Tag: socialisme (page 1 of 7)

The record of history is absolutely crystal clear

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

taiwan kina

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

dk - taiwan

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

cv2

Figur 4

cv1

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

De røde ledere og den brune mås

Med jævne mellemrum dukker der nyheder op fra Venezuela, og ingen af dem er positive. Som vi har skrevet om tidligere, og som interesserede har kunnet følge tæt på Americas, er landet nu i gang med en total økonomisk nedsmeltning. Selvom Hugo Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro begge har gjort hvad de kunne for at knægte landets frie medier, har det vist sig umuligt at styre nyhedsstrømmen ud af landet. Det samme er i stigende grad tilfældet i Cuba, hvor Obamas besøg for nogen tid siden både skabte opmærksomhed om cubanernes lidelser og gav dem en kort respit fra en grå tilværelse. Begge lande er i en miserabel tilstand, og ikke blot økonomisk. Det særlige ved de to historier er, hvordan de begge er så klare eksempler på, hvad der sker med et samfund, når man indfører faktisk socialisme.

Som Catos David Boaz mindede læserne om forleden, begyndte flere venezuelanske hoteller allerede sidste år at bede deres udenlandske gæster om at medbringe deres eget toiletpapir og sæbe. Boaz pegede på, at det er helt ækvivalent til hvad man lærte, da Sovjetunionen begyndte at åbne sig så meget op for resten af verden, at man kunne få faktuel viden om hvad der foregik. Sidst i 80erne, da Vesten først begyndte at få solid, verificerbar information, var der mangel på sæbe, vaskepulver og salt, og sukker var rationeret i Moskva. I en helt parallel udvikling i Venezuela skrev The Guardian – ikke ligefrem det mest liberale medie i den vestlige verden – i maj om, hvordan det er blevet del af den venezuelanske hverdag, at det er svært at finde mælk, kød og bønner i butikkerne (læs f.eks. her og her). I 2014 var historien mangel på mælk, majsmel og bleer, og året før var det store hit en app, der viste vej til nærmeste butik, der solgte toiletpapir. På det sidste er turen kommet til øl.

Fødevarefirmaet Polar har således måttet stoppe en væsentlig del af deres ølproduktion, fordi de ikke længere kan skaffe råvarer. Et særligt problem er, at malten købes hos et belgisk bryggeri, og Polar derfor har behov for udenlandsk valuta. Det er blevet et bureaukratisk mareridt pga. regimets byzantinske regler og kontrol med valutahandel. Polar har derfor meldt ud, at de må stoppe produktionen af øl. Præsident Maduros reaktion har været helt i tråd med, hvad man kender fra andre lignende regimer. Maduros fortælling om Venezuelas økonomiske genvordigheder hviler på konspirationsteori: Den officielle forklaring er således, at de tragiske mangelsituationer er en konsekvens af en økonomisk krig ført af oppositionen i samarbejde med USA. Maduro har derfor truet med, at firmaer der ligesom Polar stopper produktionen, deltager i den økonomiske krig mod ham og derfor risikerer at blive nationaliserede.

Problemet for Polar er, at selskabets normale fødevareproduktion overhovedet ikke er profitabel pga. et andet element af regeringens socialistiske politik: Omfattende priskontrol. Det har således i en årrække krydssubsidieret fødevarerne med indtægter fra ølsalget, for fortsat at kunne levere fødevarer til befolkningen. Polar står nu i en Kafkask situation, hvor de ikke kan få råvarer til at producere øl. Hvis de stopper med det, kan de ikke finansiere fortsat produktion af fødevarer, og så bliver de nationaliserede. Hvis de ikke stopper, går firmaet fallit, og så bliver det sandsynligvis nationaliseret. Hundredevis af andre venezuelanske firmaer er i samme situation, ligesom dusinvis af chilenske firmaer blev overtaget på lignende vis af det kommunistiske Allende-regime i starten af 70erne. Metoden har dybe, historiske rødder i den socialistiske verden. Lenin og Stalin nationaliserede og tvangskollektiviserede f.eks. størstedelen af det russiske landbrug ved at påstå, at ejerne var del af en økonomisk konspiration med udenlandske kræfter mod regimet.

Forsøgene på at styre økonomien fra centralt politisk hold er ødelæggende. Hvis man – rent teoretisk – skal styre en planøkonomi fra centralt hold, kræver det omfattende, detaljeret viden om specifikke forhold som produktivitet, efterspørgsel, umiddelbare omkostninger, sæsonfluktuationer og mange andre forhold ned på ikke blot vare-, men ressourceniveau. Som Ludwig von Mises demonstrerede allerede i 1920, skaber relative priser mellem varer og serviceydelser information om disse forhold i en fri markedsøkonomi. Informationskravene uden en fri prisdannelse er uoverstigelige, og selvom man kunne løse dem – ’moderne’ kommunister har ofte stor tiltro til computerkraft – ødelægger styringen ethvert privat incitament til innovation.

Alligevel er det påfaldende, hvor ekstremt dårligt, socialistiske regimer klarer sig på bestemte områder. Som titlen antyder, har socialistiske ledere meget specifikke problemer. Et af de særligt bemærkelsesværdige er, at mens det naturligvis kan være svært at forudsige efterspørgsel efter bestemte sæsonbetonede varer, er det forbløffende let at fremskrive behovet for toiletpapir. Selv en kommunistisk planøkonomi burde i princippet ikke have uoverstigelige problemer med at levere toiletpapir, medmindre der er usikre alternative produktionsformål, som papiret kan bruges til. Toiletpapir er heller ikke ligefrem en high-tech vare.

På trods af enkelheden er mangel på toiletpapir alligevel et gennemgående tema i de fleste socialistiske landes sociale virkelighed (se f.eks. her). Mange galgenhumoristiske vitser fra disse lande handler således om, hvorfor der trykkes som mange eksemplarer af Pravda, Granma, eller hvad det statssanktionerede medie nu engang hedder. Svaret er, at avisen da kan bruges til ét fornuftigt formål – at tørre sig bagi. Problemet med de brune måse, når butikkerne endnu engang er løbet tør for toiletpapir, demonstrerer på stinkende vis, hvor verdensfjerne, ligeglade og inkompetente, de fleste ’folkelige’ røde ledere faktisk er – og hvor elendigt, deres økonomiske system virker. For de tusinder af europæere, der er vokset op efter murens fald og med kun romantiseret misinformation om, hvad der faktisk foregik i Østeuropa, er den historie værd at gentage.

Lidt om baggrunden for Hugo Chavez magtovertagelse i Venezuela i 1998

Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.

Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været  stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.

Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.

Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.

Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.

Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.

Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis”  sidste år,

Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.

De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.

I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.

Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.

Figur 1.

venzuela chile

Venezuelas økonomiske historie korte fortalt

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.

Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).

Figur 2

venezuela_danmark

I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde)  i produktionen af disse varer.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.

Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?

Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.

I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.

I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at

The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.

Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.

Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:

For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.

In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.

Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.

Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

DR højner kvaliteten på Orientering

Som led i DR’s “forandringsprojekt” har man besluttet at underlødige og komplet uobjektive interviews som dette skal begrænses:

Tak. Af hjertet tak.

Kronik: Ingen straf for at overtræde en ånd

Apropos Christian Bjørnskovs aldeles rimelige tak til skattelyene er her min kronik om omtrent samme emne, fra Børsen i sidste måned:

Vores politikere i Danmark og EU taler meget om de skattekroner, de mener, staten går glip af dagligt. Det skyldes eksistensen af det, de kalder “skattely”.

Man ser det for sig: Utallige uberørte milliarder, der ligger fortøjret i caribisk havn, fjernt fra myndighedernes favntag. Penge, som ifølge politikerne kunne forvaltes mere effektivt af det plan-politiske system, end det privat-kapitalistiske.

EU-Kommissionen er helt i font. Bare i sidste måned barslede den med et tiltag, der positivt skal definere skattemyndighedernes rettigheder over for skatteyderne, ligesom den arbejder på at give samtlige skattesubjekter i EU en slags CPR-nummer. Så bliver forvaltningens registersøgning uden dommerkendelse på tværs af landegrænserne nemlig meget nemmere.

Skatteminister Holger K Nielsen (SF) følger med og har simpelthen “erklæret krig” mod skattely og lovet, at Danmark nok skal indføre verdens skrappeste skattekontrolregler.

Og på Aarhus Universitet sidder skatteretsprofessor Jan Pedersen og giver interview, hvor han kalder stater med lavere skatteprocenter end de danske for “parasitter”.

Som skatteyder bliver man let kynisk, når man hører, hvor langt systemet er villigt til at gå. Men den politiske reaktion er naturlig: Politikere, embedsmænd og skatteretsprofessorerne har skabt det skattesystem, vi har, og dét system er kilden til deres forbrug.

Når det kommer til stykket, hvem er så parasitten?

Hvis de vil minimere skattetænkningen, bør de angribe skattesystemet, ikke skatteyderne. For systemet er forældet, baseret på en 1900-talstankegang og en idé om, at gevinster og besparelser kun opnås gennem svig, udnyttelse og udbytning. Det er komplekst og uelegant.

Planlægning er ikke snyd

En advokat eller revisor skal ikke bruge mange sekunder for at indse, at der er gode penge at tjene på skatterådgivning. For skatteplanlægning er ikke ulovlig. Parasit-retorikken til trods.

Skatteunddragelse er derimod ulovlig. Men for at skatteunddrage skal man handle i strid med lovens ord.

Virksomhedsejeren, der får en revisor til at skatteplanlægge, er ikke en unddrager. Han opfører sig rationelt og tilrettelægger sine skatter, som den driftsudgift de nu og engang er.

På samme må er der intet odiøst i, at alle vi andre planlægger vores pensioner, så vi får mest tilbage, når den falder til udbetaling.

Alligevel turnerer EU-Kommissionen, visse aviser og politikere fra højre og venstre rundt med noget, der pænt sagt er en usandhed. Skatteplanlægning er ulovligt, siger de, for det strider mod lovens ånd.

Sikke en absurditet. I et retssamfund kan noget først blive ulovligt, når der er regler, der siger, at det er ulovligt. Før det øjeblik indtræffer, er handlingen eller undladelsen allerhøjst umoralsk.

Man skal aldrig glemme, at det der er umoralsk er ikke pr. definition er ulovligt, ligesom det der er lovligt ikke pr. definition er moralsk. Skatteplanlægning er ikke svig, udnyttelse eller udbytning. Det er avanceret vidensarbejde, hvor det skattesystem politikerne har skabt analyseres og reglerne anvendes, så skattebyrden kan minimeres; inden for lovens ramme.

Misbrug af lovens ånd

Siden vi afskaffede enevælden, har politikere ikke kunne udskrive skatter uden ved lov.

Derfor må man også ryste på hovedet af politikere, embedsmænd og professorer og påpege, at de ikke bare kan sige: “Hov! Det du gjorde strider mod lovens ånd, nu skal du straffes.”

Og hvad er egentlig “lovens ånd”? Er det andet og mere, end bare at slå i bordet? Nej, det er den ikke. Lovens ånd er en norm, som enhver politiker efter eget forgodtbefindende kan definere.

Forvaltningen i et retssamfund følger positive retskilder og ikke arbitrære politiske postulater, som var det i Zimbabwe eller Rusland.

Er lovgivningen ikke er god nok, ændrer man den. Sådan har det været siden 1849.

Ved at påstå, at “lovens ånd” er at ligestille med lov – at det ikke bare er moral – accepterer man på ny en retsopfattelse, der burde være uddød og som ikke er forenelig med vores retssamfund.

Hvis man vil straffe skatteydere for ikke-ulovlige handlinger, fordi de har forbrudt sig mod “lovens ånd”, så svarer det til, at man havde vedtaget skatte- og strafregler med tilbagevirkende kraft. Det er en farlig tanke, vores politikere flirter med.

Det er på tide at kigge indad. Vi ved, at staten ville få et højere provenu – og skatteyderne mere til sig selv – hvis skattesystemet blev indrettet mere elegant: Uden progression, med en bred skattebase, få fradrag og lavere satser.

Dét scenarie burde være langt mere attraktivt end det bestående – og de farlige tanker, det afføder.

Dagens Sure Opstød: Jan Pedersen og parasitterne

Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.

Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.

…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…

Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.

Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen rettede kurserne sig dog delvist, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .

 

Keiko Fujimori og Humala Ollanta ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg på americas.dk skrevet om dette års præsidentvalg i Peru, se herher og her. Dette indlæg handler primært om konsekvenserne ved den venstreorienterede nationalist Ollanta Humala’s valgsejr i Peru. Hvor stor en risiko er hans valg for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år?

Continue reading

Når jeg ser et rødt flag sole sig …

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, “Når jeg ser et rødt flag sole sig”, der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave (“It’s the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations”). Kronikken er her, og essensen er:

“Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. …

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle – men man kan ikke få øje på nogen, der gør det i større grad, eller systematisk når andre forhold også tages med i betragtning. Noget tyder på, at det, at en regering er ikke-socialistisk, får flere socialister på gaden 1. maj – givetvis fordi det er lettere at mobilisere folk mod noget end for noget. Ligeså synes 1. maj talmæssigt aldrig rigtig at være kommet sig over Sovjetunionens fald. Men i det store billede er effekterne usikre.

Venstrefløjens støtte blandt vælgerne, antallet af venstrefløjspartier og omfanget af konflikt på arbejdsmarkedet betyder ikke noget systematisk. Fagbevægelsens styrke har heller ikke nogen betydning, selvom man ellers kunne tro, at flere medlemmer ville betyde flere demonstranter på bevægelsens årlige festdag. Tværtimod tyder noget svagt på det omvendte forhold: At flere LO-medlemmer giver færre til 1. maj, hvilket man næppe kan udlægge som, at solidariteten er udpræget. Arbejdsløshed, levestandard, økonomisk vækst osv., udviser heller ingen robuste sammenhænge med, hvor mange der vil marchere under socialismens bannere.”

For de meget statistisk-interesserede er her nogle partielle korrelationer for variablerne i model 13: Continue reading

Den socialistiske barnepigestat

Nogle gange støder begivenheder sammen i særlige mønstre. Det skete for mig denne weekend, ovenpå den begivenhed det var at høre sundhedsministerens mildt sagt uliberale forslag om at lægge ekstra afgifter på tobak og alkohol, med udsigt til at vi også får ekstra skat på sukker- og fedtrige fødevarer. Begivenhed nummer to, hvis man kan kalde det en begivenhed, var at jeg blev færdig med at forberede mig til denne uges Liberty Fund workshop, som min ven og kollega Niclas Berggren står for på Ratio Instituttet i Stockholm. Forberedelsen bestod som altid hos denne fond i at læse og tænke over cirka 300 sider videnskabelige tekster omkring et bestemt emne. Og til denne gang omfattede de Nobelprisvinderen James Buchanans højaktuelle ’Afraid to be Free: Dependency as Desideratum”, som blev publiceret i Public Choice i 2005. Begivenhed nummer tre var søndagens interview med standup-komikeren Anders Matthesen – også kaldet Anden – i Berlingske Tidende.

Buchanan beskæftiger sig i artiklen med socialisme i bred forstand, og hvorfor i det mindste nogle af dens manifestationer synes at have overlevet østblokkens fald i bedste velgående. Han introducerer tre former for socialisme: ’Managerial socialism’, dvs. statslig planlægning af produktion osv., ’distributionist socialism’, hvilket er snigende tæt på velfærdsstatens grundidé om at man må imødegå den indkomstfordeling som et frit marked genererer, og en sidste manifestation, som han kalder ’parental socialism’. Som jeg skal komme tilbage til nedenfor, er det netop dén type socialisme som sundhedsministeren er stærk fortaler for, og som Anders Matthesen er så voldsomt imod.

Men først og fremmest må man understrege, at selvom Buchanan ligesom en række amerikanske kommentatorer (f.eks. Radley Balko fra the Cato Institute her) vurderer, at den traditionelle socialisme – managerial socialism – i form af statslig planlægning af økonomi og andet, er stendød, gælder dette ikke i Danmark. Som jeg f.eks. understregede for næsten tre år siden i en kronik i Berlingske (læs her), er regeringens forskningspolitik næsten skræmmende perfekt sovjet-kommunistisk i sin idé og udførsel.

For det andet lever omfordelingssocialisme i bedste velgående, ikke mindst i Danmark hvor en nominelt borgerligt-liberal regering forsvarer et gigantisk omfordelingssystem, og slår hårdt ned på dissidenter i egne rækker – spørg bare Eva Kjær Hansen eller Kristian Jensen. At omfordelingen stadig eksisterer, er måske mindre underligt. Directors Lov siger f.eks. at ethvert forslag, der omfordeler til den midterste vælger og hendes nærmeste, til enhver tid vil vinde en demokratisk afstemning, og at man derfor vil se stigende omfordeling til middelklassen i takt med en økonomisk-demokratisk udvikling. Dét billede passer i skræmmende grad på den danske virkelighed de sidste 40 år. Buchanan understøtter sådan set blot dette billede ved at pege på, at dette system i bemærkelsesværdig grad er blevet overtaget af tidligere socialister og kommunister. Som han skriver. ”the advocates of centrally managed economies moved with surprising alacrity to align themselves with the welfare state – social democrats”.Men det nye er den anderledes form for socialisme, der i forklædning af ’omsorg’ og ’fornuftig opførsel’ sniger sig ind i mange rige samfund i disse år. Argumentet bag ideen er ikke, at markedet laver store fejl og man ikke kan stole på det som i ’almindelig’ socialisme, men at folk ikke kan styre sig og ryger mere, spiser mere og mindre sundt, og dyrker mindre motion end de egentlig har lyst til. Som Buchanan foreslår er liberalismens marketingsproblem. ”They have failed to emphasize sufficiently, and to examine the implications of, the fact that liberty carries with it responsibility. And it seems evident that many persons do not want to shoulder the final responsibility for their own actions. Many are, indeed, afraid to be free”.

Om det vitterligt er sådan, skal jeg ikke gore mig klog på, men selve grundideen virker som en Ganske god forklaring på mange danske politikeres forslag om stærke begrænsninger i folks personlige frihed. Om tilstrækkeligt mange mennesker er decideret bange for at få det ansvar, der følger med liberal frihed, er jeg ikke overbevist om. Som en kommentar på the Political Scientists indlæg foreslår, er det ikke indlysende, at befolkningen søger den type indskrænkninger – men hvis politikerne ligefrem tilbyder at en barnepigestat overtager det besværlige, personlige ansvar, er det vel rationelt nok for mange mennesker at sige ja tak? En anden forklaringsmodel, der også kunne give mening, er at de fleste mennesker ønsker udbredt frihed for dem selv – men ikke for andre mennesker med andre vaner og laster.

Hvis det er en rimeligt præcis beskrivelse, vil det på samme måde forklare den snigende indskrænkning af danskernes frihed, når staten begynder at blande sig i, hvad vi spiser, ryger, hvor meget vi løber eller svømmer, eller hvad vi i øvrigt gør i vores egne, helt private liv. Og hvis der er én ting, der er soleklar i de seneste års lykkeforskning er, at folk rent faktisk lægger væsentlig vægt på en udbredt personlig frihed – den barnepigestatens socialisme gør små indhug i hver dag. Det er den samlede effekt af de sidste mange års indhug, der får Anders Matthesen til at konkludere, at ”Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde – og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder”.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑