Niklas går til emnet med sin usædvanligt veludviklede sans for omhyggelighed og statistisk præcision, kombineret med Arushas overblik over området. Og resultatet af undersøgelsen, der (formodentlig næste år) publiceres i European Journal of Political Economy, er klart. Her er abstractet:

We investigate empirically whether political institutions or culture and religion underlie gender inequality in education. The dataset contains up to 157 countries over the 1991-2006 period. The results indicate that political institutions do not significantly influence education of girls: autocratic regimes do not discriminate against girls in denying educational opportunities and democracies do not discriminate by gender when providing educational opportunities. The primary influence on gender inequality in education is through culture and religion. Discrimination against girls is especially pronounced in Muslim dominated countries.

Niklas og Arusha finder en vis, men ikke særligt præcis, indflydelse af økonomisk udvikling. Det er dog ikke det særlige i studiet, hvilket i stedet er deres identifikation af et klart problem forbundet med at have en stor muslimsk befolkningsgruppe. Som jeg tidligere har talt med Niklas om, er det ikke helt klart om der er tale om et religiøst problem forbundet med Islam eller et kulturelt problem forbundet med den arabiske verden. Men resultaterne bør tages alvorligt – ikke mindst når man ser hvor godt nogle af de arabiske piger, der frigør sig fra deres oprindelige kultur, klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner.

Klik her for at se den indsatte video.

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

I 1970 var den globale indkomstfordeling ”bipolær”, dvs. den havde to toppe. Det gav mening at tale om ”den rige verden” og den ”fattige verden”. Det var her den marxistiske ide om kolonial og post-kolonial udbytning trivedes i vesten. Det var her ulandsbistanden fik luft under vingerne, især i.f.t. Afrika. Det er dette billede der stadig er brændt fast i de fleste menneskers bevidsthed og som gentages i det uendelige i MSMs dækning af den økonomiske udvikling.

Men i 2006 er den globale indkomst fordeling ikke blot blevet mere lige (mindre spredning mellem rig og fattig). Den er også blevet nærmest unipolær. Verden er ikke længere klart delt op i rige og fattige. OECD området er selvfølgelig stadigt rigere end resten af verden. Men forskellen er indsnævret og alle regioner med Afrika som delvist undtagelse er rykket tættere på OECD. Så tæt på, at store højindkomstgrupper i Asien har overhalet medianen i OECD området. Paradoksalt nok er det muligt at mange lande – og måske et flertal – har oplevet stigende intern indkomstulighed. Men det overdøves af den massive indhentning som Asien, Latin Amerika, Østeruropa og Mellemøsten har oplevet ift. OECD området. ”Os og dem” billedet er blevet mindre relevant og det vil i stigende grad være meningsløst i det 21. århundrede.

Det er så i øvrigt slående, at den eneste region, der ikke har set en generel indhentning af ”de rige” er netop det Afrika, der i gennemsnit har modtaget 4% af BNP i ulandsbistand siden 1960. Til sammenligning har de mest succesfulde store lande i Asien som Indien og Kina typisk slet ikke har modtaget bistand af betydning i forhold til størrelsen af deres befolkning og økonomi. Men det bør ikke overraske den objektive tilskuer. Litteraturen viser efterhånden klart, at OECD landenes ulandsbistand har været fuldstændig ineffektiv på makro niveau. Der er i hvert fald ikke påviselige resultater. Verden er blevet mere lige, men det har intet med den vestlige verdens ineffektive (og i mange tilfælde spildte) støtte til Afrika at gøre og det har alt med samhandel og marked at gøre. Den eneste effektive bistand vi har givet (og kan give?) er WTO systemet, dvs. en rimelig grad af global frihandel. Derfor er det også så umådeligt ynkeligt, at vi har stadigt sværere ved at fortsætte processen i form af åbning af markeder for f.eks. landbrugsvarer under Doha runden. Hvorfor gør den danske venstrefløj ikke oprør mod EUs handels- og landbrugspolitik i stedet for at kræve mere aflad i form af ulandsbistand, som vi nu efter 50 års massive overførsler kan konstatere ikke har rykket noget som helst? Det er da både intellektuelt slapt og et svigt overfor verdens fattige.

Den globale økonomiske udvikling har været en forrygende succes – især siden murens fald – fordi markedsøkonomien effektivt har skabt udvikling og fremgang i levevilkår. Og – nej – prisen har ikke været øget ulighed. I hvert fald ikke set fra en global synsvinkel. Tværtimod. Se Sala-i-Martins estimerede udvikling i global Ginikoefficient:

Bemærk at faldet i uligheden især har været hurtig efter murens fald i 1990, og den nærmest er accelereret siden 2000! Og det er da global fordeling og ikke national indkomstfordeling, der tæller – ikke? Et godt gæt er at 2008-9 recessionen faktisk har mindsket indkomstuligheden i verden markant yderligere, fordi recessionen er koncentreret i OECD landene. Den var ganske mild i Asian ekskl. Japan.

Det burde vel få fabianisterne – som vist har et stort flertal i Folketinget – til at revidere deres syn på markedsøkonomien som et “nødvendigt onde”. Mon dog det sker?

Fair trade subsidierer small scale farmers, der holder sig til traditionelle dyrkningsmetoder og som ikke har investeret i mekanisering og stordrift. Det svarer til at betale ekstra for en trøje, der er strikket i hånden i stedet for på maskine. Den mere effektive maskine vil vinde på længere sigt, men hvis vi subsidierer strikning i hånden tilstrækkeligt vil det tage lidt længere og vi fastholder mennesker i uproduktivt (og hårdt) strikke arbejde lidt længere. I den forstand virker Fair Trade lidt lige som EU’s landbrugspolitik: Det er en politik som overbetaler lavproduktive produktions former og holder produktivitetsvæksten i landbruget tilbage. Det bedste man kan håbe på er, at konceptet ikke skader. I praksis giver du et ekstra tilskud til lavere produktivitetsvækst i udviklingslandene. Mærkeligt og tankeløst at man kan få bedre samvittighed af det.

Se det her indslag. Elsker da repræsentanten for Fair Trade bliver overrasket over at blive spurgt om deres holdning til mekanisering af landbrug. Det har de ikke tænkt over i Fair Trade. Netop.

Her er bogens abstrakt:

“Several computer simulations are used to predict the effects of increased supplies of energy, reduced pollution, and increased food yield and birth control on a world model simulation which predicts exponential growth will lead to collapse of the world’s system as we know it. Energy merely increases use of other resources and abundant cheap energy is no solution. The cost of pollution control increases geometically and as population grows pollution grows. Only reduced population growth holds promise to stave off world collapse. In the real world technological achievements have merely widened the gap between the rich and the poor. The Green Revolution has simply intensified concentration of land and the profits have gone to those with enough money to invest in the new technology. The basic question is, ” Is it preferable to limit our growth or is it preferable to keep on growing until some other natural limit arises in the hope that at that time some technological leap will allow growth to continue longer?” some technological leap will allow growth to continue longer?” The technologies of energy, recycling, and pollution control offer great hope for the future but only if population growth is kept in check.”

Bogen byggede på en dynamisk model, hvor eksponentiel vækst kombineret med begrænsede ressourcer betød at verdensøkonomien i løbet af det 21nde århundrede pludseligt ville løbe “tør” for brændstof (i den videste forstand) og bryde sammen. Et sandt dommedagsprofeti.

Det var en bog og en model, der opfattede økonomien som en maskine på autopilot, der, når den løb tør for brændstof, ville bryde sammen. Den lagde som det fremgår også naturligt op til at en ”ansvarlig politiker” skulle gribe ind. Her er de tilhørende konklusioner:

” Our conclusions are :

1. If the present growth trends in world population, industrialization, pollution, food production, and resource depletion continue unchanged, the limits to growth on this planet will be reached sometime within the next one hundred years. The most probable result will be a rather sudden and uncontrollable decline in both population and industrial capacity.

2. It is possible to alter these growth trends and to establish a condition of ecological and economic stability that is sustainable far into the future. The state of global equilibrium could be designed so that the basic material needs of each person on earth are satisfied and each person has an equal opportunity to realize his individual human potential. ”

Bemærk vendingen ”The state of global equilibrium could be designed”. Forfatterne opfattede med andre ord verden som en maskine, der skulle bevidst designes. Det er tæt på det socialistiske synspunkt: At vi bevidst kan og skal lave en bedre verden via altruistisk (statsligt) design (og bogen var ikke overraskende populær blandt vestlige socialister).

Den model bogen byggede på hed World3 og var en såkaldt ”system dynamics” model. Den var i virkeligheden blot en fremskrivning af eksponentielle trends i forbrug mod en antagelse om begrænsede ressourcer. Der var ingen substitution i ressourceforbrug som følge af prissignaler. Der var ingen teknologisk reaktion på prissignaler, hverken i efterspørgsel eller i udbud. Ikke alene var von Mises gået hen over hovedet på forfatterne. De havde ikke taget højde for de mest simple økonomiske koncepter. Det var måske ikke så mærkeligt. Hoved forfatteren Donella Meadows var kemiker og biofysiker. Dennis Meadows havde en bachelor i management fra Harvard.  Nordmanden Jørgen Randers er fremtidsforsker har en lidt uklar norsk akademisk grad men er ikke økonom. Bogen og ideerne blev aldrig taget alvorligt blandt mainstream økonomer. Men den fik politisk indflydelse i samtiden med sit ”ny-malthusianske” budskab.

I en tidligere debat efter en af mine poster, nævnte en af vores læsere at fremskrivningerne fra Grænser for vækst er tæt på den faktiske udvikling. Det er i hvert fald pointen fra dette papir af Graham Turner (som er en mig ukendt akademiker på et institut ved navn CSIRO – Institute for sustainable Ecosystems i Canberra, Australien. Papiret er et WP og dermed næppe peer reviewed):

http://www.csiro.au/files/files/plje.pdf

Men det er ikke så mærkeligt at de ligger tæt på den faktiske udvikling hidtil. De alternative scenarier som Grænser for Vækst indeholdt, var ret vilde (i begge retninger). Deres hovedscenario ”standard run” svarede lidt til at på en november dag at forudsige at temperaturen den næste dag var 5 grader, og at alternativ scenarierne var -20 grader og +30 grader. At virkeligheden så kommer tæt på forudsigelsen på 5 grader siger ikke meget om ens evner som meteorolog.

Det vigtige budskab i modellen var dog, at ifølge deres model bryder verdensøkonomien pludselig sammen i ca. 2020 (industriproduktionen per capita falder med 75% fra 2020 til 2050 og vi bliver alle ludfattige) dybest set fordi verden ”løb tør”.

Hele denne ide var og er baseret på tre antagelser: At ressourceintensiteten i vækst er konstant, at væksten er eksponentiel og at der er en endelig mængde ressourcer. Af disse er både den første og sidste antagelse problematiske.

For det første har det jo vist sig, at der er ganske store langsigtede priselasticiteter i f.eks. energiforbruget. Både olieprisstigningerne i 1970erne og den seneste runde af stigninger har fremkaldt et markant fald i energiintensitet i BNP-væksten og ganske massive investeringer i ny teknologi. Netop fordi prissignalerne i markedsøkonomien virker.

For det andet er det, at opfatte f.eks. energiressourcerne på jorden som ”endelige” langt mindre oplagt end det lyder.

Bjørn Lomborg er blevet kritiseret for, at han tilskrev ”Grænser for Vækst” at bogen hævdede at vi ville løbe tør for energi i 1992. Det skrev forfatterne ikke. Men de skrev, at der med de i 1972 kendte ressourcer og med den eksponentielle vækst i energi efterspørgslen på 3.9%  dengang, så ville der ikke være mere energi efter 20 år (i 1992). Givet forudsætningerne var det selvfølgelig rigtigt (rent matematisk). Men ved at stille regnestykket op sådan i bogen signalerede de også, at det var et relevant regnestykke (også selv om model forudsigelsen var et sammenbrud i 2020).

Historien har vist, at deres olieregnestykke var forkert, fordi antagelserne var helt skæve. Faktisk er de kendte reserver af olie vokset hurtigere end forbruget af olie siden 1972. I ”Grænser for vækst” i 1972 var produktions/reserve forholdet for olie 50 år. I dag – 37 år senere – er det 54 år. Hvordan kan nogen med skråsikkerhed sige, at det ikke er højere i 2050? (Af samme grund kan vi allerede nu konstatere at Grænser for vækst modellen kommer til at tage fejl: Vi løber ikke tør for olie eller andre råvarer i 2020 heller, hvilket gør Turners papir lidt mystisk og polemisk).

Men selv, hvis olieforbrugs/reserve forholder ikke var vokset er det vigtigt at forstå at jordens energireserver er nærmest uudtømmelige. Det er kun et spørgsmål om pris. Jo højere energipris, desto mere rentable bliver andre energikilder inklusiv de vedvarende. Og jo højere pris desto større rentable oliereserver (Canada og Venezuela har hver især olie i ”tar sands” svarende til hele verdens råoliereserver). Og selv hvis vi skal betale det dobbelte eller firdobbelte per kilojoule bryder økonomien ikke sammen. Det gjorde den ikke i 1970erne og det gør den ikke nu.

Netop derfor er fraværet af en prismekanisme i modellen bag ”Grænser for vækst” og tænkningen i bogen ikke bare en detalje, men river tæppet væk under hele dommedagsprofetien.

Hvad er pointen med denne post om en bog, der er 37 år gammel, og som ingen mere interesserer sig for?

Svaret er, at tankegangen bag ”Grænser for Vækst” lever i bedste velgående. Den lever i den fejlagtige ny-Malthusianske ide om verdens overbefolkning som vi her på Punditokraterne forsøgte at gennemhulle for nylig (og vi gav åbenbart The Economist en god ide). Og den lever i bedste velgående i klima debatten.

Den politiske drivkraft bag IPCC, Kyoto og den kommende Københavns aftale er tankegangen om, at verdensøkonomien er en stor dum, svinsk og grådig maskine på vej mod sit eget endeligt fordi den ikke tænker langsigtet nok. Den har brug for at politikerne og klarsynede mennesker, der går i gang med at gribe ind i verdensøkonomien og klimaet sådan at ”The state of global equilibrium could be designed” til verdens bedste.

Den tankegang overvurderer vores evne til at styre verden og undervurderer markedets evne til at styre os.

Nogle er måske allerede bekendt med Rosling og Gapminder (og behøver ikke at læse længere). Men nogle af vores læsere er måske ikke:

Rosling blev træt af, at hans svenske studerende havde, hvad han opfattede som et skævt verdens billede af en verden der bestod af rige lande (Sverige mv.) og fattige lande, og som troede at de fattige bare blev stadigt fattigere og at verden var ved at gå til i malthusiansk armod og overbefolkning. Det fik ham til i samarbejde med sin søn at lave et værktøj til visualisering af data (den er nu et Goggle tool). Det er især stærkt til at give folk en fornemmelse af udviklingsdata og det første datasæt der blev brugt var FNs udviklingsdatabase.

Jeg har selv brugt værktøjet til foredrag adskillige gange, blandt andet for medarbejderne i en af Danmarks store private bistandsorganisationer. Med stor succes. Det er rigtigt sjovt at bruge det aktivt sammen med en forsamling til at illustrere og diskutere problemstillinger især i forbindelse med udvikling og vækst.

Start med at se den her.

Efter at have oplevet den umiddelbart lidt tørre ældre svenske professor lave det han gør i afslutningen af det klip kan man da ikke andet end elske manden. Det er et godt eksempler på, hvorfor man godt kan være skeptisk over for befolkningseksplosionsfrygten, overfor ulandsbistandens effektivitet og optimist på verdens vegne uden at være kyniker eller passiv.

Prøv selv at lege med Gapminder. Det er lærerigt og en ganske effektiv medicin mod Malthusianisme.

Her er et eksempel på, hvordan gapminder kan bruges til lidt hurtig data analyse. Christoffer Bugge Harder og Niels Westy har i tråden efter Etiopien posten en debat, hvor Christoffer blandt fremhæver forskellige mulige sammenhænge mellem miljøbelastning og BNP. Det fik mig til at lave den her gapminder figur, der viser lande med Indkomst/capita ud af første aksen mod CO2 udledning/Real BNP enhed ud af andenaksen.

Her er mine umiddelbare observationer: 1) Der er ingen simpel sammenhæng mellem indkomst og udledningsintensitet for CO2, men med lidt god vilje er der måske en Kuznets-kurve dvs. et omvendt U, omend en del mellemindkomst lande ligger rimeligt lavt. 2) Olieproducenter har relativt høj CO2-udledning, formentlig dels af tekniske grunde dels fordi de subsidierer hjemligt energiforbrug 3) Tidligere kommunistiske lande udleder typisk langt mere CO2 ift deres indkomstniveau end andre lande (Rusland, Kina, Hviderusland, Ukraine, tidl Jugoslavien, Centralasien og endda lande som Polen og Tjekkiet). 4) USA ligger “for højt” 5) Det gør Indien og Pakistan også. 6) Spredningen, selv indenfor rige lande, er ganske stor – der kan formentlig opnås store CO2 udlednings reduktioner uden store netto real indkomsttab? Forskellen mellem Europa og USA kunne tyde på at energibeskatning er et effektivt redskab (Pigou skatter) hvis reduktion af CO2 intensitet er målet 7) Ser man på udviklingen over tid er det tydeligt at udledningen er pænt faldende pr. BNP enhed i gruppen af rige lande, inkl USA. 8 ) Tag så denne figur der viser samlet udledning og fremhæver USA, Tyskland, Holland og Danmark. Simuler den fra 1960. Den samlede udledning er stagnerende og måske svagt faldende i de 3 europæiske lande (trods økonomisk vækst), men det er ikke tilfældet i USA.

»Men vi kan simpelthen ikke løse verdens miljø- og klimaproblemer, hvis verdens befolkning hvert år vokser med 79 millioner,« lyder det fra vicepræsident Robert Engelman fra det anerkendte amerikanske miljøinstitut Worldwatch Institute.

Er det rigtigt, at verden har et befolkningsproblem?

Denne tabel viser 20-års vækstrater i verdens befolkning 1950-2050 baseret på FN’s befolkningsprognose (middelscenariet), en prognose som også citeres i artiklen i JP.

Hvad er det mest slående ved den?

At befolkningsvæksten er kraftigt aftagende. Den er stadigt højere i udviklingslandene end i de udviklede lande, men det er også der væksten aftager hurtigst. I de kommende 40 år vokser befolkningen i udviklingslandene med 36%. Det er en hel del. Men ikke sammenlignet med de 92% udviklingslandenes befolkning er vokset i de seneste 40 år. Og det er en regel stort set uden undtagelser at befolkningsvæksten er aftagende. Den er det i by og på land. Den er det på alle kontinenter.

Verdens befolkning vokser fortsat, og det er rigtigt at vi er på vej fra 6 mia til godt 9 mia. mennesker i 2050. Men alt tyder på at verdens befolkning derefter vil toppe omkring 2050-60.

Hvorfor det? Simpelthen fordi befolkningsvæksten er en funktion af to ting: Forventet levetid ved fødsel og fertilitet (børn pr kvinde). Her er en tilsvarende tabel for levetiden:

Her er den ene årsag til at befolkningen verden voksede så kraftigt de seneste 40 år og nu begynder at vokse langsommere. Der har allerede været en meget markant fremgang i den forventede levetid i udviklingslandene. Det gennemsnitlige udviklingsland har hentet markant ind på de rige lande, især pga faldende børnedødelighed og bedre sundhed. Både sundhedsmæssigt og levetidsmæssigt er det bedre at blive født i Kina i dag end i Danmark da jeg blev født i 1968(!).

Og hvad så med fertiliteten?

Her er den vigtigste grund til at verdens befolkning topper i 2050-60: Allerede i dag er den gennemsnitlige fertilitet i udviklingslandene faldet til omkring 2,6 – ikke meget over det, der skal til for at befolkningen stagnerer (2,1). Det er et dramatisk fald fra 6(!) i 1950-55.  I 2050 (om ikke før) vil udviklingslandene generelt være nede på et niveau svarende til konstant langsigtet befolkning.

Det afspejler, at langt de fleste udviklingslandene faktisk er i en rivende økonomisk og sundhedsmæssig udvikling (uopdaget eller ignoreret af det meste af den danske venstrefløj og af MSM). Så hurtig er den proces, at begrebet “fattige lande” er decideret forkert for langt hovedparten af dem. Og det afspejler, at den proces de er igennem demografisk er præcis den samme vi andre var igennem under industrialiseringen: Først stiger levealderen (faldende børnedødelighed) og senere falder fertiliteten. Bemærk hvordan levealderen stiger ca. en generation (20 år) før fertiliteten falder i udviklingslandene i tabellerne ovenfor. Det betyder at befolkningen stiger markant over et par generationer for derefter at stabilisere sig. For verden skete dette hop i befolkningen primært over de seneste 60 år, og det er nu ved at være forbi.

I 1800 havde Danmark ca. 1  mill. indbyggere. Hvis en journalist dengang havde hørt at en befolkningsprognose tilsagde at befolkningen i de følgende 150 år ville stige med 4-500% ville han med garanti have været bestyrtet og skrevet noget, der ligner det JP citerer en CARE medarbejder for:

Abby Maxman, landedirektør for hjælpeorganisationen Care i Etiopien, mener, at befolkningsproblemet er undervurderet.

»I 2025 vil der være 120 millioner indbyggere i Etiopien. Hvad vil det betyde for fødevareforsyningen?« (fra 85 mill i dag red.)

Svaret i Etiopien bliver som i Danmark: En real produktivitetsudvikling i langbruget på 3-5% om året.

Det er ikke fordi befolkningsvækst ikke fortsat kan skabe problemer og udfordringer, især i storbyerne (for urbanisering er en integreret del af industrialisering). Men er befolkningsvæksten virkelig en trussel?

Er det bare mig eller ligger der ikke en smule rascisme gemt i den slags malthusianske fordomme om, hvordan de fattige er dømt til evig fattigdom fordi de får for mange børn? Har vi glemt at vi også for ikke så mange generationer var fattige og fik mange børn? Hvad er egentlig forskellen?

Angsten for overbefolkning var et stort tema i 1970erne og 1980erne og ikke kun på venstrefløjen. Vi burde have vidst bedre, ved at have kigget på vores egen historie.

I dag kunne JPs journalist have checket FNs befolknings prognse på 10 min inden han skrev sin artikel. her. Det gjorde han ikke. Det kan der jo være mange grunde til. Ingen af dem er gode.

Lad os så håbe JP har ret i at befolkningsvæksten er en endnu større trussel mod menneskeheden end klimaet.