Tag: terrorisme (side 1 af 2)

Terror og handelsbarrierer

Hvad sker der politisk efter terrorangreb? Det spørgsmål er der en række forskningsstudier, der har undersøgt de senere år. Flere studier, inklusive et par af mine nye med Stefan Voigt (Uni Hamburg), har fundet belæg for, at der ikke blot indføres mere lovgivning direkte rettet mod terror, men også en række andre forhold. Det gælder ikke mindst, at en række regimer har indskrænket ytringsfriheden og givet staten større beføjelser udenfor nødsituationer. Det er et åbent spørgsmål – omend enkelte nye studier giver nye svar – om disse tiltag overhovedet har en virkning på terrortruslen.

Der kan for eksempel være en række utilsigtede konsekvenser af de politiske reaktioner på terror, ligesom politikere også kan bruge terrorbekæmpelse som påskud for at indføre andre typer politik, de ikke under almindelige omstændigheder kan snige forbi vælgerne eller andre partier. Ved den lige overståede PEDD-konference i Münster gav Daniel Meierrieks fra WZB i Berlin et eksempel på dette problem.

Meierrieks har sammen med Friedrich Schneider (Uni Linz) undersøgt, om terrorisme fører til ændringer i et lands handelspolitik. Deres ærinder er ikke at se, om terrorisme påvirker landes handel med hinanden, men derimod at se efter politiske reaktion. Og deres resultater er ret entydige: Flere terrorangreb fører til højere handelsbarrierer.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor terrorangreb fører til højere faktiske barrierer for international handel? Det er et spørgsmål, Meierrieks og Schneider ikke kan svare direkte på. De kan blot notere, at der er en række muligheder. For det første er der muligheden, at en terrortrussel bliver opfattet som en ekstra omkostning ved at handle med et land, da der er en (meget lille) risiko for at ens varer eller ansatte bliver fanget i terroren. For det andet er det en mulighed, at virksomheder i landet bruger flere ressourcer på at checke importvarer, hvilket også vil udgøre en form for teknisk handelsbarriere. Og for det tredje kan man politisk have indført strammere regulering af handlede varer, hvilket i sig selv er en teknisk handelsbarriere, der ofte er ganske effektiv.

Det er som sagt dog også en mulighed, at politikere misbruger situationer som terrorangreb til at gennemføre særinteressepolitik. Begivenheder som terrorangreb er ideelle til at snige politik under radaren, når alle andres opmærksomhed – ofte inklusive oppositionspolitikeres – er fast rettet mod et andet sted. Derfor rejser Meierrieks og Schneider således også spørgsmålet, om den øgede protektionisme simpelthen er et udtryk for almindelig særinteressepolitik, der sniges igennem under ualmindelige omstændigheder. Hvis det er forklaringen, er det ekstra spørgsmål, om oppositionen og vælgerne vælger at være ukritiske, når der ser ud til at være trusler mod staten?

Forhindrer ytringsbegrænsninger faktisk terror? Nej

Mange politikere, omend kun relativt få i Danmark, påstår at man bliver nødt til at begrænse ytringsfriheden for at undgå terrorisme. Spanien har således siden en lovændring i 2015 forbudt ytringer, der ”forherliger terrorisme” eller ”ydmyger terrorismens ofre.” Den spanske lovgivning, og så vidt kan ses også de spanske domstoles praksis, lægger sig således op ad lignende lovgivning i bl.a. Rusland og adskillige andre diktaturer. Danmark har foreløbig holdt stand og forsvaret ytringsfriheden, også selvom politikere fra begge sider af Folketinget advarer imod såkaldt uansvarlige eller uigennemtænkte ytringer.

Læs mere

Påvirker muslimer ytringsfriheden? Nej

Forleden bragte vi en let nørdet blogpost om ytringsfrihed, og særligt hvordan man måler ytringsfrihed. Baggrunden var, at Lasse Eskildsen og jeg i forbindelse med pågående arbejde var stødt på den erkendelse, at de ni undermål for ytringsfrihed, som V-Dem-projektet aggregerer i ét samlet mål, faktisk falder i to separable typer. Det ene måler mediefrihed, mens det andet måler det lidt bredere og mere private begreb diskussionsfrihed. Vi bragte derfor et plot af de to mål overfor hinanden, hvor man ganske tydeligt kunne se hvilke lande, der har mere diskussions- end mediefrihed. Og dermed var vores mission slut for den dag, da spørgsmål om, hvorfor nogle befolkninger har mere ytringsfrihed end andre, og hvilke konsekvenser den har, er meget anderledes spørgsmål.

Det var der dog en af vores læsere, der ikke mente. Ole Gerstrøm – formodentlig den Gerstrøm, der en kort overgang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet – skrev: ”Begrænsning af ytringsfriheden i Vesteuropa skyldes islamiseringen. Skribenten her har åbenbart ikke kendskab til Ole Hasselbalchs udgivelser. Det er ikke så godt.”

Gerstrøm håner mig således for ikke at have læst en bestemt persons debatbøger. Hvorfor jeg skulle have gjort det, står hen i det uvisse. Vi beskæftiger os helt primært med fakta og forskning her på stedet, og det er svært at se, hvad Hasselbalchs bøger har med nogen af delene at gøre. Et andet element er dog også, at Hasselbalch og Gerstrøm tager faktuelt fejl. Forskelle i ytringsfrihed i Europa har intet med Islam at gøre.

Det illustrerer vi nedenfor ved at plotte andelen af befolkningen i 97 demokratier, der er muslimer, overfor deres mediefrihed. Vesteuropa er illustreret ved de grå markører. Det generelle billede i figuren er, at der ingen sammenhæng er, og fokuserer man på de grå markører, danner de en næsten perfekt sky. Mens der er en relativt klar tendens til at lande med mere ytringsfrihed også er rigere – og her er kausaliteten et åbent spørgsmål – er sammenhængen mellem den muslimske befolkningsandel og ytringsfriheden insignifikant, og selv fortegnet på sammenhængen kan skifte mellem minus og plus alt efter hvilke enkeltlande, man sletter.

Ytringsfrihed og ændringer af den er derimod drevet af politik, der kun sjældent er videre informeret og politikere, der ofte er decideret faktaresistente. Terrorangreb kan for eksempel under visse omstændigheder få politikere til at indskrænke ytringsfriheden (se f.eks. omtale af mit relativt nye studie med Stefan Voigt her). Man får den klare fornemmelse, at indskrænkningerne i mange lande blot handler om, hvad politikerne kan slippe afsted med. Og i dén henseende, er antifaktuelle påstande om muslimer og trusler næppe nogen hjælp mod politikere på begge fløje, hvis virkelige interesse er at udvide området for, hvad de må kontrollere.

Terrortruslen er overvurderet

Den glimrende Bent Blüdnikow havde forleden et indlæg i Weekendavisen, hvor han påpegede, at der er en tydelig tendens til at overvurdere risikoen for at blive ramt af terrorisme. Statsministeren har for eksempel planer om at øge overvågningen af danskerne meget markant, og en del af hendes rationale er, terrortruslen. Her vil vi tillade os at ignorere, at mens overvågning nok hjælper politiet med at opklare nogen typer kriminalitet, er der ingen klar forskningsmæssig opbakning bag idéen om, at overvågning har nogen som helst præventiv virkning.

I stedet følger vi Bents understregning af, hvordan den faktiske trussel ser ud i dag relativt til tidligere. En del af grunden er, at jeg faktisk har forskning i terrorisme for tiden – i ét projekt sammen med Stefan Voigt (f.eks. her) og i et andet med Lasse Eskildsen – og derfor har alle data osv. fra the Global Terrorism Database klar. Vi ser på to måder, at måle det på: Risikoen for, at et land oplever mindst ét angreb i et givet år, og det gennemsnitlige antal angreb per million indbyggere. Vi plotter begge dele for både alle de 162 lande med fuldt datasæt og alle lande, der var demokratiske (de stiplede linjer) i et år.

Den første figur viser den gennemsnitlige risiko for, at et land bliver ramt af mindst et angreb mellem 1970 og 2016. Figuren demonstrerer tydeligt, hvordan flere og flere lande blev ramt i løbet af 70erne og ind i 80erne, og at det i særlig grad var demokratiske samfund, der blev ramt. Toppen nåede verden i 1991-92 – næsten tre fjerdele af verdens lande oplevede terror i de år – hvorefter truslen faldt markant. I dag er truslen i de demokratiske samfund cirka tilbage på det niveau, man oplevede i midten af 70erne.

Den anden figur illustrerer, hvor intensiv truslen var. Den viser igen en stigning i 70erne, men også en veritabel eksplosion i trusselsbilledet først i 80erne. Italien var således hårdt ramt, ligesom det demokratiske Vesttyskland led under terrorister, der blev beskyttet af det østtyske Stasi. Der var tale om navne, som nogle af os voksede op med i nyhedsbilledet: Rote Armee Fraktion, Brigate Rosso, the Irish Republican Army, og the Popular Front for the Liberation of Palestine der var almindeligt kendt som PFLP og havde en decideret samarbejdsaftale med de danske Venstresocialister. Man har også glemt historierne om f.eks. den rent kvindelige M19, der blandt andet sprængte en bombe i den amerikanske kongres.

Siden en kortvarig spids i starten af er det tydeligt i dataene, at terrortruslen er styrtdykket. Det gæler også i Danmark, der faktisk er relativt gennemsnitligt for verdens demokratier. Niveauet har ligget meget lavt siden først i 00erne, og på niveau med starten af 70erne. Når man således – som f.eks. både den nuværende og forhenværende statsminister – indikerer, at der nærmest er en historisk trussel, er det derfor faktuelt forkert. En del af den stigning siden 2005 i den ekstensive risiko, som kan ses på den første figur, er for eksempel en refleksion at, at der er relativt flere lande, der oplever angreb, men per land er der færre angreb. Med andre ord er noget af det, der kan se ud som en markant stigning, simpelthen en konsekvens af at eksisterende terrorisme bliver spredt tyndere ud over flere lande.

Bent Blüdnikow har derfor ret: Terrortruslen i dag er i virkeligheden relativt lav i forhold til, da mange af os var børn. Den tids terrorisme er bare glemt – måske ofte fordi den var så tydeligt venstreekstremistisk, og dele af venstrefløjen ingen interesse har i at minde folk om dén side af deres bevægelse – men var ikke mindre virkelig. Så før vi giver efter og accepterer politikeres argumenter for overvågning af danskerne, logning af vores teledata og andre drakoniske indgreb, skal man måske have sine fakta i orden. Fakta er, at truslen fra terrorister er til at overse.

Regulerer nødforfatninger regeringers adfærd efter terrorangreb?

Som mange læsere vil vide, har jeg de seneste år haft et større projekt i gang sammen med Stefan Voigt (Uni Hamburg) om nødforfatninger. Vores tidligere artikler i projektet – som sandsynligvis bliver til en bog, når alle artiklerne er skrevet og publiceret – har handlet om hvordan nødforfatninger ser ud på tværs af lande og amerikanske stater, og hvornår lande faktisk erklærer nødret.

Vi har nu bevæget os mod spørgsmålet om, hvilke konsekvenser nødprovisionerne har. Det gør vi allerførst i ”When Does Terror Induce a State of Emergency? And What are the Effects?” som forleden blev optaget til publication og nu i sin helhed kan nu læses her som Online First hos Journal of Conflict Resolution

Stefan og jeg undersøger i artiklen, hvordan 79 forskellige lande med ’vestlige’ forfatninger har reageret på terrorangreb, og særligt hvordan deres nødforfatning har reguleret reaktionerne, siden 1970. Vi finder, ikke overraskende, at flere angreb øger chancen for at regeringen erklærer nødret. Vi finder dog også, at en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret. Sammenhængen med forfatningens nødretsprovisioner er således ikke helt ligetil, og vi finder særligt ikke evidens for at nogen af delene er påvirket af, hvor politisk let det er at erklære nødret.

Det viser sig dog, at når vi ser på regeringens reaktioner på terrorangrebene – vi bruger her et mål for repressiv politik – spiller nødforfatningen ind. En kombination af en nødforfatning, der gør det let for regeringen at erklære nødret og et angreb, der faktisk skår folk ihjel, øger markant risikoen for at regeringen efterfølgende fører langt mere repressiv politik. Det virkeligt interessante i det sidste fund er således, at graden af øget repression ikke afhænger af, hvor høj grad nødprovisionerne faktisk tillader regeringen at gøre det.

Vi finder ingen systematisk sammenhæng mellem den faktisk repressive politik efter terrorangreb, og om nødforfatningen faktisk tillader censur, ekspropriation osv. Mit nye studie med Stefan ender derfor med at sætte et ganske stort spørgsmålstegn ved, hvor effektive nødforfatninger overhovedet er. Implicit spørger vi således også om de i virkeligheden har andre politiske formål end det officielle.

Over Skotland for 30 år siden

I dag for 30 år siden eksploderede Pan Am 103, en Boeing 747-100 med navnet Clipper Maid of the Seas på vej fra London til New York, over den skotske by Lockerbie. Eksplosionen dræbte all 234 passagerer og 16 piloter og kabinepersonale. Flyet gik i stykker i fuld fart i luften, og da resterne ramte byen, døde 11 flere mennesker. Ødelæggelserne i Lockerbie var også tydelige, og rystende at se i TV. En enkelt motor havde fuldstændigt ødelagt et hus og redningsarbejdere fandt personlige ejendele fra passagererne i dage efter.

Spekulationerne startede næsten øjeblikkeligt. Flyet var et af de første 747, der var bygget, og nogle eksperter var bekymrede, om flyene blev tidligt udslidte. Andre talte om mulige designfejl, mens en tredje gruppe mente, at der måtte være tale om en bombe. Den efterfølgende undersøgelse, der blev udført som en fælles indsats af den britiske Air Accidents Investigation Branch, det lokale politi, og amerikanske FBI, viste uden tvivl at den tredje gruppe havde ret: Pan Am 103 var eksploderet på grund af en bombe i lasten.

Efterforskningen blev et enormt arbejde, men også så omhyggeligt og basalt spændende, at der nu findes en række glimrende dokumentarprogrammer (se f.eks. her, her og her). AAIBs efterforskere fandt, at eksplosionen var startet i en Samsonite kuffert placeret relativt langt fremme i flyets lastrum. De fandt også rester af blandt andet en printplade, som FBI kunne spore til en schweizisk bygget bombedetonator. Alle sporende begyndte derefter at pege i samme retning mod en libyer, der havde checket en kuffert ind i Frankfurt, men ikke boardet flyet. Pan Am blev efterfølgende kritiseret voldsomt (og berettiget) for ikke at have sørget for at matche baggage- og passagerlisterne, hvilket i sig selv førte til at branchen strammede kravene markant. Med blandt andet detonatoren, beviser fra tøj i kufferten som blev sporet til Malta, og klassiske politiarbejde, fandt man frem til manden, der havde checket kufferten ind: Libyeren Abdelbaset al-Megrahi, som viste sig at være officer i Libyens efterretningstjeneste. Beviserne var dermed entydige, at Muammar Gaddafis militærdiktatur i Libyen stod bag angrebet. To år tidligere havde de amerikanske efterretningstjenester forbundet et angreb på et diskotek i Vestberlin, der dræbte to amerikanske soldater og en tyrkisk kvinde, med det libyske regime. USA gennemførte et angreb på Libyen, som Gaddafi var mere end heldig at undgå.

Efter angrebet advarede den amerikanske præsident Ronald Reagan mod statsterrorisme med bokseren Joe Louis famøse ord “You can run, but you can’t hide.” Det ændrede dog ikke Gaddafi-regimets adfærd, der endte i bombningen af Pan Am 103. Efterforskningen af Lockerbie ændrede derimod verdenssamfundets adfærd, og FN indførte sanktioner mod Libyen, da det blev klart at regimet stod bag bombningen. Den herkuliske efterforskning fortsatte dog, og sluttede først endeligt, da Abdelbaset al-Megrahi i 2001 blev dømt i Skotland for 270 mord. To år senere påtog den libyske regering sig skylden for bombningen og betalte en kompensation på 8 millioner dollars til hvert offers familie. FN-sanktionerne mod Libyen blev derefter løftet, og den nordafrikanske stat genoptog sine tætte forbindelser til særligt Italien. Et håndgribeligt bevis på italienernes forbindelser kom, da Silvio Berlusconis regering ad omveje gav Libyen et IC-4 tog, som egentlig skulle have været leveret til DSB. Skylden var også til at overse, da den libyske premierminister i 2004 udtalte, at kompensationen var en pris for fred, og blankt afviste at hans land havde indrømmet nogen skyld. Gaddafi og hans regime overlevede syv år mere, indtil han blev dræbt i den libyske borgerkrig i oktober 2011. Da Gaddafi døde, havde andre aktører dog overtaget hans morderiske opgaver mod den vestlige verden.

En væsentlig del af arven fra Lockerbie er dog, at den kan ses som en del af starten på krigen mod terrorisme. Mens det for eksempel var kendt i nogle kredse, at det socialistiske regime i Østtyskland husede og støttede terrorister fra Rote Armé Fraktion – omend jeg er gammel nok til at huske, hvordan venstrefløjen blankt afviste forbindelsen indtil arkivmateriale i starten af 90erne fuldstændigt klart dokumentere den – var statsterrorisme stadig ikke noget, man talte om. Lockerbie blev, sammen med den iranske fatwa mod forfatteren Salman Rushdie mindre end to måneder senere, ændrede hele billedet. Bombningen af Pan Am 103 over Lockerbie den 21. december 1988 åbnede de vestlige landes øjne for en ny trussel, der aldrig siden er forsvundet.

Hvor effektiv er terror til at skabe frygt?

Risikoen for at blive slået ihjel i et terrorangreb er meget lille for de fleste af os. Den er globalt set mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken.

Terror virker ved at skabe frygt. Men hvor effektiv er den? Det satte Gary Becker og Yona Rubinstein sig for at undersøge. Deres hypotese var, at jo mere frygten koster os, desto bedre er vi til at overvinde den. Det undersøgte de ved at udnytte data fra perioden med ”Al-Aqsa-intifada” i Israel. Det viste sig ganske rigtigt, at det faldende antal buspassagerer og cafegæster efter et terrorangreb stammede fra ikke-hyppige besøgende. Pendlere og hyppige cafégæster gik derimod ikke ned i aktivitet. Et højere uddannelsesniveau var også forbundet med mindre frygtsom adfærd, fandt de.

Interessant nok havde terrorangreb dagen før sabbatten eller en helligdag meget mindre effekt på rejse- og caféaktiviteten end dagen før en hverdag. Forklaringen er, at der ikke udkommer aviser i Israel på sabbatten eller helligdage. Derfor fik angreb dagen før en avisfri dag ikke så meget medieopmærksomhed.  Så medieomtale spiller en stor rolle for terrorens gennemslagskraft.

Becker og Rubinsteins resultater kan bl.a. forklare, hvorfor turistmål også er yndede terrormål. De fleste turister er sjældne gæster og kan let finde alternative destinationer. Hverdagen vil formentlig hurtigt komme igen i København, men der kan gå noget tid, før turisterne er tilbage i fuldt omfang.

Desværre er det ikke alle, som kun har en forsvindende lille risiko for at blive ramt af terror. Folk forbundet med Muhammed-tegningerne er – som senest weekendens begivenheder viser – alvorligt truede. Islamisterne benytter sig tydeligvis af en spilteoretisk pointe om at ramme dem, der er mest profilerede. Hvis alle forsøger at undgå at blive mest profileret, kan man på den måde kue en stor befolkning. Selv en lille, forholdsvis svag gruppe vil kunne kue det store flertal på den måde.

Der er kun én effektiv modstrategi. Den er, at alle vælger en høj profil. Medierne kan gå sammen om at bringe tegningerne så meget, at Jyllands-Posten, Vilks, Rose og Westergaard drukner i mængden. Det er desværre nok for sent at forhindre dem i at have symbolsk status også fremtidigt. Men det vil reducere risikoen for andre ved at ytre sig frit.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Passets historie: Fra nødforanstaltning til New Normal

Forleden var den fhv. konservative justitsminister ude med forslag om, at man administrativt og på efterretningstjenestens foranledning skulle inddrage de danske syrienskrigeres pas.
I de fleste lande er det et regeringsprærogativ at udstede og inddrage rejsedokumenter og opholdstilladelser; der er i dén forstand ikke meget bemærkelsesværdigt ved Mikkelsens forslag.

Før paskontrol blev så allestedsnærværende, som det er i dag, gav retten til at nægte at udstede pas langt fra så stor magt over borgerne. Foranlediget af den amerikanske borgerkrig begyndte Canada eksempelvis først at udstede pas i 1862. Seksten år senere, i 1878, blev der udstedt nøjagtig 50 pas; vi kan nok regne med, at der har været en del flere canadiere, som rejste internationalt.

Britisk pas fra 1927.

Britisk pas fra 1927.

Situationen er anderledes nu. Den, der får sit pas inddraget, pålægges ‘landearrest’. I det man overhovedet ikke kan rejse gennem lufthavne uden gyldige rejsedokumenter, og i de fleste lande (selv lande, der ikke aktivt vedligeholder grænsekontrolposter på landjorden) er forpligtet til at kunne bevise sit statstilhørsforhold, så er det et ganske konkret indgreb i borgerens handlefrihed. Det kan måske være nødvendigt, men ligesom ved varetægtsfængsling, påbud om fodlænke eller meldepligt, bør sådanne indskrænkninger skulle prøves af en dommer.

Det er en kærkommen lejlighed til at reflektere over passets historie. Læs mere

Retssag om beslaglæggelse af Irans top-level-domæne

På Lawfare-bloggen refererer Paul Rosenzweig en finurlig retssag, hvor en række sagsøgere – ofre for terrorangreb – kræver Iran, Syrien og Nordkoreas landsspecifikke top-leve-domæner beslaglagt; altså .ir, .sy og .kp URL-endelserne. ICANN bemærker i sit processkrift – helt korrekt, efter min bedste opfattelse – at TLD’ere ikke er noget, man kan have en ejendomsret til. Men under alle omstændigheder er der tale om en interessant strategi i hvad man vel nok kan kalde en ”privat kamp mod terrorens bagmænd”.

Droner & Drab

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Krigen mod terror – set fra CIA’s vindue

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=YxC_JNz5Vbg width=100%]

Skaber ulandsbistand terrorisme?

En del af det ’nye’ rationale for at give lande ulandsbistand er, at bistanden angiveligt kan forhindre terrorisme. Ideen bag er, at terrorisme i høj grad skyldes fattigdom, og at ulandsbistand reducerer fattigdom. Der er derfor, på trods af det åbenlyst spinkle grundlag, optimisme i dele af det ulandspolitiske miljø. Et nyt arbejdspapir af Swati Sharma, Zach Davis, and Mike Findley fra Brigham Young University i USA (kan læses her) konkluderer, at optimismen kan ligge på et meget lille sted. Abstractet lyder:

After the attacks of 9/11, many US policymakers encouraged the use of foreign aid as an instrument to decrease terrorism. However, this argument is based on at least two assumptions that are the subject of considerable debate in the scholarly literature. The first is that terrorism is directly caused by problematic social or political conditions, such as poverty, lack of education, or oppressive governments. The second is that foreign aid is effective at alleviating any of those conditions including terrorism directly. We contend that foreign aid is unlikely to have a pacifying effect on terrorism and instead it might actually offer an incentive for the continuation or increase of terrorist activity. Because terrorist groups perceive aid as a threatening form of Western influence that can erode popular support for their activities, terrorist groups have an incentive to continue or increase their behavior in response to foreign aid flows. Seeking to both prevent future aid and maintain favorable public opinion, terrorist groups respond with sustained or increased terrorism. Preliminary results support these theoretical expectations.

Helt konkret viser de tre forskere, at en forøgelse af ulandsbistanden fra et lavt niveau (en standardafvigelse under gennemsnittet) til et højt niveau (en standardafvigelse over gennemsnittet) er forbundet med en fordobling i antallet af forventede terroraktioner fra 3.5 til 7 per år. Rationalet bag denne perverse effekt er, at fundamentalistiske grupper og andre terrororganisationer afskyr vestlig kultur og indblanding, og ser bistanden som forsøg på vestligt diktat. Så jo mere bistand, man får, jo større bliver den voldelige modstand mod det, bistanden ses at repræsentere. Måske skulle man sende papiret til Ulla Tørnæs?

Krigen uden ende – og dækningen af den

Ferien er ved at være slut, og det er tid til på ny at optage ens mere monomane interesser. Ja, rigtigt gættet. Vi skal se lidt kritisk på dækningen af Irak i dagens Berlinger.

Det er nu ikke så ringe endda denne gang. Ingen åbenlyse faktuelle fejl eller fordrejninger, blot den sædvanlige vinkling.

Den daglige dosis angår en dokumentarfilm, No end in sight, der omtales her. Da jeg ikke har set filmen, må jeg støtte mig til reportagen. Angiveligt gengiver den de mange fejl, der er blevet begået i Irak. De opremses i artiklen, der meget korrekt oplyser, at disse fejl allerede har været omtalt i Berlingeren (and how, kunne man tilføje), men det giver så mulighed for, at avisen kan lave sin egen analyse, hvilket udgør en væsentlig del af reportagen.

Hvad kan man så brokke sig over i den sammenhæng?

Tja, det første, som man kan bemærke, er det, der ikke står. Der står ikke noget om, at der blev løjet. I reportagen gengives det nænsomt sådan, at krigen byggede på en “misforståelse” om Saddam Husseins WMD. Medmindre det skyldes en pludselig trang til tvetydighed fra korrespondentens side, hvilket ville være nyt på dette område, tyder det på, at dokumentarfilmen faktisk er så troværdig, som korrespondenten vil have os til at tro. Det er da også stadig forbløffende, at det kan hævdes, at der blev “løjet”, når rapport efter rapport ikke har kunne fastslå det.

Tag Hutton-rapporten som et eksempel. Her peges på, at den britiske efterretningstjeneste fik forslag fra Blairs spindoktorer til, hvordan efterretningerne kunne formuleres, så de blev forståelige for offentligheden. Nogle forslag blev efterkommet af tjenesten, mens andre blev afvist, fordi man ikke fandt, at der var den fornødne dækning. Rapporten nævner, at man naturligvis aldrig kan afvise, at tjenesten har følt et vis pres, men det forhold, at flere ændringer blev afvist, viser, at tjenesten kunne stå bag den offentliggjorte rapport. I rapporten kom det i øvrigt frem, at afdøde Dr Kelly var enig i rapportens konklusioner. Efter rapporten kom frem, lavede Panorama en dokumentar, hvor de bl.a. viste klip fra et ikke tidligere offentligjort interview med Dr Kelly, hvor han bekræfter, at Saddams WMD udgjorde en “immediate threat”, selvom han var uenig i under hvilke omstændigheder, de ville blive brugt. En gennemgang af dokumentaren fra den ikke just Blair-venlige avis The Guardian fortæller mere (her). Mig bekendt har hverken DR eller TV2 vist denne dokumentar, selvom de ellers er uhyre glade for dokumentarer om Irak. Underligt (nej vel?)

Ser man bort fra de rene konspirationsfanatikere, synes argumentet om, at der blev løjet, efterhånden at være reduceret til en påstand om, at Bush, Blair, Fogh m.fl. “manipulerede”, fordi de udtalte sig skråsikkert om noget, som de ikke kunne være sikre på. Det er naturligvis et synspunkt, men ikke et jeg deler. Hvis en politiker har grundlag i efterretninger for at tro, at en type som Saddam, med hans baggrund, udgør en trussel, kan jeg ikke bebrejde dem for at udtale sig i utvetydige vendinger. Faktisk har jeg større sympati for det, end for politikere, der ikke tør sige deres mening, men dækker sig ind bag forbehold. Alle viste, at Irak havde været uden FN-inspektører i fem år, og at det derfor var usikkert, hvad der egentlig var i Irak. Den usikkerhed pegede andre på i debatten. Så vil jeg ikke bebrejde ansvarlige politikere, at de taler stærkt for den opfattelse, de med fuld rimelighed har dannet sig fra de forelagte efterretninger.

Tilbage til Berlingskes dækning af dokumentarfilmen.

En central anklage mod indsatsen i Irak er opløsningen af den irakiske hær og udrensningen af Bath-embedsmænd. Som bekendt var Saddams regime bygget på den traditionelle magtstruktur i irak, hvor mindretallet på 20 pct. sunni undertrykte de godt 60 pct. shia i det centrale og sydlige Irak og de 20 pct kurdere i nord. Under Saddams regime blev medlemsskab af Bath nødvendigt for at opnå ledende stillinger, uanset om man i øvrigt støttede de fascistoide træk i partiets idelologi. De to indgreb mod denne magtstruktur medførte dermed, at et stort antal veluddannede soldater blev gjort arbejdsløse, og at hovedparten af alle veluddannede embedsmænd blev fjernet, hvilket har styrket sunni-oprøret og vanskeliggjort genopbygningen.

At dette er mild sagt problematisk, kan ikke debateres. Det kan det derimod, at beslutningen normalt fremstilles som “uforklarlig”, angiveligt også i denne dokumentar.

Det generer mig normalt, når større politiske handlinger beskrives som “uforklarlige”. Det vidner dels om en vis intellektuel dovenskab og fantasiløshed, dels om en manglende forståelse af, at menneskelige handlinger normalt kan forklares rationelt, selv hvor bevæggrundene måtte være irrationelle.

Man behøver ikke søge ret længe i debatten for at finde en rimelig god grund til disse problematiske beslutninger. En forklaring er således, at dette totale opgør med den eksisterende magtstruktur var nødvendig for at overbevise navnlig det åndelige overhoved al-Sistani og med ham Iraks befolkningsflertal på de 60 pct. shia samt også de med god grund altid skeptiske 20 pct. kurdere om, at invasionen ikke bare var et udslag af den “realistiske” skole, hvor man ville udskfite en diktator med en ny og mere brugbar. Ved at fjerne det apartheidlignende system, hvor 20 pct. undertrykker de øvrige 80 pct., ville man understrege, at Bush-doktrinen om at skabe ægte demokrati var alvorligt ment. Dette kan forklare, hvorfor al-Sistani støttede demokratiseringen. Selv a-Sadr har indset, efter hans styrker blev massakreret i Najaf, og hans greb om militserne er gledet ham af hænde, at demokratiet er til hans fordel. Kurderne synes også at være trygge ved udviklingen og ser formodentlig med sindsro på det kaos i det øvrige Irak, som den har medført, fordi det alt andet lige styrker deres reelle autonomi.

Hvorvidt opgøret med sunni-mindretallet og dermed sympatien med det demokratiske projekt hos flertallet af befolkningen var de mange problemer værd, kan diskuteres (det har vi kommentarspalten til ndf. Beklager på forhånd, at jeg ikke deltager). Men at fremstille beslutningen som “uforklarlig”, er ganske simpelt uintelligent.

I analysedelen af avisens reportagen er der som sædvanligt en del mangler.

Det omtales, at kun 30 pct. støtter den militære indsats. Her kunne man måske forvente, at korrespondenten havde oplyst om den nyere meningsmåling i NYT, som viste en betydelig vækst i støtten og et tilsvarende fald blandt modstanderne. Det kom så meget bag på NYT, at de fik meningsmålingen foretaget to gange, men også anden gang var resultatet 42 – 51 pct. Se omtalen af meningsmålingen her.Det kan være forbigående, men er da vel ikke helt uinteressant, når man analyserer den aktuelle situation i den amerikanske befolkning?

Endvidere er der en lidt usædvanlig afslutning i analysen. Efter at have fremhævet, hvordan kun de mest ekstreme republikanere (hvor jeg personligt kan have en vis sympati for synspunktet om, at de måske slet ikke er “rigtige” republikanere, hvad det så end er) tror på, at projektet i Irak kan lykkes, nævnes Petreus’ rapport, der til september skal konkludere, om den forøgede indsats har virket. Her nævnes så – i betragtningen af analysens kontekst – noget overrraskende:

For sæt nu, at næste måneds rapport fra Petraeus og Crocker konstaterer, at det går fremad i Irak? Hvad rapporten sandsynligvis vil gøre.

Men hov, hvorfor skulle Petreus dog nå frem til den konklusion? Antydes det, at han vil lyve, eller står det ikke så då
rligt til, som medierne fo
retrækker at give indtryk af?

Det sidste bekræftes af debatten i de internationale medier. Desværre får vi ikke rigtig noget at høre om denne side i de danske medier. Især har det vakt opsigt i USA, at to fremtrædende demokrater, O’Halon & Pollack, har skrevet en artikel den 30. juli om, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få succes med projektet i Irak (her , obs. kræver adgang). Begge demokrater kan afskrives, og bliver det, fordi de tidligere var sympatisk indstillet over for projektet, men deres artikel har alligevel udløst en betydelig debat.

Denne debat havde man da gerne set omtalt i Berlingskes analyse. Nu er denne omgang af Bush-bashing (fortjent eller ej, begrebet er dækkende) ganske vist udformet som en føljeton, så måske kommer det senere? Man kan da håbe, for indtil videre bekræfter dækningen i 1. sektion, at man ikke rigitg ønsker at give andet end et entydigt negativt billede af udviklingen i Irak.

Det står i kontrast til dækningen i 2. sektionens kulturdel, ikke kun på lederplads, men også i de øvrige indlæg. Tag f.eks. dette indlæg fra Claus Gade Sørensen, tidl. rådgiver i Bagdag, der den 1. august under titlen Hvem er de irakiske oprørerer? analyserer de forskellige oprørsgrupper, der i den hjemlige debat ofte fremstilles som “det irakiske folk” (enten nedladende som en samling knivsvingende lystmordere af Ulrik Høy og andre højrefløjskommentatorer eller romantiseret som af Enhedslisten). Det er en analyse, der bekræfter Pernille Brammings reportager fra WEA. Fra Sørensens indlæg kan fremhæves dette citat:

Terroren vinder ikke i Irak . Den har endnu ikke tabt. Men den taber. Ikke i dag, ikke i morgen og heller ikke næste år. Men når oprørerne indser, at fremtiden ligger i at nedlægge våbnene og deltage i den politiske proces.

Bare de ville læse den slags i 1. sektionen, så deres dækning kunne blive lidt mere nuanceret. Som det er nu, får man indtryk af, at de har sat deres personlige troværdighed ind på, at det ender galt. Det er ikke en god investering for en journalist.

Danske og colombianske holdninger til FARC

Tøjfirmaet “Fighters and Lovers” slog sig en overgang op på at sælge T-shirts med budskaber, der støtter terrororganisationer, som PFLP og colombianske FARC. Der verserer p.t. en straffesag mod Fighters and Lovers direktør, for at yde støtte til en ulovlig terror organisation. Man kan diskutere, hvor berettiget en straffesag er i et sådant tilfælde. Det må i min optik stå enhver person frit for at bære hagekors, hammer og sejl, Hamas flag og andre budskaber, der støtter menneskefjendsker organisationer og ideologier. I nærværende tilfælde er der dog angiveligt tale om at overskuddet for salget af t-shirtsene skulle gå til de omtalte organisationer. Hvis det vitterligt kan bevises, at pengene ville gå til terrororganisationer bliver en strafferetlig sanktion selvfølgelig mere legitim.

På undertegnede virker det dog langt stærkere end et strafferetsligt efterspil, at en stor del af de colombianere FARC påstår, at de kæmper for og som Fighters and Lovers vel ønsker at være “solidariske med” er gået på gaden i protest mod FARCs mange myrderier og kidnapninger.

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Myterne om 9/11

Vi nærmer os 5 års-dagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det kan ikke overraske, at der hurtigt efter angrebene opstod forskellige myter om, at angrebene egentligt skyldtes den onde Bush-regering eller de fæle jøder. Det kan derimod undre, at myterne fik det omfang, de fik, og stadig trives.

Popular Mechanics startede med at undersøge fakta og kasserede myterne. Det blev først til en artikel, nu til en hel bog med egen hjemmeside.

Men bogen er naturligvis også en del af Den Store Sammensværgelse, så pas hellere på…

Erik Meier Carlsens terrorlogik

Erik Meier Carlsen (EMC) har i en årrække stopfodret BTs læsere med ledere, hvis indhold vel bedst kan karakteriseres som værende udtryk for juhu-social-demokratisme. Niveauet i lederne er almindeligvis lavt og ofte ved man ikke om man skal grine eller græde efter endt læsning. Men dagens leder er alligevel i en klasse for sig. Temaet for lederen er terrorpakken, som vores borgerligt-liberale regering i dens visdom har fremsat som lovforslag. I lederen lyder det bl.a.:

Men terror truer på en anden måde. Frygten for terror kan ødelægge samfundet. Frygten for terror kan føre til selvcensur og svække samfundets sammenhængskraft. Frygten for terror og for terrorens virkninger kan ødelægge vores økonomi.

Netop fordi terror er en trussel mod samfundets sammenhængskraft, er det i virkeligheden de svagest stillede borgere – som har mest brug for beskyttelse og for statens bistand – der også har mest brug for terrorpakken.

Der er en dyb logik i, at det er de svagest stillede borgere, der i årevis har ønsket strengere retspolitik i det hele taget og en strammere udlændingelov.
De velstillede, veluddannede og privilegerede har ikke helt samme behov. De klarer sig bedre på egen hånd – uden en stærk stat. De har bedre råd til at insistere på den personlige frihed.

Lederen er et perfekt eksempel på, hvorledes den offentlige debat i Danmark er styret af en social-demokratisk diskurs. “Sammenhængskraft” er et plusord, det samme er det at ville beskytte de “svage”. Når man derfor skal argumentere for indgribende terrorlovgivning er det derfor bare at gøre det i en kontekst, hvor terrorlovgivning er nødvendigt for, at sikre disse magiske plusord og begreber, uden hvilke det danske samfund ville blive forvandlet til alles kamp mod alle  og vupti så glider det hele ned, sammenhængskraften er sikret.

Men retorikken kan ikke skjule, at EMCs argumenter er forvrøvlede. Mig bekendt stiger den menneskelige krops modstandskraft overfor sprængstoffer ikke i takt med uddannelsesniveau eller indtjening. De tusinder der døde i World Trade Center ved 9/11 var ikke samfundets “svage” men derimod veluddannede, der givetvis har haft en højere levefod end den gennemsnitlige amerikaner. Det er endvidere næppe helt forkert at antage, at skulle et terrorangreb ramme Danmark vil det snarere ramme indre by end Maribo og dermed “eliten” frem for de “svage” og at miste livet eller at blive lemlæstet i en terroraktion er vel trods alt værre end at miste sit arbejde som følge deraf.

Læg så hertil, at meget tyder på, at terrorlovgivning overhovedet ikke virker, og rent faktisk hæmmer økonomien, som for eksempel i USA, hvor man har haft svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, forskere og studerende på grund af skrappe indrejserestriktioner indført efter 9/11.

At påstå, at velstillede har bedre råd til at “insistere på personlig frihed”, som EMC gør, smager mest af alt formynderisk socialisme og foragt for den del af befolkningen, som EMC betegner som “svage”. Påstanden er jo desuden nonsens efter, at der er en klar sammenhæng mellem graden af frihed og økonomisk velstand.

Gudskelov har landets to borgerlige aviser en ganske anden holdning til terrorpakken (kan læses her og her).

Terrorismens pris II

Hermed til læserne min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende, som refererer til den statistiske undersøgelse af faktorer, der associeres med grænseoverskridende terrorisme, som jeg tidligere har omtalt her.

Terrorismens pris

Frihed. Det har sin pris, hvis tryghedssøgende danskere smider friheden ud med terrorpakken

Et klogt menneske skal engang have sagt, at hvis et overvældende flertal af befolkningen går ind for noget, så er der god grund til at begynde at blive nervøs og begynde at lede efter udgangen.
Helt så kynisk behøver man måske ikke at være, men der er i hvert fald et gran af sandhed i, at folkestemningen for eller imod en sag let kan svinge ganske dramatisk, og at den sjældent svinger den vej, som er god for borgernes frihed.

Dét er værd at komme i hu, når en jule-meningsmåling fra Gallup viser, at syv af ti danskere støtter selv de mest vidtgående og frihedskrænkende dele af den terrorpakke, som regeringen forbereder. Danskerne er tilsyneladende så opsatte på at sikre trygheden, at de er mere end villige til at give køb på friheden – også selvom det omfatter at blive filmet vilkårligt på offentlige steder, få e-mails og telefonsamtaler studeret af fremmede og i det hele taget blive registreret i alskens hverdagshandlinger uden forudgående dommerkendelse.

Nuvel, meget er sket de seneste år – først og fremmest terror-angrebene 11. september, i London og Madrid, samt de næsten daglige terrorhandlinger i Israel. Men inden man farer så voldsomt i flint, er der vel grund til at spørge sig selv: Er det faktisk rigtigt, at problemet er, at det er den relativt udstrakte grad af frihed i de vestlige lande, som muliggør terror-angreb? I så fald skulle man tro, at sandsynligheden for forekomsten af terrorangreb var højere i mere frie lande end i mindre frie lande.

En undersøgelse, som jeg har lavet sammen med mine kolleger Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen, viser imidlertid, at der ikke er belæg for en sådan påstand – tværtimod. Vi har statistisk analyseret data for alle registrerede tilfælde af grænseoverskridende terrorisme i perioden 1996-2002, og vi har så set på, hvor meget af denne, der kunne forklares ved hjælp af omfanget af økonomisk frihed (kapitalisme), politisk frihed (demokrati) og borgerlige frihedsrettigheder i de lande, der oplever sådanne angreb, eller som producerer grænseoverskridende terrorister.

Samtidigt har vi statistisk set taget højde for en mængde andre alternative faktorer, såsom landenes levestandard, vækst, ulighed, religiøse og etniske sammensætning, osv.

Konklusionen er entydig: Der er kun to ting, som med sikkerhed betyder noget for sandsynligheden for, at et land producerer grænseoverskridende terrorister eller tiltrækker sådanne: Graden af borgerlige frihedsrettigheder og omfanget af handel med omverdenen, og begge dele har en negativ effekt. Dvs. flere frihedsrettigheder og mere handel giver mindre sandsynlighed for terror. Alle andre faktorer er enten uklare eller ubetydelige.
Det er med andre ord ikke tilfældet, at terrorisme finder sted, fordi de borgerlige frihedsrettigheder er for vidtgående. Tværtimod er der noget, der tyder på, at frihed og handel har en civiliserende effekt på mennesker. Det antyder, at den bedste medicin imod terror er at opretholde friheden i vor del af verden og at sprede dén og markedsøkonomi til resten af verden.

Vi skal passe på ikke at opgive vores frihed i forsøget på at beskytte den, men det bør ikke læses som et udtryk for en naiv holdning om, at ingen vil os det skidt. Tydeligvis er de radikale islamistiske kræfter, som de senere år har angrebet vesten, den mest frihedsfjendske politiske bevægelse, som verden har set siden Berlinmurens fald – og måske meget længere.

Problemet er blot, at stort set ethvert indgreb i borgernes frihed igennem tiderne er blevet retfærdiggjort med lige netop den type argument – men når faren så igen er drevet over, er ufriheden ofte blevet stående tilbage, og ganske ofte er indgrebene blev brugt til noget ganske andet, end de var tænkt til.

Det minimale, som politikerne bør gøre, hvis de ønsker at vedtage en terrorpakke, er konsekvent at tvivle til fordel for retssikkerheden og at gøre lovgivningen tidsbegrænset. Altså, sætte en »udløbsdato« på, efter hvilken man bliver nødt til at revurdere, hvorvidt lovgivningen har virket, og hvilke konsekvenser den i øvrigt har haft. Det har man gjort med den amerikanske terrorlovgivning, og dér har man endog i forvejen langt stærkere beskyttelse af den personlige frihed, end vi har.

Om tal, terror & MSM: Gæsteindlæg af Poul Højlund

Punditokraterne bringer hermed et dagsaktuelt indlæg af Poul Højlund, der går i kødet på MSM’s behandling af “data” om irakernes holdninger …

Bare et tal
Hvis ikke det hele var så komisk, ville det være tragisk.

Sunday Telegraph’s defence correspondent Sean Rayment kom 23.10.05 med følgende artikel: Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops. Berømt fordi nettet har mere end 400.000 henvisninger, og berømt fordi republikaneren John Murtha forlanger de amerikanske tropper hjem omgående, når nu irakerne ikke kan lide dem alligevel.

Villy Søvndal forlangte allerede samme dag de danske tropper ud omgående. DR kunne åbenbart ikke læse engelsk, men fik fortyfive percent til at blive til 54%. Det er heller ikke nemt.

Den gode Sean Rayment, der således ganske uforvarende scorede et verdenshit, er aldrig er vendt tilbage til sit scoop med så meget som en linie. Han skriver om William, der slår Harry i hærens IQ-test, om tab i Afghanistan, om hærens vanskeligheder med at rekruttere til Irak, – men ikke et eneste opfølgende ord om den virkelige sensation, hans store scoop:

Millioner af irakere mener, at selvmordangreb på britiske styrker er berettigede, lød sensationen. Op til 65% af irakerne støtter angrebene og mindre end en procent af irakerne synes, at det allierede militære engagement hjælper til at forbedre sikkerheden i deres land.

Villy Hin Søvndahl derimod kan ikke vente med at få fingrene i tasterne; han er allerede samme dag på alle medier (weekend, nemlig) med sit krav om omgående pull out på grund af de nye sensationelle tal. Hele 65% af alle irakerne støtter angrebene. Selve statsministeren tvinges til at svare med standardsvaret Alle skal ud så hurtigt, som forholdene tillader. Historien lever et par døgn og dør så.

Undertegnede relativt stilfærdige menneske rykker også til tasterne og begynder i Kristeligt Dagblad, – samme slagmark som Søvndal havde valgt – og fortsætter i JyllandsPosten.  Spidse og småsure spørgsmål til DR og Søvndal om dokumentation for påstandene. Sidste afsnit fra KD (som ikke giver web-adgang uden abonnement) lyder:

“Konklusion: På baggrund af en enkelt journalists oplysninger om en hemmelig undersøgelse, hvis resultater er i direkte modstrid med den veldokumenterede BBC-undersøgelse, og hvor formålet med journalistens artikel er tydeligt indenrigspolitisk, og hvor journalistens brug af unavngivne kilder tidligere har vist sig tvivlsom, bringer Radioavisen en nyhed, hvis væsentligste procenttal er en pinlig fejloversættelse, – og på den ekstremt tynde baggrund, rykker SF’s formand i felten og kalder grundlaget for dansk militær tilstedeværelse i Irak for ikke-eksisterende.

Mens Radioavisen tjekker sine kilder, sine bevæggrunde og sin troværdighed, kunne Villy Søvndal måske bevæges til at forklare, hvorfor offentligheden i denne sag skal tage ham alvorligt?”

Ingen reaktion. 21. november opsumerer TV2 i 22-nyhederne udviklingen i Irak siden Mission Accomplished om bord på USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Det er nu over 2 år siden præsident Bush bla bla …. Et rent powerpoint show med lidt speak og en heftig grafik med headlines, der drøner frem i billedet.

Skilt nummer fem efter hukommelsen: Over 100 daglige angreb fra terrorister og oprørere. Skilt nummer seks: Mere end 65% af irakerne støtter angrebene. Slut for Irak og videre til næste emne.

Få dage senere præciserer redaktionschef Hans Peter Blicher i JP direkte henvendt til undertegnede, høfligt og måske lige en snert nedladende, at tallet kun omfatter sympati for angreb mod de væbnede styrker og ikke mod civile. Nu er de 65% kun gældende i det dansk/britisk kontrollerede område i det sydlige Irak: I hele Irak er det 45%, der osv.

Samme aften meddeler TV2 nyhederne en rettelse. Jeg så den ikke, og den er ikke på deres web-tv.  Noget om nogle forkerte tal og nu følger de rigtige tal: 45% af alle irakere støtter angrebene på de væbnede styrker.

Få dage senere i JP retter skyder undertegnede det første alvorlige missil af: Dårlig presseetik.

Få dage senere i JP et hidsigt angreb fra Blicher, der henviser til, at alle andre jo også har brugt kilden, at vi sandelig ikke betaler tvangslicens og at han i øvrigt anser debatten for overstået.

Dagen efter er selveste nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen ude med den helt store kaliber,  men dog detaljeret i sin rettelse af de tre eller fire eller fem fejl, DR har nået at begå i sagen. Samme henvisning til alle de andre medier, der også har brugt tallene, og endelig en blank afvisning af min påstand om tendenser i dækningen af Irak.

Nu træder Punditokraterne for alvor ind på banen. En læser, Niels Christensen, linker til en mig ukendt Spiegel-undersøgelse med helt andre tal. Tak for det. Verden hænger igen og veldokumenteret sammen og der kommer overensstemmelse mellem rekordvalgdeltagelse og meningsmålinger.

Tre fjerdedele af irakerne støtter de udenlandske troppers tilstedeværelse, indtil forholdene er stabiliserede. Tre fjerdele støtter …, altså ikke to ud af tre, der støtter angreb på tropperne, men tre ud af fire, der ønsker troppernes tilstedeværelse opretholdt.

Mit næste indlæg i JP må kun være på 300 ord, – ak ja. Det kommer forhåbentligt på mandag. Her er de sidste afsnit:

“…Og tv-stationerne vil ikke indse, at de er blevet ofre for deres egne fordomme. Deres normale journalistiske sans er bedøvet af de spændende tal, der for alvor viser, hvor skidt det går i Irak.

De to stationer kan heller ikke læse tysk. Der Spiegel bringer 11. december en helt anderledes troværdig og veldokumenteret meningsmåling. Tallene modsiger de udokumenterede påstande fra Sunday Telegraph. Blot en enkelt tal: hver fjerde iraker ønsker omgående troppetilbagetrækning. Tre fjerdedele af irakerne ønsker at tropperne bliver, indtil forholdene er stabiliserede. Hvornår bringer I de nyheder?

Men nej, gode nyheder om Irak har ingen interesse. Selv det seneste valgs overvældende succes bliver vinklet til en Sippel-historie om valgsvindel og fupdemokrati. Dækningen af Irak er tendentiøs. Dette er blot et lille eksempel. “

« Ældre indlæg

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑