Tag-arkiv: velstand

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven

Sidste uge udkom Oxfam-Ibis årlige ”rapport” – under overskriften “Inequality Kills“. Som tranditionen byder lige op til den årlige DAVOS sammenkomst, som også i år vil være en virtuel begivenhed (noget godt har covid-19 alligevel gjort). Som de tidligere år er temaet “hvor skrækkelig det står til i denne ulige verden” vi jo lever i.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Læs resten

Hvor er folk rigest i verden?

Jeg har haft den stor fornøjelse at holde flere foredrag i løbet af efteråret. Foredragsaktivitet var ellers en af de nedlukkede beskæftigelser i meget lang tid, ligesom det meste af resten af folkeoplysningen og underholdningsbranchen. Min oplevelse har – udover min egen udelte fornøjelse – været at rigtigt mange mennesker har længtes efter den slags arrangementer. Foredragene mindede mig om et forhold, som ofte præger folks præferencer for politik og deres syn på det danske samfund og den danske stat: De ved ofte meget lidt om, hvordan resten af verden ser ud.

Et ellers veluddannet og -informeret publikum var forleden forbløffede, da jeg i et foredrag om USAs økonomi dokumenterede, at gennemsnitsindkomsten i den amerikanske stat med højest købekraft – North Dakota – er 77 procent større end i den fattigste stat, Mississipi. Det samme gør sig tydeligvis gældende, når man taler om verden: Folk har ikke ret meget viden om, hvor rige eller fattige mange andre steder er. Derfor viser vi idag netop dét gennem et farvekodet kort. Kortet viser hvor stort privatforbruget var per indbygger i 2019, hvor alle lande i verden som vi har data for, er inddelt i otte kategorier på en logaritmisk skala fra sort til hvid. Der er således ikke tale om bruttonationalindkomst, men om den del af nationalindkomsten, som folk rent faktisk selv råder over. Dataene er fra Penn World Tables, version 10, suppleret med data fra the CIA World Factbook for de lande, der ikke er dækket af Penn.*

Det burde næppe være en overraskelse, at de fattigste lande (sorte og mørkegrå markeringer) næsten alle er i Afrika syd for Sahara. Der er ingen, jeg har talt med, der nogensinde har haft illusioner om nogen form for velstand i DR Congo, den Centralafrikanske Republik, eller Somalia. De eneste undtagelser er det krigshærgede Yemen, Papua Ny Guinea, Turkmenistan og Haiti; hvis vi havde haft data, havde Nordkorea med stor sandsynlighed også ligget i den værste kategori. Det samme gælder for den tredje gruppe (de lilla lande), hvor alle er i Afrika, enkelte i Asian, og Syrien som undtagelsen udenfor.

Folk tager derimod ofte fejl, når de begiver sig ind i diskussioner udenfor disse ekstremt fattige steder. Den røde gruppe, der dækker lande med privatforbrug i 2019 mellem 3500 og 5500 dollars, indeholder således ikke blot Algeriet, Marokko og Indien, men også Belize, Nicaragua og Iran. Ligeledes er mange mennesker – inklusive mange af de studerende, jeg har haft – ofte overraskede over at det sydlige Afrika, der dækker Botswana, Namibia og Sydafrika, har nogenlunde samme privatforbrug som store dele af Latinamerika, Albanien og Indonesien. Fortsætter Botswanas udvikling uforstyrret efter nedlukningskriserne, vil landet indenfor meget få år rykke ind i den grønne kategori.

Den anden fejltagelse, rigtigt mange mennesker gør, er at tro at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største af de 195 lande, der er dækket på kortet, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Det er for eksempel sigende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 procent højere end Storbritannien, har briterne i gennemsnit 13 procent større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 procent bliver omregnet til cirka 20.000 kroner per år per indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kroner for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 procent større privatforbrug end danskerne.

Vores opfordring idag er derfor at tage et godt kig på kortet og se, om ens forestillinger om velstand i verden passer på fakta. Hvor mange af vores læsere vidste for eksempel, at det gennemsnitlige privatforbrug i Malaysia i 2019 var ni procent højere end i Ungarn? Hvis man skal have en informeret debat om fordele og ulemper ved det danske samfund og dansk politik i forhold til alternativerne, er det vigtigt at have denne type fakta på plads.

* Som altid deler vi gerne alle data med interesserede læsere. Det kræver blot en mail til overtegnede.

Regionalforskelle på den iberiske halvø

Forleden skrev vi om, hvor enorme de regionale forskelle er i Italien – fra Sydtyrols schweiziske velstandsniveau til Calabrias niveau som på Mauritius. Overraskende mange læsere syntes at være interesserede i emnet, og vi har endda fået en henvendelse fra en af dem, om vi kunne lave en lignende sammenligning af de regionale forskelle i Spanien og Portugal. Det er netop det, vi gør i dag.

Spanien og Portugal er generelt noget fattigere end Nordeuropa, selvom Spanien faktisk har overhalet Italien de seneste år. Ifølge CIA er deres købekraftskorrigerede BNP per indbygger henholdsvis 38.400 og 30.500 dollars, så det lille land på den iberiske halvøs atlantkyst er noget fattigere end dets store nabo. De to landes velstandsniveauer er således cirka 77 og 61 % af Danmarks niveau, men forskellene er henholdsvis 92 og 83 % når man ser på privatforbruget.

Internt på halvøen er der store forskelle, som dog ikke er nær så store som i Italien. Som figuren i dag viser, er den rigeste region området omkring Madrid, der har et BNP per indbygger på 38.300 euro, skarpt efterfulgt af Baskerlandets 36.300. I Portugal er det også hovedstaden, der er rigest med 30.900 euro, hvilket er mest sammenligneligt med indkomstniveauet i Sydkorea. Den fattigste region på halvøen er det portugisiske nord (omkring Porto) og den centrale region, hvor velstanden bedst kan sammenlignes med Tyrkiet og den lille caribiske østat Antigua og Barbuda. De fattigste spanske regioner, der kommer tættest på – Extremadura og Spaniens lille afrikanske enklave Mellila – ligger begge velstandsmæssigt tættest på Saint Kitts og Nevis, og er en smule fattigere end Malaysia. På den iberiske halvø har man med andre ord regioner, der har nordeuropæiske velstandsniveauer, og regioner der mere ligner velfungerende udviklings- og mellemindkomstlande.

Der er dog en ekstra pointe i at afsøge de regionale forskelle i Spanien og Portugal: Udviklingen de senere år, og særligt siden finanskrisen. Det er flere gange påstået, at finanskrisen førte til endnu større regional ulighed i Europa, og Italien er et glimrende eksempel: Forskellen på den rigeste og fattigste region er steget fra 129 % i 2007 til 176 % i de sidste BNP-tal. Ser man på forskellene internt i de to iberiske lande, er der dog ikke sket den store ændring i den regionale ulighed i Spanien. De samme regioner bliver ved med at være relativt fattige og rige, og størrelsen på forskellene er stort set identiske i dag og i 2007. Det samme er ikke tilfældet i Portugal, hvor Lissabon-regionen umiddelbart før finanskrisen var 79 % rigere end den fattigste region i Portugal. mens forskellen i dag kun er 52 %.

Mange tænker ofte på Italien, Spanien og Portugal som en slags forenet Sydeuropa. Selvom de har tydelige fællestræk – store turistsektorer, tvivlsomme embedsværk og underholdende fodbold – er de ganske forskellige. De interne forskelligheder er også langt større i Italien end Spanien, med det lille Portugal mere på linje med nordeuropæiske forskelle. Men uanset skalaen, holder konklusionen fra forleden igen: Økonomisk ville det være en fejl at tænke på særligt Spanien som ét land.

Italien er mange lande

Der er store indkomstforskelle på tværs af Europa. Danmark ligger i den gode ende, omend omgivet af lande der i gennemsnit er rigere end vi er. De fleste af os kan nogenlunde sige, hvilke vestlige lande der er relativt rige og hvilke, der er relativt fattige. Vi har dog også en tendens til at undervurdere, hvor store forskellene er internt i mange lande. Det gælder i helt særlig grad Italien, som vi bruger som eksempel på fænomenet i dag.

Økonomisk set er Italien næsten et mikrokosmos, der reflekterer forskellene i Europa. I gennemsnit er Danmark – målt på dets købekraftskorrigerede BNP per indbygger – cirka 30 procent rigere end Italien. Forskellen er næppe overraskende, når man kender til italienernes problemer med korruption, mafia elendige og meget langsomme retsvæsener, og landets farceagtige politiske system. På den anden side kender mange danskere også Italien for gode biler, ferier og fornemme luksusvarer, som ikke umiddelbart hænger sammen med indtrykket af et dysfunktionelt samfund. Og en del af forklaringen er netop, at der er ganske enorme forskelle på tværs af Italien.

Nedenfor illustrerer vi disse forskelle ved at bruge de seneste data fra Eurostat på regionale gennemsnitsindkomster i Italien. For hver region angiver vi herefter (til højre) det land i verden, der er tættest på i indkomst; med andre ord, det land der økonomisk ligner regionen mest. Fra den fattigste region – Calabria, der er Italiens ’tå’ lige overfor Sicilien – til den rigeste – den autonome provins Bolzano, der som oftest kaldes Sydtyrol – er der en forskel 30.500 euro, eller 176 %. Sydtyrol minder mest om Schweiz, der ligger umiddelbart vest for regionen, mens Calabria og Sicilien økonomisk er på linje med Mauritius og Uruguay. Rejser man fra nordøst til sydvest i Italien, begiver man sig således ud på en rejse fra et af de mest økonomisk succesrige steder i verden til områder, hvor indbyggerne har samme indkomst som nogle af de mest succesrige lande i Afrika og Sydamerika.

Italienerne selv klager nogle gange over, at deres land ikke er et, men flere lande. I nord stemmer folk ofte imod motorvejsbyggeri og anden infrastruktur, fordi de ved at det med jævne mellemrum bygges af Syditaliens mafiaer. I syd klager man over en status som underhunde, og argumenterer for større solidaritet – dvs. større finansielle overførsler nordfra. Og i nord er svaret, at man ikke ønsker at subsidiere mafiaen. Problemet gav Mussolini hovedpine, og eksisterer stadig. For indkomsttallene lyver ikke: Italien eksisterer som en formal nation, et enkelt fodboldlandshold, og (nogenlunde) et sprog. Men økonomisk rejser man fra den første til den tredje verden på vej fra det italienske nord til syd.

Williamson og Caplan om velstand og fattigdom

Juledagene er ved at være ovre, og hos punditokraterne er vi klar til lidt mindre fysisk føde og lidt mere intellektuelt input. Et af de store spørgsmål, der altid er værd at tænke over, er hvorfor nogle mennesker og lande er fattige, mens andre er rige. Har man lidt tid tilovers mellem jul og nytår – og hvem har ikke det – er her derfor to foredrag om emnet.

Den altid interessante Claudia Williamson giver i det første en introduktion til, hvordan effektiv beskyttelse af privat ejendomsret er central for at forstå produktiv investeringsadfærd og dermed også, hvorfor nogle lande i det lange løb er blevet meget rigere end andre. Claudia, der er associate professor på Mississippi State University, er iøvrigt en af hovedtalerne ved næste års konference i the Public Choice Society.

I det andet foredrag diskuterer den fremragende Bryan Caplan fra George Mason University, hvorfor nogle mennesker er fattige. Bryans særlige greb på spørgsmålet er, hvem der er skyld i at nogen er fattige. Som flere gange før tillader det ham, at se et spørgsmål fra en lidt anden vinkel. Begge foredrag varer cirka 40 minutter – Claudias er fra the College of Charleston i november mens Bryans er dette års Hayek Memorial Lecture i London – og begge er varmt anbefalede.

Hvor rige er danskerne egentlig?

I løbet af efteråret er det så småt gået op for flere folk, at den danske økonomi – på trods af positive som fuld beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og stigende huspriser – faktisk udvikler sig ganske langsomt. Der er muligvis en gryende forståelse for, at den type nøgletal er aldeles ubrugelige og potentielt direkte misvisende, hvis man vil vide noget om den dynamiske udvikling. Flere politikere er også begyndt at advare om, at Danmark risikerer at falde ud af verdens top ti, hvis det fortsætter fremover som hidtil, mens andre synes at insistere på at tro, at alt er godt.

Men et er, hvad man tror, og andet er fakta. Som Peter Kurrild-Klitgaard tweetede forleden, er det på tide at minde om, hvor rige danskerne rent faktisk er. Kurrild gjorde det ved at henvise til sin fremragende klumme i Berlingske for to år siden.. Vi gør det med opdaterede tal fra CIAs World Factbook i det følgende.

Ser man på den købekraftsjusterede nationalindkomst per indbygger, er Danmark ganske langt fra top 10 – vi er nummer 21 i verden. Man skal dog tage hensyn til, at det danske offentlige forbrug er ganske stort, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi får specielt meget ud af investeringerne i Danmark. Ser man derfor i stedet på privatforbruget – dvs. den del af nationalindkomsten, som er tilgængelig for borgerne – rykker Danmark fire pladser ned til nummer 25.* Figuren nedenfor illustrerer, hvor vi (den røde søjle) lå i forhold til de 64 andre lande i verden med en nationalindkomst per indbygger over 24000 (købekraftsjusterede) dollars i 2017.

De tre lande umiddelbart under Danmark er Belgien, Holland og Japan, dvs. lande vi normalt sammenligner os med. Interessant nok er de tre lande umiddelbart foran os Finland, Trinidad og Tobago, og de Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Af andre lande, som man normalt tror vi er rigere end, men ikke længere er det, kan man nævne Taiwan (nr. 17), Canada (nr. 14) og Storbritannien (nr. 11).

Den vigtige pointe, som vi har understreget før, er at danskerne slet ikke er så rige, som vi går og tror. En væsentligt del af problemet skyldes den meget store offentlige sektor, som på flere måder begrænser den indkomst, almindelige danskere kan disponere over. Den er også en del af forklaringen på, hvorfor den danske økonomi har vokset så langsomt i snart 25 år – det, Martin Ågerup på det sidste ganske passende har døbt den danske ’vækstkrise. Som f.eks. Andreas Bergh og Magnus Henrekson viste for år tilbage, er en stor offentlige sektor praktisk taget altid forbundet med lavere vækst. Selvom man, som adskillige af mine studerende gør, kan finde på typer af offentligt forbrug, der kan være gavnligt for væksten, er den faktiske situation, at politikere typisk bruger langt flere midler på ting, der begrænser den.

Vi har ingen umiddelbare trylleformularer til at ordne problemet. Baggrunden for dagens post er i stedet, at disse problemer burde være et hovedtema i den valgkamp, der har raset siden i sommers og næppe er slut før juni. Om der er en eneste politiker på Christiansborg, der er moden og ansvarlig nok til at sige det offentlige, er et helt andet spørgsmål.

 

* Bruger man i stedet verdensbankens tilsvarende tal, er Danmark nummer 19. Det bør dog noteres, at der er fire lande i CIAs database, der ikke er tal for hos Verdensbanken. To af disse har privatforbrug meget tæt på det danske. I bedste fald kan man således ved hjælp af den alternative kilde ’snige’ Danmark op på plads nummer 21.

Hvor velstående var Danmark? Anderledes evidens

Vi skrev for godt et års siden om, hvor rigt Danmark var i forhold til resten af Vesten i 1930erne. Et af de spørgsmål, jeg er blevet stillet siden da – og siden samme basale historie var i Børsen og blev præsenteret ved Cepos jubilæum i marts – er om de historiske BNP-tal nu er så præcise som man kunne håbe. Svaret er naturligvis nej, men en række andre indikationer peger tydeligt i samme retning. Sammenligningerne kan alle findes i de statistiske årbøger fra 1930erne, i kapitlet om internationale sammenligninger. Man kunne overveje, om det ikke var en øvelse man kunne give gymnasieelever, hvis man diskuterer levestandarder med dem.

Tallene afslører først og fremmest, at danskerne talte meget med hinanden – informationsinfrastrukturen var veludviklet. Gennemsnittet af 18 vesteuropæiske lande var i 1932 40 telefonsamtaler per 1000 mennesker, mens danskerne toppede listen med 154. Måler man i stedet brevpost og telefontrafik sammen, lå Danmark stadig i top (233 breve og samtaler per 1000), fulgt af Schweiz (225), Sverige (220), Belgien (198) og Storbritannien (168). Ser man senere i 1930erne er der kommet tal fra New Zealand, som viser sig at være endnu mere snakkesalige end danskerne, som fem år senere har 190 opkald per 1000 mod vores 181 i 1937.

Den fysiske infrastruktur var også i top. Danmark havde 1,5 kilometer jernbane per 1000 indbyggere, mens gennemsnittet var 1,0. Kun Sverige (2,7) og Finland (1,6) havde målt på denne måde et tættere jernbanenet. Målt i tæthed per kvadratkilometer var Danmarks jernbanenet (120) kun overgået af Schweiz (130) og Tysklands (124). Ligeledes var der 32 biler og mindre lastbiler per 1000 indbyggere i Danmark (23 personbiler), mens gennemsnittet over 24 lande var 12,5 (og 9 personbiler per 1000). Kun Storbritannien (37 og 28,5) og Frankrig (44 og 33) havde flere biler på vejene end Danmark. Per 1939-bogen er lufttrafik kommet med, og danskerne er dem der flyver mest i Europa (5,7 rejser per 1000 danskere).

Som Don Boudreaux har gjort på Cafe Hayek med amerikanske dagligvarer fra 1950erne, er her således et par demonstrationer af værdien af at se på andre mål end BNP for at få det fulde velstandsbillede af en periode. Danmark var allerede i 1930erne – før velfærdsstaten – et af verdens mest velstående lande. Spørgsmålet er, om vi har ’fulgt nok’ med resten eller om vi er blevet indhentet for meget af andre lande.

Kun udvikling under ordnede forhold?

Forestillingen om en velordnet industrialisme, døbt “fordisme” efter superorganistoren Henry Ford, er et politisk ideal som idag har stor betydning på venstrefløjen som en af de primære måder, hvor den kan forene sin traditionelle målgruppe, fabriksarbejdere, med sin nutidige, som er middelklasseforbrugere i byerne, og forene en his

Forfalden bygning ved Fords modelby "Fordlandia" i Brasilien, fra The Daily Mail.

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”
Læs resten

Hvor rige er vi egentlig? (1)

Taler man med mange danskere, har de en opfattelse af, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Men hvor rige er vi i virkeligheden, og hvor godt fungerer Danmark i forhold til andre dele af verden? Det er spørgsmål, vi tager op her på bloggen de næste par uger.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

Tillid og rigdom

Siden Steve Knack og Phil Keefers banebrydende artikel fra 1997 – Does Social Capital have an Economic Pay-Off? – har økonomer og politologer forsket intensivt i den samfundsmæssige værdi af social tillid. En række artikler peger på, at tillid påvirker økonomisk vækst, men noget færre har set på, om det så også fører til større rigdom på den meget lange bane. Problemet har bl.a. været kausalitet, dvs. om tillid påvirker rigdom eller rigdom måske påvirker tilliden.

Spørgsmålet kan angribes med mere eller mindre avancerede midler. Pierre-Guillaume Méon og jeg har en artikel på vej ud i Public Choice i det kommende særnummer i anledning af Martin Paldams 70-årsdag, hvor vi forsøger at gøre hvad man kan med instrumentelle variable. Man kan naturligvis altid kritisere IV-metoder, og vi regner da også med at høre for det, men vi mener dog at være kommet lidt videre end de fleste tidligere studier. Interesserede læsere skal være velkomne til at kigge os efter i sømmene (gated artikel her; WP-version her).

Det kan dog også gøres lettere. Hvis der er tale om omvendt kausalitet ville man regne med at der var en klar sammenhæng mellem tillid og rigdom i dag, men ikke en nær så klar sammenhæng længere tilbage i tiden – hvis altså rigdommen havde skabt tilliden. Det kan vi dog være relativt sikre på ikke er tilfældet, da studier af tredjegenerations-immigranter i USA peger på, at de generelt har samme tillidsniveau som i det land, deres bedsteforældre kom fra (typisk i 1930erne og 40erne). Dagens billede er derfor sammenhængen mellem tillidsniveauet – som vi ved ikke har ændret sig så markant i de fleste lande siden 1930erne – og velstandsniveauet i 30erne. Mens man sagtens kan finde eksempler på lande, der ligger lidt skævt for kurven, er tendensen ret klar: Højtillidslande var allerede dengang væsentligt rigere end lavtillidslande. Med andre ord kan det godt være, at alle elementer af kultur ikke er vigtige, men tilliden ser ud til at være.

Hvor langt bagefter os er andre lande?

 

Det er ofte svært at kommunikere til ikke-økonomer og studerende, hvor langt bagefter nogle ulande er. Problemet bliver, at når de ikke har en fornemmelse for afstanden, falder de for billige argumenter om, hvordan man ‘bare’ kan hjælpe ulande. Så her er en alternativ måde at gøre det på. Jeg har kombineret CIAs opdaterede BNP-mål (i købekraftsparitet, dvs. reel købekraft) med Maddisons historiske BNP-tal. Mens man skal passe meget på – BNP-tallene fanger for eksempel ikke kvalitetsforbedringer, der reflekteres i priserne! – giver figuren en vis fornemmelse, særligt hvis man har været i et eller flere af landene. Helt kort: Figuren viser, på hvilket tidspunkt i historien vi i Danmark havde samme købekraft som et givent land har i dag.

PS: Karl-Iver spørger om skalaen. Bemærk at Y-aksen er logaritmen til BNP per capita og starter ved 7.

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Blandt de ti rigeste i 2020 – men hvor er vi nu?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skitserede i november sine mål for dansk økonomi. Det klareste og lettest målelige af dem er, at Danmark skal være blandt verdens ti rigeste lande i 2020. Det lyder som et fint mål, men før man klapper hænderne sammen i begejstring, er det vel værd at se på, hvor vi ligger i dag. Til det formål bruger vi den amerikansk-udviklede Penn World Tables database, der bl.a. indeholder BNP-tal tilbage til 1950. Det geniale ved databasen er, at den leverer PPP-tal, dvs. tal der er korrigeret for de store prisforskelle mellem verdens lande. Alle indkomsttal bliver således omregnet til amerikanske 2005-priser, og kan derfor sammenlignes direkte. Læs resten

Løkke land II

Jeg gav fredag mit besyv med vedrørende Lars Løkke Rasmussens ti mål for Danmark–eller rettere ét af dem, og det var i en kronik i Berlingske, “Målet er rigtigt – vejen usikker”.  (Denne var iøvrigt den første i en kronikserie om statsministerens ti mål.)  Her er et brudstykke:

“Hvad gør man, når der et sted ligger en bugnende skattekiste og venter på én, fyldt med rigdomme, man har brug for, men man hverken ved, hvor den eller man selv er henne? Dét er – metaforisk – lidt det dilemma, som statsminister Lars Løkke Rasmussen måske står overfor med det første, vigtigste og mest overordnede af de ti mål, han satte sig for Danmark på Venstres landsmøde: »Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger«. Det er et klart mål, det er et godt mål, og det burde være muligt at realisere – men det bliver det ikke uden nogle fundamentale reformer, som VK-regeringen hidtil tilnærmelsesvis har skyet som pesten. Målsætningen er helt rigtig – af flere årsager.

For det første er borgernes velstand og den vedvarende vækst heri dét, som næsten alt andet afhænger af. Uden en stigende velstand er det i længden ikke muligt at gøre vore liv bedre, længere, lykkeligere. Lidt simple eksempler kan anskueliggøre pointen. Lad os forestille os, at to lande i et vilkårligt ’år 1’ er lige velhavende, men at deres økonomier vokser med forskellig fart. Det hurtigtvoksende land, A, har en årlig vækst på 2 procent., mens den lidt mere langsomt voksende økonomi, B, vokser med 1 procent. Altså en forskel på sølle et procentpoint om året. Men efter 43 år, er A 50 procent rigere end B, og efter 72 år hele 100 procent rigere. Når der er gået 130 år, vil B være det rene uland i forhold til A, hvor borgerne i gennemsnit vil være mere end tre en halv gang rigere.

Lyder det hypotetisk? Det er det ikke. I 1870 var Argentinas bruttonationalprodukt per indbygger (justeret for købekraftsforskelle) på ca. 1.300 dollar, mens amerikanernes var på knap det dobbelte, ca. 2.300 dollar. Men på grund af bl.a. forskellige politikker voksede landene efterfølgende med forskellig hast: I 2003 var de tilsvarende tal 7.666 dollar for argentinerne og 29.037 dollar for amerikanerne, altså svarende til en cirka fire gange højere gennemsnitlig levestandard. Hvem vil i dag ikke hellere være fattig i USA end middelklasse i Argentina?”

Rige byer – en anden opgørelse

Hvilke steder i verden er de rigeste? En standardmåde at opgøre det på, er naturligvis at se, hvor folk – enten gennemsnittet eller den typiske indbygger – tjener flest penge. Men her løber man hurtigt ind i købekraftsproblemet: Mens lønninger naturligvis er forskellige, er priserne det også. Med andre ord skal man tjene langt flere penge i København end i Bangkok for at nå det samme faktiske velstandsniveau. Så mens de danske lønninger er blandt de højeste i verden, er vi ikke de rigeste, da danske priser faktisk også er tårnhøje i forhold til de fleste steder i verden. Dette dilemma har afstedkommet en lang og teknisk litteratur om, hvordan man måler og kontrollerer for ’købekraftsparitet’.

En anden måde (og lidt sjovere) at gøre det på, er at se på, hvor lang tid man skal arbejde for at købe noget bestemt. Her ser man ikke blot på, hvor meget folk tjener, men hvor meget de tjener per time arbejdet. Med andre ord er det mere en sammenligning mellem priser og hvor produktiv arbejdskraften er. Og det er måske en endnu bedre måde at opgøre egentlig velstand på.

UBS opgør derfor i en ny publikation priser og lønninger i 73 byer rundt omkring i verden. De konkluderer, at nok er der tale om tre rige lande, men Oslo, København og Zürich er de tre dyreste steder i verden.

En sjov måde at opgøre tingene på i UBS-rapporten, er at se på hvor mange minutter/timer en gennemsnitsindbygger skal arbejde for at kunne købe henholdsvis en BigMac, et kilo brød, et kilo ris og en iPod Nano (Andreas Bergh referer alle de oprindelige tal). Jeg har nedenfor lavet et gennemsnitsindeks for de fire mål (efter en passende principal komponent analyse viste, at det er validt at gøre). Indekset viser altså som sådan hvor hårdt man skal arbejde for at opnå det samme velstandsniveau. Læserne kan selv danne sig en mening.

 

By

Index

By

Index

By

Index

Amsterdam

9.66

Jakarta

1.51

Nicosia

9.64

Athen

8.59

Johannesburg

8.61

Oslo

9.53

Auckland

9.38

Kiev

6.50

Paris

9.14

Bangkok

6.53

Kuala Lumpur

7.74

Prag

8.05

Barcelona

9.25

København

9.75

Riga

7.18

Beijing

5.64

Lima

5.95

Rio de Janeiro

7.01

Berlin

9.51

Lissabon

9.03

Rom

8.60

Bogota

6.43

Ljubljana

8.21

Santiago de Chile

5.52

Bratislava

6.84

London

10.00

Sao Paulo

7.84

Bruxelles

9.61

Los Angeles

9.80

Seoul

8.76

Budapest

5.55

Luxembourg

9.89

Shanghai

6.75

Buenos Aires

5.35

Lyon

9.24

Singapore

8.11

Bukarest

6.61

Madrid

9.11

Sofia

5.97

Cairo

4.42

Manama

8.63

Stockholm

9.24

Caracas

2.75

Manila

2.54

Sydney

9.81

Chicago

9.76

Mexico City

1.91

Taipei

9.12

Delhi

4.86

Miami

9.64

Talinn

8.35

Doha

8.50

Milano

8.91

Tel Aviv

8.99

Dubai

9.44

Montreal

9.61

Tokyo

9.61

Dublin

9.83

Moskva

9.06

Toronto

9.95

Frankfurt

9.72

Mumbai

3.77

Vilnius

6.58

Geneve

9.77

München

9.50

Warszawa

8.13

Helsinki

9.28

Nairobi

0.00

Wien

9.58

Hong Kong

9.38

New York

9.97

Zürich

9.91

Istanbul

6.89

       

Slavehandel og afrikansk udvikling

Som forsker læser man et hav af artikler. De fleste er ikke overvældende spændende, måske 20 procent er, om det er fordi de er spændende i sig selv eller fordi de er relevante for ens ekspertiseområde, og så er der de få, der bare begejstrer. Men februarnummeret af the Quarterly Journal of Economics, der er et af verdens mest eksklusive tidsskrifter – officielt afviser de 96 procent af alle forslag, der kommer forbi redaktørens bord – bragte en af de få begejstrende artikler.

Baggrunden er, at afrikansk udvikling siden uafhængighedsbølgen i høj grad har været et spørgsmål om nogle få succeshistorier i et hav af dårlige og katastrofale udviklinger. Der har været mange bud på, hvorfor de afrikanske lande som helhed har klaret sig så deprimerende dårligt, lige fra absurde marxistiske teorier om bevidst vestlig udbytning til en generel konsensus, som man ikke taler alt for højt om, at de afrikanske politikere i høj grad er skyld i det selv. I QJE­-artiklen ”The Long-Term Effects of Africa’s Slave Trades” bringer Nathan Nunn fra Harvard en supplerende forklaring på banen: Den historiske slavehandel.

Nunn har på imponerende vis været dybt nede i kilderne og samlet tal for den totale slavehandel ud af Afrika mellem 1400 og 1900. Han finder først og fremmest at 12 millioner slaver blev handlet over Atlanten, mens 6 millioner gik den anden vej til Indien og Mellemøsten, som der ikke tales så meget om. De største mængder blev skibet ud af den såkaldte ’Slavekyst’ i Benin og Nigeria, fra Guldkysten, det nuværende Ghana, og lidt sydligere fra Vestafrika omkring de to Congoer og Angola. Fra Angola alene estimerer Nunn, at der blev solgt 3,6 millioner mennesker, 1,4 millioner fra Nigeria, mens der åbenbart ingen blev handlet fra Etiopien eller Botswana.

Nunn viser i artiklen, at der er en klar sammenhæng mellem mængden af slaver, der blev skibet ud fra et afrikansk land, og dets udviklingsniveau i dag. Han finder, at for hver 10 procent flere slaver et land eksporterede, er dets bruttonationalprodukt i dag én procent mindre. Man kunne selvfølgelig tænke sig, at lande der handlede mange slaver også dengang var mindre udviklede, men det ser ikke ud til at være tilfældet. En række af de store slavestater, ikke mindst Guldkysten, har historisk været nogle af de mest avancerede afrikanske samfund. Faktisk peger en del på, at de første slavehandlere etablerede kontakt med de mest avancerede samfund, da de kunne understøtte en væsentlig handel.

Hvorfor skadede slavehandlen så meget, at vi finder effekter århundreder efter? Nathan Nunn peger – med passende kvalifikationer og en forsikring om, at det blot er foreløbige bud – at der er en klar sammenhæng mellem graden af slavehandel mellem 1400 og 1900 og graden af etnisk fraktionalisering i dag. Han argumenterer, at slavehandlen “tended to weaken ties between villages, thus discouraging the formation of larger communities and broader ethnic identities.” Når man jagtede mennesker i naboområdet for at sælge dem, forhindrede man ret effektivt at man fik tættere sociale eller økonomiske kontakter til naboerne. Og det forhindrer effektivt specialisering, vidensdeling, udviklingen af bredere juridiske institutioner osv.

Nunns studie er dermed fantastisk spændende at læse, og at tænke over, men derfor behøver man ikke være enig i alt. Hen mod slutningen af artiklen vurderer han for eksempel, at ”As a result, Africa’s postindependence leaders inherited nation states that did not have the infrastructure necessary to extend authority and control over the whole country.” Slavehandlen bliver dermed brugt som undskyldning for at de sidste 40-50 års politiske ledere i Afrika har været nærmest kriminelt dårlige. Briterne i Østafrika formåede dog at lede et område, der dækker de nuværende Kenya, Tanzania, Uganda og Malawi effektivt og ganske humant, sammenlignet med både andre koloniherrer og de senere uafhængige styrer.

Det skal dog ikke tage modet fra folk til at læse artiklen. Nathan Nunn viser som flere andre forskere i de senere år, at historiske faktorer nogle gange kan bidrage til at forklare nutidens fiaskoer og succeser. Historien efterlader mange ar og mange erfaringer, som man kan bruge mere eller mindre produktivt. Under alle omstændigheder er der masser at tænke over!

Danske tilstande

Ofte hører man danske politikere skamrose, hvor godt det går i Danmark, og hævde, at de høje skatter og megen regulering bare er som sød sukker for omverdenen og bestemt ikke skræmmer nogen væk.  Fra tid til anden er der sågar nogle forskere, der hævder det samme–ganske vist uden endnu nogensinde at have fremlagt nogle undersøgelser til støtte for deres påstande.

Denne punditokrat håber, at bare nogle af dem læste onsdagens udgave af International Herald Tribune, der som datter-publikation/international udgave af New York Times næppe kan siges at tilhøre den amerikanske højrefløj.  Her havde man artiklen “High income taxes in Denmark worsen a labor shortage“, som–udover omtalte af Saxo Bank, Ny Alliance og meget andet–indeholdt et portræt af en dansker i udlandet.  en Man skal naturligvis passe på med anekdotiske eksempler og journalistisk behandling af samme–selv man godt kan lide dem–men her er ihvertfald noget at fordøje:

“As a self-employed software engineer, Thomas Sorensen broadcasts his qualifications to potential employers across Europe and the Middle East. But to the ones in his native Denmark, he is simply unavailable.

Settled in Frankfurt, where he handles computer security for a major Swiss corporation, Sorensen, 34, has no plans to return to the days of paying sky-high Danish taxes. Still, an unknowing headhunter does occasionally pass his name to Danish companies.

“When I get an e-mail from them, I either respond negatively but politely,” Sorensen said. “Or I don’t respond at all.”

Born and trained at Denmark’s expense, but working – and paying lower taxes – elsewhere in Europe, Sorensen is the stuff of nightmares for Danish companies and politicians searching for solutions to an increasingly desperate labor shortage.

People like Sorensen, and there are many, epitomize the challenges facing the small Nordic country, long viewed across Europe as an example of how to keep an economy thriving and a society equal.

Young Danes, often schooled abroad and inevitably fluent in English, are primed to quit Denmark for greener pastures. One reason is the income tax rate, which can reach 63 percent.

“Our young people are by nature international,” said Poul Arne Jensen, chief executive of Dantherm, a maker of climate-control technology. “They are used to traveling and have studied abroad.”

“They are no longer ‘Danes’ in that sense – they are global people who have possibilities around the world,” he said.

… [Success] has given rise to an anxious search for talent among Danish companies, and focused attention on émigrés like Sorensen. The Organization for Economic Cooperation and Development, which is based in Paris, projects that Denmark’s growth rate will fall to an annual rate of slightly more than 1 percent for the five years beginning in 2009, reflecting a dwindling supply of a vital input for any economy: labor.

The problem, employers and economists believe, has a lot to do with the 63 percent marginal tax rate paid by top earners in Denmark – a level that hits anyone making more than 360,000 Danish kroner, or about $70,000. That same tax rate underpins such effective income redistribution that Denmark is the most nearly equal society in the world, in that wealth is more evenly spread than anywhere else.

The movement toward lower taxes passed Denmark by, even as it took root in much of Europe.

Small East European countries, notably Estonia and Slovakia, started the trend by imposing low, flax taxes on income and corporate profits about five years ago. Those moves helped prod Austria, and eventually, Germany, to slash high marginal rates as well.

Danish taxes also contrast sharply with those in nearby London, often jokingly referred to among Danes as a Danish town, because so many of them live there. Lower taxes on high earners have been a centerpiece of the policy mix that has fed the rise of London as a global financial center since the 1980s.

But today young Danes can easily choose not to pay for the system’s upkeep, once they have siphoned off what they need. For starters, as citizens of the European Union they are entitled to work in any of the 27 EU countries.

Sorensen, who graduated from business school in Copenhagen, found himself earning the equivalent of more than $100,000 before he was 30 – and paying 63 percent of it in taxes. His work as a computer consultant for Deloitte also took him to Brussels, where he met the Spanish woman he would eventually marry.

But the high taxes, mixed with his wife’s discomfort in Denmark, meant that a job offer in Qatar three years ago was all it took to pry him away from Copenhagen. Now, he is ensconced in Frankfurt, setting up a new business on the side and planning to pay no more than 25 percent of his income to the German state.

“When you are at 63 percent tax, you don’t look forward to the evaluation with the boss to get a raise,” Sorensen said. “You look for more vacation or a training course in the tropics – something that you get the full benefit of.”

There are many more Sorensens out there in a work force that is culled from a country of just 5.5 million people.

The Confederation of Danish Industries estimated in August that the Danish labor force had shrunk by about 19,000 people through the end of 2005, because Danes and others had moved elsewhere. Other studies suggest that about 1,000 people leave the country each year, a figure that masks an outflow of qualified Danes and an inflow of less skilled foreign workers who help, at least partially, to offset the losses.

… “Denmark is a country of consensus,” [Prime Minister Anders Fogh] Rasmussen said recently. “Occasionally that fact tends to lower the speed of reforms, but in exchange we are efficient in our implementation.”

But young Danes may simply move faster.

Sorensen is settling into life in Frankfurt. He recently passed through Copenhagen to discuss a business proposition with a potential partner, but anything they do will be based outside Germany, he said.

His wife recently gave birth to their second daughter, and barely a word of Danish passes Sorensen’s lips when he speaks with his children.

They are growing up with English, an amalgam of the British and American idioms, as their first language, and the world as their horizon.

“If I could,” he said, “I’d have a European passport, not a Danish one.”

Læs den fulde, hele artikel her.  Lad os håbe, at Claus Hjort Frederiksen, Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen har tid og overskud til dét.

Danmarks udvikling – se Penn World Tables 6.2

Så er der grøde i dansk politik igen, og diskussionerne om hvordan Danmark økonomisk skal se ud i fremtiden er så småt begyndt at ulme igen. Dem vil vi gerne bidrage til her på stedet, men for at diskutere det emne, må man have lidt overblik over hvordan udvklingen har set ud – hvordan vi er kommet dertil hvor vi er. Derfor er det værd at bemærke, at siden sidste efterår har den nyeste udgave af the Penn World Tables, med nummeret 6.2, været tilgængelig for alle, kvit og frit og i en rimeligt brugervenlig version.

Men hvad er Penn World Tables (PWT) egentlig? For de uindviede kan betegnelsen PWT selvfølgelig lyde som en sygdom, men det er ’blot’ en af de vigtigste datakilder for moderne, kvantitativ samfundsforskning. PWT omfatter nationalregnskabstal fra 188 lande fra 1950 og op til 2004. For alle datas vedkommende er det særlige ikke blot, at der er så mange, men at alle tal på f.eks. nationalindkomst er såkaldt PPP-korrigerede. Man har samlet en stor ’kurv’ af sammenlignelige varer fra sæbe til boliger i hvert land, og deres priser. På den måde kan man udvikle et prisindeks for hvert land, og dermed tage højde for at priserne er væsentligt højere i Danmark end i USA, hvor de igen er meget højere end i Thailand. Tallene hos PWT tager således højde for, hvad man reelt kan få for 100 kroner i forskellige lande.

Og hvorfor gider man så skrive om datakilder her på stedet? Tja, fordi et så langt syn som 1950-2004 tillader os – med sammenlignelige data, vel at mærke – at kortlægge nogle langtidstendenser i dansk økonomi, som vi finder interessante. Den økonomiske vækst, målt som væksten i bruttonationalprodukt, har samlet set været 221 % over hele perioden på 54 år. Det bliver til en årlig tilvækst på 2,16 %. På samme tid er vores samlede handel (eksport plus import) steget med ikke mindre end 1243 %, eller 4,8 % om året. Vores BNP per fuldtidsbeskæftiget er også steget markant, med 1,96 % per år – dvs. med mindre end den samlede indkomst, hvilket primært er en følge af at arbejdsstyrken også har været stigende pga. at mange flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet i denne periode. Det er de gode erfaringer, man kan uddrage af data.

Grunden til at man gider skrive om disse rådata her på stedet er dog de dårlige erfaringer – dem vi helst skulle undgå i fremtiden. For mens nationalindkomsten per person er steget med 221 %, er privatforbruget per person kun steget med 138 %, eller 1,61 % om året. Årsagen er ganske simpel: I perioden 1950-2004 er det offentlige forbrug efter at overførsler osv. er regnet fra totalt set steget med 351 %. Det indebærer en gennemsnitsvækst på 2,79 % hvert år over mere end et halvt århundrede!

Nu kan man naturligvis påstå, at danskerne har villet denne offentlige stigning, men så må man også spørge sig selv, hvordan det kan være tilfældet over så lang en årrække, når ny forskning peger på at graden af offentligt forbrug faktisk er negativt forbundet med folks tilfredshed med livet? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis danskerne er så glade for et markant stigende offentligt forbrug, hvorfor accepterer de også, at det til stadighed er blevet relativt dyrere? For sagen er, at prisen for én enhed offentligt forbrug i 1950 var næsten præcist den samme som prisen for en enhed privat investering – altså prisen for at en privat virksomhed gør noget lignende som det offentlige. I 2004 var prisen på offentligt forbrug i forhold til privat investering 49 % højere. Med andre ord er prisindekset for offentligt forbrug steget 0,74 % hurtigere end prisen på private investeringer hvert år. Det er ikke just en indikation på offentlig produktivitet eller effektivitet, vel?

Man kan ydermere lave det simple eksperiment i tallene, at man forestiller sig nutidens offentlige forbrug, men til den relative pris i 1950 – altså et tankeeksperiment, der går på, at det offentlige havde formået at effektivisere og omkostningsminimere på lige fod med det private. Hvis man gør det, når man til at det offentlige ville være vokset med 2 % om året i de 54 år, og altså med en mindre takt end den totale økonomi. Og så har man endda antaget, at et stort offentligt forbrug ikke bremser den økonomiske udvikling, hvilket vi ved fra talrige studier, at det faktisk gør.

En offentlig sektor, der agerede på de samme incitamenter som en privat, ville altså have indebåret at det offentlige relativt set blev en mindre del af landets økonomi og en mindre byrde på borgernes privatøkonomi. Sådan kan man trække relevant information om vores lands langsigtede udvikling ud af PWT. Det er informativt, men særligt rart er det ikke, hvis man ikke lige er overbevist socialist.

Populistisk politik – Latin American Style

Latinamerika er et af verdens politiske smertensbørn. Politik, der i Europa ville synes aldeles vanvittig, er meget mere end historiske tilfældigheder, og senest har både Venezuela, Bolivia og Peru valgt venstrepopulistiske præsidenter, der lover guld og grønne skove til landenes store grupper af fattige. Midlerne, der skal bruges for at nå til disse mål, er vel at mærke velprøvede – men velprøvede i den forstand, at de gang på gang har vist sig at føre til fattigdom, elendighed og undertrykkelse. Senest er Venezuelas præsident Hugo Chávez – en af Fidel Castros store venner, en på mange måder farverig person og en hovedskikkelse i den nybolivarianske bølge i Sydamerika – begyndt at ryste alvorligt med sablen. Han har givet sig selv 18 måneder, hvor han kan regere udenom parlamentet, og viste forleden, hvad han har planlagt at bruge sine diktatoriske beføjelser til.

Jyllandsposten rapporterede forleden om Chávez’ udskejelser under overskriften ”Chávez truer med nationalisering af banker”. I en af sine flormvundne og meget ordrige TV-taler – et særligt træk han deler med Castro – signalerede præsidenten, af nationaliseringerne af telekommunikation, el- og oliesektoren sandsynligvis ikke er de sidste. Han krævede således ’større engagement’ i lokal industri, en klassisk omskrivning af den traditionelle ISI-strategis fokus på lokal produktion, hvor uprofitabelt ineffektiv den end måtte være.

Chávez kom med en konkret trussel: ”Private banker må prioritere lavt forrentede lån til den lokale industri. Hvis de ikke er enige i dette, er det bedre, at de forsvinder, at de overlader bankerne til mig, så vi kan nationalisere dem og få alle landets banker til at arbejde for landets udvikling i stedet for at spekulere og skabe enorme overskud”. Truslen omfattede også stålproducenten Sidor, der eksporterer en stor del af sin produktion. Mens en stærk eksportorientering nok ville blive hilst meget velkommen i et land som Danmark, kræver Chávez nu, at virksomheden i langt højere grad bør sælge sine stålprodukter til lokal, venezuelansk industri, og særlig grad hans favoritter i oliesektoren.

Hugo Chávez, der reelt er diktator i Venezuela, rammer således også argentinsk industri, da Sidors søsterselskab, Ternium, er ejet af argentinske Techint Group. Nogle af de samme problemer gælder for de nationaliseringer, Bolivias Evo Morales under stærk indflydelse af Venezuelas eksempel er i gang med at gennemføre i landets større industrisektorer. Tragedien er således, at vanviddet ikke blot endnu en gang går ud over Venezuelas og Bolivias fattige, men kan risikere at brede sig til andre dele af Latinamerika. Det er et kontinent, der på mange områder synes at nægte at lære af fortidens fejltagelser. Venezuela er således i dag cirka lige så rigt, som det var i midten af 1960’erne (cirka 7000 PPP-korrigerede US dollars per hoved), og Bolivias økonomi befinder på mange måder – ikke blot på gennemsnitsindkomsten (cirka 3000 USD) – stadig i 50’erne. Det er stort set kun Chile, der virkeligt er rykket økonomisk og socialt, med en fordobling af gennemsnitschilenerens indkomst siden tiden under Salvador Allende. Men hvilket land vil man for guds skyld ikke lære fra eller kopiere i Latinamerika? Rigtigt set – Chile. I stedet prøver man for hvem ved hvilken gang den gamle protektionistisk-populistiske kurs, som har fejlet hver gang. Det er svært at forstå, og endnu sværere at holde ud at se på.

Kritisk sans i ny forskning

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.