Tag-arkiv: vækst

Hvad sker der med økonomien, når befolkningstallet topper?

Nogle lande har allerede set befolkningstallet toppe og i gang med at falde. Det er ikke usandsynligt, at verdens befolkningsmasse vil begynde at skrumpe i løbet af dette århundrede. Det er ikke første gang, folketallet falder. Krig, katastrofer og sygdomme har med mellemrum slået tallet ned. Men det er første, det skyldes demografien selv – at fertiliteten falder så meget, at befolkningen ikke kan reproducere sig selv.

Hvad sker der i sådan en verden? Det har Zetlands redaktør Mads Olrik skrevet en interessant “long read” om, hvortil han bl.a. har interviewet mig. Den kan læses eller høres (uden betalingsmur) her.

Den korte historie er, at vi kan regne med to modsatrettede effekter. For det første vil kapitaludrustningen per borger stige. Godt nok vil væksten i investeringerne aftage, men ikke mere end at kapitalapparatets vækst overstiger befolkningens. Det vil gøre os rigere. For det andet kan færre mennesker medføre mindre arbejdsdeling og specialisering. Det vil alt andet lige gøre os fattigere. Samlet set er der økonomisk set ikke nødvendigvis være så meget at frygte.

I virkeligheden er det nok mere afgørende, hvilke konsekvenser befolkningsudviklingen vil få politisk – fra effekten på politiske beslutninger af en ældre vælgerbefolkning til magtforskydninger mellem lande. Det er en helt anden historie.

Hvad spiller størst rolle – klimaforandringer eller økonomiske institutioner?

Der er enorm fokus på de negative virkninger af global opvarmning. Men det er ikke den eneste udfordring, vi står over for. Og er det overhovedet den største?

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Læs resten

Den kommende diskussion: Hvordan finansierer vi gælden?

Coronaepidemien har været dybt skadelig for alle vestlige økonomier og har udløst den hurtigste recession i moderne tid. BNP-faldene har været historisk dybe og er næppe gjort bedre af mange regeringers alvorlige politiske fejl. Det gælder ikke mindst den danske regerings totalt inkompetente håndtering af hjælpepakker og anden politik, der pt. har udløst et nettofinansieringsbehov på cirka 250 milliarder kroner. Staten skal med andre ord ud at låne en kvart billion for at finansiere hullet i statskassen, men synes ikke at bekymre regeringen.

Det burde den, fordi gælden skal finansieres på en eller anden måde. Dette spørgsmål bør blive et af de helt store i dansk politik i den kommende tid, ligesom det allerede er i britisk politik. Skal man amortisere gælden over en lang årrække eller bør man hæve skatterne allerede nu for at betale den? Problemet er, at mens en lang årrække med større gæld ikke er videre attraktiv, er højere skatter en endnu værre løsning – som den danske regering vel at mærke ser ud til at være i gang med at implementere. De høje skatter risikerer at gøre en dyb krise endnu dybere og længerevarende, og når krisen er overstået, viser erfaringen at skatterne ikke bliver sat ned. I stedet kan politikere på begge sider af Folketinget til enhver tid finde på nye ting at bruge penge på (læs: købe stemmer med). Det øgede skattetryk vil derfor sandsynligvis sænke den langsigtede vækst og produktivitetsudvikling, og dermed gøre det endnu sværere at betale resten af gældsbyrden.

Den altid glimrende Mark Littlewood havde i går en kommentar i The Times (gated her), hvor han opsummerer dette dilemma i britisk politik og peger på de forskellige politiske positioner i debatten:

For the Treasury hawks, tax rises to mitigate this year’s deficit figures need to be seriously considered and a number of these steps will have to be taken. In contrast, the doves argue that the coronavirus pandemic simply represents a one-off hit to the finances, albeit a substantial one. It obviously cannot be ignored and it won’t be written off in the manner of some war debts, but it can be dealt with over a long period of amortisation. For the doves, a “go for growth” strategy needs to be foremost in the chancellor’s mind. Improving this year’s balance sheet – by a hundred billion here or there – by dampening a private sector recovery would amount to a pyrrhic victory, at best.

Mark deltog også i en halv time lang diskussion af problemerne med Julian Jessop i the Institute of Economic Affairs interessante serie The Definite Article. Samtalen, der blev modereret af Emily Carver, dækkede en række emner i diskussionen og er varmt anbefalet, da diskussionerne også er perfekt relevante for Danmark.

Cancelled conference papers: Trust and Growth Patterns

The conference season this spring is among the many activities killed by the corona panic. A large number of scientific conferences have had to be cancelled because people aren’t allowed to travel anymore. Those cancellations have the unfortunate effect that many research efforts have come to a screeching halt, and many of us now have leftover papers and presentations. We’ll either never get any feedback on those papers or we’ll have to postpone them to potential events in the autumn. We’re also going to lack the inspiration that we usually get from watching colleagues presenting their new papers and interacting with them in person at conferences. It makes one wonder if it is possible to avoid a research recession similar to the coming economic recession.

However, the problems need not keep one from presenting research in one or the other form even though it cannot occur in the usual way. Perhaps one can even make a tiny difference on this blog? We’re therefore making an attempt with a short ‘cancellation series’ about new research. We’ll begin with the paper ”Social Trust and Patterns of Growth”, which I was supposed to present at the annual meetings of the European Public Choice Society; interested readers can find the full paper here.

The background of the paper is a literature that has emerged since the mid-1990s. After Steve Knack and Phil Keefer’s seminal paper from 1997, which kickstarted a literature that I surveyed a couple of years ago in an Oxford Handbook, a growing number of studies document that social trust – the degree of trust people typically have in fellow citizens they don’t know – is an important determinant of long-run economic growth. Yet, which element or elements of growth are affected by trust remains an open question.

I therefore ask in ”Social Trust and Patterns of Growth” just how trust affects long-run growth. I start with Solow and Swan’s basic observation that economic growth derives from two separate types of sources: factor accumulation and factor productivity. Growth caused by accumulation implies that people work longer hours, that more people work, that they have more physical capital – machinery, buildings etc. – to work with, and that they have more human capital (i.e. they are better educated). Growth caused by productivity improvements and innovation implies that the economy creates more value with the use of fewer resources. The theoretical problem is that all of those elements could in principle be affected by social trust. Several papers by, e.g., Paul Zak and Steve Knack and Jacob Dearmon and Robin Grier find that trust is associated with more investments in physical as well as human capital, Philippe Aghion, Yann Algan, Pierre Cahuc and Andrei Shleifer emphasize that higher levels of trust are associated with easier regulation – and if that also implies that labour markets are less regulated, it will increase employment – while Semih Akçomak and Hanna Müller-Zick as well as my own work with Pierre-Guillaume Méon suggest that trust affects innovative activity and productivity development. The literature therefore makes it very difficult to claim anything about which channel is more affected by trust.

The empirical clue of the paper is that available data in the Penn World Tables actually allow one to perform what is known as a Solow decomposition of long-run growth in 64 countries. That implies that we know approximately how much each component – employment, human capital, investments and productivity – affect growth, and we can estimate the degree to which each component is affected by social trust. In other words, it is possible for a sample of 64 countries not only to asses how much trust affects the growth rate, but also how it affects the pattern of growth. I do so in non-overlapping five-year periods back to 1977.

The results of doing so are surprisingly clear: A trust difference of one standard deviation – approximately the difference between France and Germany (or, interestingly, between the Italian regions of Sicily and Veneto= – yields approximately a 20 percent faster growth rate of productivity, which implies a 10 percent faster growth rate in real GDP per capita. Conversely, it turns out that other growth elements – those associated with factor accumulation – are not robustly affected by social trust.

The answer to the basic question of the paper, which I cannot present and my colleagues cannot see under normal circumstances these days, is that high-trust countries typically exhibit growth patterns in which long-run growth is driven by productivity improvements. It also implies that high-trust societies will typically be ahead of the rest of the world in terms of productivity – although low-trust countries will still copy their advances at some point in time – and permanently be better at using the resources they have at their disposal.

En julegave fra os til dig

“Som økonom har man til tider lyst til at skrige “skomager, bliv ved din læst!” til de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på hvad økonomi er og gør.” Sådan motiverede redaktør Christian Bjørnskov Punditokraternes sommerserie i år. Den direkte anledning var, at den gamle vrangforestilling om befolkningsvæksten som et stort problem er begyndt at dukke op igen – denne gang i miljø- og klimadebatten. Derfor dedikerede vi sommerserien til at se nærmere på, om befolkningstilvækst og økonomisk vækst vitterlig er så alvorlig en trussel, eller om det tværtimod er en velsignelse.

Som vores julegave til læserne bringer vi her serien samlet, så den er let at pakke op og læse eller genlæse i eftertænksomme stunder i løbet af julen. Den burde ikke ødelægge julestemningen, men forhåbentlig øge modstandsdygtigheden over for højtidens sædvanlige bekymringer om overforbrug.

God jul og godt nytår til jer alle.

Afsnit 1. “Økonomisk vækst [er] ikke nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store globale udfordringer.”

Afsnit 2. “På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi.”

Afsnit 3. “Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling.”

Afsnit 4. “Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.”

Afsnit 5. “Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt [overførsels]system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige”.

Afsnit 6. “Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.”

Afsnit 7. “Disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet.”

Afsnit 8. “Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere.”

Afsnit 9. “At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.”

Afsnit 10. “Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden”

Afsnit 11. “Når f.eks. Wind Denmark på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark.”

Afsnit 12. “Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os.”

Afsnit 13. ” Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at [de udtømmelige naturressourcer] vil blive udtømt for hurtigt.”

Afsnit 14. “Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst.”

Befolkning, vækst og klima 14: Derfor kan vi have stadig vækst i en verden med udtømmelige ressourcer.

Sommeren er for længst gået på hæld, og det er vores sommerserie om vækst, befolkning og klima dermed også. Vi mangler dog at behandle et enkelt spørgsmål: Hvordan kan en verden af endelige ressourcer forenes med vedvarende økonomisk vækst? Svaret er det lidt overraskende, at vækst i høj grad er en forudsætning for ikke at løbe tør for ressourcer.

Når svaret kan overraske, er det fordi, det kan virke næsten banalt, at et endeligt input ikke kan resultere i et uendeligt stort output. Tænker vi økonomien som en pølsemaskine, kan der kun komme flere pølser ud af den, hvis der hældes mere materiale ind i den først. På et tidspunkt må inputtet slippe op og dermed også produktionen af pølser.

Men tænker man lidt videre, så kan en endelig ressource end ikke strækkes til at give nulvækst. Hvis der kun er en endelig mængde input, kan man ikke producere den samme mængde pølser år efter år.

I sidste ende kræver både nulvækst og vækst, at økonomien tilføres et ikke-udtømmeligt input, som gradvis kan erstatte det udtømmelige input.

En umiddelbar kandidat er kapital. Det nødvendige input kunne vi således få, hvis kapitalapparatet vokser tilpas hurtigt. Vi kan altså tjene ind på gyngerne, hvad vi mister på karussellen; vi erstatter den udtømmelige ressource med (anden) kapital.

Her løber vi imidlertid ind i et velkendt vækstteoretisk problem: På et tidspunkt holder væksten i kapitalapparatet op, når det er blevet så stort, at de årlige afskrivninger svarer til den årlige opsparing (det er en egenskab ved Solows vækstmodel, som Christian har omtalt her). Og når opbygningen af kapital hører op, begynder produktionen at falde, fordi den udtømmelige ressource bliver stadig mere knap.

Der er heldigvis to andre kandidater: For det første kan vi kompensere for et faldende forbrug af den udtømmelige ressource ved at anvende ressourcerne generelt mere effektivt. Det kaldes multifaktorproduktivitet og er en central kilde til den økonomiske vækst, vi allerede oplever. For det andet kan vi over tid finde erstatninger for den udtømmelige ressource. Det vil øge dens faktorproduktivitet. Vi kan så at sige producere flere enheder BNP med én enhed af den udtømmelige ressource. Det ser vi også i høj grad. Vi erstatter f.eks. løbende gamle energiformer med nye. Og det er værd at understrege, at det kommer af sig selv, fordi øget knaphed giver stigende priser og dermed incitament til at udvikle alternativer til den udtømmelige ressource (se også dette indslag om, hvorfor udtømmelige ressourcer ikke slipper op).

Saudi Arabiens navnkundige olieminister Sheik Yamani sagde engang, at stenalderen ikke hørte op, fordi man løb tør for sten. Det fanger meget godt det centrale i sammenhængen mellem vækst og udtømmelige ressourcer. I sidste ende er permanent vækst betinget af vækst i multifaktorproduktiviteten – at vi bliver bedre til at udnytte givne ressourcer. Og drivkraften bag opdagelsen af input, som kan erstatte udtømmelige ressourcer, er nøjagtig den samme – at der skabes ny viden, teknologi og måder at producere på. Det er en proces, som i et par århundreder har tilladt en vedvarede vækst, der har mangedoblet den samlede velstand, og der er intet, der tyder på, at processen er ved at være kørt til vejs ende.

Schumpeter kaldte den kapitalistiske økonomi for ”kreativ destruktion”, fordi nyskabelser mindsker værdien af hidtidige måder at producere på. ”Destruktionen” vil også sige, at metoder, som trækker kraftigt på en udtømmelig ressource, skubbes til side. Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst i levestandarden.

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.


Befolkning, vækst og klima 12: Hvor vestlige er de rige ikke-vestlige?

Når man taler om ’de rige lande’ er det ofte underforstået, at det handler om en bestemt gruppe lande i Europa, Nordamerika, og enkelte andre som Australien og New Zealand, Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan, ligesom Hong Kong typisk regnes med. Ser man på tallene for gennemsnitsindkomster, er det dog klart, at de rige landes klub er en tand bredere end det.

Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer (25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan (24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis (21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars, eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.

Et stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne økonomier: Deres udledning af CO2 per indbygger, deres børnetal, og størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575 dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO2-udledninger på 7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).

Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO2-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO2-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.

Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.

Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.

Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs – men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’ er en diskussion til en anden dag.

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst?

Noget af det mest mirakuløse ved det menneskelige samfund er, at vi til trods for en enorm stigning i folketallet har set en endnu kraftigere vækst i velstanden. Som vi så i afsnit 6 i serien, har de sidste 2000 års historie været bemærkelsesværdig enkel at illustrere i form af stigende skalaafkast. I perioden fra Kristi fødsel til lidt efter 1800 steg BNP med 1,2 pct., hver gang folketallet steg 1,0 pct. I de to hundrede år siden den industrielle revolution er BNP vokset med 2,1 pct. i gennemsnit for hver stigning i befolkningen på 1,0 pct. Det har tilladt, at vi i stedet for at blive kvalt i hinandens trængsel er blevet mange gange rigere.

Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt nærmere på.

Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker, hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.

For det første har der været langvarige og tilbagevendende perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu mere. Med et gennemsnitligt skalaafkast på blot 1,2 har der været mange langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død – skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin malthusianske side gentagne gange.

For det andet kom den industrielle revolution – og det store løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden – ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal, springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.

På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået intensiveret handel og arbejdsdeling.

Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige institutioner ikke kan.

For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid. Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk statistisk problem.

Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem tiden, som driver resten af historien.

Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at ”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det. Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.

Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.

Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.

Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayek påpegede, består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den fremragende The Rational Optimist sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget mere viden, end én person – eller computer – kunne.

Det er let at komme til at tænke på teknologi som store opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig til anvendelsen.

Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000 mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne var økonomisk meningsfulde.

Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.

Hvordan har dansk økonomi det?

Valgkampen er fuld af påstande om, at Danmarks økonomi har det godt. Der er helt åbenlyst fuld beskæftigelse, og der er endda historier i medierne om mangel på arbejdskraft nogle steder i landet. Statsministeren praler også af, at der er vækst igen, og oppositionen fortæller samme historie som baggrund for, at man så kan bruge nogle flere penge. Og om det er regeringen eller oppositionen, betyder flere penge, at det offentlige skal bruge flere penge. De fleste almindelige danskere jeg taler med, er ligeledes overbeviste om at det går godt i Danmark. Det var derfor kærkomment, da et tweet fra punditokraternes med-redacteur Niels Westy i weekenden mindede læserne om, at det faktisk ikke går særligt godt.

Bruger man den helt nye version af the Penn World Tables, der udkom i sidste måned, viser billedet sig at være meget anderledes end det, medierne skriver om. Som PKK’s tweet viser, er BNP per indbygger helt overordnet steget med 11,6 % i Danmark siden 2000. Nok er danskerne dermed blevet rigere, men vores svensker naboer på den anden side af Øresund har i samme periode set en indkomststigning på 25,1 %. Svensk økonomi er med andre ord vokset mere end dobbelt så hurtigt som den danske siden 2000. Udvider man sammenligningen, som vi gør i figuren nedenfor, viser det sig at Danmark ikke blot vokser langsommere end Sverige. Landet er blandt de langsomst voksende økonomier i Vesteuropa: Kun Grækenland og Portugal, der begge oplevede voldsomme kollaps i den finansielle krise, og Italien, hvis økonomi har være gået i stå i lang tid, har haft ringere vækst. Gennemsnitsvæksten på tværs af de 20 lande var 17,7 % og således en halv gang højere end den danske. Danmark har med andre ord helt tydeligt klaret sig forbløffende ringe økonomisk.

Hvad er der så galt? Skal man svare på det, kan en sammenligning med Sverige – det samfund, der allermest ligner det danske – give en række indikationer. Beskæftigelsesfrekvensen (for hele befolkningen) er gennem perioden 2000-2017 steget med 2,8 % i Sverige, men faldet med 1,9 % i Danmark. Ser man i stedet på antallet af arbejdstimer per indbygger, er det kun steget med 0,7 % i Sverige, mens det er faldet med 6,5 % i Danmark. Forskellen i væksten i arbejdsudbuddet – den parameter, forskellige regeringer har holdt øjnene på siden slutningen af 90erne – er der således et gab på 7,2 procentpoint mellem Danmark og Sverige. Det forklarer dermed ikke vækstforskellen på 13,5 procentpoint. Selv når man ser på udviklingen i BNP per medarbejder, er den svenske arbejdsproduktivitet steget 50 % hurtigere end den danske.

Et af de problemer, man hurtigt kan se i de nye tal fra the Penn World Tables, er således at det samlede danske arbejdsudbud er faldet siden 2000, på trods af flere reformer med det modsatte formål. Nok har reformerne gjort en forskel, som flere studier har peget på, men de har ikke formået at opveje de demografiske ændringer, der fører til flere mennesker på pension og efterløn, ligesom man kan overveje om flere andre helt har forladt det danske arbejdsmarked. Det er dog, som tallene viser, kun en del af historien. Den anden del handler om produktivitet.

Det er derfor, vi viser det simple plot i den anden figur. Nogle økonomer, inklusive mindst en som jeg har stor respekt for, har hævdet at arbejdsudbudsreformerne også påvirker den danske produktivitet. Andre ser på spørgsmålet på samme måde som jeg gør: Der er ingen grund til at tro, at flere mennesker på arbejdsmarkedet vil gøre dem, der allerede var der, mere produktive. Og som det er relativt let at se i figuren, er der ingen generel sammenhæng mellem udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen og udviklingen i nationalindkomst per indbygger.

Der er med andre ord ikke noget, der peger på at arbejdsudbudsændringer har påvirket økonomiens dynamik, selvom reformerne nok har haft den officielle hensigt at øge statens skatteindtægter og sænke dens overførselsudgifter. Det er således svært ikke at konstatere, at den vigtige faktor til at forstå den meget lave vækst i Danmark er, at vi i det mindste siden 2000 – og sandsynligvis noget før – ikke er fulgt med den internationale produktivitetsudvikling. Og det værste er, at der ikke er noget det tyder på, at vi har ordnet problemet.

Thatcher-revolutionen – gjorde hun briterne rigere?

Otto skrev forleden en kort post om Thatcherrevolutionen, da det i weekenden var 40 år siden Margaret Thatcher kom til magten som premierminister i Storbritannien. Hans pointe var, at Thatcher i høj grad ændrede den økonomiske politik i sit land: Der er praktisk taget ingen andre vestlige lande, der er gået et helt point frem på Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. Thatcher reformerede bestemt ikke alt – sundhedsvæsenet gik for eksempel fri – men tog et alvorligt opgør med statens rolle i den britiske økonomi. Det store spørgsmål er, om det virkede?

Som Otto pointerede, betragtede man i 70erne den britiske økonomi som Europa syge mand. Den tidligere så mægtige industrimagt var over årene sandet til i regulering, statslig indblanding og voldsomt stærke – og meget venstreorienterede – fagforeninger. Bilindustrien var for eksempel blevet nationaliseret, hvilket endte med at slå store dele af den ihjel. Som an kender fra Danmark med f.eks. PostNord, DSB og i nogen grad også SAS, led kvaliteten når fagforeningsbeskyttet arbejdskraft ikke længere havde incitamenter til at gide. Det endte i en situation i 70erne, hvor man ofte med det blotte øje kunne se større mellemrum mellem panelerne på britiske biler. Slendrianen i de beskyttede sektorer blev også overdådigt eksemplificeret i de mange historier om, hvordan arbejdere hos British Leyland lavede særlige rum, hvor man kunne gå hen og få en frokostlur, og hvordan det var almindeligt, at der var soveposer til rådighed, så man kunne sove på natteholdet (læs f.eks. her). Thatcher gjorde op med det hele under devisen Lad falde hvad ej kan stå.

Derouten kan ses tydeligt på de to figurer nedenfor, hvor vi benytter os af den helt nye version 9.1 af Penn World Tables. I den første figur viser de to linjer udviklingen i købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Storbritannien (den blå linje) og et befolkningsvægtet gennemsnit af BNP per indbygger i nabolandene Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, og Norge (den røde linje). I den anden viser vi privatforbrugets udvikling for de samme grupper. I begge figurer viser den stiplede, sorte linje briterns relative BNP og privatforbrug; skalaen for denne variabel er givet på den højre y-akse.

Nabolandenes BNP overhalede Storbritannien allerede omkring 1960 og privatforbruget omkring 1970, og derouten er tydelig i begge de stiplede linjer: Fra at have været næsten en tredjedel rigere end naboerne omkring 1950, og fra at have haft et meget højere privatforbrug, faldt de to andele over de næste 30 år. BNP-andelen endte på cirka 75 % af naboerne, og privatforbruget til 85 % af naboerne.

Men hvis man følger de to andele, stopper udviklingen ganske brat omkring 1980! Figurerne illustrerer med al tydelighed, hvordan Thatchers kur helbredte Europas syge mand. De store reformer virkede, og briternes status er langsomt, men sikkert, vendt tilbage. BNP per indbygger i Storbritannien har de seneste ti år været cirka 85-90 % af nabolandene (og husk, at de også tæller oliestaten Norge og investeringsmagneten Irland) og privatforbruget ligger rimeligt stabilt 5-8 % over naboernes. Det er den anden halvdel af arven fra Thatcher: Nok var mange uenige i retningen på reformerne, men der er næppe megen tvivl om, at de virkede. Og det kan ses med det blotte øje i figurerne. Uden Thatcher-revolutionen havde Storbritannien været langt fattigere, og lignet Grækenland mere end Danmark.

Hvordan går det i Grækenland og Italien?

I går bragte TV2 News en reportage med Ulla Terkelsen og Miriam Zesler fra Athen. På overfladen så det ud til at gå bedre efter en række rædselsfulde kriseår, men mange af de grækere, de to journalister talte med, var ikke optimister. En sagde direkte, at intet havde ændret sig siden før krisen. På sin vis er det en meget præcis karakteristik: Mens der er gennemført alvorlige nedskæringer i de græske budgetter, er det politiske system stadig dybt dysfunktionelt, og den græske mentalitet – mange synes at mene, at det hele var tyskernes skyld og man burde slet ikke have skåret i statens udgifter – synes uændret. Politikere og mange medier skriver dog, at problemerne nu er løst. Hvor korrekt er det?

Ser man først på gældsudviklingen i Grækenland og Italien – den anden store hovedpine for EU og eurozonen – ser det ikke videre positivt ud. Nok har man bragt de græske statsfinanser nogenlunde under kontrol, men den græske statsgæld var stadig over 180 % af BNP ved udgangen af 2017. Som en ganske grov tommelfingerregel plejer økonomer at sige, at et gældsniveau over 80-100 % vil tynge landets økonomi. Rentebetalingerne begynder at blive så store, at det ar en synlig effekt på statens budget, og et så højt niveau er for det meste et symptom på politisk dysfunktionalitet – at politikerne i en længere årrække har ladet stå til og ikke taget finansielt ansvar. Som figuren nedenfor viser, er det græske niveau således cirka det dobbelte af den normale, kritiske grænse. Det italienske niveau er ikke nær det samme problem, men som figuren nedenfor illustrerer, er de gode år med nogenlunde ansvarlig politik ovre, og gælden er stigende igen. Den nuværende populistiske regering i Rom har på ingen måde gjort det bedre, men insisterer på at bruge flere penge.

På den internationale scene er et af problemerne, at det i høj grad er udenlandske stater, der ejer den græske statsgæld, mens en væsentligt større del af den italienske ejes af italienske (og udenlandske) banker. En græsk gældslettelse – dvs. en delvis græsk bankerot, selvom det ikke må hedde det – vil således skulle betales af disse stater. En stor del af gælden holdes af ECB, og hvis den lettes, må eurozonens medlemmer, der ejer ECB, rekapitalisere banken. Det er særligt de nordeuropæiske medlemmer ekstremt utilbøjelige til at ville gøre. Et yderligere problem er, at kreditorerne – EU’s regeringer, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond – også har svært ved at komme til enighed om, hvad der helt præcist bør ske. IMF, der ligesom OECD har taget et stort skridt til venstre de senere år, foretrækker en langt blidere linje overfor Athen, mens særligt dele af EU ikke er parate til at forære noget, der nærmest har lignet en failed state, flere midler.

Den eneste holdbare vej ud af kaosset for Grækenland, og det snigende gældsmareridt for Italien, er økonomisk vækst. Og her ser det, som illustreret i den anden figur nedenfor, en smule bedre ud fra grækerne end italienerne, der synes reformresistente i næsten danske omfang. Grækerne har af nød faktisk indført en række reformer af både den offentlige sektor og dele af de statslige reguleringer – om end ikke nær så dybe reformer, som regeringen har lovet – og IMF regner med, at økonomien reelt voksede 2 % i 2018 og sandsynligvis vil vokse lige så meget i år. Det er langt fra nok for en økonomi, der er sat næsten 20 år tilbage og har behov for langt højere vækstrater til at hjælpe med at betale gælden, men det er en start.

Længere mod vest ser det langt værre ud, da der stort set ingen vækst har været i den italienske økonomi i snart 20 år: Den gennemsnitlige vækstrate siden 1999 har været ½ % om året. Den nuværende regering ønsker at ’stimulere’ økonomien gennem finanspolitikken. Men som enhver, der har fulgt et introduktionskursus i makroøkonomi ved, vil finanspolitiske tiltag måske give en mindre aktivitetseffekt, men den virker næppe mere end 2-3 år, og kommer ikke til at have varig virkning på nationalindkomsten eller arbejdsløsheden. Tilbage står endnu et hul i statens finanser, fordi der ingen planer er for at dække de ekstra udgifter med ekstra skatter.

Bundlinjen er, at de to specielt finanspolitisk uansvarlige europæiske lande begge stadig er syge økonomier. Begge lider under det mentale problem, som historikeren Bernard Lewis engang opsummerede i spørgsmålet ”Who did this to us?” – at man kollektivt nægter at tage ansvaret for egne finanser og egen uansvarlighed på sig. Begge lider også under en aftagende vækstrate i det meget lange løb, som det ganske let kan ses i den anden figur i dag. Det vækstmønster er typisk for økonomier, hvor en relativt lille del af den samlede vækst kommer fra vækst i produktiviteten. Som Robert Solow slog fast for mere end 60 år siden, er produktivitetsvækst nøglen til permanent vækst. Som de sidste 20 års forskning i vækst peger på, handler det spørgsmål i høj grad om gode institutioner, der skaber incitamenter for folk til at innovere i stedet for at rent-seeke. Og ser man på netop dét aspekt af problemet, ser det i særligt grad sort ud for Grækenland og Italien. Gælden er blot et symptom på, hvor institutionelt syge de to samfund er.

Er den teknologiske udvikling bremset op?

Blandt økonomer kører der i disse år en debat om, hvorvidt den teknologiske udvikling i dag er væsentligt langsommere end i årene fra 40erne til først i 70erne. Spørgsmålet er ekstremt vigtigt fordi teknologisk udvikling er en af de væsentligste drivkræfter bag den langsigtede udvikling i produktivitet. Mange af dem, der taler for stagnation – at den teknologiske udvikling faktisk er langsommere i dag end tidligere – taler om, at der ikke længere er mange ’lavthængende frugter’. Med andre ord er der færre og færre nemme måder at blive mere produktiv på. Om det er sandt blæser stadig i vinden.

Der er dog en anden fløj, der peger på at der stadig er væsentlig udvikling. Den er blot sværere at ’se’, og optræder heller ikke altid fuldt i BNP-statistikker. Hvor svær, den debat er, vil vi i dag eksemplificere med nogle få eksempler. Vi gør det ved at vise seks eksempler på teknologisk udvikling mellem 1973 – det normale cut-off i litteraturen – og i dag, 45 år senere og mellem 1973 og 1928, 45 år tidligere. Eksemplerne er fly og telefoner.

Fly er tydelige og meget synlige eksempler på, hvordan den teknologiske udvikling kan være bremset op. De tre billeder her er fly, der var blandt de største og mest avancerede på deres tid: En Fokker 30 fra 1928, en Boeing 747-100 fra 1973, og en ny Boeing 747-8 fra i dag. Kvantespringet i de 45 år mellem 1928 og 1973 er tydeligt: Det er skiftet fra 32 til 366 passagerer, propeller til jetmotorer, og transport for de få til de mange. Springet fra 1973 til 2018 er derimod næsten usynligt, og det basale design af flyet er identisk i dag med Joe Sutters oprindelige fra sidste i 60erne.

Boeings jumbo er dog også et eksempel på, hvor lidt man ofte kan se den nyere teknologiske udvikling. Selvom -8-versionen ligner -100 og ikke kan flyve hurtigere, kan de nye flyve cirka 14.000 kilometer uden mellemlandinger. Den gamle 100-versionen, der fløj i 1973, brugte cirka 5,1 liter fuel per passager per 100 kilometer. Det lidt mindre og mere fleksible, højteknologiske – og meget smukke – Lockheed L-100 TriStar, brugte marginalt mindre. I dag bruger 747-8 cirka 3,5 liter på long-haul-ture, mens Boeings 787-8, der går for at være det mest avancerede af de nye fly, kan nøjes med 2,8 liter. Grundene er ikke direkte synlige for de fleste, da de to versioner af 747 ligner hinanden, og de fleste heller ikke ville kunne gætte, om TriStar eller 787 var det nyeste fly. På jumboen er de væsentligste forskelle detaljer i vingedesignet og motorerne – Pratt & Whitneys JT9D-7 på de tidlige versioner versus General Electrics GEnx. Det samme gør sig gældende for de lidt mindre fly, hvor 787-vingen er ekstremt efficient, og de nye Rolls Royce Trent-motorer (som British Airways f.eks. har købt) er enorme forbedringer i forhold til TriStars dengang avancerede Rolls Royce RB-211. Alligevel vil de fleste kun kunne se en forskel på motorerne: At de nye motorkasser, der omgiver motoren, ender i en savtakket kant, hvor de gamle havde en glat kant.

Den teknologiske udvikling er derfor skjult for de fleste i mange fly, og er også ofte i høj grad understøttet af afregulering, som har gjort flytransport meget billigere. En tur over Atlanten koster således mindre i dag i nominelle kroner end i 70erne, på trods af at det generelle prisniveau er firedoblet. Men det er ikke det eneste eksempel på, hvordan vi ikke ser udviklingen.

Et af de mest dramatiske og mest synlige eksempler er telefoner. Til højre herfor har vi derfor billeder af typiske telefoner fra de tre år 1928, 1973 og 2018. Den første er en tysk GAG Haustelefon, den næste en Kirk F 68 med trykknapper, mens den sidste er en ny Samsung Galaxy S8.

GAG-telefonen ligner den, man ser rige og glamourøse mennesker bruge i amerikanske film fra 30erne – et særligt apparat som stod på sit eget, dertil indrette bord. Man drejede et nummer, omend man ofte skulle gennem en telefonistinde og spørge om en forbindelse. I forhold til tiden før telefonen, var det dog et meget stort fremskridt. Man kan derfor overveje, hvor hurtig den teknologiske udvikling var fra 1928-73, når man ser Kirk-telefonen. Udover at den har knapper i stedet for en drejeskive, er det essentielt samme teknologi, omend med bedre lyd og langt lavere samtalepriser.

Springet fra 1973 til 2018 er synligt for alle, og meget velkendt når man spørger folk: En Samsung Galaxy ville virke som noget fra Star Trek, hvis man havde set den i 1973, og flere af dens funktioner ville være fuldstændigt ukendte. Det er dog næsten usynligt på to andre fronter af to grunde. For det første er det velkendt, at folk vænner sig meget hurtigt til mange objektive forbedringer, og dermed ‘glemmer’ fremskridtene. Selvom man ved med sikkerhed, at ens liv er blevet bedre, hæver man stille og roligt overliggeren for, hvad man opfatter som almindeligt.

For det andet har Samsung-telefonen, som meget anden ny teknologi, multifunktionalitet. Skulle man være fair overfor Samsung, er den ikke blot telefon, men også ur, radio, en lynhurtig postkasse til kort, og en moderne telefon udgør det også for en hel hylde fuld af telefonbøger og kort. Ét apparat har dermed erstattet en række andre forbrugergoder, som en ny generation ikke kender til. Multifunktionaliteten skjuler dermed, hvor stort fremskridtet faktisk er.  Forsøger man at måle konsekvenserne af fremskridtet kommer man derfor til kort. Det købekraftsjusterede BNP per indbygger i Danmark steg 191 % mellem 1928 og 1973, men er kun steget med  80 % siden 1973 (iflg. Maddison-databasen).

Som den britiske økonom Diane Coyle (se også her) har understreget, skjuler det dog meget væsentlige velfærdsforbedringer af en meget simpel grund. For at kunne korrigere for købekraftsforskelle – at nogle lande er dyrere end andre, og at varer stiger i pris uden at blive bedre (en Mælkedreng vanilleis kostede 1,25 da jeg var helt lille) – må man sammensætte en almindelig ‘kurv’ af varer og spore, hvor meget prisen på den kurv ændrer sig over tid. Problemet med det er, at der i 1928-kurven naturligvis ikke indgik TV i kurven, da det ikke var opfundet, og i 1973-kurven er der ingen mobiltelefoner. Kurven, man bruger til at beregne købekraftsparitet med, ændrer sig over tiden. Og hver gang, man stopper en ny vare i kurven fordi den er ved at blive almindelig, fører det til at man undervurderer velstands- og velfærdsfremgangen i BNP-statistikkerne.

Skal man gå videre end ‘blot’ BNP, bør man måske også regne de nye flys ekstremt forbedrede brændstoføkonomi med ind. Med et noget populært udtryk er en 747-8 eller 787s ‘økologiske fodaftryk’ væsentligt mindre end en 747-100 eller en L-1011. Og i en vis forstand gælder det samme for moderne mobiltelefoner. Vi udskifter dem langt hurtigere end de gamle telefoner, men de har på den anden side gjort, at vi ikke længere producerer kortbøger, telefonbøger osv.

Bundlinjen er, at der er mange grunde til at være teknologisk optimist. Der er dog også grunde til at være skeptisk over, hvor store de fremtidige fremskridt kan blive på en lang række områder. Skal man opsummere det hele, er konklusionen nok den lidt uldne, at der stadig er fremskridt og udvikling, men at den margin, de sker på, skifter over tid. En dag holder telefoner op med at udvikle sig, og bliver sikkert ligesom flyene et område, hvor fremskridtene bliver stadig mindre synlige. Men den dag er der sandsynligvis dukket et andet område og nogle andre produkter op, som vi ikke havde fantasi til at forestille os idag. Om balancen mellem opbremsningen i fly og de enorme fremskridt i kommunikation så alt i alt er dårlig eller god, må vi være op til hver enkelt læser. Der skal bare tænkes over den, før man udtaler sig for bombastisk om verdens tilstand.

Hvem er de virkelige succeser?

I flere år talte og skrev en række meningsdannere om BRIKS-landene – hvor flot deres vækst var, hvor politisk vigtige de ville blive, og hvordan verdens økonomiske centrum flyttede sig. I løbet af det sidste år er den debat dog svækket, da det nu er blevet alt for tydeligt, hvor meget man tog fejl. BRIKS-landene var aldrig rigtige succeser, med Indien som den store undtagelse. Vi kan naturligvis more os på punditokraterne fordi vi har skrevet om det gennem årene (Se f.eks. her og her), men spørgsmålet må under alle omstændigheder være: Hvem er de virkelige succeser?

Dagens svar kommer fra at beregne den gennemsnitlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger, taget fra Verdensbankens World Development Indicators over tiårsperioden 2005-2014. Sammenligningsgrundlaget er, at den globale økonomi som helhed voksede med 2,1 % om året i perioden, mens den danske gennemsnitsvækst var -0,3 %. Vi viser to lister hvor den til højre er Top-10 inklusive alle lande mens den til venstre er demokratierne. Grunden til at smide autokratierne ud har vi også skrevet om for nogen tid siden: Diktaturer lyver ofte om deres vækst (læs her og her).

Hvis læserne står med midler, der skal investeres i den nære fremtid kan de spørge sig selv, hvilke lande der er mest interessante. Stoler man f.eks. på Turkmenistans officielle vækstrate på otte procent, og Uzbekistans på 5,6? Hvis ikke, er dele af Latinamerika interessante – men ikke Brasilien. Peru, Uruguay og Panama er blandt de store succeser de sidse ti år. Som man siger i sydstaterne: Who’d a Thunk hvis man bare havde læst de lyserøde sider i JP.

Land Vækst Land Vækst
Peru 4.18 Indien 5.26
Ghana 4.20 Laos 5.42
Uruguay 4.29 Uzbekistan 5.62
Sierra Leone 4.70 Panama 5.67
Bhutan 4.92 Georgien 5.77
Sri Lanka 4.99 Mongoliet 6.34
Indien 5.26 Ethiopien 6.68
Panama 5.67 Azerbaijan 7.30
Georgien 5.77 Kina 7.97
Mongoliet 6.34 Turkmenistan 8.20

 

Vækst og fordelingspolitik – hvad har betydet mest?

Her er et tankeeksperiment. Lad os antage, at udgivelsen af Marx og Engels “Das Kapital” havde ført til en meget stærk politisk krav om indkomstudjævning. Så stærk, at alle danskere i 1870 havde fået præcis samme indkomst. Lad os yderligere antage, at omfordelingen slet ikke ville have påvirket størrelsen af de samlede indkomster. Vi forudsætter altså, at der var en kage af en på forhånd givet størrelse. Man besluttede sig bare for at skære den anerledes ud.

Spørgsmålet er nu: Hvor meget var der blevet til hver?

Svaret er godt 20.000 kr. målt i nutidskroner. Det svarer til en femtedel af den ”fattigdomsgrænse” på knap 104.000 kr., som blev indført under den tidligere regering (og nu heldigvis er afskaffet igen).

Og hvad kan man så bruge dette yderst kontrafaktiske regnestykke til?

Det illustrerer betydningen af økonomisk vækst over tid i forhold til omfordeling. Selv med den mest radikalt tænkelige fordelingspolitik i 1870 ville man kun have opnået en indkomst svarende til en femtedel af, hvad der i dag af nogle betragtes som ”fattigt”.

Og i virkelighedens verden har fordelingspolitikken i de forgange små 150 år ikke været nær så radikal. Det er altså den økonomiske vækst, som har spillet den helt afgørende rolle for indkomstfremgangen også blandt de laveste indkomster.

Den gennemsnitlige indkomst (målt ved BVT i 2014) per indbygger er omkring 300.000 kr. Det er en femten gange gennemsnitsindkomsten i 1870.

Den mest kritiske kontrafaktiske antagelse i regnestykket er naturligvis, at fordelingen af kagen ikke ville have haft indflydelse på dens størrelse. Omfordeling har en pris – og en så radikal omfordeling som i tankeeksperimentet her ville have medført, at gennemsnitsindkomsten hverken ville have været 20.000 kr. i 1870 eller 300.000 kr. i dag, men meget mindre.

Desværre tager mange fordelingspolitiske diskussioner udgangspunkt i en implicit præmis om, at kagen har en bestemt størrelse, at den nuværende fordeling er mere eller mindre tilfældig, og at en retfærdig fordeling udelukkende er et politisk spørgsmål. Så kan man næsten ikke nå til anden konklusion, at der skal udlignes maksimalt. Men det er også komplet kontrafaktiske antagelser.

Data er fra Maddison og Statistikbanken

Hvad er den kinesiske vækstrate

Punditokraternes faste læsere vil vide, at vi her på stedet ikke er imponerede over kinesisk nationalregnskab. I foråret dukkede der data op, der den kinesiske import var faldet næsten 20 %, og producentprisindekset var faldet godt 4 % (læs her). Nu viser det sig, at det kinesiske ølforbrug, der ellers er vokset 6 % per år de sidste ti år, stagnerede fuldstændigt sidste år (hattip: Marginal Revolution). Det passer dårligt med de officielle udmeldinger om en real vækstrate på cirka 7 %.

Christopher Balding går et skridt videre og tager fat om den officielle, kinesiske påstand om at detailhandlen steg 10,8 % i løbet af det sidste år. Her er hans kig på de (stadig) officielle data:

To examine this closer, I downloaded data from the report covering the 50 and 100 largest retail enterprises in China with sales broken out by category.  Looking at the 50 largest retail enterprises in a year over year basis, except for jewelry, all other categories are negative. Looking at the 100 largest, jewelry is still the largest gainer at 8.7% with food registering a 4.9% gain.  Total retail sales among the largest 100 registered a total gain of 1.5% year over year. Most interestingly about the top 100 year over year retail sales, there is not one category that reaches the 10.8% claimed by the NBSC.

Det er ret nemt for enhver med lidt kendskab til nationalregnskab at regne rundt og se, hvor meget de andre kategorier – primært offentligt forbrug og investeringerne – må være steget, for at en så svag indikator for privatforbruget kan være konsistent med en total vækstrate på 7 %. Den logiske konklusion er, at de kinesiske væksttal nødvendigvis må være ren fiktion. Mit personlige gæt er, at den faktiske vækstrate sagtens kan være negativ.

Sovjetisk vækst?

Vi har tidligere skrevet om kinesisk vækst, og hvorfor man ofte ikke bør stole på tallene (f.eks. her). Jeg genlæste forleden G. Warren Nutters fine artikel “Some Observations on Soviet Industrial Growth” fra American Economic Review i 1957. Nutter var en af de første vestlige økonomer, der stillede spørgsmålstegn ved de officielle sovjetiske væksttal og så ind bag ved dem, for at få et indtryk af, hvad der faktisk skete. Her er hans glimrende introduktion, og lørdagens spørgsmål er, om man ikke kunne have samme bekymringer om kinesiske tal?

Imagine an economy born in violence and grown up in turmoil, where the only two spurts of growth stand on either side of a destructive war; where the economy’s character has been radically transformed within less than thirty years; where industrial structure and directions of growth have been dictated by the aim of maximizing state power; where prices have borne a haphazard relation to costs; and where a government with flexible standards of candor has exercised rigid control over the trickle of information is has allowed to the outside world. You are asked to determine how fast that economy has been growing and compare it in performance with other powerful economies of the world.

Hvordan opdager man vækstfirmaer?

Jeg skrev i Børsen i går om Sven-Olov Daunfeldt og Daniel Halvarssons nye forskning om højvækstfirmaer. Mange politikere mener, at vi bør støtte højvækstfirmaer for at skabe flere arbejdspladser og mere vækst, men problemet er stadig hvordan man identificerer dem. Alle politikere, jeg har talt med om emnet, mener at det er nemt: Man kan jo se dem der er successer. Den implicitte antagelse, som de færreste forstår, er at de firmaer, der er successer nu også er det om nogle få år. Hvis ikke giver den politiske identifikationsstrategi ingen mening.

Og deri ligger Daunfeldt og Halvarssons pointe! Som de identificerer højvækstfirmaer i svenske data, er sandsynligheden for at en succes i én treårsperiode også er det i den næste periode kun 1 %. Sandsynligheden for at firmaerne ligger i den dårligste del er derimod 5-6 %. Så simpel sandsynlighed taler for, at den populære politiske strategi mest kommer til at støtte fiaskofirmaer.

Den publicerede version af papiret er her; en ungated tidlig version er tilgængelig her.

Ulighed – igen igen igen

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.

IMF og ulighed – igen igen

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.