Tag: Transparency International

Dansk korruption og misforståelser om mål for korruption

I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.

Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”

Problemet er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den danske indikerer ikke, at landet er fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på 100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering. Den forventning er allerede bygget ind i indekset.

Derudover falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef: Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.

Uanset hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande, som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 % konfidensinterval: New Zealand, Finland

Singapore, Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island ikke er blandt dem.

Korruptionsmål – de upræcise mod de meningsløse

Hvert år udkommer Transparency Internationals internationale Corruption Perceptions Index. Indekset, der oprindelig blev udviklet af Johann Graf Lambsdorff, der nu er professor ved universitetet i Passau, blev det første af en række mål for korruption. Disse mål bruges i dag både i politiske diskussioner og samfundsforskning (inklusive af undertegnede), men er også ofte blevet kritiseret.

Der eksisterer en række mål i dag, inklusive Transparency Internationals CPI og mål fra World Governance Indicators, the International Country Risk Guide, og V-Dem projektet. Alle er baseret på forskellige ekspertvurderinger, en approach som Lambsdorff var en af pionererne bag. Den basale idé var, at f.eks. forretningsfolk, der har med flere forskellige lande at gøre, kan vurdere hvor almindelig bestikkelse er i disse lande i forhold til hinanden. Tager man nok vurderinger og sætter dem sammen, kan man således få et overordnet billede af udbredelsen af korruption og –problemer i verden. World Governance Indicators, som udvikledes i Verdensbanken under Daniel Kaufmann, går et skridt videre ved at veje en række af denne slags mål sammen til et ’Control of Corruption’ indeks.

Figuren nedenfor illustrerer disse indeks (i skaleret form) for 25 lande i Latinamerika og Caribien. Som den viser, er de tre mål påfaldende ens – uanset forskellige specifikke approaches finder de forskellige mål basalt set de samme billede. De er dog allesammen udsat for samme kritik: At de netop er subjektive vurderinger. Adskillige forskere har derfor argumenteret, at man bør tage udgangspunkt i objektive indikatorer.

Problemet er, at bestikkelse i sagens natur er et fænomen, som alle involverede forsøger at skjule. Det kan derfor ikke lade sig gøre at bruge ellers objektive forhold som antallet af domme for bestikkelse. Jo mere korruption der er, og jo mere problemet breder sig til politi og retsvæsen, jo færre domme bliver der. Kritikerne mener derfor, at man bør bruge almindelige menneskers erfaringer som indikator, hvilket er muligt i bl.a. den europæiske værdiundersøgelse og adskillige andre surveys.

Problemet med survey-mål er, at folks opfattelse af, hvad der foregår, kan være voldsomt misvisende. Hvis de fleste mennesker simpelthen ikke benytter sig af politi, retsvæsen eller offentlig administration – af meget gode grunde – kan de heller ikke have nogen erfaringer med korruption i disse myndigheder. Folks svar er således – i teknisk jargon – selekteret på den faktor, man forsøger at måle.

Den anden figur i denne post viser omfanget af problemet på tværs af de 26 lande i den første figur. Den viser sammenhængen mellem V-Dem-målet for korruption og folks opfattelse af korruption i LaPop-surveyen fra 2012-2014. Korrelationen er nok 0,26, men praktisk taget kun drevet af den ekstreme observation – Surinam – hvor kun en meget lille del af de adspurgte mener, bestikkelse er normalt i det offentlige embedsværk. Der er også flere observationer, man kun kan more sig over. En af dem er scoren på 2,12 i Haiti, som er stort set identisk med Canadas score og implikationen – hvis man vælger at tro på svarene i sådanne surveys – er at der er lige så meget korruption i Canada som Haiti.

Bundlinjen er, at ingen korruptionsmål er perfekte, og ingen kan nogensinde være perfekte pga. det, man forsøger at måle. Men de eksisterende, der baserer sig på ekspertvurderinger og andet, er det bedste vi har. Forsøg på at få ’bedre’ mål ved at spørge almindelige mennesker er i bedst fald så upræcise, og i værste fald latterligt misvisende, at de ikke giver meget mening. Og man kan altid glæde sig over, at ekspertvurderingerne konsistent placerer Danmark som et af verdens absolut mindst korrupte samfund.

Transparency International, CPI 2015

Som flere af vores læsere er opmærksomme på, udgav Transparency International forleden deres årlige Corruption Perception Index for 2015. TI-indekset er det mest almindeligt brugte mål for, hvor meget eller lidt korruption, et land lider under. Mens det med jævne mellemrum kritiseres for kun at fange folks opfattelse af korruption og bestikkelsesproblemer – og dermed måske ikke den faktiske situation – peger det meste forskning på, at det faktisk er et ganske godt mål. Jeg har også i min egen forskning noteret mig, at det generelt viser det samme som andre mål, baseret på andre målemetoder (se f.eks. her og her).

Årets Top-30 er illustreret i figuren nedenfor; blå søjler er de nordiske lande, røde søjler er de to tidligere kommunistiske lande (Estland og Polen), der er i toppen, og de to grønne er formelt udviklingslande (Bhutan og Botswana). Bemærk, at bunden af figuren er sat til en score på 43, som er årets gennemsnit over alle de 167 lande, der er ratet.

CPI 2015

I den absolutte top er der ingen overraskelser. Danmark, Finland, Sverige, New Zealand og Holland har gennem årene liget i den absolutte top – korruption er særdeles sjælden hos os, og selvom der er en sag i ny og næ som sidste år i Danmark, viser disse sager hvor hårdt og effektivt, der slås ned på problemer. Toppen er således karakteriseret ved at være lande med meget høje tillidsniveauer – Norden, New Zealand, Canada, Holland – og lande med særlige traditioner for rene bureaukratier som f.eks. Tyskland, Singapore og Schweiz.

Det er, når man kommer forbi de første 20, at lande, man kan kalde overraskelser, dukker op. Estland har samme rating som Frankrig på trods af landets lange kommunistiske fortid. Som vi tidligere har skrevet her på stedet, er landet i fuld færd med at etablere sig som det hemmelige, nordiske samfund. Det samme gælder i en vis forstand Polen, som mange danskere har en del fordomme overfor. Men polakkerne har så absolut ingen accept af korruption og har ryddet imponerende op i deres samfund de sidste 20 år. I gruppen ligger også det mærkværdige land Bhutan, Afrikas tordnende succes Botswana, og Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Det sidste fortjener en kommentar på vejen som noget så sjældent som et mellemøstligt olieland uden særlige bestikkelsesproblemer.

Qatar og Emiraterne har en meget tydelig ambition om at blive regionens svar på Singapore, og med embedsværk, der er lige så rene som Frankrig eller Chiles, er de på rette vej. De er således også et eksempel på, at intet samfund er dømt til at forblive korrupt. Viljen til at løse problemerne kombineret med et politisk system, der følger med – uanset om det er demokratisk, autokratisk eller et absolut monarki, er nødvendigt. Man får dermed et hint til at forstå, hvorfor Grækenland og Rumænien er så anderledes end Portugal og Polen; men måske er det mere et emne for et gymnasieprojekt end en blogpost?

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑