Ferien er ved at være slut, og det er tid til på ny at optage ens mere monomane interesser. Ja, rigtigt gættet. Vi skal se lidt kritisk på dækningen af Irak i dagens Berlinger.
Det er nu ikke så ringe endda denne gang. Ingen åbenlyse faktuelle fejl eller fordrejninger, blot den sædvanlige vinkling.
Den daglige dosis angår en dokumentarfilm, No end in sight, der omtales her. Da jeg ikke har set filmen, må jeg støtte mig til reportagen. Angiveligt gengiver den de mange fejl, der er blevet begået i Irak. De opremses i artiklen, der meget korrekt oplyser, at disse fejl allerede har været omtalt i Berlingeren (and how, kunne man tilføje), men det giver så mulighed for, at avisen kan lave sin egen analyse, hvilket udgør en væsentlig del af reportagen.
Hvad kan man så brokke sig over i den sammenhæng?
Tja, det første, som man kan bemærke, er det, der ikke står. Der står ikke noget om, at der blev løjet. I reportagen gengives det nænsomt sådan, at krigen byggede på en “misforståelse” om Saddam Husseins WMD. Medmindre det skyldes en pludselig trang til tvetydighed fra korrespondentens side, hvilket ville være nyt på dette område, tyder det på, at dokumentarfilmen faktisk er så troværdig, som korrespondenten vil have os til at tro. Det er da også stadig forbløffende, at det kan hævdes, at der blev “løjet”, når rapport efter rapport ikke har kunne fastslå det.
Tag Hutton-rapporten som et eksempel. Her peges på, at den britiske efterretningstjeneste fik forslag fra Blairs spindoktorer til, hvordan efterretningerne kunne formuleres, så de blev forståelige for offentligheden. Nogle forslag blev efterkommet af tjenesten, mens andre blev afvist, fordi man ikke fandt, at der var den fornødne dækning. Rapporten nævner, at man naturligvis aldrig kan afvise, at tjenesten har følt et vis pres, men det forhold, at flere ændringer blev afvist, viser, at tjenesten kunne stå bag den offentliggjorte rapport. I rapporten kom det i øvrigt frem, at afdøde Dr Kelly var enig i rapportens konklusioner. Efter rapporten kom frem, lavede Panorama en dokumentar, hvor de bl.a. viste klip fra et ikke tidligere offentligjort interview med Dr Kelly, hvor han bekræfter, at Saddams WMD udgjorde en “immediate threat”, selvom han var uenig i under hvilke omstændigheder, de ville blive brugt. En gennemgang af dokumentaren fra den ikke just Blair-venlige avis The Guardian fortæller mere (her). Mig bekendt har hverken DR eller TV2 vist denne dokumentar, selvom de ellers er uhyre glade for dokumentarer om Irak. Underligt (nej vel?)
Ser man bort fra de rene konspirationsfanatikere, synes argumentet om, at der blev løjet, efterhånden at være reduceret til en påstand om, at Bush, Blair, Fogh m.fl. “manipulerede”, fordi de udtalte sig skråsikkert om noget, som de ikke kunne være sikre på. Det er naturligvis et synspunkt, men ikke et jeg deler. Hvis en politiker har grundlag i efterretninger for at tro, at en type som Saddam, med hans baggrund, udgør en trussel, kan jeg ikke bebrejde dem for at udtale sig i utvetydige vendinger. Faktisk har jeg større sympati for det, end for politikere, der ikke tør sige deres mening, men dækker sig ind bag forbehold. Alle viste, at Irak havde været uden FN-inspektører i fem år, og at det derfor var usikkert, hvad der egentlig var i Irak. Den usikkerhed pegede andre på i debatten. Så vil jeg ikke bebrejde ansvarlige politikere, at de taler stærkt for den opfattelse, de med fuld rimelighed har dannet sig fra de forelagte efterretninger.
Tilbage til Berlingskes dækning af dokumentarfilmen.
En central anklage mod indsatsen i Irak er opløsningen af den irakiske hær og udrensningen af Bath-embedsmænd. Som bekendt var Saddams regime bygget på den traditionelle magtstruktur i irak, hvor mindretallet på 20 pct. sunni undertrykte de godt 60 pct. shia i det centrale og sydlige Irak og de 20 pct kurdere i nord. Under Saddams regime blev medlemsskab af Bath nødvendigt for at opnå ledende stillinger, uanset om man i øvrigt støttede de fascistoide træk i partiets idelologi. De to indgreb mod denne magtstruktur medførte dermed, at et stort antal veluddannede soldater blev gjort arbejdsløse, og at hovedparten af alle veluddannede embedsmænd blev fjernet, hvilket har styrket sunni-oprøret og vanskeliggjort genopbygningen.
At dette er mild sagt problematisk, kan ikke debateres. Det kan det derimod, at beslutningen normalt fremstilles som “uforklarlig”, angiveligt også i denne dokumentar.
Det generer mig normalt, når større politiske handlinger beskrives som “uforklarlige”. Det vidner dels om en vis intellektuel dovenskab og fantasiløshed, dels om en manglende forståelse af, at menneskelige handlinger normalt kan forklares rationelt, selv hvor bevæggrundene måtte være irrationelle.
Man behøver ikke søge ret længe i debatten for at finde en rimelig god grund til disse problematiske beslutninger. En forklaring er således, at dette totale opgør med den eksisterende magtstruktur var nødvendig for at overbevise navnlig det åndelige overhoved al-Sistani og med ham Iraks befolkningsflertal på de 60 pct. shia samt også de med god grund altid skeptiske 20 pct. kurdere om, at invasionen ikke bare var et udslag af den “realistiske” skole, hvor man ville udskfite en diktator med en ny og mere brugbar. Ved at fjerne det apartheidlignende system, hvor 20 pct. undertrykker de øvrige 80 pct., ville man understrege, at Bush-doktrinen om at skabe ægte demokrati var alvorligt ment. Dette kan forklare, hvorfor al-Sistani støttede demokratiseringen. Selv a-Sadr har indset, efter hans styrker blev massakreret i Najaf, og hans greb om militserne er gledet ham af hænde, at demokratiet er til hans fordel. Kurderne synes også at være trygge ved udviklingen og ser formodentlig med sindsro på det kaos i det øvrige Irak, som den har medført, fordi det alt andet lige styrker deres reelle autonomi.
Hvorvidt opgøret med sunni-mindretallet og dermed sympatien med det demokratiske projekt hos flertallet af befolkningen var de mange problemer værd, kan diskuteres (det har vi kommentarspalten til ndf. Beklager på forhånd, at jeg ikke deltager). Men at fremstille beslutningen som “uforklarlig”, er ganske simpelt uintelligent.
I analysedelen af avisens reportagen er der som sædvanligt en del mangler.
Det omtales, at kun 30 pct. støtter den militære indsats. Her kunne man måske forvente, at korrespondenten havde oplyst om den nyere meningsmåling i NYT, som viste en betydelig vækst i støtten og et tilsvarende fald blandt modstanderne. Det kom så meget bag på NYT, at de fik meningsmålingen foretaget to gange, men også anden gang var resultatet 42 – 51 pct. Se omtalen af meningsmålingen her.Det kan være forbigående, men er da vel ikke helt uinteressant, når man analyserer den aktuelle situation i den amerikanske befolkning?
Endvidere er der en lidt usædvanlig afslutning i analysen. Efter at have fremhævet, hvordan kun de mest ekstreme republikanere (hvor jeg personligt kan have en vis sympati for synspunktet om, at de måske slet ikke er “rigtige” republikanere, hvad det så end er) tror på, at projektet i Irak kan lykkes, nævnes Petreus’ rapport, der til september skal konkludere, om den forøgede indsats har virket. Her nævnes så – i betragtningen af analysens kontekst – noget overrraskende:
For sæt nu, at næste måneds rapport fra Petraeus og Crocker konstaterer, at det går fremad i Irak? Hvad rapporten sandsynligvis vil gøre.
Men hov, hvorfor skulle Petreus dog nå frem til den konklusion? Antydes det, at han vil lyve, eller står det ikke så då
rligt til, som medierne fo
retrækker at give indtryk af?
Det sidste bekræftes af debatten i de internationale medier. Desværre får vi ikke rigtig noget at høre om denne side i de danske medier. Især har det vakt opsigt i USA, at to fremtrædende demokrater, O’Halon & Pollack, har skrevet en artikel den 30. juli om, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få succes med projektet i Irak (her , obs. kræver adgang). Begge demokrater kan afskrives, og bliver det, fordi de tidligere var sympatisk indstillet over for projektet, men deres artikel har alligevel udløst en betydelig debat.
Denne debat havde man da gerne set omtalt i Berlingskes analyse. Nu er denne omgang af Bush-bashing (fortjent eller ej, begrebet er dækkende) ganske vist udformet som en føljeton, så måske kommer det senere? Man kan da håbe, for indtil videre bekræfter dækningen i 1. sektion, at man ikke rigitg ønsker at give andet end et entydigt negativt billede af udviklingen i Irak.
Det står i kontrast til dækningen i 2. sektionens kulturdel, ikke kun på lederplads, men også i de øvrige indlæg. Tag f.eks. dette indlæg fra Claus Gade Sørensen, tidl. rådgiver i Bagdag, der den 1. august under titlen Hvem er de irakiske oprørerer? analyserer de forskellige oprørsgrupper, der i den hjemlige debat ofte fremstilles som “det irakiske folk” (enten nedladende som en samling knivsvingende lystmordere af Ulrik Høy og andre højrefløjskommentatorer eller romantiseret som af Enhedslisten). Det er en analyse, der bekræfter Pernille Brammings reportager fra WEA. Fra Sørensens indlæg kan fremhæves dette citat:
Terroren vinder ikke i Irak . Den har endnu ikke tabt. Men den taber. Ikke i dag, ikke i morgen og heller ikke næste år. Men når oprørerne indser, at fremtiden ligger i at nedlægge våbnene og deltage i den politiske proces.
Bare de ville læse den slags i 1. sektionen, så deres dækning kunne blive lidt mere nuanceret. Som det er nu, får man indtryk af, at de har sat deres personlige troværdighed ind på, at det ender galt. Det er ikke en god investering for en journalist.