Tag: Venstre

Johan Norbergs budskab til Venstre

Den fremragende Johan Norbergs serie Dead Wrong er har de seneste år dækket en lang række emner. På halvandet minut leverer Norberg sit korte, klare budskab der altid er bakket op af seriøs samfundsvidenskab. Det fantastiske er, at Norberg i denne uge dækker et emne, der direkte taler til Venstres politiske strategi. Venstre er, som det burde være læserne bekendt, med Lars Løkke rykket ind på midten af dansk politik. Var det en god idé? Efter valgnederlaget har Claus Hjort Frederiksen raset over, at K og LA ikke fulgte Venstre på dets vej til en socialdemokratisk position. Norberg understreger her, hvad der er gået galt for Venstre – et helt generelt fænomen, når partier forfølger denne strategi – og afdækker dermed også det forhold, som Løkke og Hjort aldrig har forstået: Vælgerne straffer principløshed.

Troels Lund Poulsen om velfærdsstaten

Man skal høre meget …

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der “total koks i meningsmålingerne”, når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

  • Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
  • “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
  • “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
  • V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

Ny blog: “Vores borgerlige regering”

Denne punditokrat og en prominent eks-punditokrat har med hjælp fra en stadigt større samling villige rapportører taget initiativ til denne nye, lille Neben-blog: Vores borgerlige regering, hvor vi–så meget som materialet tillader det–vil foretage lav-litterære, ikke-kombative, faktuelle hyldest-annonceringer af de talrige store og små ideologiske sejre, som det dagligt lykkes for VK-regeringen at hive i land ved hjælp af rygrad, kreativitet og hårdt arbejde. Just the facts, Ma’am–just the facts …

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

Borgerligt sammenbrud

Skal man grine eller græde over at se hvordan Venstre og de konservative forvalter den ideologiske arv, som vi hylder her på Punditokraterne?

Sølle 1½ milliarder i skattelettelser får nærmest VK-regeringen til at bryde sammen. En liberal finansminister praler over at det offentlige sektor nu fylder endnu mere i økonomien end under socialdemokraterne. En liberal statsminister som løber fra sit løfte om skattelettelser, hvis der er et økonomisk råderum, men alligevel vælger at udbygge den offentlig sektor.

Er der da i det mindste ikke nogle enkelte røster – bortset fra populisterne i Ny Alliance – som kunne forfægte den borgerligt-liberale synspunkter: Lavere skatter, mindre offentlig sektor, større personlig frihed, privatiseringer osv. For ikke så lang tid siden, så var der enkelte i Venstres folketingsgruppe. Nu er de pisket til tavshed. Ret ind eller forsvind, thi I ere Redepissere lyder parolen. Jeg savner nu disse røster – disse mænd og kvinder af mod – som en tørstig mand i ørkenen savner et vandhul.

Åh men så er der jo de konservative, som gennem seks år har talt og talt om skattelettelser, og nu endelig har stillet statsministeren stolen for døren. Der er ikke ret mange der forstår det tekniske i disse skattelettelse, men at det er en konservativ sejr! Det er ganske vist. At det er en personlig sejr for Majestætens underdanige tjener, Monsieur Le Minister Bendt Bendtsen. Ja det også ganske vist. Altså medmindre at det resultat, som man kommer ud med efter forhandlingerne med Dansk Folkeparti viser sig, at være totalt blottet for skattelettelser overhovedet. Så kan der vel kun være tale om et konservativt nederlag. Og et nederlag for den konservative leder. Eller skal jeg læse gamle Orwell igen og genopfriske mit ”newspeak” sådan at sejre er nederlag og omvendt?

Det konservative Folkeparti vejrer nu morgenluft fortælles det i krogene. Jo det fortælles, at dette gode parti står på spring for at overtage op imod halvdelen af Venstres vælgere! Det viser meningsmålinger, men disse brave vælgere mangler dog kun en årsag! (Nej det er næppe udsigten til at vinde en candlelight-dinner med Bendt Bendtsen!) Måske kunne det være udsigten til at stemme på et borgerligt liberalt parti, der rent faktisk står fast på synspunkter og argumenterer for, hvorfor at et borgerligt samfund er at foretrække for et socialdemokratisk. Åh Gud, hvor ville jeg dog gerne stemme på sådan et parti. Men at forestille sig, at dette parti skulle være det konservative folkeparti.

Get real!

Ugens citater: Lidt fra debatten i dagens DK

Her lidt ukommenterede bidrag fra de seneste dages debat–af mangel på tid må de tale for sig selv (hvilket flere af dem også formår at gøre på ganske sørgelig vis):

  • Anders Samuelsen til Nyhedsavisen (hat tip til 180 Grader): “Det er ret tydeligt, at Bendt Bendtsen er blevet snydt noget så groft. Det er en meget lille skattereform. Tilsyneladende er Ny Alliance det eneste parti, der mener, at 60 procent i skat er for meget. De Konservative har åbenbart opgivet kampen.”
  • Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Deadline mandag aften (parafraseret efter hukommelsen): Regeringens forslag indeholder på miljøområdet alt det, som Svend Auken har kæmpet for i årevis.
  • Venstres folketingskandidat Kasper Kryger hos 180 Grader om regeringens 2015-plan: “Tilbage står nu en økonomisk plan, der er risikabel for dansk økonomi på sigt, den er langt mere socialdemokratisk end Nyrups gamle 2010-plan, og den er i hvert fald i strid med Venstres eget valgoplæg fra 2005.”
  • Den konservative partileder Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev mandag: “Det Konservative Folkeparti har grund til at være stolt i dag. Endnu engang har vi skaffet et politisk resultat, som er med til at holde dansk økonomi på sporet.” (kursiv tilføjet)
  • Fra Berlingske Tidendes “Ingen udsigt til nye skattekrav fra De Konservative”: “Lykkes det at få regeringens skattepakke igennem, er det godt nok. De Konservative vil ikke kræve yderligere lettelser, selvom deres mål egentlig ikke er nået. Skatten på den sidst tjente krone skal egentlig ned på 50 procent, hvis det står til De Konservative. Men justitsminister Lene Espersen slår fast, at der ikke er nye konservative skattekrav lige om hjørnet, hvis det lykkes at få regeringens skattepakke igennem. Heller ikke selv om pakken ikke når målet i partiprogrammet. – “Jeg vil sige, at det her er vores mål, og det her er den rigtige medicin for Danmark. Jeg har noteret mig, at Ny Alliance og De Radikale har sagt, at det ikke er nok. Men jeg tror, med den overophedning af økonomien, der er i Danmark, at det her er lige præcis den dosis, der skal til. Så vi kommer ikke med nye ekstra bud oveni. Det her er det, De Konservative mener, er den fornuftige skattepolitik at få gennemført.”

Update:

  • Troels Lund Poulsens kommentar i Jyllands-Posten til CEPOS’ beregning, der viser, at hvis VK-regeringen fra 2001 havde fastfrosset de offentlige udgifter, ville man i 2015 havde kunnet afskaffe den statslige del af indkomstskatten, inkl. mellem- og top-skat:”Venstre bekender sig til et solidarisk velfærdssamfund, hvor alle bidrager.”

Fogh er blevet skizofren

Fogh er blevet skizofren:

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

Opposition?

Som de fleste af Punditokraternes læsere vil vide, er den amerikanske midtvejsvalgkamp i gang. Og som altid er det er slag mellem de store, dvs. Demokraterne og Republikanerne. Nogle steder er valgkampen om guvernørposterne imidlertid også skudt i gang og i nogle af de amerikanske stater kæmper det upåagtede Libertarian Party mod giganterne. Og i kampen om at blive North Carolina’s næste guvernør, er der en opsigtsvækkende kandidat. Det drejer sig om Professor Michael C. Munger fra Duke University hvis valgskampstemaer kan findes her.

Kandidat Mungers store problem er imidlertid, at de etablerede politiske partier ikke virker pjattede med at have en intelligent og velformuleret kandidat inkluderet i den “demokratiske” debat og derfor lider kampagnen under, at der skal indsamles urimeligt mange underskrifter før kandidaten i det hele taget kan komme til orde på TV. Helt præcis skal der indsamles 107.000 underskrifter for at komme på stemmesedlen – og dermed kunne deltage i debatten. Disse underskifter vil blive nidkært kontrolleret af repræsentanter fra – ja, lige præcis – de “demokratiske” og republikanske partier.

Den situation har vi en pendant til herhjemme. Her argumenterer Danmarks – såkaldte – Liberale parti, Venstre, at navnet Liberalisterne er alt, alt for tæt på Venstres navn. Venstre nedlægger med andre ord veto overfor nye politiske partiers adgang til stemmesedlen. Velsagtens for at undgå, at der opstår opposition til højre for Venstre – hvilket vel ikke er meget at forlange?

Ugens citat: Venstre-borgmester om finanspolitiske principper

Det er i visse kredse velkendt, at der ikke kun findes to fraktioner indenfor partiet Venstre–“højskole-Venstre” og “handelshøjskole-Venstre”–men at der tillige findes (mindst) en tredje, nemlig “kommunal-Venstre”.  Sidstnævnte er karakteriseret ved (næsten) aldrig at have set en kommunal udgift, man ikke synes så godt om, at man ikke gerne vil øge den, og ved i stort set enhver henseende at være umulig at skelne fra kommunal-Socialdemokraterne (samme holdninger, samme visioner, samme argumenter, samme frisurer, samme tøj …).

Men, men, men … I den forgangne uges Berlingske Tidende kunne man konstatere, at det ikke er hele sandheden.  Der er faktisk endnu principfaste og visionære mennesker, der som repræsentanter for Danmarks Liberale Parti pynter sig med de ansvarstunge gyldne kæder.  Tag nu f.eks. borgmester Bjørn Dahl, Roskilde, der havde dette at sige til debatten om velfærds- og skattereformer:

“Står man med fem mia. kr., og Bendt Bendtsen siger skattelettelser for alle, og Helle Thorning-Schmidt siger velfærd for alle, så kan jeg hurtig forlige dem: 2,5 mia. kr. til begge dele.”

Er det ikke dejligt at vide, at der er nogen, der virkeligt forstår, hvordan der skal træffes velovervejede beslutninger?

Ugens citat: Lars Løkke Rasmussen om debatkultur

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, der som næstformand for partiet Venstre står med ansvaret for fornyelse af partiets program i retning af en af ham benævnt “velfærdsliberalisme”, har i Politiken følgende at sige om, at Søren Pind, Peter Christensen m.fl. har følt sig tvunget til at trække deres i forvejen udvandede teseforslag fra diskussion på partiets landsmøde:

»Det er jo deres egen beslutning at trække forslaget, og det er ærligt talt lidt tomt at kritisere debatkulturen, hvis man trækker sit indlæg på forhånd«.

Det er jo på sin vis sandt.  Det forhold, at man de senere år har set Venstres partiledelse slå hårdt og offentligt ned på enhver form for tilløb til markering af liberale holdninger blandt medlemmerne, kan da bestemt ikke ses som undertrykkende for en debat.  På samme måde som det jo kunne opfattes som lidt “tomt” at kritisere ytringsfrihedens vilkår i Sovjet og Nazi-Tyskland, hvis man selv havde rømmet landet–man kunne jo bare blive og forfægte ytringsfriheden! Uden sammenligning iøvrigt.

Rohderi

Venstres politiske ordfører (og ansigt udadtil under de sidste tre valgnederlag) Jens Rohde har ifølge Jyllands-Posten ikke meget til overs for økonomerne i Velfærdskommissionens forslag om at lempe skatten, for A) skat har ikke noget med velfærd at gøre, og B) den slags virker alligevel slet ikke:

“Skatten er ikke en del af de her velfærdsreformer. For os er det vigtigste at øge udbuddet af arbejdskraft. Og man sidder jo ikke og kigger på sin skattebillet for at se, om det kan betale sig at arbejde lidt mere. Her bliver diskussionen lidt for akademisk, siger Jens Rohde ….”

Tag dén!, alle I ultraliberale skrivebordsøkonomer i Velfærdskommissionen (Torben M. Andersen, Nina Smith, Jørn Henrik Petersen m.fl.).  I skal sgu’ ikke komme her og påstå, at folks adfærd vil blive påvirket af, om de skal betale 0, 50 eller 100 pct. i skat.  At der skulle være en sammenhæng mellem skattetrykket og den offentlige sektors finanser er så akademisk, at det minder om dem, der vil privatisere månen

To alen af samme stykke?

Blandt Punditokraterne giver vi os ikke af med at anbefale det ene parti fremfor det andet–egentlig vil vi helst bare kritisere dem alle sammen ansvarsløst, omend da gerne konstruktivt.  Men i dagens anledning bør det første udspil fra det nydannede Partiet Liberalisterne ihvertfald gives lidt positiv stemning med på vejen, ikke mindst når det sammenlignes med tonerne fra landsmødet i Danmarks Liberale Parti.  Førstnævnte partis udspil på skatte- og velfærdsområdet er efter min mening seriøst, velovervejet og modigt, hvilket næppe kan siges i samme grad om statsministerens “syv pejlemærker”.

Der er–desværre–en verden til forskel.

Thanksgiving: Jeg er taknemmelig for …

Det er i morgen (torsdag), at amerikanerne fejrer “Thanksgiving”.  Det er en af de hyggeligere helligdage, jeg kender–og en, som jeg selv ved flere lejligheder har oplevet som en fantastisk illustration af amerikanernes store gæstfrihed (og som en fast tilbagevendende falsificering af uvidende europæeres hurtige udsagn om “overfladiske amerikanere”, som “kun er venlige/hjælpsomme/rare/hensynsfulde på overfladen”, o.s.v.).  Samtidigt er det i denne stadigt mere sekulariserede verden en helligdag, hvis raison d’etre er til at “føle på”.

Wall Street Journal markerer dagen på lederplads med at liste fem ting, som de synes, man bør være taknemmelige for.  Det omfatter bl.a.

  • Proliferating pandas. We learn something new every day, and this week that included the revelation that China’s pandas aren’t as endangered as we thought. Thanks in part to the cash and attention of Western conservationists, the Chinese panda population has now grown to something like 1,600 from the 1980s’ estimate of 1,000 or so. At this rate, the world will have to make sure Beijing doesn’t begin to enforce a strict one-panda birth control policy.

Det synes jeg er en god idé.  Hvad vil jeg gerne sige tak for?  Hvis vi lige ser bort fra privatfronten (hvor der er rigtigt meget at være taknemmelig for) men i stedet fokuserer på det samfundsmæssige, så er der her fem hurtige fra mig.  Jeg vil gerne sige tak for …

  • at Carsten Jensen nu ikke længere skal skrive for Berlingske Tidende.  Det gør i dette vintermørke mine morgener lysere og mit sind ditto.  Jeg ved positivt, at det var “velment”, da man hentede ham til avisen for at skrive i “Groft Sagt”–d.v.s., man ville gerne have én, der skrev godt og farverigt men først og fremmest ikke var så borgerlig, “at det gør noget”.  Men det er de borgerlige avisers evige misforståelse: De synes, at de skal være “pluralistiske” og “nuancerede”, og derfor henter de alskens skribenter ind, som mener noget helt andet end avisens ideologiske linie er (eller burde være).  Se på de (tilbageværende) venstreorienterede aviser (og radio/TV-programmer): Den fejl begår de ikke.  Når jeg holder en borgerlig avis, gider jeg ikke (også der) læse politisk korrekte, venstreorienterede holdninger.
  • At Venstre og De Konservative gik (lidt) tilbage ved kommunalvalget.  Egentlig ønsker jeg de to partier (næsten) alt det bedste, men det ville simpelthen være for deprimerende at skulle høre partibosser, back-benchers, wannabees, spindoktorer og andre hyrede hænder udlægge valget som endnu en bekræftelse af, at regeringens midtersøgende kurs har båret frugt.  Det stik modsatte er tilfældet: Nu er VK tilsammen gået tilbage ved tre valg i træk (2004 og to gange i 2005), og alle tre gange efter at de er svinget så meget ind mod midten, at De Radikale og Dansk Folkeparti er blevet presset op/ned i nogle helt andre politiske dimensioner.  Hvornår lærer VK lektien?
  • At vi nu snart går ind i 2006, for så er det 25 år siden, at vi blev færdig med 1970erne,* og det skal fejres.  Og så er det forhåbentlig på tide, at pendulet begynder at svinge til højre igen.  Personligt har jeg været ret træt af den 70’er nostalgi, der synes at have hærget det sidste årti.  Tøjet og håret var grimt, musikken var (bortset fra discoen og punken) om muligt værre, og politikken var …  Anker Jørgensen (need I say more?).  Firserne begyndte derimod formidabelt med Thatcherske privatiseringer, valgsejr til Reagan, o.s.v., og sluttede med Berlin Murens og Sandinisternes fald, og undervejs gik vi i pastelfarver, slips og malede “Til salg”- og “Privatisering nu”-grafitti på offentlige bygninger.  Det var faktisk meget sjovt.
  • At der er en masse gode iværksættere, der trods alt ikke går i Randiansk strejke.  Jeg ved det godt–det kunne være tillokkende at sige, at “Nu gider jeg sgu’ ikke længere arbejde 80 timer om ugen, blot for at der så kommer en samling bureaukrater og levebrødspolitikere og plukker det hele og regulerer mig i alle ender.  F*** det!”.  Men heldigvis for mig, dig og et par milliarder andre, så sidder der et eller andet sted på kloden en eller anden opfinder og et par driftige salgshoveder og trodser det hele, fordi de er ved at pudse noget af, som om få år givetvis vil have forandret en masse liv til det bedre.  Længere, bedre og rigere liv for flere mennesker.
  • At 2005 blev året, hvor CEPOS kom i søen.  Jeg mødte forleden en kendt dansk TV-personlighed, der var en af medindbyderne til det møde i disse dage for to år siden, som–ad mange omveje–udmøntede sig i dannelsen af CEPOS, og vi sagde næsten i munden på hinanden “Det havde vi dæleme ikke troet på, hvis nogen havde sagt for to år siden!”.  Personligt var jeg for to år siden (belært af andre fiaskoer) meget skeptisk overfor, om det kunne lykkes, men jeg havde klart på fornemmelsen, at hvis det nogensinde havde været muligt at lave en borgerlig tænketank, så var det nu.  Småting kunne eller burde måske have været gjort anderledes, men for det borgerligt-liberale Danmark er det alt andet lige en meget stor gevinst, at vi nu for første gang i årtier har en større operation, som kan fremlægge analyser og fremsætte tanker og forslag, som ikke er partipolitiske eller trivielle, men som kan være med til at gøre Danmark til et friere og rigere land.

Hvad er mine med-Punditokrater taknemmelige for? Og læserne?

* Siger jeg hermed, at firserne formelt set først begyndte i 1981 (og ikke allerede i 1980)? Ja, det gør jeg–og jeg var også stort set den eneste dansker, der markerede det nye årtusinde nytårsaften 2000/2001 snarere end 1999/2000.  Bare fordi 99 pct. af alle andre mennesker ikke forstår tidsregningens logik, skal man jo ikke holde kæft med at kloge sig …!

Det (daglige) store svigt II

Meget kan ske på en uge i dansk politik.  Ugen efter at regeringsledelsens stik-i-rend-dreng Venstres politiske ordfører Jens Rohde præventivt (altså før Velfærdskommissionens udspil) aflivede enhver form for forandring af efterlønnen, følger hans chef, velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen op med i Børsen lige så præventivt at aflive enhver form for lempelse eller afskaffelse af topskatten:

»Det er fuldstændigt umuligt at få folkelig opslutning til en skattesænkningspolitik«

Her kan vi virkelig tale om “det store svigt”.  For hvor stort et nederlag er dette egentlig for statsministerens linie?  Havde det været en virksomhedsleder, der i den grad satsede på én strategi og fejlede, ville straffen formodentlig være faldet prompte.  Regeringens linie har således de sidste tre år været, 1) at man skulle påvirke borgernes holdninger–værdier–gennem “værdikamp” snarere end lægge ud med store reformer, og 2) at man kunne skulle melde ud m.h.t. fremtidige reformer efter, a) at problemerne var grundigt analyseret (f.eks. af Velfærdskommissionen) og b) var grundigt diskuteret.

Dén strategi blev af mange kritiseret for at være et taktisk usmart og visionsløst tilbagetog.  Men nu har vi altså nået en ny fase: tilbagetog fra tilbagetoget …  Nu er både reformer og værdikamp aflyst.  Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem, og vi skal ikke afvente Velfærdskommissionens forslag, idet de jo kunne tænkes at foreslå alt muligt drastisk.

Edith Thingstrup skrev forleden i Berlingske Tidende, at Jens Rohde m.fl. havde forvandlet regeringen til Socialdemokraterne minus 5 pct.  Ovenpå de seneste udmeldinger må man sige, at det er en uretfærdig karakteristik–altså overfor Socialdemokraterne …

Det endelige opgør

Berlingske Tidende bragte i fredags en kronik af Thue Kjærhus, der er forstander ved Rønshoved Højskole ved det smukke Flensborg Fjord. Kronikken var en opsang til den forbistrede ungdom af nyliberale, der er ved at ødelægge partiet Venstre gennem vedholdende abstrakte diskussioner om liberalisme på bekostning af partiets grundtvigianske kulturarv og forpligtelse på det konkrete. Umiddelbart virker det jo som noget værre røgtæppevås, idet enhver ved selvsyn kan konstatere, at de unge nyliberale ikke har haft videre succes med at fastholde Venstre på partiets historiske bestemmelse; rollen som Danmarks liberale parti. Thue Kjærhus sander da også, Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har udviklet sig i nykonservativ retning.

Men vor højskolemand har død og pine brug for en stråmand. Han vil forpligte Venstre på en stadig mere national linje, hvilket bedst lader sig gøre ved at skabe et konstrueret modsætningsforhold mellem det konkrete og det abstrakte; mellem det partikulære og det universelle; ja, kort og godt mellem det nationale og globale. Og i dette projekt støttes han af Berlingske Tidendes førstemand, Niels Lunde, der i en klumme i søndagsudgaven perspektiverer højskoleforstanderens tese og slutter af med følgende formaning:

“Med de store reformer, det danske samfund er på vej ud i, er det vigtigt at holde fast i værdier, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab”.

Til dette er det relevant at spørge: Er et folkeligt fællesskab konkret eller abstrakt? Er det netop ikke et fuldstændig diffust, uhåndgribeligt og derfor meningstomt begreb? Det fornemmer jeg, at det er. Og derfor forstår jeg hverken Kjærhus’ eller Lundes ærinde, når de angriber liberalismen for at være abstrakt. I øvrigt på et falsk grundlag. For hvis man overhovedet kan tale om en liberal antitese til det nationale eller folkelige, er det jo ikke udtrykt i det globale. Liberalismen er en politisk filosofi, der tager afsæt i individet. Og hvad er dog mere konkret end netop individet?

Når dette er sagt, glæder jeg mig over, at Berlingske Tidende tager hul på debatten; ikke om Venstres sjæl, men nærmere om modsætningsforholdet mellem klassisk liberalisme og nationalt orienteret kulturkonservatisme. For det er jo dét, det handler om. Og det er såmænd på tide, at slaget udkæmpes.

Thue Kjærhus og Niels Lunde har udpeget deres modstandere som CEPOS og Libertas. Tilsyneladende fordi, de ser et behov for at institutionalisere fjenderne. Lad mig derfor i al fredsommelighed gøre det samme, uden noget ønske om dæmonisering. Dagens liberale modstandere er ikke grundtvigianske studiekredse, men måske nærmere såkaldte inspirationsnetværk, som fx Nomos. Jeg lover, at begrunde valget i et snarligt indlæg.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑