Tag: vækst

Er den teknologiske udvikling bremset op?

Blandt økonomer kører der i disse år en debat om, hvorvidt den teknologiske udvikling i dag er væsentligt langsommere end i årene fra 40erne til først i 70erne. Spørgsmålet er ekstremt vigtigt fordi teknologisk udvikling er en af de væsentligste drivkræfter bag den langsigtede udvikling i produktivitet. Mange af dem, der taler for stagnation – at den teknologiske udvikling faktisk er langsommere i dag end tidligere – taler om, at der ikke længere er mange ’lavthængende frugter’. Med andre ord er der færre og færre nemme måder at blive mere produktiv på. Om det er sandt blæser stadig i vinden.

Der er dog en anden fløj, der peger på at der stadig er væsentlig udvikling. Den er blot sværere at ’se’, og optræder heller ikke altid fuldt i BNP-statistikker. Hvor svær, den debat er, vil vi i dag eksemplificere med nogle få eksempler. Vi gør det ved at vise seks eksempler på teknologisk udvikling mellem 1973 – det normale cut-off i litteraturen – og i dag, 45 år senere og mellem 1973 og 1928, 45 år tidligere. Eksemplerne er fly og telefoner.

Fly er tydelige og meget synlige eksempler på, hvordan den teknologiske udvikling kan være bremset op. De tre billeder her er fly, der var blandt de største og mest avancerede på deres tid: En Fokker 30 fra 1928, en Boeing 747-100 fra 1973, og en ny Boeing 747-8 fra i dag. Kvantespringet i de 45 år mellem 1928 og 1973 er tydeligt: Det er skiftet fra 32 til 366 passagerer, propeller til jetmotorer, og transport for de få til de mange. Springet fra 1973 til 2018 er derimod næsten usynligt, og det basale design af flyet er identisk i dag med Joe Sutters oprindelige fra sidste i 60erne.

Boeings jumbo er dog også et eksempel på, hvor lidt man ofte kan se den nyere teknologiske udvikling. Selvom -8-versionen ligner -100 og ikke kan flyve hurtigere, kan de nye flyve cirka 14.000 kilometer uden mellemlandinger. Den gamle 100-versionen, der fløj i 1973, brugte cirka 5,1 liter fuel per passager per 100 kilometer. Det lidt mindre og mere fleksible, højteknologiske – og meget smukke – Lockheed L-100 TriStar, brugte marginalt mindre. I dag bruger 747-8 cirka 3,5 liter på long-haul-ture, mens Boeings 787-8, der går for at være det mest avancerede af de nye fly, kan nøjes med 2,8 liter. Grundene er ikke direkte synlige for de fleste, da de to versioner af 747 ligner hinanden, og de fleste heller ikke ville kunne gætte, om TriStar eller 787 var det nyeste fly. På jumboen er de væsentligste forskelle detaljer i vingedesignet og motorerne – Pratt & Whitneys JT9D-7 på de tidlige versioner versus General Electrics GEnx. Det samme gør sig gældende for de lidt mindre fly, hvor 787-vingen er ekstremt efficient, og de nye Rolls Royce Trent-motorer (som British Airways f.eks. har købt) er enorme forbedringer i forhold til TriStars dengang avancerede Rolls Royce RB-211. Alligevel vil de fleste kun kunne se en forskel på motorerne: At de nye motorkasser, der omgiver motoren, ender i en savtakket kant, hvor de gamle havde en glat kant.

Den teknologiske udvikling er derfor skjult for de fleste i mange fly, og er også ofte i høj grad understøttet af afregulering, som har gjort flytransport meget billigere. En tur over Atlanten koster således mindre i dag i nominelle kroner end i 70erne, på trods af at det generelle prisniveau er firedoblet. Men det er ikke det eneste eksempel på, hvordan vi ikke ser udviklingen.

Et af de mest dramatiske og mest synlige eksempler er telefoner. Til højre herfor har vi derfor billeder af typiske telefoner fra de tre år 1928, 1973 og 2018. Den første er en tysk GAG Haustelefon, den næste en Kirk F 68 med trykknapper, mens den sidste er en ny Samsung Galaxy S8.

GAG-telefonen ligner den, man ser rige og glamourøse mennesker bruge i amerikanske film fra 30erne – et særligt apparat som stod på sit eget, dertil indrette bord. Man drejede et nummer, omend man ofte skulle gennem en telefonistinde og spørge om en forbindelse. I forhold til tiden før telefonen, var det dog et meget stort fremskridt. Man kan derfor overveje, hvor hurtig den teknologiske udvikling var fra 1928-73, når man ser Kirk-telefonen. Udover at den har knapper i stedet for en drejeskive, er det essentielt samme teknologi, omend med bedre lyd og langt lavere samtalepriser.

Springet fra 1973 til 2018 er synligt for alle, og meget velkendt når man spørger folk: En Samsung Galaxy ville virke som noget fra Star Trek, hvis man havde set den i 1973, og flere af dens funktioner ville være fuldstændigt ukendte. Det er dog næsten usynligt på to andre fronter af to grunde. For det første er det velkendt, at folk vænner sig meget hurtigt til mange objektive forbedringer, og dermed ‘glemmer’ fremskridtene. Selvom man ved med sikkerhed, at ens liv er blevet bedre, hæver man stille og roligt overliggeren for, hvad man opfatter som almindeligt.

For det andet har Samsung-telefonen, som meget anden ny teknologi, multifunktionalitet. Skulle man være fair overfor Samsung, er den ikke blot telefon, men også ur, radio, en lynhurtig postkasse til kort, og en moderne telefon udgør det også for en hel hylde fuld af telefonbøger og kort. Ét apparat har dermed erstattet en række andre forbrugergoder, som en ny generation ikke kender til. Multifunktionaliteten skjuler dermed, hvor stort fremskridtet faktisk er.  Forsøger man at måle konsekvenserne af fremskridtet kommer man derfor til kort. Det købekraftsjusterede BNP per indbygger i Danmark steg 191 % mellem 1928 og 1973, men er kun steget med  80 % siden 1973 (iflg. Maddison-databasen).

Som den britiske økonom Diane Coyle (se også her) har understreget, skjuler det dog meget væsentlige velfærdsforbedringer af en meget simpel grund. For at kunne korrigere for købekraftsforskelle – at nogle lande er dyrere end andre, og at varer stiger i pris uden at blive bedre (en Mælkedreng vanilleis kostede 1,25 da jeg var helt lille) – må man sammensætte en almindelig ‘kurv’ af varer og spore, hvor meget prisen på den kurv ændrer sig over tid. Problemet med det er, at der i 1928-kurven naturligvis ikke indgik TV i kurven, da det ikke var opfundet, og i 1973-kurven er der ingen mobiltelefoner. Kurven, man bruger til at beregne købekraftsparitet med, ændrer sig over tiden. Og hver gang, man stopper en ny vare i kurven fordi den er ved at blive almindelig, fører det til at man undervurderer velstands- og velfærdsfremgangen i BNP-statistikkerne.

Skal man gå videre end ‘blot’ BNP, bør man måske også regne de nye flys ekstremt forbedrede brændstoføkonomi med ind. Med et noget populært udtryk er en 747-8 eller 787s ‘økologiske fodaftryk’ væsentligt mindre end en 747-100 eller en L-1011. Og i en vis forstand gælder det samme for moderne mobiltelefoner. Vi udskifter dem langt hurtigere end de gamle telefoner, men de har på den anden side gjort, at vi ikke længere producerer kortbøger, telefonbøger osv.

Bundlinjen er, at der er mange grunde til at være teknologisk optimist. Der er dog også grunde til at være skeptisk over, hvor store de fremtidige fremskridt kan blive på en lang række områder. Skal man opsummere det hele, er konklusionen nok den lidt uldne, at der stadig er fremskridt og udvikling, men at den margin, de sker på, skifter over tid. En dag holder telefoner op med at udvikle sig, og bliver sikkert ligesom flyene et område, hvor fremskridtene bliver stadig mindre synlige. Men den dag er der sandsynligvis dukket et andet område og nogle andre produkter op, som vi ikke havde fantasi til at forestille os idag. Om balancen mellem opbremsningen i fly og de enorme fremskridt i kommunikation så alt i alt er dårlig eller god, må vi være op til hver enkelt læser. Der skal bare tænkes over den, før man udtaler sig for bombastisk om verdens tilstand.

Hvem er de virkelige succeser?

I flere år talte og skrev en række meningsdannere om BRIKS-landene – hvor flot deres vækst var, hvor politisk vigtige de ville blive, og hvordan verdens økonomiske centrum flyttede sig. I løbet af det sidste år er den debat dog svækket, da det nu er blevet alt for tydeligt, hvor meget man tog fejl. BRIKS-landene var aldrig rigtige succeser, med Indien som den store undtagelse. Vi kan naturligvis more os på punditokraterne fordi vi har skrevet om det gennem årene (Se f.eks. her og her), men spørgsmålet må under alle omstændigheder være: Hvem er de virkelige succeser?

Dagens svar kommer fra at beregne den gennemsnitlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger, taget fra Verdensbankens World Development Indicators over tiårsperioden 2005-2014. Sammenligningsgrundlaget er, at den globale økonomi som helhed voksede med 2,1 % om året i perioden, mens den danske gennemsnitsvækst var -0,3 %. Vi viser to lister hvor den til højre er Top-10 inklusive alle lande mens den til venstre er demokratierne. Grunden til at smide autokratierne ud har vi også skrevet om for nogen tid siden: Diktaturer lyver ofte om deres vækst (læs her og her).

Hvis læserne står med midler, der skal investeres i den nære fremtid kan de spørge sig selv, hvilke lande der er mest interessante. Stoler man f.eks. på Turkmenistans officielle vækstrate på otte procent, og Uzbekistans på 5,6? Hvis ikke, er dele af Latinamerika interessante – men ikke Brasilien. Peru, Uruguay og Panama er blandt de store succeser de sidse ti år. Som man siger i sydstaterne: Who’d a Thunk hvis man bare havde læst de lyserøde sider i JP.

Land Vækst Land Vækst
Peru 4.18 Indien 5.26
Ghana 4.20 Laos 5.42
Uruguay 4.29 Uzbekistan 5.62
Sierra Leone 4.70 Panama 5.67
Bhutan 4.92 Georgien 5.77
Sri Lanka 4.99 Mongoliet 6.34
Indien 5.26 Ethiopien 6.68
Panama 5.67 Azerbaijan 7.30
Georgien 5.77 Kina 7.97
Mongoliet 6.34 Turkmenistan 8.20

 

Vækst og fordelingspolitik – hvad har betydet mest?

Her er et tankeeksperiment. Lad os antage, at udgivelsen af Marx og Engels “Das Kapital” havde ført til en meget stærk politisk krav om indkomstudjævning. Så stærk, at alle danskere i 1870 havde fået præcis samme indkomst. Lad os yderligere antage, at omfordelingen slet ikke ville have påvirket størrelsen af de samlede indkomster. Vi forudsætter altså, at der var en kage af en på forhånd givet størrelse. Man besluttede sig bare for at skære den anerledes ud.

Spørgsmålet er nu: Hvor meget var der blevet til hver?

Svaret er godt 20.000 kr. målt i nutidskroner. Det svarer til en femtedel af den ”fattigdomsgrænse” på knap 104.000 kr., som blev indført under den tidligere regering (og nu heldigvis er afskaffet igen).

Og hvad kan man så bruge dette yderst kontrafaktiske regnestykke til?

Det illustrerer betydningen af økonomisk vækst over tid i forhold til omfordeling. Selv med den mest radikalt tænkelige fordelingspolitik i 1870 ville man kun have opnået en indkomst svarende til en femtedel af, hvad der i dag af nogle betragtes som ”fattigt”.

Og i virkelighedens verden har fordelingspolitikken i de forgange små 150 år ikke været nær så radikal. Det er altså den økonomiske vækst, som har spillet den helt afgørende rolle for indkomstfremgangen også blandt de laveste indkomster.

Den gennemsnitlige indkomst (målt ved BVT i 2014) per indbygger er omkring 300.000 kr. Det er en femten gange gennemsnitsindkomsten i 1870.

Den mest kritiske kontrafaktiske antagelse i regnestykket er naturligvis, at fordelingen af kagen ikke ville have haft indflydelse på dens størrelse. Omfordeling har en pris – og en så radikal omfordeling som i tankeeksperimentet her ville have medført, at gennemsnitsindkomsten hverken ville have været 20.000 kr. i 1870 eller 300.000 kr. i dag, men meget mindre.

Desværre tager mange fordelingspolitiske diskussioner udgangspunkt i en implicit præmis om, at kagen har en bestemt størrelse, at den nuværende fordeling er mere eller mindre tilfældig, og at en retfærdig fordeling udelukkende er et politisk spørgsmål. Så kan man næsten ikke nå til anden konklusion, at der skal udlignes maksimalt. Men det er også komplet kontrafaktiske antagelser.

Data er fra Maddison og Statistikbanken

Hvad er den kinesiske vækstrate

Punditokraternes faste læsere vil vide, at vi her på stedet ikke er imponerede over kinesisk nationalregnskab. I foråret dukkede der data op, der den kinesiske import var faldet næsten 20 %, og producentprisindekset var faldet godt 4 % (læs her). Nu viser det sig, at det kinesiske ølforbrug, der ellers er vokset 6 % per år de sidste ti år, stagnerede fuldstændigt sidste år (hattip: Marginal Revolution). Det passer dårligt med de officielle udmeldinger om en real vækstrate på cirka 7 %.

Christopher Balding går et skridt videre og tager fat om den officielle, kinesiske påstand om at detailhandlen steg 10,8 % i løbet af det sidste år. Her er hans kig på de (stadig) officielle data:

To examine this closer, I downloaded data from the report covering the 50 and 100 largest retail enterprises in China with sales broken out by category.  Looking at the 50 largest retail enterprises in a year over year basis, except for jewelry, all other categories are negative. Looking at the 100 largest, jewelry is still the largest gainer at 8.7% with food registering a 4.9% gain.  Total retail sales among the largest 100 registered a total gain of 1.5% year over year. Most interestingly about the top 100 year over year retail sales, there is not one category that reaches the 10.8% claimed by the NBSC.

Det er ret nemt for enhver med lidt kendskab til nationalregnskab at regne rundt og se, hvor meget de andre kategorier – primært offentligt forbrug og investeringerne – må være steget, for at en så svag indikator for privatforbruget kan være konsistent med en total vækstrate på 7 %. Den logiske konklusion er, at de kinesiske væksttal nødvendigvis må være ren fiktion. Mit personlige gæt er, at den faktiske vækstrate sagtens kan være negativ.

Sovjetisk vækst?

Vi har tidligere skrevet om kinesisk vækst, og hvorfor man ofte ikke bør stole på tallene (f.eks. her). Jeg genlæste forleden G. Warren Nutters fine artikel “Some Observations on Soviet Industrial Growth” fra American Economic Review i 1957. Nutter var en af de første vestlige økonomer, der stillede spørgsmålstegn ved de officielle sovjetiske væksttal og så ind bag ved dem, for at få et indtryk af, hvad der faktisk skete. Her er hans glimrende introduktion, og lørdagens spørgsmål er, om man ikke kunne have samme bekymringer om kinesiske tal?

Imagine an economy born in violence and grown up in turmoil, where the only two spurts of growth stand on either side of a destructive war; where the economy’s character has been radically transformed within less than thirty years; where industrial structure and directions of growth have been dictated by the aim of maximizing state power; where prices have borne a haphazard relation to costs; and where a government with flexible standards of candor has exercised rigid control over the trickle of information is has allowed to the outside world. You are asked to determine how fast that economy has been growing and compare it in performance with other powerful economies of the world.

Hvordan opdager man vækstfirmaer?

Jeg skrev i Børsen i går om Sven-Olov Daunfeldt og Daniel Halvarssons nye forskning om højvækstfirmaer. Mange politikere mener, at vi bør støtte højvækstfirmaer for at skabe flere arbejdspladser og mere vækst, men problemet er stadig hvordan man identificerer dem. Alle politikere, jeg har talt med om emnet, mener at det er nemt: Man kan jo se dem der er successer. Den implicitte antagelse, som de færreste forstår, er at de firmaer, der er successer nu også er det om nogle få år. Hvis ikke giver den politiske identifikationsstrategi ingen mening.

Og deri ligger Daunfeldt og Halvarssons pointe! Som de identificerer højvækstfirmaer i svenske data, er sandsynligheden for at en succes i én treårsperiode også er det i den næste periode kun 1 %. Sandsynligheden for at firmaerne ligger i den dårligste del er derimod 5-6 %. Så simpel sandsynlighed taler for, at den populære politiske strategi mest kommer til at støtte fiaskofirmaer.

Den publicerede version af papiret er her; en ungated tidlig version er tilgængelig her.

Ulighed – igen igen igen

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.

IMF og ulighed – igen igen

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.

Er Brasilien overhovedet en succes?

Dagens spørgsmål er retorisk, fordi svaret er nej. Brasilien er B’et i BRIK-landene, men ser man på landets faktiske udvikling, er der ikke meget at være imponeret over. En del af forvirringen er dog – måske – til at forstå. Det meste statistik i medierne, og desværre også en del af det, der bruges i bankerne, er ikke købekraftskorrigeret. Det har den effekt, at man blander egentlig vækst i købekraft (dvs. økonomisk levestandard) sammen med inflation.

Figuren nedenfor gør det forhåbentligt klart for læserne. Den røde linje er væksten i de rå tal, mens den blå er korrigeret for inflation. Gennemsnittet i de rå tal er en årlig vækstrate på 3,8 % siden de sidste 20 år, men kun 1,7 % når man har korrigeret for prisudviklingen. Det er ikke meget bedre end Danmark! Gør man det, kan man endda se tre år med negativ vækst i perioden.

Bundlinjen er, at Brasilien måske er interessant fordi det er et meget stort land, men når man tager et kig på de faktiske tal, er der ikke meget at være imponeret af. Væksten er endda aftagende, og man regner noget optimistisk med, at 2012 og 2013 lander på omkring 1 %. Så hvorfor er landet blevet så hypet?

UPDATE: Dagens Jyllandsposten er det seneste eksempel på et medie, der ukritisk bringer historien om ’vækstøkonomien Brasilien’. Niels Westy påpeger dog også, at mens tallene ikke helt fanger kvalitetsforbedringen af mange varer og service i landet, skete denne forbedring primært i 1990erne, og mest i første halvdel efter større liberaliseringer. Kvalitetsforbedringer er kun sket i meget begrænset i 00erne, og den handelsliberalisering, der skabte nogle af dem i 1990erne, er gået i stå og på nogle områder trukket delvist tilbage. Ligesom storskurken Argentina har Brasilien brudt Mercosur-aftaler flere gange.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph‘s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Hvem er vokset hurtigst?

DR kører for tiden en – i min mening ikke særligt vellykket – serie om fattigdom. Der tales meget om fattigdom, men meget lidt om det faktum, at alle lande har været fattige en gang. Måden vi er kommet ud af fattigdom på, har været at økonomiens produktive formåen er vokset. Så spørgsmålet om, hvorfor nogle lande vedblivende er fattige, er spørgsmålet om, hvorfor nogle landes økonomi vokser så langsomt, eller slet ikke. Dagens post er således lidt ekstra input ovenpå Niels’ glimrende post fra i fredags.

For at få et indtryk af, hvilke lande vi taler om, er her weekendens figur at tænke over. Jeg har taget den nyeste version af Penn World Tables (mark 7.1) og beregnet den gennemsnitlige, årlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger mellem 1970 og 2010 (det seneste år, der er tal for), og gjort det samme for perioden 1990 til 2010. Figuren nedenfor skal derfor ses et input til læsernes overvejelser over, hvad der skaber langsigtet økonomisk udvikling, og på den bases at gennemsnitsvæksten i alle de 160 lande, der er dækket, var 1,7 %. Grunden til at begge perioder er med, er at den korte, senere periode fortæller os noget om, hvornår væksten primært er sket – i 1970erne og 1980erne, eller i de sidste tyve år.

Figuren viser de ti hurtigst voksende økonomier mellem 1970 (1990) og 2010, og de ti langsomst voksende i samme periode, med vækstrater i den lange periode i mørke farver, og vækstrater i den korte periode i lyse farver. Den eneste undtagelse til et mere generelt mønster er Ækvatorial Guinea, der har set en velstandseksplosion de senere år pga. massive råstoffund. Og uden at ville fortælle læserne alt for meget, er der vel en klar, bagvedliggende historie om liberaliserende reformer og beskyttelse af den private ejendomsret – eller hvad mener læserne?

Latinamerikansk vækst

Om nogle få dage – forhåbentlig – bringer Børsen en kommentar af Niels Westy og mig. Vores pointe er, at folks syn på hvad der er succeser og fiaskoer i Latinamerika er temmelig skævt. Brasilien klarer sig faktisk ikke særligt godt, mens andre oversete lande er på vej frem. Så søndagens tankevækker her på stedet er figuren nedenfor. Den viser udviklingen i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger i otte latinamerikanske lande. Bemærk at jeg ikke har taget Argentina med, da selv IMF ikke længere tror på deres officielle tal. Vi opfordrer læserne til at tage et kig på figuren og drage deres egne konklusioner.

Danmark ifht tigerøkonomierne

Flere læsere har bedt om at få gentaget den pædagogiske øvelse forleden dag, men med lande som Sydkorea og Hong Kong. Med de nødvendige forbehold – tallene er aldrig perfekt sammenlignelige – er her billedet per 2012.Bemærk, at flere lande er væsentligt rigere end Danmark. Jeg har antaget en langsigtet vækstrate på 1½ % for at kunne vise, i hvilket år af dansk udvikling, de ligger. Helt ubeskedent: Jeg synes, at billedet fortjener at blive vist til alle danske politikere.

Er den offentlige sektors størrelse et vækstproblem?

I Danmark diskuterer man de næste års vækst i disse uger, og diskuterer den ret heftigt. Ikke mindst oppositionen argumenterer for en ’vækstplan’, der ikke blot vil øge et offentliges rolle i økonomien, men også øge den offentlige sektors størrelse. Vi har flere gange skrevet om det her på stedet, men (med et hattip til Niclas Berggren), er her abstractet fra en ny artikel. Andreas Bergh og Magnus Henrekson giver i ”Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence”, som trykkes i Journal of Economic Surveys, en oversight med fortolkning over, hvad vi ved:

The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture. The most recent studies find a significant negative correlation: an increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5% to 1% lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth. One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research.

Er der ikke en behjertet sjæl derude, der kunne stoppe det budskab ned i halsen på et par politikere?

Vækst og vrøvl

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

Giver social kapital udvikling? Giver det mening?

Vi har tidligere skrevet om begrebet ’social kapital’ her på stedet, ikke mindst fordi flere af os er interesserede i det, og (naturligvis) fordi jeg i min tid skrev PhD-afhandling om det. Begrebt blev populariseret og bragt til en videre kreds af samfundsforskere af Harvard-politologen Robert Putnam, der i sin bestseller Making Democracy Work fra 1993 definerede det som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Putnams tese var, at disse tre faktorer forstærkede hinanden, og påvirkede landes økonomiske og politiske udvikling.

Men forskningen er selvfølgelig fortsat siden Putnams bog, og noget af den nyeste forskning kaster nyt lys på spørgsmålene, samtidig med at den afviser Putnams hovedtese – at normer, organisationsaktivitet og social tillid på en eller anden måde alle er udtryk for et underliggende koncept – et han kaldte social kapital. Særligt gælder det, at den tætte sammenhæng mellem social tillid og organisationsaktivitet, som Putnam mente var til stede, ser meget svag ud. To spritnye artikler dokumenterer, at billedet derfor er noget mere blandet end Putnam troede. Læs resten

Spændende læsning i 2009, nummer et

Som sædvanlig når tømmermændene fra endnu en nytårsaften med tennistosserne er lettet, er det tid til at reflektere lidt over det år, der er løbet ud. Og en af de ting, jeg tænkte over, var hvilke af de mange artikler, jeg læste i 2009, som jeg syntes var ekstra spændende. Planen er derfor, at skrive en kort serie om ’spændende læsning i 2009’ om netop de artikler, selvfølgelig med håbet at nogle af vores læsere også vil synes om dem.

Første bud er min ven og kollega Niclas Berggrens fælles studie med Mikael Elinder om økonomisk vækst og tolerance. Studiet, der stadig ligger som konferencepapir – publikationsprocessen i nationaløkonomi kan være frustrerende langsom – tager Richard Floridas ideer om tolerance og ’den kreative klasse’, og tester dem grundigt på tværs af 63 lande. Tolerance måles på to måder: 1) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have homoseksuelle som naboer, og 2) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have mennesker af en anden race som naboer. Læs resten

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑