Tag-arkiv: tolerance

TV og Tolerance i Østtyskland

Det er et velkendt fænomen i Tyskland, at der er relativt flere angreb på flygtninge og indvandrere i øst end i vest. Det er også i de tidligere kommunistiske Bundesländer, at populisterne i Alternative für Deutschland og die Linke klarer sig bedst, og hvor folk generelt er mere fremmedfjendske. Er de fordi Østtyskland er fattigere og har haft højere arbejdsløshed og lignende problemer efter genforeningen, eller er det fremmedfjendske miljø en rest af den kommunistiske fortid? Det spørgsmål kaster et nyt studie lys over.

Marek Endrich fra Universität Hamburgs Institut für Recht und Ökonomik undersøger i det nye studie A Window to the World: The Long-Term Effect of Television on Hate Crime, om østtyskere i områder, der kunne se vesttysk TV under kommunismen, opfører sig anderledes overfor udlændinge end dem, der ikke kunne. Hans tese udspringer af de store forskelle i, hvordan det østtyske Deutscher Fernsehfunk viste TV, sammenlignet med de vesttyske kanaler.  DFF brugte en stor del af tiden – særligt i nyhederne – på at hylde socialismens fremskridt, tegnede et billede af et homogent folk, og fokuserede primært på indenlandske nyheder. Die Tagesschau på ARD og Heute på ZDF fungerede derimod ligesom de danske, og bragte masser af internationale nyheder, ligesom vesttysk TV viste udenlandske film, serier og dokumentarer.

I de områder af Østtyskland, hvor man kunne modtage det tyske TV-signal – som illustreret i figuren, der viser signalstyrken fra vest – så 82 % af østtyskerne vesttysk TV hver dag. I de områder, hvor signalet var dårligt eller væk, som regionen omkring Dresden og det nordøstlige hjørne omkring Greifswald, var det sjældent, at østtyskerne så vesttysk TV. Styrken på det vestlige TV-signal bestemte dermed, hvilken påvirkning østtyskerne fik fra vesttyske nyheder og vestlig kultur.

Endrich viser, at denne påvirkning under kommunismen tydeligt har konsekvenser for, hvordan østtyskerne behandler flygtninge og indvandrere. Han ser på perioden 2014-17, hvor endda meget store strømme af flygtninge fra Syrien og andre dele af Middelhavet kom til Europa, og hvor vold og andre ’hadforbrydelser’ steg voldsomt i dele af Tyskland. I hans mest præcise specifikation viser estimaterne, at i de dele af Østtyskland, der modtog et godt vesttysk signal, var der 52 % færre hadforbrydelser end i de dele, hvor man typisk ikke havde set vestligt TV. Effekten gælder både mindre overfald mod flygtningecentre, voldelige overfald og mordbrand. Endrich kan afvise en række alternative forklaringer som for eksempel arbejdsløshed, lav indkomst og historiske stemmetal for nazipartiet – ingen af disse forskelle forklarer noget – og viser endda, at mere katolske områder udviser færre overgreb.

Bundlinjen i det fine studie er, at kommunismens omkostninger ikke kun var økonomiske. Som adskillige andre studier har vist, er der stadig en Mauer im Kopf på de fleste østtyskere, som kun fosvinder langsomt, om overhovedet. Men noget af den nærmest racistiske indoktrinering, som østtyskerne modtog gennem DFF, blev opvejet af vesttysk TV. De områder, der gennem kommunismen alligevel havde en respit fra den kommunistiske propaganda gennem vesttysk TV og det vindue til resten af, som ARD, ZDF og N3 tilbød, blev mindre indoktrinerede, og er det stadig.

Sjov med statistik: Øl, tilfredshed og tolerance

De fleste af os kender fornemmelsen af, at sætte sig med et par venner ved åen i Aarhus, Nyhavn i København, eller bare ude i haven, og få en kold øl eller to. Man bliver ikke bare afslappet og lidt mere social, men også en tand mere tolerant. Er den fornemmelse permanent, og er den udtryk for et mere generelt fænomen? Det er det spørgsmål, vi i dag stiller i vores tilbagevendende serie om sjov med statistik.

For at undersøge, om der er noget om sagen at øl gør os mere tolerante, ser vi i dag på sammenhængen på tværs af lande mellem ølforbrug per indbygger og to forhold: Hvor tilfredse er bøsser med deres liv i forskellige lande, og i hvilken grad folk opfatter deres by / land som et godt sted at bo for homoseksuelle. På denne måde fanger vi begge dele af et potentielt problem – hvordan oplever homoseksuelle deres liv, og oplever andre mennesker at de har problemer.

Vi viser disse sammenhænge i to figurer. På x-aksen er der ølforbrug per indbygger, mens vi har placeret bøssers tilfredshed (fra the Gay Happiness Index) på y-aksen i den første figur, og andelen af respondenter i the Gallup World Poll, der vurderer at deres by er et godt sted at bo for bøsser og lesbiske i den anden.

I den første figur er det tydeligt, at den generelle sammenhæng er positiv, selvom figuren også illustrerer den velkendt lavere tilfredshed i postkommunistiske samfund. Korrelationen mellem ølforbrug og tilfredshed er 0,70 i samfund med en ’almindelig’ historie og 0,79 i tidligere kommunistiske lande. Man fristes til at sige, at øl gør folk mere tilfredse overalt.

I anden figur dukker det en smule forskel op. Som figuren meget tydeligt illustrerer, opfatter mere øldrikkende befolkninger også deres lande som bedre steder for homoseksuelle. Med andre ord er der en statistisk ganske klar sammenhæng – korrelation er 0,71 – mellem ølforbrug og tolerance overfor homoseksuelle i de fleste lande, mens sammenhængen (r = 0,55) er en smule svagere i tidligere kommunistiske lande. Som en kollega bemærkede forleden, er den svagere sammenhæng i Østeuropa muligvis skabt af, at folk i højere grad drikker vodka end øl!

Nu hedder denne tilbagevendende serie indlæg ”Sjov med statistik” og alt, vi skriver i serien, skal naturligvis tages med et solidt gran salt. Gør øl virkeligt homoseksuelle borgeres liv så meget bedre? Er øldrikkende befolkninger rarere mennesker? Man kan næppe tage sammenhængen som evidens for en direkte virkning, men det er ofte sjovt at tænke over, hvad der kunne være bag. For denne type sammenhæng er ofte udtryk for, at ølforbrug reflekterer noget andet, der i dette tilfælde gør folks, og i særlig grad homoseksuelles, liv bedre. Hvad det så end er kan i dette tilfælde mest umiddelbart opfattes som en refleksion af et eller andet, der er forbundet med tolerance.

Det gælder for eksempel det forhold, at øldrikkere ofte er forbundet med en tradition for uformel social kontakt. Med nogle enkelte lande som undtagelser, sætter folk sig sjældent ned med et enkelt, hurtigt glas vin og får en snak. Fraværet af forhold som en øldrikkende tradition kan også skyldes, at der er en tradition for stærk social kontrol og en lav accept af fejl. Og som vi alle har oplevet, er folk, der opfatter sig selv som ufejlbarlige, sjældent særligt tolerante. Hvad end det er, vi faktisk ser i figurerne, er det værd (og meget sjovt ) at tænke over og at tage en snak om – måske over en øl…

Børn udenfor ægteskabet

I Danmark er det mange år siden, vi holdt op med at mene, at der er noget galt med at få børn uden at forældrene er gift. Børn født udenfor et officielt ægteskab er helt almindeligt i dag, og nye Eurostat-tal peger faktisk på, at det er lidt mere end halvdelen af alle børn, der er født udenfor ægteskabet. Vi er således holdt op med at bruge ordet bastard – i det mindst i dets oprindelige betydning.

Sådan er det dog ikke resten af verden, hvor spændet fordeler sig mellem 3 % i Tyrkiet og 58 % i Estland. Esterne er derfor meget på linje med de tre skandinaviske lande, der alle ligger lige omkring 55 %. Til sammenligning er andelen af fødsler udenfor ægteskabet omkring 40 % i USA, som derfor ligger på cirka spansk og østrigsk niveau.

Det interessante spørgsmål er, hvad der ligger bag disse forskelle. Som det kan ses i figuren nedenfor, handler det i høj grad om den religiøse transition (læs f.eks. her; ungated version her). I takt med, at folk bliver mindre religiøse, bliver en række andre normer – er er basalt religiøse i deres oprindelse – også svagere. Og som det kan ses på figuren, er graden af religiøsitet (målt af Gallups World Poll) stærkt forbundet med andelen af børn, der fødes udenfor ægteskabet. Ser man på spørgsmålet med en smule mere avanceret statistik, viser det sig at religiøsitet trumfer andre mulige forklaringer som f.eks. økonomisk udvikling.

Man kan altid spørge, om det er udtryk for en god eller dårlig udvikling, men uanset hvad man mener, må det understreges, at andelen af børn født udenfor ægteskab ikke er det samme som andelen af børn født udenfor et stabilt parforhold! Nogle gange er det naturligvis udtryk for, at et barn er født udenfor et parforhold, men andre tider fødes børn faktisk i ustabile eller dysfunktionelle ægteskaber. Og den religiøse transition er også forbundet med andre forhold, man må regne med alle er enige i, er gode: Bedre retsvæsener, højere tillid og mere produktivitet. Så selvom man måske måtte være blandt dem, der mener at børn bør fødes af forældre der er gift, betyder det også noget, hvilket samfund de fødes ind i.

Muslimske naboer

Hvis man følger med i dansk politik, kan man let få det indtryk, at danskerne aldrig bryder sig om muslimer, og slet ikke i deres nærområde. Følger man nok med, indser de fleste dog at politikere helt generelt overdriver, misforstår, og appellerer til det værste i de dummeste danskere. Hvad er derfor op og ned i debatten om, hvordan de fleste danskere egentlig ser de fleste muslimer?

Det gav Pew-centeret forleden et svar på, da de udsendte svarene på et bestemt spørgsmål i 34 europæiske lande: ”Vil du være villig til at acceptere en muslim som medlem af din familie?” Pew illustrerede fordelingen på tværs af Europa i nedenstående figur (hattip: Niclas Berggren). Og som det er tydeligt, er det kun hollænderne, der er mere ’rummelige’ end danskerne. 81 % af danskerne svarede ja, hvilket statistisk reelt er det samme som i Norge (80 %) og Sverige (80 %). Helt i bunden finder man Armenien på 7 % og Tjekkiet på 12 %

Hvorfor er nogle steder da så meget mere skeptiske overfor muslimer end andre? Det kan der naturligvis være mange grunde til – det religiøst kristne Armeniens anstrengte forhold til det muslimske Tyrkiet er f.eks. en kandidat – men som generelt forklaring er det svært at se noget klart mønster i forbindelse med geografi, velstand eller andet. Der er dog ét forhold, der giver en ganske klar indikation, som kan ses i den anden figur i dagens indlæg: Religiøsitet.

Uden at ville konkludere for meget viser billedet, at jo flere der er religiøse, jo færre vil acceptere muslimer i deres familie – men kun i Vesteuropa. Med andre ord indikerer mønsteret i Pews undersøgelse, at religiøsitet gør folk mere intolerante: For hver 2 %, der erklærer at de er religiøse, falder andelen der accepterer muslimer med 1 %. Det mest interessante er dog, at det ikke gælder i Østeuropa. I stedet viser tallene, at hele det tidligere kommunistiske verden reagerer som om de alle var stærkt religiøse. Det passer bl.a. også med nye tyske undersøgelser, der peger på at folk, der var børn i DDR i dag er langt mindre tolerante overfor udlændinge og indvandrere end folk, der voksede op i Vesttyskland. De kommunistiske lande i øst underviste i konformitet og enshed som en vigtig værdi i deres folkeskoler, og også i kommunisme som en slags religion, der ikke måtte stilles spørgsmål ved. Krucifikserne og resten af det stærkt religiøse udstyr blev vare erstattet af billeder og buster af Marx og Lenin.

Konsekvensen virker umiddelbart at have været den samme som stærk religiøsitet: Intolerance og fordomsfuldhed. Om det holder til mere omhyggelig undersøgelse er dog stadig et åbent spørgsmål, og et som Niclas og jeg er interesserede i at svare på, hvis der er tilgængelige data, der tillader det.

Tolerance i Europa – tolerance er ikke bare tolerance

Man hører ofte påstande fra bl.a. de Radikale, Alternativet og Enhedslisten, at danskerne overhovedet ikke er så tolerante som vi tror. Påstandene bliver typisk ledsaget af enkelteksempler eller tvivlsomme paralleller. De er dermed tyndbenede som argumenter, men efterlader nogle gange en tvivl hos mange mennesker om, hvor tolerante vi egentlig er. Det er spørgsmålet i denne post.

Som vi tidligere har skrevet, er mine IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson blandt pionererne i den empiriske toleranceforskning i public choice / politisk økonomi. Niclas og Therese har blandt andet i en serie fine studier vist, hvordan globalisering og økonomisk frihed påvirker folks tolerancenormer i positiv retning. De finder dog også, at effekterne ikke altid holder på tværs af forskellige tolerancespørgsmål, og dermed at tolerance sandsynligvis er en multidimensionel størrelse. Med andre ord er folk ikke bare tolerante, men kan være tolerante overfor en bestemt befolkningsgruppe eller adfærd, mens de er intolerante overfor en anden.

Figuren nedenfor er lavet på basis af the European Social Survey, der siden 2002 har omfattet flere tolerancespørgsmål. Et af de mest benyttede, er spørgsmålet om hvorvidt respondenter er enig i udsagnet ”Gays and lesbians [should be] free to live life as they wish.” Et andet spørgsmål, der også til en vis grad – om end ikke perfekt – fanger tolerancenormer, er ”[We should] Allow many/few immigrants of different race/ethnic group from majority.” Det første spørgsmål bliver besvaret på en skala fra 1-5, mens det andet er fra 1-4. Figuren plotter svarene fra alle lande inkluderet i ESS, of akserne angiver hvor den europæiske median ligger.

Er danskerne intolerante? Svaret må nødvendigvis være et nej: Vi er sammen med islændinge og hollændere de mest tolerante overfor homoseksuelle i Europa, og ligger i den positive halvdel når det gælder indvandrere af andre etniciteter. Figuren illustrerer dog også, at de to tolerancespørgsmål faktisk ikke har meget med hinanden at gøre. De tidligere kommunistiske lande (de røde mærker) er f.eks. stærkt skeptiske overfor homoseksuelle – med Tjekkiet som den kendte outlier – men varierer lige så meget som Vesteuropa på tolerance overfor indvandrere. Omvendt finder man f.eks. Portugal som ret gennemsnitlig på den ene akse, men stærkt indvandrerskeptisk på den anden. Og ikke overraskende er yderpunkterne det stærkt intolerante Tyrkiet, og det politisk ekstremt korrekte Sverige.

Hvad er bundlinjen, udover at vise at danskerne generelt ikke er intolerante? Pointen med posten er at understrege, at en diskussion om tolerance ikke giver megen mening, hvis man ikke også specificerer, hvad folk er tolerante/intolerante overfor. Tolerance er ikke én værdi eller norm, men et sæt af ofte ganske forskellige normer. Når f.eks. repræsentanter for Alternativet beder folk om at være mere tolerante og ærgrer sig over, at danskerne ikke er det, fordummer de dermed debatten. Dét problem er ganske pudsigt.

Public choice og ny toleranceforskning

Som vores faste læsere nok ved, er Aarhus Universitet vært for den årlige Danske Public Choice workshop i morgen; og programmet kan ses her. Jeg glæder mig personligt, ikke mindst fordi programmet ser spændende ud, men også fordi adskillige begavede og fornøjelige kolleger har valgt at tage turen til Aarhus.

Et af de papirer, jeg ser særligt frem til i morgen, er Niclas Berggren og Therese Nilssons ” Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?” Niclas og Therese har udgivet en række interessante artikler de senere år om tolerancenormer, og hvordan både globalisering og økonomisk frihed gør de fleste mennesker mere tolerante overfor f.eks. ateister og homoseksuelle. De stiller denne gang det interessante spørgsmål, hvorfor nogle andengenerationsindvandrere har ret vestlige tolerancenormer – det de kalder Western Values – og andre slet ikke har.

En del af svaret er, at folk med forældre fra lande med relativt pragmatiske normer – i modsætning til en norm der hylder traditioner og lydighed – er mere tolerante, ligesom dem fra mindre fraktionaliserede, bedre uddannede og mindre religiøse lande er. Pragmatismeresultatet viser sig særligt statistisk stærkt, ligesom et andet, der ellers ofte beskyldes for at være en fordom. Folk med forældre, der er indvandret fra muslimske lande, er væsentligt mindre tolerante overfor f.eks. homoseksualitet.

Mens en del forskning, inklusive noget af det Niclas og jeg har været fælles om, har vist at Islam ikke generelt er forbundet med lavere tillid eller værre retslig kvalitet – det er ikke religionen, men graden af religiøsitet, der er vigtig i de henseender – peger dette studie derfor i en anden retning. Muslimer i Europa er, alt andet lige, mindre tolerante end andre mennesker i det samme land. Mens man kunne have forventet det samme af f.eks. katolikker eller hinduer, finder Niclas og Therese ingen indikationer i den retning. Det er således ikke en fordom, men et ret klart faktum, at de fleste andengenerationsindvandrere fra muslimske lande er mindre tolerante end resten af os. Om det så også gælder for bosnierne er et spørgsmål, man kan stille i morgen.

Tolerance i verden – nyt fra WVS

Forleden frigav the World Values Survey den sjette bølge af undersøgelsen, foretaget 2010-14. WVS har i årevis været en guldgrube af oplysninger i samfundsvidenskaberne, ikke mindst for den tillidsforskning, jeg selv er en del af. At en ny bølge med 50 lande frigives er derfor en stor event for nogle af os! Den er også frit tilgængelig for ikke-forskere og kunne være en glimrende kilde i undervisning på gymnasieplan, da online-systemet er ret enkelt at finde rundt i hos både WVS og den tilsvarende European Values Survey.

Et eksempel på, hvad man kan bruge databasen til, er mål for tolerance. Inspireret af bl.a. Niclas Berggren og Therese Nilssons forskning på området, har jeg taget spørgsmålene fra de  seneste WVS og EVS om, hvilke grupper man ikke har lyst til at have som naboer som udtryk for intolerance. Tager man gennemsnittet af kategorierne ‘homoseksuelle’ og ‘folk med AIDS’ får man et ganske godt mål for tolerance af folk med en særlig minoritetslivsstil.

Og her ligger overraskelserne. De fem mest tolerante lande blandt de 79 lande i de to undersøgelser er ikke overraskende Island (2,5%), Danmark (4,5%), Frankrig (4,8%), Sverige (5,3%) og Norge (5,5%). Overraskelsen ligger i, at nummer 7 er Uruguay, hvor 7,6% nævner de to kategorier. Mexico, Chile, Colombia og Trinidad ser også helt vesteuropæiske ud, når man ser på deres toleranceniveau. Gennemsnittet i hele samplet er 43,8 %, der ikke ønsker homoseksuelle som naboer – ganske tæt på det faktiske niveau i Letland og Kroatien. Bunden defineres af Armenien (84,8%) og Azerbaijan (94,4%) og Kaukasus ser generelt stærkt intolerant ud. Hvorfor nogle lande således ser mere tolerante ud end andre følger ikke altid helt simple mønstre. Derfor ser vi her på stedet frem til Berggren og Nilssons næste studier – og flere nye data fra WVS og andre.

Spændende læsning i 2009, nummer et

Som sædvanlig når tømmermændene fra endnu en nytårsaften med tennistosserne er lettet, er det tid til at reflektere lidt over det år, der er løbet ud. Og en af de ting, jeg tænkte over, var hvilke af de mange artikler, jeg læste i 2009, som jeg syntes var ekstra spændende. Planen er derfor, at skrive en kort serie om ’spændende læsning i 2009’ om netop de artikler, selvfølgelig med håbet at nogle af vores læsere også vil synes om dem.

Første bud er min ven og kollega Niclas Berggrens fælles studie med Mikael Elinder om økonomisk vækst og tolerance. Studiet, der stadig ligger som konferencepapir – publikationsprocessen i nationaløkonomi kan være frustrerende langsom – tager Richard Floridas ideer om tolerance og ’den kreative klasse’, og tester dem grundigt på tværs af 63 lande. Tolerance måles på to måder: 1) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have homoseksuelle som naboer, og 2) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have mennesker af en anden race som naboer. Læs resten