Tag-arkiv: terrorisme

Om tal, terror & MSM: Gæsteindlæg af Poul Højlund

Punditokraterne bringer hermed et dagsaktuelt indlæg af Poul Højlund, der går i kødet på MSM’s behandling af “data” om irakernes holdninger …

Bare et tal
Hvis ikke det hele var så komisk, ville det være tragisk.

Sunday Telegraph’s defence correspondent Sean Rayment kom 23.10.05 med følgende artikel: Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops. Berømt fordi nettet har mere end 400.000 henvisninger, og berømt fordi republikaneren John Murtha forlanger de amerikanske tropper hjem omgående, når nu irakerne ikke kan lide dem alligevel.

Villy Søvndal forlangte allerede samme dag de danske tropper ud omgående. DR kunne åbenbart ikke læse engelsk, men fik fortyfive percent til at blive til 54%. Det er heller ikke nemt.

Den gode Sean Rayment, der således ganske uforvarende scorede et verdenshit, er aldrig er vendt tilbage til sit scoop med så meget som en linie. Han skriver om William, der slår Harry i hærens IQ-test, om tab i Afghanistan, om hærens vanskeligheder med at rekruttere til Irak, – men ikke et eneste opfølgende ord om den virkelige sensation, hans store scoop:

Millioner af irakere mener, at selvmordangreb på britiske styrker er berettigede, lød sensationen. Op til 65% af irakerne støtter angrebene og mindre end en procent af irakerne synes, at det allierede militære engagement hjælper til at forbedre sikkerheden i deres land.

Villy Hin Søvndahl derimod kan ikke vente med at få fingrene i tasterne; han er allerede samme dag på alle medier (weekend, nemlig) med sit krav om omgående pull out på grund af de nye sensationelle tal. Hele 65% af alle irakerne støtter angrebene. Selve statsministeren tvinges til at svare med standardsvaret Alle skal ud så hurtigt, som forholdene tillader. Historien lever et par døgn og dør så.

Undertegnede relativt stilfærdige menneske rykker også til tasterne og begynder i Kristeligt Dagblad, – samme slagmark som Søvndal havde valgt – og fortsætter i JyllandsPosten.  Spidse og småsure spørgsmål til DR og Søvndal om dokumentation for påstandene. Sidste afsnit fra KD (som ikke giver web-adgang uden abonnement) lyder:

“Konklusion: På baggrund af en enkelt journalists oplysninger om en hemmelig undersøgelse, hvis resultater er i direkte modstrid med den veldokumenterede BBC-undersøgelse, og hvor formålet med journalistens artikel er tydeligt indenrigspolitisk, og hvor journalistens brug af unavngivne kilder tidligere har vist sig tvivlsom, bringer Radioavisen en nyhed, hvis væsentligste procenttal er en pinlig fejloversættelse, – og på den ekstremt tynde baggrund, rykker SF’s formand i felten og kalder grundlaget for dansk militær tilstedeværelse i Irak for ikke-eksisterende.

Mens Radioavisen tjekker sine kilder, sine bevæggrunde og sin troværdighed, kunne Villy Søvndal måske bevæges til at forklare, hvorfor offentligheden i denne sag skal tage ham alvorligt?”

Ingen reaktion. 21. november opsumerer TV2 i 22-nyhederne udviklingen i Irak siden Mission Accomplished om bord på USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Det er nu over 2 år siden præsident Bush bla bla …. Et rent powerpoint show med lidt speak og en heftig grafik med headlines, der drøner frem i billedet.

Skilt nummer fem efter hukommelsen: Over 100 daglige angreb fra terrorister og oprørere. Skilt nummer seks: Mere end 65% af irakerne støtter angrebene. Slut for Irak og videre til næste emne.

Få dage senere præciserer redaktionschef Hans Peter Blicher i JP direkte henvendt til undertegnede, høfligt og måske lige en snert nedladende, at tallet kun omfatter sympati for angreb mod de væbnede styrker og ikke mod civile. Nu er de 65% kun gældende i det dansk/britisk kontrollerede område i det sydlige Irak: I hele Irak er det 45%, der osv.

Samme aften meddeler TV2 nyhederne en rettelse. Jeg så den ikke, og den er ikke på deres web-tv.  Noget om nogle forkerte tal og nu følger de rigtige tal: 45% af alle irakere støtter angrebene på de væbnede styrker.

Få dage senere i JP retter skyder undertegnede det første alvorlige missil af: Dårlig presseetik.

Få dage senere i JP et hidsigt angreb fra Blicher, der henviser til, at alle andre jo også har brugt kilden, at vi sandelig ikke betaler tvangslicens og at han i øvrigt anser debatten for overstået.

Dagen efter er selveste nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen ude med den helt store kaliber,  men dog detaljeret i sin rettelse af de tre eller fire eller fem fejl, DR har nået at begå i sagen. Samme henvisning til alle de andre medier, der også har brugt tallene, og endelig en blank afvisning af min påstand om tendenser i dækningen af Irak.

Nu træder Punditokraterne for alvor ind på banen. En læser, Niels Christensen, linker til en mig ukendt Spiegel-undersøgelse med helt andre tal. Tak for det. Verden hænger igen og veldokumenteret sammen og der kommer overensstemmelse mellem rekordvalgdeltagelse og meningsmålinger.

Tre fjerdedele af irakerne støtter de udenlandske troppers tilstedeværelse, indtil forholdene er stabiliserede. Tre fjerdele støtter …, altså ikke to ud af tre, der støtter angreb på tropperne, men tre ud af fire, der ønsker troppernes tilstedeværelse opretholdt.

Mit næste indlæg i JP må kun være på 300 ord, – ak ja. Det kommer forhåbentligt på mandag. Her er de sidste afsnit:

“…Og tv-stationerne vil ikke indse, at de er blevet ofre for deres egne fordomme. Deres normale journalistiske sans er bedøvet af de spændende tal, der for alvor viser, hvor skidt det går i Irak.

De to stationer kan heller ikke læse tysk. Der Spiegel bringer 11. december en helt anderledes troværdig og veldokumenteret meningsmåling. Tallene modsiger de udokumenterede påstande fra Sunday Telegraph. Blot en enkelt tal: hver fjerde iraker ønsker omgående troppetilbagetrækning. Tre fjerdedele af irakerne ønsker at tropperne bliver, indtil forholdene er stabiliserede. Hvornår bringer I de nyheder?

Men nej, gode nyheder om Irak har ingen interesse. Selv det seneste valgs overvældende succes bliver vinklet til en Sippel-historie om valgsvindel og fupdemokrati. Dækningen af Irak er tendentiøs. Dette er blot et lille eksempel. “

Svar: Fordi de ikke har a-våben (endnu)

I sommer rejste jeg spørgsmålet om, hvorfor de islamistiske terrorister ikke havde anvendt atomvåben ved angrebene på New York/Washington, Madrid, London m.v.  Terrorismens pris er selvfølgelig lidt af forklaringen, men mere specifikt var det lidt kyniske og deprimerende svar, jeg antydede, at årsagen i sidste ende alene var, at de endnu ikke havde nogen.

Dagens nyhed er så, at noget tyder på, at hvor der er vilje, er der også vej. Her til morgen oplyste de australske myndigheder således, at de 18 personer, som man anholdt i sidste uge, menes at have forberedt et angreb på et australsk atomkraftværk.  Det er naturligvis ikke helt det samme, men lidt skal vel også have ret …

Skræmmende.

Terrorismens pris

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

Public service – John Howard

John Howard, der sammen med Blair er en af Bushs mest trofaste støtter i krigen mod terror, og som sidste år blev genvalgt som Australiens prime minister, var i London i går, da det nye og heldigvis mislykkede terrorangreb fandt sted. Han fik naturligvis også spørgsmålet, om ikke Australien selv var skyld i terroren p.g.a. Irakkrigen.

Hans svar vil næppe blive omtalt i de danske medier, heller ikke vores tvangslicensbetalte public service institutioner – så må vi som en gratis blog levere dette bidrag til folkeoplysningen som public service:

PRIME MIN. HOWARD: Could I start by saying the prime minister and I were having a discussion when we heard about it. My first reaction was to get some more information. And I really don’t want to add to what the prime minister has said. It’s a matter for the police and a matter for the British authorities to talk in detail about what has happened here. Can I just say very directly, Paul, on the issue of the policies of my government and indeed the policies of the British and American governments on Iraq, that the first point of reference is that once a country allows its foreign policy to be determined by terrorism, it’s given the game away, to use the vernacular. And no Australian government that I lead will ever have policies determined by terrorism or terrorist threats, and no self-respecting government of any political stripe in Australia would allow that to happen.

Can I remind you that the murder of 88 Australians in Bali took place before the operation in Iraq.And I remind you that the 11th of September occurred before the operation in Iraq.Can I also remind you that the very first occasion that bin Laden specifically referred to Australia was in the context of Australia’s involvement in liberating the people of East Timor. Are people by implication suggesting we shouldn’t have done that?When a group claimed responsibility on the website for the attacks on the 7th of July, they talked about British policy not just in Iraq, but in Afghanistan. Are people suggesting we shouldn’t be in Afghanistan?When Sergio de Mello was murdered in Iraq — a brave man, a distinguished international diplomat, a person immensely respected for his work in the United Nations — when al Qaeda gloated about that, they referred specifically to the role that de Mello had carried out in East Timor because he was the United Nations administrator in East Timor.

Now I don’t know the mind of the terrorists. By definition, you can’t put yourself in the mind of a successful suicide bomber. I can only look at objective facts, and the objective facts are as I’ve cited. The objective evidence is that Australia was a terrorist target long before the operation in Iraq. And indeed, all the evidence, as distinct from the suppositions, suggests to me that this is about hatred of a way of life, this is about the perverted use of principles of the great world religion that, at its root, preaches peace and cooperation. And I think we lose sight of the challenge we have if we allow ourselves to see these attacks in the context of particular circumstances rather than the abuse through a perverted ideology of people and their murder.

Ikke noget under, at han blev genvalgt nok en gang.

(fra National Review Online via Instapundit)

Terror i London II

Hos de fleste nogenlunde anstændige mennesker vækker de horrible terrorangreb i London i går – som den slags uhyrligheder oftest gør – afsky og fordømmelse. I kølvandet på angrebene trænger mindst to spørgsmål sig imidlertid på: 1) Hvad vil de (terroristerne) opnå? 2) Hvorfor gør de det? En kommentar af Amir Taheri i dagens The Times giver et bud på netop disse spørgsmål (ud fra formodningen om, at terrorismen er al-Qaeda relateret).

Som svar på det første spørgsmål skriver Amir Taheri:

“… you are dealing with an enemy that does not want anything specific, and cannot be talked back into reason through anger management or round-table discussions. Or, rather, this enemy does want something specific: to take full control of your lives, dictate every single move you make round the clock and, if you dare resist, he will feel it his divine duty to kill you.”

Dertil kunne man så tilføje, at terroristernes mål vel også er at indgyde frygt og ængstelse og ad den vej forsøge at ændre livet for mange mennesker. Ovenstående citat giver imidlertid også antydningen af et svar på det andet spørgsmål, nemlig at terroristernes mål er at realisere et ideal, som er “… to convert humanity to Islam, which regulates Man’s spiritual, economic, political and social moves to the last detail.” Og dette, om nødvendigt, med voldelige midler.

Imidlertid er det værd at huske på – som Tony Blair mindede om i går og som Taheri også skriver – at langt størstedelen af muslimer er fredelige og lovlydige mennesker, og at netop denne gruppe af islamisterne sidestilles med den vantro vestlige fjende:


“There are many Muslims who believe that the idea that all other faiths have been “abrogated” and that the whole of mankind should be united under the banner of Islam must be dropped as a dangerous anachronism. But to the Islamist those Muslims who think like that are themselves regarded as lapsed, and deserving of
death.”

De islamistiske terroristers mål – for så vidt som det er at underlægge resten af verden en totalitær religiøs doktrin – er heldigvis og med stor sikkerhed utopisk og fuldstændigt urealistisk. Men det kræver, at de vestlige landes svar på terrorismen ikke bliver at forvandle vores åbne samfund til lukkede samfund med overdreven kontrol, regulering og overvågning. Sker det, får terroristerne en delvis sejr via bagvejen.

Terror i London

Som forventet er London blevet ramt af terror tidligere i dag, der sandsynligvis er relateret til al-Qaeda.

Så sent som i går måtte Bush minde os om, at vi faktisk er i krig. En krig, vi ikke har startet, men som al-Qaeda fører mod os og har gjort længe.

Nu er påmindelsen for en stund blevet blodig alvor – igen.

Vi må ikke overreagere, men til de, hvis tilgang til debatten om anti-terrorlovgivning er at spørge, om det nu også er nødvendigt, må svaret være ja. Det er det.

Ved terrorangrebene i USA og i Spanien var der nogle, som forledt af vestligt selvhad udtrykte forståelse med terroristerne og fandt, at deres drab var vores egen skyld. Christopher Hitchens er bedre end de fleste til at at tage afstand fra den slags:

There was the reflexive view that somehow the jihadists must represent a grievance or protest against poverty or oppression. Everybody knows what the grievances of the jihadists are they’re very easy to identify. They grieve for the loss of the caliphate. They’re not anti-imperialists?they’re pro-imperialists. There’s an empire they lost and want back.

(hat tip: Mr. Anderson).

Spørgsmålet er nu, hvordan briterne reagerer? Vil de fortsætte kampen eller bliver de skræmte? Jeg tror det første. London can take it, som de sagde under nazisternes bombekampagne; det kan de forhåbentlig stadig.

Er Bush en snedig rad?

Hver eneste dag kan alverdens nyhedsmedier berette om død og voldsomme ødelæggelser i Irak. Det får naturligvis den amerikanske ledede aktion til at fremstå som den rene og skære fiasko, der ikke vedholdende kan forsvares. Men anlægger man et utilitaristisk syn på sagen, er det måske slet ikke så tosset endda. For koncentrationen af terrorhandlinger i Irak, kan meget vel have skånet resten af verden for en større terroreksponering. Det er en såre kynisk indskydelse, men er den ædruelig? Tillad en lille historisk ekskurs.

Ved 2. Verdenskrigs begyndelse var engelske handelsskibe særdeles lette ofre for tyskernes U-bådsangreb på Atlanten. Undervandsbådene var svære at lokalisere i det stormombruste hav, de slog til uden varsel og de tog bevidst sigte efter ubevæbnede mål. Admiral Karl Dönitz, der var øverstbefalende for den tyske krigsflåde, fokuserede angiveligt stift på ét eneste nøgletal: Sænkning af handelsrelateret søtransport pr. U-båd opgjort i bruttoregisterton.

Alt dette kan man læse meget mere om i The Battle of the Atlantic: Hitler’s Gray Wolves of the Sea and the Allies’ Desperate Struggle to Defeat Them, hvor Andrew Williams også afdækker, hvordan de allierede fik vendt udviklingen. Amerikanerne var i begyndelsen blindt optaget af en såkaldt Search & Destroy Strategy, hvor man jagtede tyske U-både overalt. Men de måtte med tiden erkende, at denne taktik ikke gav de ønskede resultater. Billedet ændrede sig imidlertid fundamentalt, da de allierede i stedet forfulgte en såkaldt Convoy Strategy, hvor handelsskibe krydsede Atlanten i flotiller eskorteret af krigsskibe. Når en tysk U-båd angreb et handelsskib i en sådan konvoj, kunne den hurtigt lokaliseres og destrueres.

Kan den lille krigsanekokte hjælpe os til at forstå logikken bag amerikanernes tilstedeværelse i Irak? Måske. Efter den 9/11 stod USA og den vestlige verden over for en trussel, der i påfaldende grad mindede om U-bådsangrebene på Atlanten: Terroristerne var umulige at lokalisere, de slog til overalt uden varsel og de gik målrettet efter civile mål. Search & Destroy, der bl.a. blev praktiseret i Afghanistan, var derfor på forhånd dømt til at fejle. Men da Bush og de øvrige koalitionspartnere rettede fokus mod Irak, sendte de et klart signal til terroristerne om, hvor de skulle begive sig hen.

Derfor er det næppe overraskende, at vi i dag er vidne til voldsomme og koncentrerede terrorhandlinger i Irak. Det er helt forventeligt og i overensstemmelse med konvojstrategien. Så måske var Bush slet og ret en snedig rad, da han i sin tid erklærede: “Bring them on!” Den koncentrerede militærindsats i Irak kan således – bortset fra attentatet i Madrid – meget vel have skånet os for en omfattende og uhåndterlig spredning af terroren på globalt plan.

PS: Læseren forstår sikkert, at jeg sendte en varm tanke til min søn på halvandet år, da han foran det lokale supermarked med en fjerlet håndbevægelse afviste en grånende kvindes opfodring til at deltage i en snarlig StopBush-demonstration.