Traditionelt set, har det amerikanske justitsministerium besvaret føderalkongressens spørgsmål angående f.eks. grundlovsmæssigheden af en given bestemmelse i et lovforslag eller den udøvende magts handling i en konkret sag. Sådan er det ikke (så meget) mere:

…Increasingly, it is the White House, not the Justice Department, that is making the tough legal calls—without the disciplined staff work and traditions of independence that have permitted the Office of Legal Counsel to win legal credibility over the past 75 years…

…In challenging the Senate on recess appointments, President Obama has only relied on his White House Counsel, not the Justice Department, in reaching his constitutional conclusions…

…This shift in legal authority is a bitter legacy of the George W. Bush administration, where the White House exerted intense pressure on members of the Office of Legal Council to get the decisions it wanted and promulgated a stream of remarkably superficial presidential signing statements nullifying parts of congressional statutes on problematic constitutional grounds…

Selvom Ackerman, ikke overraskende, har taget fløjlshandskerne på, når det han omtaler Obama-regeringen og dennes embedsmænds handlinger, har han helt ret når han påpeger det forkastelige i, at den udøvende magt ikke så meget som anser det for nødvendigt, at begrunde sine afgørelser og efterfølgende stå til regnskab for dem:

The question is not what one or another pundit thinks. It is whether the president has an obligation to make his own constitutional case, or merely announce his judgment by fiat.

Præsident Obama har, når det kommer til retsstatsprincipperne, opført sig som en anden solkonge. – Og, i en sidebemærkning, har hans hustru også spenderet løs og tilladt sig selv en, som var hendes mand en sådanne.

Det er hverken klædeligt, tillidsskabende eller i tråd med den praksis, der er oparbejdet omkring checks-and-balances-systemet.

* * *

Skulle nogen i øvrigt undre sig over, hvad dagens næst-vigtigste kommentar om amerikansk politik var, så behøver man ikke kigge længere væk end i Berlingske tidende, hvor denne blogs tidligere redaktør skriver fyldigt og klart om mit eget yndlings in-your-face-emne, når jeg møder en lidt for pro-Obama person: Hykleriet omkring Gitmo og “det hemmelige fangeprogram”.

Men hvor progressivt er det amerikanske skattesystem egentlig? Belønner det faktisk de rigeste amerikanere? Svaret er nej, det er endda temmelig progressivt. The Tax Policy Center har brugt Brookings Instituttets mikrosimuleringsredskab til at finde ud af, hvad amerikanerne egentlig betaler den føderale regering i skat. Resultatet svarer på ingen måde til danskernes ide om, hvad amerikanske tilstande er.

Som oftest splitter man befolkningen op i kvintiler – dvs. fem dele, de fattigste 20 %, de næste, de midterste, den øvre middelklasse, og de rigeste 20 %. Analysen viser, at den laveste kvintil betaler i alt 1,6 %, nummer to betaler 7,3 %, nummer tre – dvs. de tyve procent typiske amerikanere – 14,1%, nummer fire 18,9%, og den øverste kvintil betaler 25,5%. Det udgør alt i alt en føderal skattesats på 20,5 % (hele posten er her; hattip: Greg Mankiw). Progressiviteten stopper ikke engang der, idet beregningerne viser, at den øverste procent betaler 28 %, og den rigeste promille af amerikanerne typisk betaler 30,4 % i skat.

Hvad fortæller det os? For det første giver analysen en indsigt i det amerikanske skattesystem, er på ingen måde svarer til danskernes fordomme. Det føderale amerikanske skattesystem er stærkt progressivt og dermed også stærkt omfordelende. For det andet viser analysen – som vel at mærke tager fradrag og den slags med – at de rigeste amerikanere faktisk bærer en stor del af den amerikanske skattebyrde nu. Så med den viden, hvordan bedømmer man da Obamas påstand om at de rigeste amerikanere har en moralsk pligt til at betale meget mere? Bedøm selv.

Bortset fra en lille stigning i perioden 2005-2006 har den voldelige kriminalitet i USA nu været faldende siden 1991. Man skal tilbage til 1964 for at finde et lavere drabstal pr. indbygger, end vi har i dag.

Tallene understreger, at økonomi og kriminalitet ikke nødvendigvis hænger sammen. Andre forhold – såsom politiet, retssystemet, fængselsvæsenet og en række faktorer, som man kunne samle under rubrikken ”sammenhængskraft” – spiller også ind, men der er ingen klar konsensus blandt eksperterne.

En af de mere holdbare teorier om kriminalitet er den såkaldte ”broken windows”-teori, som blev fremsat af James Q. Wilson og George Kelling i 1982. Kort fortalt går teorien ud på, at smadrede ruder, graffiti, affald og andre synlige tegn på forfald kan sende et kvarter ud på en glidebane med stigende småkriminalitet efterfulgt af mere alvorlig kriminalitet.

Politiet i New York City støttede sig til ”broken windows”-teorien, da de i 90′erne lancerede en ”zero tolerance”-politik over for småkriminalitet. Mellem 1990 og 2000 faldt drabstallet i New York City fra 30,7 pr. 100.000 indbyggere til 8,4 pr. 100.000 indbyggere.

I 2008 udførte forskere i Holland et eksperiment, som yderligere underbyggede ”broken windows”-teorien.

I anledning af sidste års faldende kriminalitetstal havde James Q. Wilson et indlæg i Los Angeles Times, hvor han bl.a. roste politiet i New York City og Los Angeles for deres indsats. En af mændene bag New Yorks succes i 90’erne, William J. Bratton, blev chef for politiet i Los Angeles i 2002. Drabstallet i Los Angeles faldt fra 17,1 til 8,1 pr. 100.000 indbyggere i perioden 2002-2009.

Den magtfulde amerikanske tv-station Fox News er i årevis blevet beskyldt for at være fuld af løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder.

Den republikaner-venlige og højreorienterede nyhedsstation bliver også beskyldt for åbenlys propaganda, og noget tyder på, at der er hold i begge påstande.

Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere på University of Maryland.

Undersøgelsen viser, at jo mere Fox News man ser, jo mere misinformeret er man om samfundsforholdene i USA og resten af verden.

Det er fuldt forståeligt, at en seriøs og objektiv avis som Ekstra Bladet udtrykker sin bekymring over ”løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder”, men efter et nærmere kig på Ekstra Bladets dokumentation kan jeg berolige denne blogs læsere: Fox News gør ikke amerikanerne dummere. Snarere tværtimod.

Et nærliggende spørgsmål er derimod, om Ekstra Bladet gør danskerne dummere. Døm selv – og se så i øvrigt dette TV-indslag, som viser, at Fox News havde de mest nøjagtige prognoser og den mest afbalancerede dækning af præsidentvalget i 2008:

Klik her for at se den indsatte video.

Strobe Talbott i Washington Post:

The obituaries are filled with words not always associated with eulogies: brash, aggressive, unyielding, exhausting. But put those together with effective, pragmatic, purpose-driven, indefatigable and idealistic, and they’re redolent of our national character. Not the Ugly American, and certainly not the Quiet American, but the Can-Do, Must-Do, Get-the-Hell-Out-of-My-Way American.

Fouad Ajami i Wall Street Journal:

American patriotism and American liberalism were still tethered together as Holbrooke made his way. There may have been hubris in that outlook. Our country would be bloodied in distant places, it would learn that the world wouldn’t always bend to our will. But the lodestar remained that essential belief that American power could be a force for the good in the world beyond our shores.

Ahmed Rashid i New York Daily News:

No American has tried as hard to ease the fears, apprehensions, doubts, conspiracy theories and ill-informed views of Pakistanis toward the U.S. as has Richard Holbrooke. His death is a tragedy for American diplomacy – but much more so for Pakistan, because whether you liked him or disliked him, there is no denying that in the last two years, he constantly battled for Pakistan.

The image of Holbrooke wading through floodwater, distributing relief goods to this year’s 20 million flood victims – not once but repeatedly at the ripe age of 69 – is an indelible one, that our own much younger leaders barely ever replicated. He pushed for U.S. helicopters to be deployed in Pakistan for the flood victims. He pushed for more aid money for Pakistan from a reluctant Congress.

Leder i Wall Street Journal:

Military force, as he saw it, was often the indispensable ally of diplomacy, not merely its alternative. That’s a lesson Holbrooke took to his final assignment in Pakistan and Afghanistan as a proponent of President Obama’s surge. In August, he wrote us personally about the task ahead. His counsel is worth sharing: ’We face an extraordinary challenge – and our greatest enemy is time. Americans are by nature impatient and driven by election cycles and screaming cable guys; Afghans see time differently and everything moves more slowly than we expect. If [the mission] is as important as we say it is, we must give it time.’

Holbrooke’s energy and intellect made him America’s best-known diplomat, but we’ll remember him in particular as a diplomat who never doubted America as a force for good in the world.

Foreign Affairs har samlet nogle af Richard Holbrookes bedste artikler gennem årene her.

Ære være Richard Holbrookes minde.

Nej, jeg tænker ikke på spørgsmålet om, hvorvidt der blev fusket med så mange stemmer i Illinois og Texas, at Kennedy illegitimt fik sejren.  Skete det i begge stater, ville Nixon uden denne svindel have vundet en snæver sejr i Valgmandskollegiet (270 mod 252).  Det er formodentlig (også) korrekt, men en helt anden historie*: Jeg tænker her derimod på, at der, selv hvis man tager Kennedys fuskede stemmer med, var der flere amerikanere, der satte deres kryds med den intention, at Nixon skulle være præsident, end tilfældet var med Kennedy.

Ja, jeg ved, at det lyder som en noget vild påstand–og givetvis én, der, alene fordi den rokker ved Kennedys gudelignende status, må være forkert.  Vi har jo altid hørt, at Kennedy vandt en kneben sejr, med et forspring på kun ca. 120.000 stemmer (0,1 pct.point).  Vi kan læse det i Wikipedia og utallige andre steder på internettet—inklusive hos USA’s nationalarkiv.  Vi kan såmænd læse det i alskens mere seriøse arbejder, inklusive guldrandede leksika som Encyclopedia Britannica.

Så hvad i alverden taler jeg dog om?

Det allerførste, man skal lære, før vi går til selve emnet, er, at ved et amerikansk præsidentvalg stemmer vælgerne reelt ikke på præsidentkandidater men derimod på personer, der er kandidater til at være valgmænd (medlemmer af valgmandskollegiet, Electoral College).  Altså det organ, som to måneder efter selve valgdagen (6.I.) mødes i delstatsforsamlinger og dér formelt set vælger præsidenten og vicepræsidenten. Man giver som vælger på valgdagen umiddelbart (som regel) sin stemme til præsidentkandidatnavne; i nogle stater står valgmændenes navne på stemmesedlen, i andre gør de ikke, men afstemningsteknisk sker det altså som et valg af valgmænd.  Disse har så—moralsk, ikke juridisk—lovet, at de efterfølgende vil stemme på en specifik præsidentkandidat.  (Nogle enkelte delstater har indført love for at straffe valgmænd, der ikke holder deres løfte, men det er et sidespor.)  Så der er faktisk ikke noget antal ”personlige stemmer”, der kan tælles op for de enkelte præsidentkandidater—men stemmer på valgmandskandidater, der har lovet at stemme på de pågældende.  Måske indviklet og unødvendigt, men sådan er det altså.

Det næste, man skal lære, er, at der—uanset noget, der ligner officielle opgørelser på nettet—ikke findes noget ”officielt stemmetal”, af den simple årsag at et amerikansk præsidentvalg ikke er et direkte, folkeligt valg, men at valget af præsidentielle valgmænd kan gøres på forskellig vis fra stat til stat.  USA’s forfatning fastsætter eksplicit (art. 2, stk. 1), at det er delstaterne, der suverænt bestemmer, hvorledes valget af valgmænd skal afholdes (og afgøres): “Each State shall appoint, in such Manner as the Legislature thereof may direct, a Number of Electors, equal to the whole Number of Senators and Representatives to which the State may be entitled in the Congress …” (jf. højesteretsdommen i Bush v. Gore (2000)).  Det vil sige, at den ene stat kan gøre det på den ene måde, den anden på en anden, o.s.v.  I princippet kan den ene stat sige, at valgmændene skal fordeles proportionalt mellem præsidentkandidaterne i.f.t. stemmeandel, den anden stat at det er ”winner takes all” til den med en pluralitet af stemmerne, og den tredje at det er delstats-nationalforsamlingen, der udpeger valgmændene–og den fjerde stat noget helt fjerde.  Sådanne forskelle har eksisteret–og findes i et vist omfang den dag i dag: Langt de fleste delstater har et ”winner takes all”-system, mens nogle få (Maine og Nebraska) fordeler valgmændene efter, hvem der får flest stemmer i de valgkredse, staten er opdelt i, og to til vinderen af staten som helhed.  I 2008 fik McCain f.eks. fire valgmandsstemmer fra Nebraska, mens Obama fik én.

Siden midten af det 20. århundrede har man i de fleste stater ved direkte valg af valgmænd anvendt det, man kalder en “short ballot”, d.v.s., der vælges mellem alternative lister af valgmænd.  Hvis en stat har f.eks. fem valgmænd, som præsidentkandidaterne kæmper om, kan man som vælger vælge mellem fem fra Demokraterne, fem fra Republikanerne, fem fra Green Party, fem fra Libertarian Party, o.s.v., o.s.v.

Tidligere anvendte de fleste stater derimod det, der kaldes “the general ticket” eller “the long ballot”, hvor vælgerne kan vælge mellem forskellige enkeltkandidater til posterne som valgmænd.  Med sidstnævnte system kunne man så i en stat med fem valgmænd stemme på f.eks. to Demokrater, én Republikaner, en uafhængig og en Libertarian–hvis det var dét, man ville.  Eller på alle fra samme parti.  Denne mulighed for at bruge en “long ballot” fravalgte de fleste delstater fra midten af det 20. århundrede, og den sidste (Vermont) i 1980.

Eksempel på variant af "Long Ballot" fra præsidentvalget i 1964. Her er det muligt at stemme for enten "partilisten" eller selektivt at udvælge valgmænd.

Og så kommer vi til 1960-valget, hvor det politiske landskab så noget anderledes ud end i dag, og hvor der endnu kunne være betydelige forskelle på, hvorledes delstaterne stemte om deres valgmænd.

Hvad mange amerikanere—og danskere—glemmer eller ikke ved er, at 1960-valget var et af de epokegørende valg i efterkrigstiden, hvor man så konturerne af en slags begyndende ”realignment” af de to partier, d.v.s., hvor disses historiske placering, geografisk og politisk, var ved at ændre sig fundamentalt.  Republikanerne havde indtil 1932 overvejende været et moderat, liberalt parti med base i nordøst og midtvest.  Demokraterne havde været et konservativt parti med base i syden.  Lidt forenklet: Historisk set var det Republikanerne, der havde været imod slaveri og for en stærk forbundsstat, men med en overvejende liberal økonomisk politik, mens Demokraterne havde været først for slaveri og siden imod borgerrettigheder til de sorte, for ”states’ rights” (decentralisering) og (i hvert fald periodevis) imod frihandel.  Dét billede ændrede sig på nogle punkter ovenpå New Deal og 2. verdenskrig.  I 1960erne var Republikanerne endnu primært et nordøst/midtvest parti, om end med en stigende tilslutning i vest—mens partiet (der havde været hovedkraften bag Nordstaternes sejr og efterfølgende besættelse og ”reconstruction” af Sydstaterne) fortsat var næsten helt uspiseligt i Syden.  Demokraterne var derimod på vej til at gå i to stykker: I storbyerne bestod det af ”liberale” (venstreorienterede) akademikere og middelklasse, pænt til venstre i amerikansk politik; i Syden bestod det af ekstremt konservative kræfter, der på mange spørgsmål ofte lå ganske langt til ”højre” for selv meget højreorienterede Republikanere.  Ved 1960 valget var Demokraterne, som ved flere valg siden 1948, ved at flække over, og de mest konservative sydstats-Demokrater, ”The Dixiecrats”, afskyede Kennedy inderligt.

I 1960 kom der til, ved selve det formelle præsidentvalg i Valgmandskollegiet, reelt at være to sæt Demokratiske kandidater: Senator John F. Kennedy (D-Massachusetts), med senator Lyndon B. Johnson (D-Texas) som vicepræsidentkandidat, som Demokraternes officielle kandidater; senator Harry F. Byrd (D-Virginia) og senator Strom Thurmond (D-South Carolina) som uformelle, alternative henholdsvis præsident- og vicepræsidentkandidater.  De to sidste var tilhængere af raceadskillelse (”segregation”) og direkte anti-Kennedy kandidater.  (Thurmond havde opstillet som Dixiecrat-præsidentkandidat, mod Demokraternes egen Truman, helt tilbage i 1948, og han skiftede i 1964 til Republikanerne.)

I flere delstater opstillede man i 1960 konkurrerende Demokratiske lister af konservative, Demokratiske valgmænd, der var erklærede anti-Kennedy kandidater, og som officielt erklærede sig som “unpledged” (uforpligtede), d.v.s., at de ikke havde lovet at støtte en bestemt præsidentkandidat, når Valgmandskollegiet skulle stemme men ville kunne stemme efter forgodtbefindende.  I to sydstater, Mississippi og Alabama, var det helt eller delvist disse Demokratiske anti-Kennedy valgmænd, der vandt, snarere end de officielle Demokratiske pro-Kennedy valgmænd.  Mississippi brugte “the short ballot”, og der fik Dixiecrat-oprørerne flest stemmer og dermed alle otte valgmænd, mens de officielle Kennedy-Demokrater fik lige så mange som Republikanerne (nul).  I Alabama anvendte man “the long ballot”, og der delte man valgmændene imellem sig, med seks til oprørerne og fem til parti-loyalister (og nul til Republikanerne).

Når valgmændene skulle stemme efter valget—og nu ser vi helt bort fra, om der havde været fusket nogle steder og reelt skulle have været valgt nogle andre valgmænd—blev resultatet, at Kennedy fik 303, Nixon 219 og Byrd 15.  Af Byrds 15 var der én, som var en Republikansk Oklahoma-valgmand, der sprang og uortodokst stemte på Byrd som præsident og Barry Goldwater som vicepræsident; de 14 andre Byrd-stemmer var de såkaldte ”unpledged electors”, nemlig otte fra Mississippi og seks fra Alabama.  Som altså nok var Demokrater men var erklærede anti-Kennedy Demokrater.  (På nedenstående kort er, valgdistrikt for valgdistrikt, angivet stemmeandelene til henholdsvis Nixon-valgmænd (røde nuancer), Kennedy-valgmænd (blå nuancer) og de “uforpligtede Demokrater”, som stemte på Byrd (grønne nuancer).)

Da valgresultatet skulle gøres op, var det—som det ofte er og fordi der ikke (jf. ovenfor) findes en ”officiel” optælling af stemmerne på landsplan—Associated Press, der som et rent privat foretagende opgjorde stemmetallene på landsplan.  Ifølge denne optælling fik Kennedy 34,2 mio. stemmer, svarende til 49,72 pct., mens Nixon fik 34,1 mio. stemmer svarende til 49,55 pct.  Nixons stemmetal aldrig har været anfægtet, men det har vist sig, at Kennedys på flere punkter kan og bør revurderes.  En række valgforskere og historikere har således sidenhen foretaget alternative opgørelser, som i større eller mindre gard divergerer fra AP’s, lidt afhængigt af hvorledes man opgør stemmerne i Syden.

Opgørelsen af de ”personlige stemmer” bliver nemlig noget kompliceret af stemmerne fra Mississippi, Alabama og Georgia, hvor de valgte valgmænd altså helt eller delvist var nogle, der var Dixiecrats opstillet eksplicit som alternativer til Kennedy. Resultatet, hvor Kennedy vinder over Nixon med ca. 120.000 stemmer, kan kun nås ved bl.a. i Alabama at tælle det som om, at Kennedys fem valgte valgmænd fik 324.050 stemmer og Nixons nul valgte valgmænd fik 237.981 stemmer og ved samtidigt at ignorere, at der faktisk var seks ”uforpligtede valgmænd”, der blev valgt, og som efterfølgende stemte på Byrd.

Ligeledes har der været uenighed om, hvorledes man skulle tabullere de “personlige stemmer” i Georgia, der også anvendte den såkaldte ”long ballot”.  Denne gør det gør det svært at opgøre resultatet, fordi vælgerne med den kan stemme for (eller ikke) for så mange af de opstillede valgmandskandidater, som der skal vælges valgmænd, og de valgte valgmænd er herefter dem med flest stemmer.

Associated Press valgte at opgøre præsidentkandidaternes stemmetal som det antal stemmer, som den af deres valgmænd med flest stemmer, fik, og det er her en stor del af problemet ligger, fordi matematikken grundet valgsystemet så ikke rigtigt “går op” meningsfuldt i hverken Alabama eller Georgia (omend af forskellige årsager).  Nixons mest populære valgmand i Alabama fik, som nævnt, 237.981 stemmer–so far so good.  Men AP gav herefter Kennedy 324.050 stemmer i Alabama, for det var, hvad den Demokrat med flest stemmer, fik; problemet er blot, at det altså ikke var en Demokratisk Kennedy-valgmand men en Demokratisk anti-Kennedy valgmand!  AP gav også de uforpligtede Demokratisk anti-Kenendy valgmænd et stort fedt “0″ i personlige stemmer–desuagtet at der altså blev valgt seks af disse, mod kun fem Kennedy-valgmænd!

Så kan man i stedet, som andre har foreslået, give Kennedy 318.303 stemmer fra Alabama, for det er, hvad den mest populære Kennedy valgmand fik, men så kommer næste problem: Hvor mange stemmer skal man så give til de uforpligtede Demokratiske, anti-Kennedy valgmænd? I de fleste opgørelser er man fortsat med at give disse nul stemmer, selvom flere stemte på dem end på Kennedy-valgmændene.  Man kan imidlertid heller ikke bare give dem differencen, for det ville implicere, at et meget lille antal stemmer havde fået det største antal valgmænd, mens et mange gange større havde givet færre eller nul.

Snarere end at skrive af fra, hvad andre har skrevet om emnet, vil jeg gengive et par passager fra en udveksling i The New York Review of Books (”Did Nixon Beat Kennedy?”, 1988), hvori økonomen Gordon Tullock og historikeren Francis Russell diskuterede emnet og nåede samme konklusion: At når man rekalkulerer stemmerne på rimelig vis, får man det resultat, at Nixon endte med flere stemmer end Kennedy.  Først Tullock:

“To begin with the area where he gives Nixon too little credit, he says that Kennedy won “by plurality—not a majority—of the popular vote.” Due to the bizarre events in Alabama, it is not at all obvious that Kennedy had more popular votes than Nixon. Scammon shows the vote as follows:

Obviously, eight thousand voters getting six electoral votes while 324,000 got only five and 238,000 got none is absurd.

The year 1960 was a period in which the southern whites after a long long period of solid support of Democrats were beginning their shift into their present Republican voting in presidential elections. As a first step in that direction, a number of “true Democratic” movements were set up in the South, the purpose of which was to avoid endorsing the national Democratic candidates and at the same time not endorse the national Republican candidates. Alabama has a primary election for presidential electors. In that primary election a slate of anti-Kennedy electors won six of the eleven positions and five were won by the pro-Kennedy electors. The six anti-Kennedy electors then proceeded to carry on a vigorous and active campaign. The pro-Kennedy electors stayed home and said nothing. The ultimate outcome was 324,000 votes for all eleven Democratic electors. The anti-Kennedy electors received eight thousand more votes than the pro-Kennedy electors.

The popular vote is very difficult to disentangle. The above figures assume that the people who voted for all eleven of the electors were pro-Kennedy. Obviously, this is too simple, but what should be substituted for it is by no means obvious. I personally would suggest that we simply discard all these votes in the popular total on the grounds that we can’t tell what these voters thought. Another possibility would be to divide the popular vote cast for these eleven electors in the same ratio as the popular vote in the earlier primary. Either of these corrections would lead to Nixon having more popular votes nationally than Kennedy.”

Og så Francis Russells svar:

“Given the Byzantine intricacies of Alabama politics, it is indeed possible that Nixon’s popular vote may have slightly exceeded Kennedy’s in that close election. Whereas in most states in a presidential election voters are given a single slate of Republican or Democratic electors to check off, Alabama Democratic voters could choose or reject individually from the list of electors, eleven separate choices. There must have been considerable vote-splitting in 1960, for an anti-Kennedy elector topped the list with 324,050 votes, trailed by a pro-Kennedy with 318,303 votes. This latter figure the Congressional Quarterly gives as the total Alabama Kennedy vote. The difference between the “anti” and the “pro,” the Quarterly tabulates as “Other.” The “Others” then, with some six thousand votes, take six electors whereas the Republicans with thirty times that total get no electors at all. This, as Professor Tullock points out, is an absurdity.

There is no tabulating the vote exactly, but for a reasonable approximation one can divide 318,303 by eleven, multiply it by five for the pro-Kennedys and by six for the anti-Kennedys. The Kennedy Alabama total would then be 144,685 instead of the Quarterly‘s given 318,303. If we then deduct the 179,838 anti-Kennedy Alabama votes from the national total then Nixon did have a final 64,165 vote plurality in the 68,828,960 votes cast.”

Men det er kun Alabama-stemmerne.  De meget interesserede bør læse enten den grundige historiske analyse af Valgmands-kollegie institutionen af dettes mest ihærdige kritikere: Professor Lawrence D. Longley & journalist Neal R. Peirce: The Electoral College Primer 2000 (New Haven, Conn.: Yale University Press, 1999) eller en artikel af professor Brian J. Gaines: ”Popular Myths About Popular Vote–Electoral College Splits” (PS: Political Science & Politics: 74).  Begge indeholder detaljerede redegørelser for omstændighederne i Alabama, Mississippi og Georgia og kalkulationer af de ”personlige stemmer” for præsidentkandidaterne i 1960.  Gaines’ facit (opnået ved at kalkulere det gennemsnitlige antal stemmer til de konkurrerende “lister” på “the long ballot” i Alabama og Georgia) bliver dette valgresultat på landsplan:

• Kennedy (D): 34.044.027 stemmer (49,46 pct.)
• Nixon (R): 34.104.159 stemmer (49,55 pct.)
• “Uforpligtede Demokrater”, der stemte på Byrd (D): 292.141 stemmer (0,42 pct.)
• Andre kandidater: 387.083 stemmer (0,56 pct.)
• I alt: 68.827.410 stemmer

Altså en sejr på cirka 60.000 stemmer (og en margen på 0,09 pct.point!) til Nixon, snarere end en sejr på cirka 120.000 stemmer til Kennedy.

Hvis man alternativt gør, som Tullock antyder–helt ignorerer stemmerne fra Alabama (og evt. også Georgia), fordi de simpelthen ikke kan opgøres meningsfuldt som “personlige stemmer” på en præsidentkandidat–ja, så stiger Nixons vinder-margen blot yderligere (0,23 pct.point).  Her er min opgørelse eksklusiv “long ballot”-stemmerne fra Alabama og Georgia:

• Kennedy (D):  33.444.043 stemmer (49,53 pct.)
• Nixon (R): 33.595.704 stemmer (49,76 pct.)
• “Uforpligtede Demokrater”, der udenfor Alabama stemte på Byrd (D): 92.141 stemmer (0,14 pct.)
• Andre kandidater: 387.083 stemmer (0,57 pct.)
• I alt (ekskl. Alabama og Georgia): 67.518.971 stemmer

***

Jeg har aldrig set nogen anfægte Tullock, Longley & Peirce eller Gaines på disse punkter–og der er mange flere, der har argumenteret for noget lignende.  Åbenbart var der allerede fra 1960 og frem til mordet på Kennedy i 1963 mange, der kritiserede AP’s stemmetalsopgørelse–som imidlertid nu er så kanonisk, at det er dén alle bruger.

Men hvorfor vil dette resultat givetvis være så ukendt for de fleste, som det var for mig–der ellers havde bifag i amerikansk politik, da jeg læste i USA–da jeg først blev bekendt med problemstillingen i 2001?  Dels er der naturligvis spørgsmålet om “sti-afhængighed”: Når først et faktum er kommet “ud” og blevet en del af den “kollektive bevidsthed”, kan det være ufattelig svært at komme af med igen.  (Tag et andet eksempel fra et nyere præsidentvalg: Forbundshøjesterettens afgørelse i sagen Bush v. Gore (2000), som stort set alle steder genfortælles som, at det var fem Republikanske dommere, der henover hovederne på fire Demokratiske “valgte” Bush.  Her er både partifarverne, afgørelsen og stemmetallene objektivt forkerte–men min erfaring er, at det ikke nytter at gøre opmærksom på det.  Udlægningen er fortalt og genfortalt så mange gange, at den fuldstændigt har overskygget fakta.)  I tilfældet med 1960-valget er det så oplagt, at den unge, flotte og idealistiske Kennedy, som jo faktisk blev præsident–for så at blive tragisk myrdet–har et langt bedre image end den ældre, ucharmerende Nixon, som tabte, flere gange, og som ovenikøbet endte sin karriere i politisk skam.  At skulle til affinde sig med, at der ovenikøbet ikke skulle have været et flertal af vælgerne, der foretrak den første …  blows your mind!

***

Nu gælder dette altsammen opgørelsen af “personlige stemmer” og ikke stemmer i Valgmandskollegiet, der som bekendt er, hvad der afgør et amerikansk præsidentvalg.

Det kan alligevel være spændende at lege med tanken om, hvad der var sket, hvis Nixon var blevet valgt i 1960.  Han er en af de værste præsidenter i amerikansk historie, men formodentlig kunne og ville meget være gået anderledes.  Ganske tænkeligt havde Demokraterne ikke vundet 1964-valget, fordi det så ville have været Republikanerne, der havde høstet belønningen for de gode tider, og den geografisk-politiske ”realignment”, der fandt sted siden hen (hvor Republikanerne overtog Syden og dele af Vesten, og Demokraterne Østkysten, samtidigt med at partierne i stadigt stigende grad blev homogene og placeret til ”højre” og ”venstre”) ville givetvis være accelereret.  Måske det så til gengæld ville have været Demokraterne, der havde vundet i 1968 på en bølge af mere politisk ensartet modstand imod Vietnam-krig m.v.  Og måske Reagan så var blevet valgt i 1972 eller 1976, i stedet for 1980, og på et måske lidt mere økonomisk moderat program, end tilfældet blev ovenpå Carter-årene.  Eller måske det havde været en helt anden.  Watergate havde vi næppe oplevet, og dermed med sikkerhed hverken en præsident Ford eller en præsident Carter.  Meget havde nok været det samme, men meget andet havde givetvis set voldsomt anderledes ud.

* Jeg havde i begyndelsen af 1990erne på Columbia University en professor, der hævdede, at han som ung Demokratisk aktivist i Chicago i 1960 havde været med til at svindle til fordel for Kennedy.  Om det er sandt (og hvis det er, om det så betød noget for udfaldet), eller om det var en måde at gøre sig interessant og politisk korrekt på, ved jeg ikke.  Men historierne om fusk ved 1960-valget forsvinder næppe nogensinde–ikke mindst fordi de forlængst er blevet umulige at afprøve.

As the one-hundredth anniversary of the 1913 Federal Reserve Act approaches, we assess whether the nation‘s experiment with the Federal Reserve has been a success or a failure. Drawing on a wide range of recent empirical research, we find the following: (1) The Fed‘s full history (1914 to present) has been characterized by more rather than fewer symptoms of monetary and macroeconomic instability than the decades leading to the Fed‘s establishment. (2) While the Fed‘s performance has undoubtedly improved since World War II, even its postwar performance has not clearly surpassed that of its undoubtedly flawed predecessor, the National Banking system, before World War I. (3) Some proposed alternative arrangements might plausibly do better than the Fed as presently constituted. We conclude that the need for a systematic exploration of alternatives to the established monetary system is as pressing today as it was a century ago.

Finally, the votes are in …

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Nogle observationer: Den, der klarede sig bedst ved mest, var Mark Blumenthal fra Pollster.com/Huffington Post, der ramte Senats-mandaternes fordeling præcist og stemmeandelene med den mindste margen.  Til gengæld var Blumenthals prognose om Repræsentanternes Hus (med 32 brutto-fejl) den næstdårligste af alle, jeg noterede mig.

I al ubeskedenhed var mine egne prognoser i to af tre tilfælde ret gode: Jeg gav det næstmest præcise bud på Repræsentanternes Hus (med kun seks brutto-fejl) og ditto af de tre gennemsnit for stemmeandelene.  Det vil sige, at min prognose for Huset ramte væsentligt bedre end den meget hypede (og langt mere sofistikerede) Nate Silver/FiveThirtyEight.com hos New York Times (med hele 20 brutto-fejl) og min stemmeandels prognose ramte bedre end den maksimal-kendte RealClearPolitics.com’s prognose–to små ligegyldigheder, som jeg har tænkt mig at fremføre utidigt og ad nauseam de næste par år ! (Min prognose var også bedre end fem af de kendte meningsmålingsinstitutters individuelle slut-målinger, bl.a. Gallup og Rasmussen–men inden det ender i selvfedme, må jeg pointere, at det er dem, der leverer resultaterne og bare sådan nogle som mig, der efterfølgende leger med dem.).  Til gengæld ramte jeg med seks brutto-fejl ret dårligt ved Senatet: Jeg var ganske overbevist om, at den bølge i tilslutningen til GOP, der manifesterede sig i stemmeandelene den sidste uge, og som slog markant igennem ved valget til Huset, ville gøre, at Republikanerne ville score de fleste ”toss-ups” (Washington, Colorado, Nevada).  Særligt havde jeg slet ikke regnet med Harry Reids evne til at få stablet en ekstraordinær god get-out-the-vote operation på benene i Las Vegas.  Nå, men læsere af denne blog kan da så få bekræftet, at det kan være værd at læse denne, hvis man gerne vil have rimeligt gode bud på udfaldet af amerikanske valg …

En anden observation: Det er egentlig forbavsende, så godt man kan ramme i dag.  Ganske anderledes end f.eks. midtvejsvalget i 1994, hvor udfaldet kom bag på de fleste.  Tre hurraer for meningsmålingsfirmaerne.

Med undtagelse af Steve Lombardo fik alle ”eksperter”, der klogede sig, kontrollen af Senatet korrekt.  Alle fik kontrollen af Huset korrekt.  Alle meningsmålere fik ”vinder” og ”taber” blandt de to partier korrekt—om end med betragtelige forskelle, med YouGov som den klart mest præcise, mens Opinion Dynamics og Gallup (noget overraskende) var ganske langt ved siden af.

Det eneste enkelt-valg, som stort set alle fik forkert, var senatsvalget i Nevada.  Det skyldes uden tvivl, at Demokraternes ”get-out the vote”-maskine fungerede rigtigt godt der.

Når resultaterne i det store billede er så ens, skyldes det to ting.  Næsten alle ikke-meningsmålere (d.v.s. Rothenberg, Cook, Cost, mig selv, m.fl.) bruger ultimativt mere eller mindre det samme materiale—om end nogle sikkert har adgang til ikke-publicerede målinger.  Så det er mere et spørgsmål om, hvad man ”gør” med det—hvor mange og hvilke antagelser, man gør sig.

Til gengæld må Gallup—der historisk set har været de bedste meningsmålere—og Rasmussen Reports—der de senere år har været de bedste—indkassere prisen som blandt de dårligste meningsmålere i denne omgang og skal nok hjem og revidere deres ”likely voter”-modeller.

I dag har John Cogan fra Hoover Institution og John Taylor fra Stanford et tankevækkende indlæg i Wall Street Journal, hvor de konkluderer, at Obama-administrationens store stimulanspakke på 862 milliarder dollar fra 2009 ikke har ført til øget økonomisk aktivitet:

The bottom-line is the federal government borrowed funds from the public, transferred these funds to state and local governments, who then used the funds mainly to reduce borrowing from the public. The net impact on aggregate economic activity is zero, regardless of the magnitude of the government purchases multiplier.

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity - something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”