Tag-arkiv: uddannelse

Når løsningen ikke er flere ressourcer

Som mange læsere vil vide, er løsningen på langt de fleste problemer i Danmark – når man skal tro politikerne og de fleste interessegrupper – flere ressourcer. Virker sygehusvæsenet ikke så godt som vi håber på, er rygmarvsreaktionen at tro, at det nok skyldes ’nedskæringer’. Det er næsten umuligt at trænge igennem debatten med det faktuelt korrekte synspunkt, at der ikke er skåret ned, men at landet i stedet bruger flere ressourcer end nogensinde. Det samme gælder vores dybt middelmådige skolevæsen, hvor Danmarks Lærerforening efterhånden ligner en karikatur af en særinteresse, der både påstår at have fabelagtigt dygtige medlemmer, der på ingen måde kan gøre deres arbejde bedre, og gentager nedskæringspåstanden med jævne mellemrum.

Hvor forkert antagelsen om, at alt er et spørgsmål om ressourcer, kan man få en fornemmelse af ved at se på sammenhængen mellem hvor stor en andel af et lands samlede indkomst der bruges på uddannelse, og hvad man får ud af pengene. I figuren nedenfor plotter vi derfor uddannelsesudgifterne som % af BNP mod de gennemsnitlige PISA-scorer, som vi bruger som det i øjeblikket bedste mål på kvaliteten af et lands uddannelsesinstitutioner.

Skulle man tegne en regressionslinje gennem punkterne ville den have en positiv hældning, da sammenhængen på tværs af alle landene er positiv. Det ville dog være misvisende at gøre, da nogle af de værste – Libanon (LBN), den Dominikanske Republik (DOM), og de Forenede Arabiske Emirater (ARE) – er tydelige outliers i det store billede. Det samme gælder Singapore og Hong Kong, der bruger lidt over 3 % af BNP på uddannelse, men faktisk leverer de to højeste gennemsnitsscorer (551,7 og 532,7) blandt alle lande.

Ser man derfor på ’normalgruppen’ med udgifter til uddannelser på mindst 4 % af BNP, falder korrelationen mellem de to til -0,005. Udover nogle særligt fattige lande, der endda bruger en lav andel af BNP på uddannelse, og de superrige Emirater, hvor en lille andel af BNP er større end de fleste vestlige landes udgifter, er der således ingen sammenhæng mellem ressourceforbruget og den kvalitet, der leveres af landes uddannelsesinstitutioner.

For Danmarks vedkommende ligger vi i det bløde midterfelt blandt vestlige lande, der kan ses som et ’bånd’ af observationer med scorer mellem 450 og 520. Under dem ligger et lignende bånd af observationer med scorer mellem 350 og 450, som består af tidligere kommunistiske lande og det meste af Latinamerika. Danmark er således relativt gennemsnitlig på uddannelsernes kvalitet – hvad de leverer af faktisk læring – men vi er med et budget på 8,7 % af BNP suverænt det vestlige land, der bruger mest på uddannelse. Skal man, som mange Folketingspolitikere ønsker, poste endnu flere midler i uddannelse? En hurtig sammenligning med resten af verden peger på, at svaret er nej – i det mindste hvis man ønsker bedre uddannelse. Hvis man er ude at købe stemmer blandt lærere og andre interessenter, kan det derimod være en god idé. Politikerne kan jo med ro i sindet ignorere, at det er almindelige borgere, der betaler pengene til ingenting.

Ny viden om kønsforskelle i uddannelse

Et af de store spørgsmål i udviklingsforskning er, hvorfor nogle lande er så relativt dårlige til at uddanne kvinder. Der er masser af forklaringer derude – det er islamistisk undertrykkelse, asiatisk formørkelse, traditionelle kønsroller, undertrykkende demokratiske underskud, at pigerne er værdifuld hjælp for deres møder, eller drengenes bedre beskæftigelsesmuligheder – men forbavsende få virkeligt solide studier om emnet. Nu har Punditokraternes tyske ven Niklas Potrafke sammen med Arusha Cooray fra universitetet i Wollongong i Australien set på spørgsmålet.

Niklas går til emnet med sin usædvanligt veludviklede sans for omhyggelighed og statistisk præcision, kombineret med Arushas overblik over området. Og resultatet af undersøgelsen, der (formodentlig næste år) publiceres i European Journal of Political Economy, er klart. Her er abstractet:

We investigate empirically whether political institutions or culture and religion underlie gender inequality in education. The dataset contains up to 157 countries over the 1991-2006 period. The results indicate that political institutions do not significantly influence education of girls: autocratic regimes do not discriminate against girls in denying educational opportunities and democracies do not discriminate by gender when providing educational opportunities. The primary influence on gender inequality in education is through culture and religion. Discrimination against girls is especially pronounced in Muslim dominated countries.

Niklas og Arusha finder en vis, men ikke særligt præcis, indflydelse af økonomisk udvikling. Det er dog ikke det særlige i studiet, hvilket i stedet er deres identifikation af et klart problem forbundet med at have en stor muslimsk befolkningsgruppe. Som jeg tidligere har talt med Niklas om, er det ikke helt klart om der er tale om et religiøst problem forbundet med Islam eller et kulturelt problem forbundet med den arabiske verden. Men resultaterne bør tages alvorligt – ikke mindst når man ser hvor godt nogle af de arabiske piger, der frigør sig fra deres oprindelige kultur, klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner.

Ugens citater: Lærere om sammenligninger og løn som fortjent

CEPOS’ forslag onsdag om at øge mulighederne for at sammenligne kvaliteten af de enkelte folkeskoler, samt at lønne skolelærerne efter fortjeneste, bliver ikke mødt med overvældende begejstring af … ja … “producenterne” selv.  Ifølge Berlingske Tidende:

“Formanden for Kommunernes Landsforenings (KL) Børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen (R), er skeptisk over for skole-sammenligninger , der kan bruges til at opstille ranglister over gode og dårlige skoler.

»Vi frygter, at det vil skabe en polarisering, fordi det er de ressourcestærke forældre, der vil bruge oplysningerne til at vælge skole.”

Skal man mon partout være “ressourcestærk” for at kunne bruge yderligere oplysninger til at vælge?  Eller kan yderligere information måske netop være til nytte for personer, der ikke i forvejen havde adgang til den viden, som “ressourcestærke” ellers nok skal kunne skaffe sig?

“CEPOS foreslår også, at de enkelte lærere skal have karakter for deres indsats på en skala fra et til fem. De dårlige lærere skal slet ikke have lønforhøjelser, mens de dygtige lærere skal forgyldes. » I øjeblikket er skolelederen helt afskåret fra at bruge løn som ledelsesværktøj. Lærernes lønstigning bør ske på basis af en årlig evaluering af lærerens indsats,« siger CEPOS-direktør Martin Ågerup.

Det bliver dog ikke med Danmarks Lærerforenings velsignelse. » Vi har brug for anerkendelse og opmærksomhed fra skolelederen, men lønnen skal ikke bruges til det,« siger Anders Bondo Christensen [formand for Danmarks Lærerforening] …”

Man skulle ellers tro, at netop Lærerforeningens medlemmer kendte til–og ville synes om–princippet om at yde efter evne og nyde efter indsats …

Er uddannelse et væksthormon?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i flere omgange kritiseret Velfærdskommissionen for manglende lødighed. Det seneste udfald retter sig mod en undersøgelse fra Kommissionen, der viser, at der ikke er sket væsentlige fremskridt i danskernes uddannelsesniveau. Resultatet af denne analyse har jeg kort kommenteret i anden sammenhæng, hvor dog jeg koncentrerede mig om de manglende incitamenter til at uddanne sig; helt konkret om skattemæssige forhindringer, der ikke anfægtes af det omtalte skallesmækkeri.

AE Rådet og Velfærdskommissionen syntes dog at være ukritisk enige om én ting: Uddannelse er til alle tider en vækstkatalysator og direkte årsag til øget produktivitet. Forholder det sig overhovedet sådan? Formentlig ikke. Meget taler derimod for, at uddannelse som vækstfaktor er temmelig overvurderet og måske endda ligefrem inferiør. Men inden jeg godtgør dette, er der behov for et lille mellemspil.

Der er naturligvis en årsag til, at uddannelse eleveres til noget særligt i vækstmæssig sammenhæng. Det virker jo både intuitivt og overbevisende rigtigt, at mere lærdom øger den menneskelige produktivitet og formåen. Men forestillingen om at uddannelsespolitik kan bane vej for vækst, hviler ikke kun på instinkt og fornemmelser. Det er en tanke, der er dybt forankret i nyere vækstteori, der især blev udviklet i midtfirserne af Paul Romer og Robert Lucas, men som også trækker spor tilbage til Garry S. Becker’s Human Capital: A theoretical and empirical analysis, with special reference to Education (1964).

Det besnærende ved den nye vækstteori er, at den foregiver at kunne redegøre for hele den vækst, der kan noteres i nationalregnskaberne. Sådan har det ikke altid været. Da man i sin tid brugte de mere daterede vækstteorier, stod man altid tilbage med et håbløst residual, en overskydende vækstandel, der ikke kunne forklares, når der var taget højde for faktorinput som arbejde og kapital. I dag forklares dette residual imidlertid med fænomener som uddannelse, teknologisk innovation og nye organisationsformer. Og derfor forudsætter ganske mange samfundsforskere gavmildt, at uddannelse og vækst er betydningsbeslægtede begreber; at de så at sige er hinandens forudsætninger. Men hvor er de empiriske efterretninger?

Økonomer, der har brugt tid på at studere forholdet mellem uddannelse og vækst, har haft overordentlig svært ved at finde en afgørende sammenhæng. Lant Pritchett fra Verdensbanken forsøgte i 1996 at finde en systematisk, positiv korrelation mellem uddannelse og produktivitet. Men som det indirekte fremgår af titlen på hans analyse – Where has all the education gone? – lykkedes det ikke.

Øvelsen blev gentaget af Alison Wolf i Does Education Matter? Myths about Education and Growth (2002) og af William Easterly i The Elusive Quest for Growth (2002). Heller ikke de kunne finde belæg for en direkte korrelation mellem uddannelse og vækst. De punkterede snarere fortællingen om, at der skulle være en sådan forbindelse. Og intet syntes at have rokket ved deres analyser.

AE Rådet og Velfærdskommissionen skylder altså at vise, at uddannelse er den sikre vej til økonomisk vækst. Indtil de har gjort det, kan vi med lige så stor ret tillade os at mene, at uddannelse højst er et filter, der giver én adgang til bedre jobs på arbejdsmarkedet.