Tag: Sovjetunionen

Den russiske revolution – tre årsdage og tre rædsler

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.

Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):

It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.

Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.

Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.

Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.

I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.

Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.

I Baltikum for 77 år siden

I disse dage er det værd at mindes nogle begivenheder, der skete for 77 år siden. De startede helt præcist den 15. juni, da Sovjetunionen efter flere måneders diplomatiske julelege endeligt annekterede Litauen, og i de følgende dage resten af Baltikum. Okkupationen skulle vise sig at vare et halvt århundrede.

Litauen havde indtil da både været et storfyrstendømme, en halvdel af den polsk-litauiske realunion, og derefter en del af det russiske imperium. Landet havde dog bevaret sit eget sprog, egen kultur og en identitet som hverken polsk eller russisk. I det kaos, der udløstes af den russiske revolution, erklærede Litauen sig uafhængigt den 16. februar 1918 og blev dermed et af de tre selvstændige, baltiske lande. Deres uafhængighed endte brat den 15. juni 1940.

Baggrunden var, at store dele af Sovjetunionens tropper i det baltiske område var tilgængelige efter at Vinterkrigen – det sovjetiske erobringstogt mod Finland – var afsluttet tidligt på foråret. Stalins regime havde allerede delt Polen med Hitlers Tyskland, og var parat til at underlægge sig større områder i vest. Det havde allerede presset sig til at kunne have et begrænset antal tropper stående i Litauen, men ville tydeligvis mere og andet end blot en mindre, fremskudt base. Sovjetunionen stillede derfor om aftenen den 14. juni det uafhængige Litauen et ultimatum, der bl.a. indebar at landet dannede en Sovjet-venlig regering og tillod et ubegrænset antal sovjetiske tropper adgang til landet.

Litauens regering bøjede sig i løbet af formiddagen den 15. juni, trådte tilbage og tillod parate sovjetiske tropper at marchere ind i landet. Som forventet ansøgte den nye kommunistiske marionetregering om, at blive optaget i Sovjetunionen. Litauens uafhængighed var dermed hurtigt og effektivt afskaffet per dekret fra Moskva. Godt et år efter den sovjetiske overtagelse, erobrede Tyskland de baltiske lande. Nogle litauere, ligesom nogle letter og estere, så fra starten de nazistiske styrker som befriere, men da tyskerne hurtigt begyndte at implementere Generalplan Ost i de baltiske lande, ændrede de fleste hurtigt mening. Planen indebar bl.a. at 85 % af litauerne, som nazisterne mente var racemæssigt underlegne, skulle deporteres til Sibirien og gøre plads for racerene tyske indbyggere. Af de omkring 210.000 jøder, der boede i Litauen før anden verdenskrig, overlevede kun cirka 15.000.

Situationen for de tilbageblivende litauere blev dog ikke markant bedre, da Sovjetunionen generobrede de baltiske lande i 1944. Stalins paranoide regime fandt hurtigt grund til at tvivle på, hvor partitro de litauiske borgere var, og 130.000 litauere blev i de efterfølgende år deporteret fordi de antageligt var anti-sovjetiske eller kontrarevolutionære.

Litauens præsident Antanas Smetona havde set skriften på væggen og var flygtet umiddelbart efter magtoverdragelsen. Han undgik derfor den skæbne, der kom til at overgå almindelige mennesker og regeringslederne i Letland og Estland: Både Kārlis Ulmanis og Konstantin Päts blev deporteret til Sovjetunionen, hvor Ulmanis døde af dysenteri i 1942 og Päts overlevede indtil 1956, på trods af ”psykologisk behandling” i sindssygeanstalter med den officielle begrundelse, at han blev ved med at hævde, at han var Estlands præsident!

Der skulle gå næsten 50 år, før Litauen igen blev selvstændigt. Efter at det kommunistiske etpartisystem var afskaffet i 1989 havde bevægelsen Sajudis fået indflydelse og 11. marts 1990 erklærede Litauen sig uafhængigt fra Sovjetunionen. Island var det første land, der anerkendte uafhængigheden, mens Danmark hurtigt fulgte efter Island ved at genoprette de diplomatiske forbindelser. Man behøvede, modsat islændingene, ikke at anerkende landet, da den danske stat aldrig havde anerkendt den sovjetiske overtagelse. Resten af de nordiske lande fulgte hurtigt med en de facto anerkendelse af de tre baltiske lande.

Årtierne under Sovjetisk åg efterlod sig både psykiske, sociale og økonomiske spor. Mens Litauen og det baltiske område, så vidt som historikeren Paul Bairoch vurderede, havde cirka halvdelen af den danske gennemsnitsindkomst i 1938, var regionen væsentligt rigere end bl.a. Spanien og Portugal og kun lidt fattigere end Mussolinis Italien. Per 1973, hvor en sovjetisk undersøgelse tillod Angus Maddison at estimere en real nationalindkomst, lå den på 54 % af den danske. I det estimat skal man dog regne med, at militærudgifterne i Sovjetunionen på det tidspunkt var mindst 15 % af den samlede indkomst. Så mens Spanien havde lukket omkring en tredjedel af indkomstgabet op til Danmark per 1990, var Litauen effektivt faldet endnu længere tilbage. Årene med kommunistisk undertrykkelse har også efterladt sig sociale spor: Det bedste bud i forskningen er, at landene på den anden side af jerntæppet led et tillidstab på cirka 10 %. Regner man tilbage har Litauen sandsynligvis haft en tillidskultur i mellemkrigsårene, der lignede den nuværende vesttyske.

Landet har dog opnået endda meget store fremskridt siden genetableringen af uafhængighed. Mange litauere er taget til Vesteuropa, og ikke mindst Danmark – Arbejdstilsynet udgiver således en vejledende folder til udenlandske arbejdstagere, der fås på fem sprog, hvoraf litauisk er et af dem – for at studere og arbejde. De er typisk blandt de virkeligt hårdtarbejdende studerende, og dele af dansk landbrug hviler også på bl.a. solid og dygtig litauisk arbejdskraft. Og på hjemmefronten er der taget store skridt mod at have en almindelig, europæisk stat. Af de 178 lande, som Transparency International vurderer korruptionsniveauet i, er Litauen på plads nummer 38, to pladser foran Spanien og hele 22 pladser foran det noget rigere Italien.

Litauernes købekraft er stadig kun 64 % af danskernes (ifølge de nyeste tal fra CIAs World Factbook), den forventede levealder er fem år kortere, og den subjektive levestandard ligger også omtrent 30 % lavere end Danmarks. Men vækstraterne i alle tre indikatorer er væsentligt højere end de danske, og landet lukker en smule af gabet hvert år. Man kan dog alligevel altid spekulere over, hvor de ville have været, hvis de ikke var blevet underlagt Sovjetunionen den dag for 77 år siden. Den årsdag er værd at mindes, men bestemt ikke noget at fejre!

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

Sovjetisk vækst?

Vi har tidligere skrevet om kinesisk vækst, og hvorfor man ofte ikke bør stole på tallene (f.eks. her). Jeg genlæste forleden G. Warren Nutters fine artikel “Some Observations on Soviet Industrial Growth” fra American Economic Review i 1957. Nutter var en af de første vestlige økonomer, der stillede spørgsmålstegn ved de officielle sovjetiske væksttal og så ind bag ved dem, for at få et indtryk af, hvad der faktisk skete. Her er hans glimrende introduktion, og lørdagens spørgsmål er, om man ikke kunne have samme bekymringer om kinesiske tal?

Imagine an economy born in violence and grown up in turmoil, where the only two spurts of growth stand on either side of a destructive war; where the economy’s character has been radically transformed within less than thirty years; where industrial structure and directions of growth have been dictated by the aim of maximizing state power; where prices have borne a haphazard relation to costs; and where a government with flexible standards of candor has exercised rigid control over the trickle of information is has allowed to the outside world. You are asked to determine how fast that economy has been growing and compare it in performance with other powerful economies of the world.

Ugens citat: Galbraith om USSR anno 1984

Ugens mest afdøde venstreorienterede økonom skrev i 1984 følgende om Sovjetunionens daværende økonomiske styrke:

“That the Soviet economy has made great material progress in recent years is evident both from the statistics … and from the general urban scene … One sees it in the appearance of solid well-being of the people on the streets, the close-to-murderous traffic, the incredible exfoliation of apartment houses, and the general aspect of restaurants, theaters, and shops … Partly, the Russian system succeeds, because, in contrast with the Western industrial economies, it makes full use of its manpower.”

Hat-tip: Adam Smith Institute blog.

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑