Tag: socialisme (page 2 of 7)

Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen rettede kurserne sig dog delvist, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .

 

Keiko Fujimori og Humala Ollanta ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg på americas.dk skrevet om dette års præsidentvalg i Peru, se herher og her. Dette indlæg handler primært om konsekvenserne ved den venstreorienterede nationalist Ollanta Humala’s valgsejr i Peru. Hvor stor en risiko er hans valg for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år?

Continue reading

Når jeg ser et rødt flag sole sig …

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, “Når jeg ser et rødt flag sole sig”, der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave (“It’s the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations”). Kronikken er her, og essensen er:

“Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. …

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle – men man kan ikke få øje på nogen, der gør det i større grad, eller systematisk når andre forhold også tages med i betragtning. Noget tyder på, at det, at en regering er ikke-socialistisk, får flere socialister på gaden 1. maj – givetvis fordi det er lettere at mobilisere folk mod noget end for noget. Ligeså synes 1. maj talmæssigt aldrig rigtig at være kommet sig over Sovjetunionens fald. Men i det store billede er effekterne usikre.

Venstrefløjens støtte blandt vælgerne, antallet af venstrefløjspartier og omfanget af konflikt på arbejdsmarkedet betyder ikke noget systematisk. Fagbevægelsens styrke har heller ikke nogen betydning, selvom man ellers kunne tro, at flere medlemmer ville betyde flere demonstranter på bevægelsens årlige festdag. Tværtimod tyder noget svagt på det omvendte forhold: At flere LO-medlemmer giver færre til 1. maj, hvilket man næppe kan udlægge som, at solidariteten er udpræget. Arbejdsløshed, levestandard, økonomisk vækst osv., udviser heller ingen robuste sammenhænge med, hvor mange der vil marchere under socialismens bannere.”

For de meget statistisk-interesserede er her nogle partielle korrelationer for variablerne i model 13: Continue reading

Den socialistiske barnepigestat

Nogle gange støder begivenheder sammen i særlige mønstre. Det skete for mig denne weekend, ovenpå den begivenhed det var at høre sundhedsministerens mildt sagt uliberale forslag om at lægge ekstra afgifter på tobak og alkohol, med udsigt til at vi også får ekstra skat på sukker- og fedtrige fødevarer. Begivenhed nummer to, hvis man kan kalde det en begivenhed, var at jeg blev færdig med at forberede mig til denne uges Liberty Fund workshop, som min ven og kollega Niclas Berggren står for på Ratio Instituttet i Stockholm. Forberedelsen bestod som altid hos denne fond i at læse og tænke over cirka 300 sider videnskabelige tekster omkring et bestemt emne. Og til denne gang omfattede de Nobelprisvinderen James Buchanans højaktuelle ’Afraid to be Free: Dependency as Desideratum”, som blev publiceret i Public Choice i 2005. Begivenhed nummer tre var søndagens interview med standup-komikeren Anders Matthesen – også kaldet Anden – i Berlingske Tidende.

Buchanan beskæftiger sig i artiklen med socialisme i bred forstand, og hvorfor i det mindste nogle af dens manifestationer synes at have overlevet østblokkens fald i bedste velgående. Han introducerer tre former for socialisme: ’Managerial socialism’, dvs. statslig planlægning af produktion osv., ’distributionist socialism’, hvilket er snigende tæt på velfærdsstatens grundidé om at man må imødegå den indkomstfordeling som et frit marked genererer, og en sidste manifestation, som han kalder ’parental socialism’. Som jeg skal komme tilbage til nedenfor, er det netop dén type socialisme som sundhedsministeren er stærk fortaler for, og som Anders Matthesen er så voldsomt imod.

Men først og fremmest må man understrege, at selvom Buchanan ligesom en række amerikanske kommentatorer (f.eks. Radley Balko fra the Cato Institute her) vurderer, at den traditionelle socialisme – managerial socialism – i form af statslig planlægning af økonomi og andet, er stendød, gælder dette ikke i Danmark. Som jeg f.eks. understregede for næsten tre år siden i en kronik i Berlingske (læs her), er regeringens forskningspolitik næsten skræmmende perfekt sovjet-kommunistisk i sin idé og udførsel.

For det andet lever omfordelingssocialisme i bedste velgående, ikke mindst i Danmark hvor en nominelt borgerligt-liberal regering forsvarer et gigantisk omfordelingssystem, og slår hårdt ned på dissidenter i egne rækker – spørg bare Eva Kjær Hansen eller Kristian Jensen. At omfordelingen stadig eksisterer, er måske mindre underligt. Directors Lov siger f.eks. at ethvert forslag, der omfordeler til den midterste vælger og hendes nærmeste, til enhver tid vil vinde en demokratisk afstemning, og at man derfor vil se stigende omfordeling til middelklassen i takt med en økonomisk-demokratisk udvikling. Dét billede passer i skræmmende grad på den danske virkelighed de sidste 40 år. Buchanan understøtter sådan set blot dette billede ved at pege på, at dette system i bemærkelsesværdig grad er blevet overtaget af tidligere socialister og kommunister. Som han skriver. ”the advocates of centrally managed economies moved with surprising alacrity to align themselves with the welfare state – social democrats”.Men det nye er den anderledes form for socialisme, der i forklædning af ’omsorg’ og ’fornuftig opførsel’ sniger sig ind i mange rige samfund i disse år. Argumentet bag ideen er ikke, at markedet laver store fejl og man ikke kan stole på det som i ’almindelig’ socialisme, men at folk ikke kan styre sig og ryger mere, spiser mere og mindre sundt, og dyrker mindre motion end de egentlig har lyst til. Som Buchanan foreslår er liberalismens marketingsproblem. ”They have failed to emphasize sufficiently, and to examine the implications of, the fact that liberty carries with it responsibility. And it seems evident that many persons do not want to shoulder the final responsibility for their own actions. Many are, indeed, afraid to be free”.

Om det vitterligt er sådan, skal jeg ikke gore mig klog på, men selve grundideen virker som en Ganske god forklaring på mange danske politikeres forslag om stærke begrænsninger i folks personlige frihed. Om tilstrækkeligt mange mennesker er decideret bange for at få det ansvar, der følger med liberal frihed, er jeg ikke overbevist om. Som en kommentar på the Political Scientists indlæg foreslår, er det ikke indlysende, at befolkningen søger den type indskrænkninger – men hvis politikerne ligefrem tilbyder at en barnepigestat overtager det besværlige, personlige ansvar, er det vel rationelt nok for mange mennesker at sige ja tak? En anden forklaringsmodel, der også kunne give mening, er at de fleste mennesker ønsker udbredt frihed for dem selv – men ikke for andre mennesker med andre vaner og laster.

Hvis det er en rimeligt præcis beskrivelse, vil det på samme måde forklare den snigende indskrænkning af danskernes frihed, når staten begynder at blande sig i, hvad vi spiser, ryger, hvor meget vi løber eller svømmer, eller hvad vi i øvrigt gør i vores egne, helt private liv. Og hvis der er én ting, der er soleklar i de seneste års lykkeforskning er, at folk rent faktisk lægger væsentlig vægt på en udbredt personlig frihed – den barnepigestatens socialisme gør små indhug i hver dag. Det er den samlede effekt af de sidste mange års indhug, der får Anders Matthesen til at konkludere, at ”Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde – og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder”.

Ugens citat: Det socialdemokratiske projekt

Det skete i de dage, at denne Punditokrat sad og surfede lidt på nettet og så–næsten tilfældigt–faldt over en præcis ti år gammel kronik i Information af Ritt Bjerregaard.  Her kommer et par lange uddrag:

“På Socialdemokratiets særdeles vellykkede EU-kongres for nogle uger siden udnævnte jeg EU til at være et socialdemokratisk projekt med nogle værdier, der ligger i forlængelse af den (overvejende) socialdemokratiske velfærdsstat, der er normen i de nordiske lande. … EU kan selvfølgelig ikke opbygges af de socialdemokratiske partier alene. Alle er velkomne til at deltage i den videre udformning af projektet, og jeg er glad for, at vi nu alvorligt er begyndt at diskutere, hvad vi vil med EU.

[Jeg synes] rent sagligt, at det kan dokumenteres, at EU’s regelsæt i høj grad er præget af en socialdemokratisk måde at tænke politisk på.  Jeg tænker her ikke på det umoderne og ikke særligt miljøvenlige landbrugsstøttesystem, der for mange fremtræder som en cocktail af planøkonomi anvendt på et erhverv, der fortsat insisterer på at kalde sig liberalt.  Jeg tænker heller ikke på en stribe statsstøtteordninger til industrier, der ikke kan klare sig i den fri konkurrence. Jeg tænker derimod på EU’s omfattende beskyttelsesregler for forbrugere, for arbejdstagere, på arbejdsmiljøområdet, på ligestillingsområdet, på miljøområdet og seneste også på beskæftigelsesområdet i medfør af Amsterdam-Traktaten.
På en række af disse områder ville vi næppe have så veludviklede beskyttelsesforanstaltninger i Danmark, hvis ikke det var for EU. Hvorfor hører vi aldrig noget om det? Fordi det er socialdemokratiske mærkesager, og fordi Socialdemokratiet i næsten 25 år har måttet bruge for meget af sin tid på interne diskussioner om, hvad vi skulle synes om EU. Den tid er heldigvis forbi.

Lad mig nævne en anden ting. Hvad med Det indre Marked? De fleste kommer nok til at tænke på varenes fri bevægelighed og industriens interesser, når de hører om Det indre Marked. Det kan der selvfølgelig være noget om. Filosofien bag den fri bevægelighed, der jo også gælder for kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft, er imidlertid ikke den utæmmede og selvregulerende frihed til at gøre lige, hvad man har lyst til.

Filosofien er derimod at regulere bevægeligheden og skabe fælles rammer herfor. Alternativet til Det indre Marked er fri og uhæmmet konkurrence. Hvornår har det skabt bedre levevilkår for almindelige mennesker? Alternativet til fælleseuropæiske regler er den fælleseuropæiske junglelov. Hvornår har det været en model for almindelige mennesker?

Alternativet til, at hele Europa er åbent for danske varer af høj kvalitet og værdi, er toldmure, beskyttelsesforanstaltninger og tilfældig administration af nationale regler. Hvornår har det været noget at samle på for almindelige mennesker? Det indre Marked må selvfølgelig ikke gå grassat. Derfor er det påkrævet med forbrugerbeskyttende lovgivning på en række punkter. Det kan være af miljømæssig, konkurrencemæssig eller anden karakter. Det kan omfatte regler om emballageaffald, mærkning af genmodificerede organismer, nikkelindhold i mønter eller meget andet. Set ud fra en miljømæssig betragtning er der selvsagt grænser for, hvad der kan accepteres i markedets navn. Kunsten er at finde balancen.

Det gælde i øvrigt også i politik i almindelighed. Så hvis jeg kan være med til at overbevise de socialdemokratiske vælgere om, at EU er et socialdemokratisk projekt og Per Stig Møller kan overbevise sine vælgere om at det er et borgerligt projekt så tror jeg flertallet er mere end hjemme. Jeg skal gerne fortsat gøre mit.”

Man behøver ikke være en stor beundrer af damen for at værdsætte det faktum, at hvis hun argumenterer for, at EU er et socialdemokratisk projekt, så mener hun det nok også.  Mig har hun overbevist.

Hvad valget af helte siger om en selv

Undertegnede står for denne uges weekendklumme, “Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv” på 180grader. Den stiller spørgsmålet, hvordan Pinochets eftermæle ville være, hvis man relativerede brutaliteten under hans styre i forhold til Cubas Castro. En relativering som ikke er unormal på venstrefløjen, hvor David Trads f.eks. har forsvaret Castro (der selvfølgelig jovialt kaldes Fidel) med følgende:

“de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.

Castros styre på Cuba har jo som bekendt været en økonomisk katastrofe – i modsætning til hvorledes Chile udviklet sig under og efter Pinochets styre. Ligeledes har det målt i menneskeliv i forhold til befolkningsstørrelse været ca. 10 gange værre på Cuba (hvilket næppe gør det store indtryk for de mange familier til forsvundne, dræbte og lemlæstede chilenere). Med venstrefløjens logik, kunne man derefter kanonisere Pinochet til en Latinamerikansk helt med ordene:

“de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”

Det er naturligvis en absurditet og umulighed for os, der tror på menneskets ukrænkelighed – men den slags selvvalgte begrænsninger gælder åbenlyst ikke venstrefløjen – hverken den røde eller den brune.

Efterfølgende beskæftiger en del af kommentarerne på 180grader sig med hvorvidt fascisme og socialisme kan sammenlignes – og selvfølgelig kan det det, der er masser af fællestræk – her er et par af dem;

1. Begge er modstandere af det frie marked

2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.

3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.

Når det er skrevet, skal jeg dog tillade mig at påpege, at det er en grov forenkling, som man ofte ser det gjort, at hæfte ordet fascist på enhver diktator. Det sker formentlig af rene retoriske grunde. Pinochet var næppe fascist, men helt klart antikommunist. Havde han været fascist havde han promoveret kooperative organiseringsformer, og havde bibeholdt det enorme statslige industrikompleks, der allerede var under etablering før Allende kom til magten. Men han var bestemt heller ikke en helt. Det eneste positive der kan siges om ham (og det chilenske militær) er formentlig at han væltede Allende (hvis man tror at Allenderegeringen ikke var imploderet af sig selv) og at militæret i Chile i modsætning til alle andre dele af Latinamerika ikke kun opgav at styre økonomien, men overlod det til teknokrater, der troede på noget af det mest anti-militære man kan forestille sig, nemlig det frie marked – der jo for en militærmand må ligne det rene anarki. Militæret er i sin egen grundlæggende organisatoriske opbygning og selvforståelse jo at sammenligne med kommandoøkonomi, og hvor er det så lige vi kender det fra?

Der er ingen tvivl om, at kuppet og det efterfølgende militærstyre i Chile er en traumatisk periode i chiles historie, der er svær at forholde sig til. For hvad siger man til et brutalt militærregime, hvorunder der gennemføres reformer, der efterfølgende har hævet levestandarden fra at være i den tunge halvdel i Latinamerika til den højeste i regionen?

Det eneste er vel at sige, at der var tale om en historisk mulighed, der på ingen måde var forudbestemt da generalerne tog magten i 1973.

På den anden side har reformerne vist deres styrke ved, at der ikke er ændret grundlæggende på den nye struktur reformene indebar i Chile efter at landet igen har fået demokrati – hvilket forøvrigt har indebåret, at man har haft ventreorienterede regeringer de seneste 15 år. Hvis den nuværende fortsætter med at gøre det så ringe som den har gjort, er der dog mulighed for at det ændrer sig ved næste valg.

Efterhånden som den chilenske model i takt med at tiden går, ikke længere vil være så entydigt knyttet til Pinochet, vil resten af Latinamerika forhåbentlig i stigende grad lade sig inspirere af reformerne i landet.

Personligt har jeg i hvert fald oplevet, at det er blevet meget lettere at tale med latinamerikanere (også på den moderate venstrefløj) om Chile uden at de straks taler om Pinochet. I de senere år har delegationer og universitetsfolk fra f.eks. Brasilien i stigende grad besøgt Chile for at forstå hvordan det er lykkedes at skabe en latinamerikansk økonomi med varig høj vækst, hurtigt faldende absolut fattigdom, økonomisk stabilitet og efter latinamerikanske forhold ekstrem lav korruption (på niveau med USA og Frankrig).

Hvad angår Cuba er det mig en gåde, at der stadig er de, der i ramme alvor vil fremhæve denne latinamerikanske katastrofe som noget positivt. En af grundene er formentlig, at de tror på regimets forfalskning ikke kun af egen, men også tidligere historie. var der nogen der sagde at tro gør blind?

Det seneste eksempel er Michael Moore, der i sin film “Sicko” fremhæver det cubanske sundhedsvæsen – men se hvad der sker, når han præsenteres for det faktum, at det han viser intet har med cubanernes virkelighed at gøre – så vil han pludselig helst bare tale om noget andet.

http://www.youtube.com/watch?v=o-8TcpOz6A4

Den utilfredse venstrefløj

For en uges tid siden sendte min arbejdsplads, Handelshøjskolen ved Århus Universitet, en pressemeddelelse ud på en ny undersøgelse, jeg har lavet med mine to tyske kolleger Axel Dreher og Justina Fischer. Baggrunden for undersøgelsen var en tidligere artikel (på vej ud og allerede online hos Social Choice and Welfare) hvor vi fandt at folk, der placerer sig selv på den politiske venstrefløj, er markant minder tilfredse med deres liv end deres modstandere på den anden fløj. Da en række studier af amerikanernes lykke finder samme mønster, syntes vi at det var interessant nok til at det var værd at kigge nærmere på.

Denne konklusion og vores nye undersøgelse, som jeg præsenterede forleden ved IAREP-konferencen in Ljubljana, giver et mener vi ganske kvalificeret bud på, hvorfor venstrefløjen er mindre tilfreds med livet. For det er den – 72 procent af de venstreorienterede danskere i 1999-udgaven af the World Values Survey erklærede sig meget tilfredse med deres liv mod hele 83 procent på højrefløjen – og en tænkt marginaleffekt af at skifte politisk side når man vel at mærke har korrigeret for indkomstforskelle, civilstatus og en lang række andre forhold, svarer faktisk til lykkehoppet ved at flytte sammen med sin kæreste!

Vores studium af effekterne af traditionelt politiske betingede normer og syn på samfundet peger på, at det er venstrefløjens vurdering af, hvor retfærdigt samfundet er, der driver en stor del af forskellen. En række internationale surveys viser at folk, der stemmer til venstre for midten, er langt mere tilbøjelige til at ønske øget omfordeling og at se fattigdom og forskelle på rig og fattig som udtryk for, at noget er unfair – at de fattige på god, marxistisk vis bliver ’udbyttet’ eller på andre måder er ofre for det senkapitalistiske samfund. Når man siger det på denne måde, er fronterne naturligvis stillet ganske skarpt (og lidt karrikeret) op, men det er i bund og grund resultatet af de mange undersøgelser. Vores studie peger derfor på, at idet folk faktisk værdsætter retfærdighed og fairness så meget, at deres vurderinger af den slår ud i deres personlige, subjektive velbefindende, er venstrefløjen mindre lykkelig netop fordi dens vurdering på disse punkter er så negativ.

Det skægge i den forgangne uge har været at følge debatten. Villy Søvndal, som jeg faktisk har en del respekt for selvom jeg på ingen måde deler hans synspunkter, var tilbøjelig til at acceptere forklaringen som sandsynlig, da vi var sammen i TV2 radio mandag morgen (alt for tidligt), men andre dele af debatten har været mindre elegant. Se for eksempel denne diskussion på dk.politik. En berømt dansk sprogblomst er blevet ved at poppe op i mit baghoved mens jeg har fulgt debatten på venstrefløjen: Folketingsmedlemmet Søren Kjærs famøse ”Hvis det er fakta, så benægter a fakta!”

Ugens citat: Guevara & Stalin

 Hermed et afslørende citat fra ca. 1954 af alle venstre-ekstremisters idol, Che Guevara:

“[I have sworn] before a picture of our, old much lamented comrade Stalin that I will not rest until I see these capitalist octopuses annihilated.”

Ved samme tid underskrev Guevara sig som “Stalin II”. I 1960–fire år efter Krustjevs afsløring af Stalins forbrydelser–nedlagde Guevara en blomsterkrans ved Stalins grav.

(Kilde: Samuel Farber, “The Resurrection of Che Guevara”, med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller)

Skal man grine eller græde?

Netop i dette minut sidder jeg på mit kontor i indre by og er vidne til en demonstration rettet mod G8. Demonstrationen synes mest at bestå af unge alternative typer, hvilket der sådan set ikke er noget galt med. At alle holdninger og overbevisninger skal have lov til at komme til orde i et liberalt demokrati er en selvfølge og demonstrationen bekræfter blot ytrings- og forsamlingsfrihedens vitalitet i dagens Danmark. Hvad der til gengæld slår mig er en animeret talers skingre protester, om at den vestlige verden hver dag træder rettigheder under fode. Disse anklager udslynges uden den mindste tøven eller skam samtidig med at taleren flankeres af demonstranter svingende røde flag med hammer og sejl.

Skal man grine eller græde?

Mugabonomics

Som allerede omtalt af vores ærede redaktør , synes Venezuelas folkevalgte diktator, den socialistisk-nationalistiske (eller var det omvendt?) Hugo Chavez, nu at ville konkurrere på internationalt plan.  Nærmere bestemt virker han forhippet på at ville gøre Robert Mugabe og Fidel Castro rangen stridig som en af dem, der hurtigst kan køre en–i det store billede–relativt velfungerende udviklingsøkonomi i sænk. Han bruger også Mugabes metoder, herunder vilkårlige besættelser af private gårde. Her er mere fra Wall Street Journals artikel:

“Now Mr. Chavez is taking his revolution to the Venezuelan countryside. “We must end latifundios,” he said in a televised speech in March, referring to large agrarian estates. “The people order it, and we will do it, whatever the cost.” Then he announced the seizure of a land area larger than the state of Rhode Island.

Since coming to power, The Chávez government has handed over 8.8 million acres, an area bigger than Maryland, for use by the poor. While much of this was state-owned land that was either idle or leased to ranchers, some 4.5 million acres were “recovered” from private owners, Mr. Chávez said recently. In some cases, the government compensated them. In most others… it has simply turned a blind eye to land invasions.

The government bills land reform as a way to make Venezuela self-sufficient infood. But so far, the effect has been to undercut production of beef, sugar and other foods, as productive land is handed over to city dwellers with no knowledge of farming. Established farmers and ranchers, fearing their land may be seized next, are cutting investment in their operations to a minimum.

The chaos in the countryside has contributed to shortages in basic items like milk and meat, a paradox in a country enjoying an economic boom traceable to high oil prices. Also spurring the shortages are price controls on certain foods that keep them prices below the cost of production. Meanwhile, 19%-plus inflation–as oil revenue floods the economy–spurs panic buying: purchasing price-controlled and other goods the shopper might not immediately need for fear of having higher prices in the future or not finding the items at all.

“You get up at dawn to hunt for a breast of chicken all over town. Housewives are in a foul mood.” says Lucylde Gonzalez, a Caracas homemaker, who says she hasn’t seen an egg in a week.”

Kunne man forestille sig, at nogen ville brokke sig over det? Ja, men så må de jo se, om de kan få fat i en journalist fra de medier, som ikke i samme anledning bliver frataget deres sendetilladelser.

Når markedet tilfredsstiller basale behov

En af grundende til vi i Danmark har en velfærdsstat med en stor offentlig sektor er en udbredt opfattelse af at visse samfundsområder og behov er for essentielle for borgernes ve og vel til at blive overladt til markedet, og at det ville være moralsk forkasteligt at tillade private at profitere herpå. Derfor spiller det offentlige så dominerende en rolle når det kommer til sundhed, ældreforsorg, social sikkerhed m.v.

Men det er bemærkelsesværdigt, at der et samfundsområde, der er helt essentielt for den menneskelige eksistens, hvor staten spiller en meget begrænset (direkte) rolle og hvor ingen rejser krav om statslig indblanding eller stiller spørgsmålstegn ved private aktørers profit: nemlig vores adgang til mad og drikke. Et mere basalt behov end at få stillet sin sult og tørst kan man næppe forestille sig. På trods af dette bliver danskernes behov herfor så godt som udelukkende tilfredsstillet af private aktører – supermarkeder, købmænd, slagtere, bagere, kiosker, restauranter, cafeer m.v. – hvis motivation ikke er et altruistisk ønske om at stille danskernes sult og tørst men at tjene penge herpå.

På trods af, at disse private aktører alene er motiveret af profit og derfor kræver betaling for deres ydelser, og på trods af at intet centralt offentligt organ sørger for, at mad og drikke bliver distribueret og fordelt til alle borgere og samfundsgrupper er der ikke en særlig udsat gruppe af svage danskere, der ikke har adgang til ordentlig mad. Tværtimod. Det er næppe forkert at sige at den fattigste dansker i dag har et større og mere varieret udvalg af mad og drikke – inklusiv eksotisk frugt og grønt fra hele verden – i lavprissupermarkeder, som Aldi og Netto end den rigeste konge eller adelsmand kunne drømme om for hundrede eller to hundrede år siden. Ovenstående er et godt eksempel på, at markedet også kan tilfredsstille vores mest basale behov og at kombinationen af muligheden for profit og konkurrence tilgodeser alle – ikke kun de rigeste – i samfundet, med overflod og billige priser til følge.

Men hvad ville der ske hvis staten tog over og "sikrede" at alle danskere fik mad og drikke. Ville staten kunne gøre det endnu bedre end markedet?

Paul Kennedys klassiker fra 1987 "The Rise and Fall og The Great Powers" giver – med udgangspunkt i Sovietunionen - et godt indblik i hvad der sker, når staten overtager fødevareproduktionen fra private aktører. Jeg citerer:

"The most critical weakness in the economy during the entire history of the Soviet Union has been agriculture, which is the more amazing when it is recalled that a century ago Russia was one of the two larges grain exporters in the world. Yet since the early 1970's it has needed to import tens of millions of tons of wheat and corn each year."

Det fremgår endvidere, at den kritiske situation i Sovjetunionen opstod på trods af, denne stat i 1980'erne brugte 30 % af sit budget på landbruget mod USA's 5%. Endvidere var 20% af USSRs arbejdsstyrke ansat i landbruget mod kun 3% i USA. For at opretholde befolkningens levestandard var USSR således nødt til at investere 78 milliarder dollars i landbruget, samtidig med at man subsidierede fødevarepriser med 50 milliarder dollars. Det medførte bl.a. den absurde situation at et pund kød, der kostede 4 dollars at producere blev solgt for 80 cent i de statslige supermarkeder, samt, at det var billigere for landmænd, at fodre deres besætninger med brød og tomater end uforarbejdet korn.

Hvad var – ifølge Kennedy – problemet?:

"By far the biggest problems are simply caused by the "socialization" of agriculture […] The denial of responsibility and initiative to the individual peasants is probably the single greates reason for disappointing yields, chronic inefficiencies, and enormous wastages."

Selvom sammenligningen mellem Danmark og Sovjetunionen måske kan forekomme lidt søgt, så er det alligevel bemærkelsesværdigt hvor afgørende forskel, der er på effektiviteten af en markedsøkonomi og en planøkonomi, og hvor stor effekt det har for det enkelte menneskes livskvalitet og værdighed. Disse lektioner er værd at komme i hu, når man diskuterer det offentlige versus markedets rolle på andre basale områder, som f.eks. sundhed og ældrepleje.

 

 

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑