Tag-arkiv: ulighed

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2014. Skriv et svar

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

IMF og ulighed – igen igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. marts 2014. 7 svar

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.

IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2014. 4 svar

Vi har de sidste dage skrevet om det nye notat fra Ostry et al. i IMF om ulighed og vækst (her og her). Som jeg skrev torsdag, er resultaterne forbløffende skrøbelige og meget specifikke til deres bestemte empiriske metode. Det er svært at tro, at det er tilfældigt at de når til de bestemte resultater uden at vide, hvor spuriøse de er. Som en ven bemærkede i går, bliver man ikke deputy director i IMF uden at være relativt kompetent.

I dag er formålet blot at illustrere problemet overfor læserne. I plottet nedenfor har jeg lagt ulighedstal og væksttal ind, der er fra samme kilder som Ostry et al. bruger. Man kan fornemme den overordnede negative korrelation – den er -0,13 – men tag et grundigt kig på hver gruppe af lande. Indenfor landegrupperne er der praktisk taget ingen sammenhæng overhovedet mellem ulighed og vækst: Det vægtede gennemsnit af intragruppe-korrelationerne er -0,002. Ser man grundigt på figuren, kan man derfor se hvordan IMF-folkene fifler for at få det til at se ud som om, der er en sammenhæng, men også hvor empirisk uærligt, notatet er. Men – som Niclas Berggren lakonisk bemærkede i går – påstanden er i medierne nu, uanset hvor absurd man kan demonstrere den er.

IMF om ulighed og vækst (måske) II – Den danske socialstatsmodel skader vækst og velstand

Af Niels Westy, den 8. marts 2014. 4 svar

Christian skrev i torsdags om et nyligt notat fra IMF, “Redistribution, Inequality and Growth“. Her redegjorde han for nogle af de betydelige metodiske problemer pågældende notat har. Men ikke nok med det, så må man i den grad undre sig over at fortalerne for høje progessive skatter og kraftig omfordeling overhovedet henviser til Notatet. For i den udstrækning at metode og konklusioner er anvendelige – og det er mere end tvivlsomt – er konklusionen reelt, at mens Jonathan D. Ostry, Andrew Berg, og Charalambos G. Tsangarides kom frem til at omfordeling almindeligvis ikke skader en økonomis vækstmuligheder, så indebærer den meget store omfordeling i lande med meget lav ulighed, som f.eks. Danmark, man fortsat omfordeling er skadelig for skabelse af fremtidig velstand.

I notatet bemærker man i konklusionen, at:

We do find some mixed evidence that very large redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated with higher and more durable growth

Og hvad mener man så med “very large redistribution”?  Og hvor meget re-distribuerer de enkelte lande egentlig? (for diskussion af forfatternes metode, se bl.a. Christians indlæg og links nederst).

gini imf brutto net

Ovenstående figur er hentet fra notatet og viser lande med henholdsvis størst og mindst redistribution. Som det fremgår har man valgt kun at medtage de 20 procent mest folkerige lande. Som det indikeres er forskellen mellem Gini-koefficienten før skatter og overførselindkomster (“markeds” Gini-koefficient) og Gini efter skatter og overførselsindkomster (Gini-netto) størst i en række europæiske velfærdsstater.

Disse er ydermere karakteriseret ved at de er blandt de lande med den højeste Gini-kvocient for skat og overførsler i verden. Det er et ganske interessant resultat i og med at notatet er baseret på den præmis, at “markeds” Gini-koefficienten ikke er påvirket af eksistensen af en (stor) velfærdsstat og dens re-distribution. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, idet man dermed antager at lande som Tyskland, Holland, Sverige og Danmark (som det fremgår af nedenstående figur hentet fra The Economist omtale af notatet i sidste uges “Free exchange” skulle være blandt verdens mest ulige lande, hvis det ikke var for den omfordeling, der finder sted via vores socialstat (her er kun medtaget “direkte” omfordeling).

a littel of the top

Det kan i parantes bemærkes, at GINI koefficienten (netto) ifølge Danmarks Statistik var 39 i 1939, altså på niveau med Venezuela i dag.

Som Christian bemærkede i sit blogindlæg har IMF notatet cirkuleret i pressen, hvor ikke mindst den mere venstreorienterede del af den, har brugt den til at fremhæve vores om-fordelende og kraftigt beskattende socialstat. Men hvis notatet skal tages på ordet, siger man groft sagt, at Danmark er et ekstremtilfælde, og at graden af omfordeling er SKADELIG for den økonomiske vækst. Således fremgår det at,

Turning to redistribution, we find (also in column 1 of Table 5) that when redistribution is
already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest. When it is below that level, however, there is no evidence that further redistribution has any effect on growth. Figure 7 shows redistribution for selected countries; further redistribution seems to start having a negative direct effect when it exceeds about 13 Gini points.

Det har dog ikke afholdt en række medier og politikere i at fremhæve notatet som et væsentligt argument for øget omfordeling og en hyldest til samfundsystemer baseret på massiv omfordeling og høje progressive skatter.

Således skriver PioPio under overskriften “Nyt internationalt studie afliver højrefløjens myter om, at omfordeling skader væksten”, at

I analysen konkluderer IMF, at lande med en stor grad af ulighed generelt oplever en lavere vækst end lande, hvor pengene er fordelt mere ligeligt.

og fortsætter med at

Det har mange af os i lang tid vidst på trods af, at markedsforblændede liberalister fra R, K, V og LA konstant har prædiket, at al økonomisk velstand og virkelyst ophører når man tager fra de rige og giver til de fattige.

Det fik bla. Mattias Tesfaie til på sin Facebook at skrive:

Flere af verdens største medier har i dag beskæftiget sig med en ny rapport fra IMF.

Rapporten dokumenterer, at et progressivt skattesystem, med forholdsvis høje skatter til de mest velstillede og omfordeling fra rig til fattig, er godt for økonomisk vækst og jobskabelse.

At IMF kommer med den slags udmeldinger, er mildest talt en nyhed. Derfor forstår jeg godt, at journalister på alverdens medier skriver om rapporten.

I Danmark har ingen medier dog beskæftiget sig med nyheden. Det synes jeg er mærkeligt. Men når journalisterne er ligeglade, må vi andre gå direkte til kilden.

Hvorefter han linker til rapporten, som han dog direkte adspurgt erkender, at han ikke har læst. Det skulle han måske have gjort.

For når man i rapportenpåpeger at lande med meget skæv indkomstfordeling er de der foretager den største omfordeling, og påpeger at fortsat omfordeling i lande med en meget lav GINI formentlig skader den økonomiske vækst, så er det altså primært vesteuropæiske og skandinaviske lande.

Ud fra et hjemmelig perspektiv er det således fristende at rent faktisk at acceptere rapportens grundlæggende metode idet selve rapportens resultater kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark. Det vil jeg dog undlade med. Hertil er den anvendte metode ganske enkelt for problematisk.

For en yderligere kritik af anvendelsen af forskellen på “markeds” Gini og “netto” Gini kan jeg forøvrigt anbefale at læse Andreas Berghs “On the counterfactual problem of welfare state research: How can we measure redistribution?“.

En del af problemstillingen diskuteres også i Gosta Esping-Andersen og John Myles “The Welfare State and Redistribution“.

IMF om ulighed og vækst (måske)

Af Christian Bjørnskov, den 6. marts 2014. 8 svar

De sidste par uger har der været en del opmærksomhed omkring et nyt papir fra IMF om ulighed, omfordeling og vækst. Jonathan Ostry, Andrew Berg og Charalambos Tsangarides diskuterer, om økonomisk ulighed er godt eller skidt for økonomisk vækst, og konkluderer i både deres litteraturgennemgang og deres empiri, at det er skidt. I Sverige har socialdemokraterne allerede grebet tanken og herhjemme har det socialdemokratiske bagland i form af Peter Ahrenfeldt Schrøder fra PIO også skrevet begejstret om studiet (læs her). Men de skulle måske have ventet en smule.

Der er for det første ganske store konceptuelle problemer i papiret. Andreas Bergh giver sin uforbeholdne, kritiske mening her og fokuserer ikke mindst på, at det mål for omfordeling, som Ostry et al. bruger, er tæt på nonsens. De tager forskellen på ginikoefficienten, mål på henholdsvis markedsindkomst og nettoindkomst – dvs. indkomst før enhver skat og omfordeling, og indkomsten efter al omfordeling har fundet sted- som mål for omfordeling. Men som Andreas viste for nogle år siden i en artikel i European Sociological Review, dur det ikke. Hvis, for eksempel, omfordeling gør det uprofitabelt at tage et job, vil den skabe mere ulighed målt på markedsindkomster. At den så bagefter jævner de disponible indkomster ud, behøver ikke betyde at der ser ud som om der har været omfordeling. Måler man omfordeler mellem markedsindkomster X og disponible indkomst W og ens omfordelingspolitik påvirker begge, giver et mål X-W ikke meget mening.

Værre er det, at studiet ’lugter’ når man kender til de bagvedliggende data. Sagt på en anden måde, var min fornemmelse for de data, Ostry et al. bruger og som jeg også selv har brugt en del på det sidste, at de næppe kunne føre til den konklusion. Da jeg alligevel sad i et fly i går på vej over Atlanten, og derfor havde rigeligt tid til overs, prøvede jeg at se om jeg cirka kunne genskabe deres resultat. Bruger man de samme ulighedsdata, samme mål for omfordeling og samme metode (System GMM), kan man fint få et meget lignende resultat. Dermed er den hellige, socialdemokratiske grav dog ikke velforvaret.

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Ostry et al. gør et dermed stort nummer ud et spuriøst resultat. Så spørgsmålet der står tilbage, er endnu en gang hvorfor så mange er så forhippede på ’vise’ at ulighed er dårlig. Ligesom den håbløse bog af Wilkinson og Pickett for nogle år siden, griber internationale medier med kyshånd pseudo-resultater, der peger i omfordelende retning, mens de næsten aldrig hylder individuel foretagsomhed eller udvikling uden en dominerende stat. Man undres.

Hvor rige er vi egentlig (3)

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2014. 23 svar

I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.

Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.

Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD.  I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.

Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.

På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.

På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.

Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere?  Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.

Punditokraternes sommerlæsning: Ulighed og sundhed

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2013. Skriv et svar

I serien om sommerlæsning er vi kommet til lidt mere faglig litteratur. Forleden dukkede Wilkinson og Picketts rædselsfulde The Spirit Level igen op i Børsens debatsider. En af hovedpåstandene i den polemisk manipulerende bog er, at større indkomstforskelle gør folk syge.

Heldigvis er der hæderlige forskere, der har set på emnet. I den fine, lille Blir vi sjuka av inkomstskillnader – En introduktion till sambanden mellan inkomst, ojämlikhet och hälsa, som kan fås gennem Studentlitteratur i Lund, viser Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenström – alle tilknyttet IFN i Stockholm – at en stor del af påstandene enten er stærkt overdrevne eller direkte forkerte.

Bogen giver et fremragende overblik over det metodiske minefelt, man skal navigere igennem for at ens forskning giver mening. Men den gør det på en imponerende pædagogisk og letlæst måde, og overblikket over den nye litteratur er både omfattende og klart fremlagt. Så er man interesserede i denne del af ulighedsdebatten – og dermed i en stor del af baggrunden for sundhedsministerens politik – er her en stærkt anbefalelsesværdig introduktion.

For dem, der forstår mere svensk end jeg gør, er her en video med Therese Nilsson, der fortæller om emnet. IFN har også udgivet et kort overblik her.

Mrs. Thatchers resultater – ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2013. 11 svar

En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.

PKK om lighed og vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 17. december 2012. 1 svar

Peter Kurrild-Klitgaard, den Gamle Redacteur, har i dag en pragtfuld klumme i Berlingske. PKK kritiserer debatten, ikke mindst forsøget på konklusioner fra udviklingsministeren forleden, for at være ”forvrøvlet”. Jeg deler fuldt PKK’s syn på det, og kan kun opfordre alle Punditokraternes læsere til at se på den (her). I mellemtiden er her to pluk fra klummen:

Dette og meget andet af debatten baserer sig imidlertid på en logisk fejlslutning: at bekæmpelse af fattigdom og tilstræbelse af fordelingsmæssig lighed skulle være det samme eller blot sammenlignelige. Som at der skulle være en nødvendig sammenhæng mellem, hvor godt (eller skidt) folk har det, og hvor lige (eller ulige) de er indbyrdes.

[…]

Skal man have en ordentlig debat om fattigdom, er det på tide at smide forestillingen om en »lige« fordeling af goderne ud på den samme historiske losseplads, hvor de mere doktrinære varianter af socialismen er deponeret. Så kan man i stedet fokusere på, hvilke politikker og hvilke institutioner der er relativt bedre end andre til at fremme menneskers levestandard.

Dansk og svensk ulighedshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2012. 4 svar

Jeg sidder pt. og reviderer et konferencepapir, som jeg skrev i efteråret med Niklas Potrafke (snart professor på LMU i München). Som del af denne revision opdaterer vi vores data. En del af disse data er Frederic Solts fuldt sammenlignelige serie af tal for indkomstulighed før og efter nogen form for omfordeling. Solts ’Standardized World Income Inequality Database’ giver mulighed for bedre og større sammenligninger over lange tidsperioder og mange lande. Den giver også et indtryk af, hvor latterlig en del af debatten om ulighed ofte er i Skandinavien.

For at give et indtryk er her data på ulighed før og efter omfordeling i Danmark og Sverige, der normalt betragtes som de to mest lige lande i verden. En første ting at bemærke er, hvor stabil nettouligheden er over tid – dvs. ulighed efter omfordeling gennem overførsler, skat osv. Selvom begge lande udbyggede velfærdsstaten kraftigt i 60erne og 70erne, skete der meget lidt med uligheden. To andre ting, der er værd at bemærke i den danske serie kan ses bedst, hvis man plotter procentforskellen på brutto- og nettoulighed, dvs. det Andreas Bergh kalder quasi-omfordeling.

Nummer et er det store knæk i 1981, der kom efter en periode med massivt stigende arbejdsløshed og uansvarlig politik, og nummer to er knækket opad efter 1987. Særligt nummer to er Schlüters ’fortjeneste’, da det man kan se er indførslen af topskatten og det markante skred i topskattegrænsen op til midten af 90erne. Og lad mig så spørge læserne: Hvor er den sociale massegrav, som Enhedslisten og Cevea taler om? Hvor er velfærdsstatens påståede lyksaligheder? De er frygteligt svære at se for mig.

 

Ulighed er ikke fattigdom

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2012. 7 svar

I en P1-debat forleden diskuterede SF’s Jesper Petersen med Cepos Mads Lundby, om det er en god ide at fokusere politik på at sænke den såkaldte Gini-koefficient (se her). Ginien er et mål for økonomisk lighed, målt som den procentvise forskel på den faktiske situation og en situation hvor alle tjener præcist det samme. Diskussionen kom af at SF har argumenteret for, at man bruger Ginien som officielt mål for politik. Man argumenterer også for, at der bør indføres en officiel fattigdomsgrænse

Diskussionen afslørede en stor del af den begrebsforvirring, der hersker i debatten, og ikke mindst hvordan man til stadighed blander ulighed og fattigdom sammen. Petersen påstod flere gange i løbet af udsendelsen, at uligheden var steget kraftigt og fattigdommen var øget, og syntes at betragte de to ting som det samme. Det er på ingen måde tilfældet.

For at se det, kan man tage et meget simpelt eksempel. Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet og at de er lige store. Den fattigste fjerdel tjener i udgangspunktet 12, nummer to gruppe tjener 19, nummer tre tjener 35 og den rigeste fjerdedel tjener 54. Ginien for dette samfund er cirka 59,2, og de rigeste tjener 2.45 gange mere end gennemsnittet for resten.

Nu øges gennemsnitsindkomsten med 20 %, sådan at den fattigste fjerdedel nu tjener 14, mens de tre andre grupper tjener henholdsvis, 21, 43 og 66. Ginien er steget til 61,8, altså med 2,6 point. Per SF’s logik er samfundet således blevet dårligere og der bør føres politik mod udviklingen. Men læg mærke til, at de fattige er blevet næsten 17 % rigere og ingen er blevet fattigere!

Der er med andre ord sket en markant reduktion i fattigdommen, men hvis man insisterer på at ulighed er fattigdom – en ekstrem position i og med at al fattigdom derfor betragtes som relativ – vil enhver udvikling der ikke uforholdsmæssigt gavner indkomsten for de fattigste ikke være comme il faut. En ændring, der holder de fattigstes indkomst helt konstant, men giver nummer to gruppe en stigning på 21 % giver logisk den helt samme Gini-koefficient. Forslag, der går på at styre politisk efter officielle ulighedsmål som Ginien, er derfor ikke blot stærkt ideologiske ved at implicit identificere ulighed med fattigdom, men kan også give helt absurde resultater.

Er lighed godt for folk?

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2011. 5 svar

Der raser for tiden en debat i mange lande, som forleden også kom til Danmark. I onsdags arrangerede den venstreorienterede tænketank Cevea således et debatmøde med titlen ’Ulighedens Topmøde’ på Vartov i København med en af baneførerne i debatten, den britiske epidemiolog Richard Wilkinson. Wilkinson skrev for et par år siden bogen ’The Spirit level’ sammen med sin kollega Kate Pickett. Bogen har været stærkt omtalt i en række lande, og er blevet solgt i stor stil som et bevis for, at ulighed ødelægger samfund.

En række aviser omtalte mødet positivt (eks. her, her og her). Det er også en vigtig debat, men en der føres på et ekstremt tyndt grundlag. Som den glimrende avis, Information er, havde den derfor dagen efter den bragte Wilkinson og Cevea-direktør Jens Jonatan Steens kronik om emnet, inviteret den anden side. Vores ven og kollega på Lunds Universitet, Andreas Bergh, tog således i går livtag med Wilkinsons myter i Information. Kronikken, som kan læses i sin helhed her, stiller meget store spørgsmål ved bogen. Her er et par pluk fra kronikken:

Kritikken af bogen retter sig især imod brugen af punktdiagrammerne. Wilkinson og Pickett bruger dem til at vise, at nordiske lande er stærkt lighedsorienterede og derfor har færre sociale dårligdomme end USA, hvor der hersker en høj grad af ulighed. Men så snart man føjer andre data til, eventuelt fra andre lande, fra et andet år eller fra helt andre kilder end dem, som Wilkinson og Pickett bruger, kan man let komme til det modsatte resultat: Pludselig har ulighed ikke det mindste at gøre med f.eks. kriminalitetsniveau eller forventet levealder.

Og

Når Wilkinson og Pickett hævder, at der findes hundredvis af forskningsartikler, som styrker deres tese, er det først og fremmest artikler af denne ældre type, som de sigter til. Resultaterne fra de få undersøgelser, som har tilstrækkeligt med detaljerede data, er betydeligt mere brogede, end det billede The Spirit Level leverer.

Jeg har også selv anmeldt bogen før for det videnskabelige tidsskrift Population and Development Review (i juni-nummeret 2010), hvor jeg måtte konkludere, at The Spirit Level er en fin debatbog, men en eklatant fiasko som videnskabeligt indlæg. Hermed en advarsel imod at tro, at den er sandhedsvidne til noget som helst.

Er Rosenkrantz-Theil en selvfed profitmager?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. oktober 2005. 5 svar

Forleden skrev vores med-punditokrat Dr. Mephisto om, hvorledes et folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti ræsonnerede, at når borgerlige politikere var imod at retsforfølge kunder hos prostituerede, var det nok fordi de selv benyttede sig af prostituerede.

Den type sindelagsanalyse åbner jo vide perspektiver for at gisne om politikeres motiver—og gerninger.  Hvis f.eks. nogle politikere ønsker, at voldsmænd skal slippe lettere rent straffemæssigt, er det så, fordi de selv er voldsmænd?  Hvis nogle politikere ønsker, at der ikke skal stilles aktiveringskrav til bistandsmodtagere, er det så, fordi de selv er passive? (Eller regner med at blive bistandsmodtagere?) Og sådan kunne man blive ved med spændende gætterier.

Men ret beset ville man i hvert fald kunne sige, at sådanne politikere da så i det mindste er konsekvente—der er overensstemmelse mellem, hvad de siger, og hvad de selv gør/tror.  Det kan man imidlertid ikke sige om alle politikere.

Tag f.eks. en vis halvstuderet stud.scient.pol., som 15.9.2005 skrev i Information:

“[Kernen] i debatten om den stigende ulighed er et spørgsmål om selve samfundets sammenhængskraft, ligeså meget som det er et spørgsmål om anstændighed og retfærdighed.

Når debatten kredser om begreber som retfærdighed og anstændighed, så er der indiskutabelt forskellige positioner i det politiske landskab.  … Her [hos de borgerlige] er den centrale faktor for graden af retfærdighed, en persons ret til at akkumulere kapital, herunder at denne akkumulation sker ved at høste værdien af andres arbejde.

Lighed er ikke i sig selv et mål, der skal forfølges …, det er derimod afskaffelse af hensynet til de svage, der fungerer som spændetrøjer og klods om benet for de dygtige, de kyniske og de enestående. …

[For os] er lighed et helt centralt politisk mål i sig selv og altså ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Kampen for lighed og imod ulighed er en kamp for samfundets evne til at hænge sammen.

Fællesskab er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i fællesskabet, og folk føler kun fællesskab, hvis de er i nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden. …

For at et samfund skal hænge sammen, skal dets rygrad være et fællesskab. Ikke et negativt defineret fællesskab, der baserer sig på uendelig selvfedme og afgrænsning af sig selv i forhold til andre … Men derimod et positivt inkluderende fællesskab, der handler om en fælles vilje til at tage vare på hinanden og i sær [sic!] de, som har brug for hjælp.

Et sådan fællesskab er ikke noget, vi kan tale frem; det er ikke en idealistisk forestilling om, at vi ‘bare skal være søde ved hinanden’. Det er et benhårdt økonomisk spørgsmål. For uden en konsekvent fordeling af de skabte værdier, uden økonomiske fælleder – så er idéen om fællesskab noget idealistisk snik-snak.”

Det er jo altsammen—på sin egen måde—en slags klar tale.

Selvsamme studerende er til hverdag en fuldtidspolitiker med det halvadeligt klingende navn Pernille Rosenkrantz-Theil, og hun er ifølge Ekstra Bladet i gang med at tjene 1,6 mio. skattefrie kroner på at sælge sin ejerlejlighed på Nørrebro.  Lejligheden er i øvrigt ikke ejet til boligformål, men er videreudlejet.  Samtidig har hun lige tjent 150.000 kr. i skattefri fortjeneste på at sælge et hus, hun har haft en del af.  Og hun har så oven i købet investeret i en ny ejerlejlighed på Nørrebro, som hun er flyttet ind i.  Med andre ord er den pågældende altså i gang med at score decideret profit (også kendt som “arbejdsfri fortjeneste”)—og akkumulere kapital—på at “udnytte boligsituationen” …  Da damen i forvejen tjener et beløb pænt over fattigdomsgrænsen ved sit “arbejde” som politiker, kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvor blev solidariteten og kampen mod uligheden af?  Skal alt da drukne i selvfed egoisme og grådighed?  Hvad med det med at være “forpligtet” overfor “fællesskabet” til at “tage vare på hinanden” og gennemføre en “konsekvent” fordeling af “værdierne”?

Sarkasme til side: Vi Punditokrater—eller i hvert fald nærværende—mener selvfølgelig, at PRT skal have lov til at akkumulere al den kapital, hun kan slippe afsted med, for vi ved, at selv hun derved—som var hun ledt af en usynlig hånd—kan komme til at gøre noget godt for andre.  De fleste Punditokrater vil endog nok gå så langt som til at sige, at hvis to parter kan enes om en transaktion, og at denne ikke har voldsomme, uønskede eksternalitetseffekter i forhold til andre personers ejendom, ja, så er det godt nok.

Men kunne man da i det mindste ikke bede om lidt moralsk konsekvens af en, der til stadighed prædiker moral (tilsyneladende i uvidenhed om, hvad Marx rent faktisk skrev om moral og rettigheder)?  Hvis PRT virkeligt mener, at “lighed er et helt centralt mål i sig selv”, og øget ulighed altså per definition er skidt, er der masser af måder, hun selv aktivt kan bekæmpe “den stigende ulighed” på: Hun kunne forære sin gamle lejlighed til beboerne.  Eller til De Autonome–de passer, som man kan se på Jagtvej, ganske godt på fast ejendom.  Og der er gode, nyttige formål, hun kan donere sin snart betydelige personlige formue til.  Men mon ikke det viser sig, som så ofte før, at “solidaritet” primært er solidaritet for andre folks penge?

Hvem er det så egentlig lige, der er “uendeligt selvfede”?

PS.  Vores Fru Punditokrat har hjælpsomt gjort os opmærksom på, at frk. Rosenkrantz-Theil p.t. er sygemeldt fra sit hårde job i Folketinget grundet stress; vi har fuld forståelse for, at det må kræve sin mand m/k at bruge så meget tid på at styre andre menneskers liv.  Vi ønsker frk. Rosenkrantz-Theil god bedring, men husk nu: Kom ikke tilbage, før du er helt klar …

Plus ça change …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. oktober 2005. 8 svar

Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden.  Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt —og fortjent —på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.

Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk.  Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter.  Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–—de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget.  Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–—hvem hun så end måtte tænke på—–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld.  Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”.  Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter.  Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter …  Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).

Og så er vi ved det med nostalgi-trippet.  For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været.  Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990).  Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske.  I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på.  Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:

“[F]ormynderstaten er trods al sin gav­mild­hed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom.  At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende.  Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjer­ne uden at den personlige frihed be­græn­ses. …

Lad os dog ikke overse, at men­ne­skene har forskellige behov.  Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo me­re den fø­ler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto me­re må men­nesket aflevere af sine ar­bejds­resultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”

Og:

“En for sin dyrevenlighed kendt og beun­dret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit.  Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat.  Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:

“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og der­for vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de be­høver at være i et samfund, hvis ø­ko­no­mi­ske bæ­repiller er anerkendelsen af privat ka­pi­tal­dannelse og privat ejendomsret.  Det er så­ledes slet ikke en varig højere rig­dom, Vel­færdsstaten tilbyder.  …

Det er derfor … u­tvivlsomt, at selve målet slet ikke er så at­tråværdig, som velfærds­pro­grammets tals­mænd udmaler det.  Tvært­imod taler alt for, at vel­færds­sam­fundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den men­ne­ske­lige an­svars­fø­lelse vil mindskes, mod­standskraften aftage og initiativet lammes.  Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”

Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–—som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:

“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.

Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret.  Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund.  Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.

Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.

Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært.  Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg.  Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?

Barro om lighed, ulighed og vækst

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. september 2005. 2 svar

Mens størstedelen af Danmarks ånds-, erhvervs- og politiske liv i den forgangne uge slog syv politisk korrekte kors for sig selv og bedyrede, at stigende ulighed var fuldstændigt uacceptabelt (selv hvis det var til gavn for alle, inkl. de svagest stillede)–“for vi har jo en konsensus om, at vi jo ikke skal have amerikanske tilstande!”–havde Berlingske Tidende som eneste danske medie overvejet at spørge verdens formodentlig førende ekspert udi økonomisk vækst, Harvard-professoren Robert Barro, hvad han mente om emnet.

Det kom der et kort interview ud af–som pudsigt nok fik beskeden opmærksomhed i de medier, hvor journalisterne havde mere travlt med at interviewe hinanden om “sagen”.  Men de mere akademisk interesserede kunne jo evt. med fordel læse Barros meget citerede fagøkonomiske artikel om emnet: Barro, R.J. (2000). Inequality and growth in a panel of countries. Journal of Economic Growth 5: 5-32.  Den findes her i en lidt tidligere manuskriptudgave.

Hvad konkluderer han?  Dette er sammendraget:

“Evidence from a broad panel of countries shows little overall relation between income inequality and rates of growth and investment.  However, for growth, higher inequality tends to retard growth in poor countries and encourage growth in richer places.  The Kuznets Curve–whereby inequality first increases and later decreases during the process of economic development–emerges as a clear empirical regularity.”

Min egen holdning er, at der er god grund til dette mønster, men at det næppe skyldes lighed/ulighed som sådan.  Det er svært at se, at fordelingen af goder mellem mennesker isoleret set skulle betyde det store for væksten; der er til gengæld gode grunde til at tro, at graden af frihed betyder noget for væksten, og at væksten så har Kuznets-agtige effekter for fordelingen.  For dem, der derfor er interesserede i nogle tanker om dén sammenhæng, samt referencer til survey-artikler om emnet, er der bl.a. denne analyse–og lad os ikke glemme denne survey-artikel om økonomisk friheds fordele af den fortrinlige svenske økonom Niclas Berggren (som mig bekendt læser denne blog …!).

Så næste gang Martin Krasnik eller en anden siger, at alt dette er et rent ideologisk spørgsmål uden dokumentation …