Tag: socialisme (side 2 af 4)

Når markedet tilfredsstiller basale behov

En af grundende til vi i Danmark har en velfærdsstat med en stor offentlig sektor er en udbredt opfattelse af at visse samfundsområder og behov er for essentielle for borgernes ve og vel til at blive overladt til markedet, og at det ville være moralsk forkasteligt at tillade private at profitere herpå. Derfor spiller det offentlige så dominerende en rolle når det kommer til sundhed, ældreforsorg, social sikkerhed m.v.

Men det er bemærkelsesværdigt, at der et samfundsområde, der er helt essentielt for den menneskelige eksistens, hvor staten spiller en meget begrænset (direkte) rolle og hvor ingen rejser krav om statslig indblanding eller stiller spørgsmålstegn ved private aktørers profit: nemlig vores adgang til mad og drikke. Et mere basalt behov end at få stillet sin sult og tørst kan man næppe forestille sig. På trods af dette bliver danskernes behov herfor så godt som udelukkende tilfredsstillet af private aktører – supermarkeder, købmænd, slagtere, bagere, kiosker, restauranter, cafeer m.v. – hvis motivation ikke er et altruistisk ønske om at stille danskernes sult og tørst men at tjene penge herpå.

På trods af, at disse private aktører alene er motiveret af profit og derfor kræver betaling for deres ydelser, og på trods af at intet centralt offentligt organ sørger for, at mad og drikke bliver distribueret og fordelt til alle borgere og samfundsgrupper er der ikke en særlig udsat gruppe af svage danskere, der ikke har adgang til ordentlig mad. Tværtimod. Det er næppe forkert at sige at den fattigste dansker i dag har et større og mere varieret udvalg af mad og drikke – inklusiv eksotisk frugt og grønt fra hele verden – i lavprissupermarkeder, som Aldi og Netto end den rigeste konge eller adelsmand kunne drømme om for hundrede eller to hundrede år siden. Ovenstående er et godt eksempel på, at markedet også kan tilfredsstille vores mest basale behov og at kombinationen af muligheden for profit og konkurrence tilgodeser alle – ikke kun de rigeste – i samfundet, med overflod og billige priser til følge.

Men hvad ville der ske hvis staten tog over og "sikrede" at alle danskere fik mad og drikke. Ville staten kunne gøre det endnu bedre end markedet?

Paul Kennedys klassiker fra 1987 "The Rise and Fall og The Great Powers" giver – med udgangspunkt i Sovietunionen - et godt indblik i hvad der sker, når staten overtager fødevareproduktionen fra private aktører. Jeg citerer:

"The most critical weakness in the economy during the entire history of the Soviet Union has been agriculture, which is the more amazing when it is recalled that a century ago Russia was one of the two larges grain exporters in the world. Yet since the early 1970's it has needed to import tens of millions of tons of wheat and corn each year."

Det fremgår endvidere, at den kritiske situation i Sovjetunionen opstod på trods af, denne stat i 1980'erne brugte 30 % af sit budget på landbruget mod USA's 5%. Endvidere var 20% af USSRs arbejdsstyrke ansat i landbruget mod kun 3% i USA. For at opretholde befolkningens levestandard var USSR således nødt til at investere 78 milliarder dollars i landbruget, samtidig med at man subsidierede fødevarepriser med 50 milliarder dollars. Det medførte bl.a. den absurde situation at et pund kød, der kostede 4 dollars at producere blev solgt for 80 cent i de statslige supermarkeder, samt, at det var billigere for landmænd, at fodre deres besætninger med brød og tomater end uforarbejdet korn.

Hvad var – ifølge Kennedy – problemet?:

"By far the biggest problems are simply caused by the "socialization" of agriculture […] The denial of responsibility and initiative to the individual peasants is probably the single greates reason for disappointing yields, chronic inefficiencies, and enormous wastages."

Selvom sammenligningen mellem Danmark og Sovjetunionen måske kan forekomme lidt søgt, så er det alligevel bemærkelsesværdigt hvor afgørende forskel, der er på effektiviteten af en markedsøkonomi og en planøkonomi, og hvor stor effekt det har for det enkelte menneskes livskvalitet og værdighed. Disse lektioner er værd at komme i hu, når man diskuterer det offentlige versus markedets rolle på andre basale områder, som f.eks. sundhed og ældrepleje.

 

 

Double whammy

En af de store historier den seneste uge har været, at Enhedslistens unge folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil snart forlader dansk politik (også før Enhedslistens interne regler ville have tvungent hende til det).  Måske ikke “for good”, men ihvertfald for en lang periode og på ubestemt tid.  I den forbindelse har hun afsendt et par afskedssalutter, bl.a. om at det er usundt at blive siddende i Folketinget alt for længe–især hvis man er kommet derind som meget ung.

Det vil jeg sådan set–som én der er en varm tilhænger af “term limits” for politikere–lette på hatten for.  Det fortjener hun lidt respekt for–også (og måske i særdeleshed) når der er så meget andet, man ellers er uenig med hende i. 

Det samme gælder, godt som skidt, Socialistisk Folkepartis tilsvarende unge stjerne Morten Homann, som allerede for noget tid siden med et lignende argument har meddelt, at han forlader dansk politik; ham har jeg været uenig med (og krydset klinger med), men man bør ære dem, som æres bør–og i dette tilfælde at der altså er to ganske eksponerede politikere, som givetvis uden store problemer kunne være blevet genvalgt i et par årtier, men som peger på, at det er usundt at gøre politik til en levevej, og som hver især har rygraden til at tage den personlige konsekvens.  Én ting er, når den type vurderinger kommer fra en erfaren politiker som Britta Schall Holberg (V), som næppe selv kan siges at falde ind under problemet–det er meget mere “stærkt”, når det kommer fra Homann & Rosenkrantz-Theil, som på den måde virkeligt “put their money where their mouths are”–eller rettere sagt: ikke gør det!

Men når denne ros nu er givet … kan jeg dog heller ikke undlade at bemærke mediernes omtale af fru Rosenkrantz-Theil i forbindelse med hendes meddelelse–og i særdeleshed den overstrømmende positive, grænsende til det ukritiske omtale af den unge politiker. Her blev det ganske vist, sine steder, nævnt en passant, at det jo var som hendes gæster, at de to venstreekstremister Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen blev lukket ind på Christiansborg, inden de voldeligt overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.  Ingen steder blev hendes rolle i denne sag kommenteret bare lidt mere kritisk end som så, og når dét fra tid til anden er sket de seneste fire år, har f.eks. Frank Aaen været hurtig til at fare i blækhuset for at benægte sin partifælles rolle i sagen.

Derfor–og måske særligt i en tid, hvor man kan høre selv relativt moderat venstreorienterede de facto forsvare de voldelige opstande i København (som jo “var politikernes skyld” eller p.g.a. “religiøse fanatikere” o.a., der sætter “profit over kultur” o.s.v.)–kan det være formålstjeneligt lige at minde om et par af detaljerne i, hvad Rosenkrantz-Theil faktisk gjorde og sagde, inden Enhedslisten i sin tid hurtigt lagde låg på malingsagen.  Så hermed–via Spinnesidens samling af kilder (samlet af Mie Femø Nielsen)–lidt uddrag fra dengang for fire år siden, som siger en del både om Rosenkrantz-Theils syn på legitimiteten i at overfalde anderledes tænkende og om hendes mangel på ærlighed og konsistens, og om hvor hendes virkelige sympatier lå, før Enhedslisten bankede hende på plads:

Jyllands-Posten 19. marts 2003: “Det 26-årige medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, er parat til at tage et moralsk medansvar for overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Hun vil ikke beklage, at overfaldsmændene kom ind på Christiansborg som hendes gæster. Hun afviser dog, at hun kendte til aktionen på forhånd, og oplyser, at hun ikke var til stede, da gerningsmændene blev lukket ind på Christiansborg.

»Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel. Men jeg ville da gerne have vidst, hvad de ville,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har tidligere selv udført aktioner i Folketinget – før hun blev valgt. Hun har kastet høns ned i Folketingssalen. »Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen.«”

Berlingske Tidende 19. marts 2003: “Nok så væsentligt bar den ene af dem et gæstekort, som afslørede, at han angiveligt var inviteret af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som selv er medlem af Globale Rødder. Hun benægtede senere, at hun skulle have inviteret sine holdningsfæller, men hun indrømmede dog, at hendes sekretær havde sagt god for de to besøgende hos Folketingets vagt, og at denne sekretær efterfølgende havde ladet dem vandre rundt på Christiansborg uden opsigt, hvilket er i strid med stedets sikkerhedsregler. …

Men anerkender du det som en demokratisk mulighed, at et flertal i Folketinget kan beslutte at Danmark skal deltage i en krig? »Jamen altså, det er jo en realitet, og det er det, der er sket.« Er det så i orden at kaste med maling mod flertallets repræsentanter, når der er blevet truffet en beslutning, der går imod det, som man selv står for? »Jeg synes ikke, at det er i orden at gå i krig. Uanset om man har 90 pct. af befolkningens opbakning til at gå i krig, så mener jeg ikke, at det er i orden. …«

Synes du, at Folketinget er det rette sted at demonstrere på den her måde? »Jeg har selv kastet med høns inde i folketingssalen, fordi vi var meget kritiske overfor en beslutning, som man havde taget. Så jeg skal være den sidste til at kritisere den slags.«

Det her var et overgreb mod to personer. »Nu synes jeg lige, at man skal få proportionerne på plads. …«

Det synes du altså er i orden her i Folketinget? »Ja, det synes jeg.«

Ved du, om bagmændene er nogen, som du kender? »Nej, det ved jeg ikke, men det er det da formodentlig.«  …” 

Berlingske Tidende 21. marts 2003: “Folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten indrømmer nu, at hun på dagen, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overhældt med maling af aktivister fra Globale Rødder, mødte og talte med de to gerningsmænd på Christiansborg. Indrømmelsen kommer efter, at et vidne over for politiet har fortalt, at han så de tre sammen før aktionen, og før Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte sin betingelsesløse støtte til malingoverfaldet.

Rosenkrantz-Theil fastholder dog, at hun ikke på forhånd kendte noget til aktionen, og at hun, trods mødet med gerningsmændene, ikke vidste, at de var kommet ind på Christiansborg under dække af at være hendes gæster. Mødet opstod ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil tilfældigt, da hun forlod folketingssalen for at hente en ordførertale på sit kontor. På vejen hilste hun på Lars Grenaa, som senere overhældte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med maling. Ham kendte hun fra sin tid i en elevorganisation.

»Jeg hilste på ham og spurgte, hvad han lavede her. Han svarede, at han var inde i Folketinget for at få nogle oplysninger. Derefter gik han videre,« siger Rosenkrantz-Theil. …

Var det ikke mere dig, end det var malingkasterne, der skadede både Enhedslisten og dig selv ved at udtale støtte til aktionen?

»Altså, jeg udtaler mig ikke mere
overhovedet om de ting fra
i tirsdags,« slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.”

Vejle Amts Folkeblad 20. marts 2003: “Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil har fået hug i sin folketingsgruppe for sine udtalelser om malingsattentatet tirsdag på statsminster Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsmininister Per Stig Møller (K), som den 26-årige tidligere græsrodsaktivist lovpriste som en symbolaktion, som hun sagtens selv kunne have fundet på at lave. Det fremgår af en pressemeddelelse fra folketingsgruppen. Der står, at Enhedslistens folketingsgruppe tager afstand fra oversprøjningen af statsministeren og de udtalelser, som Pernille Rosenkrantz-Theil fremsatte udmiddelbart efter aktionen. …

Men om Rosenkrantz-Theil nu pludseligt mener noget andet, må pressen spørge Rosenkrantz-Theil om, siger Line Barfod. Og hertil svarer den ellers så åbenmundede Rosenkrantz-Theil selv:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag, siger hun til Ritzau.

Spurgt, om hun så fortryder sine udtalelser, gentager Rosenkrantz-Theil:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag.

Spurgt igen, om hun har tænkt sig at give statsministeren og udenrigsministeren en undskyldning for sin blåstempling af attentatet, siger Rosenkrantz-Theil:

Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt.

BT 21. marts 2003: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil er godt sur. Ikke kun over, at hun ikke længere må udtrykke sympati for ‘symbolaktionen’, da to aktivister fra Globale Rødder forleden hældte rød maling på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.

Det er slemt nok i sig selv. I går blev surheden vendt til flammende vrede, da det gik op for hende, at den ene af de to aktivister, Lars Grenaa, 23, muligvis stod bag et komplot, der kan lægge hendes politiske karriere i ruiner. Det er i hvertfald hendes egen opfattelse. …

Pernille Rosenkrantz-Theil valgte i går at lægge kortene på bordet og indrømme, at hun faktisk talte med den 23-årige Lars Grenaa i Folketinget før aktionen. Hun afviser dog fortsat, at hun på nogen måde stod i ledtog med aktivisterne eller kendte til deres attentatplan. Mødet fandt sted klokken 13.15 foran folketingssalen. Det var fem minutter efter, at de to aktivister havde sagt farvel til hendes sekretær og i strid med Folketingets sikkerhedsregler fik lov at bevæge sig frit ud i huset.

»Jeg var på vej tilbage til kontoret for at hente min ordførertale, da jeg så Lars Grenaa. Jeg spurgte ham hvad han skulle, og han svarede, at han skulle ind og tjekke nogle ting. Så smutter jeg videre,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Lars Grenaa og den 22-årige Rune Eltard-Jørgensen bar et skilt med påskriften ‘gæster til Pernille Rosenkrantz-Theil’. Det bemærkede hun dog ikke, siger hun. »De havde alle muligheder i verden for at spørge mig, om jeg ville lægge ryg til aktionen. Eller i det mindste fortælle mig, at de ville lave en aktion i mit navn. Det gør de ikke. De hilser bare, og det er jeg ikke specielt lykkelig over,« siger hun. Hvordan det hænger sammen med, at hun siden udtrykker sin støtte til overfaldet og siger, at hun selv kunne have fundet på det, ønsker hun ikke at uddybe.

»Det vil jeg ikke svare på,« siger hun og henviser til Enhedslistens udtalelse, der tager afstand fra aktionen. Hendes udlægning støttes til dels af Claus Pedersen, som er talsmand for Globale Rødder. »Jeg er ked af, at hun fik problemer. Det vil jeg gerne sige undskyld for. Men det er en personlig undskyldning til hende alene. Den gælder ikke resten af folketingsgruppen. Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni,« siger han.

Jyllands-Posten 26. januar 2005: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil nægter, som det eneste medlem af Folketinget, at fordømme to aktivisters angreb med rød maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen. Pernille Rosenkrantz- Theil udtaler, at hun selv kunne have udført aktionen, hvis ikke hun var folketingsmedlem. Det udløser en storm af protester mod den unge venstrefløjspolitiker, der, allerede før hun kom i Folketinget, gjorde sig bemærket ved at lukke en flok levende høns ud i folketingssalen.

Hvordan har du det med udtalelsen, når du ser tilbage på forløbet i dag? Jeg siger altid min ærlige mening, og det giver indimellem øretæver.

Med andre ord: Som kommunikationsforskeren Mie Femø Nielsen skrev for to år siden på Spinnesiden, er hele sagen et godt eksempel på, hvordan Enhedslistens ledelse lukkede og “spandt” sagen.  I dag er der stort set ingen, der vil give anden vinkel på dén end, at der var nogle som misbrugte en andens navn.  Ingen synes tilsyneladende villige til at rejse så simpelt et spørgsmål som, om Pernille Rosenkrantz-Theil overhovedet ikke vidste, hvem hendes sekretær arrangerede møder med i hendes navn?  Var sekretæren blevet snydt, medskyldig eller noget helt tredje?  Jeg har ihvertfald mine anelser, når alle de små ting ses i den større sammenhæng.

Er det en sag, der er værd at bruge kræfter på at bringe op igen? Tja, det er der vel delte meninger om, men i en tid hvor store dele af venstrefløjen næsten dagligt mere eller mindre aktivt støtter (eller ihvertfald forsvarer) venstreekstremisters politiske brug af vold, er den ihvertfald for vigtig til at lade gå helt i glemmebogen.

Ti nu stille, Connie!

Jeg ved ikke, hvad det er, der er galt med såkaldte kulturpersonligheder, men der synes at være to ting, som altid gør sig gældende.  For det første, at de er overvældende meget mere til venstre i det politiske billede end befolkningen som helhed.  For det andet at de føler, at deres samtidige status som kändisser og skuespillere/musikere/forfattere/instruktører/whatever giver dem en helt særlig unik rolle at spille med hensyn til at udbrede deres politiske ræsonnementer til de mere anonyme, folkelige masser.

At de er i deres fulde ret til dét (ytringsfrihed, o.s.v.), vil jeg ikke anfægte et øjeblik–og jeg har jo heldigvis generelt min tegnebog til at vælge anderledes med (med mindre der er tale om DR, statssubsidierede teatre og film, o.s.v.), min fjernbetjening, o.s.v.  Og et eller andet sted kan man måske endog også godt forstå, at de benytter lejligheden til at kæmpe for, hvad de (lidt misforstået) mener, er den gode sag.  Men dét, jeg har et problem med, er, at det som regel er i form af så ualmindeligt ubegavede udsagn, at det nærmest er fornærmende.  "Krig er noget lort" (Sanne Salomonsen), "Bush er dum" (Trier), "Sagen om Muhammed-tegningerne var en højreorienteret sammensværgelse" (Erik Clausen), o.s.v., o.s.v. 

Så her er noget, Punditokraternes læsere kan hjælpe med at svare på: Hvorfor er så mange kulturpersonligheder så venstreorienterede?  Og samtidigt så fornærmende banale og/eller barnlige i deres udsagn?  Går kulturlivet hånd-i-hånd med at være venstreorienteret?  Er det den offentlige støtte på området, der er skurken?  Er det medierne?  Og virker kulturverdenen ekstra meget mere venstreorienteret, fordi dissidenterne holder lav profil?

Og så kommer vi til den konkrete årsag til denne post og dens rubrik: Dejlige, smukke, talentfulde Connie Nielsen, som denne punditokrat synes så ganske aldeles godt om (og som han i knap et år delte en bagerbutik på Hudson Street i New York's West Village med–altså som kunde).  Men så samler man på et SAS-fly det seneste nummer af Scanorama op og læser i et portræt-interview disse guldkorn:

"She feels deeply rooted to Denmark and sympathizes with the inherent Social Democrat values prominent in the country she left in the 1980s.  An indelible image that's stayed in her mind through the years is that of former Social Democrat prime minister Anker Jørgensen, who rode his bike to Parliament every day.  It's an image that helps keep her feet on common ground."

Oh man …

"You can take the girl out of Denmark, but you can't take Denmark out of the girl. "I take pleasure in clinging to normality; maybe that's the Dane in me," Nielsen says, tucking those long legs–the ones that made guys drool in the 'The Devil's Advocate'–under her and lighting her first cigarette of the day. "I guess, it's this very democratic thing I have engrained in me, sort of a socialist idea that I'm no different from anyone else and I want to remain that way."

Please, stop, stop …!

PS. Der er naturligvis enkelte undtagelser fra venstreorienteringen af det danske kulturliv–jeg havde f.eks. i sidste uge lejlighed til at spise frokost med en rigtig god undtagelse fra reglen, som jeg ved også er en læser af denne blog, så you-know-who: undskyld for generaliseringen … 😉

The Axis of … Latino-Leninismo

Vi plejer ikke her på stedet at gøre meget ud af fotoreportager, men denne uges farverige indstættelse af Perus nye præsident byder dog på muligheden for at gengive billeder af, hvad der desværre må anses for mere end blot Latinamerikas ideologiske svar på Rip, Rap & Rup–de tre born-again socialister Chavez (Venezuela), Morales (Bolivia) og Correa (Peru)–samt deres naturlige allierede, Irans præsident Mahmoud Armageddon-out-of-here.   Det eneste, der vist rigtigt forener de fire, er deres kærlighed til en stor statsmagt, afsky for Vesten (og i særdeleshed USA) og manglende respekt for privat ejendomsret og andre basale frihedsrettigheder.  Billederne ville næsten være grinagtige, hvis de ikke lige var så umådeligt triste.

Det har Wall Street Journals velskrivende Mary Anastasia O’Grady en dagsaktuel kommentar til–“Making Lenin Proud”–i dagens WSJ:

“The way to crush the bourgeoisie is to grind them between the millstones of taxation and inflation.”

— Vladimir Lenin

Mexican historian and author Enrique Krauze has written that he believes that the “last Marxist in history [will] die at a Latin American university.” At a minimum, Mr. Krauze seems to have gotten the geography right.

Most of the rest of the world has stuffed communism into the dustbin of history but, as events over the past week remind, Latin America has not. Earlier this month, President Hugo Chávez officially took control of Venezuela’s central bank and declared himself a communist. He then traveled to Ecuador to attend the swearing-in ceremony of his latest and perhaps most promising protégé, Rafael Correa, as that country’s new president. Mr. Correa has lost no time emulating his mentor. … 

In his first week on the job, he has already demonstrated a profound understanding of Lenin’s dictum that power over monetary matters is a revolutionary essential. To that end, he has begun an effort to destroy Ecuador’s dollarization. From there, taxation and inflation will do much of his work for him.

At his inauguration last Monday Mr. Correa put on quite a show. Most extraordinary was his not-so-subtle admission that Mr. Chávez is going to be the power behind the Ecuadorean throne. Most Latin governments guard their independence as a matter of national pride. But Mr. Correa appeared quite happy to let the world know that he will be outsourcing Ecuadorean sovereignty to Venezuela.

Ecuador, the new president declared, is “leaving the night of neoliberalism behind” and the new “Bolivarian” government will pursue “21st-century socialism.” He denounced competition and called for cooperation instead. He held up a sword that Mr. Chávez had given him as a gift and cried, “Look out, look out, Bolívar’s sword is passing through Latin America,” a reference to the Chávez agenda, which calls for South American integration under the thumb of the continent’s largest energy producer. The Venezuelan president was perched behind the new president, eyes narrowed, enthusiastically applauding the performance. Iran’s Mahmoud Ahmadinejad was also an honored guest, sitting next to Bolivian President Evo Morales. …

Rewriting the constitution is so central to his agenda that on inauguration day he decreed a March 18 national referendum on the issue. The only problem is that Mr. Correa hasn’t the power to call a constitutional referendum. Changes to the constitution fall under congress. Since Mr. Correa’s party has no members in the 100-seat chamber and his coalition is shaky, it is not entirely clear that he will be able to push through the constitutional changes he seeks. His socialist revolution via a constitutional coup could be delayed.

Still, that doesn’t leave the aspiring authoritarian without options. He has Lenin’s millstones to fall back on, if only he can resurrect a local currency. This explains the assault on dollarization now under way.

The adoption of the greenback as Ecuador’s currency seven years ago has been extremely popular among Ecuadoreans of all classes. A long history of repeated bouts of hyperinflation, which destroyed both wages and savings, has finally come to an end and been replaced by a new sense of stability. Mr. Correa knows full well that he cannot strip Ecuadoreans of this one economic gain without facing the kind of rebellion that brought down previous governments. Yet the control he yearns for will not be his as long as the dollar reigns.

To reverse dollarization and introduce a fiat currency, Mr. Correa will have to undermine the dollar economy. One step in that process is stifling commerce with the U.S., his country’s largest trading partner. He has already pledged that under his guidance Ecuador will move away from trade liberalization with the gringos and throw its lot in with Mr. Chávez’s Bolivarian Alternative for America trading block.

Protectionism will help weaken the dollar economy but it may not be enough to provoke a crisis. A forced restructuring of the country’s $10.3 billion in external debt will provide further assistance by damaging the country’s creditworthiness and discouraging new investment, particularly because it is well known that Ecuador’s debt service as a percentage of gross domestic product is lower than Colombia’s or Brazil’s. Creditors understand that paying what is owed is a matter of willingness. Nevertheless, Mr. Correa’s finance minister, Ricardo Patino, last week proposed a haircut of 60% on the country’s debt and invited a team of Argentine officials — otherwise known as the world’s most experienced deadbeats — to Quito this week to act as advisers.

It will be claimed that the “savings” on debt service will be used to help the poor. This will boost Mr. Correa’s populist appeal but politicians never have enough revenue to meet their goals. Low growth rates and disappointing oil prices will exacerbate revenue shortfalls. In a fiscal crisis it is easy to imagine a government like Mr. Correa’s issuing script or a new currency in parallel to the dollar.

The new president seems to be prepared for just such an outcome. In the past he has called for a regional currency and he has now announced that he will end central-bank autonomy. Once foreign investment and trade dry up and the bottomless pit of corruption and social spending drains public coffers, dollarization will be the scapegoat. Mr. Correa can then begin to print his own notes and make Lenin proud.”

Ja, det lyder jo inspirerende.  Vil man have et forvarsel om de langsigtede konsekvenser af den nye Latino-Leninismo, kan man såmænd kaste et blik i den nye udgave af Heritage Foundation/Wall Street Journals Index of Economic Freedom (let at forveksle med, men ikke identisk med Economic Freedom of the World-indekset)–og så tænke i “negative” termer.  2007-udgaven af det kom i sidste uge med bl.a. en artikel af en af verdens førende forskere udi økonomisk vækst, den spansk-amerikanske Xavier Sala-i-Martin.  Denne–som absolut ikke er en teoretisk økonom, men nærmest kan kaldes en ultra-empiriker–viser, at den øgede vækst, som globaliseringen repræsenterer, fører til mindre ulighed og mindre fattigdom.  Så kan man jo spørge sig selv, hvad man tror de kommende år vil byde på for de almindelige mennesker i Venezuela, Peru, Bolivia og Iran.

Det har selvsamme O’Grady også skrevet om i “The Poor Get Richer” i sidste tirsdags WSJ:

“Here’s bad news for t
hose who oppose global fre
e trade: Not only did the world-wide trend toward greater economic liberty hold steady over the past year, but the incomes of poor individuals across the globe are rising as result. The world isn’t only growing richer. The gap between the per-capita income of have-not populations and that of the developed world is narrowing.

This good news for human progress is documented in the 2007 Heritage Foundation/The Wall Street Journal 2007 Index of Economic Freedom, released today. Neither another year of Islamic terrorism, nor record high oil prices, nor fear mongering on Capitol Hill about the China peril have been able to reverse a gradual global shift that reflects the basic human longing for individual liberty. While not all of mankind is participating in this advance, in those places where freedom has increased, people are becoming decidedly better off.

The average freedom score this year for the 157 countries ranked is the second highest since we began measuring economic freedom 13 years ago. It is down a fraction from last year, but each region of the globe enjoys greater economic freedom than it did a decade ago. Hong Kong, Singapore and Australia are the three freest economies in the world this year, in that order. The U.S. ranks No. 4. Among the 20 freest economies in the world, Europe holds 12 places. (The rankings are here.)

As it has in past editions, the 2007 Index also looks at income levels around the globe and finds that economically free countries enjoy significantly greater prosperity than those burdened by heavy government intervention. The per capita GDP of the top quintile of countries, ranked according to economic freedom, is now almost $28,000 while the bottom quintile is less than $5,000. The associated higher GDP rates that come with economic freedom “seem to create a virtuous cycle, triggering further improvements in economic freedom. Our 13 years of Index data strongly suggest that countries that increase their levels of freedom experience faster growth rates,” says the report.

This year the Index again includes important essays on world economic trends. In a piece titled “Global Inequality Fades as the Global Economy Grows,” Columbia University professor of economics Xavier Sala-i-Martin destroys the myth that the income gap is widening. While it is true that some countries are being left behind, when population weights are factored into the equation, the evidence shows that “individual income inequality declined substantially during the past two decades. The main reason is that incomes of some of the world’s poorest and most populated countries (most notably China and India, but also many other countries in Asia) converged rapidly with the incomes of OECD citizens.” Of course both China (ranked 119) and India (104) have a long way to go toward economic freedom but both have made big gains in recent years. Mr. Sala-i-Martin finds that the inequality gap would be even narrower if not for the “dismal performance” of African countries.

A second essay is by Swedish economist Johnny Munkhammar on “The Urgent Need for Labor Freedom in Europe–and the World.” The more advanced economies in Europe restrict labor freedom at the cost of low growth and high unemployment, he argues, while “many Eastern and Middle European countries experiment successfully with freedom.” Contrary to socialist views, labor freedom and improving social conditions actually go together. What he concludes could be applied to the rest of the globe in all areas of economic policy: “If the world wants to achieve both more jobs and better living standards, freedom is essential.”

Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

Antropologen Dennis Nørmark, der er amanuensis ved Aarhus Universitet, har tidligere “kloget sig”–på den gode måde–med hensyn til, hvad humanister kunne lære af lidt gedigen videnskabelig metode og kritisk sans.  Nu er han sørme ude med riven igen, i en ualmindelig interessant, velskrevet og i det hele taget læseværdig kronik i dagens Jyllands-Posten. Den er så god, at den burde gengives in extenso, men af hensyn til ophavsretten kommer her kun et par længere … ahem … citater.  Læs selv resten her.

Modkultur findes ikke

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer inden i hovedet på dem selv, skriver dagens kronikør.

“Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.

Potter og Heaths pointe er både godt dokumenteret og dybt provokerende: Modkultur er en forvrøvlet illusion. Alle forsøg på at omgå det kapitalistiske system, kommercialisering, mainstream og marked er håbløse. På coveret af bogen finder vi et billede af Che Guevara. Til salg på et kaffekrus. Den socialistiske rebel er blevet sit eget brand. I 2003 lancerede det rebelske progressive venstreorienterede blad Adbusters der var imod kommercialiseringen i samfundet deres eget skomærke. Og det bliver ved. Da Nirvana udsendte deres anti-kommercielle plade In Utero i 1993 blev det, til deres store fortrydelse, en kæmpe succes. Hvad sker der? Gang på gang har modkulturen forsøgt sig med alternativer. Den har forsøgt at vende det etablerede ryggen, og hver gang er man endt med at sælge ud. Men er det sådan, det er? Er det umuligt at slå systemet? Er den kapitalistiske edderkops net så grundigt spundet ind i alt, hvad vi rører, at kommercialiseringen er et ondskabens vilkår for os alle?

Nej, siger Potter og Heath, for køber du dén version har du også købt modkulturens vigtigste myte, nemlig, at der er et system, man kan slå ind. At det overhovedet er muligt at sælge ud kræver, at der er noget, der er mere virkeligt end virkeligt. Noget, der er bedre end den phony og falske facade, vi lever under i den middelklasse, forstadshelvede og forbrugersuppedas vi sidder i. Forfatternes modige pointe er bare, at forestillingen om dette alternativ er den egentlige illusion.

Og det er ikke bare en nymodens trend. At være rebelsk, at opstille alternativer og være imod the establishment- det er ældgammelt. Forestillingen om, at den verden, vi bebor, blot er illusorisk og tom, går i hvert fald helt tilbage til romantikken. Den fik nyt liv hos den neoromantiske Karl Marx, og den påvirkede hele det 20. århundredes menneskesyn med Freud. Mennesket var buret inde i et jernbur (som hos Max Weber), hvor det blev løjet for og bedraget af markedskræfter, og derefter blev de sultende arbejdere spist af med tomt forbrug hos både Marx og senere Baudrillard. Det sidste er i det hele taget en absurd selvmodsigelse, som Heath og Potter endelig får punkteret, men som stadig lever i bedste velgående hos forbrugshadende anti-liberalister.

Jeg husker fra mine studier blandt de autonome på Nørrebro, hvordan forestillingen om den store illusion også her var en bærende fortælling for den politiske kamp. Folk skulle vækkes af deres søvn, og slå øjnene op. Man skulle rive dynen af dem og udfordre den zombietilværelse, som forbrugsræs og kapitalisme blot udgjorde. Det var umuligt, at folk blot havde valgt denne livsstil af frivillige årsager. Nej, på den ekstreme venstrefløj troede man ikke på den slags frie valg. Her var man blevet bevidst om tingenes virkelige tilstand. Uden for boblen.

Der ER jo tilsyneladende intet alternativ [til systemet]. Man forsøger igen og igen at slå huller i kulturen og præsentere et sådant. Men kort tid efter vil alle have alternativet trykt, på t-shirts, på plakater og på deres kaffekrus. Ikke fordi kapitalismen og systemet er en parasit, der angriber alt, men fordi VI alle sammen er systemet, og fordi det ikke kan være anderledes.

På humanistiske uddannelser dyrker man sin egen version af myten, når de studerende ukritisk læser forsludrede teoretikere som eksempelvis filosoffen Michel Foucault, der hævder, at definitioner på mennesket er helt afhængig af magtforhold, og at mennesket i sig selv ikke ejer nogen essens. At det slet ikke findes. Hos Foucault dyrkes det unormale og gale, fordi det sindssyge kun er en tilfældig historisk konstruktion, der udtrykker den til enhver tid herskende forestilling om det normale. Og Hvem er gal, mig eller samfundet? genlyder også den enerverende stodderromantik, der gennemsyrer alt fra det sociale eksperiment Christiania og til Ungdomshuset.

Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resulta
ter. Ungdomshuset er blot
endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

Han lyder altså næsten som en Punditokrat …

Skat eller kaos

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Anker hos Kim

I en tid, hvor Pyongyangs paranoide og despotiske styre rasler med den atomare sabel, er det velgørende at komme i hu, at ledende danske politikere heldigvis ikke udelukkende har sunget i de fordømmendes kor. Dobbeltpolitikken – medlemskabet af Vestens sikkerhedspolitiske inkarnation, NATO, og samtidig afspændingspolitik overfor Warszawa-pagten – blev heldigvis også praktiseret overfor det nordkoreanske diktatur. Således i maj 1984 da den tidligere statsleder Anker Jørgensen var på visit hos “den store leder” Kim Il-Sung. Samtidig i Bruxelles måtte den danske regering overfor “den gale hund”, Ronald Reagan, forsvare den danske tilbageholdelse af infrastrukturmidler til de mellemdistanceraketter, hvis fornemste opgave det var at fremtidssikre den amerikanske sikkerhedsgaranti til Vesteuropa.

Det var artige erklæringer, der blev udvekslet under den socialdemokratiske formands besøg hos kammerat Kim. Og midt i al hurlumhejen om Nordkorea er det ganske enkelt for fristende en anledning: Her kommer den så i uddrag – Ankers tale til “den kære leder”.

Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål… Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke…

Anker sammenlignede derefter den nordkoreanske kamp med Danmarks under besættelsen:

Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Herefter fulgte en rosende omtale af det nordkoreanske folk og den høje levestandard:

Folket fører et godt og sundt liv… Denne udvikling er meget fantastisk… Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid… Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen… Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau.

Enhver form for kommentar er vist overflødig.

Rohderi XII

Jens Rohde er en mand, der lever af ord. Men har ved tydeligvis ikke, hvordan man skal dosere dem.

Rohde gik i byen for at dæmpe det borgerlige Danmarks forventninger om skattelettelser. (Som om Anders Fogh ikke allerede havde gjort det ved regeringsseminaret på Havreholm Slot i august).

Og Rohde gik i byen for at få de konservative til at tie stille. (Som om han ikke var klar over, at en tilsvining af de konservative ville få den modsatte effekt).

Strategien var altså tyndbenet fra starten. Og det, som Rohde sagde, var en mindre katastrofe. I Berlingske Tidende den 31. august "kom han til" at afvise skattelettelser i denne regeringsperiode med ordene:

"Jamen, det bør stå lysende klart for enhver, at man ikke bør sætte næsen op efter skattelettelser i denne valgperiode. Vi begynder ikke at spille hasard med dansk økonomi. Der er økonomer, der mener, vi faktisk allerede gør det ved at have et offentligt forbrug, som vi nu øger til én procent. Og hvor vi godt ved, at det nok ender på to procent. Det er den virkelighed, vi skal forholde os til."

Anders Fogh Rasmussens og Thor Pedersens nøje afmålte "ikke på nuværende tidspunkt" og "ikke i 2007" blev lige drastisk udviddet til hele valgperioden – og dermed kom Rohde på kollisionskurs med regeringsgrundlaget, der lyder:

"Det er regeringens mål gradvist at sænke skatten på arbejdsindkomst. Forudsat at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere. Regeringen vil udarbejde en flerårig plan herfor"

Men læg også lige mærke til anden halvdel af Rohde-citatet, nemlig den del der handler om det offentlige forbrug. Rohde går ligeud på banen med budskabet om, at væksten i offentlige forbrug ikke bare vil blive fordoblet sådan som regeringen har planlagt (fra 0,5 pct. til 1 pct.). Nej, væksten i det offentlige forbrug vil ligefrem bliver firedoblet – helt op til 2 pct.

Dermed udsiger Rohde sådan set regeringens udgiftspolitiske strategi. Meget imponerende! Der er altså et råderum til øgede offentlige udgifter – ud over de allerede planlagte. Men intet til skattelettelser. Interessant prioritering, fuldstændig på tværs af regeringsgrundlaget. Og fuldstændig på tværs af finansministeren.

Enten er det fortalelser fra en politisk letvægter, der ikke ved bedre. Og så fortjener Rohde at blive fyret som politisk ordfører. Eller også er det velgennemtænkte udtalelser. Og så forjener han også at blive fyret for decideret illoyalitet.

Alligevel er det Vensres finanspolitiske ordfører, Peter Christensen, der i medierne bliver kaldt illoyal, fordi han erklærede sig uenig med Rohde.

Nu vil Rohde have fyret Peter Christensen som finanspolitisk ordfører. Han siger det ganske vist ikke til citat, men de seneste dages overfladiske politiske artikler bærer præg af hans bestræbelser.

Hvis Peter Christensen bliver fyret for at holde sig til regeringsgrundlaget, så har Venstre taget et mega-skridt i retning af sit eget politiske selvmord. Det bliver svært at forklare borgerlige vælgere, hvorfor man fyrer en mand, der står fast på regeringsgrundlagets målsætninger om skat.

Kunne de borgerlige vælgere så ikke stemme på de konservative i stedet? Hm. Læg lige mærke til hvilke borgmestre, der er mest hidsige for skattestigninger. Og hvem tror egentlig, at den nuværende konservative ledelse har rygrad til at stå fast på noget som helst?

Under alle omstændigheder har Venstre i forvejen gjort livet sværere for sig selv. Meget tyder på, at vælgerne lader deres stemmeafgivning påvirke af, hvilke emner, der er oppe i tiden. Er emne miljø, går der flere stemmer til SF. Er emnet udlænding eller skat, nyder de borgerlige automatisk godt af debatten. Socialdemokraterne er derimod vindere, når snakken går på offentlig service. Den kan jo altid blive bedre, uanset de mange milliarder, man hælder i den.

Anders Fogh Rasmussens snak om servicestrategi er derfor opskriften på nederlag.

Frihed og lykke

Jeg havde et indlæg i gårsdagens Berlinger om forskellen på frihed og lykke i anledning af en kronik af Jonas T. Bengtsson fra den 16/8.

MSM har ikke de fordele i form af hurtighed og ubegrænset plads, som blogs har. Selvom indlægget blev indsendt samme dag, blev det først bragt i går og da i forkortet stand. Til gengæld har MSM lidt, ahem, flere læsere, så de skal nok klare sig.

Indlægget er her i sin redigerede form:

Frihed er ikke lykken

Forfatteren Jonas T. Bengtsson søger i sin kronik (16/8) at indkredse, hvad frihed er. Ved at tage udgangspunkt i en række medmenneskers situation formår han følsomt registrerende at vise, hvor forskelligt frihed kan tage sig ud. Det er et sympatisk projekt. Desværre har forfatteren gjort sig det vanskeligere ved at blande to helt forskellige begreber sammen. Frihed er ikke lykke, og det er vist snarere det sidste flygtige begreb, han egentlig beskæftiger sig med i kronikken.

Begrebsforvirringen får ham til at skrive om friheden: “I Sovjet byttede de den for lighed, og mange mente, at det var et godt bytte. Mange mener det stadig.” Det sidste er desværre rigtigt, men det første udsagn er forkert på alle måder. Det er faktuelt forkert, at Sovjet bød på lighed; selv ikke lighed i fornedrelse var der. Lige fra starten nød Lenin og hans kreds privilegier i form af bedre mad, tøj og bolig, der hurtigt antog karakter af uopnåelig luksus for de undertrykte masser.

Men mere forkert er den underliggende præmis om, at frihed kan byttes med lighed. Det er forkert, når kronikøren antager, at “under kapitalismen er frihed noget, man køber, frihed giver ingen mening, hvis man ikke har råd til et æg, til at betale varmeregningen, til sko.” Her fremfører han uafvidende diktaturets oldgamle undskyldning, hvor undertrykkelse søges retfærdiggjort ved løfter om bestikkelse. Som om tog til tiden og arbejde til alle kan retfærdiggøre kz-lejre og censur.

Problemet udspringer af, at frihed og lykke sammenblandes. Hvorvidt man er fri eller undertrykt, handler ikke nødvendigvis om at være lykkelig eller ej. Det er rigtigt, at den, der sulter, men er fri, næppe er lykkelig. Men den overvægtige, frie dansker er heller ikke nødvendigvis lykkelig. Der er ganske simpelt ingen logisk sammenhæng.

Frihed er noget andet end lykke. Frihed betyder friheden fra indblanding og dermed retten til selv at træffe egne valg. Kampen for frihed var først reformationens kamp for religionsfrihed, retten for den enkelte til selv at vælge sin tro og sine dogmer uden indblanding fra autoriteter. Herfra voksede oprøret mod autoriteterne, indtil den kulminerede i den såkaldte oplysningstid, hvor kampen nu gjaldt frihed fra statens indblanding og formynderi. Det var i denne tid, at de liberale frihedsrettigheder tog deres form.

Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed. Ikke bare tilbyder det en undskyldning for undertrykkelse, men alt for ofte ser vi, at de undertrykte desillusioneres, når de omsider slipper fri. Nu er jeg fri, hvorfor er jeg så ikke lykkelig, spørger de, og relativerer dermed den forbrydelse, som krænkelse af friheden altid er.

Det er desperationen over at skulle leve med ansvaret for egne valg, der får nogle til at søge tilflugt i totalitære ideologier, politiske som religiøse. Fællesnævneren er hadet til det åbne samfund og drømmen om at komme tilbage til det lukkede samfund, hvor man ikke behøver at tænke selv eller nages af tvivl over trufne valg, fordi alle svar er givne. Tidens fokus på terrorister, der bruger islam som begrundelse, risikerer at overse den oplagte parallel til de terrorister, som brugte marxismen for blot nogle få år siden. Men hadet er det samme. Det rettes fortrinsvis mod USA og Israel, fordi de i særlig grad repræsenterer det åbne samfund; USA globalt, og Israel i det lukkede Mellemøsten. Det er ingen tilfældighed, at karikaturtegninger fra den yderste venstrefløj minder så meget om islamisternes egne, at de ubesværet kan indgå i iranske konkurrencer, hvis ellers tegnerne ønskede at deltage, hvad heldigvis kun få er dumme nok til at gøre.

Det er umådeligt trist, men vi må sande, at det ikke er for alle, at frihed er lykken. Men det gør ikke friheden mindre værdifuld for os andre.

Günter Grass Cunctator

Berlingske har i dag en god dækning af historien om Günter Grass, der omsider har afsløret i sine nyudgivne erindringer, at han ikke bare var soldat, men SS-soldat. Det er i det hele en god dag for Berlingeren med gode artikler, selv udlandsdækningen er mere nuanceret end normalt, og ingen bør snyde sig for Poul Nyrops kronik, hvor han ønsker sig selv og Clinton tillykke; det er tåkrummende selvafslørende og ufrivilligt morsomt. Men tilbage til nøleren Grass.

Det virker lidt svært at forstå al det påstyr i det ærede kulturliv.

Det er rimelig oplagt, at man dårligt kan bebrejde manden, at han var begejstret SS-soldat som 17 årig, når han siden har fortrudt og taget klar afstand. Hvis bare alle diktaturtilhængere tog så klar afstand fra den ideologi, de en gang støttede. Det er mange år siden, at han var i SS, og han er kommet videre.

Det er ligeledes rimeligt oplagt, at manden er en opportunist og hykler, hvilket ikke er længe siden. Det var han åbenbart det meste af sit liv indtil for knapt en måned siden. Opportunist i sin fortielse af fortiden, fordi det ville svække hans nye stilling som samfundsrevser. Hyklerisk i sin uforbeholdne fordømmelse af personer, og i sin iver efter at kaste den første sten uden at medgive sin egen del i historien.

Det, der kan undre, er, at det åbenbart falder kulturfolk så svært at indrømme, at en dygtig kunstner kan være et skidt menneske. For eksempel var Niels Barfoed i DR om sagen, og selvom han plejer at være skarp i sine iagttagelser og udtalelser, voldte det ham helt åbenbart voldsomme problemer at vedstå, at Grass havde opført sig som en opportunistisk hykler. Barfoed ville hellere tale uden om og holde sig til det ufarlige spørgsmål om medlemskabet af SS.

Det er jo egentligt sært. Et værk bliver jo ikke ringere af, at kunstneren havde tåbelige eller direkte uhyrlige holdninger. Tænk på en Knut Hamson og Céline, eller på Scherfig, Andersen Nexø og Brecht.

Forfatteren og anmelderen Jens Andersen anfører i sin klumme:

Hvad er så problemet?

At det fremover vil være svært at tage Günther Grass alvorligt uden for hans fiktive univers. Et halvt århundredes åbenhjertige fortielser vil forstyrre i ens baghoved. Jeg mener, Grass har aldrig skånet sit eget land og sine landsmænd, når det gjaldt om at være selvkritisk og tage et opgør med de ubehagelige begivenheder i fortiden. Og hvad ser vi så nu? At mennesket bag alle disse høje moralske krav til sine omgivelser valgte at skåne sig selv.

Det er en svær pille at sluge for en Grass-fan, selv om ivrige iagttagere i ugens løb, både i udlandet og herhjemme, påstod, at forfatterens »syndsbekendelse« ikke får indflydelse på fremtidens læsning af forfatterskabet. Det tvivler jeg på. En forfatters liv og værk lader sig ikke klinisk adskille oppe i hovedet på læsere, selv om mange teoritunge litterater gerne vil tro det. Så dumme er vi ikke.

Hans bemærkninger peger på, at mange åbenbart har læst Grass ikke bare som forfatter, men som en særlig moralsk person. En person uden dadel. De har lagt mere i værket end værket selv. Hvor naivt at have et sådant behov for at tro, at folk, der siger noget, som man finder sympatisk, nødvendigvis repræsenterer en særlig pletfri position. Men åbenbart udbredt i det miljø, postyret og modviljen taget i betragtning.

Måske er der også noget mere, som gnaver og gør ondt.

Den venstrefløj, som Grass repræsenterer, har længe opfattet sig som den diamentrale modsætning til nazismen. Det gør derfor ondt, når man bliver mindet om, at nazismen ligger så tæt på, at nogle koryfæer bevægede sig ubesværet over grænserne. Vi så det for relativt nyligt, da Ole Wivels og Knud W. Jensens flirt med nazismen blev afsløret. Vi har også set det før i modsat retning. Mussolinis fortid som socialist, Quislings og hans franske kollega Lavals ditto. Nu også Grass som en grænsegænger.

I det uddrag fra Grass’ selvbiografi, som Berlingske bringer i dag, kan man læse om hans glæde ved, at hans SS-afdeling skulle bære navnet Jörg von Frundsberg:

Han var mig kendt som anfører for det schwabiske forbund fra bondekrigenes tid og som »landsknægtenes far«. En, der stod for frihed, befrielse.

Det var altså den unge Grass’ opfattelse af frihed og befrielse. Mon den egentlig adskilte sig så meget fra de andre holdninger på den venstrefløj, hvor Grass siden blev ikon? Det er den slags tvivl om egen ufejlbarlighed, som gør venstrefløjen ilde til mode.

Hørte national-socialismen overhovedet til på højrefløjen, eller var de blot endnu en version af socialismen? En af best-sellerne i Det 3. Rige hed vist endda den sande socialisme. De hadede det liberale demokrati, kapitalismen og dens kuponklippere. Göring kopierede med begejstring ideen med femårs-planer fra Sovjet, og vinterhjælpen, den storstilede sociale indsats for fattige, indtog en væsentlig rolle i deres image både før og efter magtovertagelsen. Det er traditionelt at placere dem til højre, men de, der placerede dem dér, placerede også socialdemokrater og trotskister på “højrefløjen”, uden at vi af den grund opretholder det valg.

Hayek har i sin bog om vejen mod trældom skrevet om national-socialismens rødder i socialismen, men det er fortsat et af de sidste tabuer fra nazitiden. Er det den orm, hvis gnaven vi kan høre i påstyret fra en gammel mands nølende bekendelser?

Dør han da ikke snart?

Den offentlige mening er ikke altid lige let at forstå, specielt ikke hvis man har et lidt logisk-rationelt syn på verden. Den har ofte meget lidt tålmodighed når det gælder USA's præsident Bush, hvis politik ikke altid er lige kontroversiel, mens den på andre områder enten er helt ligeglad eller næsten uendeligt tålmodig og overbærende. På det første område kan det for eksempel undre, at den nordkoreanske befolknings utrolige lidelser ikke berører danskerne mere, end de gør. Hvorfor har danske medier og danske politikere ikke en mere konsekvent holdning til verdens måske mest vanvittige styre? På det andet område kan det undre mig gang på gang – og ikke bare mig, men også andre med-Punditokrater (se her) – at medier og politikere er så blødsødne når snakken falder på Cuba.

Når det sker, er det nærmest lindrende at læse enkelte udenlandske aviser, hvor der heldigvis ikke bliver lagt fingre imellem. Det var i hvert fald en følelse af lettelse jeg oplevede, da jeg læste en helsidesartikel om Fidel Castro i Die Welts søndagsudgave. Den tyske avis kaldte en spade for en spade, og citerede blandt andet den cubanske menneskerettighedsforkæmper Elizardo Sánchez for at kalde sit lands politik for 'tropisk neostalinisme'. Så for at dele min lettelse med læserne, er her et par andre udpluk fra artiklen. Man kan kun ønske, at danske aviser ville skrive ligeså klart, selvom det nok er et helt uopnåeligt ønske.

"Auch in Bürgerlichen Kreisen im Westen hat sich das Bild vom tapfer widerstehenden Inselparadies festgesetzt, das dem sprichwörtlichen kleinen gallischen Dorf aus der bunten Welt der Comics gleicht".

(I borgerlige kredse i Vesten har billedet af den tapre modstand i øparadiset også bidt sig fast i en grad der minder om den velkendte lille galliske by fra tegneseriernes verden)

Die Welt har også en befriende klar – og meget præcis stikpille til alle Castros vestlige beundrere, som helt åbenlyst lukker øjnene for cubanernes stinkende virkelighed. Artiklen fortsætter nemlig med:

"Dabei sehen Castros Bewunderere meist grosszügig darüber hinweg, dass Kuba ein brutaler Polizeistaat ist."

(Således ser Castros beundrere storsindet bort fra, at Cuba er en brutal politistat)

Det er da klar tale, i modsætning til f.eks. Svend Aukens klamme kammerateri med forbryderen Castro (se her). Hvorfor er der ingen danskere, der spørger lige ud, om Castro da ikke snart dør?

WSJ om "The Fabulous Castro Boys" II

Altimens EU Kommissionen ifølge Ritzau har travlt med at sende officielle "God bedring"-kort til Cubas store gamle leder diktator Fidel Castro,* vil jeg lige følge op på gårsdagens citat fra Wall Street Journals leder med en klumme fra samme avis' elegante kommentator, Peggy Noonan.  Hun skriver i dag i "No Más: Castro may be dead. It's time to kill Castroism":

"It has long been my bitter hunch that the man I can't help think of as the last monster of the 20th century, Fidel Castro, creator and warden of the floating prison to our south, would die of old age in a big brass bed, a snifter of brandy in one hand and a good cigar in the other. No firing squad, no prison. He'd leave thinking he got away with it all. He had that kind of luck. The devil takes care of his own.

I hated that hunch.

Now Cuban authorities say Castro has temporarily stepped down due to ill health. And it is possible this is true. It is just as possible that Castro is dead, and that what we are witnessing is not the graceful and temporary relinquishing of power–that would be unlike our Fidel, whose frozen fingers would more likely have to be peeled off the steering wheel with the back of a hammer–but the spinning of the death of a monster whose sudden departure might shock the people of Cuba into something like movement toward progress. And so Fidel is "sick" and his brother "stepping in." One suspects that in the coming weeks Castro will "take a turn for the worse," and that Raul Castro will take to hurried midnight visits to an empty hospital room, offering afterward to the waiting media both color coverage and play by play: "The tubes have been taken out. He mouthed the words, 'Tell the people I love them, and leave them in good hands.' "

Then, once the spontaneous mourning demonstrations have been arranged, will come word of his passing."

Hi-hi.  You go, girl!

* Plejer EU iøvrigt at gøre det til lidende diktatorer?  Eller er man lidt selektive m.h.t., hvilke diktatorers helbred og fødselsdage, o.s.v., man vil lade ledsage af lykønskninger?

Ugens citat: WSJ om "The Fabulous Castro Boys"

Wall Street Journal har onsdag en fortræffelig leder, “The Fabulous Castro Boys “, om Fidel Castro, hans broder, den designerede arvtager, Raúl, og Cubas fremtid.  Der er flere perler imellem, bl.a. (med fremh. tilføjet):

“Fidel is not only the longest-reigning dictator in the history of the modern world; he is also the archetype of the paranoid communist micromanager. He is known to be ruthless, insecure and distrustful, to the point of executing ideological allies suspected of disloyalty. He has also been obsessed with anti-Americanism for more than a half-century. If Cubans are malnourished and the country resembles a rundown 1950s’ museum, so be it. Fidel has been more interested in his legacy as the revolutionary who stood up to the imperialists. The odd admiration for his handiwork among many on the U.S. left–he may be a dictator but the health care is good!–is a mystery of our time.

Enter Raúl, five years younger than Fidel, and, historically, every bit as dedicated to the revolution. During their exile in Mexico in the 1950s, Raúl was the brother who befriended Che Guevara and he encouraged the adoption of a communist hard-line in 1960. Beginning in Mexico and especially when consolidating power after they overthrew Batista in 1959, Raúl did the bulk of Fidel’s political dirty work.

And yet, despite this brutal past, Raúl is now widely thought to be the reformer. Some of this is relative, given the harshness of his narcissistic older brother. But Cuba watchers say that Raúl has been known to express concern for the suffering of the Cuban people under the current system and has been a consistent voice for economic change.

As minister of defense, Raúl has also been in charge of the military which owns and profits from the most lucrative businesses in Cuba, particularly tourism. He has undoubtedly noticed how China’s military has prospered from creeping market liberalization. Should the U.S. trade embargo be lifted, he knows that he and his cadre of raulistas would be the immediate beneficiaries.

Whether it comes sooner or later, Fidel Castro’s death will be a moment of hope for the liberation of an island that was once a jewel of the Americas. If Raúl wants to go there, the U.S. ought to help show him the way.”

Om social retfærdighed og fred på venezuelansk, iransk (og fransk)

Blandt mange både danske og udenlandske venstreorienterede er Hugo Chavez' et forbillede på grund af hans tiltag, der skal modvirke effekterne af den udbyttende globalisering og sikre "social retfærdighed" og, ikke mindst, hans hårde opposition til den nuværende amerikanske administration.

For skeptikere er Chavez revolution derimod et skoleeksempel på at retsstatsprincipper er uforenelige med socialistiske målsætninger om social retfærdighed og derfor må vige for vilkårlig magtudvidelse, svækkelse af centrale institutioner, vold og undertrykkelse.

Men endnu mere beskæmmende for de venstreorienterede der støtter Chavez end den forudsigelige undergang af hvilke retsstatsprincipper der måtte have været opbygget i Venezuela, er Chavez' udenrigspolitiske alliancer. Udover sit nære forhold til Fidel Castro, (som netop, om end midlertidigt, har ladet sig inspirere af den nordkoreanske fortolkning af kommunismen, der som bekendt indebærer oprettelsen af et familiedynasti), har Chavez for nyligt plejet omgang med klodens måske p.t. største trussel mod verdensfreden, Irans præsident Ahmadinejad.

Under Chavez besøg i Iran udtalte Ahmadinejad ifølge Politiken følgende rørende ord om Chavez:

"Hr. Chavez er min bror og bror af hele den iranske nation og af alle frihedssøgende mennesker i verden"

Chavez replicerede overfor en utvivlsomt grådkvalt forsamling:

"Vi er sammen med dig og Iran for altid. Så længe vi forbliver sammen, vil vi kunne vinde over den (amerikanske) imperialisme, men hvis vi går fra hinanden, vil de kunne skubbe os væk".

Den sociale retfærdighed, som Hugo Chavez og hans inden- og udenlandske støtter ser som det bærende element i Chavez' mission, er med andre ord forenelig med et regime, der offentligt henretter homoseksuelle og politiske modstandere, som har en udbredt anvendelse af tortur, som systematisk undertrykker kvinder og som siden 1979 har pumpet utallige milliarder af dollars i diverse terrororganisationer og derfor bærer en stor del af skylden ikke blot for den nuværende konflikt i Mellemøsten men for de tusinder af uskyldige liv som islamistiske terrorister har krævet siden den islamiske revolution.

Man skal være drevet af en særdeles enøjet ideologisk fanatisme, hvis man på ovenstående baggrund kan opretholde, at Hugo Chavez holder nøglen til et attraktiv alternativ til en amerikansk domineret verdensorden.

Når vi nu snakker om Iran kan i øvrigt oplyses, at Frankrigs udenrigsminister netop har udtalt, at 

"I regionen (Mellemøsten) er der naturligvis et land som Iran. Et stort land, et stort folk og en stor civilisation, som er respekteret og som spiller en stabiliserende rolle i regionen".

Udtalelsen blev meget passende fremsat i Libanon og skal uden tvivl ses som en cadeau til den konstruktive og "stabiliserende" rolle Iran har spillet i forbindelse med den igangværende konflikt. Uden Irans tilstedeværelse og utrættelige fredsbestræbelser var det nok for alvor gået galt.

I en endnu ikke offentliggjort udtalelse fra det iranske udenrigsministerium som kun Punditokraterne har set, lyder det som svar på den franske udenrigsministers ros:

"Iran takker Frankrig for at anerkende den islamiske republiks mangeårige bestræbelser på fredelig sameksistens i regionen, som igangsat i 1979 af Ayatollah Khomeini. Iran anerkender desuden Frankrigs vigtige rolle heri, ved fra 1978-1979 at have givet husly og beskyttelse til den salige Ayatollah, forud for hans hjemvenden som den islamiske revolutions sejrherre". 

Er danske unge virkelig venstreorienterede? II

Vi berørte fornylig emnet om de yngste vælgerårganges politiske observans.  Det inspirerede mig til nedenstående klumme i lørdagens Berlingske Tidende:

Debat: Myten om de unge venstreorienterede

Berlingske Tidende 29.  juli  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Rød ungdom. Trods mediernes udlægninger er de unge ikke specielt venstreorienterede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d., professor i statskundskab

En agurketidshistorie går gennem de danske medier: At ungdommen atter er rigtig godt venstreorienteret. SFs og Enhedslistens ungdomsorganisationer melder om stigende medlemstal, og Politiken, Information, DRs P1, TV 2 og sågar denne avis har med næsten synlig begejstring proklameret, at de unge »går mod venstre«, er »mere venstreorienterede end 1968-generationen« osv.

Men passer det? Nu er det i sig selv længe siden, at man har kunnet tage de politiske ungdomsorganisationers selvoplyste medlemstal alt for seriøst. Man må i særdeleshed være skeptisk over for vidtgående fortolkninger, når det holdes i mente, at organisationernes samlede medlemstal udgør mindre end 1 pct. af de 12-29-årige. Udsving på nogle hundreder i medlemstal skal derfor næppe tillægges for stor betydning, særligt ikke når tallene kommer ovenpå et valgår, hvor der traditionen tro er medlemsfremgang.

Forårets meget omtalte politiske manifestationer må man også tage med et gran salt. Efter ugers massiv markedsføring kom 17. maj demonstrationerne mod regeringens velfærdsreform ikke nær i retning af det antal deltagere, man havde håbet, eller som man havde set ved tidligere, sammenlignelige demonstrationer, og kun en ganske beskeden andel syntes at være unge. Årets 1. maj demonstrationer tiltrak endog så få besøgende til Fælledparken, at politiet helt opgav at tælle dem. Så heller ikke på denne front er der altså noget, der tyder på en kraftig venstredrejning blandt de unge.

Hvad siger f.eks. analyser af sidste valgresultat og meningsmålinger? Ifølge Epinion og Ugebrevet A4 stemte 48 pct. af de 18-25-årige ved sidste folketingsvalg på et borgerligt parti, mens de Radikale fik 16 pct. og venstrefløjen kun 33 pct. Så selv med en bred definition af »venstreorienteret« er det altså kun knap halvdelen af de unge vælgere, som falder i denne kategori. Regner man de Radikale, CD og Kristendemokraterne med som borgerlige, stiger gruppens andel blandt de unge gevaldigt – til næsten to tredjedele af aldersgruppen.
Snarere end værende specielt venstreorienteret er ungdommen altså bare, som vælgerne som helhed er flest: Delt lige ned midtpå mellem dem, der støtter regeringen, og dem der ikke gør.

Men når det er sagt, er der forskelle på generationerne. Fastholder man en meget bred definition af at være venstreorientreret (omfattende de Radikale osv.), er der f.eks. i gruppen af 26-32-årige næsten 10 pct. overvægt af borgerlige vælgere, og i gruppen af 33-39-årige er overvægten næsten 20 pct. Derefter vender billedet: Blandt de 40-46-årige er der lige mange til hver side, og blandt de yngste vælgeres forældre – de 47-53-årige, som var teenagere under 1968 er der en 15 pct. overvægt af venstreorienterede. Så de alleryngste årgange er altså de mest venstreorienterede længe – men de er det ikke i overvejende grad, og de er klart mindre venstreorienterede end deres forældres generation.

Alt dette handler om partivalg, men hvad med de unges holdninger? Det kunne jo tænkes, at de nok stemte borgerligt, men ideologisk set var blevet mere venstreorienterede. Her har valgforskere heller ikke endnu kunne finde entydige data om en systematisk venstredrejning blandt ungdommen. På nogle punkter (f.eks. omfordeling) er de yngste mere venstreorienterede end 1980ernes unge, men på andre punkter er de lige så borgerlige, og de er generelt langt mindre socialistiske i deres holdninger end 1970ernes unge. Frem for alt er der ingen sikker antydning af, hvor de yngste vælgergrupper er på vej hen.

Så hvorfor portrætterer medierne ungdommen som værende specielt venstreorienteret? Et rimeligt gæt kunne være, at det skyldes, at de unge venstreorienterede er relativt højlydte – det er lettere at bemærke dem, der laver demonstrationer og besættelser, end de kedelige borgerlige, som hænger plakater op og arrangerer debatmøder. Man kan også gætte på, at det er, fordi det er »en god historie«. Journalister kan godt lide at fortælle noget »nyt«, og nu har historien i mange år været, at ungdommen var blevet borgerlig, og så bliver det interessant, hvis pendulet svinger blot lidt den anden vej – også selvom det ikke er så meget, at det gør noget.

Når forskning bliver ideologisk

Forleden uge havde jeg fornøjelsen at være i Paris til konference i adfærdsøkonomi og økonomisk psykologi. Min præsentation handlede om ideologi i en bestemt gren af mit interesseområde, nemlig den boomende lykkeforskning. Grunden til at jeg havde taget netop dette spørgsmål op og skrevet et lille papir om det, kom fra min almindelige frustration over mine kolleger på feltet og de kommentarer jeg fik, da jeg præsenterede et notat om lykke og politik på CEPOS sidste år. Ved den lejlighed præsenterede jeg en række empiriske resultater som jeg møjsommeligt var kommet frem til sammen med to tyske kolleger, men det der virkeligt interesserede folk, var at de politiske implikationer af forskellige teorier på området er så åbenlyst ideologiske. Så når for eksempel Peter Kurrild-Klitgaard og Martin Ågerup (tak til jer, Jungs) mente at det var interessant, kunne det vel ikke gå helt galt at kigge nærmere på det.

 

Hovedpointen i lykkeforskningen er, at mens folk bliver stadig rigere, bliver de øjensynligt ikke mere tilfredse med deres liv, i hvert fald ikke når man spørger dem. Der er to teorier på området der kan forklare dette paradoks: 1) Sammenligningsteori og 2) Aspirationsteori. Den første siger, at det der gør os lykkelige, er at have mere end dem vi sammenligner os med. Så når jeg køber ny bil bliver jeg lykkeligere indtil den dag, min nabo køber ny bil, og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Den anden teori siger derimod, at det der gør os lykkelige er at nå vores mål i livet, men at når vi når dem, sætter vi os nye og højere mål. Så vi løber sådan set hele tiden efter en mållinie, som vi selv hele tiden flytter.

 

Det store problem i forskningen er derfor at skelne mellem de to teoretiske forklaringer på folks lykke. Og det er ikke let! De to teorier skaber nemlig de samme virkninger under de fleste betingelser, men hvis man vil øge folks lykke, er det meget forskellige politiker, der kommer ud af teorierne. Sammenligningsteorien siger, at i og med at folk sammenligner sig med hinanden og hele tiden forsøger at blive rigere end deres nabo, arbejder de for meget end godt er, og derfor bliver de ulykkelige. Det gælder derfor om at gøre sammenligningsgrundlaget så lille som muligt, og det gør man ved at beskatte hårdt og stærkt progressivt så de rige bliver fattigere og de fattige bliver relativt rigere. Man kan også øge deres lykke ved at udbyde offentlige goder, som jo per definition ikke skaber grund til sammenligning, fordi de er ens for alle. Implikationerne lugter dermed stærkt af det socialistiske paradis. Sjovt nok er den stærkeste fortaler for sammenligningsteori Lord Richard Layard, en engelsk arbejdsmarkedsøkonom, der sidder i Overhuset for Labour og har argumenteret for den slags politik længe før han begyndte på at forske i lykke. Han bruger dermed et relativt nyt område til at retfærdiggøre gammel politik, der ellers er blevet fuldstændigt afvist af samfundsvidenskaberne.

 

Aspirationsteori er noget enklere. Folk bliver lykkelige af at nå deres mål, så den eneste politik, der bidrager til deres lykke, er den der fjerner enhver barriere for at de kan nå de mål. De politiske implikationer af denne teori er altså klassisk liberale – at staten skal blande sig minimalt i borgernes liv og tillade dem den største grad af personlig og økonomisk frihed. Så det er ikke overraskende at folkene på Cato Institute, når de da overhovedet beskæftiger sig med den slags, støtter denne tænkning. Den kan nemlig retfærdiggøre klassisk liberal politik og frihedstænkning på et så klassisk frihedsorienteret grundlag, at Adam Smith og David Hume ville nikke genkendende til det.

 

Det er bare et fedt, når man ikke kan skille de to ting ad i videnskabelige undersøgelser. Selv den flinke og diplomatiske Ruud Veenhoven, et af de største navne overhovedet i lykkeforskning, kritiserede således Layard i Weekendavisen forleden og kaldte nogle af konklusionerne i hans Happiness-bog fra sidste år for 'forskruede'. Men der er desværre også grund til at gribe i egen barm, når Punditokraternes venner på Cato i Washington falder i den samme fælde. For vores allesammens skyld gælder det om at undgå, at videnskaben forfalder til at forskere kommer til at råbe ad hinanden fra hvert deres ideologiske hjørne.

 

Løsningen er selvfølgelig at finde betingelser, hvor man kan identificere den ene eller den anden forklaring. Jeg har selv gjort forsøget sammen med to kolleger, og fundet klare indikationer for aspirationsteori (den liberale, heldigvis!), men det er bestemt ikke let. Så der er faktisk to grunde til at skrive denne kommentar: 1) Man skal være endda meget kritisk overfor enhver politik i fremtiden, der begrundes i lykkeforskning – og det er på vej til Danmark; og 2) når Punditokraterne nu har så begavet, indsigtsfuldt og åbensindet en læserskare, som vi faktisk har (og det er ikke ironisk ment), kunne der jo være nogen, der kunne hjælpe. Forslag udbedes!

Drømmer jeg? Eller er jeg død?

Hele den igangværende misere om, hvem der ikke har sagt hvad i Venstre (og hvem der ikke har drukket øl med hvem)–og hvem der ikke må mene hvad–udløste en artikel i dagbladet Information. Avisen, der tilsyneladende har ladet Danmarks førende cut'n paste skribent, Henning Tjørnhøj, diktere, hvorledes man skal titulere borgerlige danskere, har således bestemt sig for at undersøge, om liberalismen faktisk er lige så død som sovjetmarxismen–og det er jo noget, de må vide noget om derinde på avisen nær Dronningens Tværgade.

Til det formål har man jo brug for en ekspert eller to–og jeg skal for en ordens skyld indrømme, at jeg faktisk blev ringet op i den forbindelse, men om det var som ekspert eller ej, ved jeg ikke, da den lille Frøken Punditokrats første fødselsdag var i vejen.  Om det dermed var mig, der indirekte var skyld i, at artiklen "ekspertmæssigt" hældede noget til venstre, skal jeg ikke kunne sige (eller tage ansvar for); ihvertfald tog man "flere" [=2] "samfundsforskere", som der skrives, og bad dem kommentere liberalismens tilstand, hvilket man så supplerede med bemærkninger fra Mads Lundby Hansen fra "den liberalistiske tænketank CEPOS".  Så har man jo ligesom været alsidige.

Her kommer et par længere uddrag, med mine egne bemærkninger indsat:

"[Stridighederne] i Venstre er blot krampetrækninger fra en ideologi, der for længst har udspillet sin rolle, lyder det fra flere samfundsforskere herhjemme. Den klassiske liberalisme er trængt i defensiven af velfærdsstatens succes og står reelt uden folkelig opbakning, mener de. [Det sidste er formodentlig overordnet sandt–men skyldes det "velfærdsstatens succes"?  Eller har det snarere noget at gøre med opportunistisk krævementalitet?]

"Det er for længst gået op for folk, at jo mere marked, vi får, jo mere stat er der også påkrævet. [Ok, vent lidt: Så dengang, der var meget lidt "marked", var der brug for meget lidt stat? Men hvis man får mere statsstyring, får man så ikke også mindre marked?  På mig lyder det mistænkeligt som om, der kun kan blive mere og mere stat, uanset hvad man gør …?] Og det er en af grundene til at det er meget svært at slippe afsted med et liberalistisk program i Danmark," siger lektor på Copenhagen Business School Lars Bo Kaspersen, der i mange år har forsket i forholdet mellem stat og marked."[Lur mig, om ikke dét har lidt mindre sofistikerede årsager.]

"Folk er blevet klar over, at hverken den rene statsmodel eller den rene markedsmodel dur.[Det er nok halvt rigtigt–der er ihvertfald god grund til at tro, at manges tiltro til "den rene statsmodel" led et knæk ca. 1989-90.  Men i hvad baserer samfundsforskeren sin viden om "folks" viden om, hvordan markedet dur eller ikke dur? Er der lavet undersøgelser af netop det?] Socialliberalismen har sejret, og det er derfor, at der er så crowded på midten af det politiske spektrum. Det parti, som evner at sælge et socialliberalt budskab bedst, vinder:[Er dét ellers lige en tautologi, der vil noget, eller hva'?] Frihed til den enkelte, men med kollektiv solidaritet.[I hvad baserer samfundsforskeren sin tiltro til, at det lige netop er forestillinger om "kollektiv solidaritet", der driver partierne mod midten?] Så får man den fulde pakke," siger han.

Også Mogens Rüdiger, historiker og forfatter til bogen Statens synlige hånd, mener at løbet er kørt for den rene liberalisme, som han kalder en "forældet ideologi".[Hey, hvad er lige den videnskabelige definition på "forældet"? Var demokratiet "forældet" i 1933? Var socialismen "forældet" i 1989?]

"Den klassiske liberalisme spiller på en modsætning mellem tryghed og frihed, der siger at man må vælge mellem de to: Hvis man vil have frihed, må man give køb på noget tryghed og omvendt. Men den holder ikke i dag, for velfærdsstaten har rent faktisk leveret en kombination. Den har forenet tryghed med individuel frihed," siger Mogens Rüdiger.[Der er måske nogle, der ville være uenig med samfundsforskeren i denne værdifrie vurdering, og som i stedet ville mene, at det ikke går helt så godt med den individuelle frihed–men så kan man jo altid omdefinere begreberne.]

Ifølge Lars Bo Kaspersen er det en erkendelse som for længst har bredt sig helt ud til de yderste flækker i Danmark.

"Det, som mange borgere har forstået, er, at frihed ikke består i en alles-kamp-mod-alle. [Nå ja, det er jo dét alle liberale har forfægtet siden Herbert Spencer!] Frihed består i grundlovssikrede rettigheder og arbejdsmarkedsrettigheder, der gør, at man kan konkurrere på et lige grundlag. [Here we go again …] Men det lige grundlag kan kun statsmagten skabe fundamentet for. Derfor er den rene liberalisme død. Den er fuldstændig færdig, den er lige så død, som sovjetmarxismen."[Det pudsige ved mange venstreorienterede akademikere er, at efter, at de selv opgav marxismen som program, så skal de partout erklære alt andet for dødt.  Er det en slags indebrændthed?]

Anyway, til dem der måtte forfalde til at mene, at liberalismen er død eller er ved at dø, har jeg kun dette at sige: Daniel Bell! Det er mere end 40 år siden, at han erklærede "ideologierne døde".  Ti år senere havde man set studentermarxismens fremmarch, og det næste ti år blev præget af en samfundsdebat, hvor det var tænkere som F.A. von Hayek, Robert Nozick, James Buchanan m.fl., som repræsenterede den intellektuelle avantgarde.  Rygter om at en bestemt ideologi skulle være afgået ved døden, vil givetvis være kraftigt overdrevne, hvis de primært baseres i anekdotiske betragtninger fra en forstørret kolonihave.

Sympathy for the devil

Måske burde overraskelsen ikke være så stor. For nogle er det måske slet ikke en overraskelse, men så alligevel… I hvert fald fandt undertegnede det ganske underholdende at læse dagens udgave af The Times, hvori en af historierne beskriver, hvordan premierminister Tony Blair i sine unge år fandt inspiration hos og fattede sympati for Karl Marx og dennes ideer.

I et 22 sider langt brev til Labours daværende formand Michael Foot – et brev, som nu 23 år efter det blev forfattet, er kommet en journalist fra The Times i hænde – beskriver Tony Blair, hvordan Marxismen fungerede som hans ideologiske inspirationskilde, hvordan den ændrede hans syn på samfundet og politik, og bidragede til at motivere ham til at vælge den politiske karrierevej.

Blandt andet skrev Blair i brevet:

Like many middle-class people I came to socialism through Marxism…”

I actually did trouble to read Marx first-hand. I found it illuminating in so many ways; in particular, my perception of the relationship between people and the society in which they live was irreversibly altered.”

Brevet indeholder også en opfording til “radical socialist policies”, hvilket er tankevækkende, idet brevet er skrevet i en tid, hvor det i Labour var god latin at gå ind for forhold som afskaffelse af den private ejendomsret (jf. partimanifestets daværende Clause IV).

Blair afviste tilsyneladende også enhver form for “pragmatiske” hensyn i politik: “Socialism ultimately must appeal to the better minds of the people. You cannot do that if you are tainted overmuch with a pragmatic period of power…” Sjovt, at det er kommet fra manden, som nu om stunder så ofte appellerer til pragmatiske hensyn, og som netop i disse måneder kæmper det bedste han har lært for at fastholde magten.

Blair har dog for længst (ifølge eget udsagn) forkastet sine fortidige ideologiske sympatier – ikke ulig vor egen statsminister (blot med omvendt fortegn, naturligvis). Ikke desto mindre er ligheden mellem de to – Blair og Fogh – på dette punkt måske værd at fremhæve, næste gang socialdemokratiske “third way”-sympatisører beskylder Fogh for at være en ulv i fåreklæder.

Venstre(selv)sving

Beskyldningerne fyger i Venstre. Ballet blev åbnet af partiets "strateg" Claus Hjort Frederiksen. På en ret ustrategisk måde beskylde han i Jyllands-Posten de to unge liberale folketingsmedlemmer Peter Christensen og Søren Pind for at "destabilisere regeringen". Bare fordi de to folketingsmedlemmer ville deltage i debatten om Venstres ny principprogram.

Claus Hjort Frederiksens reaktion var fuldstændig overdrevet. Hvis der skal så lidt til at destabilisere regeringen, kan den sandelig ikke være særlig stabil!

Peter Christensen og Søren Pind ville fremsætte en lille håndfuld ændringsforslag til Venstres nye principprogram. Der skulle blandt andet noget med om maksimalt 50 procent i skat, og om at den offentlige sektor skulle fylde relativt mindre i samfundsøkonomien. Hvad er egentlig det kontroversielle? Med mindre man da altså er socialist eller lider af forfølgelsesvanvid?

Hvis Claus Hjort Frederiksen virkelig mener, at den slags holdninger i Venstres principprogram kan destabilisere regeringen, skulle han tage at læse formuleringerne i det gældende program: "Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor."

Det står der sort på hvidt: "Lavere offentlige udgifter". De gældende formuleringer i principprogrammet er faktisk mere vidtgående end de småbitte ændringsforslag, som Peter Christensen og Søren Pind ville stille!

Hvis man endelig skulle svinge sig op til kritik af den dynamiske duo, kunne man måske spørge sig selv, om ikke de er for fredsommelige. Christensen og Pinds forslag om, at den offentlige sektor skal fylde relativt mindre i samfundsøkonomien, er faktisk præcis den politik, som regeringen fører i dag. Man satser på, at den private sektor vokser hurtigere end den offentlige. Skulle det virkelig være destabiliserende?

Nu har både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen slået fast, at Venstrefolk kan stille de ændringsforslag, de vil. Alt er til debat, siger de. Men det er svært at tro, med mindre Venstres ledelse giver en ordentlig opsang til de kræfter i partiet, der prøver at kujonere folk på plads. Hvis ikke man gør det, lader man mismodet sprede sig. Så gøder man jorden for "anonyme kilder" og andre kritikere, der ikke har mod til at stå åbent frem.

Og når man hindrer, at partifolkene kan få luft gennem åben politisk debat, kanaliserer man eventuelle frustrationer over i fnidder om poster og placeringer. Senest har medierne bragt en – forståelig – historie om utilfredshed med Venstres gruppeformand Svend Erik Hovmand, og en – temmelig uforståelig – historie om, at der findes en "klub" politikere og spindoktorer, der hader chefspindoktor Michel Ulveman i Statsministeriet. Hadeklubben kendes bl.a. ved, at de har små statuer af Maneken Pis stående på deres kontorer.

Som regeringsparti er Venstre automatisk udsat for en vis nedslidningsproces. Tænk bare på, hvad der overgik de konservative i 80'erne. Danmarks største borgerlige parti var en skygge af sig selv efter regeringsårene. Derfor er det vigtigere end nogensinde at holde gejsten oppe og den sunde partikultur i live. Med al ære og respekt for Anders Fogh er det ikke gjort ved hans one-man-shows i skjorteærmer ved Venstres landsmøder. Det ser godt ud, indrømmet. Men når man lytter efter er der ikke mange holdninger i al talen om globaliseringsparathed og flexicurity. Det lyder som en velformuleret udgave af Poul Nyrup Rasmussen.

Det er ikke sådan man videreudvikler sit partis politik. Derfor er der brug for plads i Venstre til at debattere, hvor man gerne vil være henne på lidt længere sigt. Også selvom det skulle betyde – uha uha – at Venstre får som mål, at folk maksimalt skal betale 50 procent af sidst tjente krone i skat.

Nostalgi video

Denne blogs faste læser “Repsak” har privat gjort os opmærksomme på, at US State Dept. er begyndt at lægge gamle udenrigspolitiske klip ud på deres hjemmeside.  Her på stedet tvivler vi på, om det i det store billede er en Pareto-forberende investering–men når de nu engang ligger der, så kan man da nyde at se f.eks. et ualmindeligt klassisk og smukt klip som dette.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑