Tag-arkiv: Timbro

Frihed og kriser – ny Timbroanalyse

For seks år siden på dette tidspunkt sad jeg og lagde sidste hånd på forskning om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Papiret blev skrevet til en organized session, som Daniel Bennett og Boris Nikolaev var ved at sætte sammen til den årlige konference i the Public Choice Society. Den endelige analyse, som vi skrev om for næsten seks år siden, blev i præsenteret i San Antonio i april 2015, og publiceret i december 2016 i European Journal of Political Economy. Artiklen med titlen ”Economic Freedom and Economic Crises” er en af mine moderat citerede artikler (54 citationer på Google Scholar), men er alligevel en af de få, der faktisk er blevet brugt i politik (i New Zealand).

I sommers blev jeg kontaktet af den svenske tænketank Timbro med spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at opdatere analysen og skrive et policy brief for dem. Det sagde jeg naturligvis ja til, og her til morgen er det endelige produkt blevet offentliggjort på Timbros hjemmeside. Med titlen “Economically free countries have fewer and less severe economic crises” – den svenske version hedder “Ekonomiskt fria länder får färre och mildare ekonomiska kriser” – viser briefet, at de grundlæggende fund fra 2015 stadig holder på tværs af 343 økonomiske kriser fra hele verden.

Vi illustrerer disse fund i figuren nedenfor, der er taget direkte fra briefet. Estimaterne peger utvetydigt på, at har man ti point mindre økonomisk frihed, målt gennem Heritage Foundations Index of Economic Freedom, vil man typisk have 18½ % risiko for at ende i en økonomisk krise eller nedgang, mens lande der er ti point over det globale gennemsnit har cirka 12 ½ risiko. Får man en krise, vil den første gruppe i gennemsnit opleve et samlet dyk i BNP per indbygger på 12 %, mens den økonomisk friere gruppe oplever et dyk på 8 %. Disse forskelle drives primært af forskelle i reguleringsbyrden og hvor åbne, landenes markeder er.

Analysen er således ikke blot interessant for de af os, der værdsætter frihed i sig selv, men også informativ for tiden. Mange vestlige lande har ophedede debatter om, hvordan man bedst kommer ud af den selvforskyldte coronakrise, og hvilket samfund man ønsker på den anden side. Forskningen her peger helt utvetydigt på, at samfund hvor regering og parlament i det store og hele holder fingrene væk fra det private marked både får færre kriser og retter sig meget hurtigere op, når krisen alligevel kommer. Om politikere, der fra venstre til højre elsker at gøre noget synligt og visionært, hører efter og tager forskningen alvorligt, er en anden diskussion.

Valgkampen vidnede om, at der også i Danmark blæser nogle populistiske, anti-kapitalistiske vinde. Det kan til tider godt give mindelser om 1970’erne, om end det dengang var langt værre.

Det fik mig til at tænke på historien om, hvor langt ude Sverige var i 1970’erne, og hvor galt det kunne være gået. I stedet har Sverige bevæget sig i en klart mere liberal retning.

I figuren kan man se, hvordan Sverige i 1970’erne lå langt lavere end selv Danmark, når det gjaldt graden af markedsøkonomi (målt her ved Fraser m.fl. Index of Economic Freedom). Siden 1985 har vi nogenlunde fulgtes ad. Danmark er marginalt foran, men siden 2000 har vi været svagt faldende, mens Sveriges trend har været svagt stigende.

Men i 1970’erne lå det i høj grad i kortene, at Sverige reelt kunne være på vej til at afvikle den private ejendomsret til erhvervslivet. Svensk LO fremlagde en model for Löntagarfonde, som gradvist skulle overtage ejerskabet med svenske selskaber. Fondssocialisme, slet og ret. Det gik ud på, at de lovpligtigt skulle aflevere aktier svarende til 20 pct. af overskuddet til fonde, kontrolleret af fagbevægelsen. De ville altså komme til at kontrollere en voksende andel af svensk erhvervsliv og især naturligvis den mest rentable del. Fondene ville også komme til at styre en voksende del af investeringerne. En del af begrundelsen for LO’s forslag gik eksplicit på, at de mest succesfulde virksomheder pressede de mindre succesfulde, så de havde svært ved både at udbetale de overenskomstmæssige lønninger og bevare beskæftigelsen. Men med de succesfuldes større bidrag til de centrale fonde kunne man udligne mellem virksomheder med ”over-overskud” til dem med ”under-overskud”! LO fik det magtfulde svenske Socialdemokrati med på forslaget. En del klassiske socialdemokrater var imod, men bl.a. Olof Palme var opsat på at udnytte tidens anti-kapitalistiske stemning.  

Et kontrafaktisk studie af 16 børsnoterede selskaber viser, at fondene i løbet af få år ville have været den største ejer i Handelsbanken og SE-banken. I løbet af tyve år ville f.eks. Electrolux have haft fondene som majoritetsejer, mens H&M ville have været tæt på.

Men fondssocialismen endte kun som et kontrafaktisk spøgelse. Faktisk blev opgøret med fondssocialismen et vendepunkt, som markerede bevægelsen imod et mere liberalt Sverige. Selve fondsforslaget endte med at blive vedtaget i 1983 af den nytiltrådte socialdemokratiske regering i en stærkt udvandet version, som blev endelig afskaffet, da Moderatlederen Carl Bildt blev statsminister i 1991.

Det skyldes frem for noget en håndfuld fremsynede erhvervsfolk fra den svenske arbejdsgiverforening, SAF. Allerede i slutningen af 1960erne indså SAFs kommunikationsdirektør StureEskilsson, at udfordringen fra de anti-kapitalistiske strømninger krævede et principielt, intellektuelt rodfæstet forsvar for kapitalisme og markedsøkonomi som system. Det var langt fra alle i erhvervslivet, som var enige. Nogle mente tværtimod, at det var bedre at være imødekommende over for kritikerne og ”følge med tiden”.  Appeasement-taktikken er ikke fremmed for virksomheder i politisk modvind. Virksomheder blander sig typisk i politik for at lobbye for konkrete resultater for dem selv, og de efterspørger derudover typisk politisk stabilitet. Hellere forhandle med de politiske magthavere end udfordre dem. Når det gjaldt fondssocialisme, var der endog en opfattelse hos nogle CEO’s om, at fondene ville være langt mindre besværlige ejere end de hidtidige private ejere. Private ejere stiller krav om afkast og stiller ikke kapital til rådighed uden udsigt til succes. Fagbevægelsen kunne man derimod forhandle med – og en del af formålet var jo netop at omfordele kapital fra de effektive til de mindre effektive.

Også politisk var der en tendens til at vælge appeasement, f.eks. hos Folkpartiet (som i dag tør kalde sig liberale).

SAF-medarbejderne – som bl.a. talte Carl Johan Westholm – fik dog opbakning til linjen i arbejdsgiverforeningen, ikke mindst da Curt Nicolin fra Wallenberg-koncernen blev formand for SAF i 1976. Det skabte for det første et principielt engagement fra erhvervslivet i svensk samfundsdebat. For det andet opbyggedes en stærk infrastruktur af intellektuelle institutioner som tænketanken Timbro og forskningsinstituttet Ratio. Grundidéen var at opbygge en intellektuel kapital, en forståelse for markedsøkonomien som system. Som en af folkene efterfølgende bemærkede, gik man fra at være ”pro-business” til at være ”pro-market” (med Milton Friedmans ord).

Nils Karlson identificerer i et interessant case-study denne vending i det intellektuelle miljø som en af flere afgørende forudsætninger for, at Sverige forlod driften mod socialisme og reformerede sig i mere markedsorienteret retning. Da flere alvorlige kriser ramte Sverige i løbet af 1980erne og 1990erne var der skabt indsigt og holdninger – langt ind i Socialdemokratiet – som gjorde det muligt at løse dem med liberale reformer. Det langsigtede, vedholdende arbejde med udspring i SAF-folkenes forudseenhed gjorde, at der var en intellektuel kapital at trække på. Det gjaldt, da Sverige liberaliserede sine stærkt regulerede og aflukkede finansielle markeder, efter at de reelt var ved at bryde sammen i løbet af 1980’erne. Og det gjaldt, da bunden gik ud af statsfinanserne og kronen kom under pres i begyndelsen af 1990’erne. Sverige fik en budgetlov, sanerede udgiftspolitikken, begrænsede velfærdsstaten og skabte en uafhængig centralbank, som har evnet at føre en succesfuld pengepolitisk linje med inflationsmålsætning og flydende valutakurs.

Der var altså ikke tale om et quick fix eller forsøg på at kommunikere sine organisationspolitiske interesser bedre, men at investere i en langsigtet og helt grundlæggende holdningsændring. Resultaterne kom heller ikke med det samme, men meget gradvist. Sveriges to borgerlige regeringer i perioden 1976-82 var ikke ubetingede succeser. Men med tiden kom det til at præge dem helt afgørende. Navnlig Moderaterna tog nyliberalismen til sig. Politikere og andre meningsdannere er forsat præget af den langsigtede satsning.

Det er givet, at en del andre begivenheder var hjælpsomme over for SAF-folkenes projekt. De økonomiske kriser og succeserne med en mere markedsorienteret politik i USA og Storbritannien under så markante lederskikkelser som Ronald Reagan og Margaret Thatcher er et eksempel. Nobelpriserne i økonomi til en række liberale økonomer som F.A. Hayek i 1974 og Milton Friedman i 1976 markerede ikke blot en bevægelse i liberal retning blandt økonomer, men fik måske særlig gennemslagskraft i Sverige, fordi Nobelprisen uddeles under stor opmærksomhed i Stockholm. Den gradvise opløsning af det sovjetiske imperium i løbet af 1980’erne, kulminerende med Berlinmurens fald i 1989, bidrog også. Men sådan er det jo altid. Historien har sjældent unikausale årsager.

Kampen mod fondssocialismen var ikonisk – bl.a. i kraft af en demonstration, der samlede 100.000 i det centrale Stockholm – og et wake up-call til svensk erhvervsliv, men langt fra det eneste mål for SAF-folkene. Det var langt mere ambitiøst: Ikke blot at undgå fondene, men at ændre kursen for det svenske samfund fundamentalt. Og det er som sagt lykkedes, selv om der naturligvis fortsat er plads til markante liberale fremskridt.

Kampagnen mod löntagarfonderna er beskrevet i en serie artikler i Svensk Tidsskrift fra 2013 i anledning af 30 året for demonstrationen. De er værd at læse.

Nyt sharing economy index fra Timbro

Deleøkonomi er ved at blive en stor ting, ikke mindst i de nordiske lande. Umiddelbart vil de første sikkert tænke AirBNB og Uber, men deleøkonomi er også GoMore, delebiler, og selv dele-Lego. Fordelen ved deløkonomi er, at ny teknologi – apps på ens telefon, internet osv. – tillader os at dele vores ressourcer med andre. Som Frenken et al. definerer deleøkonome, er det ”consumers granting each other temporary access to underutilized physical assets (’idle capacity’), possibly for money.” Økonomisk er det en glimrende idé fordi det begrænser tiden, ressourcer ikke bruges. Hvis man er to måneder i Prag, kan man nu via AirBNB leje sin lejlighed ud derhjemme, og uden at løbe nogen væsentlig risiko. Alle – bortset fra særinteresser i hotelbranchen og deres politiske hånddukker – er glade.

Det rejser spørgsmål, hvor udbredt fænomenet er, og det er der nu svar på. Den svenske tænketank Timbro lancerede i slutningen af august deres nye Timbro Sharing Economy Index (SEI), som er udviklet af Andreas Bergh (Lunds Universitet), Alexander Funcke (University of Pennsylvania) og Joakim Wernberg (Swedish Entrepreneurship Forum). De tre ses på billedet nedenfor (fra venstre: Wernberg, Bergh og Funcke) sammen med Timbros CEO Karin Svanborg-Sjövall under præsentationen af rapporten.

Timbros SEI, der er fordelt mellem 0 og 100, viser at Island er det land i verden, hvor deleøkonomi er mest udbredt. De tre forfattere diskuterer også ganske overbevisende, hvordan deleøkonomi er en del af forklaringen på, at Island kom så relativt hurtigt gennem den ellers voldsomme krise, der ramte landet fra 2007. Indekset rummer dog også en række overraskelser, som figuren nedenfor viser. Vi har kun plottet uafhængige vestlige lande i figuren, som bl.a. peger på, at deleøkonomi er specielt udbredt i så forskellige lande som Montenegro, Canada og Danmark. Vi dermed, på trods af en nominelt liberal regerings ihærdige modstand, et af de ti lande med størst udbredelse af deleøkonomi. Ser man udover de større lande, er en pudsig detalje, at en række caribiske øer, der alle stadig er kolonier – de hollandske Aruba og Curaçao, de amerikanske Jomfruøer og de britiske Turks and Caicos og Bermuda – faktisk alle ligger nær toppen af indekset. Disse steder har ikke mindst omfavnet de nye delemuligheder i deres turistbrancher, og gør derfor en tur til blåt hav og hvide sandstrande en mulighed for flere mennesker.

Er der hele en succeshistorie? Det kan man ikke svare på, men det virker sikkert, at deleøkonomi er en trussel mod en lang række fast etablerede særinteresser. Den danske taxibranches succesfulde lobbying af transportminister Ole Birk Olesen er blot et eksempel, omend et noget specielt af slagsen, da branchen beskyttede sig selv mod konkurrence på samme tid som den indrømmede, at det der decideret manglede taxier i København. Under alle omstændigheder gør Timbros SEI det langt lettere at kunne diskutere disse forhold, ligesom det åbner muligheden for at foretage faktisk forskning i, hvor mulighederne opstår.

Debat om den ”nordiske model”

Jeg var for nogen tid siden til debatarrangement i Stavanger, arrangeret af Cepos norske søsterorganisation Civita. Arrangementet var et af en række debatter og var ganske godt besøgt. Efter at Eirik Løkke havde introduceret, var der indlæg af Kristin Clemet fra Civita, Karin Svanborg-Sjövall fra Timbro i Sverige, og undertegnede som repræsentant for den danske side. Hele debatten på cirka halvanden time afslørede både ganske store overensstemmelser mellem, hvad vi har for problemer, men også store forskelle i præcist hvordan de tre lande fungerer og hvor hovedudfordringerne er. I alle tre lande er der generelt enighed om, at velfærdsstatens størrelse er et problem. Karin understregede også bl.a. hvordan vore særlige samfundstype begrænser kvinders karrieremuligheder.

Arrangementet var en fornøjelse, og var også en kærkommen lejlighed til at mødes med debatkolleger fra de andre skandinaviske lande. For de læsere, der har tid tilovers og interesse, kan hele arrangementet ses i nedenstående vindue.