Der
er mange meninger om Lars Løkke Rasmussen, der forleden dag – endeligt, ville
nogen sige – gik af som Venstres formand. Der er næppe tvivl om, at han har
været en af sin generations dygtigste politikere, når fokus er på det politiske
spil, at bevare magte, og at producere politiske resultater. Om Løkke har været
en god formand for Venstre og en god statsminister for Danmark kan man derimod
diskutere. Min holdning er ret klar: At han i mange år var en god formand for
Venstre, men at han også har en del af skylden for, at Danmark langsomt, men
sikkert, er sakket agterud for vores nabolande. Han har fra en økonomisk vinkel
– i min optik – været en ekstraordinært dygtig kustode i et socialdemokratisk
velfærdsstatsmuseum.
Det
er dog ikke en pointe, vi forfølger i dag, hvor fokus mere er på, hvad Løkke reflekterer i dansk politik. Han tweetede
således sent fredag nat, at han forlod formandsposten for at bevare sin
”selvrespekt”. Særligt én del af tweeten var værd at lægge mærke til, idet han
refererede til ” den politiske linje, jeg har lagt” og som han mente, andre
kræfter forhindrede ham i at få diskuteret i partiets top. Som Kristian Jensen
meget præcist formulerede det, måtte hovedbestyrelsen tage stilling til, om man
havde et parti med en formand, eller en formand med et parti. Jensens position
var ganske klar, at problemet lå i at Venstre havde udviklet sig til det sidste
med Løkke som en formand med næsten Orbán-agtig status.
En
måde at få mening med den mærkelige situation i Venstre er derfor at tolke den
som udtryk for, at Løkke ikke blot havde mistet sit politiske kompas, men i høj
grad også sit organisatoriske kompas. I ethvert moderne, demokratisk parti
tegner formanden naturligvis den politiske linje udadtil, men det er ikke ham
eller hende, der bestemmer den: Formanden repræsenterer
partiets politik og politiske holdninger. Det virker som om, at Løkke enten
havde glemt eller ikke længere ville acceptere denne demokratiske
normaltilstand.
Og
det er netop den situation, der bringer mig til dagens spørgsmål: Hvad er det,
man socialiserer unge mennesker til i dansk ungdomspolitik? Grunden er, at
dansk politik og danskerne kan få et reelt problem på sigt, hvis de nuværende
unge politikere og den næste generation socialiseres til at blive ligesom Lars
Løkke. Mens man kunne mene, at det er et fiktivt problem, fortæller min
erfaring mig, at det ikke er. jeg har de seneste år holdt en række oplæg for
ungdomspolitiske organisationer, inklusive DSU, RU, KU, VU og LAU. Og mens det
plejer at være hyggeligt og ganske fredeligt, møder man næsten altid en række
unge, der ikke blot udtrykker en vilje til magt, og taler om situationen når
’de bestemmer’.
Det er tydeligt for mig, at mange af dem føler alt de har en ret til magt. De ender derfor i den samme dybe misforståelse som har præget en del af Lars Løkkes adfærd de senere år. På engelsk skelner man mellem ’to govern’ og ’to rule’, mens man på dansk simpelthen taler om at regere. I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. Og heri ligger problemet: Løkke har opført sig som en, der troede han var – og havde ret til at være – en ’ruler’. Hvis man ikke i ungdomspartierne sørger for at rydde ud og socialisere den næste generation potentielle politikere til at se forskellen, og at opføre sig ydmygt overfor den magt de har, og den indflydelse de ikke har ret til, skaber man bare flere små Løkker in spe. De må vide, at det danske demokratier og danske partier ikke bør have plads til folk, der opfører sig som Victor Orbán, Nicolás Maduro, eller 2019-udgaven af Lars Løkke.