Tag: terrorisme (page 2 of 3)

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Myterne om 9/11

Vi nærmer os 5 års-dagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det kan ikke overraske, at der hurtigt efter angrebene opstod forskellige myter om, at angrebene egentligt skyldtes den onde Bush-regering eller de fæle jøder. Det kan derimod undre, at myterne fik det omfang, de fik, og stadig trives.

Popular Mechanics startede med at undersøge fakta og kasserede myterne. Det blev først til en artikel, nu til en hel bog med egen hjemmeside.

Men bogen er naturligvis også en del af Den Store Sammensværgelse, så pas hellere på…

Erik Meier Carlsens terrorlogik

Erik Meier Carlsen (EMC) har i en årrække stopfodret BTs læsere med ledere, hvis indhold vel bedst kan karakteriseres som værende udtryk for juhu-social-demokratisme. Niveauet i lederne er almindeligvis lavt og ofte ved man ikke om man skal grine eller græde efter endt læsning. Men dagens leder er alligevel i en klasse for sig. Temaet for lederen er terrorpakken, som vores borgerligt-liberale regering i dens visdom har fremsat som lovforslag. I lederen lyder det bl.a.:

Men terror truer på en anden måde. Frygten for terror kan ødelægge samfundet. Frygten for terror kan føre til selvcensur og svække samfundets sammenhængskraft. Frygten for terror og for terrorens virkninger kan ødelægge vores økonomi.

Netop fordi terror er en trussel mod samfundets sammenhængskraft, er det i virkeligheden de svagest stillede borgere – som har mest brug for beskyttelse og for statens bistand – der også har mest brug for terrorpakken.

Der er en dyb logik i, at det er de svagest stillede borgere, der i årevis har ønsket strengere retspolitik i det hele taget og en strammere udlændingelov.
De velstillede, veluddannede og privilegerede har ikke helt samme behov. De klarer sig bedre på egen hånd – uden en stærk stat. De har bedre råd til at insistere på den personlige frihed.

Lederen er et perfekt eksempel på, hvorledes den offentlige debat i Danmark er styret af en social-demokratisk diskurs. “Sammenhængskraft” er et plusord, det samme er det at ville beskytte de “svage”. Når man derfor skal argumentere for indgribende terrorlovgivning er det derfor bare at gøre det i en kontekst, hvor terrorlovgivning er nødvendigt for, at sikre disse magiske plusord og begreber, uden hvilke det danske samfund ville blive forvandlet til alles kamp mod alle  og vupti så glider det hele ned, sammenhængskraften er sikret.

Men retorikken kan ikke skjule, at EMCs argumenter er forvrøvlede. Mig bekendt stiger den menneskelige krops modstandskraft overfor sprængstoffer ikke i takt med uddannelsesniveau eller indtjening. De tusinder der døde i World Trade Center ved 9/11 var ikke samfundets “svage” men derimod veluddannede, der givetvis har haft en højere levefod end den gennemsnitlige amerikaner. Det er endvidere næppe helt forkert at antage, at skulle et terrorangreb ramme Danmark vil det snarere ramme indre by end Maribo og dermed “eliten” frem for de “svage” og at miste livet eller at blive lemlæstet i en terroraktion er vel trods alt værre end at miste sit arbejde som følge deraf.

Læg så hertil, at meget tyder på, at terrorlovgivning overhovedet ikke virker, og rent faktisk hæmmer økonomien, som for eksempel i USA, hvor man har haft svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, forskere og studerende på grund af skrappe indrejserestriktioner indført efter 9/11.

At påstå, at velstillede har bedre råd til at “insistere på personlig frihed”, som EMC gør, smager mest af alt formynderisk socialisme og foragt for den del af befolkningen, som EMC betegner som “svage”. Påstanden er jo desuden nonsens efter, at der er en klar sammenhæng mellem graden af frihed og økonomisk velstand.

Gudskelov har landets to borgerlige aviser en ganske anden holdning til terrorpakken (kan læses her og her).

Terrorismens pris II

Hermed til læserne min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende, som refererer til den statistiske undersøgelse af faktorer, der associeres med grænseoverskridende terrorisme, som jeg tidligere har omtalt her.

Terrorismens pris

Frihed. Det har sin pris, hvis tryghedssøgende danskere smider friheden ud med terrorpakken

Et klogt menneske skal engang have sagt, at hvis et overvældende flertal af befolkningen går ind for noget, så er der god grund til at begynde at blive nervøs og begynde at lede efter udgangen.
Helt så kynisk behøver man måske ikke at være, men der er i hvert fald et gran af sandhed i, at folkestemningen for eller imod en sag let kan svinge ganske dramatisk, og at den sjældent svinger den vej, som er god for borgernes frihed.

Dét er værd at komme i hu, når en jule-meningsmåling fra Gallup viser, at syv af ti danskere støtter selv de mest vidtgående og frihedskrænkende dele af den terrorpakke, som regeringen forbereder. Danskerne er tilsyneladende så opsatte på at sikre trygheden, at de er mere end villige til at give køb på friheden – også selvom det omfatter at blive filmet vilkårligt på offentlige steder, få e-mails og telefonsamtaler studeret af fremmede og i det hele taget blive registreret i alskens hverdagshandlinger uden forudgående dommerkendelse.

Nuvel, meget er sket de seneste år – først og fremmest terror-angrebene 11. september, i London og Madrid, samt de næsten daglige terrorhandlinger i Israel. Men inden man farer så voldsomt i flint, er der vel grund til at spørge sig selv: Er det faktisk rigtigt, at problemet er, at det er den relativt udstrakte grad af frihed i de vestlige lande, som muliggør terror-angreb? I så fald skulle man tro, at sandsynligheden for forekomsten af terrorangreb var højere i mere frie lande end i mindre frie lande.

En undersøgelse, som jeg har lavet sammen med mine kolleger Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen, viser imidlertid, at der ikke er belæg for en sådan påstand – tværtimod. Vi har statistisk analyseret data for alle registrerede tilfælde af grænseoverskridende terrorisme i perioden 1996-2002, og vi har så set på, hvor meget af denne, der kunne forklares ved hjælp af omfanget af økonomisk frihed (kapitalisme), politisk frihed (demokrati) og borgerlige frihedsrettigheder i de lande, der oplever sådanne angreb, eller som producerer grænseoverskridende terrorister.

Samtidigt har vi statistisk set taget højde for en mængde andre alternative faktorer, såsom landenes levestandard, vækst, ulighed, religiøse og etniske sammensætning, osv.

Konklusionen er entydig: Der er kun to ting, som med sikkerhed betyder noget for sandsynligheden for, at et land producerer grænseoverskridende terrorister eller tiltrækker sådanne: Graden af borgerlige frihedsrettigheder og omfanget af handel med omverdenen, og begge dele har en negativ effekt. Dvs. flere frihedsrettigheder og mere handel giver mindre sandsynlighed for terror. Alle andre faktorer er enten uklare eller ubetydelige.
Det er med andre ord ikke tilfældet, at terrorisme finder sted, fordi de borgerlige frihedsrettigheder er for vidtgående. Tværtimod er der noget, der tyder på, at frihed og handel har en civiliserende effekt på mennesker. Det antyder, at den bedste medicin imod terror er at opretholde friheden i vor del af verden og at sprede dén og markedsøkonomi til resten af verden.

Vi skal passe på ikke at opgive vores frihed i forsøget på at beskytte den, men det bør ikke læses som et udtryk for en naiv holdning om, at ingen vil os det skidt. Tydeligvis er de radikale islamistiske kræfter, som de senere år har angrebet vesten, den mest frihedsfjendske politiske bevægelse, som verden har set siden Berlinmurens fald – og måske meget længere.

Problemet er blot, at stort set ethvert indgreb i borgernes frihed igennem tiderne er blevet retfærdiggjort med lige netop den type argument – men når faren så igen er drevet over, er ufriheden ofte blevet stående tilbage, og ganske ofte er indgrebene blev brugt til noget ganske andet, end de var tænkt til.

Det minimale, som politikerne bør gøre, hvis de ønsker at vedtage en terrorpakke, er konsekvent at tvivle til fordel for retssikkerheden og at gøre lovgivningen tidsbegrænset. Altså, sætte en »udløbsdato« på, efter hvilken man bliver nødt til at revurdere, hvorvidt lovgivningen har virket, og hvilke konsekvenser den i øvrigt har haft. Det har man gjort med den amerikanske terrorlovgivning, og dér har man endog i forvejen langt stærkere beskyttelse af den personlige frihed, end vi har.

Om tal, terror & MSM: Gæsteindlæg af Poul Højlund

Punditokraterne bringer hermed et dagsaktuelt indlæg af Poul Højlund, der går i kødet på MSM’s behandling af “data” om irakernes holdninger …

Bare et tal
Hvis ikke det hele var så komisk, ville det være tragisk.

Sunday Telegraph’s defence correspondent Sean Rayment kom 23.10.05 med følgende artikel: Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops. Berømt fordi nettet har mere end 400.000 henvisninger, og berømt fordi republikaneren John Murtha forlanger de amerikanske tropper hjem omgående, når nu irakerne ikke kan lide dem alligevel.

Villy Søvndal forlangte allerede samme dag de danske tropper ud omgående. DR kunne åbenbart ikke læse engelsk, men fik fortyfive percent til at blive til 54%. Det er heller ikke nemt.

Den gode Sean Rayment, der således ganske uforvarende scorede et verdenshit, er aldrig er vendt tilbage til sit scoop med så meget som en linie. Han skriver om William, der slår Harry i hærens IQ-test, om tab i Afghanistan, om hærens vanskeligheder med at rekruttere til Irak, – men ikke et eneste opfølgende ord om den virkelige sensation, hans store scoop:

Millioner af irakere mener, at selvmordangreb på britiske styrker er berettigede, lød sensationen. Op til 65% af irakerne støtter angrebene og mindre end en procent af irakerne synes, at det allierede militære engagement hjælper til at forbedre sikkerheden i deres land.

Villy Hin Søvndahl derimod kan ikke vente med at få fingrene i tasterne; han er allerede samme dag på alle medier (weekend, nemlig) med sit krav om omgående pull out på grund af de nye sensationelle tal. Hele 65% af alle irakerne støtter angrebene. Selve statsministeren tvinges til at svare med standardsvaret Alle skal ud så hurtigt, som forholdene tillader. Historien lever et par døgn og dør så.

Undertegnede relativt stilfærdige menneske rykker også til tasterne og begynder i Kristeligt Dagblad, – samme slagmark som Søvndal havde valgt – og fortsætter i JyllandsPosten.  Spidse og småsure spørgsmål til DR og Søvndal om dokumentation for påstandene. Sidste afsnit fra KD (som ikke giver web-adgang uden abonnement) lyder:

“Konklusion: På baggrund af en enkelt journalists oplysninger om en hemmelig undersøgelse, hvis resultater er i direkte modstrid med den veldokumenterede BBC-undersøgelse, og hvor formålet med journalistens artikel er tydeligt indenrigspolitisk, og hvor journalistens brug af unavngivne kilder tidligere har vist sig tvivlsom, bringer Radioavisen en nyhed, hvis væsentligste procenttal er en pinlig fejloversættelse, – og på den ekstremt tynde baggrund, rykker SF’s formand i felten og kalder grundlaget for dansk militær tilstedeværelse i Irak for ikke-eksisterende.

Mens Radioavisen tjekker sine kilder, sine bevæggrunde og sin troværdighed, kunne Villy Søvndal måske bevæges til at forklare, hvorfor offentligheden i denne sag skal tage ham alvorligt?”

Ingen reaktion. 21. november opsumerer TV2 i 22-nyhederne udviklingen i Irak siden Mission Accomplished om bord på USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Det er nu over 2 år siden præsident Bush bla bla …. Et rent powerpoint show med lidt speak og en heftig grafik med headlines, der drøner frem i billedet.

Skilt nummer fem efter hukommelsen: Over 100 daglige angreb fra terrorister og oprørere. Skilt nummer seks: Mere end 65% af irakerne støtter angrebene. Slut for Irak og videre til næste emne.

Få dage senere præciserer redaktionschef Hans Peter Blicher i JP direkte henvendt til undertegnede, høfligt og måske lige en snert nedladende, at tallet kun omfatter sympati for angreb mod de væbnede styrker og ikke mod civile. Nu er de 65% kun gældende i det dansk/britisk kontrollerede område i det sydlige Irak: I hele Irak er det 45%, der osv.

Samme aften meddeler TV2 nyhederne en rettelse. Jeg så den ikke, og den er ikke på deres web-tv.  Noget om nogle forkerte tal og nu følger de rigtige tal: 45% af alle irakere støtter angrebene på de væbnede styrker.

Få dage senere i JP retter skyder undertegnede det første alvorlige missil af: Dårlig presseetik.

Få dage senere i JP et hidsigt angreb fra Blicher, der henviser til, at alle andre jo også har brugt kilden, at vi sandelig ikke betaler tvangslicens og at han i øvrigt anser debatten for overstået.

Dagen efter er selveste nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen ude med den helt store kaliber,  men dog detaljeret i sin rettelse af de tre eller fire eller fem fejl, DR har nået at begå i sagen. Samme henvisning til alle de andre medier, der også har brugt tallene, og endelig en blank afvisning af min påstand om tendenser i dækningen af Irak.

Nu træder Punditokraterne for alvor ind på banen. En læser, Niels Christensen, linker til en mig ukendt Spiegel-undersøgelse med helt andre tal. Tak for det. Verden hænger igen og veldokumenteret sammen og der kommer overensstemmelse mellem rekordvalgdeltagelse og meningsmålinger.

Tre fjerdedele af irakerne støtter de udenlandske troppers tilstedeværelse, indtil forholdene er stabiliserede. Tre fjerdele støtter …, altså ikke to ud af tre, der støtter angreb på tropperne, men tre ud af fire, der ønsker troppernes tilstedeværelse opretholdt.

Mit næste indlæg i JP må kun være på 300 ord, – ak ja. Det kommer forhåbentligt på mandag. Her er de sidste afsnit:

“…Og tv-stationerne vil ikke indse, at de er blevet ofre for deres egne fordomme. Deres normale journalistiske sans er bedøvet af de spændende tal, der for alvor viser, hvor skidt det går i Irak.

De to stationer kan heller ikke læse tysk. Der Spiegel bringer 11. december en helt anderledes troværdig og veldokumenteret meningsmåling. Tallene modsiger de udokumenterede påstande fra Sunday Telegraph. Blot en enkelt tal: hver fjerde iraker ønsker omgående troppetilbagetrækning. Tre fjerdedele af irakerne ønsker at tropperne bliver, indtil forholdene er stabiliserede. Hvornår bringer I de nyheder?

Men nej, gode nyheder om Irak har ingen interesse. Selv det seneste valgs overvældende succes bliver vinklet til en Sippel-historie om valgsvindel og fupdemokrati. Dækningen af Irak er tendentiøs. Dette er blot et lille eksempel. “

Svar: Fordi de ikke har a-våben (endnu)

I sommer rejste jeg spørgsmålet om, hvorfor de islamistiske terrorister ikke havde anvendt atomvåben ved angrebene på New York/Washington, Madrid, London m.v.  Terrorismens pris er selvfølgelig lidt af forklaringen, men mere specifikt var det lidt kyniske og deprimerende svar, jeg antydede, at årsagen i sidste ende alene var, at de endnu ikke havde nogen.

Dagens nyhed er så, at noget tyder på, at hvor der er vilje, er der også vej. Her til morgen oplyste de australske myndigheder således, at de 18 personer, som man anholdt i sidste uge, menes at have forberedt et angreb på et australsk atomkraftværk.  Det er naturligvis ikke helt det samme, men lidt skal vel også have ret …

Skræmmende.

Terrorismens pris

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

Public service – John Howard

John Howard, der sammen med Blair er en af Bushs mest trofaste støtter i krigen mod terror, og som sidste år blev genvalgt som Australiens prime minister, var i London i går, da det nye og heldigvis mislykkede terrorangreb fandt sted. Han fik naturligvis også spørgsmålet, om ikke Australien selv var skyld i terroren p.g.a. Irakkrigen.

Hans svar vil næppe blive omtalt i de danske medier, heller ikke vores tvangslicensbetalte public service institutioner – så må vi som en gratis blog levere dette bidrag til folkeoplysningen som public service:

PRIME MIN. HOWARD: Could I start by saying the prime minister and I were having a discussion when we heard about it. My first reaction was to get some more information. And I really don’t want to add to what the prime minister has said. It’s a matter for the police and a matter for the British authorities to talk in detail about what has happened here. Can I just say very directly, Paul, on the issue of the policies of my government and indeed the policies of the British and American governments on Iraq, that the first point of reference is that once a country allows its foreign policy to be determined by terrorism, it’s given the game away, to use the vernacular. And no Australian government that I lead will ever have policies determined by terrorism or terrorist threats, and no self-respecting government of any political stripe in Australia would allow that to happen.

Can I remind you that the murder of 88 Australians in Bali took place before the operation in Iraq.And I remind you that the 11th of September occurred before the operation in Iraq.Can I also remind you that the very first occasion that bin Laden specifically referred to Australia was in the context of Australia’s involvement in liberating the people of East Timor. Are people by implication suggesting we shouldn’t have done that?When a group claimed responsibility on the website for the attacks on the 7th of July, they talked about British policy not just in Iraq, but in Afghanistan. Are people suggesting we shouldn’t be in Afghanistan?When Sergio de Mello was murdered in Iraq — a brave man, a distinguished international diplomat, a person immensely respected for his work in the United Nations — when al Qaeda gloated about that, they referred specifically to the role that de Mello had carried out in East Timor because he was the United Nations administrator in East Timor.

Now I don’t know the mind of the terrorists. By definition, you can’t put yourself in the mind of a successful suicide bomber. I can only look at objective facts, and the objective facts are as I’ve cited. The objective evidence is that Australia was a terrorist target long before the operation in Iraq. And indeed, all the evidence, as distinct from the suppositions, suggests to me that this is about hatred of a way of life, this is about the perverted use of principles of the great world religion that, at its root, preaches peace and cooperation. And I think we lose sight of the challenge we have if we allow ourselves to see these attacks in the context of particular circumstances rather than the abuse through a perverted ideology of people and their murder.

Ikke noget under, at han blev genvalgt nok en gang.

(fra National Review Online via Instapundit)

Terror i London II

Hos de fleste nogenlunde anstændige mennesker vækker de horrible terrorangreb i London i går – som den slags uhyrligheder oftest gør – afsky og fordømmelse. I kølvandet på angrebene trænger mindst to spørgsmål sig imidlertid på: 1) Hvad vil de (terroristerne) opnå? 2) Hvorfor gør de det? En kommentar af Amir Taheri i dagens The Times giver et bud på netop disse spørgsmål (ud fra formodningen om, at terrorismen er al-Qaeda relateret).

Som svar på det første spørgsmål skriver Amir Taheri:

“… you are dealing with an enemy that does not want anything specific, and cannot be talked back into reason through anger management or round-table discussions. Or, rather, this enemy does want something specific: to take full control of your lives, dictate every single move you make round the clock and, if you dare resist, he will feel it his divine duty to kill you.”

Dertil kunne man så tilføje, at terroristernes mål vel også er at indgyde frygt og ængstelse og ad den vej forsøge at ændre livet for mange mennesker. Ovenstående citat giver imidlertid også antydningen af et svar på det andet spørgsmål, nemlig at terroristernes mål er at realisere et ideal, som er “… to convert humanity to Islam, which regulates Man’s spiritual, economic, political and social moves to the last detail.” Og dette, om nødvendigt, med voldelige midler.

Imidlertid er det værd at huske på – som Tony Blair mindede om i går og som Taheri også skriver – at langt størstedelen af muslimer er fredelige og lovlydige mennesker, og at netop denne gruppe af islamisterne sidestilles med den vantro vestlige fjende:


“There are many Muslims who believe that the idea that all other faiths have been “abrogated” and that the whole of mankind should be united under the banner of Islam must be dropped as a dangerous anachronism. But to the Islamist those Muslims who think like that are themselves regarded as lapsed, and deserving of
death.”

De islamistiske terroristers mål – for så vidt som det er at underlægge resten af verden en totalitær religiøs doktrin – er heldigvis og med stor sikkerhed utopisk og fuldstændigt urealistisk. Men det kræver, at de vestlige landes svar på terrorismen ikke bliver at forvandle vores åbne samfund til lukkede samfund med overdreven kontrol, regulering og overvågning. Sker det, får terroristerne en delvis sejr via bagvejen.

Terror i London

Som forventet er London blevet ramt af terror tidligere i dag, der sandsynligvis er relateret til al-Qaeda.

Så sent som i går måtte Bush minde os om, at vi faktisk er i krig. En krig, vi ikke har startet, men som al-Qaeda fører mod os og har gjort længe.

Nu er påmindelsen for en stund blevet blodig alvor – igen.

Vi må ikke overreagere, men til de, hvis tilgang til debatten om anti-terrorlovgivning er at spørge, om det nu også er nødvendigt, må svaret være ja. Det er det.

Ved terrorangrebene i USA og i Spanien var der nogle, som forledt af vestligt selvhad udtrykte forståelse med terroristerne og fandt, at deres drab var vores egen skyld. Christopher Hitchens er bedre end de fleste til at at tage afstand fra den slags:

There was the reflexive view that somehow the jihadists must represent a grievance or protest against poverty or oppression. Everybody knows what the grievances of the jihadists are they’re very easy to identify. They grieve for the loss of the caliphate. They’re not anti-imperialists?they’re pro-imperialists. There’s an empire they lost and want back.

(hat tip: Mr. Anderson).

Spørgsmålet er nu, hvordan briterne reagerer? Vil de fortsætte kampen eller bliver de skræmte? Jeg tror det første. London can take it, som de sagde under nazisternes bombekampagne; det kan de forhåbentlig stadig.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑