Jeg skrev i Børsen i går om Sven-Olov Daunfeldt og Daniel Halvarssons nye forskning om højvækstfirmaer. Mange politikere mener, at vi bør støtte højvækstfirmaer for at skabe flere arbejdspladser og mere vækst, men problemet er stadig hvordan man identificerer dem. Alle politikere, jeg har talt med om emnet, mener at det er nemt: Man kan jo se dem der er successer. Den implicitte antagelse, som de færreste forstår, er at de firmaer, der er successer nu også er det om nogle få år. Hvis ikke giver den politiske identifikationsstrategi ingen mening.

Og deri ligger Daunfeldt og Halvarssons pointe! Som de identificerer højvækstfirmaer i svenske data, er sandsynligheden for at en succes i én treårsperiode også er det i den næste periode kun 1 %. Sandsynligheden for at firmaerne ligger i den dårligste del er derimod 5-6 %. Så simpel sandsynlighed taler for, at den populære politiske strategi mest kommer til at støtte fiaskofirmaer.

Den publicerede version af papiret er her; en ungated tidlig version er tilgængelig her.