Tag: Storbritannien

I Sydatlanten for 35 år siden

I morges var det 35 år siden, at der faldt bomber over lufthavnen i Port Stanley på Falklandsøerne. De fleste af vores læsere kender nok baggrunden, og nogle af os er gamle nok til at huske det: 2. april invaderede Argentina de britiske Falklandsøer i Sydatlanten, og premierminister Margaret Thatcher mobiliserede det britiske imperiums styrker. Det, der var tænkt som en storslået demonstration af et argentinsk militærdiktaturs styrke, endte i et nederlag der en sidste gang demonstrerede, at der er grænser for, hvad man byder et af verdens fredelige demokratier.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.

Det britiske valg

For de sikkert mange læsere af denne blog, der også prøver at følge interesseret med i det stadigt mere nervepirrende britiske parlamentsvalg, er der et par kilder til opdaterede informationer, der kan anbefales:

  • RealClearPolitics.com har lavet deres eget lille rullende UK-gennemsnit, i lighed med dem de gennem snart mange år har lavet af amerikanske.  De har p.t.: Cons.: 32,6%; LibDem: 30,0%; Labour: 26,6%.  Min mavefornemmelse siger, at de tal ville være lige på vippen til at give Cameron et absolut flertal–men kun lige, og svært usikkert.
  • Hjemmesiden UK Polling Report har inspireret af RCP og Pollster.com lavet deres tilsvarende meningsmålingsgennemsnit i et blog-format, men hvor der opereres med diverse vægtninger af målingerne. De har p.t. disse stemmeandele: Cons.: 33%; LibDem.: 29%; Labour: 27%.  Igen siger min mavefornemmelse mig, at det ville kunne være lige på vippen mellem et Tory-flertal og et “hung” parlament. UK Polling Report laver deres egen, udsvings- og kreds-baserede forsøg på at transformere meningsmålinger til mandater i first-past-the-post systemet, og de får et noget andet resultat end målingernes andele indikerer: Labour: 267 mandater; Cons.: 255; LibDem: 97; diverse andre: 32.  Det sidste vil give et grumset parlament og LibDem mulighederne for at være “kongemagere”.  Hvis det sker, vil de sikkert forlange en ændring af valgsystemet (til forholdstalsvalg) som betaling for at støtte en Tory- eller Labour-regering–og hvis det sker, vil britisk politik med sikkerhed komme til at se helt, helt anderledes ud i fremtiden.
  • “Markedspladsen” Intrade.com sætter pris på valgudfaldet, helt bogstaveligt.  De har fortsat Cameron som vinder med en pris på (i skrivende stund) 75,0.  Prisen har ligget i niveauet 70-90 siden årsskiftet 2008/2009.  Til sammenligning har Brown en pris på 21.  Så om ikke andet holder markederne–som plejer at have ret–med Cameron.  Omend med den krølle på halen, at det i så fald vil være en mindretals- eller koalitionsregering: Prisen på et Tory-flertal er p.t. 37,0, mens prisen på et “hung” parlament er 65,1.

Camerons ikke-ideologi

Med Labours beslutning om at holde fast i juggernauten Gordon Brown, tyder det meste på en sejr for de britiske konservative ved dette års parlamentsvalg.  I så fald bliver Tory-partilederen David Cameron den næste premierminister.  Men hvad er hans ideologiske observans egentlig?  Er han en Thatcherite i fåreklæder?  En “compassionate conservative”?  Noget helt tredje?  Det altid læsværdige britiske Tory-ugemagasin The Spectator siger i denne uge i en artikel: “None of the above”.  Inderst inde består Camerons politiske filosofi af … ingenting (stort set):

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Anglo-amerikansk kapitalisme, ja tak

Min gode ven Johnny Munkhammar har henledt min opmærksomhed på et glimrende indlæg af Martin Wolf i Financial Times i sidste uge. Wolf viser, hvordan den anglo-amerikanske kapitalisme har udkonkurreret det kontinentale Europa og Japan siden Reagan og Thatcher.

 

Jeg skrev i øvrigt tidligere på året en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg kritiserede forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens angreb på den anglo-amerikanske kapitalisme.

Vred hvid mand

Hvis I kan lide vrede hvide mænd, der brokker sig over politisk korrekthed på en meget politisk ukorrekt måde, vil I elske ham her.

Det er Jeremy Clarkson, der normalt har et bilprogram på BBC, men her skriver i The Times.

Jeg er ikke helt sikker, men hans udgangspunkt er vist en sportkamp, som England tabte. Derfra får han hidset sig op over meget andet end sport.

Et tilbagevendende tema i hans indlæg er i hvert fald den skam, som politisk korrekthed påbyder, når det angår nationalitetsfølelse. Det vil sige, nationalitetsfølelse for en udviklet og velstående nation, som England.

Det minder mig om Eric Blair, den ene af de to Blairs inden for de seneste år, som begge var socialister, og alligevel i stand til at tænke klart og nå relativt fornuftige udenrigspolitiske mål, navnlig hvis man sammenligner med den venstrefløj, der omgav dem.

Han skrev The Lion and the Unicon i 1940, der begynder med den uforglemmelige linje:

As I write, highly civilized human beings are flying overhead, trying to kill me.

Videre skrev han dette, som stadig gælder og ikke kun i England:

In left-wing circles it is always felt that there is something slightly disgraceful in being an Englishman and that it is a duty to snigger at every English institution, from horse racing to suet puddings. It is a strange fact, but it is unquestionably true that almost any English intellectual would feel more ashamed of standing to attention during ‘God Save the King’ than of stealing from a poor box.

Tja, Clarkson skriver ikke nær så godt, men derfor er det nu underholdende alligevel. Her er en smagsprøve, men læs selv.

I believe people need to feel like they’re part of a gang, part of a tribe. And I also believe we need to feel pride in our gang. But all we ever hear now is that we in England have nothing to be proud about. In a world of righteousness we are the child molesters and rapists.

Our soldiers were murderers. Our empire builders were thieves. Our class system was ridiculous and our industrial revolution set in motion a chain of events that, eventually, will kill every polar bear in the Arctic.

And it gets so much worse. Because if you say you are a patriot, men with beards and sandals will come round to your house in the night and daub BNP slogans on your front door. This is the only country in the world where the national flag is deemed offensive. Small wonder the England players were disinclined to sing the national anthem with any gusto. It’s in English and that’s offensive too. Unless it’s simultaneously translated into Urdu, for the deaf.

En lille dom om et stort emne

Nu, hvor jeg i tidligere postings har bevæget mig ind på det juridiske område, haster jeg med at bevæge mig tilbage til emner, som jeg med større sikkerhed ikke har forstand på.

Fra gårsdagens Daily Mail er her en interessant historie om det engelske skolevæsen, hvor man sendte en klimapakke bestående bl.a. af Al Gores film, An inconvinient truth, til de kære modtagelige små poder.

Filmen, der i hvert fald sin titel må siges at bære en grov forvanskning af den politiske virkelighed, er blevet kritiseret for at blande forhold, der er videnskabeligt velbegrundede, sammen med forhold, der ikke er det. Det er desværre de sidste, der fik størst opmærksomhed. How convenient.

Uddelingen af sådanne “undervisningspakker” sker vist også i Danmark, og kender man skolesystemet, kan man nok godt gætte de dominerende synspunkter bag. Men i landet, hvis befolkning never never never shall be slaves, er der også en far, som anlagde sag imod pakken, da han opfatter Gores film som propaganda.

Efter at have hørt en række vidneudsagn, er sagen optaget til dom, men iflg. avisens referat har dommeren tilkendegivet, at filmen er at betragte som et partindlæg og bør ledsages af en advarsel herom.

Her er nogle uddrag fra artiklen, men læs selv (både Gores bog og ham her).

David Miliband, who was Environment-Secretary when the school packs were announced, said at the time: ‘The debate over the science of climate change is well and truly over.’

But during the three-day hearing, the court heard that the critically-acclaimed film contains a number of inaccuracies, exaggerations and statements about global warming for which there is currently insufficient scientific evidence.

Gad vide, om vores miljøminister hører til dem, der som Miliband mener, at debatten er uigenkaldeligt forbi?

Blairs afgang

Så annoncerede Blair tidspunktet for sin afgang.

Det blev den 27. juni.

Som nævnt i en tidligere posting er der forskellige opfattelser af ham. Denne punditokrat må erkende at have skiftet opfattelse. Han virkede som en overfladisk og fokusgruppefikseret politiker, men viste sig at være en statsmand.

Men hvorfor bruge tid på at skrive, når andre har gjort det bedre.

Læs her.

Sympathy for the devil

Måske burde overraskelsen ikke være så stor. For nogle er det måske slet ikke en overraskelse, men så alligevel… I hvert fald fandt undertegnede det ganske underholdende at læse dagens udgave af The Times, hvori en af historierne beskriver, hvordan premierminister Tony Blair i sine unge år fandt inspiration hos og fattede sympati for Karl Marx og dennes ideer.

I et 22 sider langt brev til Labours daværende formand Michael Foot – et brev, som nu 23 år efter det blev forfattet, er kommet en journalist fra The Times i hænde – beskriver Tony Blair, hvordan Marxismen fungerede som hans ideologiske inspirationskilde, hvordan den ændrede hans syn på samfundet og politik, og bidragede til at motivere ham til at vælge den politiske karrierevej.

Blandt andet skrev Blair i brevet:

Like many middle-class people I came to socialism through Marxism…”

I actually did trouble to read Marx first-hand. I found it illuminating in so many ways; in particular, my perception of the relationship between people and the society in which they live was irreversibly altered.”

Brevet indeholder også en opfording til “radical socialist policies”, hvilket er tankevækkende, idet brevet er skrevet i en tid, hvor det i Labour var god latin at gå ind for forhold som afskaffelse af den private ejendomsret (jf. partimanifestets daværende Clause IV).

Blair afviste tilsyneladende også enhver form for “pragmatiske” hensyn i politik: “Socialism ultimately must appeal to the better minds of the people. You cannot do that if you are tainted overmuch with a pragmatic period of power…” Sjovt, at det er kommet fra manden, som nu om stunder så ofte appellerer til pragmatiske hensyn, og som netop i disse måneder kæmper det bedste han har lært for at fastholde magten.

Blair har dog for længst (ifølge eget udsagn) forkastet sine fortidige ideologiske sympatier – ikke ulig vor egen statsminister (blot med omvendt fortegn, naturligvis). Ikke desto mindre er ligheden mellem de to – Blair og Fogh – på dette punkt måske værd at fremhæve, næste gang socialdemokratiske “third way”-sympatisører beskylder Fogh for at være en ulv i fåreklæder.

En kedelig tradition

De fleste politiske partier oplever nu og da at blive marginaliseret. Enten fordi deres ideologiske platform savner almen appel, eller fordi de simpelthen er omgivet af personer, der er kemisk renset for karisma. Britiske Tories har længe befundet sig i sådan tilstand. Den ideologiske profil er ganske kraftløs og de politiske talenter er vanskelige at få øje på. I en sådan situation er det bedste råd nok, at man åbner sig mod omgivelserne og lader lyset trænge ind. Men de britiske konservative vil det anderledes. Partiets 198 parlamentsmedlemmer har således besluttet, at deres fremtidige leder ikke skal vælges af andre end dem selv.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

David eller David eller … II

Appropos Stanislaws post forleden om “the two Davids”, så havde Michael Gonzalez fra Wall Street Journal dette at sige idag i OpinionJournal.com om de britiske Torys idag, foranlediget af at Sir Edward Heath i en alder af 89 omsider oplevede Keynes’ “long run”:

“Like James Callaghan, a Labour PM who also died recently, Ted Heath had the misfortune to lead Britain during one of his country’s worst and most vexing periods. In the 1970s, taxes were stratospherically high, unions ran riot, economic growth was nil — conditions that finally led to his overthrow as Tory leader by Margaret Thatcher.

What gives Mr. Heath’s death on Sunday at 89 resonance today is that it coincides with an intensifying debate among his fellow Tories about the future of the oldest political party in Christendom.
David Davis is the Thatcherite option, running as a leader who would rescue a party that he believes has lost sight of its core principles. He grew up in a council estate — public housing — and is keen to shrink the state, cut taxes and hold Brussels at a distance.
The “Heathian” option is David Cameron, one of whose key backers recently made news by warning that pushing tax cuts would simply cause voters to “take fright.” Mr. Cameron himself added: “Government must never simply withdraw from social challenges under the banner of a smaller state.” Meanwhile, two major Tory papers, the Telegraph and the Mail, have trumpeted on their front pages a think tank’s charge that Tony Blair’s support for George Bush led directly to last week’s London bombing.

Mr. Heath’s fate has been to be remembered as Ms. Thatcher’s doormat. It’s forgotten that Mr. Heath first had to defeat the anti-immigrant rabble-rouser Enoch Powell before Mrs. Thatcher could defeat him. Those two battles were crucial to turning the Tories into the winning machine that changed Britain. In similar fashion,
Conservatives today are again trying to locate their collective soul as the party of free trade, enterprise and individualism amidst the pull of xenophobes, appeasers and statists.”

“Hear, hear!” Som de ville råbe i House of Commons.

David eller David eller…?

Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…? Hermed blot for at henlede opmærksomheden på en interessant sammenligning af to mulige kandidater (David Davis og David Cameron) til posten som Tory leder i UK, skrevet af Matthew Parris (tidligere MP, Convervative). Ikke at man skal afskrive andre emner (f.eks. Kenneth Clark og Alan Duncan) som seriøse bud på fremtidige ledere, eller hvad…?

Terror i London II

Hos de fleste nogenlunde anstændige mennesker vækker de horrible terrorangreb i London i går – som den slags uhyrligheder oftest gør – afsky og fordømmelse. I kølvandet på angrebene trænger mindst to spørgsmål sig imidlertid på: 1) Hvad vil de (terroristerne) opnå? 2) Hvorfor gør de det? En kommentar af Amir Taheri i dagens The Times giver et bud på netop disse spørgsmål (ud fra formodningen om, at terrorismen er al-Qaeda relateret).

Som svar på det første spørgsmål skriver Amir Taheri:

“… you are dealing with an enemy that does not want anything specific, and cannot be talked back into reason through anger management or round-table discussions. Or, rather, this enemy does want something specific: to take full control of your lives, dictate every single move you make round the clock and, if you dare resist, he will feel it his divine duty to kill you.”

Dertil kunne man så tilføje, at terroristernes mål vel også er at indgyde frygt og ængstelse og ad den vej forsøge at ændre livet for mange mennesker. Ovenstående citat giver imidlertid også antydningen af et svar på det andet spørgsmål, nemlig at terroristernes mål er at realisere et ideal, som er “… to convert humanity to Islam, which regulates Man’s spiritual, economic, political and social moves to the last detail.” Og dette, om nødvendigt, med voldelige midler.

Imidlertid er det værd at huske på – som Tony Blair mindede om i går og som Taheri også skriver – at langt størstedelen af muslimer er fredelige og lovlydige mennesker, og at netop denne gruppe af islamisterne sidestilles med den vantro vestlige fjende:


“There are many Muslims who believe that the idea that all other faiths have been “abrogated” and that the whole of mankind should be united under the banner of Islam must be dropped as a dangerous anachronism. But to the Islamist those Muslims who think like that are themselves regarded as lapsed, and deserving of
death.”

De islamistiske terroristers mål – for så vidt som det er at underlægge resten af verden en totalitær religiøs doktrin – er heldigvis og med stor sikkerhed utopisk og fuldstændigt urealistisk. Men det kræver, at de vestlige landes svar på terrorismen ikke bliver at forvandle vores åbne samfund til lukkede samfund med overdreven kontrol, regulering og overvågning. Sker det, får terroristerne en delvis sejr via bagvejen.

Blair-Brown Showdown udskudt?

Det er en populær opfattelse, at det britiske Labour parti vandt det nys overståede valg på trods af Tony Blair snarere end på grund af ham. Det er da også muligt, at den tolkning har noget på sig. Ikke desto mindre indikerer en ny meningsmåling foretaget for The Times, at et flertal af Labours vælgere p.t. foretrækker, at Blair bliver som Prime Minister valgperioden ud, og først overdrager magten til sin efterfølger umiddelbart før næste valg. Gad vide hvad Gordon Brown mon mener om den sag? Hvis Blair vælger at blive siddende perioden ud, hvilket langt fra er utænkeligt, vil det helt sikkert vække maksimal irritation og forbitrelse hos Brown, som så formentligt også gør klogt i at begynde kigge sig over skulderen efter konkurrerende kandidater.

Hattrick

Så vandt Tony Blair en sensationel tredje valgsejr i træk. De fleste journalister hos de traditionelle medier (MSM) synes dog helst at ville se sejren som en straf for Irakkrigen, fordi Blairs flertal blev yderligere reduceret i forhold til de to foregående sejrer.

Tja, hvad ville en pundit have sagt i april 1997, hvis man havde sagt, at Blair ville vinde de tre næste valg, men med et stadigt mindre flertal? Formodentlig, at det var umuligt uanset margin, da Labour aldrig havde vundet tre valg i træk.

Det er ikke bare Blair, der har scoret hattrick. Det er også den tredje af de store krigstilhængere, der nu er genvalgt: John Howard i Australien, George W. Bush i USA og nu Tony Blair i UK. Vi kunne også tælle vores statsminister med, men vi har ikke helt samme størrelse.

Mon de to største krigsmodstandere, Chirac og Schröder, overlever deres næste møde med vælgerne, og vil MSM mon udlægge deres valgnederlag som en straf for, at Irakkrigen viste dem som visionsløse diktaturstøttende opportunister? Næppe.

Howards End

I Storbritannien er taberne ved at slikke sårene efter det tredje valgnederlag i træk. I dagens udgave af Times forsøger den konservative partiformand Liam Fox fx at overbevise omverdenen om, at The Tories er tilbage på banen. For alle der fulgt den konservative kampagne er der imidlertid mere der tyder på, at de er havnet på en blind vej.

Problemet er ikke, at konservatismen som idéindretning har det svært. Konservative værdier har for tiden et stærkt og i visse henseender uforståeligt tag i vælgerbefolkningerne, hvilket især kommer til udtryk i USA, hvor debatten om neokonservatismens politiske betydning længe har været på dagsordenen. Nej, problemet er, at de britiske konservative med Michael Howard i spidsen har forvandlet sig fra et progressivt, frihedsorienteret og innovativt parti til en lavadelig, populistisk og småxenofobisk fraktion.

Michael Howards udspekulerede angreb på flygtninge og indvandrere har undertiden haft en bismag af Rivers of Blood; Enoch Powells berømte tale i Birmingham den 22. april 1968, hvor han forsøgte at oppiske en hadsk stemning mod indvandrere. Men denne gang uden medløb. For britiske vælgere forventer naturligvis mere fra et parti, der har haft et fyrtårn som Margaret Thatcher som leder.

Det er på høje tid, at de britiske konservative formulerer et nyt politisk projekt, der ikke har flygtningestop og rævejagt på dagsordenen. Et sådant projekt kunne passende indledes med et kig på de mange personlige frihedsbegrænsninger, som Labour har pålagt briterne i de seneste fire år. For et angreb på disse begrænsninger vil udgøre et stærkt supplement til den traditionelle konservative dagsorden; kampen for større økonomisk frihed.

Kan det lade sig gøre med Michael Howard ved roret? Næppe. Han vil blive husket som manden, der præsenterede briterne for Rivers of Nonsens.

Parlamentsvalg, fodbold og metaforer

Her på dagen for det britiske parlamentsvalg er det værd at overveje, hvad chancerne for et regeringsskifte derovre egentlig er? Den konservative partileder Michael Howard har selv i løbet af valgkampen fremført sit bud på dette i lyset af de – fra de konservatives perspektiv – noget pauvre meningsmålinger. Et nyhedsbrev fra en britisk tænketank opsummerer Howards vurdering samt en lille morsomhed, som avisen The Times efterfølgende har gjort opmærksom på:

“Dismissing his party’s lag in the polls, Tory leader Michael Howard told reporters: “Football teams are often two goals down at half time but still go on to win the game.”

But The Times retorts that the statistics belie this. Of 214 occasions where one team was leading 2-0 at half-time, only 5 times did the losing side recover to win. So by Howard’s measure, the Tories have only a 2.3% chance of taking power.”

Uanset hvad man ellers måtte mene om sagen, så var det måske en idé, om Howard i fremtiden – hvis han da ellers efter i dag fortsat har en sådan i britisk politik – ville overveje sin brug af metaforer…

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑