Tag: Tyskland

CSU og SPD taber jordskredsvalg i Bayern. AfD og De grønne de store vindere

Søndagens valg i den tyske delstat, Bayern, blev et katastrofevalg for CSU. Partiet har siddet tungt på magten i Tysklands største og rigeste delstat, og har ved samtlige valg siden krigen   typisk har fået omkring 50% af stemmerne eller mere, således at det har kunnet regere alene.  I Tyskland er CDU og CSU  søsterpartier, hvilket betyder, at CSU  kun stiller op i Bayern, mens CDU stiller op i alle andre delstater.

CSU fik 47,7% af stemmerne ved det sidste delstatsvalg i  2013, men står til en tilbagegang til omkring 37,5 %. CSU’s tilbagegang er dramatisk og skelsættende. Partiet har primært mistet stemmer til både højre  til det indvandrerkritiske AfD (Alternative für Deutschland), som ikke var opstillingsberettiget i 2013, eftersom partiet først lige var blevet skabt nogle få måneder før det valg. AfD står  til at komme ind i det bayerske  parlament med ca. 10%, hvilket faktisk er noget mindre, end hvad partiet fik ved forbundsvalget i 2017 (12,6%). AfD har sine højborge i delstater, som før var en del af DDR: Brandenburg, Sachsen og Thüringen. 

 

CSU’s partiformand, Horst Seehofer har været en af de skarpeste  kritikere af kansler Angela Merkels immigrationspolitik, som tillod over 1 million flygtninge og migranter at komme til Tyskland i 2015.  Seehofers meget stramme politik i udlændingepolitikken skyldes dels, at  CSU  udfordres af AfD’s  eksplosive fremgang i meningsmålingerne, siden partiet blev dannet, men også at Bayern grundet dets nærhed til Østrig og dermed den såkaldte ‘Balkan’-flygtningerute, blev meget belastet af de mange hundredtusinde flygtninge- og migranter, der krydsede Tysklands sydligste grænse i tiden omkring 2015. Seehofer har dels insisteret på indførsel af grænsekontrol, dels på hjemsendelse af personer, om ikke er flygtninge, men slet  og ret migranter. Dette er dog svært at afgøre, og derfor er der blevet oprettet  transitlejre, mens de tyske immigrationsmyndigheder behandler de mange asylansøgninger.

Seehofers stramme kurs har  faktisk delvist båret frugt, idet Tyskland har indgået bilaterale aftaler med Grækenland om hastig hjemsendelse af migranter (inden for 48 timer), hvilket gør det svært for det økonomisk belastede sydeuropæiske land. I disse dage forhandler Tyskland med Italien om en lignende aftale.

At Seehofer  har haft nogen succes med sin stramme kurs, er måske årsagen til, at CSU’s tilbagegang  ikke er blevet så stor som frygtet.  I en række af de seneste meningsmålinger, fra fx. INSA og Infratest, har partiet været helt  nede på 32-33%.

I den næste valgperiode frem til 2023 vil CSU ikk længere kunne regere alene, men må dele magten med en koalitionspartner.  Valgresultatet peger i retning af en koalition med De frie vælgere i Bayern (FW) og  muligvis FDP. En sådan sort-gul koalitionsregering har Tyskland lange traditioner med.

Det tyske Socialdemokrati (SPD) er den anden store taber ved delstatsvalget i Bayern.  SPD’s tilbagegang er endnu mere dramatisk, idet partiet står til at blive end halveret fra 20,6% af stemmerne i 2013 til  omkring 10,5%. Dermed fortsætter SPD’s store nedgang i snart mange år. SPD har bestemt ikke haft gavn af deltagelsen  i den store tyske regeringskoalition (CDU/CSU – SPD), som har regeret Tyskland siden 2013.

I SPD’s tilfælde er vælgerne vandret til De Grønne, som har fået et kanonvalg med ca. 18% af stemmerne; en kæmpe fremgang fra de 8,6% af stemmerne, partiet fik i 2013.

Valgresultatet i Bayern vil ganske sikkert få betydning for tysk politik fremover: Først og fremmest er det tvivlsomt, om SPD vil fortsætte som regeringspartner i den store koalition. For det andet vil De Grønnes store succes skabe forøget næring til idéen om en regeringskoalition mellem CDU, De Grønne og  De Frie Demokrater (FDP) — den såkaldte ‘Jamaica-koalition’, som er afledt fra partiernes partifarver (sort, grøn og gul). Denne  politisk kulørte  kombination afprøvede Merkel under regeringsforhandlingerne efter valget i 2017, men den viste sig ikke at være gangbar.

Ved forbundsvalget i 2017 fik FDP et godt valg, om blev repræsenteret i Forbundsdagen igen.  I Bayern passerede partiet i 2013 ikke spærregrænsen  på 5%, og ved valget  i 2018 har det dog kunne notere en vis fremgang, men det er endnu usikkert, om det denne gang klarer spærregrænsen. FDP står lige præcis til 5,0%. At det ikke er gået mere frem, skyldes det, at partiet i Bayern konkurrerer med et andet regulært centrumparti, ‘De Frie Vælgere’ i Bayern (FW), som står til en ganske markant fremgang fra 9% til ca.12%.

Nogle medier spekulerer over, om valgresultatet i Bayern også vil sprænge familiebåndet mellem CDU og CSU, som har eksisteret siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949. Dette er imidlertid ekstremt usandsynligt, eftersom det vil isolere CSU, så det ikke længere får direkte indflydelse på tysk politik.

Set i et dansk perspektiv vil resultat af valget i Bayern sikkert skuffe danske nationalkonservative, som stemmer på eller tænker at stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.  Dette segment  har på de sociale medier også haft naive forestillinger om, Merkel ville tabe forbundsvalget i 2017 eller tvunget til at træde af som kansler.

Men de overser ét vigtigt aspekt ved tysk politik, som gør Tyskland forskellig fra Danmark og andre europæiske lande, hvor højrepopulismens vinde blæser. Dét er, at tysk politik er meget stabilitetsorienteret. og at tyske regeringer har været gode til at foretage nødvendige justeringer i den førte politik.  Dette har bl.a. afspejlet sig i, at Tyskland i modsætning til Sverige, det andet land som tog imod flest flygtninge og migranter i 2015-16 aktivt har ændret sin udlændingepolitik, men uden at ty til yderligheder som i Østrig, Ungarn og Schweiz.

Tysklands stabilitetspolitik (Stabilitätspolitik)  og villigheden og evnen til at foretage politiske justeringer bunder i de smertelige erfaringer fra perioden mellem 1919 og 1945. Historien skræmmer.  Orienteringen mod stabilitet er også iboende i langt hovedparten af de tyske vælgere. Og derfor har højrepopulismen svære  vilkår i Tyskland, når det kommer til stykket.

Dette forklarer mere end noget andet, hvorfor AfD’s himmelflugt i meningsmålingerne synes at være ved at toppe. Det næste delstatsvalg er i Hessen d. 28. oktober, og dér viser prognoserne , at valget vil resultere i det samme mønster som   i Bayern: store tab for CDU og SPD, og stor fremgang for AfD og De grønne.

 

IEC-studerende om dansk handelspotentiale

En af de store fornøjelser som underviser på et universitet er at se studerende vokse med en opgave. Det får de dygtigste studerende på International Economic Consulting-linjen mulighed for hvert år når de følger kurset Applied Economic Consulting. Her simulerer underviserne en rigtig konsulentopgave med møder, sure klienter, umulige deadlines, og kolleger man ikke selv har valgt. Nogle år sker det med en rigtig konsulentopgave, hvilket var tilfældet i år. Årets case var givet af det Dansk-Tyske Handelskammer og handlede om, hvorvidt der er et uudnyttet eksportpotentiale for danske virksomheder i Sydtyskland.

Handelskammeret har været særligt tilfreds med den rapport, som Nikolaj Krog Knudsen, Thi Hong Nhung Nguyen, Gustav Ebler Johansen, Virginia Midari og Hannes Velt udarbejdede. Ifølge de studerendes beregninger ligger der et ganske stort potentiale til særligt Bayern og Baden-Württemberg. Ved at analysere, hvor meget man generelt handler med andre lande og regioner og sammenholde det med, hvor meget der faktisk eksporteres til Sydtyskland, kommer de frem til et potentiale i størrelsesordenen 1,8 mia. euro i eksport. Meget af potentialet ligger hos små og mellemstore virksomheder, der ikke ligesom de store har mulighed for, at indhente og aktivt behandle information fra nye markeder. De studerendes analyse viste således også, at Handelskammeret ikke er en primær informationskilde for disse virksomheder, noget de kalder en ”øjenåbner” og naturlig inspiration i kammerets videre arbejde.

Virginia+

Der er derfor også en dobbelt glæde forbundet med, at det Dansk-Tyske Handelskammer gav de studerende en mindre præmie for deres arbejde. Først er det den simple glæde ved at se dygtige studerende blomstre når de får muligheden, og for det andet er der glæden ved at vise, at vi ikke blot uddanner de unge til en plads i elfenbenstårnet. Når de er færdige hos os, har de faktisk lært noget brugbart. Hermed et tillykke til Nikolaj, Thi, Gustav, Virginia og Hannes.

Intern krig i den tyske regering om flygtningepolitikken? Er en kovending på vej?

I Tyskland er stabilitet og orden alfa og omega. Sådan har det været i hele efterkrigstiden. Disse grundprincipper er blevet rystet i deres grundvold af Angela Merkels velkomstpolitik. I den seneste måned er Merkel blevet belejret af kritikere fra alle tyske regeringpartier. Inden for Merkels eget parti, CDU, har seniorparlamentsmedlemmer udtalt, at det efterhånden er blevet svært at få øje på nogen, der støtter Merkels linje i flygtningepolitikken. Hårdest har kritikken været fra CDU’s søsterparti, CSU, anført af Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer. Han stillede tidligere på ugen et ultimatum til Merkel om at få styr på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Ellers ville CSU forlade regeringen.

Merkel er nu omsider ved at rette ind.

Torsdag aftalte de tre regeringspartnere en plan for de mange migranter, der er kommet til landet. De er især fra Balkan-landene, men også fra Afghanistan, som Tyskland ikke opfatter som flygtningeland.

De tre regeringspartier er enige om, at disse migranter skal forlade Tyskland. Hvordan det skal ske, er ikke helt klart. Men man er enige om, at migranterne skal melde sig til bestemte ankomstcentre, hvor de vl blive registreret og få uddelt et ID-kort. Desuden er det et strengt krav, at migranterne kun må opholde sig i nærheden af ankomstcentene. Bryder de denne regel, vil de med magt blive udvist af Tyskland. Desuden vil man i Afghanistan finansiere oprettelsen af lejre, hvor migranterne kan opholde sig, hvis der skulle være behov for det.

Nu kommer turen til den almindelige flygtningepolitik.

Fredag holdt indenrigsminister Thomas de Mazière en tale, hvor han signalerede en sensationel kovending i politikken overfor de mange syriske flygtninge. Mazière sagde, at flygtningepolitikken vil blive strammet, så syriske flygtninge nu kun kunne få subsidiær beskyttelsesstatus for ét år ad gangen, og at de ikke vil få ret til familiesammenføring.

Talen tiltrak store overskrifter i den seriøse Frankfurter Allgemeine Zeitung og i engelske The Guardian.

Senere på dagen dementerede Peter Altmeier (CDU), som er regeringskoordinator i flygtningepolitikken, planerne. Horst Seehofer, derimod jublede, og talte om, at den ny politik var en sensationel kovending fra “den politiske velkomstkultur til en realistisk flygtningepolitik”. Maziére derimod kom med forskellige og modstridende udtalelser, som signalerer, at der formentlig nu også foregår et internt politisk slagsmål i regeringen på dette centrale område.

Skulle den tyske indenrigsministers planer blive virkelighed, kan det får alvorlige konsekvenser for Danmark. Det vil nemlig betyde, at den tyske asylpolitik overfor syriske flygtninge vil blive mere restriktiv end den danske. Torsdag signalerede den svenske regering, at landet ikke kan tage imod flere flygtninge, og at disse vil blive sendt tilbage til Danmark og Tyskland. Hvis flygtningene ikke længere kan søge mod deres mest foretrukne destinationslande, fordi de enten afskæres fra det, eller fordi det er blevet mindre attraktivt, vil det stille Danmark i en meget sårbar situation.

Flygtninge- og migrantstrømmen fortsætter nemlig med uformindsket styrke, og over vinteren forventes flere hundredtusinde at ankomme til Europa.

EU-landene spiller i øjeblikket et ‘not in my backyard’-spil, hvor de efter tur enten genindfører grænsekontrol eller strammer deres flygtningepolitik. Senest har Finland skærpet sin asylpolitik overfor irakiske flygtninge markant, hvilket markant har bremset tilstrømningen af denne folkegruppe, som dominerer flygtninge til Finland. Torsdag meldte Sverige ud, og fredag blev det udstillet, at der også kan ske noget afgørende i Tyskland.

Meningsmåling: Tyskernes bekymring for indvandringen er voksende

Tyskernes bekymring for indvandringen vokser stadig ifølge en meningsmåling foretaget af Allenbach-instituttet for Frankfurter Allegmeine. Undersøgelsen blev gennemført 3-16 oktober, og offentliggøres onsdag.

• 54% af respondenterne er nu ‘stærkt bekymret’ for udviklingen mod 40% i august, mens andelen som er rimeligt ubekymret er faldet fra 45% til 38%.

• 56% mener, at der skal sættes absolutte grænser for, hvor mange flygtninge Tyskland kan tage, mens et meget stort flertal mener, at Tyskland kun skal tage imod flygtninge, mens migranter skal sendes retur. Ifølge den tyske forfatning (§16) er Tyskland forpligtet til at give flygtninge asyl.

• 62% er bekymret for, at Tyskland via flygtningestrømmen infiltreres af terrororganisationer, mens 64% mener, at flygtningestrømmen i højere grad er forbundet med ricisi end muligheder.

• CDU/CDU-koalitionen er gået tilbage fra 42% til 38%. Det EU- og indvandrerkritiske ‘Alternative für Deuschland’ er gået stærkt frem i de senere måneden fra 0% til 7%, og ville blive repræsenteret i Forbundsdagen, hvis der var valg nu. Det næste valg er i 2017.

Angela Merkel er gået stærkt tilbage i sine popularitetsmålinger, og befinder sig nu på laveste niveau siden 2013. Men hun har ingen reel udfordrer. Horst Seehofer (CSU) er kun mere populær i Bayern og i det gamle Østtyskland.

Horst Seehofer, der er ministerpræsident i Bayern, er Merkels stærkeste kritikter. Senest har han udtrykt tvivl ved, om den gamle koalition mellem CDU og CSU kan holde, hvis koalitionen bliver ved med at gå tilbage i meningsmålingerne i det tempo det sker nu, ligesom han er stærkt bekymret for den splittelse og tendens til radikalisering, som sker i Tyskland som følge af Merkels flygtningepolitik.

Til gengæld er det lykkedes for CSU og Seehofer at stramme Tysklands flygtningepolitik, så der nu ofte er grænsekontrol, og man arbejder på at indføre grænsezoner. Men det går meget sløjt med implementeringen af disse zoner, hvilket Seehofer betragter som et bedrag.  Når der er gennemført kan migranter tilbagevises ved grænsen. Desuden har regeringen under Merkels ledelse udsendt et klart politisk signal om, at migranter ikke er velkomne. Det har ført til, at kun ganske få migranter nu søger til Tyskland.

 

Tyskland møder muren

På 25-årsdagen for Tysklands genforening har landet mødt muren.

Masseindvandringen, som formentlig vil passere millionen i 2015, presser på alle leder og kanter det tyske samfund. Menneskestrømmen synes der ingen ende på. Lørdag meddelte den kroatiske indenrigsminister Ranko Ostojic, at Kroatien i de sidste tre uger har registreret mere end 100.000 nye flygtninge og migranter. Alene i september 2015 har Tyskland registreret mere end 200.000. Det faktiske tal, som er ankommet til Tyskland, er dog meget højere, eftersom mange bruger landet som transitland i deres færd mod de nordiske lande. Fx. forventer Finland i 2015 50.000 asylansøgere mod blot 3.600 i 2014. (1)

DWO-IP-Asylantraege-2015-August-ag-Antraege-Aufm-Kopie

Angela Merkels politik er, at der skal gives plads til alle legitime asylansøgere, især dem som flygter fra borgerkrigene i Syrien, Irak og Eritrea. Men Europas (og Tysklands) åbne grænser gør det også muligt for hundredtusindvis af økonomiske migranter at nå til Tyskland. Der er bare ikke plads til dem. Tyskland har mødt muren.

Bayern overvejer at indføre totalstop for flere flygtninge og migranter. Områderne i andre dele af Tyskland, fx. Hamburg, meldes også at være blive fyldt op. I mange flygtningelejre er der blev indført en uformel hakkeorden, hvor dem som kommer (eller påstår, at de kommer) fra Syrien, har førsteret til en seng under tag. Andre må sove udenfor på jorden i en sovepose eller med et tæppe omkring sig. Situationen er uholdbar, for om få uger bliver det vinter.

Samtidigt vokser presset på kansleren for at sikre Tysklands grænser. Fra koalitionspartneren SPD, fra det bayeriske søsterparti CSU, og fra Merkels eget parti, CDU. Indenrigsminister Thomas de Maiziére (CDU) taler om behovet for at indføre transitzoner ved de sydlige grænser, men det har Kommissionen straks erklæret som værende uforeneligt med EU’s regler. Bayerns finansminister Markus Söder foreslår et generelt asylstop med den begrundelse, at Tyskland “ikke kan redde hele verden”, men dette forslag er forfatningsstridigt. Sålænge Tyskland vil EU, og sålænge Tyskland vil sin egen forfatning, har landet intet andet valg end at tage imod de hundredtusindvis af flygtninge.

Merkels egen demarkationslinje trækkes ved flygtninge fra de borgerkrigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea, men omkring de to lande i Mellemøsten venter millioner i flygtningelejre. Ruslands indtræden i krigen vil ikke lette situationen. Med Talibans genkomst forværres situationen samtidigt i Afghanistan. Derfra kan man også forvente en eksplosion i flygtninge.

Stemningen i Tyskland er vendt. For blot tre uger siden var kun 38% af tyskerne bekymret for flygtninge- og migrantstrømmen. Nu er det 51%Samtidigt styrtdykker Merkels popularitet (hun har tabt 9%-point på et måned), mens hendes største kritiker, Bayerns ministerpræsident, CSU’eren Horst Seehofer oplever stor fremgang i sin popularitetsmåling (+11%).

Tyskland er kort sagt på katastrofekurs.  Tyske økonomer forventer, at op imod 90% af flygtningene og migranterne ikke vil kunne finde arbejde, da de ikke besidder de nødvendige kompetencer, og fordi minimumslønnen, som immervæk kun er er €8.50 (ca. 60 kr) og langt lavere end den danske, er for høj. Tillader man at sænke minimumslønnen med yderligere 30% (til €6 i time), vil  stort set alle, som kun tjener denne minimumsløn, falde under den tyske fattigdomsgrænse, som pt. er på €979 om måneden. Berlin-Neukölns tidligere borgmester Heinz Buschkowski forventer, at flertallet af flygtningene slet ikke kan integreres.  På genforeningsdagen i dag sagde Tysklands præsident, Joachim Gauck, at integrationen af de mange flygtninge til blive sværere end genforeningen med Østtyskland. 

Dette er kun toppen af problemerne. Myndighederne har slet ikke styr på hvilke og hvor mange illegale flygtninge og migranter, der befinder sig i landet. Titusindvis eller flere venter på at blive registreret, eller har ikke ladet sig registrere. Sålænge de ikke er registreret, opholder de sig per definition illegalt i landet.

De mest sårbare er de mange mindreårige uden ledsagere. Tyske medier rapporterer, at disse børn systematisk opsøges af yderligtgående salafister som led i deres hvervningsproces.

Samtidigt rapporteres der hyppigt om masseslagsmål og om religiøs eller racistisk vold og undertrykkelse i flygtningelejrene. Problemet er så omfattende, at man i visse flygtningelejre har taget konsekvensen og adskilt de muslimske og kristne flygtninge. Omvendt vokser fremmedhadet, hvilket har resulteret i en vækst i attentater og angreb på flygtninge.

Et synspunkt, man hører stadig oftere fra politisk side, er, at flygtninge skal anerkende den tyske forfatning, herunder særligt de liberale principper om ytrings- og religionsfrihed og om ligestilling mellem kønnene, før de kan få anerkendt asyl.

Det lyder meget tilforladeligt. Når man som vesterlænding er i Saudi-Arabien, bør man også efterlyde landets religiøse love. Det er ikke det mest smarte at rende rundt og lave grafittitegninger af profeten Mohammed på gader og stræder, eller overhovedet at kritisere islam. Bør det omvendte ikke gælde? At det anerkendes, at vi her i Vesten har ret til at kritisere religion, overtro og brug af irrationel tradition? At vi i Vesten har ytringsfrihed og kunstnerisk frihed? Er der i virkeligheden ikke tale om et civilisatorisk nulsumsspil, hvor samtale ikke er muligt? Enten tager man konfrontationen, eller også pålægger man sig selvcencur, og påfører reelt sig selv sharia.

Tyskland konfronteres nu med problemstillingen, om der i virkeligheden er plads til det fundamentalistiske islam i Europa. Meldingen er, at det er der ikke. I går sagde Tysklands indenrigsminister, Thomas de Mazière: “Der kan IKKE forhandles om forfatningens garantier om religionsfrihed, kvindernes ligestilling og ytringsfriheden”. Bayerns finansminister Markus Söder (CSU er fuldstændig klar i mælet: “De, som kommer til os, skal acceptere VORES regler, ikke omvendt”. CDU’s næstformand, Thomas strobl er gået endnu videre: “Den tyske lovgivning fastlægges ikke af profeten, men af os i Tysklands parlament”.

Vigtige signaler fra tyske toppolitikere. For der er tale om en central problemstilling, som Tyskland vil blive konfronteret med i generationer. Men vil signalerne blive efterlevet, når der ikke er fuld opbakning i civilsamfundet?

 

 


  1. Læs om hvorfor Finland har udviklet sig et af flygtningenes fortrukne asyllande: Die Welt, 1. oktober 2015, Warum Finnland bei Flüchtlingen als paradiesisch gilt. 

Mens vi venter – det går bedre og bedre

Mens vi venter …. på de mere kvalificerede indlæg fra denne blogs politologiske sværvægtere kan tiden fordrives med lidt naiv jubel.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

Ugens citat: Steyn om lig, Tyskland & euro-velfærd

Vores med-pundiokrat Mr. Law har henledt Punditokraternes opmærksomhed på Mark Steyns farverige status i The Telegraph over det tyske valg og den europæiske velfærdsstat:

“If you want the state of Europe in a nutshell, skip the German election coverage and consider this news item from the south of France: a fellow in Marseilles is being charged with fraud because he lived with the dead body of his mother for five years in order to continue receiving her pension of 700 euros a month.

She was 94 when she croaked, so she’d presumably been enjoying the old government cheque for a good three decades or so, but her son figured he might as well keep the money rolling in until her second century and, with her corpse tucked away under a pile of rubbish in the living room, the female telephone voice he put on for the benefit of the social services office was apparently convincing enough. As the Reuters headline put it: “Frenchman lived with dead mother to keep pension.”

That’s the perfect summation of Europe: welfare addiction over demographic reality.

Think of Germany as that flat in Marseilles, and Mr Schröder’s government as the stiff, and the country’s many state benefits as that French bloke’s dead mum’s benefits. Germany is dying, demographically and economically. Pick any of the usual indicators of a healthy advanced industrial democracy: Unemployment? The highest for 70 years. House prices? Down. New car registration? Nearly 15 per cent lower than in 1999. General nuttiness? A third of Germans under 30 think the United States government was responsible for the terrorist attacks of September 11.”

Læs selv resten af den underholdende og deprimerende analyse.

Rationelle Voraussicht

Frankfurter Allgemeine bragte for et par dage siden en interessant analyse under overskriften: “Selbstmord aus Angst vor dem Tod“. Citatet er hentet fra Bismarck og refererer naturligvis til det paradoks, at Gerhard Schröder har valgt at udskrive valg i utide, fordi han er ræd for at lide den stille bortgang. Men hvad vil der ske i Tyskland, når CDU med Angela Merkel i spidsen forventeligt overtager regeringsansvaret? Og er det noget, man som liberal bør se frem til?

Det afhænger nok af, hvad der optager en mest. Hvis man ønsker at Tyskland skal genetablere og styrke efterkrigstidens ellers gode transatlantiske samarbejde, er der vel ret beset grund til at glæde sig over en sandsynlig kristelig valgsejr. Hvis man er dødtræt af SPD’s skingre kapitalismekritik, der bl.a. har udartet sig som uforskammede personangreb på direktører fra diverse private equity-fonde, er vel også en lettelse med et systemskifte. Men hvis man nærer håb om, at en CDU-ledet regering vil kaste sig ud i gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat og derigennem bane vej for et nyt Wirtschaftswunder, vil udfaldet nok ikke få den store betydning. Det er i hvert fald mit personlige indtryk.

For en hel del år siden deltog jeg i et seminar, arrangeret af Konrad Adenauer Stiftung. Efter at en systematisk gennemgang af danske arbejdsmarked, der i modsætning til det tyske er kendetegnet af relativ høj fleksibilitet og jobomsætning, blev jeg vidne til en noget overraskende meningsudveksling mellem flere af deltagerne. Trods deres stærke forankring i og omkring CDU stillede de sig uforstående over for, at man kunne have en arbejdsmarkedslovgivning, der var så liberal som den danske. De understregede med én stemme, at noget lignede aldrig ville kunne forekomme i Tyskland, hvor ansættelsestrygheden nærmest var et helligt sakramente. Det opfattede jeg i første omgang som en analytisk refleksion, men blev senere klar over, at de heller ikke fandt det efterstræbelsesværdigt at liberalisere den tyske arbejdsmarkedslovgivning efter dansk forbillede.

I dag står det lysende klart, at social- og arbejdsmarkedslovgivningen er den største hæmsko for fremdrift i tysk økonomi. Virksomheder der oplever stigende ordreindgang tør ikke at ansætte nye medarbejdere, fordi de forhindres i en dynamisk tilpasning af arbejdsstyrken ved en pludselig vending i efterspørgselen. Det er såmænd Labour Markets for Dummies, men intet tyder på, at CDU for alvor har læst skriften på væggen. Er det valgtaktisk? Måske, men der er såmænd belæg for at frygte, at der stikker noget andet og dybere under.

CDU har i efterkrigstiden spillet en dobbeltrolle i tysk politik. På den ene side har partiet fungeret som velfærdsstatens konsensussøgende indretningsarkitekt og betroede forvalter. Det er en del af arven fra Konrad Adenauer, som ukritisk blev videreført af Helmuth Kohl. På den anden side har CDU været omdrejningspunkt for en af de mest opsigtsvækkende økonomiske revolutioner, Europa nogensinde har oplevet. Det er arven fra Ludwig Erhard, der fortsat savner en moderne legatar. Intet taler for, at det skulle blive Angela Merkel. Men man kan som bekendt blive positivt overrasket.

Der Untergang

For lidt over en uge siden vandt Gerhard Schroeder nogle billige point i bestemte vælgerkredse, da han langede ud efter gæstearbejdere, der i kraft af såkaldt “løndumping” skubber tyskere ud af arbejdsmarkedet. Mange tolkede det som en forventelig retorik op til et vigtigt delstatsvalg, men måske er der tale om et mere manifest attitude i SPD. På det seneste har partiets formand, Franz Münterfering, nemlig bragt retorikken op på et højere niveau og ladet forstå, at den “internationalt voksende kapitalmagt”, med dens “kortsigtede profitstræben” og “totale økonomisering af samfundet”, truer det tyske demokrati. Tag den, Frank Jensen!

Hvad skal man så mene om det? Den øverste chef for Lufthansa, Jürgen Weber, udtrykker sig forholdsvis klart i dagens udgave af Frankfurter Allgemeine:

“Wenn sich herausstellt, daß die Kapitalismuskritik grundsätzlicherer Natur ist und die wirkliche Einstellung der politischen Elite in Deutschland reflektiert, dann braucht man keine Organisation ,Invest in Germany’ mehr.”

Det er en såre punditokratisk kommentar, men næppe en kendelse, der vil ryste de befæstede sjæle i SPD. For dem handler det om at fjerne al opmærksomhed fra den omstændighed, at de har bragt Tyskland ind i fattigdommens irgang. Hvis Tyskland var en amerikansk delstat, ville det være den femte fattigste stat i Staterne. Ak ja, al den stræben efter at undgå Amerikanische Verhältnisse er tilsyneladende lykkedes.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑