Tag-arkiv: undertrykkelse

Hvem chikanerer russiske journalister?

Siden slutningen af 90erne er hundrede – hvis ikke endnu flere – journalister blevet chikaneret, overfaldet og i adskillige tilfælde myrdet i Rusland. Det samme gælder flere oppositionspolitikere, når de øjensynligt var ved at blive en offentlig belastning for Putins regime. Det har dog været heftigt diskuteret, om Rusland primært er farligt for journalister pga. at organiseret kriminalitet ’forsvarer sig’ mod offentlig kritik af deres aktiviteter, eller om det mere systematisk er det politiske regime selv, der udgør faren for den fjerde statsmagt.

Spørgsmålet er med andre ord, om russiske journalister helt generelt chikaneres af forskellige interesser, eller om det er Putin-regimet, der konkret og systematisk står for chikanen. Det giver Nikita Zakharov (Universität Freiburg) et omhyggeligt svar på i ny forskning, som han præsenterede lørdag ved PEDD-konferencen i Münster.

Zakharov har samlet et stort datasæt fra the Glasnost Defense Foundation – en russisk version af Reporters Without Borders – der indsamler information om al chikane af journalister i Rusland. Fordi der er tale om en organisation, der konkret er sat i verden for at forsvare journalister og ganske offentligt gør det når journalister melder eksempler på chikane, kan man være rimeligt sikker på, at informationen er tæt på at være komplet og retvisende. Zakharov kan derfor studere risikoen for at journalister chikaneres eller overfaldes fra måned til måned på tværs af de russiske regioner og kommuner.

Studiet viser, at risikoen for at russiske journalister bliver chikaneret eller overfaldet, netop stiger markant i de to måneder op til valg til borgmester- og guvernørposter og til de regionale Dumaer. Dette mønster er meget klart, og giver perfekt mening da russisk lov ikke tillader valgkampagner før to måneder før et valg afholdes. Der er således kun et præcist vindue på to måneder, hvor journalister kan være en trussel for Putin-regimets kandidater til de forskellige valg.

Et andet sigende mønster er, at Zakharov derimod ingen evidens finder for øget chikane før byrådsvalg. Netop dét kan ses som ekstra evidens for, at det overordnede mønster ikke er en tilfældighed, da byråd i Rusland ikke har nogen egentlig indflydelse. Der er således heller ikke nogen særlig interesse fra regimets side i at kontrollere, hvem der kommer til at side i byrådene, men meget stærk interesse i at holde styr på, hvem der kommer til at sidde på politiske poster med faktisk magt.

Som Zakharovs studie viser, findes der således et helt systematisk mønster i chikanen mod journalister, som passer med at det er Putin-regimet, der er den drivende kraft i truslen mod russiske medier. Mens man naturligvis ikke kan afvise, at organiseret kriminalitet også overfalder journalister – Andreas Freytag og jeg dokumenterede netop dette forhold på tværs af lande for få år siden – er det nye studie en solid bekræftelse af, at de mange historier ikke er tilfældige. Putins diktatur er ikke anderledes end andre diktaturer, men måske blot mere kompetent i dets undertrykkelsespolitik.

Cubansk sangerinde vinder Cubas første “Latin Grammy” mens regimet slår til mod unge musikere.

I torsdags vandt Omara Portuando en Grammy for hendes seneste CD “Gracias” ved dette års Latin Grammy Awards i USA. Det var første gang at en cubaner vandt denne pris. Men selv om Omara Portuando, der snart fylder 80, stadig har en utrolig stemme og den sjældne evne at formidle sine følelser til lytteren på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, er det måske sigende, at selve pladen nok er smuk, – den er meget bossa nova og jazz inspireret – men samtidig også blottet for enhver form for nyskabelse. Fundamentet er ud over cubansk musik, først og fremmest jazz og bossa nova, som det har udfoldet sig i mere end et halvt århundrede. Og det er egentlig cubansk musiks problem i en nødeskal. Siden Castros magtovertagelse har man fuldstændig mistet den betydning man havde i 1940erne og 50erne. Manglende omgang med udenlandske musikere (især amerikanske) og et totalitært regime der ud over at forbyde saxofonen, fordi det var et “imperialistisk” instrument, i alle årene har undertrykt enhver form for nyskabende musik, har sikret at Cuba i bund og grund primært er et frilandsmuseum for musik, som det lød en gang for længe siden.

I 1960erne var det Beatles, Santana, Rollings Stones, osv. der var forbudt. (at Carlos Santana ved en film præmiere for et par år siden, så kan møde op i en Che Guevara T-shirt  viser vist først og fremmest noget om Carlos Santana). Nu om dage forfølger man punk-musikere som f.eks. Gorki Aguila, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, se bl.a. her. Lars Hvidberg har i dag en glimrende kronik i Berlingske Tidende om “Gorki” under titlen “Sådan tager du pis på en kommunist“. for et interview “fra Reason” med samme Gorki, se forøvrigt her.

Så mens man kan glæde sig over, at at Omara Portuando hædres med en grammy, kan man samtidig ærgre sig over, at det Cuba, der i 1940erne og 1950erne var et kunstnerisk fixpunkt, i den grad er gået bag af dansen siden revolutionen. Og som det fremgår af mit indlæg på “americas.dk”  i anledning af Omara Portuandos grammy, fortsætter undertrykkelsen af musikere og kunstnere fortsat i Cuba.