Tag: tilfredshed

Minoritetsrettigheder og majoritetstilfredshed

Mens de absolut færreste bekymrer sig om den slags i Danmark, er der store diskussioner i resten af verden om minoritetsrettigheder. Særligt har der de seneste år været heftige diskussioner i USA og andre steder om bøsser og lesbiske, og om de skal have særlige rettigheder eller måske simpelthen de samme rettigheder som alle andre. Modstandernes argumenter hviler ofte på en eller anden version af, at majoriteten – heteroseksuelle i dette tilfælde – skades af at man udbreder rettigheder til minoriteten eller tillader dem at leve mere ligesom majoriteten.

Men er det rigtigt at almindelige mennesker skades af at give bøsser og lesbiske tilsvarende rettigheder? I et nyt papir med mine kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm ser vi på spørgsmålet. Vores studie “Do Equal Rights for a Minority Affect General Life Satisfaction?” er indtil videre tilgængeligt som working paper fra IFN. Ved at kode homoseksuelles retsstilling i tre typer – recognition, persecution og protection – og føre kodningen tilbage til 1980, kan vi matche gennemsnittets svar fra tilfredshedsspørgsmålene i World Values Survey og European Values Study med minoritetens rettigheder.

Vi finder, at i lande som Danmark og Sverige, der har relativt udbredt økonomisk frihed, er der ingen forbindelse. Men i lande med økonomisk frihed under det globale gennemsnit observerer vi en statistisk sikker og ganske tydelig positiv effekt af at udbrede almindelige rettigheder til bøsser og lesbiske. Hvorfor vi observerer den sammenhæng er det store spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Det kunne være, at folk er mere empatiske end vi normalt tror. Vi tror dog, at det er mere sandsynligt at folk i relativt ufrie lande tager denne type retslig ændring som et signal om, at andre socialt liberaliserende reformer også er sandsynlige. Uanset fortolkningen kan vi skyde ideen ned, at retslig ligestilling af synlige minoriteter er skadelig for andre end de allermest bigotte.

Integrerer muslimske indvandrere sig mindre i en vestlig kultur?

Vi skrev forleden om mit nye projekt sammen med Niclas Berggren, Andreas Bergh og Shiori Tanaka, hvor vi bruger migrantdata til at vurdere, hvor meget subjektivt velbefindende, man ’arver’ fra sine forældre. Vi finder ganske tydelig evidens for, at folk arver kultur eller andet fra deres forældre, som de tager med når de flytter til et europæisk land. En af læserne skrev i kommentarsporet til posten, at vores fund betyder, at ”integrationen af personer fra ikke-vestlige lande aldrig lykkes.” Vi er kommet et skridt videre i projektet, og jeg tillader mig derfor at kommentere på læserens vurdering.

Der dukker nemlig ganske pudsige resultater op, når vi – som hele tiden planlagt – splitter vestlige og ikke-vestlige indvandrere i vores analyser. Vi finder, at ’arveligheden’ af velbefindende er omtrent dobbelt så stærk for vestlige indvandrere som for de ikke-vestlige. Ser vi på konvergensen mod det gennemsnitlige niveau i det nye land, er den hurtigere for de ikke-vestlige førstegenerationsindvandrere, mens vi ikke kan se nogen klar forskel på anden generation. Om noget tager ikke-vestlige indvandrere derfor mindre kultur med hjemmefra end de vestlige.

Et af de almindelige argumenter i debatten er ofte, at de særlige problematiske blandt de ikke-vestlige indvandrere er dem fra muslimske lande. Jeg investerede derfor et par timer i dag i, at identificere og separere de to grupper ikke-vestlige indvandrere i vores datasæt. Derefter kan man nemlig estimere arveligheden med en metode, hvor man tillader at de cirka 9000 muslimske (omtrent 4500 første og 4500 anden generation) er fundamentalt anderledes end de andre ikke-vestlige. Resultatet viser sig at være, at der absolut ingen forskel er i, hvor hurtigt de vænner sig til den vestlige standard. Derimod viste estimaterne, at de muslimske ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit intet kulturelt tager med, der påvirker deres velbefindende. Selv ikke, når man tager hensyn til at de ikke alle er religiøst aktive, ser der ud til at være noget som helst kulturelt aftryk i deres velbefindende, når de flytter til et europæisk land.

Om det ender med at blive en del af den endelige artikel eller ej, er det et eksempel på, hvad konkret forskning kan og skal gøre. Uanset hvordan vi tror, verden ser ud – eller burde se ud – er forskning der for at afdække, hvordan tingene hænger sammen. Er man seriøs forsker eller seriøst informeret borger, tager man den alvorligt hvor overrasket man så end bliver en gang imellem. Og kunne man få den tanke, at de muslimske indvandrere måske er glade for at slippe for de muslimske styrer?

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑