tal. Dels fordi hun næppe er fortrolig med sådanne, dels fordi tal gradvist har mistet politisk autoritet. At dømme efter hendes hidtidige udmeldinger, vil hun heller ikke love flere velfærdsydelser i kampen for at sikre flere vælgere. Nej, med Helle Thorning-Schmidt skal regeringen formentlig ruste sig til en asymmetrisk krig; en krig, hvor en lettere armeret modstander, som en anden mujahedin, vil gøre alt for at ramme Venstres og Det konservative Folkepartis ømmeste punkt: Den manglende evne til at indfri borgerlige vælgeres krav om gennemgribende velfærdsreformer. Det bliver rigtignok spændende at følge!

Metafysik

Nu hvor Socialdemokraterne har fået valgt en ny partileder melder spørgsmålet sig: Hvad vil der ske i SF? Som bekendt skal dette seminaristiske parti også ulejlige medlemmerne med en urafstemning, og denne gang er der tre kandidater at vælge imellem. Almindelig punditokratisk prioritering indebærer vel, at vi på forhånd kan udelukke Meta Fuglsang, der primært beskæftiger sig med tidens stress. Tilbage har vi så den altid socialt indignerede Villy Søvndal, og den lidt frækkere og økologiske Pia Olsen. Hvem af disse to skal folkesocialisterne så vælge? Her er der behov for en digression. I USA findes der en forglemt økonom, der aldrig er kommet under vejrs med sig selv. Han hedder John Kenneth Galbraith og lider af udpræget, intellektuel skizofreni. Derfor kritiserer han på den ene side kapitalismen for, at den ikke kan brødføde den sultne slavehær, og på den anden side for, at den giver proletarerne permanent forstoppelse.

Og så er vi tilbage ved SF’erne. De kan, som Galbraith, ikke sætte to krydser. De er tvunget til at vælge, hvilken kapitalistisk kritikfigur, deres nye partileder skal forfølge. Valget står mellem den klassiske materialisme, der så massivt eksponeres af Villy, eller den mere moderne miljøvinkel, der repræsenteres ved Pia. Hvad var det nu Meta havde på hjertet?

Duften af kvinde

Hvordan lugter en Socialdemokrat? Spørgsmålet er ikke ligegyldigt i en overkommunikeret verden. Når det bliver stadig sværere for virksomheder, organisationer og politikere at trænge igennem med deres budskaber på traditionel vis, er det afgørende at de opsøger nye og uprøvede muligheder inden for markedsføring. Og hvem har mere brug for det, end vore danske Socialdemokrater, der længe har følt sig overset i medielandskabet? Men der er hjælp på vej.

Den internationale og danskfødte brandguru Martin Lindstrøm rejser for tiden verden tynd for at gøre reklame for sin nye lufthavnsbasker, Brand Sense. Det er en underholdende, men alligevel lærerig bog om, hvordan man kan bruge sanserne som afsæt for kommunikation og markedsføring. Og her kommer så det punditokratiske råd til Socialdemokraterne: Forsøg at indfange duften af jeres nye formand og få vellugten isoleret i en roseformet flakon. Vi er sikre på, at bouqueten vil tage vælgerne ved næsen og sikre partiet enestående fremdrift i meningsmålingerne.

Helle for Helle

I aften vil vi alle vide, om det er er Frank Jensen eller Helle Thorning-Schmidth, der skal være Socialdemokraternes nye formand. De fleste syntes at være enige om, at Frank Jensen er en forhindring for Socialdemokratisk fornyelse. Og måske netop derfor, bliver han valgt. Socialdemokraterne må vel efterhånden have nået rock buttom i dansk politik, hvorfor de tilbageværende medlemmer kan reduceres til de få, der fortsat bruger 30-erne som reference, når den aktuelle politik skal formuleres.

Men hvad vil der ske, hvis Helle Thorning-Smith bliver valgt? Ja, hvis man vil kende hendes kampagnestrategi kan det måske være en god idé at læse antologien Why Labour Won the General Election of 1997. Det er en særdeles instruktiv bog og jeg vil især anbefale bidraget fra Philip Gould. For det er undertegnede punditokrat overbevist om, at Helle både har læst og forstået. Her blotlægger den gamle insider nemlig hemmeligheden bag Labour’s særdeles effektive kampagne i 1997, der i korthed byggede på 10 enkle principper:

1. Giv efter og kom videre
2. Skab nye konfliktdimensioner
3. Stjæl modstandernes platform
4. Balancer det negative med det positive
5. Samarbejd med medierne, modarbejd dem ikke
6. Gå aldrig på kompromis med tilliden
7. Sats på indhold før form
8. Gå ubønhørligt efter modstandernes vælgere
9. Neutraliser skat som tema
10. Giv små, konkrete løfter

Som de fleste sikkert ved, har disse kampagneprincipper også inspireret vores nuværende statsminister. Blot med omvendt fortegn. Han har trukket sit eget parti mod venstre, hvor Tony Blair Trak det mod højre. Det må vel så i en dansk kontekst betyde, at Helle Thorning-Smith skal efterstræbe en mere liberal dagsorden: 1) Give efter for vælgernes krav om valgfrihed, 2) satse på civilsamfund i stedet for stat, 3) stjæle modstandernes oprindelige mærkesager, fx modstand mod overvågning og kontrol, 4) hetze mod modstandernes velfærdsorgie, men samtidig formulere en frihedsvision, 5) sikre medløb i medierne, 6) aldrig udstede pjattede efterlønsbeviser, 7) matche virkelighed og kommunikation, 8) stjæle modstandernes vælgere 9) acceptere skattestoppet og imødekomme behovet for flere skattelettelser og endelig 10) give små, konkrete løfter, fx væk med resterne af lukkeloven.

Som jeg med punditokratisk snilde tidligere har understreget i Weekendavisen: “Hvis Fogh kan vinde vælgere på at fremstå socialistisk, kan andre såmænd også vinde vælgere på at fremstå som liberale”. Tør man håbe på Helle?

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑