Tag-arkiv: USA

Kan det virkeligt passe? – Hispanics I USA

Indvandringen af hispanics er gennem årtier ofte blevet problematiseret både i USA og blandt nationalkonservative her i landet. Senest tager Kasper Støvring data fra PEW til indtægt for at det går rigtigt skidt. Men faktisk viser den data han henviser til, at hispanics haler ind på hvide, både målt på indkomst og uddannelse.

Indvandringen af hispanics til USA er ofte blevet brugt af nationalkonservative debattører her i landet i deres argumentation mod indvandring. Det gælder f. eks. Morten Uhrskov i hans bog fra 2012, “Indvandringens pris” med undertitlen, “på vej mod et fattigere Danmark” (for en kritik af denne, se her), ligesom Kasper Støvring ofte har refereret til “den problematiske indvandring af hispanics” – senest i et opslag på Facebook (se Nedenfor), hvor han mener at få opbakning i data fra PEW. Problemet er blot at data netop ikke bakker op om at latinamerikanske indvandrere og deres efterkommer sakker bagud. Tværtimod.

Støvring henviser til statistik fra PEW (som findes her) og opfordrer til at man selv undersøger den. Det har jeg gjort, og det tegner et noget andet billede end det som Støvring prøver at fremmane.

Betydningen af periodevalg og problemet med at bruge procentpoint og absolutte tal

Årsagen til Kasper Støvrings fejlagtige udlægning af den faktiske udvikling er formentlig at han tror, at man kan sige noget meningsfyldt ved at se på forskellen i dollars og pct. point over tid. Men det kan man ikke.

En sådan sammenligning er nemlig ubrugelig. Det afgørende er jo den procentuelle indkomstudvikling, eller som det er angivet herunder, hvor stor en andel medianindkomsten for “hispanics” udgør af kategorien “hvide’s” medianindkomst målt på hustand.

Som det fremgår af nedenstående betyder det også en hel del hvilken periode man vælger at se på. Således udgør medianindkomsten pr. hustand for hispanics og deres efterkommere ca. det samme i 2020 som i 1982, nemlig omkring 2/3.

Men er det nu en fair sammenligning? Svaret er nej, for i den mellemliggende tid oplevede man en meget stor indvandring (primært fra Mexiko) af folk med lav eller ingen uddannelse. Antallet af borgere i USA med mexikanske rødder fordobledes ca. pr. årti fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvorefter den videre vækst i første omgang fladede ud og siden slutningen af nullerne faktisk er faldet lidt, se nedenstående figur fra Migration Policy Institute.

Indkomstmulighederne for indvandrerne i USA var naturligvis en del mere begrænsede end den hvide del af befolkning qua relativt ringeeller stort set ingen uddannelse, men uden tvivl betydelig bedre end i f. eks. Mexico (ellers var de næppe kommet). Med andre ord er der tale om en gruppe, hvor der gennem flere årtier hele tiden tilførtes ganske mange med relativt ringe uddannelse og dermed indkomstmuligheder i modsætning til kategorien “hvide”. Det er man selvfølgelig nød til at tage højde for. Og ser vi på udviklingen de seneste 2 årtier, er udviklingen helt anderledes. Således haler hispanics ind på hvide, målt på indkomst.

I en sidebemærkning er det også mildt sagt kækt af Støvring at reducere betydningen af indvandringen fra Latinamerika til “måske at være godt for velhavere, men dårlig for almindelige Amerikanere”, hvem sidstnævnte så måtte være. Det er en underlig måde at betegne mennesker som arbejder hårdt og meget, hvilket enhver som har rejst bare et minimum i USA hurtigt kan forsikre sig om. her falder Støvring i samme gryde som så mange andre har gjort før ham – idet han ganske enkelt undervurderer den indirekte effekt af at folk får større mulighed for at bruge tiden på at lave det de er bedst/mindst ringe til.

Støvring påstår også at hispanics sakker bagud målt på uddannelse, men denne påstand er der heller ikke opbakning til. På på trods af et stort inflow af hispanics (især mexicanere med ringe eller ingen uddannelse frem til slutningen af nullerne), nærmer uddannelsesniveauet sig også “hvide”, både målt på fuldført high school og bachelor+. Se nedenstående 2 figurer, som begge er lavet på baggrund af PEW’s statistik som Kasper Støvring henviser til.

Som det fremgår er der ganske enkelt ikke belæg for problematisering af indvandringen fra Latinamerika til USA, i hvert fald ikke baseret på indkomst og uddannelse. Nej, hispanics sakker hverken bagud når man ser på indkomst eller uddannelse sammenlignet med “hvide”.

Noget andet er så (hvilket åbenbart en del ikke har opdaget), at sammensætningen af den fortsatte indvandring til USA har ændret sig markant fra slutningen af nullerne og frem. Således asiater – primært kinesere – udgjort den største gruppe de seneste mere end 10 år.

Noget andet er hvorledes det stigende indkomst og uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter (ikke mindst hispanics) vil påvirke tilslutningen til henholdsvis demokraterne og republikanerne. Af de analyser der er lavet indtil nu af det seneste præsidentvalg 2020, tyder en del på at den afgørende faktor bag Trumps nederlag, ud over det lykkedes demokraterne at mobilisere sine vælgere i langt større omfang end ved valget i 2016, at Trumps andel blandt hvide vælgere faldt. Til gengæld steg den blandt ikke mindst netop hispanics.

Det ville naturligvis være interessant at se på hvilke andre karakteristika der gør sig gældende for de hispanics, som stemte/stemmer på Trump og republikanerne end blot deres etnicitet (eller hvad man nu skal kalde det for en så heterogen gruppe). Hvad er deres uddannelsesniveau? deres Indkomst? hvor længe har de været i USA? hvor meget betyder religion for dem? mv.

Der findes faktisk en del omkring dette emne og republikaerne har tidligere sikret sig større opbakning end det lykkedes for Trump, selv om han øgede andelen mellem 2016 og 2020, se f. eks. her.

Tesen om at indvandring og demografi per automatik vil medføre at republikaerne bliver kørt ud på et sidespor er i hvert fald meget tvivlsom. Forskydningerne mod større urbanisering betyder formentlig en del mere over tid.

Alabamas abortlov er et nyt kapitel i en kompleks politisk strid

Kampen mellem modstandere og tilhængere af fri abort i USA har bølget frem og tilbage gennem næsten 50 år. Hvad er årsagen til, at den stadig er så vigtig?

Forleden exploderede det igen – abortspørgsmålet i USA. Af uløste politiske spørgsmål i verden er der formentlig kun et, som i spaltemillimeter overgår USAs holdninger til abort, og det er fred i mellemøsten. Men hvordan kan et nogenlunde simpelt spørgsmål, som i de fleste lande har fundet et leje, som det store politiske flertal kan leve med, blive ved med at være så kontroversielt, at man er villig til at bruge tid på det årtier i træk.

Den nemme forklaring, som dukkede op på min danske facebook-væg forleden, er, at der er for mange religiøse amerikanere med for kort uddannelse. Og den fordom gælder da navnlig den evige sydstat Alabama, som har vedtaget en kontroversiel lov, der indeholder totalt forbud mod abort, og supplerer det med helvede på jord, inklusiv livsvarigt fængsel, for sundhedspersonale som overtræder loven. Hvis man godt kan lide simple forklaringer på svære spørgsmål, så lyder det jo godt. Men den enkle forklaring er måske udtryk for, at man selv er lidt for glad for fordomme og ikke gider læse for meget på sine lektier.

Det startede med en dom

De fleste danskere ved godt, at grundlaget for fri abort i USA er en dom, nemlig Roe v Wade om en kvinde fra Texas. Nogle af os har sågar grinet af det pudsige navn, der jo betyder rogn, uden at vide at det faktisk er et tilsigtet ordspil, for navnet er et pseudonym.

Men de færreste har nok overvejet, hvorfor det startede med en dom og ikke med en lov. Når man indfører nye regler, så plejer det jo at være den lovgivende forsamling, der vedtager dem. Her er det imidlertid anderledes.

Frk. Rogn var blevet gravid og ønskede en provokeret abort. Det kunne man få i de første 13 uger af graviditeten i 4 delstater af USA, men i langt de fleste stater, inklusive hendes egen, Texas, var det forbudt, eller i hvert fald kun tilladt i de tilfælde, hvor graviditeten indebar risiko for moderens liv, skyldtes en seksualforbrydelse og den slags.

Men hun anlagde sag om, at Texas’ lovgivning var i strid med den føderale forfatnings regler om respekt for privatlivets fred. At staten med andre ord ikke havde lov til at bestemme over den del af hendes liv.

Og hun vandt!  

Begrundelsen er omfattende, men tyndbenet. Fordi der ikke fandtes et udtrykkeligt forbud mod fosterfordrivelse i engelsk – og dermed amerikansk – ret på tidspunktet for forfatningens indførelse i 1788, så er retten til abort en del af privatlivet, som er beskyttet af forfatningen. Men begrundelsen ignorerer, at den benyttede paragraf først blev gennemført i 1868, og på det tidspunkt fandtes der et forbud mod fosterfordrivelse i samtlige stater.

Så langt går reglerne

I de fleste retssystemer er det sådan, at hvis domstolene underkender en lov som grundlovsstridig, så gælder dommen principielt kun for den enkelte sagsøger og i hvert fald kun for de fakta, som var i den sag. Dommerne siger: ”Denne lov er ikke god nok”, men de siger ikke, hvordan loven skal være. Politikerne bliver slået tilbage til start. I Roe v. Wade valgte man en anden model, nemlig at domstolen selv fastlagde de fremtidige betingelser for at forbyde abort. Det skulle vise sig, at man dermed var landet på juraens parallel til ”gå direkte i fængsel”-feltet i matador.

Dommen kom på et tidspunkt, hvor abortforbud var langt det mest almindelige verden over. Den standard, der efterhånden er almindelig i vestlige lande, med en grænse omkring 1/3 henne i graviditeten, havde ikke dannet sig. Fra en situation, hvor loven krævede, at graviditeten skulle gennemføres medmindre den indebar fare for moderens liv, gik man til et udgangspunkt om, at moderen altid kan kræve abort medmindre aborten indebærer fare for moderens liv. Pendulet svingede på én dag fra det ene yderpunkt til det andet. Det kan ikke undre, at det gav anledning til et folkeligt misnøje.

Selv den samtidige begrænsede åbning for abort i Danmark medførte, at der kom et anti-abortparti i Folketinget i en årrække. I Danmark ville et forslag om fri abort indtil 26. uge næppe nogensinde have fundet støtte fra mere end nogle ganske få. Men det var det, Roe v. Wade lagde op til, fordi man skønnede det som grænsen for barnets levedygtighed. Derfor har lovene de senere år gradvis ændret sig nedefter til typisk 24 eller 20 uger. Der er dog også et antal stater uden nogen tidsbegrænsning overhovedet.

Sådan kan reglerne ændres

Ved at Højesteret foreskrev de fremtidige regler, så fik man imidlertid skabt sig et problem. Selv hvis lovgiverne skulle kunne opnå enighed om et kompromis, så kan det ikke gennemføres ved almindelig lov. Når fri abort er beskyttet af forfatningen, så kan den kun afskaffes ved forfatningsændring. Og det gælder selvsagt også en delvis afskaffelse.

Alternativt må man få Højesteret til at ændre holdning og afsige dom i en ny sag. Det er trods alt sket før. Omtrent samtidig afskaffede Højesteretten dødsstraffen under henvisning til forbuddet mod grusomme og usædvanlige straffe. Men dér ændrede retten ret hurtigt holdning.

En dansk parallel

For at få princippet til at stå lidt tydeligere kunne man forestille sig, at vor egen Højesteret besluttede, at grundlovens paragraf om religionsfrihed indebærer, at der i offentlige køkkener ikke må tilberedes mad, der ikke overholder samtlige religioners krav. Altså et farvel til rejesalat såvel som frikadeller.

Men fordi dommen ville postulere at være en anvendelse af grundloven, så ville man ikke kunne komme udenom dommen ved at vedtage en almindelig lov. En lov om at genindføre stegt flæsk i børnehaver ville også blive kendt grundlovsstridig. Den eneste mulighed ville være at gennemføre en grundlovsændring om, at religionsfrihed ikke omfatter fødevarer.

Den grundlovsændring skulle nok komme igennem ret hurtigt i Danmark. Men i USA er mulighederne for at ændre grundloven så omstændelige, og abort trods alt så underordnet et emne, at den mulighed ikke har vist sig fremkommelig. Så reelt er der kun den mulighed, at Højesteret ændrer mening. Og så bliver det en del mere spændende, hvem der udnævnes til dommer. Pludselig giver postyret mening.

Men endnu en betingelse skal være opfyldt, for at Højesteret skal kunne ændre mening. Der skal også være sager at dømme i. Og det gør man noget ved i Alabama. Ved at vedtage en delstatslov, som skal være den mest restriktive nogensinde, så forsøger man få en sag, hvor Højesteret har mulighed for frit at vælge, hvor langt grundlovens beskyttelse går. I stedet for et hav af sager, der gradvis eroderer Roe v. Wade, så vil man gennemføre et stormløb. Men måske er Alabamas politikere blevet fanget lidt af deres egen retorik.

En gratis omgang

Indtil nu har det ikke haft nogen politiske omkostninger at være ekstrem på dette punkt.

Også i denne sammenhæng kan en dansk parallel være god at illustrere med. Venstrefløjen i København har i årtier himlet op om ”bilerne ud af byen”. De ved jo godt, det er fri fantasi. Men nogle af deres vælgere kan godt lide at høre det. Og det skræmmer ingen bort, netop fordi vi alle ved, at hvis det vedtages på rådhuset, så bliver det underkendt på Christiansborg.

Og sådan er det altså også med abort i USA. Abortmodstand er et virkningsløst slag i luften. Men hvis Højesteret accepterer den nye lov, så kan det være, at politikerne har forregnet sig. Hvis reglerne strammes markant, så er det også deres vælgere og vælgeres døtre, som vil føle sig klemt. Så koster det pludselig vælgere på midten. Foreløbig regner de nok trygt med, at Højesteret skærer deres lov ned. Så kan de stadig stille sig i positur. Sker det ikke, så må man nok forestille sig, at de kommer til at æde store dele af deres egen lov i sig igen.

Er kulturen så skrøbelig, som nationalkonservative tror?

Kulturen spiller en vigtig rolle for et samfund. Men hvilken og hvordan?

Det er et nyt studie af Thor Berger og Per Engzell med til at kaste et fascinerende nyt lys på. Det, de to forskere har gjort, er at se på indkomstulighed og -mobilitet i forskellige områder i USA, afhængig af hvilke nationaliteter de oprindelige indvandrere havde. Dernæst har de set på indkomstspredningen og -mobiliteten i de pågældende lande i dag. Det viser et bemærkelsesværdigt sammenfald.

Skandinaviske lande er f.eks. karakteriseret ved relativ lav indkomstspredning og høj -mobilitet. Det samme gælder områder i USA stærkt præget af skandinavisk indvandring. Lande som Frankrig., Italien og Storbritannien har større spredning og mindre mobilitet. Det samme gælder områder i USA, som har mange efterkommere efter franske, italienske og britiske immigranter. Selv om de store immigrationsbølger til USA ligger hundrede år tilbage, sætter de stadig mærkbare spor.

En anden interessant opdagelse i studiet er, at den dominerende kultur smitter af. Italienske efterkommere, som bor i områder domineret af skandinaviske efterkommere, udviser ”skandinavisk” indkomstspredning og mobilitet.

Studiet er ikke blot interessant, men kan være med til at føje lidt fakta til aktuelle debatter, som mest er præget af postulater.

For det første tyder det på, at kultur spiller en rolle. Det rammer yderligere en pæl igennem forestillingen om, at de skandinaviske landes særpræg er et produkt af velfærdsstaten. Velfærdsstaten i f.eks. Danmark kom langt senere end de store udvandringsbølger. Hvis vores særpræg var skabt af velfærdsstaten, burde vi ikke have meget til fælles med vore amerikanske slægtninge. Men som ikke mindst redaktør Bjørnskov har gjort opmærksom på gentagne gange, så tyder det på, at den høje grad af tillid i skandinavisk kultur går meget langt tilbage i tid.

For det andet udfordrer resultaterne nogle centrale dogmer, man kan finde hos især nationalkonservative debattører. Det er ikke just, fordi de underdriver kulturens betydning. Men til trods for den enorme betydning, den tillægges, ser de den samtidig som meget skrøbelig med behov for politisk understøttelse. Ét dogme går på, at kulturen er uhyre sårbar over for fremmed indflydelse, så den er nødt til at blive afskærmet. Ofte anses det fælles sprog (og religionen) for at være definerende for en kulturs udstrækning og levedygtighed. Andre nationalkonservative ser statslige kulturinstitutioner som teatre og mediemastodonter som nødvendige for at opretholde kulturen. Nogle af dem virker til at mene, at nødvendigheden af statens aktive understøttelse følger direkte af, at kultur har stor betydning.

Studiets resultater gør det imidlertid vanskeligt at se, at kulturens skrøbelighed er så stor som forudsat. Det tyder tværtimod på stor robusthed – hvad måske også skulle forvente, hvis kultur er vigtigt. Immigranterne i USA er ikke blevet skærmet mod andre nationaliteter. USA har ikke som Europa statslige medier mv. – og slet ikke statslige medier med et monokulturelt formål. Kort sagt mangler alle de faktorer, som tillægges altafgørende betydning i de nationalkonservative ”fortællinger”. Alligevel vedbliver immigranternes kultur at sætte deres tydelige præg.

Desværre er der i høj grad tale om netop det: fortællinger. Det er bare ikke nok. En tese om, at kulturen er vigtig, skrøbelig og har behov for politisk indgriben kræver både evidensmæssig og teoretisk underbygning. Og så må det i øvrigt også vises, at denne politik ikke er for sårbar over for politikfejl.

Er forretningsfolk dårlige politikere?

Donald Trump er beviset på, at forretningsfolk er elendige politikere, og man meget hellere bør overlade politik til professionelle politikere –ikke? Selvom det faktisk er et argument, som man hører med jævne mellemrum, viser ny forskning, at det faktisk er forkert. På tværs af de amerikanske stater viser sammenligninger det modsatte, og dermed at Trump også på det punkt er em outlier.

I oktobernummeret af af Economic Inquiry undersøger Florian Neumeier (CESIfo München), om forretningsfolk er anderledes som politikere ved at undersøge konsekvenserne af at vælge tidligere forretningsfolk som guvernører i amerikanske stater. Baggrunden er, at en meget høj andel af de amerikanske politikere er jurister af uddannelse – meget som en forbløffende stor andel af danske politikere er statskundskabsuddannede – og dermed temmelig homogene. Er det en fordel, at lovgivere er uddannede jurister, eller dem der laver politik er uddannet i det, der på engelsk hedder ’political science’? Eller er det omvendt en fordel at have faktisk erhvervserfaring fra privat ledelse, som relativt få amerikanske og næsten ingen danske politikere her?

Konklusionerne i Neumeiers studie er ganske klare: Ser man på de økonomiske konsekvenser af at vælge nogen med en erhvervsmæssig ledelsesbaggrund som guvernør, er de tydeligt positive. Men det er ikke tilfældigt, hvornår vælgerne stemmer sådan en ind, hvilket giver et metodisk problem, der først skal løses. Som Neumeier skitserer i sit abstract, kan det lade sig gøre, og konsekvenserne er ganske positive. Det er godt nyt for amerikanere i en række stater, men hvor er de danske politikere med den type baggrund? Under alle omstændigheder, om man tager det som optimistisk eller pessimistisk forskning, er abstractet her:

This paper evaluates the economic performance of U.S. state governors with a business background (chief executive officer [CEO] governors). Applying a matching method, I find, first, that businesspeople tend to take office in times of economic and fiscal strain. Second, the tenures of CEO governors are associated with a 0.5 percentage points (pp.) higher annual income growth rate, a 0.4 pp. higher growth rate of the private capital stock, and a 0.6 pp. lower unemployment rate than are the tenures of non‐CEO governors. State‐level income inequality is not affected by CEO governors holding office, indicating that low‐income households benefit from the economic upswing.

PKK om Obama: Upopulær og middelmådig

Senere i dag bliver Donald Trump indsat som USA’s præsident. Kommentatorer verden over er derfor i gang med at vurdere Barack Obama som præsident. Som udgangspunkt er de fleste høflige, roser hvad man mener, var den afgående præsidents bedrifter, og skøjter henover de værste problemer og fejltagelser. I Børsen i dag er Peter Kurrild-Klitgaard – professor i statskundskab på Københavns Universitet og tidligere redaktør af denne blog – bestemt ikke repræsentativ for genren. PKK leverer en fuldstændigt ærlig vurdering af Obama.

Den overordnede vurdering er tydelig: Obama ”har været en i bedste fald halvpopulær præsident med meget begrænsede succeser bag sig.” Og set fra Demokraternes side er Obama parties ”mest katastrofale leder i næsten et århundrede.” I Obamas otte år har partiet tabt 12 af sine oprindeligt 60 sæder i Senatet, 178 af 435 sæder i Repræsentanternes Hus og guvernørposten i 12 stater. Republikanerne kontrollerer nu cirka 2/3 af alle de amerikanske stater. Overordnet har Obama også gennem sin præsidentperiode i gennemsnit haft lavere approval ratings end bl.a. Richard Nixon og George W. Bush.

Har han da ikke opnået noget? Mange demokrater hylder ham for at have indført sundhedsforsikringssystemet, som i dag kaldes Obamacare. Men langt de fleste økonomer er enige om, at systemet ganske enkelt ikke kan finansieres medmindre man er parat til at hæve den føderale skattesats endda meget markant. Det vidste man fra starten, hvilket kom frem i den skandale, der ofte kaldes ’Grubergate’. En af arkitekterne bag Obamacare, MIT-professoren Jonathan Gruber, blev tilfældigt optaget i en samtale, hvor han indrømmede, at man da godt vidste, at systemet var langt, langt dyrere end man påstod overfor den amerikanske befolkning og Kongressen – men hvis man indrømmede de offentligt, ville man aldrig kunne få flertal for forslaget. En konservativ vurdering af de fulde omkostninger peger på, at skatten skal stige cirka fem procentpoint for at finansiere Obamacare i fremtiden. Derudover er der allerede voldsom utilfredshed i USA, fordi forsikringspræmierne for almindelige mennesker er steget meget kraftigt de sidste to år. Det kan næppe kaldes en succes.

Obama har heller ikke formået – på trods af løfter, som gav ham Nobels Fredspris – at lukke Guantanamo-fængslet eller skabe fred i verden. I Syrien har hans særlige approach til udenrigspolitik givet Rusland nærmest frit spil, og USA har også været sært ambivalent overfor Ruslands aggression i Ukraine. Der er ikke meget at fejre på den front.

Sidst fremhæver nogle politiske kommentatorer, at hans storstillede stimuluspakke bragte USA økonomisk på fode igen og endte finanskrisen. Som PKK skriver, indeholdt de enorme pakke – den totale omkostning var 823 milliarder dollars – historisk meget flæsk. Og uanset at man kan se, hvordan landet er på fode igen, diskuterer økonomer stadig, om pakken hjalp, var ligegyldig, eller måske direkte forsinkede den økonomiske recovery. Jeg hælder personligt til den sidste fortolkning, ikke mindst fordi stater, der fik relativt lidt hjælp, ser ud til at have klaret sig rimeligt godt. Og selvom pakken muligvis har haft en vis effekt nogle steder, er nettoresultatet for fremtiden bekymrende. Den amerikanske statsgæld – der allerede var steget en del under Clinton og Bush – blev fordoblet under Obama.

Den endelige vurdering af Obama må man naturligvis vente på, men umiddelbart er jeg meget enig med PKK. Obama var på den økonomiske politik en elendig præsident. Stimuluspakke og andet fraset øgede hans administration reguleringsniveauet meget kraftigt, og lagde en lang række beslutninger – ikke mindst i Dodd-Frank – ud til det, man nu referer til som ’reguleringszarer’. Obamas politiske beslutninger indebærer dermed, at en ganske lang række reguleringer ikke længere besluttes af Kongressen, men af bureaukratiet. Hans administration har også øvet stærkt kritisabel indflydelse på andre dele af regeringsapparatet: Skattevæsenet IRS forsøgte således at fratage en række højreorienterede organisationer deres skattefrihed som no-profit organisationer, og the National Labor Relations Board forsøgte at presse Boeing til at lægge arbejdspladser i Seattle i stedet for at flytte ny produktion af 787-flyet til South Carolina.

Obama efterlader et USA, der på langt sigt er i dårligere økonomisk stand end det behøvede at være. Landet er overreguleret, skeptisk overfor handel – her har Obama intet gjort – og dybt forgældet. Politisk er hans ’legacy’ også, at han bidrog klart til at polarisere amerikansk politik yderligere. Problemet var der allerede før ham, men Obama har været en af værste præsidenter bedømt på hans villighed til at samarbejde med modparten. Han har i stedet brugt den dekretmagt, den amerikanske præsident de facto har, i en grad der ikke er set siden anden verdenskrig. Han var, med andre ord, på næsten alle fronter en dårlig præsident.

Skandinaver udenfor Skandinavien

I den amerikanske valgkamp har Skandinavien været et emne. Som vi har skrevet om før her på stedet – ikke mindst her – misforstår Bernie Sanders, Hilary Clinton og mange andre amerikanere helt fundamentalt vores lande. En uinformeret amerikansk venstrefløj påstår, at Skandinavien fungerer så godt på grund af velfærdsstaten, og implikationen de drager er naturligvis, at USA skal være mere som os. Men hvis det argument skal være overbevisende, må man kende de faktiske grunde til at skandinaviske lande er / var så relativt succesfulde.

Den svenske økonom Nima Sanandaji udgav fornylig en ny bog med titlen Debunking Utopia: Exposing the Myth of Nordic Socialism, hvor han afliver en række myter om Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sanandaji har tidligere skrevet den fine Scandinavian Unexceptionalism for the Institute of Economic Affairs (som kan downloades her) og er blevet en del omtalt i de amerikanske medier (f.eks. her). Han bekræfter en række forhold i den nye bog, som også Milton Friedman kendte til. Friedman blev en gang spurgt, hvordan de kunne være, at der var så få arbejdsløse i Sverige. Hans famøse svar var, at man også blev nødt til at spørge, hvorfor der var så få arbejdsløse amerikanere med svenske forfædre.

Sanandajis bog har fået flotte anmeldelser (og jeg har bestilt den), så her er blot nogle få illustrationer af hans hovedpointer. Vi opsummerer dem i grafen nedenfor, hvor søjlerne angiver, hvor mange procent de skandinaviske efterkommere er anderledes end det amerikanske gennemsnit. Grafen har fem kategorier: Danskere, svenskere, nordmænd, finner, og en skandinavisk samlekategori, hvor folk sandsynligvis placerer sig hvis de f.eks. enten har blandet dansk-svenske forfædre eller forfædre, der kom fra Island eller Norge mens de ikke var uafhængige.

Sanandaji skan efterkom

Som figuren viser, er de skandinaviske efterkommere 12 % mere tilbøjelige til at have afsluttet en gymnasial uddannelse, 35 % mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse, og cirka 30 % rigere end den gennemsnitlige amerikaner. Sanandajis pointe her er, at når man ser sammenlignelige fænomener hos danskere og danske efterkommere i Danmark og i f.eks. USA, dvs. i lande med meget forskellige institutioner og velfærdsregimer, kan succeserne ikke skyldes velfærdsstaten. Årsagen må ligge i faktorer, som folk bærer med sig, når de emigrerer. Basalt set handler det i Sanandajis optik om tillids- og ærlighedsnormer og arbejdsetik, der forklarer forskellene. Som man siger i USA: Food for thought.

NPR om The Jones’ Act

I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.

Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.

Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Det er belejligt for alle at overdrive, hvor kapitalistisk USA er

USA har en stor og voksende velfærdsstat, en gennemreguleret økonomi, og en historie der er præget af markedsindgreb og statssubsidier helt siden oprettelsen, som ikke tjener dem til ære. Det afspejles mildest talt ikke i den gængse fremstilling.

Både borgerlige, der gerne fremhæver USA som en liberal shining city on a hill, og socialister, der gerne vil bruge USA som skrækeksempel, overdriver USA’s liberalisme betydeligt. Vrangbilledet florerer sådan set også i den amerikanske debat. Både konservative republikanere og socialdemokratiske demokrater overdriver forskellen mellem deres respektive positioner og hvor kapitalistisk-godt og kapitalistisk-ondt USA er. Det er i alles parters interesse.

At Danmark blev brugt som eksempel under den seneste demokratiske præsidentkandidatdebat har heldigvis henledt opmærksomheden på vrangbilledet af Danmark som socialistisk paradis og USA som ditto liberalt. Det er sjældent man hører borgerlige rose den store økonomiske frihed i Danmark, men når det gælder danske erhvervsforhold er det helt fair. Som mange borgerlige har skrevet, så halter liberalismen i USA på mange punkter. For bare at tage nogle få eksempler:

  • USA har indtil for få måneder siden haft priskontroller på rosinmarkedet – helt tilbage fra den katastrofale New Deals tid, hvor Roosevelts regering forsøgte at kuppe hele økonomien
  • De har ekstreme licenskrav til erhverv; man måtte på et tidspunkt ikke flette hår uden statsligt godkendte certificeringskurser.
  • USAs velfærdsstat(er) er på niveau med typiske socialdemokratiske europæiske lande, og enkelte delstater har endnu større velfærdspakker.

Forskellen mellem den samlede placering på indekset mellem Danmark og USA er ikke enorm — Danmark er det 10. frieste, mens USA er det 12. Danmark vinder på regulering og erhvervsklima, mens USA vinder på, at staten samlet set lægger mindre beslag på økonomien. Der indkradses 25,4 pct. af BNP, vs. 46,8 i Danmark (2013, OECD).

I Danmark er det nemmere at stifte virksomhed; erhvervsreguleringen er på nogle punkter mindre byrdefuld, og den generelle lovkvalitet og administrative kvalitet er høj, ligesom korruptionen er lav. Det er alt sammen godt. Vi har også fritvalgsordninger, privatiseret ambulancekørsel og andre ordninger, der ville sætte en skræk i livet på danmarksdyrkende demokrater.

Tror da pokker – uden et liberalt erhvervsklima var vi for længst gået bankerot. Det modsatte gør sig gældende i USA. Økonomiens enorme dynamik og landets overordentligt store tiltrækningskraft på kapital, højtuddannede indvandrere og erhvervsprojekter af alle arter gør, at de kan bære en på mange måder langt værre og mere indgribende stat uden netop at gå bankerot. (Detroit og Californien undtaget). USA har en selskabsskat på 39 pct. Danmark har måttet sænke sin fra 34 pct. til 22 henover de sidste tyve år – vi kan simpelthen ikke konkurrere ellers.

Opfattelsen af USA som kapitalistisk dystopi eller liberalt paradis er uden hold i virkeligheden. Det ville hjælpe på det, hvis man så lidt mindre på Jacob Holdts billeder og lidt mere på tallene, men vrangbilleder sælger nok flere billetter.


Følg med her på Punditokraterne, hvis du vil læse mere om liberalismen i USA og Danmark. Næste afsnit i føljetonen bliver om den omfattende amerikanske velfærdsstat ventes 29/10.

USA’s øverste lovgivende kammer stadig mere upopulært — blandt konservative

I USA praktiseres magtens adskillelse meget hårdt. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, den dømmende hos domstolene, mens den lovgivende er delt mellem Repræsentanternes Hus, Senatet og kvasi-lovgiverne hos Højesteret.

Derfor er det ingen overraskelse, at Højesteret har tabt anseelse blandt de vælgere, som ikke føler sig repræsenteret politisk. Siden SCOTUS’ kendelser i sagerne om Obamacare (King v. Bur­well), som gennem en begrænset bogstavelig fortolkning af lovteksten blev kendt forfatningsgyldig, og homoseksuelle vielser (Obergefell v. Hodges), har republikanske og ideologisk konservative vælgere mindsket tillid til domstolen.

After Momentous Term, Widening Partisan Gap in Views of the Court

Som Pew Research Center skriver i sin rapport:

“Since March, the share of Republicans viewing the court favorably has fallen 17 percentage points (from 50% to 33%), while the share with an unfavorable impression has jumped 21 percentage points (from 40% to 61%). Republicans’ views of the Supreme Court are now more negative than at any point in the past three decades.”

Det er værd at notere sig, at det langt fra kun er konservative vælgere, der opfatter Højestret som politiserende, hvad meningsmålingen også viste, og at flertallet synes, det er passende:

“Seven-in-ten Americans (70%) say that in deciding cases, the justices of the Supreme Court “are often influenced by their own political views.” Just 24% say they “generally put their political views aside” when deciding cases. The belief that justices are swayed by their own political views spans partisan and demographic groups. The survey also finds that a majority of the public (56%) says the court should consider the views of most Americans when deciding cases; 39% say they should not be influenced by public opinion.”

Sådan er det. Det er svært at forestille sig, at man skulle kunne have en ren teknisk afgørelse af sager af stor offentlig betydning – hvor højesteret skal fungere som tie-breaker mellem stridende politiske fraktioner. Stort set al kontroversiel lovgivning skal trods alt gennem en højesteretsprøvning. Det er heller ikke nødvendigvis dårligt – der er som bekendt temmelig mange forhold, der ansås for helt passende ved forfatningens vedtagelse, som næppe ville falde i manges smag i dag. Domstolen må så også vurderes på det politiske indhold i deres beslutninger, som kan gå både godt og skidt.

Hvor rige er vi egentlig (2) – “Fattige” rige danskere og “rige” fattige amerikanere

I første afsnit af vores lille føljeton om hvor velstående vi egentlig er i Danmark, påpegede Christian, at sammenlignet med amerikanske delstater ville Danmark placere sig som ca. nummer 40, på niveau med New Mexico.

Her i 2. afsnit sammenligner vi levestandarden mellem amerikanere, herunder de som falder under USA officielle fattigdomsgrænse med den gennemsnitlige levestandard for europæere. Ikke målt på BNP, men på hvor meget de ejer.

Udklip1

Som der ofte påpeges i den offentlige debat, når man konstaterer, at BNP per indbygger er en del højere i USA, end i alle EU-lande undtaget Luxemborg, er at uligheden en del højere “over there” end i de fleste EU-lande.

Så det kunne jo meget vel tænkes at det kun var en mindre del af befolkningen som levede væsentligt bedre end europæerne, mens store dele levede meget ringere.

Det er der dog god grund til at betvivle.

Flere biler og større boliger

Ifølge Danmarks statistik havde ca. 60 procent af danske familier i 2011 egen bil, og ca. 14 procent havde 2 eller flere i husstanden.

ifølge Rector & Johnson (2004) ejede over 70 procent af amerikanske hustande, der levede under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse én bil eller mere, mens 30 procent ejede 2 biler eller mere.

46 procent af fattige amerikanere boede i ejerbolig, mens det for Danmarks vedkommende er lige over halvdel af den samlede befolkning som ejer deres bolig.

Danmark er det land i Europa, hvor der i gennemsnit er flest kvadratmeter til rådighed per indbygger. Og vi har som nogle af de få i EU-15 flere kvadratmeter til rådighed end fattige amerikanere. Til gengæld har gennemsnitsamerikaneren over 20 procent mere plads per person at boltre sig på end vi har, og næsten det dobbelte plads i forhold til en borger i EU-15.

Udklip2

Ser vi på andelen af befolkningen, som ejer deres egen bolig er forskellen til Danmark endog meget stor. Mens ca. halvdelen af danskerne ejer deres egen bolig, gør det sig gældende for 2 ud af 3 amerikanere.

US_Homeownership_by_Race_2009

Nok har tallene, der stammer fra to rapporter udarbejdet af Fredrik Bergström & Robert Gidehag, og udgivet af den svenske tænketank Timbro i 2004 (se nedenfor), en del år på bagen. Men der er ingen grund til at antage, at den generelle tendens ikke er nogenlunde det samme.

I så fald er det  ganske nedslående, med danske og europæiske briller, at se hvor ringe vores materielle levestandard rent faktisk er, når man sammenligner med amerikanernes ditto.

Til gengæld kan man nok sætte spørgsmålstegn ved bl.a. danske mediers fremstilling af leveforholdene i USA.

EU versus USA

Sverige versus USA

 

 

Hvor rige er vi egentlig? (1)

Taler man med mange danskere, har de en opfattelse af, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Men hvor rige er vi i virkeligheden, og hvor godt fungerer Danmark i forhold til andre dele af verden? Det er spørgsmål, vi tager op her på bloggen de næste par uger.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

Hvem er uansvarlige i USA?

Læser man de almindelige, danske medier, virker svaret på dagens spørgsmål helt oplagt: Det er republikanerne, der har tvunget den amerikanske administration i stå. Giver de sig ikke snart og holder de ikke snart op med at obstruere præsident Obama, risikerer man ifølge medierne en økonomisk nedsmeltning i USA, når de om få dage ikke overholder deres gældsforpligtelser. Men som så ofte før er sandheden mere broget, og man må undre sig over det journalistiske arbejde i de danske medier, når det gælder amerikansk politik. I princippet er begge partier uansvarlige, blot på to forskellige måder.

Man kan med rette påstå, at republikanerne opfører sig uansvarligt, når de risikerer en nedlukning af den amerikanske offentlige sektor. Flere 100.000 offentligt ansatte er sendt hjem uden løn, og kun mere centrale opgaver bliver varetaget. Når man ikke en aftale i løbet af en uges tid – og i skrivende stund har partiet rakt en hånd ud mod præsidenten – risikerer man også, at USA ikke overholder sine internationale forpligtelser. Det er indlysende nok en strategi, der skaber markant politisk usikkerhed i det amerikanske samfund, og som kan skabe en kortsigtskrise.

Men man kan lige så vel pege på, at Obama er uansvarlig og spiller højt spil med USA’s økonomi. Disse problemer overser danske medier desværre, med få undtagelser. Sundhedsreformen (Obamacare) som mange danske journalister har hyldet, er en bastard af et lovkompleks, som først nu er begyndt at blive implementeret. Det er også et lovkompleks, som er alt for dyrt og som USA – på trods af landets størrelse – sandsynligvis aldrig kommer til at have råd til! Ved nærmere gennemgang har det for eksempel vist sig, at indtægter er talt dobbelt i lovkomplekset, og at den officielle vurdering har indeholdt en lang række helt usandsynlige antagelser om, f.eks., Kongressens evne til at stoppe stigninger i medicinpriser osv. Et godt bud er, at den amerikanske gennemsnitsskat – dvs. skatten på alle amerikanere, inklusive middelklassen – skulle stige 5-7 procentpoint for at man kunne finansiere Obamacare. En så stor skattestigning vil være kvælende for den økonomiske udvikling.

Så spørgsmålet bliver, hvem der er mest uansvarlig: Republikanerne, der af gode og dårlige grunde har interesse i at rulle Obamacare tilbage og skære i det offentlige udgifter, eller Demokraterne, der i form af Obamacare og andre programmer smider benzin på et allerede voldsomt økonomisk bål? Uanset min almindelige afsky for det republikanske parti, er min egen holdning, at præsidenten er den mest uansvarlige. Præsidenter bliver bedømt af historien, og Obama har sat kurs mod at blive en af USA’s værste af slagsen. Lige nu ser han kun relativt godt ud, fordi den republikanske opposition er så indlysende ueffen.

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

The Economist har de seneste to uger haft et par artikler, som på glimrende vis illustrerer, at pragmatisme og ikke libertarianske frihedsidealer eller (venstreorienterede) menneskrettighedsorganisationer, som f.eks. George Soros “Open Society”, er den primære faktor bag ændringer i den førte narkotikapolitik.

Således kunne man i sidste uge læse, at New Zealands borgerlige regering undersøger mulighederne for at legalisere syntetiske rusmidler. New Zeeland er et af de lande i verden med det højeste forbrug af netop denne form for rusmidler, mens bl.a. kokain og heroin, stort set ikke kan opdrives. Ikke af ideologiske årsager, men fordi forbud er dyrt og virkningsløst.

20130817_USC211Dette følges I denne uges Economist op af en artikel om reformer i USA, hvis formål er at reducere antallet af indsatte i landets fængsler. USA er det land i verden, hvor den største andel af befolkningen sidder i fængsel.

Op mod halvdelen af de indsatte er dømt for narkotikarelaterede forbrydelser. Hvor stor en andel af disse som er resultatet af “plea bargains”, er ukendt. Men givet at strafferammen er ganske betydelig for selv relativt begrænset besiddelse af en række rusmidler, er der utvivlsomt en del, der aldrig var kommet i nærheden af en fængselsdom i andre lande, herunder Danmark.

Igen er den væsentligste motivationsfaktor penge. Her omkostningerne ved fængselssystemet og overvejelser om marginalnytten i form af lavere kriminalitet ved at putte flere i fængsel.

Inspirationen til reformer kommer i høj grad for en for mange uventet kant, nemlig Texas.

Jeg havde for to år siden fornøjelsen af at møde Jerry Madden, der som tidligere formand for Senatet i Texas “Corrections Committee”, ikke lægger skjul på at omkostningerne ved en fortsat øgning af antallet af indsatte har været helt afgørende, se også interview med det australske ABC her.

Der er med andre ord tale om en pragmatisk tilgang i begge tilfælde, hvor den grundlæggende drivkraft er en erkendelse af at man er gået for langt/at det ikke virker.

Samme tilgang var forøvrigt afgørende i forbindelse med Portugals vidtgående reformer og dekriminalisering ved årtusindeskiftet, ligesom det er afgørende for den udvikling der er under vejs i en række latinamerikanske lande. Symboliseret ved bl.a. tidligere og nuværende præsidenters anerkendelse af, at “The war on drugs” er tabt. Et synspunkt, som i følge “Rasmussen Reports” deles af 82 procent af den amerikanske befolkning.

En erkendelse der dog ikke ikke indebærer at man er tilhænger af legalisering. Det er kun en meget lille andel af befolkningen (gælder også herhjemme).

Men måske vil de erfaringer man får i New Zealand, hvis man legaliserer sammenholdt med erfaringerne i lande som Portugal, hvor forbruget ikke er steget som resultat af afkriminaliseringen, på sigt gøre det “stuerent”, at gå ind for en egentlig legalisering – også selv om libertarianske friheds idealer eller menneskerettigheds kvababbelse ikke står på menuen hos de fleste borgere.

Offentlighed i den hemmelige forvaltning

På det røgfyldte Punditokratkontor var der ingen, som fik cognacen galt i halsen, da omfanget af det amerikanske efterretningsvæsens dataovervågning kom for en dag. Forfatningsstridigt eller ej, så var det vel forventningen, at sådan noget fandt sted. Det er jo heller ikke fordi, Danmark har ret til, at oprøre sig som en helgen i dét spørgsmål.

Vores efterretningstjenester hører til blandt de mest lukkede i den vestlige verden og – som påpeget adskillige gange af punditokrator emeritus Jacob Mchangama – giver lovgivningen forsvarsministeren (læs: FE) ret til uden retskendelse, at ”træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation”, når blot ”ekstraordinære forhold” gør sig gældende. Hvad der nærmere skal forstås ved ”ekstraordinære forhold” er uklart og centraladministrationen udfylder derfor selv bestemmelse indhold inden for forarbejdernes på dette punkt sparsomt definerede ramme. Det er – for at sige det på jysk – træls, da det skaber retsusikkerhed; træls, også fordi forsvarsministeren, under samme betingelse, kan foretage konfiskation af privat ejendom.

I USA går debatten for tiden meget på FISA-domstolen og The Economist opsummerer retsstatsargumentet:

A court that is supreme, in the sense of having the final say, but where arguments are only ever submitted on behalf of the government, and whose judges are not subject to the approval of a democratic body, sounds a lot like the sort of thing authoritarian governments set up when they make a half-hearted attempt to create the appearance of the rule of law.

Denne punditokrat så gerne, at det danske efterretningsvæsen og den hemmelige proces i visse kriminalsager blev gennemgået med en retssikkerhedens tættekam og håber, slet skjult, at Jacob Mchangamas ny tænketank vil kaste sig over udfordringen med stor iver og ihærdighed.

Podcast om kronologien i USAs våbenlovgivning

Vil man vide lidt mere om USAs føderalhøjesterets praksis mens man er på farten, er Supreme Court Podcast et glimrende sted at starte. Op til juletiden har holdet bag produceret nogle særafsnit og i lyset af Sandy Hook skole-massakren den 14. december er den ene særlig relevant: Den handler om våbenregulering (teksten kan læses her):

(hent i iTunes)

Podcasten rummer en glimrende kronologisk gennemgang af væsentlige love og retspraksis, men for mig at se er det mest interessante indledningen, hvor det præcist bliver slået fast, hvor selvfølgeligt det var, dengang Bill of Rights blev skrevet, at rettigheden til at besidde skydevåben skulle forstås individuelt. Her et et uddrag, med mine fremhævninger:

[T]he intent of the drafters of the Second Amendment was to protect the individual’s right to bear arms. At the time the Second Amendment was written, it was common for individual-rights provisions of state constitutions to include a prefatory statement of purpose. The common-law rule inherited from England dictated that the effect of a preamble was only to clarify, and not to restrict the effect of, the operative part of the law.

Furthermore, the Founding Fathers were heavily influenced by English republican views on the relationship between arms and democracy. This theory, espoused by Blackstone and other seventeenth- and eighteenth-century English political theorists, held the citizen’s ability to bear arms and use them to defend his rights to be a crucial component of political independence. An armed population was vital to protect against both foreign threats and the threat of a standing army, which could become an instrument of governmental tyranny. The Federalists, who supported a strong centralized government, and the Antifederalists, who preferred local autonomy, agreed on the importance of the individual right to bear arms. The lack of recorded debate over the Second Amendment underscores this point; what little there is relates to the idea that no religiously scrupulous person should be compelled to bear arms, but never questions that those who desire arms should be allowed to have them.

Illinois’ forbud mod skjulte våben er ulovligt

Efterdønningerne fra de to US-højesteretsdomme D.C. v. Heller og McDonald v. Chicago rammer delstatslovgivningen. Richard Posners ret, den føderal appeldomstol i den syvende retskreds, er f.eks. nået frem til, at Illinois’ forbud mod at have skjulte våben på sin krop udenfor hjemmet, er retsstridigt

I Heller nåede højesteret frem til, at 2. forfatningstillæg sikrer borgerne en individuel rettighed til at have våben, også selvom borgerne ikke er medlem af en lokalmilits, så længe våbnet er til selvforsvar i “hjemmet”. McDonald udvider via det 14. forfatningstillæg (se video om, hvad dette tillæg handler omHeller til også at gælde på delstater. Hvad der præcist skulle forstås ved hjemmet var uklart og den aktuelle appeldom forsøger at afklare spørgsmålet.

Posner skriver på vegne af flertallet (bl.a.):

Twenty-first century Illinois has no hostile Indians. But a Chicagoan is a good deal more likely to be attacked on a sidewalk in a rough neighborhood than in his apartment on the 35th floor of the Park Tower. A woman who is being stalked or has obtained a protective order against a violent ex-husband is more vulnerable to being attacked while walking to or from her home than when inside. She has a stronger self-defense claim to be allowed to carry a gun in public than the resident of a fancy apartment building (complete with doorman) has a claim to sleep with a loaded gun under her mattress. But Illinois wants to deny the former claim, while compelled by McDonald to honor the latter. That creates an arbitrary difference. To confine the right to be armed to the home is to divorce the Second Amendment from the right of self-defense described in Heller and McDonald. It is not a property right—a right to kill a houseguest who in a fit of aesthetic fury tries to slash your copy of Norman Rockwell’s painting Santa with Elves. That is not self-defense, and this case like Heller and McDonald is just about self-defense.

“We are disinclined to engage in another round of historical analysis to determine whether eighteenth-century America understood the Second Amendment to include a right to bear guns outside the home… The Supreme Court has decided that the amendment confers a right to bear arms for self-defense, which is as important outside the home as inside. The theoretical and empirical evidence (which overall is inconclusive) is consistent with concluding that a right to carry firearms in public may promote self-defense.”

“Illinois had to provide us with more than merely a rational basis for believing that its uniquely sweeping ban is justified by an increase in public safety. It has failed to meet this burden.”

“The Supreme Court’s interpretation of the Second Amendment therefore compels us to reverse the decisions in the two cases before us and remand them to their respective district courts for the entry of declarations of unconstitutionality and permanent injunctions.”

Dommen, retssagen og forhistorien er nærmere beskrevet i Chicago Sun-Times.

Dr. No’s afskedstale

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=q03cWio-zjk[/youtube]

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

 

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren, Morten Uhrskov, udsendte i slutningen af maj bogen “Indvandringens pris”

Bogens hovedtese er at ikke-vestlig indvandring gør os alle fattige. Som han skriver om indvandring fra ikke-vestlige lande i kronikken “En rigtig dårlig forretning” (Børsen 4. juni) :

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener ” vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk“.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af  det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke-vestlige lande, set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk fagligt noget vås, som skyldes at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller med mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot at de skal have en gennemsnitlig lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke-vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege at historierne om at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand, uden empirisk belæg, tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs resten

Skriverier om ACA-dommen (opdateret)

USA’s højesteretspræsident John Roberts fik skrevet sig selv ind i historiebøgerne i dag, da han som forfatter til flertallets afgørelse i ACA-sagen, sendte dele af amerikansk forfatningsret ind i en ny tid. Dommen, der i vanlig stil er langt mere fyldig (192 sider) end en dansk ditto ville havde været, kan selvfølgelig hentes via domstolens hjemmeside.

Dommen har allerede fået meget omtale, også i danske medier, og den vil selvsagt blive mere indgående behandlet over det næste stykke tid.Sagt lidt meget sort-hvidt, er den individuelle forsikringspligt ikke forfatningsstridig, fordi pligten slet ikke er en pligt, men en skat. Hvilket i øvrigt var dét, som advokaterne for føderalregeringen mente ikke var tilfældet!

En umiddelbart rammende beskrivelse kommer fra Erick Ericksen på Red State-bloggen:

It seems very, very clear to me in reviewing John Roberts’ decision that he is playing a much longer game than us and can afford to with a life tenure.”

Denne opfattelse – der også er at genfinde i Ezra Kleins blogindlæg, hvor dommen bliver kaldt for en 4-1-4-afgørelse – går ud på, at Roberts lod forsikringspligten så på grund af en juridisk teknikalitet, samtidig med, at han, sammen med den ”konservative” del af retten, fik afgrænset rækkevidden af reglen om samhandelsregulering i føderalforfatningen. Det er derfor, at Barnett (se nedenfor) kan sige, at dommen er et nederlag for dem, der er imod ACA, men en sejr for dem, der kæmper for at bevare en statsmagt, begrænset af forfatningen. Dommen er – i øvrigt – en gigantisk sejr for Barnett.

Indtil en af mine medbloggere, eller jeg selv, får skrevet noget mere dybdegående om dommen, er her nogle væsentlige kommentarer (IMHO) fra den amerikansk-juridiske blogosfære (mine redigeringer):

Jonathan H. Adler:

The primary dissent is a joint dissent by all four dissenting justices. This is unusual. Their dissent rejects both the individual mandate and the Medicaid expansion. Because these two provisions are central to the act, the dissenters would invalidate the law in its entirety.

Chief Justice Roberts rejects the Commerce Clause and Necessary & Proper Clause rationales for the mandate even though doing so would not seem to be necessary for the result. If the mandate may be upheld on taxing power grounds, why reach these clauses? One possible answer is that the Chief Justice embraces a constitutional avoidance rationale for construing the mandate as a tax (similar to what he did with the Voting Rights Act in NAMUDNO). Showing the constitutional problems with the mandate is thus necessary to justify the construction the Chief offers of the Act.

This opinion reaffirms that the Chief Justice is, in many respects, a conservative minimalist. This opinion, combined with others we’ve seen this term, is revealing how the Chief Justice and Justice Alito differ. The Chief is more minimalist in his approach and more deferential to federal power (save on the First Amendment, where Justice Alito seems more deferential).

Holding the mandate exceeds the scope of the Commerce and Necessary and Proper Clauses poses no threat to any other existing federal program or law that was not already in jeopardy. That is, this holding does not narrow these powers. Rather it reaffirms their limits…

Adam Winkler konkluderer:

The Roberts Court has only just begun.

Gerard N. Magliocca mærker historiens (og den politiske proces’) vingesus:

Chief Justice Marshall famously found a way out of tough spot in 1803 by reading the Judiciary Act of 1789 in a peculiar way to deny William Marbury a remedy.  Following the law would have brought the Court into a terrible (and destructive) clash with President Jefferson. He lectured the President about not giving Marbury his commission, but did nothing to help…

Chief Justice Roberts did something similar today. Following the law and reading the Affordable Care Act in the most natural way (failing to buy health insurance leads to a penalty, not a tax) would have forced him to strike down the individual mandate.  So he didn’t do that.  Why? Because a 5-4 straight-line party decision invalidating part or all of the Act would have have brought the Court into a terrible clash with President Obama.  The Chief Justice gave a pretty speech about federalism, but ultimately he did nothing about it.  (Maybe I’m underestimating the importance of the Medicaid issue–I’m not sure.)

Orin Kerr:

The Chief Justice’s opinion finds an interesting middle ground in the battle of absolutes over the Affordable Care Act. Under the Chief Justice’s opinion, real economic mandates are beyond the power of Congress. Congress can’t force action where there was none. Congress can’t say you must act or else go to jail, for example. The individual mandate is constitutional because despite the name because it’s not really a mandate…  it’s really just a small tax. And the enforcement mechanism is pretty light. So you really don’t have to get health insurance: You just have to pay the smallish penalty if you decide you don’t want it. So Congress lacks the power to say that you go to jail if you don’t buy health insurance. But Congress does have the power to encourage you to get health insurance by imposing a tax if you don’t, as long as the tax isn’t so coercive that it’s really more than just a tax… In other words, the taxing power is a lesser form of regulation that has a lot more in the way of limits: It gives the federal government some power, but not the plenary power granted if the law falls within the Commerce Clause…

Samme forfatter bemærker andetsteds i øvrigt, at Randy Barnett’s sondring mellem aktivitet og inaktivitet indgår i Roberts argumentation, smh. med “det her er en gigantisk sejr for Barnett” i indledningen.

Og apropos Barnett:

Who would have thought that we could win while losing?…

Today, the Roberts Court reaffirmed the “first principle” announced by Chief Justice Rehnquist some 17 years ago in Lopez: the federal government is one of limited and enumerated powers. It accepted all of our arguments about why the individual insurance mandate exceeded the commerce power:  “The individual mandate cannot be upheld as an exercise of Congress’s power under the Commerce Clause,” wrote Chief Justice Roberts. “That Clause authorizes Congress to regulate interstate commerce, not to order individuals to engage in it.”  Then the Court went farther to invalidate the withholding of existing Medicaid funding as coercive, thereby finding an enforceable limit on the Spending Power…

The New Federalism was attacked precisely because it offered a different vision of the so-called “New Deal Settlement”: although the Court acquiesced to the constitutionality of New Deal-style regulations, when Congress goes beyond this already expansive reading of its powers, the Court will meet any further expansion with skepticism. It will continue to insist onsome judicially- enforceable limit on federal power.  Congress cannot be the sole judge of the scope of its own powers.  Today a majority of the Roberts Court reaffirmed this vision.

Academics are sure to react to today’s decision by declaring the New Federalism dead, but they would be wrong to do so.  The Founder’s scheme of limited and enumerated powers has survived to fight another day.

David Bernstein spekulerer:

Scalia’s dissent, at least on first quick perusal, reads like it was originally written as a majority opinion… In particular, he consistently refers to Justice Ginsburg’s opinion as “The Dissent”.

Back in May, there were rumors floating around relevant legal circles that a key vote was taking place, and that Roberts was feeling tremendous pressure from unidentified circles to vote to uphold the mandate. Did Roberts originally vote to invalidate the mandate on commerce clause grounds, and to invalidate the Medicaid expansion, and then decide later to accept the tax argument and essentially rewrite the Medicaid expansion to preserve it? If so, was he responding to the heat from President Obama and others, preemptively threatening to delegitimize the Court if it invalidated the ACA? The dissent, along with the surprising way that Roberts chose to uphold both the mandate and the Medicaid expansion, will inevitably feed the rumor mill.

I Salon kan man læse om, hvor påfaldende flertalsagtig, det konservative mindretals dissens er. Det er temmelig interessant synspunkt, især når man tænker på, at afgørelsen har været klar et stykke tid og at mindretallet har haft både tid og lejlighed til at ændre mere substantielt i dissensen end (muligvis) sket.  Hvis der er nogen sandhed over konspirationen, har mindretallet i hvert fald gemt sit budskab i teksten, så fremtiden kan se med.

Bernstein har mere her.

Brad DeLond – i samme retning:

Nine times Scalia refers to Ginsburg’s opinion on the mandate not as a concurrence–agreeing with the result, but for different reasons–but as a “dissent”. An opinion that reaches the same result but by a different road is not a dissent. And there was not “a” dissent. There were three: Thomas’s, Ginsburg’s, and Scalia’s. When there are three dissents–two other dissents–to refer to one of them as “the” dissent is, at the least sloppy.

Is this deliberate–that Scalia wants us to know that his opinion was originally written to be the opinion of the Court? Or is this simply sloppy draftsmanship–chronic laziness at revision?

And what made Roberts peel off?

Inquiring minds want to know…