Tag: WSJ

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;

They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.

But that’s where the good news is likely to end.

Og fortsætter:

Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.

Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.

Læs mere

Følg pengene: Climategate

[også] i klimadebatten synes det at være populært at pege på hvor ens “modstandere” har modtaget penge fra. Her på bloggen har f.eks. en flittig kommentator aldrig forspildt en lejlighed til at diskreditere videnskabsfolk med et andet synspunkt end hans, ved at pege på at de har modtaget “oliepenge”.

Det er naturligvis ikke uvæsentligt hvor pengene stammer fra når vi taler om interessegrupper og videnskabsfolk, for kan vi stole på dem? Men herefter rejser sig selvfølgelig hurtigt spørgsmålet, hvad med de andre? i dette tilfælde de der er på den “gode” [i hvert fald ifølge dem selv] side af klimadebatten.

WSJ’s Bret Stephens havde i gårsdagens avis en fremragende klumme, hvor han med udgangspunkt i en af de centrale personer i Climagate ser på dette:

Consider the case of Phil Jones, the director of the CRU and the man at the heart of climategate. According to one of the documents hacked from his center, between 2000 and 2006 Mr. Jones was the recipient (or co-recipient) of some $19 million worth of research grants, a sixfold increase over what he’d been awarded in the 1990s.

Og fortsætter

Why did the money pour in so quickly? Because the climate alarm kept ringing so loudly: The louder the alarm, the greater the sums. And who better to ring it than people like Mr. Jones, one of its likeliest beneficiaries?

Læs hele kommentaren her.

Når man tænker over det er det naturligvis ikke anderledes end i en lang række andre debatter. Det er jo i realiteten ikke specielt interessant hvor pengene kommer fra, men nok så interessant hvilke betingelser der er knyttet til donationerne og hvad der skal til for at få fat i dem – og så er sagen pludselig ikke længere så simpel.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑