Som vi har noteret før her på stedet, er en af de nye udviklinger i studiet af ulandshjælp, at forskere så småt er begyndt at differentiere mellem forskellige typer af hjælp. Det grundlæggende spørgsmål er, om hjælp til f.eks. civilsamfund eller turistsektoren virker på samme måde som hjælp givet til industriel udvikling eller infrastruktur. Der er ingen umiddelbar grund til at tro det, men indtil fornylig har litteraturen udelukkende beskæftiget sig med det totale omfang af hjælpen til bestemte lande.

Som vi skrev i efteråret, har jeg med fin assistance fra Maria Birch Møller været i gang med at se på, hvordan man kan skille distinkte typer af ulandshjælp fra hinanden. Efter at have udsat de foreløbige resultater for kritik fra fagfæller ved en workshop på Schiermonnikog i Holland, ligger der nu et første udkast af mit papir om typer af ulandshjælp. Det kan downloades gratis hos SSRN her. Og hvad viser resultaterne så?

Først viser det sig, at de 24 formålskoder, som AidData inddeler ulandsprojekter i, kan ’koges ned’ på statistisk valid vis til tre klare typer plus en residualkategori. Den sidste ville være bekymrende, hvis det ikke var for det faktum, at kun omkring 2½ % af al hjælp falder indenfor residualkategorien. De tre store typer ser ret klart ud til at være 1) hjælp til økonomisk udvikling; 2) hjælp til sociale formål; og 3) hjælp til genopbygning. Opdelingen, der følger mønstret fra en serie faktoranalyser, er således relativt let at fortolke.

Det store spørgsmål er naturligvis, om det gør nogen forskel, om man behandler ulandshjælp som én enhed eller de fire typer, når man estimerer dens mulige væksteffekter. Svaret ser faktisk ud til at være et ja. Der er, som i resten af litteraturen, ingen klare væksteffekter af økonomisk eller social hjælp, ligesom der heller ikke er noget klart resultat af residualet. Det nye viser sig at være hjælpen til genopbygning: Hvis man ikke tager hensyn til endogenitetsproblemer – i dette tilfælde, at de hændelser, der gør at et land har behov for genopbygning, sandsynligvis også påvirker væksten – ser det ud som om genopbygningshjælp er negativt forbundet med økonomisk vækst. Håndterer man problemet, dukker der en relativt klar og robust positiv virkning op af ulandshjælp til genopbygning.

Det interessante er naturligvis, at begge lejre i debatten om ulandshjælp kan påstå at have ret. Den positive lejr kan glæde sig over, at genopbygningshjælp faktisk ser ud til at virke efter hensigten, og endda ganske effektivt. Den skeptiske lejr kan med lige så god grund hævde, at den havde ret. Genopbygningshjælp har de seneste ti år udgjort cirka 15 % af de samlede overførsler, og giver kun logisk mening når der er noget at genopbygge – der kan således ikke være tale om udviklingshjælp, der sigter efter opbygning. Det eneste sikre er, at debatten nok fortsætter. Der er simpelthen for mange følelser og for store interesser forbundet med den.

Det er ingen hemmelighed, at langt de fleste forskere finder, at ulandshjælp generelt ingen positiv virkning har på ulandes udvikling. Se f.eks. vores tidligere indlæg om emnet her, her og her. Spørgsmålet er ikke så meget, om projekterne ikke virker – en lang række projekter gør faktisk – men om de bivirkninger, hjælpen har. Men én komplikation er der stadig ikke svaret ordentligt på: Kan man overhovedet tale om ulandshjælp i ental? Gives ulandshjælp til så mange forskellige formål, at det ikke giver statistisk mening bare at se på totalen? Den komplikation, som bl.a. er et standardsvar fra udviklingsministeren når han forsøger at bortforklare de manglende resultater, er min studentermedhjælp Maria Birch Møller og jeg gået i gang med at se på.

Vi bruger en type faktoranalyse, der tillader os at skille typer af hjælp ad, men på en statistisk forsvarlig måde. Basalt set viser metoden, hvilke typer hjælp der typisk kommer sammen med hvilke andre typer. Det kan vi gøre, fordi vi har al hjælp til 110 ulande siden 1970 sorteret ud i 24 såkaldte purpose codes. Denne øvelse viser, i det mindste i de foreløbige analyser vi har lavet, at det meste af hjælpen kan sorteres ud i fem hovedtyper: 1) Økonomisk hjælp, der omfatter traditionelle forhold som infrastruktur, landbrugs- og industristøtte og den slags; 2) Social hjælp, der bl.a. er statslig hjælp, helbred, nogen uddannelseshjælp og støtte til NGO’er; 3) Genopbygningshjælp og hjælp til forebyggelse; og 4) Uddannelseshjælp. Der er også små dele, der er hjælp til hvad vi tolker som befolkningspolitik, og en restgruppe til bl.a. kvinder, banksektoren og handel/turisme.

Figuren nedenfor viser tydeligt, hvordan moden har ændret sig i løbet af årene. Økonomisk hjælp er blevet mindre populært, mens hjælp til sociale formål har taget over. Og konsekvenserne? Foreløbig ser der ikke ud til at være de store virkninger.