Tag: Sverige

Nyt fra Sverige

Vores svenske venner producerer ofte både glimrende forskning og formidling. Vi skriver jævnligt om det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt, som bringer interessante artikler, der er en tand lettere tilgængelige end det meste videnskabelige arbejde. I sidste uge udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt, hvor flere artikler er meget læsværdige. Mens Magnus Lodefalks leder om Trumps handelspolitik en anelse tandløs, særligt sammenlignet med Niclas Berggrens ofte meget fine ledere, er Arne Bigstens artikel Är globaliseringen hållbar? stærkt interessant og velskrevet. Bigsten argumenterer her for, at Vesten bør liberalisere handel- og globaliseringspolitikken yderligere for at give fattige lande reelt adgang.

På den rene formidlingsfront sker der også stærkt interessante ting, idet den fremragende Johan Norberg barsler med en ny TV-serie med titlen ”Sweden: Lessons for America?” der bliver vist i løbet af efteråret – og teaseren kan ses nedenfor. Norbergs hovedpointe, som han formidler til amerikanerne, er at deres ”opfattelsen af Sverige sidder fast i 1975.” Det er en vigtig pointe, som i virkeligheden også passer på amerikaneres, franskmænds og mange andres opfattelse af Danmark. Forleden bragte Reason derfor et længere interview med Norberg, der kan høres her.  I løbet af de 40 minutter som interviewet tager, kommer Norberg og Todd Krainin langt omkring i svensk økonomi og økonomisk udvikling. Mod slutningen af interviewet bliver Norberg decideret Andreas Berghsk i sit scope og fokus på, hvad der er særligt ved Sverige og de andre nordiske lande.

Som altid er både Norbergs film og Ekonomisk Debatt stærkt anbefalede.

Nu afgøres det svenske valg

 

I horisonten har det rumlet længe, men nu er det lige over.  Det svenske valg afgøres i overmorgen. Nogle vigtige ting ved vi allerede nu: Sverigedemokraterna, det sorte får i svensk politik får et kanonvalg. Og sejren bliver så stor, at hverken den  rød-grønne blok eller den borgerlige koalition vil mønstre de  nødvendige 175 mandater, som er nødvendige for at danne en flertalsregering efter det svenske valget.  Men hvor stor bliver valgsejren? Og vil den tvinge de toneangivende politiske partier til at tænke i nye baner.

Enten må de to fronter stoppe deres skyttegravskrig, som har præget valgkampen, så der kan dannes en flertalsregering over midten. Eller også får Sverige en skrøbelig mindretalsregering, kommer til at sidde så usikkert i sadlen at en ny stor regeringskrise nærmest  er uundgåelig. Det kan føre til et snarligt omvalg.  Usikkerheden omkring det  endelige valgresultat er stor, men Sveriges politiske situation synes meget uoverskuelig fremadrettet.

Lad os først forklare, hvorfor regeringsdannelsen finder sted på en anden måde i Sverige end i Danmark, og hvorfor princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt.

Regeringsdannelse efter et valg: Forskellen mellem Danmark og Sverige

Regeringsdannelsen efter et valg foregår på en anden måde i Sverige, end den gør i Danmark.

Proceduren i Danmark, som blev indført i 1909, men ikke nedskrevet,  starter med en dronningerunde: I dronningerunden går partilederne til dronningen, og tilkendegiver, hvem de peger på som den en kongelig undersøger, dvs. hvem  de mener skal undersøge mulighederne for at danne regering. Dronningen  udpeger derefter den politiker, hun mener kan danne en regering. I praksis er den kongelige undersøger den partileder, som  flest partier har peget på som mulig statsminister. Denne statsministerkandidat leder derefter regeringsforhandlingerne. Hvis regeringsforhandlingerne afsluttes med et positivt resultat, udpeger dronningen til slut den kommende statsminister. Opnås der ikke enighed i regeringsforhandlingerne, starter en ny dronningerunde med den samme eller en anden partileder.  Processen fortsætter til der opnås enighed blandt partierne om, hvem der skal være statsminister og danne en ny regering. Flere dronningerunder kan derfor finde sted.

I Sverige finder der efter valget en afstemning sted om, hvem som kal lede regeringsforhandlingerne. Denne person, som på svensk kaldes for talmannen,  udpeges ikke på forhånd, men vil være den, som kan samle et flertal. Hvis et parti eller en politisk blok er størst, er sagen reelt klar. Det bliver lederen af dette parti, som skal lede regeringsforhandlingerne. Måske skal der flere afstemninger til, hvis partierne ikke kan enes indbyrdes om, hvem der skal lede regeringsforhandlingerne.  Men siden 1982 er der blevet den praksis, at talmannen bliver lederen af det største regeringsparti.

Talmannen har fire forsøg på at skabe enighed om, hvem der skal være Sveriges nye statsminister. Dette er Sveriges parallel til de danske dronninge- (eller kongerunder). Hvis det ikke lykkes i de fire forsøg, udskrives der automatisk nyvalg.  I den mellemliggende periode fungerer den siddende regering som overgangsregering.

Ca. 14 dage efter valget finder der i Rigsdagen en afstemning sted, om parlamentet kan godkende den ny statsminister.  Hvis den siddende statsminister har et flertal imod sig, må han gå af, men regeringen kan i  princippet godt forsætte. Men regeringen har maksimalt 2 måneder til at fremlægge en ny finanslov.  Kort før jul stemmer Rigsdagen om finansloven godkendes eller ej. Forkastes den, indtræffer en regeringskrise. Dette blev tilfældet i 2014, hvor Sverigedemokraterna stemte imod finanslovsforslaget. Statsminister Löfven overvejede et nyvalg, der skulle finde sted i marts, men det lykkedes i slutningen af december på tværs af de to politiske blokke at blive enige om, at Löfven kunne fortsætte og lede en mindretalsregering; noget som er ret usædvanligt i Sverige.

Spillet om regeringsmagten er således kompliceret i begge lande, men både i Danmark og i Sverige gælder princippet om   negativ parlamentarisme, som går ud på, at en regering ikke må have et flertal imod sig.  I Danmark kan en regering godt overleve, selvom den fremlægger et lovforslag,  der nedstemmes i folketinget. Regeringen falder først, når oppositionen fremlægger et mistillidsvotum, som vedtages.  I Sverige derimod falder regeringen, hvis den fremlægger et lovforslag, som ikke kan vedtages i Rigsdagen. I så fald har regeringen i princippet et automatisk, hvis den efter at have fremlagt et lovforslag får et flertal imod  sig. I begge lande kan der udmærket dannes mindretalsregeringer, men forskellen i princippet om negativ parlamentarisme er afgørende.

Skrøbelig regering efter valget i 2014.

Det svenske valg d. 14 sep Septemper 2014 resulterede præcis i den nævnte situation: Den rød grønne koalition bestående af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet vandt ganske vandt valget, men samlede ikke de nødvendige 175 mandater til at danne en flertalsregering.

I overensstemmelse med traditionen blev det overladt til det største parti,  Socialdemokraterna, ledt af Stefan Lövfen at undersøge mulighederne for at danne regering. Eftersom forholdet mellem den rødgrønne koalitions forhold til den borgerlige koalition i sagens natur var belastet (de to blokke havde jo lige været i valgkamp,  forkastede Rigsdagen med Sverigedemokraternas mandater finanslovsforslaget.

Eftersom ingen af parterne ville samarbejde med Sverigededemokraterna, var det ikke muligt at danne en bred koalition over den politiske midte, overvejede statsminister Lövfen at udskrive et nyvalg, som skulle finde sted den 29. december 2014. Valget ville utvivlsomt resultere i, at ingen af blokkene vil få majoritet, og derfor enedes de koalitioner i december om, at regeringen kunne fortsætte, så Sverigedemokraterna blev holdt uden for indflydelse. Det fik Sverigedemokraterna alligevel jf. min sidste artikel, som blev publiceret for få dage siden.

Ingen af blokkene har udsigt til at få majoritet ved det kommende valg.

Efter valget i 2014 har Sverigedemokraterne stormet frem i meningsmålingerne. Flygninge- og migrantkrisen i 2015 spilede en stor rolle. I juni publicere instituttet YouGov en chokmåling, som gjorde Sverigedemokraterna det største parti med hele 7, 5% afstand  ned til Socialdemokraterna som det  næststørste parti.

Ingen af de poliske blokke har udsigt til at få flertal ved valget om tre dage. Statsminister Lövfen har senest igen forsøgt at række hånden ud til Centerpartier og de Liberale med henblik på  at danne en majoritetsregering henover midten.  Tilbuddet blev afvist. Centerpartiets partileder, Annie Lööf gik så vidt som til at sige, at hun hellere ville spise sin højre sko fremfor at agere støtteparti for Socialdemokraterna.

En borgerlig koalitionsregering med Sverigedemokraterna som støtteparti er næppe heller ikke muligt, eftersom ingen partier formelt vil samarbejde med dette parti, selvom Moderaterna har strammet sin udlændingepolitik fornylig.

Oddsfirmaerne mener dog, at den borgerlige koalition bliver den største efter valget, hvilket overlader det til Moderaternas formand Ulf Kristersson at skabe en ny regering.

Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige koalition bliver den største, fordi meningsmålingerne er notorisk usikre. Dette hænger dels sammen med, at institutterne anvender forskellige metoder, hvorfor målingerne varierer og skaber den såkaldte house effekter, som  måler hvor meget institutternes seneste måling afviger fra valgresultat.  Ved valget i 2014 kom YouGov tættest på valgresultatet, men ramte alligevel klart ved siden af.

Det er dog langt fra usandsynligt, at Sverigedemokraterna bliver meget større Ligesom de danske meningsmålinger i mange år har undervurderet Dansk Folkeparti forud for valg, er det samme tilfældet for Sverigedemokraterna. YouGovs seneste meningsmåling, giver Sverigedemokraterna 24,8%, hvilket give partiet en kæmpevalgsejr med mere end 10% fremgang.  Men de seneste målinger varierer meget, men har dog nærmest sig noget i de sidste par uger.  Her kort før valget, måles Sverigedemokraterna gennemsnitligt til 19,3%.

Hvordan det hele ender, giver valget os et resultat på, og sikkert kort efter,  hvem der bliver Sveriges næste statsminister,

Hvad kommer der til at ske efter det svenske valg?

Det svenske valg bliver det mest spændende i mange år. Ingen af blokkene ser ud til at få majoritet, Hvis Socialdemokraterna fortsat bliver det største parti, bliver det Löfven muligvis talmann, men det kan jf. ovenstående ikke tages for givet. Hvem der end udpeges som talmann, han han som nævnt 4 forsøg til at skabe enighed om en regering. Det kan altså ende med et hurtigt nyvalg, hvis forsøgene mislykkes.

Den næste store hurdle for den nye regering er afstemningen om regeringens finanslovsforslag i november. Hvis det forkastes, som det blev indtræffer en regeringskrise, som kan udløse nyvalget.

Hvis den rødgrønne blok bliver størst ved valget, vil der med stor sikkerhed indtræffe en regeringskrise, da Sverigedemokraterna,  der formodes at blive valgets store sejrherre, vil få finanslovsforslaget forkastet.

Hvis den borgerlige alliance bliver størst, men ikke stor nok til at danne en majoritet, bliver situationen særdeles spændende. Det kan fremkalde tre scenarier:

a) at der skabes enighed på tværs af blokkene, som det skete i 2014.

b) at den borgerlige statsminister bider i det sure æble, og  tilbyder Sverige demokraterna reel indflydelse på politikken fremover.

c) der udskrives nyvalg.

Hvad der kommer til at ske efter valget, må vi med spænding vente på, men nu er scenarierne linet op.

 

Sveriges valg: Nyt politisk jordskred på vej.

Det svenske valg d. 9. september vil med stor sandsynlighed føre til et nyt jordskred i svensk politik.

 

Når et land splittes og befinder sig i en dyb krise som følge af store demografiske, sociale eller økonomiske forandringer, søger vælgerne mod de politiske yderfløje og væk fra de store etablerede midterpartier. Det fremkalder et politisk jordskred, og det er, hvad vi har i vente ved det kommende svenske valg.

Tabere og vindere

Socialdemokraterna (S), som gennem historien har været Sveriges altdominerende regeringsparti – partiet som skabte det svenske Folkehjem  (Folkhemmet) — den svenske udgave af den skandinaviske velfærdsstatsmodel) står overfor et regulært katastrofevalg. Partiet ligger til at få omkring 25% -27% af stemmerne, hvilket vil være det laveste siden indførelsen af proportionalvalg til den svenske rigsdag i 1911. Med andre ord: Socialdemokraterna står til at få det dårligste valg nogensinde.

Den borgerlige bloks (Alliancen) største parti, Moderaterna (M), bliver valgets anden store taber. Moderaterna fik 23,3% ved valget i 2014, men står til få 18% eller mindre, hvilket vil sige at en fjerdedel eller mere af partiets stemmeandel vil falde bort.

Samlet set vil Socialdemokraternas og Moderaternas valgnederlag ligge i omegnen af 10 procentpoint, hvilket vil være nok til at beskrive valget som et jordskred.

 Hvor søger vælgerne så hen? De søger fra midten  (S+M) til de politiske yderfløje, der tegnes af  det højrepopulistiske Sverigedemokraterna (SD) og det socialistiske Vänsterpartiet (V).  To partier med en meget blakket fortid.

At vælgerne søger mod de absolutte politiske yderfløje et typisk symptom på et samfund i dyb krise. Uden sammenligning i øvrigt oplevede man det samme i den tyske Weimarrepubliks sidste år.

Vänsterpartiets kommunistiske fortid

Det socialistiske Vänsterpartiet blev oprindeligt dannet i 1917 af en socialdemokratisk udbrydergruppe, som ønskede at danne et marxistisk-leninistisk parti efter russisk forbillede i lyset af den russiske revolution.  I perioden fra 1921 til 1967 kaldte partiet sig for Sveriges Kommunistiska Parti  og var frem til Sovjetunionens opløsning i 1991 et decideret kommunistisk Moskvatro parti.  Efter 1991 har partiet bygget sin platform på  antikapitalistisk socialisme og med fokus på feminisme og miljø. Partiet kan placeres til venstre for danske Enhedslisten.

Vänsterpartiet står ifølge meningsmålingerne til at få 10-11%, hvilket ikke blot vil være en fordobling af partiets stemmeandel i forhold til valget i 2014. Partiet, som typisk får 5-6% af stemmerne, og kniber sig typisk lige over den svenske spærregrænse på 4%. Med 10%-11% eller mere står  Vänsterpartiet til at få måske det bedste valg nogensinde, og i hvert fald det bedste siden rekordvalget i 1998, hvor det fik 12% af stemmerne.

Presset på den svenske velfærdsstat samt modreaktionen mod Sverigedemokraternas forventede dramatiske fremgang er de væsentligste årsager til, at Vänsterpartiet også kan se frem til en valgsejr.

Sverigedemokraternas nynazistiske rødder

Det indvandrerkritiske og højrepopulistiske Sverigedemokraterna har også en dyster fortid. . Partiet blev  oprindeligt dannet i 1988, og samlede personer på den ekstreme højrefløj herunder medlemmer af det nynazistiske Sverigepartiet (et parti som havde svastikaen som partisymbol, kampagneorganisationen, Bevara Sverige Svenskt (den svenske pendant til britiske Nation Front), det nynazistiske Nordiska Rikspartiet, som også brugte svastikaen som partisymbol. Det nynazistiske Nordiska Rikspartiet blev oprindeligt dannet i 1956, og først nedlagt i 2008, kort før Sverigedemokraterna (SD) stormede ind i den Svenske Rigsdag samt flere stærkt yderliggående bevægelser på højrefløjen.

Hermed  ikke være sagt, at Sverigedemokraternas politikere og vælgere er nynazister. De kan idag snarere karakteriseres  som nationalkonservative populister.  Men det er vigtigt  at understrege, at partiet har dybe historiske rødder i  politiske bevægelser på den ekstreme højrefløj.

Derfor har SD også en helt anden partihistorik end Dansk Folkeparti, som nok var og er indvandrerkritisk, men som ikke har samme belastende fortid. Givet partiets historiske rødder var det et kæmpe chok, at Sverigedemokraterna (SD) i 2010, med 5,7% af stemmerne sprængte den politiske spærregrænse, og blev repræsenteret i den svenske Rigsdag med 22 mandater.  Vi taler trods alt om et parti, som i sine første ti år af sine levetid aldrig fik mere end 0,5%, og som  i sit første valg i  1988 fik 0,02% af stemmerne. Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna har begge været partier, som de andre og mere etablerede partier ikke har villet lege med, og i det svenske tilfælde forstår man det måske nok, når man kender partiets historik og rødder.

På vej mod en afstigmatisering af SD?

I Danmark har Dansk Folkeparti  omsider og endegyldigt kastet dets stigmatisering som et ikke-stuerent parti (for at bruge Poul Nyrup Rasmussens berygtede frase) af sig. Det så man klart ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største borgerlige parti og støtteparti til den Venstreledede borgerlige regering, og partiet er blevet en seriøs kandidat til at indgå i en ny borgerlig regering efter det  næste valg, som efter alt at dømme  vil finde sted til næste forår.

I Sveriges tilfælde vil afstigmatiseringen af SD komme til at tage længere tid, men noget er der i gære:

For det første er Sverigedemokraterna blevet et mere moderat indvandrerkritisk parti, som i mangt og meget har skabt den samme politiske platform som Dansk Folkeparti med dets fokus på en stram udlændinge- og retspolitik samt omsorg  for især de ældre i velfærdspolitikken.  For det andet har Sveriges liberale udlændingepolitik skabt så store problemer, at de nødvendigvis  giver SD stor vind i sejlene.

Dertil kommer, at partiet har været meget omhyggelig med at gøre op med sine nynazistiske rødder. Partimedlemmer er blevet  smidt ud, mens andre er gået selv.

Hovedårsagen til SDs dramatiske vækst: Folkhemmet smuldrer som følge af Sveriges generøse udlændingepolitik

Gennem årtier har svenske regeringer skabt et  internationalt image som en humanitær stormagt med en meget lempelig udlændingepolitik.  Dette har ført til, at mange migranter og flygtninge er flyttet til landet. Siden 1980 er der brutto blevet givet 2.299.084 opholdstilladelser, dvs. mere end 2 mio. opholdstilladelser, og befolkningstallet er vokset fra 8,3 mio. til over 10 millioner. 

Som det europæiske land, som har ført den mest liberale udlændingepolitik og taget imod flest indvandrere per tusind indbyggere tumler Sverige med de samme integrationsproblemer som Danmark, men i langt højere potens: store og voksende parallelsamfund, bandekriminalitet, voldtægter og seksuelle masseovergreb på kvinder (’Tarrarush’), bilafbrændinger, og en salafisme og sågar jihadisalafisme, som breder sig fra by til by, og forstad til forstad, og dermed stadig mere omsiggribende parallelsamfund, er på sørgelig vis blevet dagens orden i Sverige.

De svenske politikere har været naive og tossegode. Og det betaler især den lavere svenske middelklasse og samfunds udsatte grupper som de ældre og syge prisen for.

Der har bredt sig en stemning, at Sverige ikke længere er, hvad det var en gang. Væk er trygheden, både den fysiske, sociale og velfærdsøkonomiske. Det svenske Folkhemmet smuldrer.

Det er i dette lys, man skal forstå, hvorfor Sverigedemokraterna bliver valgets store sejrherre.

Det var partiet allerede ved valget i 2014, hvor SD med  små 13% af stemmerne blev Sveriges tredje største parti. Nu venter der en yderligere fremgang på op imod 7%, selvom partiet på det seneste har tabt luft i meningsmålingerne (se figur).

SD politisk umulig at komme uden om

Valget i 2014 var i sig selv et jordskredsvalg, idet SD’s voldsomme fremgang på 7 procentpoint umuligjorde, at hverken den rød-grønne eller borgerlige koalition (Alliancen) fik nok mandater til at skabe et flertal i Rigsdagen.  Eftersom ingen ville omgås Sverigedemokraterna med en ildtang, fik valgresultatet i første omgang den konsekvens, at parlamentet med SD’s stemmer forkastede den socialdemokratiske regerings finanslovsforslag. Eftersom landet jo skulle regeres, indgik Socialdemokraterna og de borgerlige den såkaldte ’december-aftale’, i 2014 hvor de  gav hinanden håndslag på at ville samarbejde for at holde Sverigedemokraterna helt ude i kulden.

Det har bare ikke kunnet lykkes. Sverigedemokraterna har fået indflydelse på svensk politik, uanset om de etablerede partier vil erkende det eller ej.

SD’s indflydelse kan måles på to måder: for det  første ved at se på afstemningsmønstrene i Rigsdagen; for det andet ved at se på forandringerne i partiernes udlændingepolitik.

A) Afstemningsmønstre i Rigsdagen

Ifølge Jan Teorell, professor i Statskundskab ved Lunds Universitet, har der været 435 afstemninger, hvor de borgerlige og den rød-grønne koalition ikke har kunnet enes, og stemt forskelligt. Dette har betydet, at Sverigedemokraterne har siddet med de afgørende mandater.

I hele 61% af tilfældene har Sverigedemokraterne givet den socialdemokratiske regering de afgørende stemmer. I 23% af tilfældene har Sverigedemokraterne stemt sammen med de borgerlige og dermed givet dem de afgørend stemmer, og i blot 16% af tilfældene har SD ikke stemt (kilde: tal offentliggjort i Kristligt Dagblad).

Disse afstemningsmønstre hamrer en tyk pæl igennem tanken om, at man kunne holde SD uden for indflydelse. SD har måske ikke direkte indflydelse på udformningen af lovforslagene, men partiet sidder med de mandater, som er afgørende for, om lovforslagene bliver vedtaget eller  ej. Decemberaftalen fik faktisk en kort levetid. 

B) Udlændingepolitikken under forandring

Sverigedemokraternas eksplosive fremgang er sket på de store regeringsbærende partiers bekostning. På det overordnede plan har den svenske udvikling også fulgt den danske: I Dansk Folkepartis første ca. 15 år stjal partiet især socialdemokratiske stemmer. Samtidigt stemte faglærte arbejdere i stadig højere grad på partiet Venstre, således at den traditionelle socialdemokratiske faglærte arbejder, som nu stemte på Venstre blev kaldt for ’Blå Bjarne’. Ved jordskredsvalget i 2015, hvor dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti, skete det som følge af, at mange faglærte arbejdere i stedet satte deres kryds ved DF.  Blå Bjarne var blevet til ’Gule Mogens’.

På samme vis er Sverigesdemokraternas fremgang  i første omgang især sket på Socialdemokraternas bekostning, men vælgervandringsundersøgelser op til det kommende valg viser, at  de konservative Moderaterna i den grad også vil bløde stemmer til SD.

Dette kan måske synes overraskende eftersom SD’s typiske vælgerprofil til forveksling har lignet Dansk Folkepartis. Men det er udtryk for, at vælgere som stemmer på Moderaterna også har fået nok af  konsekenserne af Sveriges liberale udlændingepolitik. Selvom de i bund og grund har størst sympati for Moderaterna og traditionelt identificerer sig med dette parti (jf. Den klassiske politologiske partiidentifikationsmodel) ønsker de en kursændring i Moderaternas udlændingepolitik, og den kan de bedst få ved at tilkendegive, at de vil stemme på et parti, som ønsker markante stramninger af Sveriges udlændingepolitik. I politologisk vælgerforskningsteori kaldes denne vælgeradfærd for afstandsmodellen. Og når Moderaterna i stor stil taber stemmer til SD, siger al politologisk logik, at partiets udlændingepolitik nødvendigvis må blive strammere. Derfor kan det ikke overraske, at Moderaternas statsministerkandidat, partiet lover store stramninger af udlændingepolitikken, hvis partiet  erobrer statsministerposten.

På samme vis har de socialdemokratiske regeringsparti også strammet sin udlændingepolitik efter valget i 2014. Først og fremmest fordi det var naturnødvendigt. Under det store migrant- og flygtningepres i efteråret 2015, som især rettede sig mod Tyskland og Sverige, erkendte statsminister Löfven omsider, at Sverige havde nået smertetærsklen og  ikke  længere var stort nok til at tage imod de mange migranter og flygtninge, som ønskede at komme til Sverige. Det førte til, at Sverige indførte grænsekontrol i november 2015. Denne grænsekontrol blev senere forlænget flere gange og nu på nærmest ubestemt tid, ligesom den senest i juni 2018 er  blevet udvidet.

Dette er den anden konsekvens af, at Sverigedemokraterna vitterligt har indflydelse. På  en noget paradoksal vis fik  SD hjælp af de mange migranter og flygtninge til at få brudt Sveriges liberale udlændingepolitik. Partiets udlændingepolitik er blevet retningsgivende for svensk udlændingepolitik. Eftersom udlændingeproblemerne har tårnet sig op, må man forvente, at effekten  vil slå endnu kraftigere igennem efter valget.

Efter valget

Uanset det specifikke valgresultat står det klart, at hverken den rød-grønne koalition eller den borgerlige Alliance ved det kommende valg vil opnå de 175 mandater, der skal til for at danne en flertalsregering, Sandsynligheden for en stor og bred koalition kan også udelukkes. Efter decemberaftalen i 2015 lykkedes det ikke at holde Sverigedemokraterne ude i kulden, og uanset om lovforslag blev fremsat af Socialdemokraterna eller de borgerlige, var SD tungen på vægtskålen og det parti, som har bestemt om lovforslag kunne vedtages eller ej. Det bliver også realiteten efter valget.

Et decideret samarbejde mellem SD og S eller SD og M kommer ikke på tale i de næste mange år. SD vil  på grund af dets historik vedblive med at være en paria i svensk politik. Men SD vil utvivlsomt stemme for et hvilket som helst lovforslag, som strammer den svenske udlændingepolitik, og det er også en slags samarbejde, hvor latent det end er.

 

 

 

 

 

Deltidshumanister

Den svenske journalist Kjell Albin Abrahamson døde forleden (hattip: Niclas Berggren). Jeg havde desværre ikke hørt om Abrahamson før nu, men han viser sig at have været en spændende person, der levede sit halve liv i Polen og skrev uforblommet om både den kommunistiske og postkommunistiske tid. Adam Cwejman ved Göteborgs-Posten har skrevet en pragtnekrolog om ham, som i høj grad fortjener at blive læst. Abrahamson kalder for eksempel svenskerne for ’deltidshumanister’, men store dele af beskrivelsen passer også på danske medier og danske politikeres adfærd. Hele nekrologen er stærkt anbefalet, men her er et par særlige bidder.

Om det är något budskap Abrahamson lämnar efter sig så är det detta: “Att värna om nazismens offer men inte kommunismens är ideologisk halvtidshumanism”.

Att vara medlem i Sveriges oreformerade marxist-leninistiska parti utgör ingen skymf som omöjliggör en roll i det offentliga. Att folkkära personligheter, från Sven Wollter till Pia Sundhage, tillhör ett parti som ägnar sig åt historierevisionism rörande massmord uppmärksammas aldrig i hyllningsartiklarna. Deras partipolitiska tillhörighet anses vara en kuriös detalj, inget att uppröras över.

Det är ingen som accepteras i offentligheten med brasklappen “tja, han är nazist men vilken fantastisk röst han har!”. Det finns ingen fascist, högerextremist eller nazist vars politiska gärning eller bakgrund visas förståelse, “han vill ju egentligen bara väl”.

Sverige strammer endelig sin asylpolitik, men vil det bremse indvandringen?

Tirsdag den 24 november 2015 vil gå over i historien som dagen, hvor Sverige opgav sin sin status som humanitær stormagt, og fundamentalt ændrede sin asylpolitik, så den med virkning fra april 2016 kun vil opfylde EU’s minimumskrav. U-vendendingen skal ses i lyset af, at landet fungerer  som en magnet på flygtninge og økonomiske migranter. Med forventet 180.000-190.000 asylansøgere i 2015, og mindst ligeså mange i 2016, hvortil man kan tillægge familiesammenføringer (her kan man gange med en faktor 2,4), vil antallet af nytilkomne nærme sig den lille million, eller ca. 10% af Sveriges befolkning. Det kan Sverige hverken økonomisk eller kulturelt holde til, og det har den rødgrønne svenske regering omsider indset.

Asylstramningerne  vil bl.a. indebære, at:

• flygtninge ikke længere kan få automatisk kan få permanent opholdstilladelse med mindre de er kvoteflygtninge (i alt 5.000), eller de er under 18 år med eller uden familie. For andre vil opholdstilladelsen fremover være 3 år. Flygtninge med særligt beskyttelsesbehov kan få deres ophold forlænget med et år.

° Hvis en flygtning ønsker ophold udover de 3 år, skal pågældende præstere en skattepligtig indkomst, der viser at vedkommende kan forsørge sig selv (selvforsørgelseskrav).

• Endelig kan asylanter kun blive familiesammenført med deres allernærmeste familie, og det vil formentlig også indebære et skærpet forsøgerkrav.

Set i sammenhæng med de danske asylregler og de 34 asylstramninger, som V-regeringen fremlagde i midten af november, er de  svenske stramninger ikke særligt vidtgående. Eftersom Danmark har forbehold for EU’s asylpolitik, er Danmark ikke forpligtet til at overholde EU’s minimumskrav, men kan have, og har, langt strammere regler. Men der er også andre grunde til, at svenskerne ikke skal håbe på, at den ny asylpolitik vil bremse Sverige tiltrækningskraft på migranter.

Et karakteristisk træk ved flygtningestrømmen til Europa (vi ser et øjeblik bort fra økonomiske migranter) er, at der er vendt op og ned på det normale mønster. Det normale mønster er, at flygtninge (især krigsflygtninge) blot søger i sikkerhed, hvilket de kan finde i nærområderne. Derfor flygtede  de syriske krigsflygtninge ved borgerkrigens begyndelse altovervejende til Libanon, Tyrkiet og Jordan. Men fra og med 2014 er de i stigende grad migreret videre til Europa, og der er der blevet vendt op og ned på det hele: Frem for at søge asyl i Grækenland eller et af de første EU-lande, de kommer til (asyl kan de søge, fordi hverken Tyrkiet, Libanon eller Jordan er medlem af FN’s flygtningekonvention), rejser de flere tusinde kilometer for at nå deres bestemmelsessted. Nogle strander ganske vist i Grækenland, Bulgarien eller Ungarn, fordi de ikke har råd til at rejse videre, men langt de fleste søger til Tyskland eller Sverige med henblik på at skabe sig en tilværelse der. De starter som flygtninge i fx Tyrkiet, efter noget tid migrerer de gennem adskillige sikre lande med henblik på at ende som indvandrere i det land, de opfatter som mest attraktivt.

Den norske forsker Jan-Paul Brekke gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af, hvorfor flygtninge søgte asyl i Norge. Undersøgelsen( ‘Why Norway?’, 2010), der var interviewbaseret, nåede frem til, at ‘fremtidsmuligheder’ og ‘sociale netværk’ var vigtigere end asylpolitikken i bestemmelseslandet.

Ved fremtidsmuligheder forstod Brekke bestemmelseslandets velfærdssystem (herunder velfærdsydelser), muligheden for at få en uddannelse, mulighederne for at opfostre børn og mulighederne for at finde arbejde. Sverige scorer højt på samtlige parametre, og formentligt samlet set højest blandt alle 28 EU-lande, og det kommer den nye svenske asylpolitik ikke til at røre ved.

Den næstvigtigste faktor (bortset fra sikkerhed som jo gælder i alle EU-lande) var i følge Brekke ‘sociale netværk’. Herved forstås, at man allerede har familie og venner i bestemmelseslandet, og at der bor mange fra hjemlandet i dette land. Denne faktor kan man i bred forstand kaldes for diaspora. Som traditionelt indvandrerland opfylder Sverige i høj grad også dette kriterium, og derfor er der grund til at tro, at Sverige også fremover vil fungere som magnet for især syrere, afghanere og irakere, som i 2015 har domineret indvandringen i Sverige.

Dertil kan man tilføje Sveriges asylpolitik. Ifølge den svenske regerings udspil er der ikke lagt op til, at de svenske asylanerkendelsesprocenter skal reduceres markant. Disse er i forvejen blandt højeste i EU. Hvor anerkendelsesprocenten for syriske flygtninge er omkring 100% i både Danmark og Sverige, er det langt lettere for afghanere og irakere at opnå asyl i Sverige end i Danmark. Anerkendelsesprocenten i 2015 har for afghanere været 76,6% i Sverige mod kun 34,7% i Danmark, og for irakere 58,1% i Sverige mod kun 28,6% i Danmark. Sålænge Sverige ikke ændrer på den praksis, vil dette i sig selv fastholde landet som asylmagnet. Som det fremgår af figuren herunder er asylchancerne for afghanere og eritreere også gunstigere i Sverige end i Tyskland, mens det omvendte forholder sig for irakere. Det skal tilføjes, at anerkendelsesprocenten for irakiske asylansøgere er endnu højere (82%) i Finland, og det forklarer hvor Finland har fungeret som en magnet på netop irakere. I efteråret ændrede Finland dog den praksis, og det har stoppet strømmen af irakiske asylansøgere. Dette viser også, hvor vigtigt anerkendelsesprocentparametret er blevet. Hvis Sverige vil bremse migranttilstrømningen må det nødvendigvis gennemføre meget markante stramninger på dette område.

 

anerk-proc-4-nationalit

Hvis Sverige fremover vil indføre begrænsede opholdstilladelser, skal man også gennemføre en langt mere konsekvent hjemsendelsespolitik. I Sverige befinder der sig et meget stort antal, som gennem årene har fået afslag på deres asylansøgning, men som stadig befinder sig i landet. Der skydes på 50.000-75.000. Samtidigt er det gået ned ad bakke med effektiviteten i hjemsendelsespolitikken. I 2012 forlod 64% af de afviste asylansøgere Sverige,  2013 faldt andelen til 57% og i 2014 faldt den til 52%, dvs. kun lige godt halvdelen af de afviste asylansøgere forlod Sverige. Denne udvikling forklarer, hvorfor antallet af personer, der opholder sig illegalt i Sverige er steget eksplosivt. Det svenske politi har tilkendegivet, at det ikke har ressourcer til at opspore de mange illegale, men den byrde de står overfor, vil blive meget større, hvis Sverige implementerer den asylpolitik, som det i dag har annonceret.

Dansk og svensk makroperformance

Jeg deltog i et bogseminar på Lunds Universitet i går i anledning af min ven Andreas Berghs nye bog. En af mine meget få anker over bogen – der handler om Sverige som kapitalistisk velfærdsstat og derfor om, hvordan det kan lade sig gøre at have en velfærdsstat i et rigt land – var, at man måske kunne have overvejet at lave lidt sammenligning mellem de nordiske velfærdsstater. Til præsentationen forberedte jeg figuren nedenfor. Tallene på y-aksen er dansk og svensk købekraft i procent af de andre nordeuropæiske landes. Kigger man på figuren, er der mindst tre ting, der springer i øjnene: 1) Sveriges store forbedring efter 1990ernes reformer (og er Sverige blevet en social massegrav pga. reformerne?); 2) Danmarks kontinuerte nedtur, med den tidlige Schlüter-periode som undtagelse; og 3) hvor meget rigere vi var end de fleste andre i 1930erne – før velfærdsstaten. Som man siger på engelsk: Food for thought.

DK SV sml udvikling

Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

 

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager. Læs resten

Er Sverige et uhyggeligt samfund?

Engang imellem gør jeg mig den ulejlighed at slå over på en anden TV-kanal, når jeg konfronteres med de danske morgennyheder. Det gjorde jeg også den morgen, hvor det med ret stor træfsikkerhed kunne bekræftes, at amerikanerne havde genvalgt George W. Bush som præsident. På de svenske stationer var der naturligvis almindelig gravkammerstemning. Vores naboer har tydeligvis stadig svært ved at fordøje, at skådisen Ronald Reagan kunne vinde over den huldsalige Jimmy Carter. Derfor har de om end endnu større vanskeligheder med at synke, at George W. Bush kan blive præsident og i øvrigt genvælges. Når amerikanerne så alligevel gør det, så må det være et patologisk træk ved det amerikanske samfund. Således også hin morgenstund. Den socialdemokratiske partisekretær, Marita Ulvskog, tonede frem på skærmen og erklærede: “USA er et otäckt samhälle”. Sådan!

Hvorfor bringer jeg denne erindring på banen? Jeg gør det, fordi jeg for et par dage siden blev konfronteret med en artikel i Dagens Nyheter, som handlede om den omsiggribende antisemitisme i det svenske samfund. Her blev det ordentligt fortalt, at 5% af svenskerne har en systematisk negativ indstilling til jøder. Nuvel, det er jo trods alt til at overse. Men den fortsatte læsning afslørede, at vi her talte om en meget snæver definition af antisemitisme. Hele 41% viser sig nemlig at have en hel eller delvis negativ opfattelse af jøder. Og en fjerdedel af den svenske befolkning vender sig ligefrem imod den tanke, at en jøde kunne være statsminister. Lige så mange mener, at jøderne har for stor indflydelse på verdensøkonomien.

Gør dette Sverige et uhyggeligt samfund? Givetvis ikke, men det er da sociologisk set vedkommende, at et samfund, der er storleverandør i politisk korrekte attituder, tilsyneladende er funderet på en mental mødding. Og det ligger da lige for at spørge, hvordan denne mødding er blevet til. Hvem har skabt disse anskuelser i Folkhemmet? Kan det tænkes at være tonen i debatten? Er der en lineær sammenhæng mellem Socialdemokraternes grove udfald mod Israel og svenskernes syn på jøder? Jeg ved det ikke. Men jeg fornemmer, at den svenske kulturelite ikke bekymrer sig lige så meget for etnisk stigmatisering, når den rammer jøder. Og der er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt.

Et svensk juleeventyr

Ah, julen er en dejlig tid!

Når det bliver allermest koldt og mørkt, så bøjer vi nordboer ikke hovedet, og lader mørket kue os. Vi kaster os tværtimod ud i et vildt forbrug af penge, lys og kalorier. Mørket må for en stund vige for lyset, kinderne blusser, og kreditkortene gløder. Slægt og venner, som man ellers undgår til dagligt, bliver besøgt og bespist i et omfang, der forhåbentligt rækker for hele det følgende år. Plejehjemmene bestormes, og i daginstitutionerne får man omsider hilst på de små smittekilder og deres forældre, ofte flere par per barn. Vi kan glæde os over, hvor godt det egentlig går både hos os selv og hos andre, hvordan demokratiet vinder frem nøk for nøk. Og stopper man op og lytter efter, kan man ude i mørket høre skeptikerne og puritanerne, der tænderskærende sidder og tæller fejl, mens de siger, at det hele må ende galt, som de altid har sagt det. Traditioner og hygge over hele linjen. Ah….

Som østdansker har jeg tilbragt mine formative år med at se svensk børne-TV. Jeg er opvokset med Trazan Apanson & Bararne, og mange, mange flere. Min barndom faldt i de usmagelige ‘70ere, så naturligvis var alt TV venstreorienteret. Men i modsætning til det fantasi- og talentløse danske TV, var propagandaen fra den anden side Sundet så meget bedre. Bedre begavet, bedre talent og knapt så livsfortrængende dogmatisk indoktrinerende. Det er vel derfor, at så mange svenskere aldrig fik taget sig sammen og gjort oprør; det hele var så hyggeligt og besnærende.

Jeg holder stadig meget af Sverige, dette stykke østeuropa så tæt på os. Hvor Norge gerne fremtræder som den sidste Sovjetrepublik, minder Sverige mere om DDR eller Polen, før muren faldt. På overfladen tung politisk korrekthed, men lige under lurer galskaben og det private oprør. Man parerer ordrer, tier og marcherer i takt, men imens tænker enhver sit.

Denne svenske påvirkning forklarer måske, hvorfor jeg hver jul må se tegnefilmen Sagan om Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Svensk SVT-1 har siden 1976 sendt den hver juleaften ved 19-tiden, hvilket kolliderer med andre sysler, men man kan jo optage den og se den i ro og mag post festum.

Det er et dejligt juleeventyr på ca. 1/2 time, der ikke bare er velfortalt og veltegnet. Den giver et rørende naivt indblik i den socialdemokratiske sjæl hos broderfolket, der på dette punkt desværre ligner os mere, end vi bryder os om at indrømme. For svenskerne er dette ufrivillige selvportræt en kult, der ikke bare gentages hver jul, men som også kom på frimærker i 2002. Det er, med meget god grund, et nationalt symbol.

Tegnefilmen er lavet af Per Åhlin, mens historien er fra 1964 og skabt af den urimeligt tidligt afdøde Tage Danielsson, der måske er mest kendt for sit samarbejde med Hasse Alfredsson og AB Svenska Ord.

Som fortælleren lader os vide, foregår historien den gang, der var fattige til. Herved har fortælleren løst det problem med den stadigt stigende velstand på vores breddegrader, der gør livet surt for venstrefløjens historiefortællere. Bilerne har gasgeneratorer, og en purung Marguerite Viby optræder i den svenske indspilning af Frk. Nitouche. På et tidspunkt optræder der en flagranke med forskellige nationers flag, som også omfatter det tyske hagekors. Så mon ikke tiden er 1940erne.

Her præsenteres vi for hovedpersonen, teenageren Karl-Bertil Jonsson, der tjener lidt lommepenge ved ekstrajob på posthuset. Karl-Bertil hører til det bedre borgerskab, for hans far har et varehus, og familien bor i en nydelig villa.

Karl-Bertils idol er Robin Hood, som han dagdrømmer om. Det kan måske undre, at venstrefløjen vælger netop Robin Hood som drengens ideal, for han var jo kendt for at bekæmpe statsmagten og dens umættelige skatteopkrævere for at give pengene tilbage til borgerne. Men årsagen til dette valg er formodentlig, hvad der i fortællingen beskrives som den lovløse retfærdigheds princip: at tage fra de rige og give til de fattige.

I hvert fald beslutter unge Karl-Bertil, at han på posthuset vil tage de julegaver, der skal sendes til de rige, og give dem til de fattige. Bevæbnet med faderens takseringskalender, hvor årsindkomsten står oplyst, begynder han at lægge til side alle pakker, hvor modtageren har en højere årsindkomst end 50.000 kr. Selv en pakke til sin far stikker han væk.

Disse pakker gemme han i en stor sæk. Han dækker adressaten på hver pakke med en personlig hilsen: God jul ønsker en ukendt velgører, hvormed han naturligvis mener sig selv og ikke gavens ejermand. Juleaften efter middagen undskylder han sig og forlader hjemmet for at begynde sin humanitære julevandring blandt de fattige for at dele pakkerne ud.

Historien indfanger smukt den glæde, som venstrefløjen føler ved at dele ud af andre folks penge. Glæden, fællesskabet, og ikke mindst taknemmeligheden fra de arme modtagere, der med hatten i hånden bukker dybt for den glade giver.

Hjemme igen ånder alt fred, indtil faster Märta ringer og spørger til den pakke, hun har sendt. Da Karl-Bertil ikke kan få sig selv til at lyve for sin mor Juleaften, tilstår han sin dåd. Faderen eksploderer i raseri og beskylder sønnen for at være kommunist! Oh søde gys at blive sammenlignet med kommunister, for historien fortælles på den tid, hvor socialdemokraterne havde glemt deres forgængeres kamp mod de totalitære ideologier og var fulde af beundring for disse handlekraftige karle. Karl-Bertil sendes på hovedet i seng, men drømmer sødt om Robin Hood. Over hans seng hænger et billede: En svensk tiger, hvilket næppe er et zoologisk fænomen, men udtrykker fortællerens bifald.

Næste dag tager Tyko Jonsson sin søn med på bodsvandring til de bestjålne med- og bedsteborgere, der rangerer en del højere på den sociale rangstige end familien Jonsson. Men faderen har forregnet sig i sin småborgerlige forargelse over podens bedrifter, for den virkelige overklasse er naturligvis slet ikke gale over, at Karl-Bertil har givet deres gaver væk til de fattige, de har jo så meget allerede. Tværtimod er disse sande aristokrater helt på bølgelængde med den unge oprører, og deres lettelse over, at gale slægtninges rædselsfulde gaver er gået til bedre trængende, kender ingen grænser.

Historien tager her en hjertevarm og overraskende drejning, der viser, at socialdemokrater i modsætning til deres nye venner kommunisterne slet ikke vil de rige noget ondt. De vil kun lette dem for noget af deres overflod, og kun fra indskrænkede småborgere kan man forvente brok i den anledning. Så da dagen er omme, kommer Karl-Bertil hjem med en stolt fader, og moderen kan udbryde, at det alligevel blev en velsignet jul.

Ah, disse naive tanker, der stadig præger vores mentale landskab så meget. I hvert fald en gang om året kan man da bære over med den i julefredens navn.

God jul, kære læsere.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑