Tag: velfærdsstat (page 1 of 7)

Kapitalistisk velstand skabte velfærdsstaten – ikke omvendt

Den gamle redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, har i dag en fremragende klumme i Børsen (læs her). Under overskriften ”Kapitalistisk velstand skabe velfærdsstaten” understreger PKK i klummen, at det er en myte, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt – og det vel at mærke er en myte, der meget nemt kan skydes ned. Som han skriver:

”Mens en stat nok kan levere goder til borgerne, forudsætter den først og sidst, at der er ressourcer, der kan tages fra nogen og bruges af andre. Hvis der ikke er en velstand (udover den borgerne skal bruge til simpel overlevelse), er der intet til at finansiere politi, retsvæsen og forsvar med, og så er der i hvert fald slet intet at finansiere offentligt sundheds-, uddannelses- og socialvæsen med. Så når mange hæfter sig ved, at rige lande ofte har store velfærdsstater, og derudfra konkluderer, at rigdommen skyldes velfærdsstaten, får de reelt vendt årsagssammenhængen på hovedet.”

Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvordan udviklingen ser ud, er den illustreret i figuren nedenfor. Den viser dansk gennemsnitsindkomst (fra Maddison databasen) i forhold til nabolandene. De sorte streger er i forhold til en ”snæver” definition af nabolande – Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien – mens de grå er i forhold til en bred definition, der inkludere Nordeuropa og Nordamerika. Tager man hensyn til specifikke kriser og krige, er toppunktet i 30erne. Fra den gradvise indførsel af den ”moderne velfærdsstat” omkring 1960 begynder det langsomt at gå tilbage. Og tager man 2016-tallene (figuren slutter i 2010) fra CIAs World Factbook får man, at danskerne i dag har en indkomst, der er 89 % af de omkringliggende landes, og 95 % af de bredere naboers. Vi er med andre ord tilbage til en relativ situation fra 1860erne. Det kan man ikke minde politikerne ofte nok om!

Præferencer for omfordeling og ligebehandling i Europa

I den amerikanske valgkamp var ’Danmark’ at af de gennemgående temaer i mange debatter. Særligt Bernie Sanders og dele af den demokratiske venstrefløj var meget opsatte på at beskrive det, de opfattede som mange gavnlige forhold i vores land. Det billede, Sanders og mange andre beskrev, svarede desværre dårligt til den danske virkelighed. Som vi har skrevet om før her på stedet, optegnede man en karikatur af Danmark som et vidunderligt velfungerende, socialistisk land. En del af karikaturen svarede dog til mange danskeres egenopfattelse: At vi har meget stærke præferencer for statslig omfordeling. Venstrefløjen roser sig selv for situationen, mens højrefløjen sukker og giver op overfor kravet om omfordeling. Problemet er, at det simpelthen ikke er sandt.

Vi har før brugt the European Social Survey til at ramme pæle gennem myter. Den store spørgeskemaundersøgelse dækker 31 lande, hvor man i alle har bedt respondenterne svare på et simpelt spørgsmål: Deres holdning på en skala fra 1 til 5 til udsagnet ”Government should reduce differences in income levels.” 3 er et neutralt svar, hvor 1 er ”stærkt enig” og 5 er ”stærkt uenig”.

Det særlige ved ESS er, at den afslører at det land i Europa, hvor befolkningen mindst støtter statslig omfordeling er: Danmark! Gennemsnitssvaret i Danmark er praktisk taget neutralt på 2,96. Nummer 2, 3, og 4 er henholdsvis Holland (2,56), Storbritannien (2,47) og Norge (2,43). I den anden ende, som det kan ses på figuren nedenfor, findes Grækenland (1,66), Bulgarien (1,69) og Tyrkiet (1,69). Og ganske som sædvanligt er Tjekkiet slet ikke som de andre tidligere kommunistiske lande, idet landet er nummer seks på listen. Skal man finde stærk støtte til omfordeling fra staten, er det ikke Danmark, men halvautokratiske fallitboer som Grækenland og Ungarn, man skal tage til. Præferencerne ser i øvrigt ikke ud til at være særligt klart korrelerede med f.eks. de faktiske indkomstforskelle.

Et måske endnu mere interessant forhold er, at man kan splitte folk op efter deres egen placering på en skala fra stærkt venstreorienteret til stærkt højreorienteret. Gør man det, så man får tre meget cirka lige store grupper, understreges pointen med det liberale, omfordelingsskeptiske Danmark. Gennemsnitssvaret hos de klart venstreorienterede danskere er 2,35, og dermed til højre for den gennemsnitlige højrefløjsvælger i 18 europæiske lande. Midten i dansk politisk svarer 3,03 og højrefløjen 3,32. Højrefløjen i et land som Frankrig har derimod et gennemsnit på 2,12 og den græske svarer 1,7 i snit.

Hvis man var kommunist – og dermed et særsyn her på stedet – kunne man spørge, om danskerne da imod at behandle medborgere ordentligt? Svaret er et tordnende nej. Spørger man folk om de er enige i at det er ” Important to help people and care for others well-being,” er det danske gennemsnit 2,08; udsagnet ”Important that people are treated equally and have equal opportunities” får et gennemsnit på 2,27; og sigter man specifikt til en minoritet med ”Gays and lesbians free to live life as they wish” er de danske holdninger stærkt positive på 1,64. Målt på den parameter er vi sammen med hollænderne det europæiske folk, der ser mest favorabelt på ligebehandling for homoseksuelle.

Sidst, men ikke mindst, sker der noget ganske pudsigt når man sammenholder omfordelingspræferencer og præferencer for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Figuren nedenfor illustrerer at det er et helt generelt fænomen på tværs af ideologiske grupper: Jo stærkere befolkningens præferencer er for omfordeling, jo svagere er de for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Der er således intet solidarisk i præferencerne for omfordeling (på det nationale niveau), men noget ganske rationelt og kynisk. Europæeres præferencer for omfordeling ser ud til at være for omfordeling for dem og deres, men absolut ikke for generel moralitet. Eller sådan ser min fortolkning i det mindste ud.

Mistillid til politikere er en god ting

Der har på det sidste stået en debat om den lave tillid til regering og politikere. Vi har tidligere skrevet om emnet her og her, men forleden blussede debatten op igen. Det skete da en ny undersøgelse og en bog af Jørgen Goul Andersen, professor ved Aalborg Universitet, endnu en gang pegede på, at danskernes tillid til politikerne er på et historisk meget lavt niveau. Goul gik dog et skridt videre og hævdede, at  faldet skyldes, at politikerne ikke beskytter den socialdemokratiske velfærdsstat nok. TV2 opsummerede hans påstand således: ”Reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andet har skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.”

Både Goul og Mark Ørsten fra RUC mener, interviewet i Kristeligt Dagblad, at der i særlig grad mangler kommunikation. Grunden til mistillid er således, at mangel på kommunikation betyder, at politikerne ikke altid er informeret klart om, hvad borgerne gerne vil, og borgerne ofte ikke ser rationalitet og storheden i politikernes handlinger. For en samfundsforsker med baggrund i public choice er det et i særgrad mærkværdigt synspunkt.

Debatten har to separate aspekter: 1) Hvad er den ’optimale’ grad af tillid til politikere; og 2) er Gouls påstand om årsagerne korrekt? Nummer 2) er sjældent et element i den offentlige debat – evidens er så forstyrrende for politiske postulater – og 1) har manglet helt. Spørgsmålet, der mangler i debatten er derfor, om tillid til regering og politikere er godt. Mit argument her er, at det er det ikke.

Den amerikanske magiker og libertarianske intellektuelle Penn Jillette diskuterer her en intuitivt public choice-position til spørgsmålet. Jillette opsummerer sin – og min – holdning til spørgsmålet ved at “the last thing we want is a government that can get things done.” I stedet er hans ønske, at ”we want a clunky, sloppy, slow-moving, small, insignificant, weak government.” Grunden er,at politikeres incitamenter til at gennemføre noget som helst i første omgang er, at blive valgt og genvalgt. Årsag nummer 1 til politik er popularitetshensyn. Derefter har de fleste særinteresser, de repræsenterer og som støtter politikerne eller deres parti, og naturligvis kræver de en vis modydelse. Kun derefter kan man forestille sig, at nogle politikeres incitamenter kan formes af et ærligt ønske om at gøre det rigtige – hvis det overhovedet kan defineres, og hvis politikerne i øvrigt ved hvordan samfundet fungerer og er kompetente på andre måder. At have tillid til politikere er derfor lidt ligesom at give børnehavebørn ansvar for egen læring.

Vender man sig mod empirien, udgav jeg sidste år sammen med Niclas Berggren og David Lipka en artikel i Public Choice, hvor vi undersøgte om legitimitet – i høj grad formet af folks tillid til politikere – medierer effekten af den offentlige sektor på den økonomiske vækst (gated version her; gratis tidligere version her). Vi fandt, at en stor offentlig sektor er forbundet med lavere vækst, men også at virkningen var meget mere negativ, når folk opfattede staten som mere legitim – dvs. når de havde høj tillid til politikere.

Det sidste empiriske spørgsmål er, om Goul har ret: Falder folks tillid til politikerne, hvis de reformerer velfærdsstatspolitiker? Vi tillader os i dag, at præsentere konkret evidens fra en empirisk analyse lavet direkte til bloggen. Vi har brugt data fra Eurobarometer-undersøgelserne, der siden 1995 har spurgt borgerne om deres tillid til politikere, politiske partier og regeringen. At faldet er virkeligt, kan ses i figuren nedenfor, der plotter tillid til Folketing og regering siden 1995.

Politisk tillid, 1994-2016

Politisk tillid, 1994-2016

Kombinerer man det med købekraftsjusterede data på gennemsnitsindkomst og Heritage Foundations Index of Economic Freedom, kan man direkte teste Gouls påstand. Heritage-indeksene måler nemlig meget direkte de aspekter, Goul henviser til: Statslige reguleringer i bl.a. arbejdsmarkedet, den offentlige sektors størrelse, og markedsregulerende politiker. Vi har derfor kørt en række regressionsanalyser med år- og lande-fixed effects for de 30 europæiske lande, der dækkes af datakilderne. Hele datasættet er naturligvis tilgængeligt for vores læsere, så vi opsummerer blot kort hvad der kommer ud af det.

Med lande-fixed effects er alle resultater identificeret af ændringer over tid indenfor et land: Hvordan ændrer folks tillid til politikerne sig, når de ændrer på den økonomiske frihed. Har Goul ret, bør der være et helt generelt billede på tværs af de 30 lande, hvor politisk tillid er negativt forbundet med økonomisk frihed. Men det, der kommer ud af analyserne er faktisk, at hvis den økonomiske frihed hæves, stiger folks tillid til politikerne. Bruger man delen af Heritage-indekset, der måler størrelsen af den offentlige sektor, er en 10 % ændring i indekset forbundet med en 10 % højere tillid til politikerne.

Analysen er således ikke ligefrem konsistent med et politisk populært argument om, at vælgerne ikke kan lide reformer af velfærdsstaten. På tværs af Europa, det omvendte ser ud til at gøre sig gældende. Søndagsanalysens konklusioner således (lidt firkantet), at man ikke bør have tillid til politikere, der vil meget, og at folk heller ikke har det. Kunne det måske være værdifuldt at vide for politikerne selv, eller foretrækker de at leve i deres politiske boble?

Kontrære idéer #2: Mindre velfærd betyder mere velfærd

Det må være et af de største retoriske kup i nyere tid: At ordet ’velfærd’ ikke længere betyder at et individ eller en familie trives, vurderet i overensstemmelse med deres egne mål og formål, men at det nu for de fleste danskere betyder, i hvor høj grad de har adgang til skatteyderbetalte, offentlige ydelser. I den politiske newspeak betyder øget velfærd derfor fuldstændigt det samme som øgede offentlige udgifter.

Spørgsmålet, man må stille sig selv er, hvornår større offentlige udgifter fører til større individuel velfærd – forstået på den oprindelige måde som større velbefindende. Svaret er, at der er fire forhold, der logisk må være opfyldt, for at det offentlige på marginen bidrager positivt til det enkelte individs velfærd: 1) Der må være forhold, som enkeltindivider er interesserede i, men som de ikke kan bibringe privat, eller ikke kan bibringe tilstrækkeligt effektivt; 2) Borgernes præferencer må være meget ens; 3) Politik virker på en måde, så politikere har tilstrækkeligt stærke incitamenter til at indrette politikken udelukkende efter borgernes præferencer; og 4) Politikerne må have næsten fuld information om hvad borgerne faktisk ønsker i deres private liv.

Den første betingelse giver næsten sig selv, men er forbundet med et økonomer kalder ’positive eksternaliteter’. Et solidt retsvæsen bidrager positivt til alle ikke-kriminelle elementer i samfundet, ligesom nationalt forsvar og enkelte andre kerneydelser. Det er ganske svært og meget dyrt at sørge for forsvar og retslig beskyttelse som enkeltindivid, og langt de fleste fra socialdemokrater og moderne socialister til ærkeliberalister ser derfor disse opgaver for næsten naturligt offentlige. Omvendt er det ingen eksternaliteter forbundet med f.eks. cafédrift, og dermed absolut ingen grund til at det gøres til en offentlig opgave.

Betingelse 1) er nødvendig, men langt fra tilstrækkelig. Den anden betingelse er et stort problem for enhver offentlig sektor, og i særdeleshed en såkaldt velfærdsstat. Staten leverer én ydelse i én kvalitet, hvilket ikke er et problem, hvis borgerne er så ens at de har samme præferencer og samme behov. I jo højere grad de er forskellige, har forskellige behov og forskellige ønsker til servicen, jo flere borgere kommer til at opleve service, der enten er under deres foretrukne standarder – de var villige til at betale mere for bedre service – eller for dyr for deres behov. Mens et frit, privat marked kunne have leveret differentieret service, kan det offentlige ikke gøre det.

De helt store problemer dukker op i de to sidste betingelser, som basalt siger at for at offentlige udgifter kan bidrage positivt til individers velfærd, må politikerne der beslutter omfanget og strukturen af udgifterne var både uegennyttige og alvidende. Hvornår har politikere sidst uegennyttigt gennemført noget, der ikke primært var drevet af enten deres egne ønsker om genvalg, eller deres såkaldte ’bagland’ – dvs. de særinteresser, som de er sammenflettet med og støttet af? Og – må man spørge – hvordan kan de vide ret meget om danskernes meget forskellige præferencer og behov, når mange danskere ikke engang selv har fuldstændige præferencer – de har jo ofte ikke oplevet alternative løsninger? I praksis, i modsætning til den mainstream nationaløkonomi, er desværre ofte undervises i på universiteternes første år, bar politikerne oftest hverken viden om almindelige borgeres præferencer eller incitament til at tilegne sig den eller overhovedet at tage hensyn til præferencerne.

Når der besluttes at hæve de offentlige udgifter – uanset om det så sælges om ’mere velfærd’ – er udgifterne derfor ikke på nogen systematisk måde rettet mod at opfylde nogen form for behov, som almindelige mennesker ikke kan få dækket af markeder eller gennem andre private ordninger. Det er dog altid dem, der betaler for de øgede udgifter. Ser man realistisk på det, betyder mere såkaldt ’velfærd’ således logisk, at det enkelte individ taber faktisk velfærd i form af det, hun selv kunne have købt for midlerne, eller den tid hun kunne have brugt på andre formål, hvis hun ikke skulle tjene de ekstra penge til staten.

Realistisk set er det teoretiske billede derfor klart, når man undgår at lave aldeles romantiske antagelser om politiske incitamenter, viden eller adfærd. Man kan naturligvis spørge, hvordan det empiriske billede ser ud. Jeg var selv for nogle år siden – som et af de første projekter efter at være blevet PhD – involveret i arbejde om emnet sammen med Axel Dreher og Justina Fischer. Artiklen, der blev publiceret i Public Choice, viste at der på landeniveau er en stærk, negativ sammenhæng mellem det offentlige nettoforbrug og folks selverklærede tilfredshed med livet. Flere senere studier har peget på det samme med anderledes metodiske vinkler, og ikke Bodo Knoll og Hans Pitlik viste i år i Empirica, at en større offentlig sektor sænker tilfredsheden for alle, men i særlig grad for de relativt rige – dvs. dem, der effektivt finansierer forbruget.

Bundlinjen er, at mere såkaldt velfærd som oftest betyder mindre faktisk velfærd for de fleste borgere. De eneste vindere er de politikere, der på kort sigt køber stemmer til genvalg.

Skandinaver udenfor Skandinavien

I den amerikanske valgkamp har Skandinavien været et emne. Som vi har skrevet om før her på stedet – ikke mindst her – misforstår Bernie Sanders, Hilary Clinton og mange andre amerikanere helt fundamentalt vores lande. En uinformeret amerikansk venstrefløj påstår, at Skandinavien fungerer så godt på grund af velfærdsstaten, og implikationen de drager er naturligvis, at USA skal være mere som os. Men hvis det argument skal være overbevisende, må man kende de faktiske grunde til at skandinaviske lande er / var så relativt succesfulde.

Den svenske økonom Nima Sanandaji udgav fornylig en ny bog med titlen Debunking Utopia: Exposing the Myth of Nordic Socialism, hvor han afliver en række myter om Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sanandaji har tidligere skrevet den fine Scandinavian Unexceptionalism for the Institute of Economic Affairs (som kan downloades her) og er blevet en del omtalt i de amerikanske medier (f.eks. her). Han bekræfter en række forhold i den nye bog, som også Milton Friedman kendte til. Friedman blev en gang spurgt, hvordan de kunne være, at der var så få arbejdsløse i Sverige. Hans famøse svar var, at man også blev nødt til at spørge, hvorfor der var så få arbejdsløse amerikanere med svenske forfædre.

Sanandajis bog har fået flotte anmeldelser (og jeg har bestilt den), så her er blot nogle få illustrationer af hans hovedpointer. Vi opsummerer dem i grafen nedenfor, hvor søjlerne angiver, hvor mange procent de skandinaviske efterkommere er anderledes end det amerikanske gennemsnit. Grafen har fem kategorier: Danskere, svenskere, nordmænd, finner, og en skandinavisk samlekategori, hvor folk sandsynligvis placerer sig hvis de f.eks. enten har blandet dansk-svenske forfædre eller forfædre, der kom fra Island eller Norge mens de ikke var uafhængige.

Sanandaji skan efterkom

Som figuren viser, er de skandinaviske efterkommere 12 % mere tilbøjelige til at have afsluttet en gymnasial uddannelse, 35 % mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse, og cirka 30 % rigere end den gennemsnitlige amerikaner. Sanandajis pointe her er, at når man ser sammenlignelige fænomener hos danskere og danske efterkommere i Danmark og i f.eks. USA, dvs. i lande med meget forskellige institutioner og velfærdsregimer, kan succeserne ikke skyldes velfærdsstaten. Årsagen må ligge i faktorer, som folk bærer med sig, når de emigrerer. Basalt set handler det i Sanandajis optik om tillids- og ærlighedsnormer og arbejdsetik, der forklarer forskellene. Som man siger i USA: Food for thought.

Om at lægge humlebien i graven

I den forgangne uge har jeg – som mange læsere sikkert ved – deltaget i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konferencen naturligvis også er en anledning til at hygge sig og møde (efterhånden) gamle venner, og at netværke, holde sig opdateret med hvor forskningsfrontn er på vej hen, og at diskutere nye forskningsprojekter. Men den er først og fremmest et forum, hvor man selv præsenterer sin egen nye forskning. Mit EPCS-bidrag i år var ” Burying the bumblebee once and for all: Does big government hurt growth less in high-trust countries?” som er skrevet sammen med min ven og IFN-kollega Andres Bergh.

Humlebi-hypotesen er den populære ide om, at en høj grad af tillid ’beskytter’ de skandinaviske velfærdsstater mod negative effekter af den offentlige sektors størrelse. Hypotesen, der ser ud til at have fået sit navn hos IMF – den første internationalt publicerede version kan findes i ” Sweden’s Welfare State: Can the Bumblebee Keep Flying?” fra 2003 – siger basalt set, at mens et stort offentligt forbrug fører til lavere vækst og investeringsrater, sker disse problemer ikke i Skandinavien, og brede set i lande med særligt høje tillidsniveauer. Flere af mine kolleger, blandt andet Torben M. Andersen og Gert Tinggaard Svendsen (f.eks. her) har argumenteret for forskellige versioner af humlebi-hypotesen.

Andreas og jeg tester i vores EPCS-papir den grundlæggende idé bag humlebie-hypotesen ved at estimere effekterne af at have et stort offentligt forbrug. Vi gør det i et panel af 66 lande, der enten er vestlige eller har demokratiske forfatninger og lignende politiske institutioner. Hovedpointen er, at vi tillader effekten af det offentliges størrelse at variere med, hvor højt tillidsniveauet er. Hvis hypotesen er korrekt, burde vi finde helt generelt at den negative effekt på vækst og investeringer af den offentlige sektor er større jo mindre tilliden er. Effekten skal med andre ord være systematisk heterogen i tillidsniveauet.

Problemet for hypotesens tilhængere er, at heterogeniteten i effekten på vækst viser sig at være spuriøs – når vi ser bort fra de lande, hvor vi slet ikke er sikre på, hvor højt tillidsniveauet er, finder vi at et stort offentligt forbrug er lige så slemt i højtillidslande som i lavtillidslande. Når vi derimod fokuserer på investeringsraten kan vi tydeligt og robust se, at en større offentlig sektor fører lavere private investeringer, og effekten er meget større i lande med høj tillid.

Med andre ord finder Andres og jeg, at der mere er evidens for en omvendt humlebi-effekt: Den offentlige sektors størrelse er mere destruktiv for langsigtet vækst i lande med høj tillid end i de sydligere lavtillidslande. Præcist hvad der går så galt i f.eks. de skandinaviske velfærdsstater kan vi ikke sige noget klart om. Men at noget går mere galt end i andre lande er overraskende tydeligt i vores papir. Det er tid til at droppe ideen om, at noget i nordisk tillidskultur gør, at vores velfærdsstat er en ’gratis frokost’.

For de interesserede kan abstractet findes nedenunder, mens en working paper-version er tilgængelig hos IFN.

Abstract: High levels of social trust has been linked to both public sector size and long term economic growth, thereby helping to explain how some countries are able to combine high taxes and relatively high levels of economic growth. This paper examines if social trust as a background factor also insulates countries against negative effects of public sector size on growth, as government size and growth are found to be negatively associated in several recent studies. We note that the effect is theoretically ambiguous. In panel data from 66 countries across 40 years, we find little robust evidence of insulating effects. Instead we find robust evidence that high trust aggravates the crowding out effects of public sector size on private investments.

Andreas Bergh om velfærdsstaten

Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (som jeg også er affilieret med) har indledt en serie podcasts, som ofte er værd at høre. I dag har de lagt en podcast på nettet med min ven og kollega Andreas Bergh, som deler sin tid mellem Lunds Universitet og IFN. Podcasten, der kan høres her, handler primært om Andreas glimrende bog om den kapitaliske velfærdsstat, og berører blandt andet indvandring, valgfrihed, tillid og Sveriges enorme politiske fejltagelser i 1970erne. En ellers forkølet Andreas taler et så forståeligt skånsk, at selv jeg forstod det. Stærkt anbefalet!

Den kapitalistiske velfærdsstat

Hvis nogen skulle være i nærheden af Lund i Skåne i morgen, afholder Nationalekonomiska Institutionen på Lunds universitet et bogseminar om en ny udgivelse. 16.30 i Alfa 1010 præsenterer Andreas Bergh sin nye bog Sweden and the Revival of the Capitalist Welfare State. Bogen er en opdateret og revideret udgave af den glimrende Den Kapitalistiska Velfärdsstaten, som forklarede hvordan de nordiske lande med umiddelbart socialistisk omfordelende stater alligevel kunne klare sig rimeligt godt. Den nye bog er aldeles glimrende og på flere måder bedre end den gamle, men som discussant skal jeg have noget at kritisere, men det er svært. Der er mere information hos forlaget her; bogen er stærkt anbefalet!

Tager folk ansvar for egne børn?

Politiken bragte i dag en historie om, at en tredjedel af de danske forældre har sendt et barn i skole eller daginstitution, selvom barnet var sygt. Dorte Bo Danbjørg, formand for Forældres Landsforening, udtaler til avisen at ”Vi trænger til, at der bliver skabt bedre vilkår for børnefamilier i Danmark. At forældre enten sender deres syge børn af sted eller selv pjækker fra arbejde bekræfter, at der er store udfordringer i at skulle passe sit arbejde og have syge børn en gang imellem.” En professor fra RUC bekræfter, at ” det er svært at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.” Medierne her til morgen har været fulde af historien og politikere, der mener at staten bør gøre mere.

Men lad mig udfordre automatreaktionerne om, at samfundet da sørme må gøre mere og at det er et stort problem for de stakkels forældre. Man kan nemlig også vende historien om: Hvis en tredjedel af forældrene til børn i daginstitutioner eller skoler har valgt at sende syge børn i skole/institution – det er nemlig et valg – er det en konkret afvejning fra forældrenes side. Er deres børn virkelig ikke vigtigere for dem end at de bare skiber de syge kræ afsted i stedet for at tage en fridag eller måske endda betale for at blive hjemme hos barnet? Med andre ord, mener folk at deres børn er blevet så meget samfundet og andres ansvar og ikke deres eget, at de kræver at vi andre betaler for at de kan blive hjemme, når deres egne børn er syge? Hvornår er folks børn holdt op med at være deres eget ansvar?

Velfærdsstatens svage arbejdsetik

Berlingske omtaler i dag Casper Dahls glimrende, nye analyse for Cepos. Casper bruger World Values Survey data om, hvad folk ønsker at lære deres børn, hvor ”hårdt arbejde” er en af mulighederne. Udgangspunktet er Lindbeck-hypotesen, der siger at velfærdsstaten over generationer underminerer folks arbejdsetik og –normer, og derfor bærer kimen til sin egen ødelæggelse.

En tidligere version af analysen har været præsenteret på den danske public choice workshop i januar. Den endelige version er, med Nina Smiths ord, ”solid og interessant” og burde ringe advarselsklokker hos alle danske politikere. Vi kan kun opfordre interesserede læsere til at kigge på den. Før det, er her nedenfor det simple plot med sammenhængen mellem graden af omfordeling og antallet af respondenterne, der mener at det er vigtigt at lære børn hårdt arbejde. Dét tal i Danmark er 4½ %.

 

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑