Tag: Trump

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Balladen om Trump

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

Is Trump really proposing to replace the corporate tax with a VAT?

There are two ways in which the US Tax System stands out. The US corporate tax rate is the highest in the Western World, but unlike in the EU there is no VAT. Traditionally, the VAT has been unpopular with the Republicans in particular, who fear it will cause an increase in overall taxes and spending (as was the case, when Denmark introduced the VAT in the late 1960s).

During his campaign President-elect Trump promised to lower the corporate tax rate and according to the Wall Street Journal the incoming Administration is also considering changes to the corporate tax base. If you add the moves considered by the new Administration up, they almost amount to replacing the corporate tax system with a VAT (even if this is not mentioned in the article).

Here is what is being considered:

Capital expenses to be deductible immediately rather than through depreciations, whereas interest payments should not be deductible. Exports are to be exempted from taxation, whereas imports should be included in the tax base.

That adds up to a VAT system. The only – albeit huge – element missing is the wage bill. In a VAT system it is not deductible, as the VAT is formally a tax on the value added. Basically the proposal is a VAT with a wage subsidy to domestic wage earners. It could easily be transformed to a VAT proper by including the wage bill in the tax base.

Could it not, however, be seen as a cash flow tax instead? Not exactly. A true cash flow tax is in effect a tax on rents (extraordinary profits that is). In a cash flow tax system – while the wage bill is excluded – exports are not. Yet in the proposed system income from exports would remain untaxed, while imports will be taxed in full. It could be transformed into a cash flow tax as well though, if export revenues are included in the tax base, while import revenues are made deductible.

One thing is certain. The proposed system would not imply neutrality between imports and domestic goods, as claimed by Kevin Brady, House Ways and Means Committee chairman in the WSJ piece. That is pure nonsense. Both imports and domestic goods will be taxed, alright, but domestic producers would be allowed to deduct expenses such as their wage bills. To domestic producers, the Trump tax would work like a cash flow tax, leaving only rents to be taxed. To make the proposed system neutral, it would have to be turned into a VAT proper or cash flow tax proper.

Interestingly a move by a future Trump Administration to a semi-VAT as layed out would in effect remove the entire US corporate taxation as we know it. That would inevitably speed up the ongoing – and beneficial – international tax competition. It is a well-known fact that corporate taxation is an inferior kind of taxation. As shown by Kotlikoff et al., the World, including its wage earners, would be better off without corporate taxation, even if both wage and consumption taxes were raised to compensate for the revenues lost.

Still – in the case of the US – the risk is of cause that a VAT proper would generate a lot of revenue, creating political incentives to increase spending.

Another looming threat is the blatant protectionist element of the present proposal (wiz. the non-neutrality vis-a-vis traded goods) if the semi-VAT is not turned into a VAT or cash flow tax proper. Not only would that make everybody worse off, but could set off a new round of protectionist moves around the World.

Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

De færreste medier troede på, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Gennem det meste af 2016 var han i meningsmålingerne langt bagud i forhold til modkandidaten Hillary Clinton, men alligevel vandt han forholdvis overbevisende ved bl.a. at vinde de afgørende svingstater i det østlige USA.

Til trods for en overvældende dækning af valget, forventede langt de fleste danske journalister og politiske kommentatorer ,at Clinton ville vinde valget, men nok engang blev de taget på sengen. Ikke alle kommentatorer tog dog fejl. Så tidligt som i juli 2016 efter nomineringen af de to hovedkandidater på deres respektive partikonventer, forudsagde jeg, at Donald Trump ville vinde valget, og blive USA’s næste præsident.    Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af  udfaldet af amerikanske præsidentvalg.

Det skal også siges, at selvom hovedparten af de amerikanske meningsmålinger tog fejl, var det ikke dem alle. Den såkaldte IBD-TIPP-poll, som er ved at oparbejde et ry som den mest præcise poll, rapporterede flere dage op til valget om en sejr på omkring 2 procent point til Trump, og nok så vigtigt rapporterede den om, at tilslutningen til Trump var stigende dag for dag, og at det altså var hans lejr som havde klart momentum. 

Det store spørgsmål er, hvorfor hovedparten af meningsmålingerne tog fejl

Man kan formentlig drage lære af bl.a. Brexit-afstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU i sommer, hvor meningsmålingerne gennemgående også tog fejl. I den forbindelse skrev YouGov’s forskningschef, Anthony Wells et interessant blogindlæg, hvor han redegjorde for forklaringer på, hvorfor målingerne tog fejl.   Flere af forklaringerne kan meget vel også vise sig at gælde for det amerikanske præsidentvalg. Hovedforklaringerne var, at Brexit-afstemningen ligesom det senere amerikanske præsidentvalg mobiliserede nogle vælgere, som ikke indfanges i de traditionelle meningsmålinger, men mere præcist kan Wells’ pointer sammenfattes således:

• Selvom de stikprøver, som udtages til meningsmålinger, er demografisk og socioøkonomisk repræsentative, er vælgergrupper med lavere og korterevarig uddannelse systematisk underrepræsenteret, fordi svarprocenten blandt disse vælgergrupper er lavere, end den skulle være for de facto at gøre målingen repræsentativ.  Dette betyder, at hele den fine statistik med signifikansniveauer og sikkerhedsmarginer faldet på gulvet. Man kan med andre ord ikke længere stole på målingen.  Et relateret problem er, at tidsperioden, hvor man gennemfører målingerne (typisk over tre dage) er for kort til, at man kan få en tilfredsstillende svarprocent fra disse grupper, så Wells’ anbefaling, er, at man øger svarperioden, så svarprocenten kan blive tilfredsstillende, f.eks. til 7-10 dage.

Disse indsigter har også stor betydning for meningsmålingerne i Danmark og en række andre europæiske lande: I Danmark fx. har det været et velkendt fænomen, at Dansk Folkeparti har været systematisk undervurderet i meningsmålingerne. Politiske analytikeres forklaring har været, at vælgerne ikke har turde tilkendegive, at de ville stemme på Dansk Folkeparti, fordi dette blev anset som politisk ukorrekt. Denne forklaring skal ses i et nyt lys, for Dansk Folkeparti har en overvægt af vælgere, som ikke er højtuddannede, og som måske også har en mistillid til det etablerede politiske system. Derfor har de en tilbøjelighed til at sige nej til at deltage i meningsmålingerne, eller også  1qq

• Der er stor forskel på telefoninterviews og online polls. Onlinepolls er mere præcise end telefonpolls, men selv onlinepolls skal korrigeres med en faktor for at øge præcisionen. Fastlæggelsen af denne faktor kræver yderligere forskning, men pointen er her, at de traditionelle telefoninterviews ikke virker længere. Nogle vælgergrupper giver ikke altid et ærligt svar, når de ringes op, fremfor de i ro og mag selv kan svare på en computer over internettet.

I tillæg er der nogle vigtige problemer med den såkaldte opregning:

• Eftersom der altid er frafald ved meningsmålinger, må meningsmålingsinstiuttterne korrigere for den forventede valgprocent. Den opregning, som de gennemfører i denne forbindelse, bliver fejlbehæftet, når den faktiske valgdeltagelse bliver betydeligt højere end den forventede. Det var tilfældet ved Brexit-afstemningen, og kan også vise sig at have været tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg.

˚ Opregningen sker typisk også via såkaldte attitudevægte: Når de spurgte vælgere svarer “ved ikke”, bliver de også stillet nogle holdningsspørgsmål, så institutterne derigennem kan regne sig frem til, hvilket parti eller hvilken kandidat, vælgeren vil stemme på. De attitudevægte, som konstrueres i denne forbindelse, kan af forskellige grunde, som i de fleste tilfælde har at gøre med ovenstående, være forkerte, hvorfor hele målingen bliver skæv.

Alt dette betyder ikke, at vi ikke længere skal have tiltro til meningsmålinger, men der forestå et stort arbejde for meningsmålingsinstitutter for at få gjort deres målinger mere præcise.  Dertil kommer, at journalister og politiske kommentatorer skal blive bedre til at forstå de statistiske usikkerhedsmarginer, som er knyttet til meningsmålinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

• Brexit-afstemningen mobilisered

 

 

Hvem bliver USA’s næste præsident? Perspektiver, modeller og forudsigelser

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er cirka tre uger til det amerikanske præsidentvalg. Det finder sted tirsdag d. 8. november 2016. Det amerikanske politiske system har i mere end 150 år været domineret af to store partier: Det Demokratiske Parti, blev dannet i 1828, og er verdens ældste aktive politiske parti. Det har rødder tilbage til tre af USA’s founding fathers, nemlig Thomas Jefferson, Alexander Hamilton og John Adams. Partiet har haft præsidentembedet 15 gange, og Andrew Jackson var partiets første præsident (1829-1837). Det Republikanske Parti, i folkemunde kaldt Grand Old Party (GOP), blev dannet i 1854, og har haft præsidentembedet flest gange, 18. Dets første præsident var Abraham Lincoln (1861-1865). De to partiers præsidentkandidater, som blev nomineret på partiernes konventer i sommer, er Hillary Clinton og Donald Trump.

Hillary Clinton har gennemgående ført i meningsmålingerne siden sensommeren, og hendes forspring er i de seneste uger blevet konsolideret, efter Donald Trump  er kommet i stærk politisk modvind, efter han har fremsat nogle nedsættende udtalelser om krigsveteraner og kvinder, og efter nogle lydklip, som blev optaget for nogle år siden, har fået mediernes opmærksomhed. Ifølge det velansete valgsite, Real Clear Politics, fører Clinton på nuværende tidspunkt med 6,7 procentpoint, 48,1% vs 41,%, hvilket er meget efter amerikanske forhold. Dette forspring bliver svært for Trump at indhente på tre uger. Der er dog stadig  mange vælgere, som ikke har taget endelig stilling, og begge kandidater er temmeligt upopulære blandt de amerikanske vælgere. Ingen af dem aspirerer til at være det naturlige valg.

Danske politiske kommentatorer har allerede nu været tilbøjelige til at dømme løbet kørt for trump Fx. spår kommentatoren David Trads, som spår , at Clinton vil vinde en sejr, som bliver sammenlignelig med Reagans landslide-sejr i 1984, hvor han vandt 525 af de 538 valgmandsstemmer.  Det lyder usandsynligt, da Trump og Republikanerne sidder sikkert på stemmerne i Midtvesten og Bibelbæltet. Se aktuelle kort. Og det et er endnu alt for tidligt at vurdere det amerikanske præsidentvalg som afgjort.

Der findes faktisk gode argumenter for, hvorfor Donald Triump kan gå hen og overraske på valgdagen. Et argument er, at meningsmålinger har en tendens til at undervurdere meget kontroversielle politiske kandidater eller partier, fordi de adspurgte respondenter ikke har lyst til at sige, at de har tænkt sig at stemme på den kandidat eller det parti. Det er nærmest et tabu.  I Danmark klarede Dansk Folkeparti sig således i årevis langt bedre på selve valgdagen end i meningsmålingerne. Men fænomenet er kendt i mange vestlige lande som f.eks. Sverige (Sverigesdemokraterne), Frankrig (Front Nationale) og Tyskland (Alternative für Deutschland).

Et andet argument baserer sig på politisk valgcyklusteori, herunder Public Choice-hypotesen om The Cost of Ruling og den såkaldte Primærmodel. The Cost of Ruling har inden for forskningsfeltet Public Choice været kendt i flere årtier, og har bla. gjort danske forskere som Martin Paldam og Peter Nannestad til to af forskningsfeltets mest prominente forskere på internationalt plan.  Politiske journalister kalder også The Cost of Ruling for metaltræthed. Regeringer bliver nedslidt efter nogle år ved magten, bl.a. fordi vælgere får lyst til politisk forandring.  Jo længere et parti gennemgående har siddet ved magten, desto mere popularitet mister det blandt vælgerne. I Danmark har dette været Det Konservative Folkepartis skæbne efter Schlüter-regeringerne i 1980’erne, Socialdemokratiets skæbne i 00’erne efter Nyrup-regeringerne i 1990’erne, og senest Venstres skæbne efter Fogh Rasmussen- og Løkke-regeringerne i 00’erne. I USA har det Demokratiske parti haft præsidentembedet i de seneste to valgperioder, og mange amerikanere ønsker forandring. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, da et centralt slagord i Obamas kampagne i 2008 netop var Change. Men The Cost of Ruling er en meget afgørende mekanisme i demokratiske systemer.

Helmut Norpoths primærmodel, som blev formuleret i 1996, følger i sin essens denne logik: De to amerikanske politiske partier har en tendens til at  have præsidentembedet i to valgperioder, hvorefter vælgerne giver magten til kandidaten fra det andet parti. Et nærmere blik på historikken viser dog, at der findes mange afvigelser fra denne logik, fx valgene i 1948, 1980 og 1992. Norpoths model er da også mere sofistikeret, idet den forudsiger, at den kandidat, som vinder med den største relative margin til den bedst placerede interne modkandidat i primærvalgene, også vinder præsidentvalget. Eftersom Donald Trump vandt med en større relativ margin over Ted Cruz i Det Republikanske partis primærvalg, end Hillary Clinton vandt over Bernie Sanders, forudsiger modellen, at Trump bliver USA’s næste præsident.

Primærmodellen har gættet den rigtige vinder hver gang, siden den blev formuleret i 1996. Og retrospektivt har den også gættet rigtigt hver gang, siden primærvalgene fandt deres moderne form i 1912 (en undtagelse var i 1960).

Hvis man går videre end de aktuelle meningsmålinger, hvor Clinton som nævnt har et solidt forspring, findes der også gode modargumenter. Det mest interessante modargument, som også er Public Choice-inspireret er Moody Analytics’ model. Denne forecasting-model er baseret på økonomiske faktorer, og mere præcist de senere års vækst i henholdsvis reale husholdningsindkomster, boligpriser og benzinpriser – altså faktorer, som er højest vedkommende for amerikanerne. Hvis udviklingen i de seneste år op til valget har været gunstig for vælgerne, er disse tilbøjelige til at stemme på kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet. Modellen har holdt stik ved hvert eneste valg, siden den blev formuleret i 1980.

I år giver modellen imidlertid ikke et fuldstændig krystalklart billede. På den ene side er den bærende middelklasses reale husholdningsindkomster stagneret gennem en længere årrække, på den anden side er benzinpriserne faldet dramatisk siden 2013; det største fald i efterkrigstiden. Imidlertid har  den amerikanske økonomi også overvundet finanskrisen, og oplever i disse år både pæn jobvækst og stigende boligpriser. Dette taler alt i alt for en sejr til kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet, nemlig Hillary Clinton.

En analytiker fra Moody spår således, at Hillary Clinton vinder mindst 330 valgmandstemmer, hvilket vil være rigeligt til at blive valgt som præsident. Der kræves mindst 270 af de 538 valgmandsstemmer.

Ser vi udover de to Public Choice-modellerne og alene på politologiske faktorer, er det bemærkelsesværdigt, at de demografiske vælgergrupper, som har været i stærkest vækst gennem en årrække, har været latinovælgerne og vælgerne med asiatisk baggrund, ligesom det er vælgere, som karakteriserer sig som ikke-religiøse. Den koalition af vælgere, som Det Demokratiske parti har haft fat i siden Clinton-årene (1993-2001), inkluderer netop disse vælgere.

Faktisk har det amerikanske politiske system en tendens til at følge lange cyklusser, hvor et af partierne har fået opbygget en solid base af vælgergrupper, som er i vækst.

Således havde Det Republikanske parti gennemgående magten fra 1861 til 1933, fordi partiet startende med Abraham Lincoln, formåede at skabe en vælgerbase bestående af modernister, tilhængere af slaveriets afskaffelse, tilhængere af friere handel, industrialisering og indvandring. Da USA blev ramt af den økonomiske depression med krakket i 1929, formåede Demokraterne at skabe en ny platform, som blev kaldt for New Deal-koalitionen. Den bestod bl.a. af landmænd, arbejdere og intellektuelle, og holdt til 1960’erne, hvor den gik i opløsning som følge af Vietnam-krigen, raceproblematikken og en voksende folkelig modstand mod Johnson-regeringens liberale velfærdsstatspolitik.

Under Nixon (1969-74) og Reagen (1981-88) skabte Det Republikanske parti en ny solid vælgerplatform, som bestod af det nye religiøse højre og tilhængere af nyliberale økonomiske politikker. Denne koalition som varede fra ca. 1972 til 2008 har måtte vige til fordel for den vælgerplatform, som Det demokratiske parti har opbygget startende med Clinton-årene og med Obama-årene (2009-2016) som foreløbig kulmination.

Der eksisterer altså forskellige perspektiver på, hvilket politisk parti, som får tildelt præsidentembedet d. 20. januar 2017, når USA’s næste præsident indsættes, og man skal ikke dømme nogen af kandidaterne ude, før vælgerne har afgivet deres stemme d. 8. november.

 

 

 

 

Er en Trump-regering det mindst ringe valg?

USA står til november i et valg mellem pest og kolera – Donald Trump versus Hilary Clinton. De danske medier har meget tydeligt valgt side, og portrætterer Trump meget præcist og retvisende, mens Clinton stadig står i et noget romantisk skær for danske og europæiske journalister. Hun er også uden tvivl den mere kompetente politiker af de to valg – Trump virker ofte noget mindre end ideelt stabil – men Clinton har øjensynligt hverken hæmninger eller overbevisninger af nogen art, og synes at være næsten endeløst arrogant.

Hvem skal man da håbe på vinder? Bør man sætte sin lid til en tvivlsom forretningsmand, der bedst kan karakteriseres som en ’bloviating ignoramus’ med farlige holdninger, eller en i særgrad magtsyg politiker, der intet skyer for at vinde valget? På det personlighedsmæssige plan er valget måske relativt let: Clinton er det onde, vi kender, og valget mellem politisk pest eller kolera må være den sygdom, vi har mest erfaring med at håndtere. Men når det kommer til at bedømme, hvilken administration – dvs. hvilken effektiv regering – vi helst ser i USA, er valget på ingen måde indlysende.

Flere kommentatorer har hintet til de følgende overvejelser, men det libertarianske multitalent Penn Jillette beskrev situationen meget klart i et interview med Reason TV forleden. Jillettes pointe er, at både Trump og Clinton lægger op til aldeles håbløs politik. Begge har f.eks. argumenteret, at USA’s handelsaftaler (NAFTA, WTO-aftaler osv.) bør genforhandles, og begge har påstået, at handel med Kina og Mexico koster arbejdspladser i USA. Begge lægger også op til pro-business, men stærkt anti-market, reguleringer. Jillettes svar hviler på spørgsmålet, i hvor høj grad kandidatens eget parti er parat til at blokere de mest absurde dele af politikken når den skal gennem Kongressen.

Situationen opstår, fordi Clintons position så at sige er handlet af i det Demokratiske parti. Bernie Sanders har haft sin indflydelse, og har effektivt flyttet Clinton i en venstreorienteret og populistisk retning. Partiet har således fået en kandidat, hvis politiske linje dets repræsentanter og senatorer har ’committet’ sig til. Hvis Hilary Clinton bliver valgt til præsident, kan hun derfor regne med relativt lidt modstand i Kongressen, så længe den ikke domineres fuldstændigt af det andet parti. Med andre ord er det sandsynligt, at hun kommer til at være i stand til at gennemføre store dele af sin politik.

Det er i denne sammenhæng, at en potentiel præsident Trump har en fordel. Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske, men han er sandsynligvis også den kandidat, der kan få klart mindst gennemført. En række relativt prominente samfundsforskere og intellektuelle har enten meldt sig ud af det Republikanske Parti eller trukket deres støtte til partiet fordi det har accepteret Trump som præsidentkandidat. Internt i partiledelsen har bl.a. Paul Ryan snoet sig for at undgå at erklære sin ubetingede støtte. Resultatet er, at det er ganske usandsynligt, at en kontroversiel og generelt afskyet kandidat som præsident vil få ubetinget – eller bare tydelig – støtte fra et flertal i sit parti.

Skal man bedømme en kandidat for konsekvenserne af hans eller hendes gennemførte politik, kan det dermed paradoksalt nok være, at Trump er den kandidat, de fleste danskere burde foretrække. Grunden er, meget kort opsummeret, at konsekvenserne er kvaliteten af den foreslåede politik gange sandsynligheden for at den gennemføres. Og måske er Trumps foreslåede politik, inklusive hans uforudsigelighed og hans fascination med autoritære regimer, en del ringere end Clintons. Men hvis chancerne er tilstrækkeligt gode for at Trumps politik bliver blokeret af repræsentanter for hans eget parti, er han kandidaten med den effektivt mindst ringe politik.

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑