Tag-arkiv: værdier

Værdiclusters i Europa

Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.

Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.

Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.

Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.

Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.

Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.

Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Værdier i Europa: Bling

I vores miniserie om værdier i Europa er vi kommet til den tredje af fire værdifaktorer. Vi har valgt at kalde den ‘bling’, selvom vi også kunne have kaldt den materialisme, ydre succes, eller ekstern validering. Det drejer sig nemlig om, hvorvidt folk er enige i fire udsagn: “Important to be rich, have money and expensive things”; “Important to get respect from others”; “Important to show abilities and be admired”; og “Important to be successful and that people recognize achievements.”

De steder i Europa, hvor folk er mest enige i at det for eksempel er vigtigt at være beundret, rig og respekteret, er Kosovo, Bukarest-området i Rumænien, og med lidt afstand der sydvestlige Rumænien og Bratislava i Slovakiet. De regioner i Europa, hvor folk er mindst tilbøjelige til at være enige, ligger alle i Frankrig. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

I Danmark finder man den pudsige detalje, at folk i hovedstadsregionen faktisk er væsentligt mere tilbøjelige til at være enige i udsagnene end resten af landet. Groft sagt ligner københavnerne i højere grad irere, schweizere og tjekker, end de ligner jyder, fynboer eller nordmænd, når de præcist gælder denne type værdier.

Derudover illustrerer kortet meget klart, at Europa i forhold til ‘bling-værdier’ i høj grad falder i to halvdele, og det er ikke klart øst versus vest eller protestantisk versus katolsk. I stedet lægger det meste af Østeuropa, men ikke Estland og Letland, vægt på ydre tegn på succes, men det samme gælder det sydøstlige Europa, inklusive Italien og dele af Østrig. Og endnu en gang er Tjekkiet omtrent det sted, hvor de to dele mødes. Hvorfor forskellen eksisterer, kan vi ikke engang gætte på – men måske kan nogle af vores flittige læsere?

Værdier i Europa: Ordentlighed

I vores miniserie om værdier i Europa baserer vi os på en analyse af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey. En faktoranalyse (som man kan få per e-mail) viser – som vi noterede forleden dag – at de 21 spørgsmål fordeler sig langts fire dimensioner. Vi har allerede illustreret ‘sjov og kreativitet’-dimensionen, og er idag kommet til den anden dimension: Ordentlig opførsel.

Spørgsmålene, der udgør dimensionen er hvorvidt respondenter er enige i at det er: “Important to care for nature and environment”; “Important that people are treated equally and have equal opportunities”; “Important to help people and care for others well-being”; “Important to be loyal to friends and devote to people close”; “Important to understand different people”; og med lidt lavere vægt “Important to make own decisions and be free” og “Important to be humble and modest, not draw attention”. Forskellene på tværs af Europa er illustrerede i figuren nedenfor.

De regioner, hvor folk lægger mest vægt på at opføre sig ordentligt, bredt forstået, er Cantabria og Navarra, begge i Nordspanien. De regioner, hvor folk lægger mindst vægt på det, er det sydøstlige Rumænien og størstedelen af Litauen. Som kortet klart viser, er mindre vægt på ordentlig opførsel noget, der helt primært er et fænomen i dele af Centraleuropa, og i en vis grad i de traditionelt meget venstreorienterede, industrielle dele af Norditalien.

Det svære ved at tolke dimensionen, som vi har valgt at kalde ‘ordentlig opførsel’ er dog, at det ikke her helt klart fra et liberalt standpunkt, at det utvetydigt er en god ting at være loyal overfor venner og familie, eller at være ydmyg og ikke tiltrække sig opmærksomhed. Det første kan hurtigt blive snæversyn eller nepotisme, mens det andet er underdanigt. Det indikerer, at man måske burde foretrække en mellemscore på dimensionen, i stedet for en høj score. Det forklarer måske også, hvorfor netop denne værdidimension er så stærk i Spanien?

Hvordan man end fortolker folks svar, er det tankevækkende, at det lige præcis er Tjekkiet, Ukraine, Litauen, og store dele af Rumænien der stikker ud fra resten. Her kan vi i høj grad bruge læsernes særlige kompetencer – hvis der er nogen, der ved noget særligt om netop de dele af Europa.

Værdier i Europa: Sjov og kreativitet

Her på årets sidste dag starter vi en ny serie i fem installationer. Serien handler helt basalt om forskelle i værdier på tværs af Europa. Baggrunden for serien er, at man ofte hører at Europa / EU er et ‘værdifællesskab’, og hvordan vi som europæere har noget mystisk mere til fælles end med f.eks. canadiere, new zealændere, eller taiwanesere. Debatten ignorere dermed hvor store forskellene er internt i Europa, og dermed hvor meget der faktisk skiller os. Det kan man dog få et klart indtryk af gennem the European Social Survey, der er en spørgeskemaundersøgelse der er lavet hvert andet år siden 2002.

European Social Survey omfatter hver gang den bliver lavet en gruppe på 21 spørgsmål, der har til formål at afdække folks værdier og præferencer. Det viser sig, at de 21 spørgsmål meget tydeligt dækker over fire områder – vi har lavet en eksplorativ faktoranalyse af dem, som er tilgængelig for interesserede – der kan fortolkes meget enkelt. Vi starter vores serie med den dimension, vi kalder ‘sjov og kreativitet’. Spørgsmålene er alle af typen ‘hvor enig er du med det følgende udsagn” på en skala fra 0 til 10.

Dimensionen vi kalder sjov og kreativitet omfatter fem spørgsmål: “Important to try new and different things in life”; “Important to seek fun and things that give pleasure”; “Important to seek adventures and have an exciting life”; “Important to have a good time”; og med en lidt lavere vægt “Important to think new ideas and being creative”. Europeas regioner strækker sig fra det vestlige Rumænien, hvor folk virkelig ikke er særligt enige i værdien af at have det sjovt osv. – dens faktorværdi er 0,67 – og til den belgiske Brabant Wallon på -0,36. Ude i enderne er den østpolske Podkarpackie-region tæt på at være lige så meget imod sjov som Vestrumænien, mens Nordjylland er ganske tæt på Brabant Wallon. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

Helt overordnet er der en klar øst-vest forskel i Europa, men ikke helt klart pga. kommunismen. En anden fortolkning er, at der ganske stor vægt på sjov / kreativitet i områder, der har været del af det Østrig-Ungarske imperium, mens de russisk-påvirkede er helt anderledes negative. Israel er som så ofte før et nordeuropæisk land i en værdimæssig sammenhæng, ligesom Italien er meget forskelligartet. Og sidst, men måske ikke mindst, kan det være værd at understrege at Storbritannien falder i to dele: Nordirland (og Dublin i Irland) lægger mere vægt på sjov, ligesom et større område i England gør det – og det engelske område er næsten præcist sammenfaldende med Danelagen, der var dansk i 100 år.

Læserne bør bemærke, at dette er den første af fire dimensioner i folks værdisvar i European Social Survey. Det er ikke alle, der følger de samme forskelle på tværs af Europa! Og man bør derfor lige vente, før man drager for håndfaste konklusioner på hvad folk er for nogen, og om forskellene be- eller afkræfter ens forestillinger om, hvordan europæerne er flest og hvordan de er forskellige.

Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

Mønstre i tolerance af bøsser og lesbiske i Europa

Forleden skrev vi om tolerance i Europa. Flere læsere bemærkede, at vi tog et gennemsnit af to spørgsmål om tolerance: Folks holdning til, om bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de foretrækker, og deres forhold til immigranter. Læserne mente, at det kunne skjule interessante forhold og forskelle, når vi på den måde brugte et lidt bredere mål for tolerance. Derfor afsøger vi i dag helt specifikt folks holdninger til bøsser og lesbiske i Europa, ikke mindst fordi der faktisk gemmer sig nogle ret interessante forhold i det.

Vi illustrerer situationen og de særlige forhold i tre figurer: En er et kort over folks holdninger på tværs af regioner i Europa, den anden er et plot over sammenhængen mellem national gennemsnitsindkomst og disse holdninger, mens den tredje bryder sammenhængen ned på regionalplan. Farvekoderne i den første figur går fra hvid – de mest positive – til lilla, der indikerer stærkt anti-homoseksuelle holdninger.

Som figuren klart viser, er de mest tolerante områder de nordiske lande (minus det meste af Finland), det meste af Frankrig (minus Picardiet og Sydøst), det meste ad Nederlandene, dele af det flamsktalende Belgien, Slesvig-Holsten, Hamborg og Berlin, og markante dele af Spanien. En interessant detalje er, at de hvide områder også dækker Dublin og midten af Irland, selvom de indtil for relativt nylig har været stærkt katolske. De næstmest tolerante dele er resten af Tyskland, Belgien, Frankrig og Spanien, hele Storbritannien, og størstedelen af Tjekkiet. Som man kunne forvente, er de mindst tolerante dele i Østeuropa, men sjovt nok ikke i Polen, ligesom Ungarn og Bulgarien igen er bemærkelsesværdigt forskelligartede.

For en samfundsvidenskabelig nørd som undertegnede, er det mest interessante hvorfor man ser så store forskelle. Tror man på Ronald Ingleharts moderniseringsteori (se f.eks. det klassiske papir med Wayne Baker), bør forskellene i tolerance følge to forhold: Religion og indkomst. Men ser man på kortet, er det først og fremmest ganske svært at se de forskelle på protestanter, katolikker, og ortodokse, som Ingleharts teori siger bør være der. Forskellen mellem protestanter og katolikker burde gå gennem Tyskland og skille Nederlandene fra Belgien, men skillelinjerne går andre steder.  På samme måde er store dele af Bulgarien og det lille Montenegro mere tolerante end meget af det katolske Ungarn og hele Litauen.

Det andet misforhold – hvis man tror på moderniseringsteori – er, at indkomst ikke tydeligt hænger sammen med tolerancenormerne. Det skulle man ellers tro, når man ser på sammenhængen på tværs af de 20 lande, der er dækket af ESS-tallene og hvor man kan få BNP på regionalplan. I dagens anden figur kan man meget klart se den markante korrelation på 0,84 mellem BNP per indbygger og folks holdning til bøsser og lesbiske. Hvad er så problemet, kan man spørge.

Svaret er, at moderniseringsteori bør virke både på nationalt og regionalt plan: Den handler om, hvordan modernisering påvirker folks individuelle præferencer og holdninger. Rigere regioner af et land bør derfor, ifølge Ingleharts logik, være mere tolerante. Som dagens tredje figur illustrerer, er det bare ikke tilfældet. I figuren har vi plottet hver regions gennemsnitsindkomst som andel af det nationale gennemsnit, og holdt det op mod hver regions gennemsnitlige holdning til bøsser og lesbiske som andel af det nationale gennemsnit.

Hvis moderniseringsteori virkede, burde man se samme slags sammenhæng som man kan se i de nationale tal i den anden figur. Det man ser, er det næsten totale fravær af en sammenhæng (korrelationen er 0,11 på regionalt plan). Det betyder ikke, at vi fuldstændigt kan afvise moderniseringsteori og traditionen fra Inglehart, men at den ikke virker på den simple måde, som folk ofte undervises i. Der er meget at tænke over, og ikke mindst hvorfor der er en tydelig sammenhæng på nationalt plan, der helt bryder sammen på regionalt plan. Hvad det indebærer for politik og langsigtet udvikling, er et emne for en anden dag.

Ronald Inglehart, 1934-2021

Forleden kom den triste meddelelse, at Ronald Franklin Inglehart var død, 86 år gammel. Inglehart voksede op i Glencoe, Illinois, og tog de circa 20 kilometer sydpå til Northwestern University, hvor han fik sin BA i 1956. Han flyttede derefter en smule længere sydpå til University of Chicago, hvor han fik sin Masters i 1962. Efter et ophold som Fulbright scholar ved universitetet i Leiden i Holland, tog han tilbage til Chicago og gjorde en PhD færdig i 1967. Det meste af hans karriere var som professor i statskundskab ved University of Michigan, hvor han underviste fra 1966 til 2001. Siden 2010 havde Inglehart været leder af the Laboratory for Comparative Social Research ved den prestigiøse Higher School of Economics i Moskva. Hans russiske kollegers mindeord kan læses her.

Grunden til at vi skriver specifikt om Inglehart i dag er, at han har været ekstremt vigtig for min egen forskning, men også for flere andre punditokraters virke og tænkning. Han var en af de første, der omhyggeligt gjorde brug af store internationale spørgeskemar i sin forskning, og var en af hovedkræfterne bag den ekstremt vigtige World Values Survey. WVS, der sidste år færdiggjorde syvende runde af undersøgelsen, har været helt central i de sidste 25 års forskning i social tillid, social kapital og samfundskonsekvenserne af forskellige aspekter af national og regional kultur. WVS har også været det eksempel, som adskillige andre undersøgelser som European Social Survey og Barometerundersøgelserne er bygget omkring.

Ingleharts egen forskning var ekstremt omfangsrig og dækkede adskillige områder. Hans ’claim to fame’ var gennembruddet med The Silent Revolution i 1977, som introducerede Ingleharts forståelse af generationsskift fra materielle til postmaterielle værdier. Siden hans arbejde har samfundsvidenskaberne forstået mange værdiskift som netop generationsforskelle, i stedet for at enkeltindividers værdier ændrer sig over tid. Hans arbejde har dog også demonstreret, hvordan værdier der har været stabile i lang tid, kan ændre sig relativt hurtigt hvis en tilstrækkelig mængde mennesker skifter. Ingleharts idéer har derfor været vigtige i statskundskab og nationaløkonomis forståelse af det, der nogle gange kaldes ’punkterede ligevægte’, hvor en lang periode med stabile tilstande ’punkteres’ af en kort periode med hurtige ændringer, der efterfølges af en lang periode med en ny, stabil tilstand. I de senere år skrev Inglehart også om den religiøse transition sammen med blandt andet Pippa Norris, Christian Welzels og Amy Alexander. En god oversigt over det, der skulle blive hans sidste forskningsområde, kan læses i hans egen artikel her. Hans nye bog, der udkom tidligere i år (og kan findes her) handler netop om det forbløffende hurtige fald i religiøsitet i store dele af verden de sidste cirka 15 år.

Det er altid trist, når ens helte forlader verden. Jeg nåede aldrig at møde ham, men alle historier fra dem der kendte Ron Inglehart peger på, at han var et rart og hjælpsomt menneske. Selv hvis han ikke havde været, ville der være grund til at stoppe op og overveje hans betydning. Uden Ingleharts arbejde med spørgeskemaer og hvordan man måler så upræcise forhold som kultur, religiøsitet og tillid, ville min forskningskarriere have set meget anderledes ud. Og uden det arbejde, ville der være mange ting, som vi som samfund ganske enkelt ikke ville have vidst, eller som vi havde taget meget længere tid om at finde ud af. I den samfundsforskning, der hviler på spørgeskemaer og brede internationale sammenhænge, var Inglehart en af de giganter, hvis skuldre vi andre almindelige mennesker står på.

Ny værdiundersøgelse er frigivet

Dagens post og min begejstring over den er måske en anelse nørdet, men alligevel: Det er en stor begivenhed i min del af samfundsforskningen, når en ny bølge af the World Values Survey (WVS) frigives. WVS er nok den undersøgelse af folks holdninger, værdier og forestillinger, som er brugt allermest i de sidste 20 års forskning i den slags emner, og den er en af de største. WVS har spørgsmål om blandt andet politisk placering, holdninger til konkurrence og statens rolle i samfundet, folks kønsnormer og religiøsitet, deres tillid til retsvæsen, regering og hinanden, og en lang række andre ting. Den er, med andre ord, en guldgrube for den empiriske samfundsforskning.

En af mine særlige grunde til at se frem til den nye WVS er, at de omfatter to forskellige spørgsmål om social tillid. For det første er alle respondenter siden begyndelsen i starten af 1980erne blevet spurgt om, hvorvidt de mener at man kan stole på de fleste mennesker. Det spørgsmål, som blev opfundet af Elisabeth Noelle-Neumann sidst i 1940erne, ligger bag en forbløffende stor andel af den forskning, der har dokumenteret hvordan højtillidskulturer som f.eks. den nordiske er anderledes end resten af verden. Spørgsmålet har derfor også været udsat for en del kritik, da det ikke er umiddelbart klart hvem ’de fleste mennesker’ er, og i hvilke situationer man stoler på den eller lader være. Vi har tidligere skrevet om emnet her, men i denne omgang har WVS nu et andet spørgsmål med, hvor man spørges om hvor meget tillid man har til folk man møder for første gang.

Tager man et hurtigt, første kig på emnet, viser det sig at de to spørgsmål på tværs af lande ser ud til at fange basalt set samme fænomen. Som man kan se på den første figur nedenfor, er der en ganske klar sammenhæng mellem de to spørgsmål. Korrelationen mellem de to er 0,8, selvom der også er tydeligt ’outliers’ – observationer, der ikke passer på det generelle mønster – og at de røde prikker, der er fra tidligere kommunistiske lande, ligger mere spredt. De få outliers er dog også sigende, og særligt den allertydeligste røde prik med over 60 % der stoler på de fleste, man med et gennemsnit under 2 (på en 4-skala) på det andet spørgsmål. Denne helt skæve observation er Kina, som på alle andre måder i tillidsforskningen også stikker ud, her ved at folk åbenbart stoler meget på de fleste mennesker, men meget lidt på folk de møder for første gang. Det er derfor et standardvalg at slette Kina i empiriske undersøgelser på tværs af lande. Et par af de andre outliers – de meget lavtliggende sorte prikker omkring 2,3 på x-aksen, men med meget lav score på y-aksen – er Etiopien og Burma / Myanmar, hvor det nye spørgsmål indikerer højere tillid end de normale.

For ren interesses skyld plotter vi de samme spørgsmål i den anden figur, som udelukkende viser 34 lande i Europa. Det betyder blandt andet, at man kan se hvilke lande, der er tale om, ligesom man kan være rimeligt sikker på, at der ikke er fiflet med undersøgelserne. Alligevel er her igen en meget klar sammenhæng mellem de to spørgsmål med kun mindre udsving. Og som det tydeligt kan ses, stikker de nordiske lande endnu en gang ud fra resten af verden: Gennemsnittene på de to spørgsmål i resten af Vesteuropa er henholdsvis 2,18 og 33,7 %, mens de er 2,73 og 70,6 % i Norden. I vores del af verden er WVS således endnu en gang vigtig ved at understrege på omhyggelig, faktuel vis, hvordan det nordiske kulturområde i Europa er fundamentalt anderledes end det meste af resten af verden. Vi har lige så elendige politikere som andre steder, men vores befolkninger er anderledes.

Hvor homogene er danskerne egentlig?

En af de særligt stærke forestillinger, som danskerne har om sig hinanden, er at de er meget homogene. Nok ser vi ret ens ud og fordi vi på visse punkter er tydeligt anderledes end folk i de fleste andre lande, tror vi derfor, at vi er homogene på alle punkter. Det passer dog dårligt med min erfaring, og det passer dårligt med den evidens, vi har fra bl.a. internationale spørgeskemaundersøgelser. Så da jeg i weekenden underviste i public choice og i den forbindelse også tog diskussionen om, hvordan offentlige monopolydelser håndterer større præferencediversitet, tog jeg igen et kig på data.

Tager man den europæiske værdiundersøgelse som udgangspunkt, er her nogle eksempler. Jeg har taget 13 spørgsmål ud: Folks vurdering af vigtigheden af arbejde, familie, politik og religion, deres grad af accept af at snyde med offentlige ydelser, skat og stjæle biler for sjov (joyriding), og af homoseksualitet og skilsmisse, deres syn på konkurrence, offentligt eller privat ejerskab, og hvem der har ansvaret for folks forsørgelse, og deres egen placering på en politisk højre-venstre-akse.

Ser man først på vigtigheden af politik eller accepten af homoseksualitet, skilsmisse og biltyveri, er vi blandt de mest homogene i Europa. Vores diversitet på de spørgsmål er henholdsvist nummer 46, 43, 45 og 43 af 47 lande. På en række af de andre spørgsmål ligger vi meget tæt på de europæiske gennemsnit – vi er altså lige så diverse i vores værdier som andre europæere – mens vi på særligt vurderingerne af vigtigheden af religion og arbejde er forbløffende diverse. På disse to spørgsmål er vi nummer 18 og 13, henholdsvis, og (målt på varianskoefficienten) 12 procent mere diverse end det europæiske gennemsnit.

Danskerne er således slet ikke så homogene, som vi går og tror. På centrale værdispørgsmål, og ikke mindst spørgsmål der går på arbejdsholdninger, er uenigheden betragtelig. Så måske er det egentlige spørgsmål, hvorfor uenigheden ikke skiller folk socialt, som den ser ud til at gøre i andre lande?

Social retfærdighed via kapitalisme

Hvis denne punditokrat boede i USA, ville han efter at have læst Forbes bestræbe sig på at lægge samtlige sine fødevareindkøb i en Whole Foods Market-butik. Til Forbes siger virksomhedens direktør, John Mackey, et par sandheder, som alt for sjældent høres fra virksomhedsledere på disse breddegrader, om det meget menneskelige i kapitalisme – i modsætning til ”crony capitalism”:

“Free enterprise capitalism has been the most powerful creative system of social cooperation and human progress ever conceived, but its perception and its role in society have been distorted. Operating under the conscious capitalism model will show that businesses are the true value creators that can push all of humanity upward for continuous improvement. Businesses around the globe need to steer capitalism away from today’s growing trend of cronyism, by embracing conscious capitalism.”

”I’m very encouraged by millennials and their drive to make the world a better place. Businesses can do both by practicing conscious capitalism, always being grounded in its “credo”: that business inherently good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. … Everyone wins. Remember, business is not a zero-sum game.”

Mackey taler i anledning af sin nye bog.

Er Berlinerne mere som danskere?

Det er ingen hemmelighed, at mange danskere holder helt særligt af Berlin. De par gange, jeg har været der, har da også været ubetinget gode oplevelser. Berlinerne er venlige, hjælpsomme og afslappede, og ofte ganske gode til engelsk hvis ens tyske svigter – men det samme kan siges om mange andre steder i Tyskland. Så som et lidt anderledes emne til påskediskussionen, har jeg vi hos punditokraterne i dag set på, om Berlin er mere som Danmark end Tyskland, og på hvilke punkter. Selvom der bestemt er forskelle, er de nok mindre end man skulle forestille sig.

Vi har brugt den store, europæiske spørgeskemaundersøgelse, the European Social Survey, til emnet. Kriteriet i det følgende er, at holdninger, værdier eller adfærd i Berlin ikke er statistisk anderledes end i Danmark, men at det er anderledes end i det vestlige Tyskland. Forskellen skal også være til at se, så forskellene i svar skal være større end fem procent. Sidst skal det gælde, at berlinerne på punktet er mere ligesom danskerne. Og på hvilke punkter er det så, at Berlin ligner Danmark i stedet for resten af Tyskland?

Allerførst gælder det, at berlinerne er markant mere interesserede i politik end andre tyskere. Om man spørger om interesse for politik eller deres forbrug af nyheder i TV, radio eller aviser, er berlinerne helt ligesom danskere – og dermed storforbrugere i forhold til andre tyskere. De er også mere tilbøjelige til at fordømme diskrimination på basis af farve eller race. Om end man må sige at det ikke generelt er accepteret i Tyskland, er berlinerne på dette punkt ikke til at skelne fra danskere.

En af de få andre tydelige forskelle er uddannelse: Berlinerne har i gennemsnit – i hvert fald i undersøgelsen, der burde være repræsentativ – samme gennemsnitlige uddannelsesniveau som danskerne. Dermed er de noget bedre uddannede end tyskerne i gennemsnit er. Udover det, er det nogle lidt sjove forskelle, man finder. Berlinerne er, ligesom danskerne, mindre tilbøjelige til at have forældre, der er født udenfor landet, men ligesom danskerne er det noget mere sandsynligt, at de har arbejdet i andre lande de sidste ti år.

Sidst, men ikke mindst, ligner de danskerne idet det er væsentligt mere almindeligt i Berlin, at man bor eller har boet sammen med en partner uden at være gift. Med andre ord ser det ud til, at berlinerne har danske / skandinaviske parforholdsnormer, mens vi nok ville synes, at tyskerne generelt er mere ’gammeldags’ end os på det punkt.

Har man så målt alt relevant? Næppe, for enhver der har været i Berlin – inklusive en række tyske venner og kolleger – kommer tilbage med indtrykket af, at atmosfæren ganske enkelt er mere tilbagelænet og afslappet end i resten af Tyskland. Oveni er en del af de forhold, der er fælles for Berlin og Danmark også fælles med Hamborg. Hamborgerne er endda bedre uddannede end os. Bundlinjen her en påskedag må vel være, at folk i de to tyske storbyer ikke er så forskellige fra os, men stadig meget tyske på andre områder. Det er måske bare de områder, der gælder, hvor vi er ens?

 

Hvad er ideologisk i Danmark?

Dansk politik har igennem mange år været næsten blottet for egentligt ideologiske diskussioner. Bevares, der er masser af mudderkastning og beskyldninger om blokpolitik, men det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at vi mener at V og K simpelthen er rykket ind på midten og har overtaget socialdemokratiske holdninger for at score vælgere. Alligevel forveksles dette ryk nogle gange med, at danske vælgere ikke skulle være særligt ideologiske. Er der virkelig ikke særlige forskelle på vælgernes basale holdninger?

En af måderne, man kan nærme sig dette spørgsmål, er at se på the World Values Survey. De offentligt tilgængelige data dækker 2861 danskeres holdninger i 80erne og 90erne. Det følgende baserer sig derfor – da jeg ikke har adgang til 2008-undersøgelsen før alle andre – at hvad der var ideologisk for ti år siden, stadig er det. Det er dog en ret solid antagelse, da fordelingen af denne type data typisk ikke ændrer sig ret meget over tid. På en skala fra 1 (venstre) til 10 (højre) placerer 366 grundigt til venstre (1-3) og 555 grundigt til højre (8-10). De resterende 1940 befinder sig cirka på den politiske midte (4-7). Og hvad mener de så om basale samfundsspørgsmål? Læs resten