Tag: Thomas Sowell

Thomas Sowell i the Rubin Report

Amerikaneren Thomas Sowell er en af de virkeligt store og uafhængige tænkere på den begavede del af den amerikanske højrefløj. Sowell, der var en af de første sorte professorer, der gjorde en virkelig forskel i debatten, har bidraget til mange diskussioner og er altid værd at lytte til. Forleden var han gæst i den glimrende Rubin Report, hvor han blandt andet talte med Dave Rubin om uddannelse og race. Samtalen er både interessant og overraskende morsom. Som svar på spørgsmålet, hvad der fik ham til at forlade sit marxistiske udgangspunkt og blive liberal, er hans var ”Øh, fakta!”

Hele interviewet er stærkt anbefalet og kan ses her:

Intet nyt fra hash-fronten

WC-Fields

 

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

 

 

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition  lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat,  som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.Sowell on drugs

Tidligere indlæg om emnet, udvalg :

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drugs anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud der dræber

A profit to kill for

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

 

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren, Morten Uhrskov, udsendte i slutningen af maj bogen “Indvandringens pris”

Bogens hovedtese er at ikke-vestlig indvandring gør os alle fattige. Som han skriver om indvandring fra ikke-vestlige lande i kronikken “En rigtig dårlig forretning” (Børsen 4. juni) :

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener ” vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk“.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af  det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke-vestlige lande, set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk fagligt noget vås, som skyldes at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller med mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot at de skal have en gennemsnitlig lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke-vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege at historierne om at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand, uden empirisk belæg, tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs resten

Video fra Thomas Sowell “mini-konference”

Som jeg fortalte i en tidligere post, blev der i torsdags afholdt en “minikonference” med udgangspunkt i Thomas Sowell’s omfattende forfatterskab. Der er nu kommet video fra arrangementet, det kan enten ses nedenfor eller, hvis man måtte foretrække det, ved at gå ind på CEPOS hjemmesider.

[videoplayer file=”http://cepos.podhandle.dk/minikonferenceomts0.mp4Mobile.mp4″ /]

For os der stod for arrangementet var det en positiv oplevelse, at så mange var mødt op, og vi er nu i gang med at planlægge kommende arrangementer med udgangspunkt i Sowells omfattende forfatterskab (hvoraf ingen af hans bøger desværre er oversat til dansk).

Hvis nogen af denne blogs læsere har bud på emner der kunne være interessante eller på anden måde ideer til, hvordan kendskabet til Sowell kan blive mere udbredt i Danmark, er mere end velkomne.

Mit eget indlæg handler om kultur og individers valg af samme (ikke national – der går en del borgerlige går helt galt i byen og vores forskellige kulturer står tilbage som rene postulater). Primært er der dog tale om et forsøg på at eksemplificere en række pointer hos Sowell rettet mod multikulturalisternes grundlæggende påstand om at der ikke eksisterer kulturer der er bedre end andre – kun kulturer der er forskellige, og at alt ondt (også i Danmark) skyldes racisme og stigmatisering. Der er dog grund til at antage, at det væsentligste integrationsproblem er den moderne velfærdsstat, der hindrer minoriteters og indvandreres naturlige tilpasning – der primært er en funktion af om det kan betale sig.

Reklame for “mini-konference” om frihedstænkeren Thomas Sowell

Dette indlæg er nok først og fremmest af interesse for de der bor på Sjælland. Torsdag den 20. januar afholder Cepos en “mini-konference” om og med udgangspunkt i Thomas Sowell, hans forfatterskab og ideer. Tilmelding kan ske her.

Programmet er som følger:

17.00-17.10 Velkomst og kort introduktion til personen Thomas Sowell

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet

17.10-17.35 Økonomiske og politiske fejlslutninger

Ved cand.mag. Michael Jourdan, Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet:

Sowell fremlægger en lang række eksempler på gængse fejlslutninger indenfor politik og økonomi, hvor forkerte fortolkninger eller forklaringer viser sig at have direkte og ofte utilsigtede skadelige virkninger. Ved en bedre forståelse af den sociale virkelighed kan der også drives en mere fornuftig politik.

17.35-18.00 Hvad er diskrimination?

Ved lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet:

Kan diskrimination være ‘rationel’? Kan bestemte grupper have ‘velfortjent dårligt ry’? Der tales meget om diskrimination, men der er ikke mange der definerer begrebet ordentligt. Begrebet bruges i flæng og det er blevet populært at påstå, at denne eller hin gruppe bliver diskrimineret. Oplægget vil forsøge at præsentere en definition med inspiration fra Thomas Sowell.

18.00-18.15 Pause (vand, kaffe og te)

18.15-18.40 Sådan skabes en ghetto.

Ved Niels Westy Munch-Holbek, cand.polit., Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning:

Med udgangspunkt i Sowells trilogi “Race and Culture”, “Conquest and Culture” samt “Migration and Culture” samt “Black Redneck and White Liberals” stilles der spørgsmålstegn ved, om den danske velfærdsstatskultur med dens særlige dyrkelse af danske værdier i bund og grund er lige så håbløs som multikulturalisternes dyrkelse af minoritetskulturer.

18.40-19.00 Selvretfærdighed som politisk problem

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet:

I flere bøger har Sowell påpeget moralske rigiditeter eller tabuer som barrierer for en pragmatisk politik baseret på erfaring og sund fornuft. Følelsen af at være udvalgt eller retfærdig blokerer ifølge Sowell politikeres udsyn og kan forklare, hvorfor samfundsforhold over tid får lov at udvikle sig vrangt og trægt. Samtidig kan vi ikke undgå at fortolke samfundet gennem visioner, hvorfor en diskussion om de rigtige “ideologier” bliver afgørende.

Som det fremgår er denne post’s forfatter en af talerne. Det skal med det samme erkendes, at overskriften “Sådan skabes en ghetto” dækker over et andet udtryk, der er lidt/noget mere kraftfuldt. Hvad det er må man møde op for at finde ud af, – eller vente på at lydoptagelsen fra arrangementet bliver tilgængelig på Cepos hjemmesider.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=2GklCBvS-eI&feature=related[/youtube]

Statsministerens nytårstale – håb forude eller……?

Lad det være sagt med det samme. I forhold til regeringens første politik siden den kom til magten i 2001, var Lars Løkkes nytårstale et på mange måder (tiltrængt) nybrud. Man kan kun glæde sig over, at man endelig taler om at afskaffe efterlønnen. Men når Lars Løkke får ros for (endelig) at “træde i karakter“, så er det vist først og fremmest udtryk for hvor godt og grundigt vi hænger fast i den socialdemokratiske hængedynd, der er den “unikke” danske velfærdsmodel.

Statsministerens tale var ikke et opgør med denne model – tværtimod. Det var først og fremmest en anvisning på hvordan man kan få den til at hænge sammen lidt længere. Den grundlæggende argumentation for at afskaffe efterlønnen var jo ret beset, at det ville sikre ressourcer andre steder i den offentlige sektor. Og så bliver valget af efterlønnen jo lidt arbitrær.

I sin tale peger statsministeren på, at;

Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser. Og vi vil blive nødt til at skære i kernevelfærden. I sygehuse og skoler. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod. Vi vil gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre. Vi vil løfte en god folkeskole ind i en fremtid, hvor danske børn skal kunne måle sig med de bedste i verden.

Og senere i talen understreger understreger han, at

For det første koster efterlønnen 16 milliarder kroner hvert år. Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Om året! Hvert år!

Hermed ligger talen desværre i forlængelse af hvad de konservatives Henriette Kjær udtalte til Jyllands Posten den 29.12, nemlig at;

De Konservative har gødet jorden for det her [afskaffelse af efterlønnen] i næsten et år. Det har betydet, at befolkningen har fået øjnene op for, at de 20 mia. kr., som bruges på en relativ lille gruppe mennesker i befolkningen, kan bruges på andre ting som folkeskolen, dagpleje og sundhedsvæsenet.

Så kunne man jo med en hvis rimelighed pege på, at hvis Danmark opnåede samme effektivitet som det finske uddannelsessystem ville det indbringe ca. det dobbelte i årlig besparelse. De er altså med væsentligt færre midler i stand til at “producere” det vi ikke kan herhjemme, men som statsministeren ønsker sig – “børn der kan måle sig med de bedste i verden”

Uden gennemgribende reformer kan det meget vel (hvis det altså lykkes at gennemføre ændringer af efterlønnen på denne side af valget) vise sig, at gevinsten vil blive soldet op og blot kortvarigt stille den offentlige sektors tilsynladende grænseløse sult (og evne til at opfinde nye problemer der naturligvis kræver kollektive løsninger).

Som professor Michael Svarer, institut for økonomi på Aarhus Universitet  siger til Børsen:

I det hele taget må man sige, at en reform af efterlønnen ikke kan stå alene. Der skal flere tiltag til, hvis dansk økonomi skal rettes op.

Og så er vi ved et grundlæggende forhold; Var statsministerens tale præget af reformiver ud af et hensyn til den danske befolknings ve og vel i fremtiden, eller var den først og fremmest båret af ønsket om at “redde” de grundlæggende træk i en dysfunktionel velfærdsmodel, der er hovedansvarlig for Danmarks pauvre økonomiske vækst de seneste årtier (se Christians tidligere indlæg) med udsigt til en endnu ringere fremtid? Desværre hælder jeg mest til det sidste.

Det er sikkert forståeligt ud fra en professionel politikers synspunkt. Vores velfærdsmodel indebærer jo at politikeren er placeret som en central aktør, og sikrer at man kan føre sig frem på sin evne på at “frelse vælgerne”. Godt nok er der tale om en illusion, men da de fleste i den “politiske klasse” er enige om at der ikke er grund til at bryde illusionen, er det et punkt hvor opposition og regering grundlæggende støtter hinanden. For tænk hvis det gik op for den brede befolkning, at de reelt ville klare sig bedre og have flere “velfærdsydelser” til rådighed hvis politikerne og deres vilige hjælpere fyldte mindre.

For hvad mener statsmininisteren egentlig, når han i sin tale siger, at

for alle os, der er vokset op med velfærdsamfundet, kan vores rige og trygge Danmark føles nærmest som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, vi skal arbejde for hver dag.

Mener han så, at vi først og fremmest er sat på denne jord for at knokle for velfærdsstaten? – eller tror han virkelig selv på vores velfærdsmodels “unikke” evne til at producere store mængder af “velfærdsydelser”. Hvis det er tilfældet, så tager han grueligt galt.

Som det fremgår af nedenstående sammenligning af “produktionen” af velfærdsydelser i en række OECD-lande, må vi konstatere, at på trods af den største offentlige sektor og det højeste skattetryk, så er vores samlende produktion af velfærdsydelser (der inkluderer pension og andre former for overførselsindkomster, uddannelse, sygehuse osv.) som andel af BNP, ikke større end en række andre lande med en mindre offentlig sektor og et lavere skattetryk.

Samlet produktion af velfærdsydelser i andel af BNP

Kilde: http://www.oecd.org/document/9/0,3746,en_2649_34637_38141385_1_1_1_1,00.html

Sammenligner vi med USA , er den samlede “produktion” herhjemme godt nok et par procent højere, målt åp andel af BNP. Men da BNP per capita er ca. 20-25% højere i USA indebærer det, at produktion af velfærdsydelser per indbygger er højere i USA end herhjemme!!

Den borgerlige regering har de sidste 10 år i den grad forspildt at sætte en anden dagsorden, hvor personligt ansvar og frihed er kodeordene i modsætning til socialdemokratisk kvælende kollektivisme, og i det lys er talen måske nok et sort skridt. Men det i så fald primært fordi vi har haft en borgerlig regering af navn, men socialdemokratisk af gavn.

En regering der ofte har foretrukket at henvise til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd frem for Cepos, og som allerede tidligt viste at man var mere end villig at spille med på lighedsmageriets ulidelige banehalvdel. Men igen, når alt er sagt, lidt har naturligvis også ret.

Ingen tvivl om at alternativet (S-SF) er langt værre. Men vi må nok konstatere, at vi fortsat har en regering, der stiller sig tilfreds med at administrere et system baseret på, hvad den amerikanske økonom Thomas Sowell i et lyrisk øjeblik engang udtrykte i The Poverty Pimps’ Poem“:

Let us celebrate the poor,
Let us hawk them door to door.
There’s a market for their pain,
Votes and glory and money to gain.
Let us celebrate the poor.
Their ills, their sins, their faulty diction
Flavor our songs and spice our fiction.
Their hopes and struggles and agonies
Get us grants and consulting fees.
Celebrate thugs and clowns,
Give their ignorance all renown.
Celebrate what holds them down,
In our academic gowns.
Let us celebrate the poor.

Indtil man højt og med klar røst tør sige, hvad fagkundskaben har sagt i årtier, nemlig at det grundlæggende problem er indretningen af vores velfærdssystem – eller som Ole Birk Olesen kalder det, “Taberfabrikken” – skal man næppe forvente det store.

Jeg er klar over at en del vil indvende, at jeg jo er en politisk amatør med mit krav om et egentlig opgør med vores nuværende velfærdssystem, og det medgiver jeg gerne at jeg er. Men modsat bør man også stille sig spørgsmålet; Er de “profesionelle” politikere reelt interesserede i at tage et opgør med et system der reelt gør os alle fattigere, men som unægtelig sikrer netop en bestemt slags politikere en central rolle?

Jeg tvivler.

Og hvorfor valgte man, at det netop skulle være de under 45 år, der ikke skulle have retten til efterløn? Hvorfor ikke dem under 50 eller 55? eller slet og ret alle der ikke er nået de 60 år endnu? Der er intet der tilsiger at folk der har haft deres erhvervsaktive år siden slutningen af 1960erne eller begyndelsen af 1970erne, for slet ikke at tale om begyndelsen af 1980erne på nogen måde skulle være mere nedslidte (for dem der er har vi jo som bekendt altid haft muligheden for en førtidspension) eller på anden måde have et større krav på muligheden for efterløn end de, hvis erhversaktive karriere startede i slutningen i 1980erne eller begyndelsen af 1990erne.

Kunne det tænkes at det først og fremmest skyldes at Dansk Folkepartis vælgere primært er over 45, og at man muligvis vil anvende det faktum, at Helle Thorning i forbindelse med hendes valg til formand for socialdemokratiet i 2005 antydede at efterlønnen for de der på daværende tidspunkt var under 40 år (nu under 45 år) skulle afskaffes skal anvendes i den kommende valgkamp? Og hvad er til hinder at man ender med at skæringsalderen for efterløn sættes til 40 år (kunne være DFs “pris”)? eller 35 år eller…..

Som allerede nævnt vil det værste uden tvivl være en S-SF regering efter næste valg, og derfor skal statsministeren have ros for at foreslå en afskaffelse af efterlønnen. Men uden hjælp skal man næppe forvente for meget af Venstre og Konservative – Det er vist fortsat først og fremmest det magelige bagsæde i ministerbilerne der dikterer deres politik. Og så må befolkningens ve og vel jo vige.

Indtil vi får en parlamentarisk situation hvor de afgørende stemmer leveres af et parti der ønsker reelle reformer, er det bedste råd til de aldersgrupper, som statsministeren lægger op til skal finansiere den efterløn der også skal betales de kommende mange år, fortsat være;

Tag en uddannelse der kan bruges i udlandet

and get the hell out of here!!

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑