Tag: velfærdsstat (side 2 af 4)

Rød stues yndlingsforslag – hvad siger svenske erfaringer?

Thorning-Søvndal-holdet er for længst begyndt at føre valgkamp, også selvom især Thorning på det sidste har fået flere ridser i lakken. Men fraset den personlige troværdighed – vil de det os godt? – er der spørgsmålet om deres evner – har de forstået problemerne? Det sidste spørgsmål kan man ofte stille til politikere, og som oftest med dybt deprimerende resultater. Man sidder ofte med det indtryk, at politikeres stærkeste incitamenter tilsiger, at de ikke skal forstå de problemstillinger, de lovgiver om. Hvis de forstod dem, kunne de ikke ærligt foreslå de lette løsninger, politik drejer sig om.

Og dermed til sagens kerne: Rød stues ide om, at hvis de kommer til magten, skal kommunerne nok få væsentligt flere penge. Hele grundlaget for ideen er, at man enten oprigtigt mener eller ønsker at bilde vælgerne ind, at de flere penge til kommunerne giver mere ’velfærd’: Man kan ansætte flere skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. Men er det virkelig det der sker, når man giver kommunerne flere penge?

Jeg kender ikke til nogen gode, danske studier, men på den anden side af Øresund har de set grundigt på sagerne. Matz Dahlberg, Heléne Lundqvist og Eva Mörk (læs her; hattip til Niclas Berggren) har konkret set på, hvad øgede statslige overførsler til de svenske kommuner har gjort mellem 1996 og 2004. Købte man øget velfærd? Svaret er nej. Det eneste klare resultat, Dahlberg, Lundqvist og Mörk finder, er at kommunerne brugte pengene til at ansætte flere medarbejdere i administrationen! Der var ingen resultater at finde, når de så på ansættelser i vuggestuer, børnehaver, skoler eller ældrepleje. Så medmindre Sverige og svenske lokalpolitikere er meget anderledes end Danmark vil man forvente, at Thorning-Søvndal-forslaget blot øger den administrative byrde på borgerne. Men givet at de fleste af den slags folk stemmer på S-SF, er det måske en bagtanke?

Andreas Bergh om den svenske velfærdsstat

Min ven Andreas Bergh, som pt. holder en delt stilling mellem Lunds Universitet og Ratio Instituttet i Stockholm, har fået nogle vinde til at blæse blandt højre orienterede amerikanske bloggers. Grunden er hans korte interview på Reason TV, hvor han piller en række myter fra hinanden. Interviewet er stærkt anbefalelsesværdigt, og kan ses her. God fornøjelse!

Løkke land

Lars Løkke Rasmussen fremlagde på Venstres landsmøde som bekendt 10 mål for Danmark i 2020. I nogle medier blev han kritiseret for ikke at pege på, hvordan målene kunne nås. Men det er vel ikke helt fair, ideen med den slags programmer er at sætte ”barren højt”, for at forpligte sig selv på mål. Målene kan ikke nås uden, at der laves store forandringer på en række væsentlige politik områder, og der kan man selvfølgelig ikke være konkret på forhånd. Man skal have forligspartnere og alt det der.

Men jeg har tænkt mig, at vi her på Punditokraterne skal gøre noget helt andet.

Læs resten

Andreas Bergh om Windows og velfærdsstaten

Jeg er netop hjemkommet fra ugens Mont Pelerin Society konference i Stockholm, og har hovedet fuldt af nye indtryk fra en glimrende konference. Længst fremme i bunken af morsomme kommentarer, der indeholder mere end et gran sandhed, ligger min ven Andreas Berghs korte karakteristik af den svenske – og per analogi danske – velfærdsstat.

Andreas brugte overfor en forsamling med meget få skandinaver en sigende sammenligning: Velfærdsstaten er ligesom Microsoft Windows. Den var ikke særlig god, da dan blev indført, men den er blevet tilpasset og lappet hen ad vejen. Ydermere er der kommet så mange applikationer, der retter eller opvejer dens mange uheldige features, at folk kan leve rimeligt med den. Der er tydeligt overlegne alternativer til Windows og velfærdsstaten, men begge overlever fordi mange ressourcer er bundet op på løsningen, og så længe alternativerne ikke er klare muligheder på et marked, lærer mange mennesker ikke, hvor ringe Windows/velfærdsstaten løser sine opgaver.

Andreas skitserede sin analogi i forbindelse med en præsentation og efterfølgende break-out session med diskussion. Hans hovedtese, der bestemt er værd at overveje, er at den svenske velfærdsstat har overlevet fordi man hen ad vejen netop har formået at lappe (baggrundspapiret kan læses her). Lappe betyder i denne sammenhæng at indføre liberaliserende reformer på en lang række områder, såsom tog, skoler – vi fik onsdag aften at vide af Stockholms borgmester, at 36 % af byens unge nu vælger private gymnasieløsninger – og skatter. Dén indsigt er ikke blevet mindre aktuel af, at Claus Hjort Frederiksen i denne uge har afvist at følge et eneste forslag fra arbejdsmarkedskommissionens rapport. Med andre ord, skidt med ældrebyrden og den danske velfærdsstats mange andre truende problemer, vi nægter at reformere noget som helst. Hvis det er Venstres og de Konservatives udgave af politisk ansvarlighed, må man vel overveje at flytte meget snart?

De gode, de onde og de grusomme

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.

Tillid -– ikke et velfærdsstatfænomen!

Ugebrevet A4 –  LOs pendant til det ikke videre liberale Mandag Morgen -– har i denne uge en artikel om fænomenet social tillid. Baggrunden er, at Danmark har en af verdens mest tillidsfulde befolkninger og at forskningen de seneste ti år i stigende grad har knyttet netop tillid til forhold som økonomisk vækst, retslig kvalitet og korruption. Den særligt høje tillid i Norden kan således ses som en vigtig forklaring på, hvorfor en gruppe lande i en udkant af verden med elendigt klima er blandt verdens rigeste.

Så vidt, så godt – og ikke kun fordi et af mine forskningsresultater har sneget sig unavngivet ind i artiklen. Men kæden hopper af når A4 kommer til forklaringen på, hvorfor tilliden er så høj i Norden. Man er forudseligt nok påvirket af LO-relationen til at tolke tillid som et positivt forhold som man derfor på en eller anden måde må sætte i forbindelse med velfærdsstaten, men man har også indforskrevet en dansk ekspert, professor i statskundskab på Århus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, til at føre sandhedsvidne for påstanden.

Nu er problemet blot, at hans mange kvaliteter til trods – flere punditokrater og en del af vores læsere vil nok placere ham som en stærk kandidat til verdens rareste menneske – er GTS altså ikke nogen stor empirisk forsker. Og når han i artiklen kommer med udsagn som ”at velfærdsstaten både hviler på og er med til at opbygge tillid”, ”at møde andre mennesker ansigt til ansigt i små fora giver meget på tillidskontoen” og ”Frankrigs lave placering hænger sammen med, at de har problemer med korruption”, taler han ganske enkelt mod den nyere forskning på området.

Stjernepolitologen Robert Putnam populariserede begrebet social kapital, som tillid er en del af, og gjorde i den sammenhæng den fatale fejl at argumentere for, at netværksaktivitet, normdannelse og social tillid var forskellige refleksioner af det samme forhold – social kapital. Senere forskning har vist, at de tre forhold er separate forhold. Aktivitet i frivillige organisationer fører altså ikke til mere social tillid, kun til tillid til de mennesker, man er aktive sammen med. Og forhold som korruption medfører ikke at folk mister tillid til hinanden – de mister højest tillid til staten og dens formelle institutioner. En hovedkonklusion fra den nyeste forskning peger faktisk på, at staten slet ikke har nogen rolle i forbindelse med tillid, medmindre den er rendyrket kommunistisk – så ødelægges folks tillid af kommunistisk politistatsadfærd.

Interesserede læsere kan for eksempel konsultere Eric Uslaners glimrende The Moral Foundations of Trust eller eventuelt min artikel om Determinants of Generalized Trust i januarnummeret af Public Choice i år. Hvis man er mindre forskningsinteresseret, kan man sådan set bare tage et kig på, hvor verdens mest tillidsfulde folk bor: Danmark, Norge og Sverige (66 % af befolknings mener man generelt kan stole på andre mennesker), New Hampshire (63 %) og Finland (58 %). Det gælder også for Canada, hvor tillidsniveauet er over 60 % alle andre steder end Quebec, den fransktalende og kulturelt franske provins hvor niveauet kun er 35 %.

Som en ordentlig journalist lader forfatteren, Iver Houmark Andersen, skeptiske stemmer komme til. Der er sund skepsis fra blandt andet Carl-Johan Dalggard, lektor ved Københavns Universitet, og CEPOS cheføkonom Mads Lundby, der begge anerkender forskningen i social tillid, men at GTS og andre ’strammer den’. Dahlgaard noterer for eksempel, konsistent med den nyere forskning, at ”social kapital kan være en forklaringsfaktor blandt andre”. Selvfølgelig er den det, handel og en række andre forhold gør stadig en meget væsentligt forskel.

Totalt set er det temmelig underligt at se LO forsøge at inddrage den social tillid som en faktor, man kan takke velfærdsstaten for, selvom de fleste forskere enten mener den er langt ældre, eller har helt andre forklaringer på den. En ting har Gert Svendsen dog ret i når han siger at ”Bøger og artikler om social kapital går som varmt brød, og der er enorm interesse for begrebet rundt om i verden”. Interessen – efterspørgslen efter viden om social kapital – er simpelthen enorm, og så er det måske mere forståeligt at der ind imellem er lidt svag kvalitet i udbuddet af viden.

Så præcist kan det skrives – "I statens lommer"

Kristeligt dagblad havde i lørdagens leder, “I statens lommer“, en meget præcis analyse af danskernes forhold til velfærdsstaten.

Som det rammene siges i lederen:

“Den danske velfærdsstat baserer sig i dag på noget-for-noget-princippet. Vi er gået fra pligt til ret. Senest karikeret i Socialdemokraternes forslag om at indføre et katalog over egentlige velfærdsrettigheder, der mest vækker minder om forgangne planøkonomiers forsøg på den totale centrale statsstyring”.

Og videre:

“I dag fremstår de, der støtter den høje skat og den voksende offentlige sektor, som de socialt ansvarlige. Men sådan er det ikke. Man kan med god ret vende sagen på hovedet. Det høje skattetryk har nemlig haft den effekt, at mange mennesker ikke længere føler ansvar for andre end sig selv. Og knapt det endda. Ansvaret er parkeret hos det offentlige. Når man nu skal betale så meget i skat, gælder det om at malke systemet til det yderste. Samtidig arbejdes der sort som aldrig før”.

Man kunne tilføje, at seks år med to borgerligt-liberale partier ved magten, der efterhånden er blevet rigtigt dygtige til at beherske venstrefløjens retorik – til dennes store fortvivlelse – kun yderligere har cementeret et kollektivistisk samfundsideal, med den deraf uværligt følgende egoistiske adfærd, således at vi i dag (måske) er endnu længere væk fra at være et samfund bestående af frie ansvarlige borgere end vi var det før 2001.

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Dansk højredebat i norske medier

Ole Birk Olesen gjorde mig i går opmærksom på, at den danske højrefløjsdebat som Punditokraterne også er udtryk for, har været diskuteret i norske medier. Det er det liberale tidsskrift Minerva, der under overskriften ”Høyresuksess i Danmark” har interviewet Ole Birk Olesen (180 Grader), Henrik Gade Jensen (CEPOS), Kim Fournais (Saxo Bank), Arne Hardis (Weekendavisen) og Søren Pind (Venstre).

 

Der kommer mange hip til regeringen og gode indsigter ud af det. Ole Birk Olesen får udtalt, at blomstringen på højrefløjen primært skyldes skuffelse over regeringen, Hardis får kaldt statsministeren for en ”vagtmester i den socialdemokratiske velfærdsbygning” og Fournais stiller alternativet til et effektivt opgør med velfærdsstaten op: Vi bliver en tabernation. Det er virkelig fornøjelig læsning om fem af de skarpeste højrehjerners syn på debatten og dens fremtid.

Er pædagogernes pensionskasse ’dobbeltmoralsk’?

En af weekendens mærkeligste mediesager var den om, at en række pædagoger er stærkt utilfredse med deres pensionskasse, PBU. Grunden er, at pensionskassen er begyndt at sælge ud af de ellers meget billige boliger, som udlejes til dens medlemmer. TV2 bragte et interview med en Birte Rugbjerg, en menig pædagog, der syntes det var ’dobbetmoralsk’ at PBU var i gang med at sælge de 520 boliger, den ejer på Østerbro. TV3 solgte derfor sagen som et stort problem, som ’i høj grad er fagforeningernes skyld’.

En række andre pensionskasser gør det samme som PBU for tiden, da boligmarkedet er stagnerende, og endda på vej ned i visse områder. Da pensionskassernes opgave er at sikre deres medlemmer den bedst mulige pension, medfører denne opgave, at de kontinuert må optimere deres investeringsportefølje for at undgå lave afkast og underskudsgivende forretninger. Og da lejeboliger ikke just er et attraktivt investeringsobjekt længere – ikke mindst på grund af de byzantinske, offentlige reguleringer på området – er mange pensionskasser begyndt at sælge ud af dem, og investere i andre aktiver.

Hvis man ser lidt nærmere på sagens fakta, præsenterer de dog et noget andet billede end det forargede, som TV2 viste igår. Pædagogernes klage går ikke på, at deres pension er i fare, men på at de ikke længere har adgang til nær så mange (meget) billige boliger. Med andre ord er de voldsomt forargede over, at deres egen pensionskasse ikke længere i samme omfang ønsker at subsidiere deres boligforbrug. For det er netop det man gør, når man udbyder boliger til en snævert afgrænset gruppe til langt under markedspris.

Pædagogen, som TV2 interviewede i går, synets at mene at adgangen til de billige boliger var en del af det, de betalte for hos pensionskassen – og hos fagforeningen, som mange har svært ved at skille fra pensionskasserne. Hvis det skulle være sandt, ville medlemmerne naturligvis opleve et problem i og med at servicen blev forringet. Men hvor stort er ’problemet’ så, hvis man overhovedet vil kalde det et problem?

Ifølge PBUs hjemmeside, ejer pensionskassen 621 boliger, hvoraf 343 ligger i Københavnsområdet, 106 i Århusområdet og 172 i resten af Jylland-Fyn. Dvs. at selvom man antager, at alle boligerne kun har ét medlem af PBU, indebærer tallene at 1,1 % af medlemmerne bor i en af pensionskassens boliger. En lang række af boligerne i København og Århus har ydermere ventetider på op til 20 år, og er derfor reelt ikke tilgængelige for de fleste medlemmer.

Hvad man således gør, er at subsidiere en meget lille del af pensionskassens medlemmers privatforbrug på bekostning af den brede medlemsskares fremtidige pensionsudbetalinger. I og med at PBU er en privat organisation, må den naturligvis gøre præcist hvad den vil, men sagen er alligevel – vil jeg mene – en god refleksion af en dansk, velfærdsstatslig rygmarvsreaktion. Meget små grupper med store privilegier kan ofte komme i medierne med krav om lovindgreb overfor fuldstændigt rationel og fair adfærd, der truer deres privilegier – og få betragtelig politisk opbakning!

Birte Rugbjerg og hendes medpædagogers krav om billige boliger er på et meget virkeligt plan således intet andet end en særligt usolidarisk velfærdsorienteret og parasitær adfærd, som mange danskere paradoksalt nok mener, er ’retfærdig’. Hvis de kommer igennem med deres krav, er den naturligvis rationel for dem, men bestemt et tab for pensionskassen og alle dens andre medlemmer. Så hvorfor TV2 eller andre medier ikke tog dén vinkel op, er måske det store spørgsmål i sagen. Men i et samfund hvor store grupper har vænnet sig til, at det offentlige og halvoffentlige forsvarer deres særinteresser, er det måske ikke helt så mærkeligt?

Om omfordeling og social mobilitet

Et af de få økonomiske argumenter, der nogle gange bliver brugt for at forsvare velfærdsstatens massive omfordeling er, at den mindskede forskel på rig og fattig øger den sociale mobilitet. I og med at social mobilitet er en nødvendig betingelse for, at samfundet udnytter sine ressourcer effektivt – så kloge børn af fattige forældre, for eksempel, får de videns- og ansvarstunge jobs i stedet for rige folks dumme børn – er ideen om at velfærdsstaten øger den sociale mobilitet også kernen i argumentet for at den ikke ’koster’ noget i form af tabt dynamik – at den statslige omfordeling med en Milton Friedman-parafrase er en ’gratis frokost’.

En ny artikel på vej i trykken i det velanskrevne fagtidsskrift Economics Letters gennemhuller dette argument. De tre spanske økonomer Rodríguez, Rodríguez og Salas, der i øvrigt ikke nævner velfærdsstaten med et eneste ord, undersøger her sammenhængen mellem social mobilitet og indkomstulighed efter al omfordeling har haft sin virkning. Ved hjælp af the European Community Household Panel fra de otte år mellem 1993 og 2000 måler de ulighed og social mobilitet i de 15 gamle EU-lande. Måden de gør det, muliggør også at dekomponere ulighedens virkning på mobilitet i dens tre komponenter: 1) virkninger af økonomisk vækst (som påvirker det specifikke ulighedsindeks); 2) virkninger af indkomstforskelle; og 3) virkninger af rene rang-forskelle – når nogen bliver rigere og andre bliver tilsvarende fattigere.

Når den sociale mobilitet måles i artiklen, viser der sig her som i andre undersøgelser, at den har meget dårlige kår i Danmark. Den såkaldt ’sociale arv’ er kun sværere at bryde i Luxembourg og Tyskland, hvis arbejdsmarkedsreguleringer ikke just er misundelsesværdige. Men hvis argumentet for velfærdsstaten – at velfærdsstatens omfordeling øger den sociale mobilitet – havde noget på sig, ville man forvente en negativ sammenhæng mellem indkomstulighed og social mobilitet. Rodríguez, Rodríguez og Salas finder derimod en klar og sikker positiv sammenhæng.

De tre økonomer fortolker sammenhængen som bevis for, at en høj grad af social mobilitet fører til en lille efterspørgsel efter statslig omfordeling, og at lande med høj social mobilitet derfor får en relativt høj grad af ulighed. Det skal dog bemærkes, at de ikke udfører nogen form for kausalitetstests. En lige så valid fortolkning er derfor, at den større grad af ulighed netop skaber en større grad af social mobilitet, da der er konkrete incitamenter for at alle, ligegyldigt deres forældres position i samfundet, arbejder for at forbedre deres situation. Og som det er blevet noteret af økonomer mindst siden Ludwig von Mises underminerer statslig omfordeling disse incitamenter.

Under alle omstændigheder demonstrerer de tre spanske økonomers forskning det absolut modsatte billede af det, der er nødvendigt for at opretholde et af de få økonomisk-teoretiske argumenter for velfærdsstaten. Bundlinien er, at udviklingen af den omfattende danske velfærdsstat siden starten af 1960erne ikke har påvirket den totale ulighed. Målt ved hjælp af Gini-koefficienten har den ligget på cirka 22½ siden den første internationalt sammenlignelige måling fra 1963. I samme periode er Danmark faldet fra at være verdens femterigeste land til at være nummer ti, og fra at have verdens sjettehøjeste privatforbrug til at være nummer 22. Det bliver stadig sværere at bortforklare, at velfærdsstaten er ansvarlig for at flere og flere lande overhaler os.

Velfærdssystem og egoisme – Amerikanske tilstande III

I Amerikanske Tilstande II skriver Jacob Mchangama om amerikanernes iver for at give til velgørende formål – en iver der i kolde kontanter er mere end 6 gange så høj som danskernes.

Jacob slutter af med at konkludere, at

“Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre”.

Man fristes til at stille det spørgsmål om ikke den tvangsmæssige “solidaritet” i realiten er medvirkende til at fremme den egoisme som velfærdsjunkierne normalt påstår er et resultat af markedskrafterne (med al dens væmmelige konkurrence og alt det der). Godt nok er amerikanerne gennemsnitlig væsentligt mere velstående end danskerne og godt nok betaler de en del mindre i skat, men det er vel næppe nok til at forklare en forskel på mere end en faktor 6 i tilbøjligheden til at give til vegørende forhold- kunne det mon tænkes at netop vores universelle velfærdsmodel er ekstra skadelig for borgernes ønske om at yde hjælp til agtværdige formål?

Hvis man ser på hvorfor USA ikke har opbygget så omfangsrig en velfærdsstat som de fleste europæiske – ikke mindst de skandinaviske lande, kommer Alberto Alesina, Edward Glaeser and Bruce Sacerdote frem til ( “WHY DOESN’T THE US HAVE A EUROPEAN-STYLE WELFARE STATE?”) at det skyldes at “Racial animosity in the US makes redistribution to the poor, who are disproportionately black, unappealing to many voters. American political institutions limited the growth of a socialist party, and more generally limited the political power of the poor”.

Der er næppe grund til at tro, at det historisk alene har været et spørgsmål om hudfarve – f.eks. var irske indvandrere ikke særlgt vellidte i det 19. århundrede – de var jo katolikker – og i det hele taget har indvandrernes rolle historisk været, at være prügelknabe indtil social opstigen gennem hårdt arbejde har givet en ny og accepteret social placering – en rolle og proces man også kunne iagtage i Danmark før 1960. En væsentlig forskel på amerikansk og europæisk opfattelse af redistribuering af velstand skyldes måske den amerikanske “exeptionalism” der indebærer at amerikanere overvejende opfatter fattigdom som selvforskyldt, mens europæere har en tendens til at se det som resultatet af “bad luck” – ligesom Amerikanere mener, at det er muligt at undslippe sin “skæbne” i modsætning til europæere.

Op mod 90% af danskerne er tilhængere af den danske velfærdsmodel og ca. 80% er tilhængere af en stram indvandrerpolitik (Institut for konjunktur-analyse februar 2004), hvilket passer meget godt med, at “solidaritet” er noget man udviser overfor dem der er “lige som en selv” Men hvis man er parat til at hjælpe dem der er “lige som en selv” er der jo ingen grund til at den skal være tvungen – det er veldokumenteret at statsliggørelse af velgørenhed har en “crowding out” effekt på privat velgørenhed – så hvad er pointen? – jeg er sikker på at mange af bloggens læsere har en række gode nær-konspiratoriske svar på dette spørgsmål.

Og så er der ét centralt problem, nemlig hvad det gør ved os, når der ingen sammenhæng er mellem at give udtryk for velgørenhed og rent faktisk at skulle finansiere den selv. Økonomisk er et godt bud at den faktisk givne velgørenhed er langt mindre effektiv – og moralsk/holdningsmæssigt er der grund til at tro, at det øger vores forventninger til hvad andre/samfundet skal gøre for os, mens det omvendte gælder for hvad vi skal gøre overfor andre.

Det er slående, at i USA, hvor man jo både har den (efter europæisk målestok) skrækkelige holdning at mene, at de fattige har et medansvar for deres situation og opdrager sine børn til noget så gammeldags som, at “hårdt arbejde har en værdi i sig selv” er 6 gange så villige til at hoste op til velgørenhed end de danskere, der dels synes det er synd for de fattige – de er blot er uheldige – og som ikke finder at det er så væsentligt at kunne forsørge sig selv at de mener de skal præge deres børn med dens slags pjatterier (ifølge Ole Birk Olesens “Taberfabrikken”).

Med en omskrivning af et kendt Kennedy citat kunne man måske mene, at velfærdstaten – som vi kender den – medfører at følgende bliver til ledetråden:

“Ask not what you can do for others, but what others should do for you”

Og det skal ikke lægges borgerne til last – for det er jo forventeligt.

Flexi-too-much-security

I sin bog “Velstandens kilder” , benævner David Gress fordommen om, at velstand kommer af velfærdssamfundet, og at det er dettes institutioner, ydelser og sociale sikkerhedsnet, som sætter folk i stand til overhovedet at leve og arbejde, “Lykketofts fejltagelse”.

Han nævner dog, at han kunne han have sat andre navne på. Måske en kandidat er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der som bekendt har svært ved at få armene ned i jubel over vores høje skattetryk og den vidt berømmede flexicurity model. Han har dog misforstået modellen på et ret afgørende punkt – nemlig sammenhængen mellem et fleksibelt arbejdsmarked og arbejdsløshedunderstøttelsen.

Den danske model burde måske rettere hedde flexi-too-much-security. Fleksibiliteten gælder primært de relativt vellønnede, hvor understøttelsen i tilfælde af arbejdsløshed er relativt lav (væsentligt lavere end i f.eks. Tyskland), mens den er rekord høj for lavtlønnede.

Man kan i denne kontekst med rette beskrive det danske arbejdsmarked som udpræget dualistisk med ét beklageligt fælles træk – nemlig dens mangel på tilskyndelse til at yde en ekstra indsats – eller en indsats overhovedet (i hvert fald hvis vi taler om ”hvidt” arbejde). For den bedre lønnede del af befolkningen er det lidet attraktivt at øge udbudet på grund af de høje marginalskatter og for de lavest lønnede er det tilsvarende lidet attraktivt at stille sin arbejdskraft til rådighed, fordi overførselsindkomsterne er så høje.

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i forrige uge hørte Claus Hjort Frederiksen ved et arrangement i anledning af udgivelsen af Ole Birk Olesens bog om velfærdsstaten gennem snart 5 årtier, med den meget sigende titel ”Taberfabrikken“.

Med udgangspunkt i bogens konstateringen af, at antallet af danskere på passiv forsørgelse er steget fra 200.000 i 1960 til 900.000 i dag, fremhævede Hjort Frederiksen igen flexicurity modellen og – for ligesom at sætte streg under – spurgte han retorisk, om man havde tænkt sig at afskaffe (kvindernes) barselsdagpenge – som om det var afgørende for den voldsomme vækst i antallet på passiv forsørgelse.

Det er måske derfor en ide lige at se på hvem det egentlig er der primært udgør de næsten 900.000 i den erhvervsaktive alder (18-65 år), der er på passiv forsørgelse. Ifølge Danmarks Statistik fordelte de sig i 2005 som følger:

  • Førtidspension (246.836 personer)
  • Efterløn (167.610 personer)
  • Arbejdsløshedsdagpenge (131.835 personer)
  • Kontanthjælp (96.342 personer)
  • Sygedagpenge (68.638 personer)
  • Aktivering (44.265 personer)
  • Barselsdagpenge (54.545 personer)
  • Revalidering (21.480 personer)
  • Ledighedsydelse (10.126 personer)
  • Orlovsydelser (3.661 personer)

i alt (845.338 personer)

Sjovt nok spurgte Hjort Frederiksen ikke om man måske havde tænkt sig at afskaffe f. eks. efterlønnen – måske fordi han vidste, at han ville være blevet mødt med et rungende JA fra de fremmødte.

Hørte jeg nogle hviskende spørge, hvem det nu lige var der vandt værdikampen?

Esping-Andersen om dansk forskning, lykke & velfærd

Jeg er på det rent forskningsmæssige plan ikke nogen sådan voldsomt stor beundrer af den eksilerede danske velfærdsstatsforsker Gøsta Esping-Andersen, som er forfatter til bl.a. The Three Worlds of Welfare Capitalism (1990) og derfor er meget populær herhjemme, især blandt moderat venstreorienterede samfundsforskere. Men måske jeg til tider har gjort manden (som jeg iøvrigt desværre aldrig har mødt) lidt uret–og måske nogle af mine forskerkolleger har gjort ham mere ret, end de selv reelt kunne tænke sig. Ihvertfald har Weekendavisen i denne uge en artikel, “Mr. Velfærdsstat taler ud”, om og med manden. Han er til hverdag professor i Barcelona men har lige været på besøg ved Ålbrg Universitet, hvor de har udnævnt ham til adjungeret professor. Heri kommer der et par betragtninger om dansk forskning, som denne pundit-professor kunne have lyst til at klippe ud og klistre på min kontordør på universitetet–i stedet kommer de her, og så må vi håbe, de læser dem i Ålborg, hvor de næppe kan falde i udelt god jord:

“En ting der slår mig meget er, at både dansk politologi og dansk psykologi har været meget navlebeskuende. De har været rettet mod Danmark uden at være særlig komparative. Meget ofte skrives der på dansk, for det skal være meget traditionelt i Danmark, ikke? Det andet er, at socialvidenskaberne i Danmark – især sociologien – i gamle dage var fanget af det her overteoretiske, filosofiske af marxistisk tilsnit. Det gjorde, at de fag næsten ingen interaktion havde med socialforskere og samfundsforskere uden for Danmark. De havde isoleret sig totalt i et lille lukket miljø. En anden årsag kan have noget at gøre med, at samfundsfagene i Danmark ikke har haft nogen stærk økonomisk træning. Det gør, at den internationale samfundsvidenskabs bedømmelse ofte ser det som lidt sjusket arbejde.”

Ikke overraskende, men godt at høre. Og så iøvrigt disse andre ord om den danske velfærdsstat, der så til gengæld overraskede mig lidt, og som næppe heller helt er, hvad de ventede at høre i Ålborg:

– Danmark er atter blevet udråbt som ‘verdens lykkeligste land’ i en ny international undersøgelse. Det fremgår, at tillid, faste normer og kendskab til hinanden er meget afgørende for at lykke kan opstå. Lykke er altså ikke specielt et spørgsmål om indkomstudjævning – eller hvordan?

“Undersøgelser viser systematisk, at Danmark ligger i spidsen. Jeg tror, at hvis du havde lavet samme type studier for 50 år siden, ville de nok være kommet til samme resultat. Der er mange, der nok vil prøve at argumentere, at det skyldes en god velfærdsstat, at folk stoler på hinanden og er glade. Men om det er velfærdsstaten, der har skabt den her tiltro og glæde – eller om det er omvendt – det ved vi jo ikke. Men jeg tror, at man kan argumentere for, at Danmark historisk ligesom Sverige og Norge har været meget homogen og fået et ret solidarisk samfund sammenlignet med næsten alle andre samfund, vi kender.”

– En stor indvandring påvirker jo homogeniteten. Påvirker en sådan indvandring så også lykken?

“Det er der ingen tvivl om. Det er et stort argument, især blandt økonomer, at grunden til, at USA har sådan en meget dårlig og ugenerøs velfærdsstat, er de store skel, der er i det amerikanske samfund på grund af immigration og raceproblemer. Når ingen stoler på hinanden, kan der ikke skabes et solidaritetssamfund. Det er derfor, de ikke har skabt den type universelle velfærdsstat som i Danmark, hvor folk som regel kan stole på, at når der er indgået en aftale, så overholder alle den. Da Stauning begyndte at oprulle ideerne til en folkepension, der skulle være universel og lige for alle, der lå den solidaritet allerede i den danske kultur. Det var et homogent samfund, hvor folk levede tæt på hinanden og i småsamfund. Der var ikke så brutale klasseskel som i andre lande, og der var ikke store etniske, religiøse og kulturelle skel. Det gjorde, at et universelt velfældssamfund – ligesom i Sverige og Norge – blev ret logisk og let at tænke sig som et alternativ.”

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Iværksætteri og velfærdsstatens omkostninger

I mandags præsenterede jeg på tænketanken CEPOS iværksætterkonference et nyt stykke arbejde om iværksætteri. Notatet, som præsentationen baserede sig på, er udfærdiget i løbet af efteråret af professor Nicolai Juul Foss (CBS og ex-punditokrat) og mig, og generøst finansieret af CEPOS. I modsætning til hvad flere avisartikler gav udtryk for, er det reelt stykke forskningsarbejde som jeg – ikke blot som selvpromovering – synes er værd at lægge mærke til.

Iværksætteri er nemlig en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i samfundet. Hvor ville vi være, hvis ikke private startede nye firmaer – satte i værk? Hvor ville verden have været uden entreprenante folk som Isambard Brunell, Thomas Edison, Bill Gates? Hvor ville Danmark være uden C.F. Tietgen og A.P. Møller? Og hvor ender vi, hvis der ikke hele tiden er driftige danskere til at prøve forbrugere, marked og konkurrenter af med nye produkter, nye tanker og nye kombinationer? Iværksættere er nogle af økonomiens prime movers, dem der får tingene til at hænge sammen på langt sigt.

Derfor undrede det også Nicolai og mig, da vi fandt ud af hvor lidt forskning der var i spørgsmålet om, hvilken indflydelse institutioner og økonomisk politik har på, hvor meget af den type aktivitet, enkelte lande har. Vi fandt to forskerteams, et i USA omkring Russel Sobel, og et i Sverige omkring Magnus Henrekson, som havde set på dette spørgsmål. Ingen andre syntes at være særligt interesserede i, hvad det økonomisk-institutionelle miljø betyder for iværksætterne.

Vores sammenligninger på tværs af de 29 lande i verden, som vi ved nok om, viser klart at visse faktorer kan forklare en ganske pæn del af forskellene. I en dansk kontekst er det nemlig et særligt problem, at kun godt fire procent af den erhvervsaktive befolkning er engageret i firmaopstart. I New Zealand er tallet omkring det tredobbelte, og de fleste andre OECD lande har også mere aktivitet end Danmark. Vi risikerer med andre ord at falde bagud, når danskere ikke starter nok virksomheder op til at følge med udviklingen. Så hvilke faktorer forklarer forskellene på tværs af de 29 lande?

Jo, iværksætteri der kommer af at folk føler sig i nød, bliver mindre i takt med at landet bliver rigere. Det bliver også mindre i takt med at det offentlige forbrug bliver større, hvilket ikke er så mærkeligt endda. En del offentlige forbrug er trods alt sigtet mod at hjælpe de relativt fattige. Problemet er blot, at iværksætteraktivitet, der kommer af at iværksætterne ser økonomisk muligheder, også forsvinder i takt med at det offentlige forbrug bliver større. Og for hver nød-iværksætter, der forsvinder, forsvinder der tre muligheds-iværksættere. Oveni det skal man regne den negative effekt på muligheds-iværksætterne – men ikke nød-iværksættere – af højere offentlige overførsler, og en tungere og mere progressiv skattebyrde. Som modvægt mod disse negative forhold, må man ifølge vores resultater regne en stabil og forudselig økonomisk politik.

For at opsummere, finder Nicolai Foss og jeg altså særdeles vægtige negative konsekvenser af centrale forhold i den danske velfærdsstat. Offentligt forbrug, overførsler og det danske skattesystem er alle faktorer, der forklarer hvorfor Danmark ligger i tredje division, når det kommer til iværksætteraktivitet og dermed den underskov af økonomisk dynamik, der er nødvendig i en moderne økonomi. Vi dokumenterer med andre ord en af de store omkostninger ved den danske velfærdsstat. Som sådan er det måske ikke sært, at Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, har kaldt resultaterne 'komiske', og på perfid vis har bildt flere aviser ind, at vores resultater viser at rige lande har mindre aktivitet. Enhver, der kan læse indenad, kan ovenfor se at det netop ikke er et af vores resultater, men når de saglige argumenter slipper op… Erhvers- og økonomiminister Bendt Bendtsen har også været i medierne, og kaldt notatet 'firkantet', hvilket da er rigtigt, men gælder for alle den type empiriske undersøgelser. Ministeren brugte i stedet sin taletid til konferencen på at argumentere for regeringens politik, der består af øget rådgivning og lettere administrative byrder. Mens effekten af rådgivning ikke kan forudsiges, er det vel sigende, at vores undersøgelse viser, at administrative byrder ikke er vigtige. Så hvor effektiv er regeringens politik mon?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Something rotten: TNR om Danmark

Det ganske ofte ganske glimrende (og meget indflydelsesrige), "left liberal" amerikanske tidsskrift The New Republic har i sit seneste nummer et langt forsvar for "den danske model": Altså at høje offentlige udgifter skulle lede til høj økonomisk vækst.  Her er (med et groft brud på ophavsretten) lidt at sætte tænderne i:

Great Danes

by Jonathan Cohn

If you want a lower standard of living," conservative policy experts Grace-Marie Turner and Robert Moffit wrote in an op-ed last week, "the Europeans have the right prescription." The topic of discussion was universal health care, but it just as easily might have been government-sponsored child care or generous unemployment benefits. The failure of the European welfare state is, after all, an article of faith among conservatives, from Robert Samuelson ("Europe is history's has-been") to Jonah Goldberg ("Europe has an asthmatic economy") to David Brooks ("[T]he European model is flat-out unsustainable").

The argument generally goes like this. Nowadays, every nation faces a stark but straightforward choice: It can admit that globalization demands a fluid economy–in which people will lose jobs frequently and incomes are bound to be more volatile–and adapt by slashing taxes, government benefit programs, and trade barriers. Or it can try to hold on to old-fashioned notions of lifetime job security and guaranteed incomes by blocking out trading partners, closely regulating business activity, and maintaining a generous welfare state–a formula sure to produce sluggish growth, chronic unemployment, and crippling government debt.

Given their political agenda, it's easy to see why conservatives would be attracted to this analysis. But, even as the pundits wring their hands at Europe's economic decline, a growing number of American economists have begun looking across the pond for inspiration–to Scandinavia and, especially, to Denmark. Over the last decade, the Danes have turned the conventional wisdom on its head by boasting not only one of the world's most expansive welfare states, but also one of its most robust economies. Given the way average American workers' wages continue to stagnate even as their burden of risk–of losing a job, of losing medical insurance–continues to rise, it looks increasingly as though the conservative triumphalism has been misplaced: It may be that Europe has something to teach us after all. And Democrats, who have come back into power promising to address economic insecurity, should be sure to listen.

As in most of the developed world, Denmark's welfare state traces its origins to the Great Depression–specifically, to a dank January morning in 1933 when Prime Minister Thorvald Stauning called several of the country's political leaders to his apartment for a private session to discuss the nation's growing economic crisis. As Eric Einhorn and John Logue recount in a forthcoming essay on Danish history, nearly half the population was out of work and farm foreclosures were widespread. With communism and socialism gaining popularity among the increasingly distressed population, Stauning and his colleagues were desperate to take actions that would not only alleviate the widespread suffering but also save capitalism itself.

Stauning's apartment was on a small, quiet street named Kanslergade. And the resulting "Kanslergade compromise," as it came to be known, would give birth to the contemporary Danish welfare state. Denmark always had an egalitarian tradition, rooted partly in its strong ethnic identity. But, prior to the 1930s, fulfilling that guarantee was largely the responsibility of private associations, organized around jobs or communities. The Kanslergade compromise changed all that. Henceforth, the government would take primary responsibility for making the economy work–and making sure that it worked for everybody–by, among other things, providing a set of social insurance programs that protected against illness and unemployment.

The strategy succeeded. Denmark's political center held, Danes got back to work, and, on the eve of World War II, the economy was back on track. The country continued to thrive after the interlude of Nazi wartime occupation and, from the 1950s through the 1970s, it generally had steady, strong growth. The more the economy grew, the more money the government collected through taxes–allowing it to provide, in turn, even more generous services. By the '70s, Denmark had developed a well-earned reputation for providing what was arguably Europe's most comprehensive and lavish set of welfare benefits.

But the Danish economic model–like those across Europe and in the United States–was challenged by "stagflation" in the '70s and globalization in the 1980s. Denmark's economy, like those in most of Europe, started lagging behind that of the United States. While Americans were going back to work–and, in some celebrated cases, getting fabulously rich–millions of Europeans were joining the ranks of the chronically unemployed, living off of generous welfare payments. Meanwhile, businesses, hamstrung in some countries by rules that made it difficult to hire and fire new workers, weren't investing or creating new jobs.

But, while most of Europe continued staunchly to resist change, the Scandinavians began to embrace it–led, once again, by Denmark. In the early '80s, with unemployment in double digits and the economy slowing to a crawl, voters threw their support behind the Danish conservatives, enabling them to oust the Social Democrats who had run the country for most of the postwar period. Although the conservatives were not very far to the right by U.S. standards, they had run on a platform of rescuing the Danish economy, which they vowed to do by privatizing some government services, modestly reducing welfare benefits, and bringing down government deficits. And, for a few years, they made some headway, particularly when it came to trimming the pension system and bringing the government budgets back into balance.

By the early '90s, the economy had recovered enough–and the public's enthusiasm for the conservatives had waned enough–to swing politics back in the other direction. The Social Democrats took power once again, this time under the leadership of Poul Nyrup Rasmussen, a close ally of Denmark's organized labor movement. But, contrary to the expectations of some supporters, Rasmussen didn't abandon the conservative reforms. Instead, in a classic Nixon-to-China move, he undertook some of the very measures that the conservative coalition had proposed but could not enact on its own.

One of these was the sale of Denmark's state-owned telephone company, which, relative to the size of the country's economy, represented one of the largest efforts at privatization in Europe for the entire decade. Rasmussen also remained committed to balanced budgets, making more low-level spending cuts to keep the budget in line. But perhaps most important were the reforms Rasmussen's Social Democrats introduced to the Danish unemployment system. Previously, unemployment benefits had been not only very generous–equal, in some cases, to 90 percent of lost wages–but also essentially unlimited. Under a new scheme pushed through by the Social Democrats, the government began limiting assistance to four years–and, even then, only on the condition that beneficiaries worked or enrolled in job training.

Essentially, Rasmussen was triangulating between the two main poles of the country's political debate, in a manner much like
the one Bill Clinton was e
mploying in the United States at roughly the same time. But, because politics in Denmark were generally far to the left of the United States, the resulting compromise actually looked quite different. Relative to Clinton's welfare reform, Rasmussen's invested much more money in worker-counseling and training. The explicit goal was to recognize a social compact: Just as the unemployed were obligated to find new jobs, so the government was obligated to make sure the jobs were there (even if it meant creating them on the public payroll) and that the unemployed received proper training to succeed. Today, largely as a result of Rasmussen's reforms, Denmark spends more than 4 percent of its GDP on its labor market programs–the most of any country in the Organization for Economic Cooperation and Development (oecd) and more than 20 times what the United States spends on its worker-training programs.

In some respects, though, what was most significant about Rasmussen's agenda was what it did not include: radical changes to the welfare state. And that explains why, today, the country has programs that remain among the most generous in the developed world. There is universal health care and child care. Lengthy maternity and paternity leaves are available. And, despite the time limit, unemployment benefits are still worth up to 90 percent of lost wages. In all, Denmark spends nearly one-third of gross domestic product on government-run benefits–among the highest in the developed world and more than twice what the United States spends. Naturally, Denmark has a tax burden to match: Half of the country's annual economic output goes through government in the form of taxes–again, among the highest in the developed world and well above the U.S. rate of just under 30 percent.

If you believe the conservative rhetoric on economics, this combination of high taxes, a large public sector, and lavish welfare benefits ought to be killing the Danish economy. But it's not. In fact, Denmark's economy has thrived. And nowhere is that more apparent than in the job market. By the time Rasmussen left office in 2001, the unemployment rate had fallen from a 1994 peak of 9.6 percent to 4.3 percent; in 2002, it fell below the U.S. rate, where it has remained ever since. For the most recent quarter of 2006, Denmark's standardized unemployment rate was 3.6 percent, compared with 4.7 percent in the United States. Moreover, while Europe has a reputation for fostering cadres of idle youth (a reputation that, in countries like France, has at least some basis in reality), in Denmark, a mere 3 percent of its 15- to 19-year-olds are neither in school nor working–the second-best rate in the developed world. (Tiny Luxembourg is first.) In the United States, by comparison, the figure is about 7 percent.

Another important measure of overall economic health is GDP per capita, which in effect approximates the wealth generated per person per year. Here, the United States remains near the top of the developed world, at $39,732. Denmark, though also in the top fifth of the oecd, is at just $31,932. It's a significant difference, but one that reflects, in part, the fact that Americans simply work more hours, don't get as much vacation, and can't take such generous pregnancy or sick leaves. GDP per capita is also an average, pulled up by the extraordinary wealth of America's elite. Once you consider the distribution of income and material goods, it becomes apparent that typical citizens in Denmark are doing as well as–and quite possibly better than–their American counterparts.

Nearly 80 percent of Danish households have access to a home computer, the second-highest proportion in the world; just 62 percent of U.S. households can make the same claim. And, while the United States scores a bit higher than Denmark on the U.N. "Human Development Index," which combines financial standard of living with measures like knowledge and life expectancy, Denmark bests the United States on the "Quality of Life" index, which the Economist Intelligence Unit devised to measure a similar combination of factors. One reason Denmark scores so well is that programs like universal health care and day care mean middle-class Danes don't carry around the same sort of anxieties that their American counterparts do. The existence of such programs also helps explain the most obvious economic difference between Denmark and the United States: America's poverty rate of 17.1 percent is the second-worst in the oecd, behind only Mexico. And Denmark's? It's 4.3 percent, tied with the Czech Republic for the best on the planet.

To critics, the trouble with large welfare programs isn't so much what they do today as what they promise to do tomorrow: Since aging populations will eventually claim more in benefits than younger generations of workers are projected to generate, the programs appear unsustainable. In the general sense, this claim has some truth. The money Denmark owes its future retirees, in the form of pensions and health benefits, will indeed put a huge claim on its treasury–one it's not yet fully prepared to meet. But Denmark is in a far better position to meet those obligations than many other countries, including, yet again, the United States. As it has for several years, Denmark is presently running a small budget surplus, equal to around .65 percent of its GDP. The United States, of course, is running large deficits, in the neighborhood of 4.5 percent of GDP–which is one reason our long-term financial liabilities are more severe, too.

So what have the Danes figured out that conservative American pundits haven't? "High taxes don't hurt [by themselves]," says Harvard's Richard Freeman, a highly respected labor economist who has studied Europe extensively. "It depends on what you are getting for the money." Medical care is the most obvious example of this. Danes have lower infant-mortality rates than Americans and, statistically speaking, live just as long. You can't pin that completely on the medical system (a lot has to do with poverty, diet, and so on), but it certainly suggests Danish health care is no worse than the U.S. version. Yet we Americans pay far more for our system, because it's riddled with inefficiencies as insurance companies compete with one another to enroll healthy beneficiaries, rather than finance good care.

Another thing the government does well is spend money on projects whose benefits are too long-term, or too spread-out, to attract sufficient private investment. Worker-training is a case in point. One of the great virtues of Denmark's worker-retraining program is the way it enables even middle-aged workers to shift gears and pick up a new profession: If, for example, you're an unemployed textile worker whose best prospect for a new job in two years lies in health care, then the Danish government will pay to train you as a physician's assistant.

Just as a well-educated workforce attracts foreign investment, so does strong infrastructure–whether it's in the form of good roads or a speedy information highway. Here, too, Denmark excels. And here, too, government can take considerable credit, as the Economist Intelligence Unit noted in its glowing write-up: "High public spending also translates to an excellent infrastructure…. Denmark has emerged as a global leader in the development of information and communications technology infrastructure, and a pioneer for wireless technologies, including Bluetooth, among others."

Of course, infrastructure is only part of the story–and a modest one at that. A bigger reason, ironically enough, is the tax code. The high rates on personal income, which max out at 63 percent, mask relatively low rates on investment capital and corporate earnings. That relative balance–with investment taxed less than wages–is what many economists prefer, since, theoretically, low taxes on corporations will en

courage them to invest more, creating more jobs, and so on. The reason Danes tolerate such high income taxes, even while corporate taxes are low, is that they feel like they're getting something for the money: good public services. In effect, the generosity of the welfare state creates political room for economic policies that foster higher growth.

That's also true in the larger sense, when it comes to the rules–or lack thereof–about hiring and firing. Studies have shown that Danes change jobs more frequently than their counterparts elsewhere in Europe and that, on the whole, they have the shortest tenures. With such a volatile job market, you might expect the Danes to clamor for the same kinds of protections as, say, the French or Germans. But they haven't. The main reason, everyone seems to agree, is that the combination of welfare programs and job-training means that the newly unemployed needn't fear becoming destitute. Indeed, in some cases, losing a job is actually a way to get a step up. Polls show that, despite the high rates of job turnover, Danes are among the most optimistic about their prospects for finding work again. As Stein Kuhnle, an expert on Denmark who now teaches at the Hertie School of Governance in Berlin, explains: "One may say that the Danish system is one promoting employment security rather than job security" (my italics).

Earlier this year, an article in The Wall Street Journal on the closure of a Danish meatpacking plant illustrated how fluid labor markets and generous welfare supports produce a virtuous cycle. As soon as the factory was shuttered, the famous Danish job placement and training system went to work. Counselors met with each of the newly unemployed workers, drawing up individual plans of action for each and then monitoring the "clients" to make sure they followed through on their plans. Then, using both state money and some contributions from the old employer, they financed classes to retrain the workforce. The results were impressive: After having spent ten years slicing up pig carcasses, Suzanne Olsen now had a position as a golf landscaping apprentice. Finn Larsen was enrolled in classes to become fully trained as a math and science teacher. Indeed, of the 500 workers the company had laid off, within ten months only 60 were still collecting Denmark's generous unemployment benefits.

Talking up one region's, or one country's, economic model is a recurring phenomenon in politics–and a tricky one. At various times in the last 50 years, the opinion elite has swooned over the Anglo-American countries, the Far East, continental Europe, and even the communist bloc because their economies were in the middle of a temporary boom. But even "successful" countries often have problems that admirers either overlook or willfully ignore. And Denmark has its share of those. To take one obvious example, because the generous unemployment benefits and job-training means nobody wants to work in low-wage jobs, the country's service sector is lackluster. Positions like housekeepers and nannies tend to be filled by immigrants operating as part of an underground economy. "We have a vibrant public sector," says Christoffer Green-Pedersen, a professor of public policy at the University of Copenhagen. "But I've never seen a shoe shiner. It'd be too expensive."

A bigger issue for those who might want to import the Danish model–particularly for a country like the United States–is that Denmark is a small, ethnically homogenous country with a tradition of marked cooperation. Labor and management enjoy one of the least adversarial relationships in the developed world, enabling them to pursue mutually advantageous arrangements. Many experts think the strong sense of common enterprise among Danes improves government services by promoting a strong sense of duty among civil servants.

Still, nobody is suggesting that other countries could–or even should–import the Danish model whole. (Among other things, the strong sense of common purpose has an uglier side: relatively harsh treatment of foreigners and immigrants.) The idea, rather, is to take broad lessons from Denmark's experience. And the broadest lesson would seem to be the most obvious one: that it is entirely possible to have a large welfare state, with generous benefits, without choking the economy. Data from the rest of Scandinavia, which all use variants of the same economic model, support this argument. In a recent Scientific American column focusing on the performance of these Nordic countries, Columbia University economist and best-selling author Jeffrey Sachs blasted the right's anti-tax, antigovernment conventional wisdom, concluding that "a generous social-welfare state is not a road to serfdom but rather to high levels of satisfaction, fairness, economic equality and international competitiveness."

Nor is Sachs the only prominent economist who has taken notice of Scandinavia's success. So have Harvard's Richard Freeman and Nobel Prize-winner Joseph Stiglitz, the former chief economist for the World Bank. Even some relatively conservative economists–like the American Enterprise Institute's Kevin Hassett, who has been an adviser to John McCain–will concede that the Nordic model works, although they are dubious that the United States could copy it: "The Scandinavians," Hassett says, "show that you don't have to have a terrible economy if you have a big welfare state and high taxes."

Scandinavia's success has particular relevance today, when the Democratic Party suddenly finds itself with real political power again–and a mandate to address the rising economic insecurity that many American workers feel. The problem for the Democrats, as my colleague Jonathan Chait recently noted ("Freakoutonomics," November 6), is that the solutions they've pushed for in the last decade suddenly seem inadequate. For most of the 1990s, the Clinton administration pursued a relatively conservative set of economic policies that focused on efforts to improve overall growth, such as free trade and balanced budgets. Most economists believe Clinton's economic policies did, in fact, strengthen the economy as a whole. But it's also becoming apparent that the poor and middle class didn't benefit from the subsequent period of growth as much as the administration had hoped–and that both groups remain surprisingly vulnerable to economic dislocation today.

Of course, even back in the early '90s, not every member of the Clinton administration was so sanguine about the policies it was pursuing at the time. Among those dissenting was then-Secretary of Labor Robert Reich, who proposed that "if we blended our flexible labor markets with [Europe's] investments in human capital and put the safety net somewhere in between ours and theirs, you would have the best system in the world." Reich's argument famously lost out to those of Clinton's more conservative advisers–among them former National Economic Council Chairman Laura Tyson and former Treasury Secretary Robert Rubin.

And so it was a little ironic that, a few weeks ago, it was Tyson and Rubin, along with some other former Clinton advisers, who found themselves discussing Denmark at a panel on economic policy co-sponsored by The New Republic and the Brookings Institution. Tyson, who just completed five years as dean of the London Business School, first raised the possibility that Denmark might be a model for the United States, noting that "there is nothing in the growth rates to suggest that Denmark is paying a penalty for having a high level [of taxes and government spending]. … This is not to mention in addition the fact that health care coverage in Denmark is universal, and it is not to mention the fact that, actually, Denmark has one of the lowest poverty rates in Europe and has the lowest poverty rates for children in all of the o

ecd countries."

Upon hearing that description, Rubin quipped, "I think I would like to move to Denmark." That, surely, isn't necessary. But a fact-finding visit might be worthwhile.

Oven på to ugers ferie og fravær er min lørdag simpelthen for kort til at opremse, hvor mange fejl, misforståelser og fejlfortolkninger, der er i artiklen–men andre er velkomne.  Derimod er der (som altid) en række kritiske bemærkninger hér hos vennerne ovre på MarginalRevolution og lidt interessant fra Matt Yglesias og dennes læsere (deriblandt vores gæste-blogger Limagolf).  Her er TNR's egne læserkommentarer.

Genbrug: Et svensk juleeventyr

En af fordelene ved at have blogget i længere tid er, at man skamløst kan genbruge sit mere sæsonbetonede stof.

Med sort samvittighed over ikke at have bidraget med noget den seneste tid kommer her et link tilbage til min posting for nøjagtigt et år siden.

Så i lighed med vores redaktør, der vil sidde ved skærmen og se Disneys Juleshow, vil jeg herudover prøve at få set Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Meget af det, jeg skrev i indledningen sidste år, gælder fortsat. Men med en stor forskel. De har nu en borgerlig-liberal regering på den anden side af Sundet og en astronaut i rummet. Hvor er de heldige. Vores kan ikke engang finde råderummet.

Glædelig jul.

Er sort arbejde problem eller symptom?

Normalt prøver vi at være med på dagens nyheder, men sommetider er det bare ikke muligt. For mit vedkommende var det ikke muligt i går da jeg først fik læst dagens gratisaviser om aftenen. Når dagens post alligevel handler om en kort debat i gårsdagens Nyhedsavis – som jeg i øvrigt får leveret meget tidligt om morgenen af et bud, der insisterer på at klappe så højt som muligt med brevsprækken – er det fordi den er af mere principiel karakter.

Nyhedsavisen har en gang imellem en pro-et-kontra klumme – to modsatte syn på samme sag. Og i går var sagen eksistensen af sort arbejde i Danmark. Socialdemokraternes skatteordfører John Dyrby argumenterer ikke overraskende for, at “sort arbejde skal bekæmpes”. Han skrev, at problemerne starter “når sort arbejde bliver en sport, som udelukkende har til formål at omgå skattesystemet”, og fremhæver også i bedste socialdemokratiske tradition, at sort arbejde er “en lønpresser uden lige”. Avisens chefredaktør, David Trads, gav ikke overraskende det modsatte synspunkt, som han udtrykte således:

“Problemet er jo et andet – nemlig at vi betaler så høj skat og har så høj en minimumsløn i Danmark, at det er umuligt for almindelige danskere at betale for små serviceydelser, hvis der skulle betales skat af det. Sort arbejde i småskalaen er nødvendigt for at få samfundet til at hænge sammen”

Nyhedsavisens debat i går rejser det helt fundamentale – og særdeles vigtige – spørgsmål, hvorvidt eksistensen af sort arbejde i Danmark er et problem i sig selv eller blot et symptom på dybere fejl i samfundet. Svaret afhænger selvfølgelig til en vis grad af, hvor man står politisk, men kan også anskues stort set apolitisk, jf. Tradses indlæg.

Forestil dig en almindelig dansk familie med to børn, hvor begge forældre er akademikere og derfor som oftest uden ‘almindelig’ arbejdstid. Børnene skal afleveres i skole, hentes fra skole og på den ene eller anden måde passes indtil forældrene har fri fra arbejde. Når det så sker, har forældrene valget mellem at bruge deres tid på hverdagens småting – opvask, rengøring, havearbejde, regnskab osv. – eller for eksempel at bruge lidt tid på deres børn og evt. lave noget ordentlig aftensmad (ikke en selvfølge i dagens Danmark).

Hvor ville denne familie være uden sort arbejde? En studerende til at gøre rent uden regning, en sort børnepasning, måske endda kun en nabo som man har en fast aftale med, en pensionist der for en check i en brun konvolut sørger for at haven bliver passet. De eneste alternativer til sort arbejde, er at købe serviceydelser på det åbne marked. Og som David Trads rigtigt påpeger, er det til en pris som meget få danske familier kan betale. Prisen presses nemlig op af både verdens tungeste beskatning og en meget høj de facto minimums timeløn, som jf. et af mine tidligere indlæg her på stedet kan være højere (sic!) end akademikerforældrenes.

For mit vedkommende er sagen helt klar: Sort arbejde er ikke blot nødvendigt for at få et samfund som det danske til at hænge sammen, i og med at det sikrer, at visse nødvendige serviceydelser faktisk kan købes af dem, der har det største behov for dem. Sort arbejde i Danmark er også moralsk rigtigt, eller i hvert fald ikke moralsk forkert. For hvordan kan man fordømme eksistensen af sort arbejde i et samfund, der på den ene side presser lønstrukturen så tæt sammen, at selv de højest uddannede ofte ikke kan betale for almindelige serviceydelser, mens det på den anden side sikrer sig mod det, S-ordføreren kalder “lønpres”, så lønningerne i servicesektoren og dermed prisen på serviceydelser stiger? På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, at danske kvinder er mere tilbøjelige til at acceptere sort arbejde end mændene?

Danmark har i forvejen meget lidt sort arbejde, delvis på grund af danskernes ærlighed, delvis på grund af systemets tætte overvågning af danskerne. Når man fra forskelligt politisk hold udskriger det eksisterende sorte arbejde som et reelt problem, vidner det om politikernes nogle gange nærmest uendelige tilbøjelighed til ansvarsforflygtigelse. Det sorte arbejde, der findes i Danmark, er ikke moralsk forkasteligt. Det er skabt af den velfærdsstat, som de danske politikere er så glade for. Derfor er det sorte arbejde ikke almindelige danskeres moralske ansvar, men Folketingets medlemmers. Deal with it!

Fogh er blevet skizofren

Fogh er blevet skizofren:

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑