Tag: staten

De usynlige tabere når staten rykker ud

I går bragte Cafe Hayek et svar fra Don Boudreaux til en aggressiv, amerikansk universitetsstuderende, der havde kommenteret på bloggen. Den studerende  klagede over, at liberale og ”free market believers [are] blind to hardships and suffering caused when government benefits are taken away by budget cutters like President Trump.” Hans anklage mindede i forbløffende grad om de absurde påstande i den danske debat, når der tales om at reducere udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Boudreauxs svar var præcist og svarede til de ting, som langt de fleste meningsdannere – og næsten alle journalister – glemmer i vores debat. Her er den centrale bid:

When budgets are cut, it’s easy to see the likes of government employees who lose jobs, farmers who get smaller subsidy checks, arts exhibitions that must now survive exclusively on private contributions, and poor people whose welfare payments fall.  But the analysis and conversation nearly always stop there.  If cutting funding for some government-funded activity is found to cause some hardship (and which such activity isn’t so found?), cutting government funding of that activity is typically deemed cruel and wrong.  But what is too-seldom asked is: As compared to what?  What will those who now keep more of their incomes spend this money on?  In what ways will the money now left in the private sector be invested?  What new products, businesses, and economic opportunities might be created now that the state no longer seizes these resources from those who create or earn them?  And how will system-wide incentives change when government reduces taxes and spending?

Spørgsmålet på til weekenden må være, hvorfor så mange kun diskuterer det moralske i hvad man rent umiddelbart kan observere, og ikke det man logisk må forstå der også sker? Hvorfor ser på de få håndfulde, de vinder når staten rykker ud med andre menneskers penge, og ikke de tusinder der taber?

Stadig straf for blasfemi – Justitsministeriet vil ikke udvide ytringsfriheden

Bør blasfemi-paragraffen i straffeloven ophæves?  Det spørgsmål har Straffelovsrådet – et juristudvalg, der rådgiver Justitsministeren – gransket i betænkning 1548. Men det retspolitisk set liberale svar er selvsagt: Ja, bestemmelsen bør afskaffes. Ingen bør straffes for sine ytrede meninger om tros- og gudsdyrkelsesspørgsmål.

Bestemmelsen hører hjemme i straffelovens § 140 og lyder:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Betænkningens afsnit om den juridiske debat i Danmark og Norden (s. 96ff) og internationalt (s. 135ff) er interessante. Ligeså denne bemærkning i konklusionen:

Straffelovrådet bemærker endvidere, at det efter Straffelovrådets opfattelse … ikke vil være i strid med Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser at ophæve straffelovens § 140. De forpligtelser til at kriminalisere visse offentlige meningstilkendegivelser, som følger af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, må således anses for opfyldt i kraft af straffelovens § 266 b om offentligt eller i en videre kreds at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller et-nisk oprindelse, tro eller seksuel orientering

Dér burde man være stoppet. Men Straffelovsråder blevet bedt om at tage stilling til flere juridiske facetter af det, der udelukkende er et politisk spørgsmål. Justitsministeriet har meddelt, at betænkningen sendes i høring, men at Regeringen ikke vil fremsætte noget forslag om en ophævelse. Det burde den, som sagt, gøre.

Som afslutning på dette korte indlæg er her et billede, som Jacob Mchangama lagde på Facebook forleden. Det viser hvilke lande, der har blasfemi-lovgivning:

11001818_10153136079309859_269091350804725162_n

 

 

 

Skotternes ret til selv at bestemme

I morgen går skotterne til valg om, hvorvidt nationen fortsat skal være en del af UK-staten. Det at man i det hele taget afholder en afstemning om så vigtigt et spørgsmål, som hvilken stat man vil høre til, er prisværdigt.

Jeg håber på, at skotterne vælger selvstændigheden og at skotternes valg vil afstedkomme lignende afstemninger andre steder i Europa. Og i den forbindelse er det oplagt at citere en ung Ludwig von Mises, der i 1929 skrev disse flotte ord i sit lille værk Liberalismus (her dog i en engelsk oversættelse):

The right of self-determination in regard to the question of membership in a state thus means: whenever the inhabitants of a particular territory, whether it be a single village, a whole district, or a series of adjacent districts, make it known, by a freely conducted plebiscite, that they no longer wish to remain united to the state to which they belong at the time, but wish either to form an independent state or to attach themselves to some other state, their wishes are to be respected and complied with.

Mere liberalt kan det nemlig ikke siges.

For en flot gennemgang af de væsentligste EU-retlige spørgsmål i forbindelse med afstemningen, se dette blogindlæg hos den som oftest gode Verfassungsblog: Scotland and the EU: Eleventh hour thoughts on a contested subject.

 

 

Enhjørninge-governance

Hvis man som liberal diskuterer statens rolle med ikke-liberale folk, løber man ofte panden mod en mur. Mike Munger (Duke) publicerede forleden nogle overvejelser over problemet i The Freeman under titlen ”Unicorn Governance.” Hans simple, men ofte oversete pointe er, at mens de fleste sagtens kan se problemerne – i Danmark for eksempel at Skat de facto har næsten ubegrænsede midler til rådighed – er løsningen for de fleste, at Staten da må gøre mere. Antager mange ikke ofte implicit, at Staten er løsningen på problemer, Staten skaber? Mungers hovedpointe er her; resten er også stærkt anbefalet!

When I am discussing the State with my colleagues at Duke, it’s not long before I realize that, for them, almost without exception, the State is a unicorn. I come from the Public Choice tradition, which tends to emphasize consequentialist arguments more than natural rights, and so the distinction is particularly important for me. My friends generally dislike politicians, find democracy messy and distasteful, and object to the brutality and coercive excesses of foreign wars, the war on drugs, and the spying of the NSA.

But their solution is, without exception, to expand the power of “the State.” That seems literally insane to me—a non sequitur of such monstrous proportions that I had trouble taking it seriously.

Steen Leth Jeppesen’s klarsyn i Børsen

Steen Leth Jeppesen’s dagsaktuelle leder i Børsen om de danske regel- og sektortilsyn sidder, som man siger, lige i skabet og den vidner om, at dele af den danske mediebranche har klarsyn nok til at kunne se – og efterfølgende slå ned på – de rigtige problemer. Her et par fyldige uddrag, med mine fremhævninger; jeg håber Børsens ophavsretsafdeling vil være overbærende:

Som bekendt går det dårligt for mange statskontrollerede virksomheder. F.eks. Dong, DSB, Post Danmark og SAS. Hvordan det reelt forholder sig med andre statsaktiviteter under mere eller mindre autonome ledelser fortaber sig derimod i det uvisse. Det gælder således regulerende direktorater – i medierne betegnet “vagthunde”: Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Finanstilsynet, Energitilsynet, Arbejdstilsynet osv. …

[Direktør for Konkurrencestyrelsen Agnete Gersing] påpeger, at råd og ankenævn er garanti for lovmedholdeligheden. Uden at tage stilling til [kritikken af Konkurrencestyrelsen] er der da grund til at tro, at Gersing administrerer lovgivningen “efter bogen”. Noget andet er så, om den indsats altid fremmer effektiv konkurrence. Det går man bare ud fra, fordi det politisk er besluttet at være tilfældet.

Konkurrencestyrelsens markedsafgrænsninger kan i den sammenhæng godt siges at være arbitrære, uanset om de er “efter bogen”. Direkte offentlig virksomhed er i øvrigt undtaget, ligesom f.eks. apoteker, Danmarks Radio, kommunal forvaltning og fagforeningsvirksomhed. Meget skyldes selve lovgivningen, men en del også den måde styrelsen fungerer på “efter bogen”

…Finanskrisen og politikeres behov for at afstraffe banker – herhjemme såvel som i EU – giver tilsynet flere og flere opgaver og magtmidler. I første halvdel af 1990’erne var smidig tilsynsadministration hjælpsom under en dansk bankkrise. Det førte til en 5000 sider lang kritisk rapport fra en såkaldt ekspertgruppe, hvis forvaltningsretlige flueknepperier har kyst embedsværket. Et efterhånden meget magtfuldt tilsyn – der reelt selv laver regler, administrerer og pådømmer overtrædelser – har siden nidkært arbejdet “efter bogen”.

Kolossal ekspertise er åbenbart samlet i Århusgade, hvor man både har viden om lokale grund- og ejendomsværdier, forretningsmodeller og ledelseskompetencer. Senest har direktør Per Grønborg fra Danske Markets i Berlingske rejst spørgsmålet om det rimelige i særlig skrap dansk tilsynspraksis, og Nordeas topchef Christian Clausen har kritiseret tilsynets “ekstreme” nedskrivningsregler. Men kritikken afvises, tilsynet alene vide.

Der mangler helt klart en slags kritisk revision af, hvordan disse og andre “vagthunde” reelt fungerer, eller om de snarere har udviklet sig til “jagthunde”? Hvor mange ansatte har de, og hvordan agerer de sammenlignet med lignende organer i andre lande?

Men hvis man ønsker at afskaffe unødige særbyrder på dansk erhvervsliv, er det ikke nok vedblivende blot at fodre de bureaukratiske “vagthunde” med mere eller mindre uklare lovbestemmelser og store personaleressourcer.

Statens alt for uambitiøse totalkontrol

Rigspolitiets færdselsafdeling berettede i går – i en både stolt og nedladende tone – at ”tusinder af bilister på Sjælland [havde] fået en forsmag på den nye måde at gøre tingene på”. Den nye måde at gøre tingene på, som Politiet taler om, går under det beskrivende navn: Totalkontrol.

En totalkontrol går ud på, at Politiet standser al trafik på et stykke vej for derefter at lede alle biler ind på en plads. På pladsen bliver der foretaget en kontrol af bilerne og deres indhold, ligesom bilister og passagerer får bødeforlæg, hvis ikke sikkerhedsselen bruges. På pladsen har bilisterne også fornøjelsen af at møde en indsatsgruppe fra SKAT, der kontrollerer om bilerne nu også er korrekt indregistreret og beskattet. Der er tilmed en læge tilstede, som, om nødvendigt, kan tage blodprøver. Dette sker alt sammen uden nogen konkret mistanke om lovbrud; men med lovhjemmel.

Chefjurist Jacob Mchangama kom hurtig til pennen og påpegede (helt korrekt), at totalkontrollen som begreb, ikke er i strid med f.eks. Det Konservative Folkepartis kontrol-linje. Dette partis formand er endda citeret for at sige, at man ”styrker den generelle frihed” gennem statslig kontrolforanstaltning!

Som bekendt er frihedens pris evig agtpågivenhed. Derfor bør myndighedernes totalkontrol få alle – konservativ som ikke-konservativ – til at tænke et par tanker…

… For totalkontrollen, som jo begrænser sig til Politiet og SKATs område, er alt for uambitiøs!

Tænk bare på hvor meget mere ”generel frihed” man kunne få, hvis man ikke begrænsede sig til at kontrollere tilfældige bilister på rigets landeveje. Nej, hvis man virkelig ville sikre danskerne mere frihed, så skal man gå langt mere struktureret og detaljeret til værks: Hvorfor ikke starte med at kontrollere landsbyer; dernæst bydele for så til sidst: Hele byer! Alle veje ind og ud spærres af, mens Politiet og de øvrige embedsmænd går fra hus til hus og fra dør til dør, for at kontrollere, om der nu er nogen, som har noget at skjule. Dét er totalkontrol!

Mens Politiet går på udkig efter stoffer, tyvekoster og hælervarer, våben, ammunition og elefanthuer, kunne licensmanden tage på ”fisketur” med skattemanden i folks haver: Herfra ville han ved lidt simpel vindueskiggeri hurtigt kunne se, om der hænger et tv på væggen, står en radio i køkkenet eller ligger en iPad i sofaen, selvom beboerne ikke aktuelt har licens til medieforbrug. Imens dét sker, kontrollerer den kommunale bygningssagkyndige, om terrassen nu også overholder kravene til handicap-tilgængelighed.

Ude på villavejen sjosker der en P-vagt rundt og udskriver afgifter, mens Politiet, der har gjort byen til én stor visitationszone, foruden personkontrol undersøger de standsedes statsborgerskabs- og opholdsstatus. Inde på legepladsen kontrolleres, om legeredskaberne er sikkerhedsmæssigt forsvarlige; man kan jo komme til skade af at gynge.

I mellemtiden har SKAT-folkene kastet sig over konfirmanderne, som man beder redegøre for gave-indtægterne; særligt vil man gerne vide, hvem der har givet pengegaver og om pengegaverne er givet kontant eller pr. bankoverførsel.

Mens det sker, bliver de lidt ældre børn narko-testet. Positiv-resultater formidles af en medfølende social- og misbrugsrådgiver, der foruden moderlige formaninger og gode råd, også tager en samtale med den unges venner og ikke mindst forældre. Gymnasiet orienteres selvfølgelig også om problemet, så det fremadrettet kan holde et ekstra vågent øje.

Imens den narko-positive gymnasieelev forsøger at forklare sig ud af sine forklaringsproblemer, bliver hans værelse gennemrodet af advokater fra IP-rettighedshaverorganisationerne, der bare lige skal se, om ikke den unge er i besiddelse af rettighedskrænkende og digitalt deleligt musik, film, tv og porno. Finder de noget på arabisk, bliver dét indrapporteret til PET, som så også kan holde et vågent øje.

På det lokale posthus bliver alle forsendelser til og fra byen selvfølgelig tilbageholdt, åbnet og kontrolleret. Bare for en sikkerheds skyld.

Oppe fra luften af kontrolleres det, om landmænd i området overholder arealkrav i forbindelse med dyrehold, samt, ikke mindst, vandmiljø- og randzonereglerne! Fødevarekontrollen suser i mellemtiden rundt mellem samtlige serveringssteder og måler køleskabstemperaturer; de alarmerer selvfølgelig Politiet hver gang de opdager, at et serveringssted bryder rygelovgivningen.

Ja, mulighederne for kontrol er i sandhed mange, når bare ambitionen om større ”generel frihed” er der. Desværre.

Den største udfordring for myndighederne i dagens Danmark synes at bestå i, at finde ud af, hvad man vil kontrollere. Derimod er det ikke et problem at få tilladelse; for hvornår har Folketinget sidst sagt nej til at give fornyet eller udvidet kontrolhjemmel?

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑