Tag: velfærdsstat (page 2 of 7)

Skriverier om ACA-dommen (opdateret)

USA’s højesteretspræsident John Roberts fik skrevet sig selv ind i historiebøgerne i dag, da han som forfatter til flertallets afgørelse i ACA-sagen, sendte dele af amerikansk forfatningsret ind i en ny tid. Dommen, der i vanlig stil er langt mere fyldig (192 sider) end en dansk ditto ville havde været, kan selvfølgelig hentes via domstolens hjemmeside.

Dommen har allerede fået meget omtale, også i danske medier, og den vil selvsagt blive mere indgående behandlet over det næste stykke tid.Sagt lidt meget sort-hvidt, er den individuelle forsikringspligt ikke forfatningsstridig, fordi pligten slet ikke er en pligt, men en skat. Hvilket i øvrigt var dét, som advokaterne for føderalregeringen mente ikke var tilfældet!

En umiddelbart rammende beskrivelse kommer fra Erick Ericksen på Red State-bloggen:

It seems very, very clear to me in reviewing John Roberts’ decision that he is playing a much longer game than us and can afford to with a life tenure.”

Denne opfattelse – der også er at genfinde i Ezra Kleins blogindlæg, hvor dommen bliver kaldt for en 4-1-4-afgørelse – går ud på, at Roberts lod forsikringspligten så på grund af en juridisk teknikalitet, samtidig med, at han, sammen med den ”konservative” del af retten, fik afgrænset rækkevidden af reglen om samhandelsregulering i føderalforfatningen. Det er derfor, at Barnett (se nedenfor) kan sige, at dommen er et nederlag for dem, der er imod ACA, men en sejr for dem, der kæmper for at bevare en statsmagt, begrænset af forfatningen. Dommen er – i øvrigt – en gigantisk sejr for Barnett.

Indtil en af mine medbloggere, eller jeg selv, får skrevet noget mere dybdegående om dommen, er her nogle væsentlige kommentarer (IMHO) fra den amerikansk-juridiske blogosfære (mine redigeringer):

Jonathan H. Adler:

The primary dissent is a joint dissent by all four dissenting justices. This is unusual. Their dissent rejects both the individual mandate and the Medicaid expansion. Because these two provisions are central to the act, the dissenters would invalidate the law in its entirety.

Chief Justice Roberts rejects the Commerce Clause and Necessary & Proper Clause rationales for the mandate even though doing so would not seem to be necessary for the result. If the mandate may be upheld on taxing power grounds, why reach these clauses? One possible answer is that the Chief Justice embraces a constitutional avoidance rationale for construing the mandate as a tax (similar to what he did with the Voting Rights Act in NAMUDNO). Showing the constitutional problems with the mandate is thus necessary to justify the construction the Chief offers of the Act.

This opinion reaffirms that the Chief Justice is, in many respects, a conservative minimalist. This opinion, combined with others we’ve seen this term, is revealing how the Chief Justice and Justice Alito differ. The Chief is more minimalist in his approach and more deferential to federal power (save on the First Amendment, where Justice Alito seems more deferential).

Holding the mandate exceeds the scope of the Commerce and Necessary and Proper Clauses poses no threat to any other existing federal program or law that was not already in jeopardy. That is, this holding does not narrow these powers. Rather it reaffirms their limits…

Adam Winkler konkluderer:

The Roberts Court has only just begun.

Gerard N. Magliocca mærker historiens (og den politiske proces’) vingesus:

Chief Justice Marshall famously found a way out of tough spot in 1803 by reading the Judiciary Act of 1789 in a peculiar way to deny William Marbury a remedy.  Following the law would have brought the Court into a terrible (and destructive) clash with President Jefferson. He lectured the President about not giving Marbury his commission, but did nothing to help…

Chief Justice Roberts did something similar today. Following the law and reading the Affordable Care Act in the most natural way (failing to buy health insurance leads to a penalty, not a tax) would have forced him to strike down the individual mandate.  So he didn’t do that.  Why? Because a 5-4 straight-line party decision invalidating part or all of the Act would have have brought the Court into a terrible clash with President Obama.  The Chief Justice gave a pretty speech about federalism, but ultimately he did nothing about it.  (Maybe I’m underestimating the importance of the Medicaid issue–I’m not sure.)

Orin Kerr:

The Chief Justice’s opinion finds an interesting middle ground in the battle of absolutes over the Affordable Care Act. Under the Chief Justice’s opinion, real economic mandates are beyond the power of Congress. Congress can’t force action where there was none. Congress can’t say you must act or else go to jail, for example. The individual mandate is constitutional because despite the name because it’s not really a mandate…  it’s really just a small tax. And the enforcement mechanism is pretty light. So you really don’t have to get health insurance: You just have to pay the smallish penalty if you decide you don’t want it. So Congress lacks the power to say that you go to jail if you don’t buy health insurance. But Congress does have the power to encourage you to get health insurance by imposing a tax if you don’t, as long as the tax isn’t so coercive that it’s really more than just a tax… In other words, the taxing power is a lesser form of regulation that has a lot more in the way of limits: It gives the federal government some power, but not the plenary power granted if the law falls within the Commerce Clause…

Samme forfatter bemærker andetsteds i øvrigt, at Randy Barnett’s sondring mellem aktivitet og inaktivitet indgår i Roberts argumentation, smh. med “det her er en gigantisk sejr for Barnett” i indledningen.

Og apropos Barnett:

Who would have thought that we could win while losing?…

Today, the Roberts Court reaffirmed the “first principle” announced by Chief Justice Rehnquist some 17 years ago in Lopez: the federal government is one of limited and enumerated powers. It accepted all of our arguments about why the individual insurance mandate exceeded the commerce power:  “The individual mandate cannot be upheld as an exercise of Congress’s power under the Commerce Clause,” wrote Chief Justice Roberts. “That Clause authorizes Congress to regulate interstate commerce, not to order individuals to engage in it.”  Then the Court went farther to invalidate the withholding of existing Medicaid funding as coercive, thereby finding an enforceable limit on the Spending Power…

The New Federalism was attacked precisely because it offered a different vision of the so-called “New Deal Settlement”: although the Court acquiesced to the constitutionality of New Deal-style regulations, when Congress goes beyond this already expansive reading of its powers, the Court will meet any further expansion with skepticism. It will continue to insist onsome judicially- enforceable limit on federal power.  Congress cannot be the sole judge of the scope of its own powers.  Today a majority of the Roberts Court reaffirmed this vision.

Academics are sure to react to today’s decision by declaring the New Federalism dead, but they would be wrong to do so.  The Founder’s scheme of limited and enumerated powers has survived to fight another day.

David Bernstein spekulerer:

Scalia’s dissent, at least on first quick perusal, reads like it was originally written as a majority opinion… In particular, he consistently refers to Justice Ginsburg’s opinion as “The Dissent”.

Back in May, there were rumors floating around relevant legal circles that a key vote was taking place, and that Roberts was feeling tremendous pressure from unidentified circles to vote to uphold the mandate. Did Roberts originally vote to invalidate the mandate on commerce clause grounds, and to invalidate the Medicaid expansion, and then decide later to accept the tax argument and essentially rewrite the Medicaid expansion to preserve it? If so, was he responding to the heat from President Obama and others, preemptively threatening to delegitimize the Court if it invalidated the ACA? The dissent, along with the surprising way that Roberts chose to uphold both the mandate and the Medicaid expansion, will inevitably feed the rumor mill.

I Salon kan man læse om, hvor påfaldende flertalsagtig, det konservative mindretals dissens er. Det er temmelig interessant synspunkt, især når man tænker på, at afgørelsen har været klar et stykke tid og at mindretallet har haft både tid og lejlighed til at ændre mere substantielt i dissensen end (muligvis) sket.  Hvis der er nogen sandhed over konspirationen, har mindretallet i hvert fald gemt sit budskab i teksten, så fremtiden kan se med.

Bernstein har mere her.

Brad DeLond – i samme retning:

Nine times Scalia refers to Ginsburg’s opinion on the mandate not as a concurrence–agreeing with the result, but for different reasons–but as a “dissent”. An opinion that reaches the same result but by a different road is not a dissent. And there was not “a” dissent. There were three: Thomas’s, Ginsburg’s, and Scalia’s. When there are three dissents–two other dissents–to refer to one of them as “the” dissent is, at the least sloppy.

Is this deliberate–that Scalia wants us to know that his opinion was originally written to be the opinion of the Court? Or is this simply sloppy draftsmanship–chronic laziness at revision?

And what made Roberts peel off?

Inquiring minds want to know…

 

Tillid og velfærdsstat

Jeg lavede for et stykke tid siden et interview med den glimrende Søren Højlund Carlsen om forholdet mellem velfærdsstaten og tillid. Interviewet, der er i Nobel-serien, er nu tilgængelig online. Det hele bygger på artikler med Andreas Bergh og Gert Tinggaard Svendsen (her og her), og et konferencepapir med Andreas (her).  Interviewet, som jeg selv synes er blevet rigtigt god formidling, kan ses her.

 

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

Dansk og svensk ulighedshistorie

Jeg sidder pt. og reviderer et konferencepapir, som jeg skrev i efteråret med Niklas Potrafke (snart professor på LMU i München). Som del af denne revision opdaterer vi vores data. En del af disse data er Frederic Solts fuldt sammenlignelige serie af tal for indkomstulighed før og efter nogen form for omfordeling. Solts ’Standardized World Income Inequality Database’ giver mulighed for bedre og større sammenligninger over lange tidsperioder og mange lande. Den giver også et indtryk af, hvor latterlig en del af debatten om ulighed ofte er i Skandinavien.

For at give et indtryk er her data på ulighed før og efter omfordeling i Danmark og Sverige, der normalt betragtes som de to mest lige lande i verden. En første ting at bemærke er, hvor stabil nettouligheden er over tid – dvs. ulighed efter omfordeling gennem overførsler, skat osv. Selvom begge lande udbyggede velfærdsstaten kraftigt i 60erne og 70erne, skete der meget lidt med uligheden. To andre ting, der er værd at bemærke i den danske serie kan ses bedst, hvis man plotter procentforskellen på brutto- og nettoulighed, dvs. det Andreas Bergh kalder quasi-omfordeling.

Nummer et er det store knæk i 1981, der kom efter en periode med massivt stigende arbejdsløshed og uansvarlig politik, og nummer to er knækket opad efter 1987. Særligt nummer to er Schlüters ’fortjeneste’, da det man kan se er indførslen af topskatten og det markante skred i topskattegrænsen op til midten af 90erne. Og lad mig så spørge læserne: Hvor er den sociale massegrav, som Enhedslisten og Cevea taler om? Hvor er velfærdsstatens påståede lyksaligheder? De er frygteligt svære at se for mig.

 

Mindre ’velfærd’, tak!

Mie Harder og Josefine Kofoed Christiansen har en glimrende kronik i Berlingske Tidende i dag, som fortjener at blive læst. Her er starten af kronikken, som man måske kan læse med et enkelt faktum i baghovedet: Staten har i år direkte kontrol med cirka 56 % af al dansk indkomst.

Forestil dig, at du, når du køber ind i Netto, fik stukket en fyldt indkøbskurv i hånden. I kurven var en lang række varer allerede valgt ud for dig og pengene var automatisk trukket på din konto. Du kan måske godt bruge de fleste af tingene i kurven. Men du måtte ikke selv vælge, hvilken slags vaskepulver, du vil bruge, eller hvilken musik, du vil lytte til. Tilbage havde du nogle håndører, som du selv kunne snolde for.

Der er nok ikke mange, der vil være tilfreds med den indkøbsoplevelse. For de fleste af os er det værdifuldt at kunne vælge selv. Og vi ønsker sjældent præcis de samme ting. Alligevel har vi indrettet velfærdssamfundet nogenlunde efter den ovenfor beskrevne model.

Læs resten her.

 

Hvorfor betaler de røde ikke privat for mere ’service’?

Punditokraternes ven og kollega Niclas Berggren stiller i dag et vigtigt spørgsmål, som han får fra den glimrende Steven Landsburg. Landsburg spørger:

If the President believes that people like him ought to be paying more, then why didn’t he pay more? There is absolutely no rule against sending in more money than you owe.

Niclas peger på, at det er stort set det samme spørgsmål, han har stillet til svenske socialdemokrater, der klager over skattelettelser: Hvorfor betaler I ikke bare frivilligt mere?

Spørgsmålet gik direkte til min dybe undren over det socialdemokratiske og socialistiske had til private ydelser af såkaldt velfærd. Hvis en større gruppe mennesker er så fortvivlede over, at et flertal i Folketinget ikke vil levere et omfang eller kvalitet af en offentlig ydelse eller service, hvad forhindrer dem i at skabe en ’klub’, der leverer denne ydelse? Hvad skulle forhindre S, SF og Enhedslisten – eller evt. fagbevægelsen – i at starte denne slags klub? I økonomiske fagtermer, hvad forhindrer ekstra kvalitet i at være et klubgode – hvorfor skal det absolut være et offentligt gode?

Niclas skitserer to typer forklaringer på, hvorfor de alligevel ikke gør det. For det første kunne det være ’cheap talk’, dvs. politikersnak, der går ud på at kapre vælgere. For det andet kan det være fordi der ligger en risiko i, at den modsatte fløj faktisk leverer en bedre kvalitet offentlige ydelser, eller måske et kvalitet-pris-mix, der er tættere på vælgernes sande præferencer.

Lad mig komme med en ekstra forklaring: Måske argumenterer S-SF-blokken for et niveau af offentlige ydelser, som de tror, vil give dem flest vælgere (men naturligvis samtidig med at man underspiller de faktiske omkostninger ved yderligere udbygning af den socialdemokratiske ’velfærdsstat’). Hvis det er tilfældet, gælder det helt logisk om at levere det offentligt, så man kan gøre det for andres folks penge. I og med at den europæiske public choice konference starter i morgen (mere om det senere på ugen), er her dagens opfordring til at overveje et generelt spørgsmål: Hvor meget dansk politik kan ses som forsøg på at levere en ydelse eller service for andre folks penge?

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Continue reading

Troels Lund Poulsen om velfærdsstaten

Man skal høre meget …

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

Driver iværksættere produktivitetsfremskridt?

For tre år siden gjorde Nicolai Foss og jeg et stykke forskning færdigt for Cepos. Papiret, der blev forsøgt latterliggjort af Erhvervsministeriet, viste at velfærdsstatsforhold tydeligvis underminerer folks incitamenter til at blive iværksættere. Det blev året efter publiceret i det videnskabelige tidsskrift Public Choice – et faktum jeg har hygget mig fint med, efter at være skreget ud som en elfenbenstårnsforsker og andet af Bendt Bendtsens lakajer.

Nu er Nicolai og jeg vendt tilbage til emnet og har spurgt os selv, om iværksætteraktivitet så har de konsekvenser, vi håber på. Teoretisk burde en større mængde af iværksættere en mere dynamisk, økonomisk udvikling. En væsentlig konsekvens af det ville være, at lande med mere aktivitet burde være klart mere produktive end lande med mindre aktivitet. Vi har sammenlignelige data fra 25 lande, arrangeret i seks femårs-perioder, for både mængden af iværksættere og total faktorproduktivitet.

Og der er ingen overraskelser i hovedhistorien! Svaret er ja, større iværksætteraktivitet fører til større produktivitet, og dermed i sidste ende større velstand. Vores resultater viser også, at afkastet af den marginale iværksætteraktivitet er større, jo højere skatter og større direkte offentlig intervention, der er i økonomien. Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv. Alt i alt er det ikke just gode nyheder for tilhængere af velfærdsstaten (dvs. 95% af alle danske politikere). Hele papiret kan downloades i konferenceudgave her.

Rød stues yndlingsforslag – hvad siger svenske erfaringer?

Thorning-Søvndal-holdet er for længst begyndt at føre valgkamp, også selvom især Thorning på det sidste har fået flere ridser i lakken. Men fraset den personlige troværdighed – vil de det os godt? – er der spørgsmålet om deres evner – har de forstået problemerne? Det sidste spørgsmål kan man ofte stille til politikere, og som oftest med dybt deprimerende resultater. Man sidder ofte med det indtryk, at politikeres stærkeste incitamenter tilsiger, at de ikke skal forstå de problemstillinger, de lovgiver om. Hvis de forstod dem, kunne de ikke ærligt foreslå de lette løsninger, politik drejer sig om.

Og dermed til sagens kerne: Rød stues ide om, at hvis de kommer til magten, skal kommunerne nok få væsentligt flere penge. Hele grundlaget for ideen er, at man enten oprigtigt mener eller ønsker at bilde vælgerne ind, at de flere penge til kommunerne giver mere ’velfærd’: Man kan ansætte flere skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. Men er det virkelig det der sker, når man giver kommunerne flere penge?

Jeg kender ikke til nogen gode, danske studier, men på den anden side af Øresund har de set grundigt på sagerne. Matz Dahlberg, Heléne Lundqvist og Eva Mörk (læs her; hattip til Niclas Berggren) har konkret set på, hvad øgede statslige overførsler til de svenske kommuner har gjort mellem 1996 og 2004. Købte man øget velfærd? Svaret er nej. Det eneste klare resultat, Dahlberg, Lundqvist og Mörk finder, er at kommunerne brugte pengene til at ansætte flere medarbejdere i administrationen! Der var ingen resultater at finde, når de så på ansættelser i vuggestuer, børnehaver, skoler eller ældrepleje. Så medmindre Sverige og svenske lokalpolitikere er meget anderledes end Danmark vil man forvente, at Thorning-Søvndal-forslaget blot øger den administrative byrde på borgerne. Men givet at de fleste af den slags folk stemmer på S-SF, er det måske en bagtanke?

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑