Tag: v-dem

Ytringsfrihed i to former

Der tales meget om ytringsfrihed i disse år, og med god grund: Hvor hårdt bør man stå på sine principper om fuld ytringsfrihed, hvor voldsomt er ytringsfriheden under pres i visse lande, og hvad er konsekvenserne af mere eller mindre ytringsfrihed? Er begrænsninger af friheden for eksempel et effektivt middel til at reducere terrortrusler? Alle disse spørgsmål er ekstremt vigtige – måske særligt i et demokrati som det danske – men to af de tre kan kun besvares, hvis man også kan måle forskelle i ytringsfrihed.

Det er der forskellige bud på fra blandt andet Freedom House og Reporters sans Frontières. Den største af de databaser, der tilbyder disse mål, er Varieties of Democracy (V-Dem), der har ikke mindre end ni forskellige indikatorer for ytrings- og pressefrihed. Projektet tilbyder en overordnet indikator, kaldet ”Freedom of Expression and Alternative Sources of Information” der er en slags gennemsnit af de ni mål. De ni enkeltindikatorer hedder: 1) media censorship effort, 2) harassment of journalists, 3) media bias, 4) media self-censorship, 5) whether print/broadcast media are critical, 6) whether print/broadcast media provide different perspectives, 7) freedom of discussion for men, 8) freedom of discussion for women, og 9) freedom of academic and cultural expression. Der ser således ud til at være en lang række forskellige aspekter af problemstillingen.

Ser man nærmere på de ni indikatorer, ser det dog ud til at de på tre forskellige måder falder i to forskellige grupper. For det første er de første seks ekstremt højt korrelerede med hinanden, mens de sidste tre er højt korrelerede, og korrelationerne mellem de to grupper er lidt mindre. Det gælder særligt i demokratier, hvor de to grupper er noget mindre korrelerede mellem hinanden end i autokratier. For det andet er de konceptuelt forskellige: De første seks har med presse- og mediefrihed at gøre, mens de sidste tre er bredere mål for diskussionsfrihed. Sidst, men muligvis ikke mindst, har Michael Coppedge stået for indsamling og behandling af data for de første seks mål, mens Svend-Erik Skaaning og Pamela Paxton har stået for de sidste tre. I det følgende viser vi derfor to mål for ytringsfrihed – medie- og diskussionsfrihed – som er gennemsnit for henholdsvis de første seks og de sidste tre mål. Målene er taget fra mit igangværende arbejde med Lasse Eskildsen, hvor vi netop –med basis i Lasses speciale – undersøger sammenhængen mellem ytringsfrihed og terrorisme.

Sammenligner man de to mål er det først klart, at den tredje forklaring er den svageste. Nok er der systematiske forskelle på de to, men systematikken er der primært i demokratier, mens der ingen klar forskel er i såkaldt elektorale autokratier (diktaturer med valg). Havde grunden til forskellene været, at de tre ekspertkodere var uenige, burde uenigheden have været der på tværs af alle lande, i stedet for at være så klart systematisk.

Ser man på forskellene, giver de også god mening. Vi har nedenfor plottet gennemsnittene for mediefrihed (på x-aksen) overfor diskussionsfrihed (y-aksen) mellem 2013 og 2018 i lande, der har været demokratiske i hele perioden, og fremhævet de lande, hvor diskussionsfriheden er mere end to standardafvigelser større end mediefriheden (de sorte markører). Der er tale om ikke færre end 23 lande: Benin, Argentina, Serbien, Armenien, Sao Tomé og Principe, Ecuador, den Dominikanske Republik, Grækenland, Tjekkiet, Ungarn, Albanien, Rumænien, Costa Rica, New Zealand, Chile, Bulgarien, Mongoliet, USA, Taiwan, Guyana, Malaysia, Zambia, og Trinidad og Tobago; rækkefølgen er størrelsen på deres forskel mellem medie- og diskussionsfrihed. De første seks har endda en forskel på mere end ét point.

Det generelle mønster er meget tydeligt i figuren: Diskussionsfrihed er systematisk højere end mediefrihed i mange demokratier. Ekstremet er Benin, der med en mediefrihedsscore omkring 1 – rundt regnet samme status som Bolivia og Kirgisistan – men en vurdering af diskussionsfrihed på vesteuropæisk niveau på 2,5, har borgere der er langt bedre stillet end mediebilledet umiddelbart giver indtryk af. Argentina er et andet eksempel på et land, hvor medierne ikke er specielt frie – landet har f.eks. i en lang årrække haft lovgivning, der forbyder publikation af inflationstal, der ikke kommer fra regeringen (som har svindlet alvorligt med dem) – men hvor borgerne stadig har langt mere ytringsfrihed i alle andre fora.

Den konceptuelle forskel mellem medie- og diskussionsfrihed kan endda ses i Danmark versus vores naboer i Sveriges: Vores diskussionsfrihed er vurderet til 2,8 mens den er 2.4 på den anden side af Øresund. Selv internationale eksperter er således enige i, at man kan tillade sig at sige langt flere ting i den danske debat end i den langt mere kontrollerede svenske. På samme måde kan man se, hvordan en række tidligere kommunistiske lande har væsentligt mere diskussionsfrihed end mediefrihed. Gennemsnitsforskellen mellem de to mål i disse lande er 0,6, og kunne muligvis skyldes at medielovgivning og politisk behandling af medierne ikke er fulgt med den sociale virkelighed i Central- og Østeuropa.

Præcist hvorfor forskellen eksisterer må dog stå hen i det uvisse indtil videre. Den er en af de ting, man nogle gange ser, når man har fingrene nede i skidtet – i mit tilfælde når man selv arbejder med dataene. Det store spørgsmål er, om differencen mellem medie- og diskussionsfrihed gør en forskel. Svaret viser sig at være et meget tydeligt ja – men præcist hvordan må vente til en senere blogpost.

Hvordan måler man demokrati?

Som titlen siger, handler dagens post om, hvordan man måler, hvor demokratisk et land er. det skal derfor indrømmes, at posten i dag er ’wonky’! Givet hvor vigtigt, emnet er, og hvor ofte man ser forskellige mål og vurderinger i medierne, er det dog et emne, der fortjener opmærksomhed udenfor forskerkredse.

Det er også et emne, som forskere faktisk er meget uenige om, som jeg blev mindet om igen forleden dag. Martin Rode og jeg har fået en invitation til at revidere vores databasepapir (tilgængeligt her sammen med hele databasen), og i kommentarerne til papiret er særligt en reviewers holdning meget anderledes end vores. Han eller hun mener ikke, at en simpel vurdering af, om et land har demokrati eller ej, er meget værd, og fremhæver i stedet V-Dem-projektets – efter hans eller hendes mening – meget mere omhyggelige og detaljerede vurdering. Grunden til at forskere kan være så uenige, som reviewerens kommentarer afslører, bunder i en gammel diskussion i demokratistudier: I hvor høj grad mener man, et en maksimalistisk versus en minimalistisk definition af demokrati er retvisende?

En maksimalistisk definition af demokrati er i bund og grund en definition af de ideelle demokrati. V-Dem-projektets overordnede mål for demokrati, som det kalder ”polyarchy” og behandler som mål for ”electoral democracy”, er en vurdering af spørgsmålet ”To what extent is the ideal of electoral democracy in its fullest sense achieved?” V-Dem tydeliggør deres approach ved at notere, at:

The electoral principle of democracy seeks to embody the core value of making rulers responsive to citizens, achieved through electoral competition for the electorate’s approval under circumstances when suffrage is extensive; political and civil society organizations can operate freely; elections are clean and not marred by fraud or systematic irregularities; and elections affect the composition of the chief executive of the country. In between elections, there is freedom of expression and an independent media capable of presenting alternative views on matters of political relevance. In the V-Dem conceptual scheme, electoral democracy is understood as an essential element of any other conception of representative democracy — liberal, participatory, deliberative, egalitarian, or some other.

V-dem måler således demokrati gennem en kompliceret sammenvægtning af forhold som forsamlingsfrihed, civilsamfundets styrke, ytrings- og pressefrihed, hvor stor en del af befolkningen der kan stemme, og eksistensen af frie og fair valg. Det er der ikke noget galt med, og som idealmål må man naturligvis også på en eller anden måde have mål for borgernes muligheder for at interagere med hinanden og få retvisende information om, hvad der foregår. V-Dem går endda et skridt videre ved også at have mål for ”liberal democracy”, ”participatory democracy”, ”deliberative democracy” og ”egalitarian democracy” der hver især matcher endnu mere maksimale idealdefinitioner. Alle disse mål er kodet af eksperter og indeholder derfor et klart subjektivt element.

Problemet med maksimalistiske definitioner og mål er, at de gør det umuligt for forskere at svare på en lang række spørgsmål. Uanset at de fleste er enige i en idealdefinition som den, V-Dem bruger for polyarchy-målet, kan man ikke svare på, om nogle demokratier er mere tilbøjelige til at respektere civilsamfunds uafhængighed, pressefriheden osv. Disse forhold er simpelthen bygget ind i målet, hvilket forhindrer forskere i at bruge maksimalistiske mål til at svare på spørgsmålet – svaret er givet på forhånd pga. definitionen.

Løsningen på dette og andre problemer er at bruge minimalistiske mål for demokrati, dvs. mål der kun omfatter de allermest centrale elementer af demokrati. Med andre ord, minimalistiske mål – som f.eks. Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, som Martin Rode og jeg har opdateret, Polity IV-indikatoren, eller Boix, Miller og Rosatos alternativ – opfanger kun de elementer, som helt nødvendigt må være der, før man kan tale om demokrati. For DD-indikatoren gælder det et valg mellem flere partier i jævnlige valg, hvor valget rent faktisk kan ende med et regeringsskifte. I vores update har vi også en indikator, der differentierer lande mellem den, der ingen valg har (f.eks. Sydsudan), etpartistater (f.eks. Kina), flerpartisystemer hvor regeringen alligevel ikke kan tabe valg (f.eks. Rusland) og faktiske demokratier. Minimalistiske mål er derfor også mindre subjektive end de maksimalistiske, da der er færre elementer der skal vurderes.

Mål på basis af minimalistiske definitioner af demokrati opfanger naturligvis ikke en række karakteristika, som man gerne ville have at demokratier har, men de tillader en af stille andre spørgsmål. Tre eksempler på disse spørgsmål er: Hvorfor har et ellers velfungerende demokrati som Colombia så begrænset pressefrihed? Hvordan kan det være, at Namibias pressefrihed er sammenlignelig med vesteuropæiske landes selvom regeringen aldrig har tabt et valg (og man derfor ikke er sikker på, at det er demokratisk)? Og hvordan kan civilsamfund være så stærke i bl.a. Skandinavien og så svage i ellers demokratiske lande som f.eks. Grækenland eller Argentina?

Hvor store er forskellen så på de to typer mål? Figuren nedenfor illustrerer forskellen mellem de to type mål i 2015: X-aksen viser tre kategorier fra vores data – etpartisystemer, illiberale autokratier (dvs. flerpartisystemer hvor valgene ikke er fair), og egentlige demokratier, og Y-aksen er V-Dems polyarchy-mål. De lodrette streger viser forskellen på højeste og laveste polyarchy-score i hver kategory, og de skrå streger forbinder gennemsnittene for hver kategori.

Som figuren tydeligt viser, er der helt særligt meget store overlap mellem polyarchy-scorerne – dvs. det maksimalistiske mål – og de tre kategorier fra det minimalistiske mål. En måde at illustrere overlappet er at notere sig de højeste polyarchy-scorer blandt de illiberale autokratier og de laveste blandt demokratierne. De bedst autokratier var Libanon (0.534), Burkina Faso (0.561), Liberia (0.625), Namibia (0.702) og Sydafrika (0.743), mens de værste demokratier var Venezuela (0.333), Malaysia (0.334), Nicaragua (0.359), Ukraine (0.405) og Armenia (0.407). Flere af disse eksempler er naturligvis lande som man kan diskutere: Liberia valgte i januar i år oppositionens præsidentkandidat, og er dermed nu også kodet som demokrati i vores data, og både Namibia og Sydafrika har ganske rene og frie valg, men har aldrig skiftet regering med deres nuværende institutioner. Man kan dermed ikke vide, hvad der ville ske hvis SWAPO eller ANC tabte et valg. På samme måde har Venezuela og Nicaragua endeligt forladt de demokratiske landes klub de sidste par år.

Hvad skal man så vælge? Svaret må være, hvilket formål man har med målene. Skal man få et overblik over hvordan demokratiet fungerer i forskellige lande, er V-Dems maksimalistiske mål, ligesom konkurrenten fra Freedom House, glimrende bud. Skal man bruge dem til konkrete forskningsformål, er der ofte ganske store problemer med maksimalistiske mål, hvorfor de mere objektive og ’renere’ minimalistiske ofte bruges i forskning om effekter af demokrati eller demokratiseringsepisoder. Og er man interesseret i små, særlige stater, er der ingen vej udenom: De er langt bedre repræsenterede blandt minimalisterne.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑