Tag: valg

Er forretningsfolk dårlige politikere?

Donald Trump er beviset på, at forretningsfolk er elendige politikere, og man meget hellere bør overlade politik til professionelle politikere –ikke? Selvom det faktisk er et argument, som man hører med jævne mellemrum, viser ny forskning, at det faktisk er forkert. På tværs af de amerikanske stater viser sammenligninger det modsatte, og dermed at Trump også på det punkt er em outlier.

I oktobernummeret af af Economic Inquiry undersøger Florian Neumeier (CESIfo München), om forretningsfolk er anderledes som politikere ved at undersøge konsekvenserne af at vælge tidligere forretningsfolk som guvernører i amerikanske stater. Baggrunden er, at en meget høj andel af de amerikanske politikere er jurister af uddannelse – meget som en forbløffende stor andel af danske politikere er statskundskabsuddannede – og dermed temmelig homogene. Er det en fordel, at lovgivere er uddannede jurister, eller dem der laver politik er uddannet i det, der på engelsk hedder ’political science’? Eller er det omvendt en fordel at have faktisk erhvervserfaring fra privat ledelse, som relativt få amerikanske og næsten ingen danske politikere her?

Konklusionerne i Neumeiers studie er ganske klare: Ser man på de økonomiske konsekvenser af at vælge nogen med en erhvervsmæssig ledelsesbaggrund som guvernør, er de tydeligt positive. Men det er ikke tilfældigt, hvornår vælgerne stemmer sådan en ind, hvilket giver et metodisk problem, der først skal løses. Som Neumeier skitserer i sit abstract, kan det lade sig gøre, og konsekvenserne er ganske positive. Det er godt nyt for amerikanere i en række stater, men hvor er de danske politikere med den type baggrund? Under alle omstændigheder, om man tager det som optimistisk eller pessimistisk forskning, er abstractet her:

This paper evaluates the economic performance of U.S. state governors with a business background (chief executive officer [CEO] governors). Applying a matching method, I find, first, that businesspeople tend to take office in times of economic and fiscal strain. Second, the tenures of CEO governors are associated with a 0.5 percentage points (pp.) higher annual income growth rate, a 0.4 pp. higher growth rate of the private capital stock, and a 0.6 pp. lower unemployment rate than are the tenures of non‐CEO governors. State‐level income inequality is not affected by CEO governors holding office, indicating that low‐income households benefit from the economic upswing.

Nu afgøres det svenske valg

 

I horisonten har det rumlet længe, men nu er det lige over.  Det svenske valg afgøres i overmorgen. Nogle vigtige ting ved vi allerede nu: Sverigedemokraterna, det sorte får i svensk politik får et kanonvalg. Og sejren bliver så stor, at hverken den  rød-grønne blok eller den borgerlige koalition vil mønstre de  nødvendige 175 mandater, som er nødvendige for at danne en flertalsregering efter det svenske valget.  Men hvor stor bliver valgsejren? Og vil den tvinge de toneangivende politiske partier til at tænke i nye baner.

Enten må de to fronter stoppe deres skyttegravskrig, som har præget valgkampen, så der kan dannes en flertalsregering over midten. Eller også får Sverige en skrøbelig mindretalsregering, kommer til at sidde så usikkert i sadlen at en ny stor regeringskrise nærmest  er uundgåelig. Det kan føre til et snarligt omvalg.  Usikkerheden omkring det  endelige valgresultat er stor, men Sveriges politiske situation synes meget uoverskuelig fremadrettet.

Lad os først forklare, hvorfor regeringsdannelsen finder sted på en anden måde i Sverige end i Danmark, og hvorfor princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt.

Regeringsdannelse efter et valg: Forskellen mellem Danmark og Sverige

Regeringsdannelsen efter et valg foregår på en anden måde i Sverige, end den gør i Danmark.

Proceduren i Danmark, som blev indført i 1909, men ikke nedskrevet,  starter med en dronningerunde: I dronningerunden går partilederne til dronningen, og tilkendegiver, hvem de peger på som den en kongelig undersøger, dvs. hvem  de mener skal undersøge mulighederne for at danne regering. Dronningen  udpeger derefter den politiker, hun mener kan danne en regering. I praksis er den kongelige undersøger den partileder, som  flest partier har peget på som mulig statsminister. Denne statsministerkandidat leder derefter regeringsforhandlingerne. Hvis regeringsforhandlingerne afsluttes med et positivt resultat, udpeger dronningen til slut den kommende statsminister. Opnås der ikke enighed i regeringsforhandlingerne, starter en ny dronningerunde med den samme eller en anden partileder.  Processen fortsætter til der opnås enighed blandt partierne om, hvem der skal være statsminister og danne en ny regering. Flere dronningerunder kan derfor finde sted.

I Sverige finder der efter valget en afstemning sted om, hvem som kal lede regeringsforhandlingerne. Denne person, som på svensk kaldes for talmannen,  udpeges ikke på forhånd, men vil være den, som kan samle et flertal. Hvis et parti eller en politisk blok er størst, er sagen reelt klar. Det bliver lederen af dette parti, som skal lede regeringsforhandlingerne. Måske skal der flere afstemninger til, hvis partierne ikke kan enes indbyrdes om, hvem der skal lede regeringsforhandlingerne.  Men siden 1982 er der blevet den praksis, at talmannen bliver lederen af det største regeringsparti.

Talmannen har fire forsøg på at skabe enighed om, hvem der skal være Sveriges nye statsminister. Dette er Sveriges parallel til de danske dronninge- (eller kongerunder). Hvis det ikke lykkes i de fire forsøg, udskrives der automatisk nyvalg.  I den mellemliggende periode fungerer den siddende regering som overgangsregering.

Ca. 14 dage efter valget finder der i Rigsdagen en afstemning sted, om parlamentet kan godkende den ny statsminister.  Hvis den siddende statsminister har et flertal imod sig, må han gå af, men regeringen kan i  princippet godt forsætte. Men regeringen har maksimalt 2 måneder til at fremlægge en ny finanslov.  Kort før jul stemmer Rigsdagen om finansloven godkendes eller ej. Forkastes den, indtræffer en regeringskrise. Dette blev tilfældet i 2014, hvor Sverigedemokraterna stemte imod finanslovsforslaget. Statsminister Löfven overvejede et nyvalg, der skulle finde sted i marts, men det lykkedes i slutningen af december på tværs af de to politiske blokke at blive enige om, at Löfven kunne fortsætte og lede en mindretalsregering; noget som er ret usædvanligt i Sverige.

Spillet om regeringsmagten er således kompliceret i begge lande, men både i Danmark og i Sverige gælder princippet om   negativ parlamentarisme, som går ud på, at en regering ikke må have et flertal imod sig.  I Danmark kan en regering godt overleve, selvom den fremlægger et lovforslag,  der nedstemmes i folketinget. Regeringen falder først, når oppositionen fremlægger et mistillidsvotum, som vedtages.  I Sverige derimod falder regeringen, hvis den fremlægger et lovforslag, som ikke kan vedtages i Rigsdagen. I så fald har regeringen i princippet et automatisk, hvis den efter at have fremlagt et lovforslag får et flertal imod  sig. I begge lande kan der udmærket dannes mindretalsregeringer, men forskellen i princippet om negativ parlamentarisme er afgørende.

Skrøbelig regering efter valget i 2014.

Det svenske valg d. 14 sep Septemper 2014 resulterede præcis i den nævnte situation: Den rød grønne koalition bestående af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet vandt ganske vandt valget, men samlede ikke de nødvendige 175 mandater til at danne en flertalsregering.

I overensstemmelse med traditionen blev det overladt til det største parti,  Socialdemokraterna, ledt af Stefan Lövfen at undersøge mulighederne for at danne regering. Eftersom forholdet mellem den rødgrønne koalitions forhold til den borgerlige koalition i sagens natur var belastet (de to blokke havde jo lige været i valgkamp,  forkastede Rigsdagen med Sverigedemokraternas mandater finanslovsforslaget.

Eftersom ingen af parterne ville samarbejde med Sverigededemokraterna, var det ikke muligt at danne en bred koalition over den politiske midte, overvejede statsminister Lövfen at udskrive et nyvalg, som skulle finde sted den 29. december 2014. Valget ville utvivlsomt resultere i, at ingen af blokkene vil få majoritet, og derfor enedes de koalitioner i december om, at regeringen kunne fortsætte, så Sverigedemokraterna blev holdt uden for indflydelse. Det fik Sverigedemokraterna alligevel jf. min sidste artikel, som blev publiceret for få dage siden.

Ingen af blokkene har udsigt til at få majoritet ved det kommende valg.

Efter valget i 2014 har Sverigedemokraterne stormet frem i meningsmålingerne. Flygninge- og migrantkrisen i 2015 spilede en stor rolle. I juni publicere instituttet YouGov en chokmåling, som gjorde Sverigedemokraterna det største parti med hele 7, 5% afstand  ned til Socialdemokraterna som det  næststørste parti.

Ingen af de poliske blokke har udsigt til at få flertal ved valget om tre dage. Statsminister Lövfen har senest igen forsøgt at række hånden ud til Centerpartier og de Liberale med henblik på  at danne en majoritetsregering henover midten.  Tilbuddet blev afvist. Centerpartiets partileder, Annie Lööf gik så vidt som til at sige, at hun hellere ville spise sin højre sko fremfor at agere støtteparti for Socialdemokraterna.

En borgerlig koalitionsregering med Sverigedemokraterna som støtteparti er næppe heller ikke muligt, eftersom ingen partier formelt vil samarbejde med dette parti, selvom Moderaterna har strammet sin udlændingepolitik fornylig.

Oddsfirmaerne mener dog, at den borgerlige koalition bliver den største efter valget, hvilket overlader det til Moderaternas formand Ulf Kristersson at skabe en ny regering.

Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige koalition bliver den største, fordi meningsmålingerne er notorisk usikre. Dette hænger dels sammen med, at institutterne anvender forskellige metoder, hvorfor målingerne varierer og skaber den såkaldte house effekter, som  måler hvor meget institutternes seneste måling afviger fra valgresultat.  Ved valget i 2014 kom YouGov tættest på valgresultatet, men ramte alligevel klart ved siden af.

Det er dog langt fra usandsynligt, at Sverigedemokraterna bliver meget større Ligesom de danske meningsmålinger i mange år har undervurderet Dansk Folkeparti forud for valg, er det samme tilfældet for Sverigedemokraterna. YouGovs seneste meningsmåling, giver Sverigedemokraterna 24,8%, hvilket give partiet en kæmpevalgsejr med mere end 10% fremgang.  Men de seneste målinger varierer meget, men har dog nærmest sig noget i de sidste par uger.  Her kort før valget, måles Sverigedemokraterna gennemsnitligt til 19,3%.

Hvordan det hele ender, giver valget os et resultat på, og sikkert kort efter,  hvem der bliver Sveriges næste statsminister,

Hvad kommer der til at ske efter det svenske valg?

Det svenske valg bliver det mest spændende i mange år. Ingen af blokkene ser ud til at få majoritet, Hvis Socialdemokraterna fortsat bliver det største parti, bliver det Löfven muligvis talmann, men det kan jf. ovenstående ikke tages for givet. Hvem der end udpeges som talmann, han han som nævnt 4 forsøg til at skabe enighed om en regering. Det kan altså ende med et hurtigt nyvalg, hvis forsøgene mislykkes.

Den næste store hurdle for den nye regering er afstemningen om regeringens finanslovsforslag i november. Hvis det forkastes, som det blev indtræffer en regeringskrise, som kan udløse nyvalget.

Hvis den rødgrønne blok bliver størst ved valget, vil der med stor sikkerhed indtræffe en regeringskrise, da Sverigedemokraterna,  der formodes at blive valgets store sejrherre, vil få finanslovsforslaget forkastet.

Hvis den borgerlige alliance bliver størst, men ikke stor nok til at danne en majoritet, bliver situationen særdeles spændende. Det kan fremkalde tre scenarier:

a) at der skabes enighed på tværs af blokkene, som det skete i 2014.

b) at den borgerlige statsminister bider i det sure æble, og  tilbyder Sverige demokraterna reel indflydelse på politikken fremover.

c) der udskrives nyvalg.

Hvad der kommer til at ske efter valget, må vi med spænding vente på, men nu er scenarierne linet op.

 

Sveriges valg: Nyt politisk jordskred på vej.

Det svenske valg d. 9. september vil med stor sandsynlighed føre til et nyt jordskred i svensk politik.

 

Når et land splittes og befinder sig i en dyb krise som følge af store demografiske, sociale eller økonomiske forandringer, søger vælgerne mod de politiske yderfløje og væk fra de store etablerede midterpartier. Det fremkalder et politisk jordskred, og det er, hvad vi har i vente ved det kommende svenske valg.

Tabere og vindere

Socialdemokraterna (S), som gennem historien har været Sveriges altdominerende regeringsparti – partiet som skabte det svenske Folkehjem  (Folkhemmet) — den svenske udgave af den skandinaviske velfærdsstatsmodel) står overfor et regulært katastrofevalg. Partiet ligger til at få omkring 25% -27% af stemmerne, hvilket vil være det laveste siden indførelsen af proportionalvalg til den svenske rigsdag i 1911. Med andre ord: Socialdemokraterna står til at få det dårligste valg nogensinde.

Den borgerlige bloks (Alliancen) største parti, Moderaterna (M), bliver valgets anden store taber. Moderaterna fik 23,3% ved valget i 2014, men står til få 18% eller mindre, hvilket vil sige at en fjerdedel eller mere af partiets stemmeandel vil falde bort.

Samlet set vil Socialdemokraternas og Moderaternas valgnederlag ligge i omegnen af 10 procentpoint, hvilket vil være nok til at beskrive valget som et jordskred.

 Hvor søger vælgerne så hen? De søger fra midten  (S+M) til de politiske yderfløje, der tegnes af  det højrepopulistiske Sverigedemokraterna (SD) og det socialistiske Vänsterpartiet (V).  To partier med en meget blakket fortid.

At vælgerne søger mod de absolutte politiske yderfløje et typisk symptom på et samfund i dyb krise. Uden sammenligning i øvrigt oplevede man det samme i den tyske Weimarrepubliks sidste år.

Vänsterpartiets kommunistiske fortid

Det socialistiske Vänsterpartiet blev oprindeligt dannet i 1917 af en socialdemokratisk udbrydergruppe, som ønskede at danne et marxistisk-leninistisk parti efter russisk forbillede i lyset af den russiske revolution.  I perioden fra 1921 til 1967 kaldte partiet sig for Sveriges Kommunistiska Parti  og var frem til Sovjetunionens opløsning i 1991 et decideret kommunistisk Moskvatro parti.  Efter 1991 har partiet bygget sin platform på  antikapitalistisk socialisme og med fokus på feminisme og miljø. Partiet kan placeres til venstre for danske Enhedslisten.

Vänsterpartiet står ifølge meningsmålingerne til at få 10-11%, hvilket ikke blot vil være en fordobling af partiets stemmeandel i forhold til valget i 2014. Partiet, som typisk får 5-6% af stemmerne, og kniber sig typisk lige over den svenske spærregrænse på 4%. Med 10%-11% eller mere står  Vänsterpartiet til at få måske det bedste valg nogensinde, og i hvert fald det bedste siden rekordvalget i 1998, hvor det fik 12% af stemmerne.

Presset på den svenske velfærdsstat samt modreaktionen mod Sverigedemokraternas forventede dramatiske fremgang er de væsentligste årsager til, at Vänsterpartiet også kan se frem til en valgsejr.

Sverigedemokraternas nynazistiske rødder

Det indvandrerkritiske og højrepopulistiske Sverigedemokraterna har også en dyster fortid. . Partiet blev  oprindeligt dannet i 1988, og samlede personer på den ekstreme højrefløj herunder medlemmer af det nynazistiske Sverigepartiet (et parti som havde svastikaen som partisymbol, kampagneorganisationen, Bevara Sverige Svenskt (den svenske pendant til britiske Nation Front), det nynazistiske Nordiska Rikspartiet, som også brugte svastikaen som partisymbol. Det nynazistiske Nordiska Rikspartiet blev oprindeligt dannet i 1956, og først nedlagt i 2008, kort før Sverigedemokraterna (SD) stormede ind i den Svenske Rigsdag samt flere stærkt yderliggående bevægelser på højrefløjen.

Hermed  ikke være sagt, at Sverigedemokraternas politikere og vælgere er nynazister. De kan idag snarere karakteriseres  som nationalkonservative populister.  Men det er vigtigt  at understrege, at partiet har dybe historiske rødder i  politiske bevægelser på den ekstreme højrefløj.

Derfor har SD også en helt anden partihistorik end Dansk Folkeparti, som nok var og er indvandrerkritisk, men som ikke har samme belastende fortid. Givet partiets historiske rødder var det et kæmpe chok, at Sverigedemokraterna (SD) i 2010, med 5,7% af stemmerne sprængte den politiske spærregrænse, og blev repræsenteret i den svenske Rigsdag med 22 mandater.  Vi taler trods alt om et parti, som i sine første ti år af sine levetid aldrig fik mere end 0,5%, og som  i sit første valg i  1988 fik 0,02% af stemmerne. Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna har begge været partier, som de andre og mere etablerede partier ikke har villet lege med, og i det svenske tilfælde forstår man det måske nok, når man kender partiets historik og rødder.

På vej mod en afstigmatisering af SD?

I Danmark har Dansk Folkeparti  omsider og endegyldigt kastet dets stigmatisering som et ikke-stuerent parti (for at bruge Poul Nyrup Rasmussens berygtede frase) af sig. Det så man klart ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største borgerlige parti og støtteparti til den Venstreledede borgerlige regering, og partiet er blevet en seriøs kandidat til at indgå i en ny borgerlig regering efter det  næste valg, som efter alt at dømme  vil finde sted til næste forår.

I Sveriges tilfælde vil afstigmatiseringen af SD komme til at tage længere tid, men noget er der i gære:

For det første er Sverigedemokraterna blevet et mere moderat indvandrerkritisk parti, som i mangt og meget har skabt den samme politiske platform som Dansk Folkeparti med dets fokus på en stram udlændinge- og retspolitik samt omsorg  for især de ældre i velfærdspolitikken.  For det andet har Sveriges liberale udlændingepolitik skabt så store problemer, at de nødvendigvis  giver SD stor vind i sejlene.

Dertil kommer, at partiet har været meget omhyggelig med at gøre op med sine nynazistiske rødder. Partimedlemmer er blevet  smidt ud, mens andre er gået selv.

Hovedårsagen til SDs dramatiske vækst: Folkhemmet smuldrer som følge af Sveriges generøse udlændingepolitik

Gennem årtier har svenske regeringer skabt et  internationalt image som en humanitær stormagt med en meget lempelig udlændingepolitik.  Dette har ført til, at mange migranter og flygtninge er flyttet til landet. Siden 1980 er der brutto blevet givet 2.299.084 opholdstilladelser, dvs. mere end 2 mio. opholdstilladelser, og befolkningstallet er vokset fra 8,3 mio. til over 10 millioner. 

Som det europæiske land, som har ført den mest liberale udlændingepolitik og taget imod flest indvandrere per tusind indbyggere tumler Sverige med de samme integrationsproblemer som Danmark, men i langt højere potens: store og voksende parallelsamfund, bandekriminalitet, voldtægter og seksuelle masseovergreb på kvinder (’Tarrarush’), bilafbrændinger, og en salafisme og sågar jihadisalafisme, som breder sig fra by til by, og forstad til forstad, og dermed stadig mere omsiggribende parallelsamfund, er på sørgelig vis blevet dagens orden i Sverige.

De svenske politikere har været naive og tossegode. Og det betaler især den lavere svenske middelklasse og samfunds udsatte grupper som de ældre og syge prisen for.

Der har bredt sig en stemning, at Sverige ikke længere er, hvad det var en gang. Væk er trygheden, både den fysiske, sociale og velfærdsøkonomiske. Det svenske Folkhemmet smuldrer.

Det er i dette lys, man skal forstå, hvorfor Sverigedemokraterna bliver valgets store sejrherre.

Det var partiet allerede ved valget i 2014, hvor SD med  små 13% af stemmerne blev Sveriges tredje største parti. Nu venter der en yderligere fremgang på op imod 7%, selvom partiet på det seneste har tabt luft i meningsmålingerne (se figur).

SD politisk umulig at komme uden om

Valget i 2014 var i sig selv et jordskredsvalg, idet SD’s voldsomme fremgang på 7 procentpoint umuligjorde, at hverken den rød-grønne eller borgerlige koalition (Alliancen) fik nok mandater til at skabe et flertal i Rigsdagen.  Eftersom ingen ville omgås Sverigedemokraterna med en ildtang, fik valgresultatet i første omgang den konsekvens, at parlamentet med SD’s stemmer forkastede den socialdemokratiske regerings finanslovsforslag. Eftersom landet jo skulle regeres, indgik Socialdemokraterna og de borgerlige den såkaldte ’december-aftale’, i 2014 hvor de  gav hinanden håndslag på at ville samarbejde for at holde Sverigedemokraterna helt ude i kulden.

Det har bare ikke kunnet lykkes. Sverigedemokraterna har fået indflydelse på svensk politik, uanset om de etablerede partier vil erkende det eller ej.

SD’s indflydelse kan måles på to måder: for det  første ved at se på afstemningsmønstrene i Rigsdagen; for det andet ved at se på forandringerne i partiernes udlændingepolitik.

A) Afstemningsmønstre i Rigsdagen

Ifølge Jan Teorell, professor i Statskundskab ved Lunds Universitet, har der været 435 afstemninger, hvor de borgerlige og den rød-grønne koalition ikke har kunnet enes, og stemt forskelligt. Dette har betydet, at Sverigedemokraterne har siddet med de afgørende mandater.

I hele 61% af tilfældene har Sverigedemokraterne givet den socialdemokratiske regering de afgørende stemmer. I 23% af tilfældene har Sverigedemokraterne stemt sammen med de borgerlige og dermed givet dem de afgørend stemmer, og i blot 16% af tilfældene har SD ikke stemt (kilde: tal offentliggjort i Kristligt Dagblad).

Disse afstemningsmønstre hamrer en tyk pæl igennem tanken om, at man kunne holde SD uden for indflydelse. SD har måske ikke direkte indflydelse på udformningen af lovforslagene, men partiet sidder med de mandater, som er afgørende for, om lovforslagene bliver vedtaget eller  ej. Decemberaftalen fik faktisk en kort levetid. 

B) Udlændingepolitikken under forandring

Sverigedemokraternas eksplosive fremgang er sket på de store regeringsbærende partiers bekostning. På det overordnede plan har den svenske udvikling også fulgt den danske: I Dansk Folkepartis første ca. 15 år stjal partiet især socialdemokratiske stemmer. Samtidigt stemte faglærte arbejdere i stadig højere grad på partiet Venstre, således at den traditionelle socialdemokratiske faglærte arbejder, som nu stemte på Venstre blev kaldt for ’Blå Bjarne’. Ved jordskredsvalget i 2015, hvor dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti, skete det som følge af, at mange faglærte arbejdere i stedet satte deres kryds ved DF.  Blå Bjarne var blevet til ’Gule Mogens’.

På samme vis er Sverigesdemokraternas fremgang  i første omgang især sket på Socialdemokraternas bekostning, men vælgervandringsundersøgelser op til det kommende valg viser, at  de konservative Moderaterna i den grad også vil bløde stemmer til SD.

Dette kan måske synes overraskende eftersom SD’s typiske vælgerprofil til forveksling har lignet Dansk Folkepartis. Men det er udtryk for, at vælgere som stemmer på Moderaterna også har fået nok af  konsekenserne af Sveriges liberale udlændingepolitik. Selvom de i bund og grund har størst sympati for Moderaterna og traditionelt identificerer sig med dette parti (jf. Den klassiske politologiske partiidentifikationsmodel) ønsker de en kursændring i Moderaternas udlændingepolitik, og den kan de bedst få ved at tilkendegive, at de vil stemme på et parti, som ønsker markante stramninger af Sveriges udlændingepolitik. I politologisk vælgerforskningsteori kaldes denne vælgeradfærd for afstandsmodellen. Og når Moderaterna i stor stil taber stemmer til SD, siger al politologisk logik, at partiets udlændingepolitik nødvendigvis må blive strammere. Derfor kan det ikke overraske, at Moderaternas statsministerkandidat, partiet lover store stramninger af udlændingepolitikken, hvis partiet  erobrer statsministerposten.

På samme vis har de socialdemokratiske regeringsparti også strammet sin udlændingepolitik efter valget i 2014. Først og fremmest fordi det var naturnødvendigt. Under det store migrant- og flygtningepres i efteråret 2015, som især rettede sig mod Tyskland og Sverige, erkendte statsminister Löfven omsider, at Sverige havde nået smertetærsklen og  ikke  længere var stort nok til at tage imod de mange migranter og flygtninge, som ønskede at komme til Sverige. Det førte til, at Sverige indførte grænsekontrol i november 2015. Denne grænsekontrol blev senere forlænget flere gange og nu på nærmest ubestemt tid, ligesom den senest i juni 2018 er  blevet udvidet.

Dette er den anden konsekvens af, at Sverigedemokraterna vitterligt har indflydelse. På  en noget paradoksal vis fik  SD hjælp af de mange migranter og flygtninge til at få brudt Sveriges liberale udlændingepolitik. Partiets udlændingepolitik er blevet retningsgivende for svensk udlændingepolitik. Eftersom udlændingeproblemerne har tårnet sig op, må man forvente, at effekten  vil slå endnu kraftigere igennem efter valget.

Efter valget

Uanset det specifikke valgresultat står det klart, at hverken den rød-grønne koalition eller den borgerlige Alliance ved det kommende valg vil opnå de 175 mandater, der skal til for at danne en flertalsregering, Sandsynligheden for en stor og bred koalition kan også udelukkes. Efter decemberaftalen i 2015 lykkedes det ikke at holde Sverigedemokraterne ude i kulden, og uanset om lovforslag blev fremsat af Socialdemokraterna eller de borgerlige, var SD tungen på vægtskålen og det parti, som har bestemt om lovforslag kunne vedtages eller ej. Det bliver også realiteten efter valget.

Et decideret samarbejde mellem SD og S eller SD og M kommer ikke på tale i de næste mange år. SD vil  på grund af dets historik vedblive med at være en paria i svensk politik. Men SD vil utvivlsomt stemme for et hvilket som helst lovforslag, som strammer den svenske udlændingepolitik, og det er også en slags samarbejde, hvor latent det end er.

 

 

 

 

 

Bryan Caplan i København

Har man tid og er man i København mandag eftermiddag, afholder Cepos en unik event. De har besøg af den formidable Bryan Caplan, der til daglig er professor på George Mason University, og medblogger på EconLog. Hans Wikipedia-entry er her, og hans personlige hjemmeside her. Bryan har publiceret i så fine tidsskrifter som American Economic Review, Journal of Public Economics, The Economic Journal, og Public Choice, men har også skrevet en række bøger.

Eventen mandag handler om Bryans meget roste bog The Myth of the Rational Voter, der har undertitlen Why Democracies Choose Bad Policies. I en tid hvor det virker som om valgkampen så småt er gået i gang (at dømme efter dagens fabelagtige pølsesnak i JP fra udenrigsministeren et al.) er den mere aktuel i Danmark end for blot få år siden. Omtaler af bogen kan findes her, her og her og en kort policy analyse her. Hele arrangementet er stærkt anbefalet.

Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

Weekendindsigten: Højrefløjen er pænere

Hvorfor stemmer folk som de stemmer? Spørgsmålet er helt centralt i både statskundskab og politisk økonomi, og kan ofte få folk op af stolene. Vi kan alle sammen blive enige om, at det ville være bedst a folk udelukkende stemte efter, hvad de mente var bedst for alle og derfor stemte på de politikere og partier, som de mener bedst kan opnå ’gode’ resultater. Men siden Downes i 1957 påpegede, at vælgere som oftest er rationelt uvidende, har det været svært at tro på, at samfund faktisk virker på den måde (uanset at nogle af mine kolleger stadig antager det).

Er udseende for eksempel en konkurrenceparameter i politik? Svaret på det spørgsmål er et utvetydigt ja. I et nyt studie, der udgives i det prestigiøse Journal of Public Economics, dokumenterer mine svenske venner Niclas Berggren og Henrik Jordahl sammen med deres finske kollega Panu Poutvaara, at højrefløjens politikere er pænere på i både Europa, USA og Australien. Grunden som dokumenteres i ”The right look: Conservative politicians look better and voters reward it” er, at udseende belønnes – vælgerne stemmer mere på pænere politikere. En ekstra enhed ’udseende’ giver 20 % flere stemmer på højrefløjen og 8 % flere på venstrefløjen, men kun hvis vælgerne ikke rigtigt kender politikerne. Med andre ord bruger vælgerne udseende som en slags indikator for succes når de ikke ved noget om de kandidater, de stemmer på. Og højrefløjens vælgere er mere tilbøjelige til at gøre det end venstrefløjens.

At vælgerne stemmer på pænere kandidater viser sig også at have politiske konsekvenser. De pænere politikere tjener ofte mere (i deres civile jobs) og er dermed mere tilbøjelige til at være modstandere af omfattende omfordeling. Studiet er både meget omhyggeligt og ganske bekymrende for dem, der stadig lever i illusionen om, at demokrati faktisk er godt – og ikke bare mindre dårligt end alternativerne. Vi andre kan måske blot ønske os pænere danske politikere – det kan ikke være så svært.

Studiet har gået sin gang i de internationale medier og har været dækket i bl.a. Washington Post, Fox News, The Atlantic og det svenske Forskning & Framsteg. Vi ønsker stort tillykke til Niclas, Henrik og Panu!

Valgdag og exitpolls

I dag, torsdag den 18. juni 2015, er der valg til Folketinget. Op til valgdagen har der — som ved så mange tidligere valg og folkeafstemninger — også denne gang været debat om, hvorvidt det skal forbydes at offentliggøre resultater af exitpolls, mens valgstederne endnu er åbne. Indtil for kort tid siden så det stadig ud til, at DR og TV2 måske ville offentliggøre exitpolls kl. 19, dvs. en time før valgstederne lukker, efter at de store dagblade havde meldt ud, at de ikke ville. Nu ser det så ud til, at begge de to store tv-stationer har bøjet sig for presset.

Og presset er betydeligt. Det skorter ikke på dramatiske påstande uden andet belæg end mavefornemmelser. Det fyger gennem luften med bål og brand og bombastiske udsagn om, hvordan offentliggørelse af exitpolls kan påvirke valgresultatet. Notabiliteter som lektor Johannes Andersen, AAU, forskningschef Roger Buch, Danmarks Journalisthøjskole, og folketingets formand, Mogens Lykketoft, har talt om “alvorlige konsekvenser for demokratiet” og at “man ved med sikkerhed, at det fjerner vælgernes fokus fra det politiske indhold til den politiske proces” (Andersen); at der er “ingen diskussion om, at de påvirker et valg, for det gør de” (Buch, i samme artikel som Andersen), og at det “ikke [er] rimeligt, at den slags målinger skal kunne påvirke selve valgresultatet, og vi så ved kommunalvalget, hvor galt det kan gå” (Lykketoft). Også Radikales Camilla Hersom er klar på en frisk kommentar (i samme artikel som Lykketoft): “Alle ved, at exit polls er mere præcise end meningsmålinger, og det kan jo påvirke et valgresultat, som ser ud til at blive meget meget snævert.”

Det sidste er ikke nødvendigvis fuldstændig skævt. Og det ser altså ud til, at vi ikke får nogen exitpolls at se eller høre på valgdagen i dag, før valgstederne lukker. Men hvad kan exitpolls egentlig betyde for et valgresultat? Ved vi noget som helst seriøst — I ved, i kraft af forskning, systematisk og stringent undersøgelse og den slags — om det?

Til at begynde med må man gøre sig klart, hvad det mere præcist er for et udfald, man gerne vil undersøge exitpolls’ mulige indvirkning på — hvor mange, der stemmer (valgdeltagelsen), eller hvordan vælgerne stemmer?

I en velskrevet og forbilledligt klar artikel publiceret i “Journal of Theoretical Politics” sidste år ser Asger Lau Andersen og Thomas Jensen, begge Institut for Økonomi, KU, nærmere på det første. Deres analyse viser, at selv i umiddelbart simple tilfælde, hvor vælgerne kan vælge mellem blot to alternativer, kan offentliggørelse af exitpolls teoretisk set påvirke valgdeltagelsen på flere måder. For de vælgere, der endnu ikke har stemt på det tidspunkt, hvor exitpoll’en offentliggøres, og som stadig overvejer, om de skal gå ned og stemme eller blive hjemme på sofaen, er det oplagt, at det har afgørende betydning, hvad exitpoll’en mere præcist viser: indikerer den et tæt valg, øges incitamentet til at gå ned og stemme, fordi sandsynligheden for at ens stemme får betydning for valgresultatet øges. Indikerer exitpoll’en en klar føring til det ene alternativ over det andet, falder vælgerens incitament til at gå ned og stemme.

Men som Andersen og Jensen fremhæver, så kan en exitpoll ikke kun påvirke incitamentet til at stemme efter dens offentliggørelse, men også før. En exitpolls effekt på tilbøjeligheden til at stemme før exitpoll’en offentliggøres er imidlertid langt fra entydig: Er man den passive, strategiske og/eller ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgertype, kan information om, at der senere vil blive offentliggjort en exitpoll, få een til at afvente exitpoll’ens resultat, før man beslutter sig for, om det er umagen værd at gå ned og stemme — en “vent-og-se”-effekt. Er man derimod den aktivistiske type, kan ræsonnementet vende stik modsat, idet det således netop er vigtigt at komme ned og få stemt i håb om at få exitpoll’en til at vise mere medvind til ens foretrukne alternativ, hvilket kan opmuntre andre, der stadig befinder sig i sofaen, til at “tro på det” og selv bevæge sit korpus til valgstedet.

Hvad får vi så ud af det? Som Andersen og Jensen peger på, får vi i hvert fald hamret en pæl gennem den påstand, at offentliggørelsen af en tidlig exitpoll på valgdagen for folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven den 7. juni 2009 var selve årsagen til, at ændringen endte med at blive vedtaget. Exitpoll’en indikerede, at 37,9% af alle stemmeberettigede ville stemme for en ændring — hvilket var under de påkrævede 40% — mens det endelige resultat blev, at 45,1% af alle stemmeberettigede stemte for ændringen. I den offentlige debat blev korrelation hurtig lig kausalitet, og exitpoll’en blev beskyldt for at have påvirket valgdeltagelsen og i sidste ende valgresultatet afgørende. Andersen og Jensen påpeger, at denne påstand overser den meget vigtige pointe, at vi ikke bare kan antage, at folk ville fortsætte med at opføre sig som før exitpoll’en blev offentliggjort, hvis vi antager, at den ikke var blevet det — fordi exitpolls både påvirker incitamentet til at stemme før og efter dens offentliggørelse. Eller sagt med grafik:

Andersen & Jensen - Figure 1

Med andre ord kan det ikke udelukkes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgerloven var lavere før og højere efter exitpoll’ens offentliggørelse, fordi mange vælgere, der foretrak et “ja”, simpelthen ventede med at gå ned og stemme, indtil de fik exitpoll’ens indikation af, om der nu også så ud til at være et behov for at hjælpe et “ja” på vej. Vi kan derfor ikke vide, om disse vælgere helt var blevet hjemme, hvis der slet ikke var blevet offentliggjort nogen exitpoll, idet det ikke kan udelukkes, at de kun ventede med at gå ned og stemme af strategiske årsager. Havde exitpolls nu været forbudt på valgdagen, kunne man forestille sig, at flere af disse “ja”-sindede, men ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgere ville have gået ned for at stemme alligevel ud fra det ræsonnement, at de ikke kunne vide sig sikre på, om et “ja” nu også ville blive en realitet.

Så vidt valgdeltagelsen. Hvad med betydningen af exitpolls for fordelingen af stemmer? Ifølge den ene af artiklens forfattere (Andersen), kan man groft sagt forestille sig to hovedeffekter, der trækker i hver sin retning: En “med-på-vognen”-effekt (a.k.a. “bandwagon”), hvor en føring opfordrer til flere stemmer fra vælgere, der gerne vil være på det vindende hold, og en “underdog”-effekt, hvor vælgere oplever tilskyndelse til at stemme på det alternativ, der er bagud — fodboldparallellen burde give sig selv her. I et nyt studie finder Jens Olav Dahlgaard, Jonas H. Hansen, Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen, alle Institut for Statskundskab, KU, empirisk belæg for “med-på-vognen”-effekten i positiv retning (fremgang giver endnu flere stemmer) og i mindre grad i negativ retning (tilbagegang giver endnu færre stemmer). “Underdog”-effekten finder de ingen empirisk evidens for. Hansen understreger dog, at disse effekters substantielle størrelse er tilpas begrænsede til, at det forudsætter et meget tæt valg, før de reelt kan påvirke valgresultatet.

Og denne dags Folketingsvalg ser da også ud til at blive overordentlig tæt — i skrivende stund er vi ude i noget snavs omkring 50,5% vs. 49,5% i blåt favør. Så er det ikke bare med at få forbudt disse vederstyggelige exitpolls på valgdagen i en vis fart, så de med sikkerhed ikke får lov at påvirke tætte valg som det netop forestående? Well. Faktum er, at vi generelt ved meget lidt om, hvordan exitpolls i praksis påvirker valgdeltagelse og stemmeafgivning, og det, vi ved, er i høj grad både usikkert og tvetydigt. Som jeg har forsøgt at pege på herover, arbejder gode, danske forskere på at gøre os alle klogere.

I mellemtiden er det min personlige vurdering, at sandsynligheden for, at en exitpoll ville kunne påvirke denne dags valgresultat ikke er meget større end sandsynligheden for, at Helle Thorning-Schmidt nok skal få styr på De Radikale.

Jeg vil gerne ønske Dem, kære Punditokratlæser — hvad enten De er trofast, nytilkommen eller blot meget vedholdende — en rigtig god dag! Uanset hvordan De vælger at bruge den.

Elinder et al. om tegnebogsstemmer

En meget lang diskussion i politisk økonomi og statskundskab handler om, hvorvidt folk primært stemmer egotropisk eller sociotropisk ved valg. Med andre ord, stemmer de med tegnebogen eller overbevisningen? Der er forskellige skoler i feltet, der bliver ved med at diskutere heftigt om, hvem der har mest ret. En af grundene er, at det er ganske svært at finde ud af, hvad der konkret er egotropisk og hvad der er sociotropisk. Med andre ord har man et næsten permanent identifikationsproblem.

Mikael Elinder, Henrik Jordahl, og Panu Poutvaara havde forleden en artikel i European Economic Review om dette emne (hattip: Nonicoc). Det svensk-finske team har fundet eksempler fra svenske valg i 90erne, der løser identifikationsproblemet på en ret elegant måde. Før 1994-valget, der blev afholdt i økonomisk trange tider, hvor alle vidste at det offentlige måtte stramme op, foreslog de svenske socialdemokrater at man reducerede den offentlige støtte til familier med små børn. Før det efterfølgende valg i 1998 foreslog samme parti derimod at lægge et loft på familiernes udgifter til børnepasning osv. Elinder et al. udnytter, at begge forslag retter sig mod familier med børn i 0-4 årsalderen. De kan derfor udnytte, at begge forslag vil have markant anderledes konsekvenser for denne gruppe end for familier med børn mellem 6 og 11.

’Tricket’ er, at teamet først kan vise, at i valgene 1985, 1988 og 1991 stemte disse to grupper ekstremt ens. I 1994, derimod, var dem med børn mellem 0 og 4 12,5 % mindre tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk, mens de i 1998 var 13,5 % mere tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk. De to forslag ser derfor ud til at have rykket cirka 1,5 % af stemmerne, og mens det ikke fik klare konsekvenser i de to valg, bemærker Elinder et al. at det kunne have gjort det. I 6 ud af 20 valg efter anden verdenskrig var margenen mellem de to blokke mindre end 1,5 %. Privatøkonomiske overvejelser betyder ikke blot noget, men kan i nogle tilfælde flytte flertal.

Når politikere vil vogte politikere

Debatten om såkaldt “demokratisk underskud” i EU i form af haltende eller fraværende demokratisk legitimitet, folkelig opbakning mv. er vel nærmest lige så gammel som EU (måske endda EF) selv. Afstanden mellem den enkelte borger og EU’s politiske beslutningsprocesser er stor — for stor, ifølge kritikere — og vælgernes demokratiske kontrol med EU-politikerne lader en del tilbage at ønske, lyder argumentet. Argumentets appel til den almindelige borger i et af EU’s 28 medlemslande er ikke blevet mindre med årene: udviklingen er med hver ny traktat gået i retning af stadig tættere EU-integration — både i dybden og i bredden — og det såkaldte “nærhedsprincip”, der ellers i sin tid blev formuleret med henblik på at bremse en alt for lemfældig suverænitetsoverdragelse i.f.t. problematikker uden grænseoverskridende karakter, har generelt måttet tage til takke med en placering på bagsædet, mens princippet om stadig tættere EU-integration konsekvent har siddet solidt i førersædet oppe foran. Samtidig viderebringer diverse nyhedsmedier meningsmålinger, der peger på, at borgernes generelle skepsis overfor EU ikke ligefrem er faldende — for nu at sige det behersket.

Ifølge kritikerne af EU’s grundlæggende demokratiske legitimitet har EU således blandt andet, hvad politologer og økonomer kunne finde på at kalde et “accountability problem” — et demokratisk kontrolproblem. Der er imidlertid mere i gærde, idet medlemmer af nationale parlamenter i lande som Danmark, England og Holland nu er begyndt at argumentere for, at der er behov for nye redskaber (og styrkelse af de eksisterende af slagsen), som de nationale parlamenter kan bruge til at kontrollere først og fremmest EU-Kommissionen med. De nationale parlamenter har simpelthen ikke den grad af indflydelse, som de bør have, på mange af de EU-beslutninger, de bør have indflydelse på, lyder kritikken fra bl.a. formanden for det danske Folketings Europaudvalg, Eva Kjer Hansen. I dag har de nationale parlamenter eksempelvis mulighed for at give EU-kommissionen et såkaldt “gult kort”, hvis de mener, et EU-lovforslag fra Kommissionen er i strid med nærhedsprincippet. Problemet er imidlertid, at de nationale parlamenter kun har otte uger til at samle det påkrævede flertal (1/3 af medlemslandenes parlamenter) for at kunne smide det “gule kort”.

Denne tidsfrist foreslås sat op til 10 uger, men der er mange flere og større ting i posen hos de kritiske, nationale parlamentarikere, blandt andet forslag om, at de nationale parlamenter skal kunne nedlægge veto mod lovforslag — ikke blot stille spørgsmål til Kommissionen eller bede den genoverveje lovforslaget — under forudsætning af, at 2/3 af medlemslandenes parlamenter bakker op om vetonedlæggelsen. Dette såkaldte “røde kort”, der i institutionel-teoretisk forstand ville øge antallet af vetospillere i EU-systemets politiske konstruktion, ville udgøre en af de mere grundlæggende, institutionelle ændringer, EU har set siden EF blev til EU — hvis det blev gennemført. Her på bloggen vægter vi generelt saglighed over spåkoneri, og det sættes næppe over styr ved en påstand om, at dette “røde kort” næppe bliver en realitet i den kommende måned eller for den sags skyld i løbet af det kommende år.

EU har altså, ifølge kritikerne, et demokratisk kontrolproblem, idet vælgerne ikke har nok kontrol med politikerne. Nu mener flere nationale parlamentarikere så, at de heller ikke har nok kontrol med EU-politikerne. Altså har vi i en vis forstand et dobbelt demokratisk kontrolproblem — et kontrolproblem med løg på, hvis I vil have mig undskyldt. Om den slags overvejelser får nogen betydning for valget til Europaparlamentet og afstemningen om den fælles europæiske patentdomstol i morgen er nok tvivlsomt. På den anden side er valget og folkeafstemningen i morgen — fuldstændig som andre demokratiske valg, og som kloge folk allerede har påpeget — alligevel kun sjovt for folk, der ikke forstår (eller ignorerer, at de egentlig godt forstår) sandsynlighedsregning.

Lidt klip fra efter-valg analyserne

Hermed kommer (i spredt fægtning og opdateret lidt efter lidt) nogle fortolkninger af det amerikanske midtvejsvalg, som jeg personligt finder interessante. (Update: Peter Wehner fra Commentary har en faktuel opremsning af, hvor stort Demokraternes nederlag var i historisk perspektiv. Josh Kraushaar fra National Journal vurderer, at det kan gå endnu værre i 2012.)

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Midtvejsvalget 2010, IV: Sidste kik & prognose

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006).  De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for “likely voters” (N =  10.884  14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

  • Demokraterne: 42%
  • Republikanerne: 51%
  • (= andre: 7%)

Senatet:

  • Demokraterne: 50 (-9)
  • Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

  • Demokraterne: 190 (-66)
  • Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

Påvirker samfundsøkonomien amerikanske midtvejsvalg?

Jeg er en svoren tilhænger af analyser, der forudsiger, at positive (negative) forandringer i samfundsøkonomiske forhold vil påvirke politikernes popularitet positivt (negativt). Det synes f.eks. at være ret klart ved amerikanske præsidentvalg (se her og her), men gælder det også ved midtvejsvalg, som det USA skal have næste år? Ifølge den altid læsværdige blog/webportal RealClearPolitics.com er billedet lidt uklart, men måske der er noget om snakken.
Ihvertfald skal præsident Obama nok håbe på, at hans “approval ratings”, der nu for første gang dykker under 50 pct., ikke falder yderligere.

Amerika-valg igen

Denne artikel fra WaPo er endnu et tegn på, at D(emokraternes) sejre ved USA-valget ikke var udtryk for at marginalvælgerne er blevet overbevist om D-partiets ideologi, men at de var trætte af Bush og ikke mindst af, at den R-dominerede Kongres ikke førte R-politik.

Den umiddelbare reaktion på D-sejren var

“I think this is the best environment we’ve had on the issue in quite some time,” said Cassandra Q. Butts, a senior vice president for the pro-immigration Center for American Progress.

Men så viser det sig:

In the days after the election, Democratic leaders surprised pro-immigration groups by not including the issue on their list of immediate priorities. Experts said the issue is so complicated, so sensitive and so explosive that it could easily blow up in the Democrats’ faces and give control of Congress back to Republicans in the next election two years from now. And a number of Democrats who took a hard line on illegal immigration were also elected to Congress.

Intet udelukker en katastrofal indvandringslovgivning, som vil bevare de slette og hindre mulige gode følger af indvandring, såvel lovlig som ulovlig.  Men at det ikke bliver så let at gennemføre eksempelvis en amnesti, som visse D-ledere og aktivister har håbet, er sikkert.

Og lige så sikkert er det, at dette er det store spørgsmål i amerikansk politik i mange år fremover.  For det tredje at den største hindring for en indvandringspolitik, der ikke vil bidrage til at opløse USA, ikke er vælgerne, men eliterne af begge partier.

Hvad stemte amerikanerne for?

Ifølge en interessant meningsmåling i 15 valgkredse, hvoraf de fleste ved valget gik fra R(epublikanerne) til D(emokraterne) var modstand mod voksende offentligt forbrug og “spild” en vigtig faktor i at få R-vælgere til at stemme på D-kandidater.

Resume af målingen her, med link til detaljer.

I dansk perspektiv er flg. resultat tankevækkende:

In a question — the answers to which should embarrass even the most shameless appropriators — we asked:

“Which type of candidate for Congress would you be more likely to vote for?  A candidate who wants to reduce overall federal spending, even if that includes cutting some money that would come to your district. Or a candidate who is willing to increase overall spending on federal programs and grow the federal budget, in order to get more federal spending and projects for your district?”

By more than 2 to 1, voters preferred the candidate who would cut spending.

Det ville svare til den hertillands fuldstændig utænkelige situation, at to tredjedele af danske vælgere erklærede sig som modstandere af politikere, der lovede at bruge flere skattemidler.  Det danske modsvar til det amerikanske resultat ville være, at to tredjedele af danskerne i sommers havde sagt “vi støtter ikke politikere, der lover mere “velfærd” for offentlige midler”.  Underforstået: fordi vi selv kan og vil bruge vore egne ressourcer på de ydelser, vi ønsker, og fordi vi ved, at når det offentlige påtager sig en opgave, bliver den dobbelt så dyr og resultatet halvt så godt som når borgere og ikkestatslige organisationer frivilligt organiserer opgaven.

Undersøgelsen bekræfter de formodninger, andre har fremsat herinde om, at for mange handlede valget i USA om at skaffe sig af med et parti, der traditionelt (omend langthen løgnagtigt) har præsenteret sig som borgerens værn mod statsmagten og som et parti der foretrak mindre fremfor mere stat.  Så stærkt var det ønske, og så groft har R misrøgtet deres påståede principper, at man altså foretrak D, selvom de ikke vil opfylde ønsket om mindre stat.

Med en delt regeringsmagt vil vi muligvis opleve en langsommere vækst i det føderale forbrug.  Imidlertid har Bush-administrationen så radikalt opdimensioneret den føderale rolle på så mange områder (uddannelse og sundhed for ældre er blot to af de omkostningstungeste) at det gulv, hvorfra det nye Repr Hus (kammeret hvor alle bevillingslove fødes) starter, ligger højere end nogensinde.

Hvis andre undersøgelser støtter den formodning, at utilfredshed med en økonomisk ødsel Kongres var en stærk faktor bag vælgerflugten fra R, bliver de næste to år interessante at følge.  Adskillige af de nyvalgte D-kongresmedlemmer er nemlig erklærede tilhængere af at styre de offentlige finanser og har vundet, fordi de påstod at kunne gøre det bedre end deres R-modstandere.

Iøvrigt bekræftede valgdeltagelsen, at kvinder stemmer D i langt højere grad end mænd, og at de mest trofaste R-vælgere er gifte mænd og ægtepar med børn.  Rs nederlag skyldes ikke mindst, at de mistede en stor del af deres mandlige kernevælgere.  Det kunne tyde på, at disse skuffede mænd, hvoraf de fleste er familiefædre og mange næringsdrivende, har mistet tilliden til, at R-politikerne længere står for deres principper om ansvar og begrænsning.  R kan vinde igen, når partiet kan overbevise vælgerne om, at det faktisk er den økonomiske ansvarligheds parti:

“The Republican Party used to be the party of economic growth, fiscal discipline, and limited government, but in recent years, too many Republicans in Washington have become just like the big spenders that they used to oppose.” An amazing 66 percent of the respondents agreed with that statement.

We asked which party is doing a better job “eliminating wasteful spending.”  The Democrats led 39 percent to 25 percent. Which party is “the party of big government?”  The Republicans, by an 11 point margin.

All of this is a big part of the reason the Republican party lost. Republicans squandered one of the very few valuable brands it established in voters’ minds over many years. And voters care about fiscal discipline and lower taxes.

I USA ja.  Ikke i Danmark.

Amerikansk krystalkugle

RealClearPolitics.com er det bedste sted på nettet for statistik og links til kommentarer vedrørende amerikansk politik.  Men vil man have saglige og upartiske analyser fra en politolog med forstand på amerikansk politik og med omtrent lige dele ris og ros til begge fløje, så er der formodentlig få bedre end professor Larry Sabato, University of Virginia, og hans website Sabato’s Crystal Ball.  Jeg har (af en række årsager) lidt på fornemmelsen, at Sabato nok selv hælder lidt mere til venstre, end man får indtryk af—men det er jo i og for sig kun en kompliment til hans analyser, som jeg generelt finder meget indsigtsfulde og behageligt fri for partipolitisk “spin”.  Og den slags er efterhånden relativt sjældent i dækningen af amerikansk politik.

Nye læsere kan f.eks. læse Sabatos analyser af de mulige kandidater til 2008-præsidentvalget, både blandt Republikanerne og Demokraterne; ingen af dem er chokerende, men de er solide og dækkende.  Jeg deler ikke hans vurdering af George Allen, men Sabato har givetvis flere fuldtræffere m.h.t. amerikansk politik, end jeg har …  Læs også Sabatos analyser af det kommende (eller skulle vi sige “igangværende”?) 2006 midtvejsvalg til Senatet og Repræsentanternes Hus.  Sabato forudser p.t., at der vil være fremgang for Demokraterne, men at den vil være beskeden, og at udsigterne til, at de vil genvinde Huset p.t. er for svage, mens det næppe sker i Senatet.

PS. Apropos mig og amerikansk politik, så lad mig i øvrigt en passant og sædvanligt selvpromoverende nævne, at jeg i sidste uge var gæst nr. 2 i Niels Krause-Kjærs nye og udmærkede DR P1-program Krause på Tværs. Programmet (som blev båndet allerede i november) blev lanceret som om, at jeg skulle forsvare Bush—og er efter sigende blev mødt med mange positive lytterreaktioner netop på den konto.  Hvilket sådan set er pudsigt nok, eftersom jeg reelt kritiserede ham en del undervejs og generelt blot prøvede at være “fair and balanced” …  Måske det siger mere om, at jeg havde lidt ret i min påstand om, at ethvert ikke negativt ord om Bush i danske medier næsten pr. automatik udlægges som et forsvar for manden …!  Udover at jeg fik karakteriseret Carter som mormon (når manden—som jeg jo godt vidste—faktisk er baptist!), gik det vist meget godt—ikke mindst i betragtning at det var 1 time og 33 minutter uden pause.

PPS. Bushs Amerika sælger i øvrigt ret godt.

R = BP – C + D

Til dem, der (som jeg selv!) var nede at stemme ved kommunalvalget og regionsrådsvalget i dag, har jeg kun én ting at sige–og det sagde William H. Riker og Peter C. Ordeshook allerede i 1968, og det står i ligningen ovenfor.  (Og de var til orientering ikke enige med Louise Gade fra Århus, som i går sagde, at “Hver eneste stemme er afgørende!”.  Det var den så tilsyneladende heller ikke rigtig i Århus.)

PS. For en kort biografi af den store “Commander Riker” (1920-93), læs her.

PPS. Det var selvfølgelig Anthony Downs, som først var på sporet af ligningen.  Interesserede kan også læse Dennis Muellers Public Choice III.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑