Tag-arkiv: Tyrkiet

Tyrkiet er på vej mod krise

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Frihed i Tyrkiet

Mange politikere og internationale kommentatorer har bekymret sig over den politiske udvikling i Tyrkiet siden det forfejlede kupforsøg i juli. Hvis man har fulgt landet over en årrække, er det ganske pudsigt at se den pludselige interesse, og ikke mindst den nyopdagede bekymring for, om landet stadig er de facto demokratisk.

For de interesserede er det særligt værdifuldt at læse en ny artikel af den fremragende tyrkiske samfundsforsker Timur Kuran. Artiklen med titlen ”Turkey’s changing freedom deficit” som fortæller en del af historien hos Project Syndicate, og bidrager med indsigter og baggrundsviden. Kuran noterer for eksempel, at det særlige forfatningsreferendum i 2010, hvor militærets forfatningsmæssige rolle i politik blev alvorligt stækket, er central for at forstå de senere års udvikling:

Erdoğan, who was then Prime Minister, began to transform Turkish society according to his own conservative interpretation of Islam. Religious education was intensified. Alcohol restrictions were tightened. Women were instructed to have at least three children and, later, not to laugh loudly in public. What news media the AKP did not buy off were subdued through threats of punitive taxation and jail time for uncooperative journalists. Secular Turks, once the politically dominant vanguards of modernity, were characterized as lacking in morality, decency, and even Turkishness.

Kuran peger således på, at der ikke er noget særligt nyt i den tyrkiske situation, men at den på mange måder er en fortsættelse af de senere års udvikling. Det tillader os derfor at bruge velkendte, internationale mål for forskellige aspekter af ’regeringsførelse’ for at vurdere, hvor stort problemet er. Nedenfor plotter vi derfor 22 års udvikling i korruptionsproblemer, kvaliteten og uafhængigheden af retsvæsenet, og graden af pressefrihed i landet. Alle er målt på skalaer fra 0-100, hvor højere scorer indikerer bedre retsvæsener og mindre korruption, men også flere overgreb på pressefriheden.

Tallene taler deres klare sprog! Mens den systematiske erosion af pressefrihed allerede skete fra de første år af Erdoğans regime (den sorte linje, hvor den punkterede del er tiden før Erdoğan), er udviklingen accelereret siden forfatningsændringen. Det er også ganske tydeligt, at korruptionsproblemerne (målt på den røde linje, der er Transparency Internationals indeks over ’frihed fra korruption’) er nærmest eksploderet efter at Erdoğan stækkede militærets politiske rolle. Heritage Foundations ’Rule of Law’ indeks (den blå linje), udviser også en stærk trend nedad de seneste par år.

frihed-i-tyrkiet

Med andre ord er den pludselige interesse i tyrkiske problemer meget velkommen, men også ganske stærkt forsinket. Alle indikatorer peger i den forkerte retning, og helt særligt et så stærkt tab af pressefrihed er næsten altid fulgt af autokratisering. Medmindre Erdoğan på en eller anden måde får voldsomme politiske problemer, er Tyrkiet på en motorvej væk fra demokrati.

Tyrkiet, EU og “velfærdsstaten”

The Economist beretter, at de tider nærmer sig, hvor en fælles europæisk skattepolitik kan blive en realitet. Man er tilsyneladende begyndt at diskutere den fælles europæiske skattebase. Vi kan vel alle gætte, hvad det kommer til at betyde.

Økonomisk forskning viser nu, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem kulturel heterogenitet og villigheden til at betale for – og installere – en velfærdstat med universelle ydelser, som eksempelvis den danske. Harvard økonomerne, Alberto Alesina og Edvard L. Glaeser, undersøger i bogen Fighting Poverty in the US and Europe, hvilke forhold der spiller en rolle for villigheden til at betale skat og til at sikre ’sammenhængskraften’. Ganske interessant er det, at jo mere etnisk homogen en befolkning er – jo større er skattebyrden. De to økonomer viser, at denne sammenhæng både kan findes på tværs af lande i Europa og på tværs af de amerikanske stater.Herhjemme har vi et glimrende eksempel på den tankegang i Dansk Folkeparti. De universelle velfærdsydelser skal kun gælde personer, der tilhører den rigtige etnie – altså socialisme baseret på stammetilhørsforhold.

Hvis økonomerne har ret, rummer det tankevækkende perspektiver – især i forbindelse med optagelsen af Tyrkiet i EU. Når det nu er besluttet, at arbejdskraften ikke må bevæge sig frit over grænserne – så kunne en måde at undgå, at EU bliver endnu et skatteudskrivningsorgan, være at sikre så stor kulturel heterogenitet som muligt. Det må betyde, at Tyrkiet, Hviderusland, Marokko og hvem, der ellers kunne have lyst, skal have adgang til det europæiske ”fællesskab” – hellere i morgen end i over-morgen. Og eftersom Europa alligevel – af nogle – opfattes som en ’konstruktion’, så er der vel nærmest ingen grænser for hvem, der kunne inviteres ind i ‘varmen’: alt sammen for at undgå flere og højere skatter.

Spørg Atilla II

Vi har tidligere beskrevet de trængsler, som den tyrkiske liberale professor Atilla Yayla har måttet gennemgå, fordi han i vinter kom til at sige politisk ukorrekte ting om “Kemalismen” og Tyrkiets evne til at tilpasse sig vestlige værdier om frihed, konstitutionalisme og markedsøkonomi.  Nu er der lidt nyt i sagen.  Her er en artikel fra den amerikanske Chronicle of Higher Education:

Friday, March 16, 2007

Turkish Professor Faces Charges for Cmments About the Nation’s Founder

By AISHA LABI

Turkish professor faces charges for comments about the nation’s founder.

A professor of politics and political theory at Gazi University, in Ankara, Turkey, was charged on Wednesday with insulting the legacy of Mustafa Kemal Atatürk, the founder of the modern Turkish republic.

The charge follows comments made by the professor, Atilla Yayla, during a public panel discussion in November in which he referred to Atatürk as “that man.”

If convicted, the professor could be sentenced to up to three years in prison.

In a telephone interview on Thursday, Mr. Yayla said he had spoken at the November gathering, in the coastal city of Izmir, about his view of civilization as a unifying and universal principle, and had questioned official descriptions of modern Turkey’s early, single-party period from 1925 to 1945 as “very progressive.”

He had commented, he said, that according to his research, “the first period is not as progressive as it is claimed to be.”

“‘In what respects?’ I was asked. I said in respect to freedom of opposition, of association, religious freedom, and other freedoms, it was not as progressive as some people have claimed.”

Mr. Yayla courted further controversy with his observation that, especially as Turkey pursues membership in the European Union, the country’s iconographic fixation on Atatürk might seem puzzling. “Europeans will ask us why everywhere there are statues of this man and in every state office we have the same man’s photos,” he told the panel.

A local newspaper billed those comments as traitorous, and the matter gathered steam as national news outlets picked up the story.

Administrators at Gazi University began an investigation of Mr. Yayla, both for the content of his comments in Izmir and for having attended the conference without first seeking permission to travel. “We are required to take permission when we leave Ankara,” Mr. Yayla said, although he explained that such leave is usually sought and granted informally. He did not miss any classes as a result of the weekend trip, he said.

While it investigated, the university temporarily suspended him and cut his salary by one-third.

Aybar Ertepinar, the vice president of the Turkish Council of Higher Education, a government-financed body that oversees the country’s universities, said that while he thought the university’s actions against Mr. Yayla might have been “overdone,” those steps were within the scope of the rector’s authority.

“The rector has the right to suspend a person about whom there is an investigation going on,” Mr. Ertepinar said.

He said he thought Mr. Yayla’s comments had been inappropriate, but added, “I also consider it as his freedom of speech to say what he did.”

As far as the council is concerned, Mr. Ertepinar said, the issue has been resolved. “The university has closed the matter, Professor Yayla is back to his office, teaching and doing research, and academically there is nothing, I believe, following the present situation.”

Mr. Yayla said he still feared that he would lose his job, especially if convicted. He said he has been told his trial is scheduled to begin on April 30.

Turkish prosecutors have pursued similar charges against other writers and academics in recent years and, although those cases have not resulted in prison sentences, they have fueled an atmosphere in which extremist nationalists enjoy disproportionate influence in public discourse.

Ozlem Caglar-Yilmaz is the general coordinator at the Association for Liberal Thinking, a think tank in Ankara that Mr. Yayla helped to found. Ms. Caglar-Yilmaz thinks that Mr. Yayla’s trial could prove an important turning point for Turkey. “There are already many academics who have been severely critical of this era and Atatürk,” she said. If the prosecution fails, she said, popular opinion could follow: “People would feel more free to question this era.”

Jo, jo, Tyrkiet er helt klar til EU …