Forestil dig, at du, når du køber ind i Netto, fik stukket en fyldt indkøbskurv i hånden. I kurven var en lang række varer allerede valgt ud for dig og pengene var automatisk trukket på din konto. Du kan måske godt bruge de fleste af tingene i kurven. Men du måtte ikke selv vælge, hvilken slags vaskepulver, du vil bruge, eller hvilken musik, du vil lytte til. Tilbage havde du nogle håndører, som du selv kunne snolde for.

Der er nok ikke mange, der vil være tilfreds med den indkøbsoplevelse. For de fleste af os er det værdifuldt at kunne vælge selv. Og vi ønsker sjældent præcis de samme ting. Alligevel har vi indrettet velfærdssamfundet nogenlunde efter den ovenfor beskrevne model.

Læs resten her.

If the President believes that people like him ought to be paying more, then why didn’t he pay more? There is absolutely no rule against sending in more money than you owe.

Niclas peger på, at det er stort set det samme spørgsmål, han har stillet til svenske socialdemokrater, der klager over skattelettelser: Hvorfor betaler I ikke bare frivilligt mere?

Spørgsmålet gik direkte til min dybe undren over det socialdemokratiske og socialistiske had til private ydelser af såkaldt velfærd. Hvis en større gruppe mennesker er så fortvivlede over, at et flertal i Folketinget ikke vil levere et omfang eller kvalitet af en offentlig ydelse eller service, hvad forhindrer dem i at skabe en ’klub’, der leverer denne ydelse? Hvad skulle forhindre S, SF og Enhedslisten – eller evt. fagbevægelsen – i at starte denne slags klub? I økonomiske fagtermer, hvad forhindrer ekstra kvalitet i at være et klubgode – hvorfor skal det absolut være et offentligt gode?

Niclas skitserer to typer forklaringer på, hvorfor de alligevel ikke gør det. For det første kunne det være ’cheap talk’, dvs. politikersnak, der går ud på at kapre vælgere. For det andet kan det være fordi der ligger en risiko i, at den modsatte fløj faktisk leverer en bedre kvalitet offentlige ydelser, eller måske et kvalitet-pris-mix, der er tættere på vælgernes sande præferencer.

Lad mig komme med en ekstra forklaring: Måske argumenterer S-SF-blokken for et niveau af offentlige ydelser, som de tror, vil give dem flest vælgere (men naturligvis samtidig med at man underspiller de faktiske omkostninger ved yderligere udbygning af den socialdemokratiske ’velfærdsstat’). Hvis det er tilfældet, gælder det helt logisk om at levere det offentligt, så man kan gøre det for andres folks penge. I og med at den europæiske public choice konference starter i morgen (mere om det senere på ugen), er her dagens opfordring til at overveje et generelt spørgsmål: Hvor meget dansk politik kan ses som forsøg på at levere en ydelse eller service for andre folks penge?

1. Indkomstskatten (1903)
2. Formueskatten (1903)
3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
4. Kildeskatten (1970)
5. Planlovene (1970)
6. Skattereformen (2009)
7. Ratifikation af EU’s Lissabon-traktat (”Reformtraktaten”) (2008)
8. Indførelse af forholdstalsvalg og partilister (1915)
9. Lensafløsningen (1919)
10. Krigserklæring mod Sverige (1657)
11. Dansk deltagelse i Kejser-krigen (1625)
12. Behovsuafhængig Folkepension (1956)
13. Efterløn (1979)
14. Novemberforfatningen (1863)
15. Kartoffelkuren (1986)
16. Kanslergade-forliget (1933)
17. Væltning af Madsen-Mygdal (1929)
18. EF’s “Indre Marked”-pakke (1986)

Nu er bolden givet op til læserne. Hvad er Jeres bud på, hvad der måtte mangle af virkeligt frihedsfjendtlige politikker?

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

Nu er Nicolai og jeg vendt tilbage til emnet og har spurgt os selv, om iværksætteraktivitet så har de konsekvenser, vi håber på. Teoretisk burde en større mængde af iværksættere en mere dynamisk, økonomisk udvikling. En væsentlig konsekvens af det ville være, at lande med mere aktivitet burde være klart mere produktive end lande med mindre aktivitet. Vi har sammenlignelige data fra 25 lande, arrangeret i seks femårs-perioder, for både mængden af iværksættere og total faktorproduktivitet.

Og der er ingen overraskelser i hovedhistorien! Svaret er ja, større iværksætteraktivitet fører til større produktivitet, og dermed i sidste ende større velstand. Vores resultater viser også, at afkastet af den marginale iværksætteraktivitet er større, jo højere skatter og større direkte offentlig intervention, der er i økonomien. Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv. Alt i alt er det ikke just gode nyheder for tilhængere af velfærdsstaten (dvs. 95% af alle danske politikere). Hele papiret kan downloades i konferenceudgave her.

Og dermed til sagens kerne: Rød stues ide om, at hvis de kommer til magten, skal kommunerne nok få væsentligt flere penge. Hele grundlaget for ideen er, at man enten oprigtigt mener eller ønsker at bilde vælgerne ind, at de flere penge til kommunerne giver mere ’velfærd’: Man kan ansætte flere skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. Men er det virkelig det der sker, når man giver kommunerne flere penge?

Jeg kender ikke til nogen gode, danske studier, men på den anden side af Øresund har de set grundigt på sagerne. Matz Dahlberg, Heléne Lundqvist og Eva Mörk (læs her; hattip til Niclas Berggren) har konkret set på, hvad øgede statslige overførsler til de svenske kommuner har gjort mellem 1996 og 2004. Købte man øget velfærd? Svaret er nej. Det eneste klare resultat, Dahlberg, Lundqvist og Mörk finder, er at kommunerne brugte pengene til at ansætte flere medarbejdere i administrationen! Der var ingen resultater at finde, når de så på ansættelser i vuggestuer, børnehaver, skoler eller ældrepleje. Så medmindre Sverige og svenske lokalpolitikere er meget anderledes end Danmark vil man forvente, at Thorning-Søvndal-forslaget blot øger den administrative byrde på borgerne. Men givet at de fleste af den slags folk stemmer på S-SF, er det måske en bagtanke?

Men jeg har tænkt mig, at vi her på Punditokraterne skal gøre noget helt andet.

Vi skal vurdere om målene overhovedet er gode, i den forstand at det er mål en stat bør have, vurderet på baggrund af idealet om at vi er frie mennesker, der skal have lov til at tilrettelægge vores eget liv så frit som muligt. Målene får vurderingerne: ”Godt”, ”OK” og ”Skidt mål” alene målt ud fra den synsvinkel.

Ind imellem er der så et par kommentarer om, hvordan målet så muligvis kan opnås mest effektivt – uden hensyntagen til danskernes hang til at undgå personlige ofre og forandringer.

Mål 1: Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger.

”Godt mål”. BNP er et ganske udmærket (men ikke perfekt) mål for værdiskabelsen i samfundet. Statens job er selvfølgelig at skabe gode rammer for værdiskabelse.

Det mål opnås oplagt kun ved at lade markedsøkonomien fungerer under de bedste vilkår, herunder så få forvridende skatter som muligt. Begrænsning af overførsler mellem husholdninger. Fjernelse af offentlig erhvervsstøtte. Sikring af bedre konkurrence i uddannelses- og sundhedssektoren står nok også højt på listen.

 Mål 2: I 2020 skal Danmark være blandt de 3 lande i verden med flest vækstiværksættere.

”Skidt mål”. Det lyder jo rigtigt godt med iværksætteri. Men er det statens opgave at fremme en bestemt aktivitet eller beskæftigelsesform? Er dette mål vigtigt i sig selv, hvis det ikke bidrager til Mål 1? I praksis har dette mål historisk i Danmark været en undskyldning for en lang række mærkværdige overførsels- og subsidieordninger. Erhvervs- og økonomiministeriet er sluppet af med at bruge masser af penge på alverdens særordninger og videnscentre. Iværkætteri er ikke i sig selv et mål for staten. Det er et resultat af en dynamisk økonomi, hvor mennesker har incitamenter til at være entreprenante (og hvordan kan man vente de er det med det danske skattetryk?).  

 Mål 3: I 2020 skal det samlede danske arbejdsudbud være blandt de 10 højeste i verden.

”Skidt mål”. Hvis danskerne vælger at have et liv, hvor de ikke arbejder så meget, tjener så meget men har det fint med det, så er det vel ikke statens problem? Det er frie menneskers frie valg. Arbejde er ikke et ”gode” i sig selv og hvordan kan det være et mål for staten at vi skal arbejde meget? Dette mål er i virkeligheden et typisk ”finansministerie mål”. De ved, at aldringen betyder, at de offentlige finanser ikke hænger sammen med de nuværende overførselsordning og skatteniveauer om 10-20 år, hvis ikke arbejdsudbuddet stiger. Det er lige før, tingene vendes på hovedet og borgerne ses som skaffedyr, der skal arbejde mere for at sikre staten skatteindtægter til at betale de ”velfærdsydelser” som det offentlige har valgt at producere. At vi så formentlig automatisk vil se et højt arbejdsudbud, hvis vi skaber en dynamisk økonomi (mål 1) er så en anden sag. Men det er midlet – ikke målet.

 Mål 4: I 2020 skal danske skolebørn være i top 5 internationalt – både for så vidt angår læsning, matematik og naturfag målt ved de regelmæssige, sammenlignelige PISA-undersøgelser og for så vidt angår engelsk målt i forhold til ikke-engelsktalende lande.

”Godt mål”. Når vi nu er i et system, hvor staten producerer uddannelse er det vel en udmærket ide at måle output (også selv om vi alle ved at PISA kun måler en delmængde af det output der er vigtigt).

 Mål 5: I 2020 skal Danmark have mindst et universitet i top 10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education.

”Godt mål”. Af samme grunde som 4.

Man kan så spørge om det på nogen måde er realistisk i et system, hvor professorer stort set aldrig afskediges og hvor universiteter planlægges efter egalitære og lokalpolitiske hensyn. Der skal nok nogle ganske alvorlige reformer, herunder både privat betaling og en langt mere brutalt elitær tilgang til videregående uddannelser til for at Danmark skal nå dette mål. Flere offentlige penge ned i et mere eller mindre dysfunktionelt system gør det i hvert fald ikke.

 Mål 6: 2020 skal den danske middellevetid være blandt de 10 højeste i verden.

”Skidt mål”. Hvorfor er det statens mål? Det er mit personlige mål at leve længe. Men jeg går ikke i børnehave mere, og jeg skal ikke sætte mig til dommer over andres liv. Kan man ikke se for sig den stribe af velmente formynderiske love og regler den målsætning kan medføre?

 Mål 7: I 2020 skal Danmark være blandt verdens 3 mest energieffektive lande. Samtidig skal Danmark være blandt de 3 lande i verden, der løfter sin vedvarende energiandel mest frem mod 2020.

”Skidt mål”. For hvilken pris skal Danmark være det? Som sædvanlig i miljø og klima spørgsmål er der ingen cost/benefit overvejelse. Hvis man har miljøskatter, der opvejer eksternaliteterne ift miljøet er der vel ingen grund til at opstille den slags målsætninger i sig selv? 

Mål 8: I 2020 skal Danmark være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet målt ved beskæftigelsesfrekvensen.

”OK mål”. Ligesom med Mål 3 er det vel ikke i sig selv statens opgave at bestemme, hvor meget folk arbejder. På den anden side er det rigtigt, at det er et stort problem at arbejdsmarkedsintegrationen for indvandrere er så ringe, i den udstrækning det afspejler statens indgriben i folks liv på andre områder. Lars Løkke kunne starte med at læse Gunnar Viby Mogensens ”Folkevandringen til de rige lande – Nordamerikanske erfaringer”, hvor Mogensen viser, at USA har været langt mere succesfuld mht til at integrere indvandrere fra 3 verdens lande (og har modtaget dobbelt så mange som Vesteuropa!), og at det formentlig hænger sammen med at USA ikke har en velfærdsstat der gør det svært for lavtuddannede indvandrere at komme ud af fattigdomsfælder i overførselssystemet.

 Mål 9: I 2020 skal sandsynligheden for at blive udsat for en forbrydelse i Danmark være blandt de laveste i Europa.

”Godt mål”. Lars Løkke kunne jo starte med at læse alle Niels Vestys indlæg her på stedet om den forfejlede forbudspolitik på narko området.

 Mål 10: I 2020 skal den danske økonomi fortsat være blandt de 5 stærkeste i verden målt ved et vægtet gennemsnit af følgende indikatorer: Ledighed, offentligt underskud, inflation, inflationsstabilitet og betalingsbalanceunderskud.

”OK Mål”. Hvis det betyder at Mål 1 skal nås på en rimelig holdbar måde, dvs. uden at de offentlige finanser kører af sporet og uden at fastkurspolitiken sættes over styr, så er det vel et fint mål for staten.

Resultatet blev 4 ”Gode mål”, 2 ”OK mål” og 4 ”Skidt mål”. Vel OK, men ikke særligt imponerende fra en liberal statsminister. Der er 4 ud af de 10 mål, der ser staten som et instrument til styring af borgernes livsvalg mht arbejdsliv, sundhed, energiforbrug og den slags mod en ovenfra bestemt politisk ”idealtilstand”. Det er vel det, der hedder socialisme. Men jeg er måske for hård. Hvad synes du?

Jeg er netop hjemkommet fra ugens Mont Pelerin Society konference i Stockholm, og har hovedet fuldt af nye indtryk fra en glimrende konference. Længst fremme i bunken af morsomme kommentarer, der indeholder mere end et gran sandhed, ligger min ven Andreas Berghs korte karakteristik af den svenske – og per analogi danske – velfærdsstat.

Andreas brugte overfor en forsamling med meget få skandinaver en sigende sammenligning: Velfærdsstaten er ligesom Microsoft Windows. Den var ikke særlig god, da dan blev indført, men den er blevet tilpasset og lappet hen ad vejen. Ydermere er der kommet så mange applikationer, der retter eller opvejer dens mange uheldige features, at folk kan leve rimeligt med den. Der er tydeligt overlegne alternativer til Windows og velfærdsstaten, men begge overlever fordi mange ressourcer er bundet op på løsningen, og så længe alternativerne ikke er klare muligheder på et marked, lærer mange mennesker ikke, hvor ringe Windows/velfærdsstaten løser sine opgaver.

Andreas skitserede sin analogi i forbindelse med en præsentation og efterfølgende break-out session med diskussion. Hans hovedtese, der bestemt er værd at overveje, er at den svenske velfærdsstat har overlevet fordi man hen ad vejen netop har formået at lappe (baggrundspapiret kan læses her). Lappe betyder i denne sammenhæng at indføre liberaliserende reformer på en lang række områder, såsom tog, skoler – vi fik onsdag aften at vide af Stockholms borgmester, at 36 % af byens unge nu vælger private gymnasieløsninger – og skatter. Dén indsigt er ikke blevet mindre aktuel af, at Claus Hjort Frederiksen i denne uge har afvist at følge et eneste forslag fra arbejdsmarkedskommissionens rapport. Med andre ord, skidt med ældrebyrden og den danske velfærdsstats mange andre truende problemer, vi nægter at reformere noget som helst. Hvis det er Venstres og de Konservatives udgave af politisk ansvarlighed, må man vel overveje at flytte meget snart?

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.