To punditokrater (én nuværende, én forhenværende) og en åndsbeslægtet “fellow traveller” er dd. medstiftere af det nye pro-ytringsfriheds forum “Fri Debat”. Mere hér, manifest dér og kronik hér.
Update: Mere her
I torsdags afholdt Cepos den fjerde og sidste i rækken af integrationsarrangementer. Det skulle vise sig at blive langt den mest underholdende, omend jeg ikke er sikker på, at redaktøren for denne blog, Christian Bjørnskov, er helt enig. Han blev uretmæssigt til målet for et helt igennem usagligt, groft og pinligt angreb på sin person og sin forskning, hvilket dog i sidste ende mest af alt afslørede afsenderen for hvad han er.
Overskriften på arrangementet var CEPOS konference om indvandring, kultur og det liberale demokrati, hvorunder Christian holdt et velstruktureret oplæg centreret omkring graden af tillid i et samfund, og baseret på den solide forskning han har bedrevet indenfor feltet gennem en række år. Som Christian lagde ud med at sige var hans oplæg baseret på positiv i modsætning til normativ forskning (hvis man da kan kalde det sidste forskning overhovedet, hvilket undertegnede ikke mener). Lidet kunne han ane, at den slags finesser gik hen over hovedet på både den efterfølgende oplægsholder og en del af tilhørerne. Formentlig fordi de er ude af stand til at skille faktuel viden fra egne fordomme, hvorved forskning som redskab til større indsigt og viden ikke længere er mulig. Det er herefter blot endnu et redskab til at bekræfte egne fordomme.
Som det kan ses nedenfor, gik nogle da endda videre, og mente at forskningen skulle være underlagt om det var gode eller farlige/onde resultater. Men lad mig kort gøre rede for hvad det er for en farlig forskning Christian, der har leveret nedenstående figurer, har bedrevet.
Tillid i det multikulturelle samfund.
Som det formentlig er de fleste bekendt er Danmark igen og igen blevet udråbt til verdens lykkeligste land, baseret på en række internationale spørgeskemaundersøgelser, omfattende ca. ½ mio. respondenter over hele verden og deres svar på om de er lykkelige eller tilfredse. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt at der er tale om hvad folk selv mener. Det kunne jo være at Danmarks placering skyldes at vi er et særligt nøjsomt folkefærd der ikke stiler store krav til livet, ligesom andre befolkningers mindre grad af tilfredshed kunne være afledt af at de stiller for store forventninger til fremtiden. Men det kunne også være, at det skyldes, at der er fundamentale faktorer der har betydning for vores tilfredshed, som f.eks. tillid, og at denne ikke er ligelig fordelt.
For at gøre en lang historie kort, har Danmark også verdensrekord i tillid, Vi har her, så at sige, en absolut fordel frem for andre lande. Ca. 2/3 af danskerne svarer, at man som udgangspunkt kan stole på fremmede personer. Andre lande med høj tillid er f.eks. resten af Skandinavien, Holland og New Zealand. I den modsatte ende af skalaen ligger lande som Trinidad og Brasilien, hvor kun 3% af befolkningen mener, at man som udgangspunkt kan have tillid til fremmede. Før nogen herefter konkluderer, at det må skylde vores homogene sammensætning, og at et mere multikulturelt samfund vil være skadelig for borgernes tillid til hinanden, vil jeg henvise til nedenstående figur 1, som på y-aksen viser borgernes tillid til hinanden og på x-aksen viser befolkningsdiversiteten (jo tættere ved nul jo mere homogen og jo tætte ved 1, jo mere sammensat).
Den viste sammenhæng foranledigede Christian til at konkludere to ting; For det første, at det er os (i de nordiske lande og Holland) der er underlige i forhold til resten af verden pågældende lande er markeret på figuren. For det andet, at multietnicitet i sig selv ikke har betydning for tilliden i et samfund. Derudover ved vi fra studier af EU-landene, at tilliden over grænser i lighed med indenlandsk tillid er meget stabil, og at vores tillid til andre landes befolkning i vid udstrækning falder sammen med deres egen tillid internt.
Dernæst gennemgik han sammenhængen mellem forskellige befolkningsgruppers tillid og deres bedsteforældres hjemland, i den udstrækning man kan afdække denne (vanskeligt for store dele af den sorte befolkning) i USA, ved hjælp af figur 2, der ses herunder. Nederste linie angiver tilliden i de østeuropæiske lande der har været kommunistiske, og forskellen mellem de to linier viser omkostningen i kraft af tabt tillid, som kommunismen har kostet borgerne i de pågældende samfund.
Én gruppe skiller sig ud i USA, og udviser markant mindre tillid, både indbyrdes og til resten af den amerikanske befolkning. Det er sorte med rødder tilbage til slaveriet. Der er tale om en gruppe der i høj grad opretholder en væsentlig grad af segregation, modstanden mod f.eks. blandede ægteskaber kommer primært fra egne rækker.
Christian konkluderede efter sin gennemgang, at der ikke var grund til at bekymre sig om etnisk diversitet som sådan, men at der var grund til integrationsbekymring for definerbare grupper, og som han selv sagde, hvilket skulle det vise sig var en korrekt iagtagelse, så var det en politisk ukorrekt konklusion, omend jeg var lidt overrasket over hvad der fulgte.
Fatih Alev, fra ambassadør for islam til religiøst formørket tudefjæs.
Det næste oplæg stod Fatih Alev – som de fleste formentlig kender fra medierne - for. De første 10 minutter optrådte han som positiv ambassadør for muslimer i Danmark, og var godt på vej til at underminere den opfattelse af at alt ondt startede med Mohammed, som den monokulturelle og kulturkonservative del af tilhørerne (og dem var der også nogle af) var mødt op med. Herefter knækkede filmen desværre for ham, da han kommenterede Christians oplæg. Grundlæggende tror jeg ikke han havde forstået meget af hvad Christian egentlig havde sagt.
For hvad Christian konkluderede på sin forskning var dels at multietnicitet ikke i sig selv var et problem. Dels at man ikke kan bruge religion som en forklarende faktor, og at der ikke var faktuel belæg for at pege på, at indvandrerne var muslimer som et problem i forhold til tillid. Derimod betød det noget hvor indvandrere/flygtninge kom fra, nærmere betegnet de arabiske/mellemøstlige lande, hvor tilliden er meget lav. Sammenholdt med at vi ved, at Tillid nedarves tidligt i livet, særligt fra moderen, at samme etniske grupper i vid udstrækning ikke gifter sig uden for egen gruppe, at kvinderne er særligt dårligt integrerede, og at autoritær opdragelse er udbredt og mytedannelse er almindelig medfører paralelsamfund for denne gruppe at de reproducerer den lave tillid.
Jeg havde egentlig regnet med at Fatih Alev havde fanget pointen med at det ikke er islam der er problemet, at det måske var derfor han var i så godt humør de første minutter af sit oplæg, men ak. Christians forskning blev sammenlignet med det 3. riges race-ideologier og gav anledning til at stort set resten af Fatih Alevs oplæg blev en opvisning i og bekræftelse af mine værste fordomme overfor religiøse mennesker. Herunder ikke mindst at menneskelig nysgerrigh
ed og forskning skal under
lægges hensynet til religiøse behov. Så fra at være et forsøg på positivt at markedsføre sin religion og dets udøvere endte det med den sædvanlige kritik og pegen fingre af, at vi har en åben debat, og vi fik den sædvanlige selvmedlidende grædekonevise. Han blev selvfølgelig bakket op af den kulturrelativistiske del af forsamlingen.
Her bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke reaktionen på Christians oplæg i høj grad hang sammen med at han er en hvid mand fra Århus. Hvordan mon reaktionen ville have været, hvis det var min kone, der er vokset op i verdens mindst tillidsfulde samfund (af de målte), Brasilien, der havde holdt et lignende oplæg, og i en sammenligning af Danmark og Brasilien havde konkluderet, at en af parametrene for at vi har en bedre levestandard, og f.eks. er mindre stressede (og det viser internationale undersøgelser) skyldes vores tillid. Ja, hun kunne formentlig være sluppet afsted med rigtigt mange ting, fordi hun IKKE ligner en dansker.
Eller også var hun måske blot blevet angrebet for ikke at være loyal overfor sine egne, hvilket jo fra tid til anden overgår indvandrere der bliver for danske. En kritik der både lyder fra dem der fortsætter med at leve som om de ikke var flyttet fra deres oprindelsesland (hvilket unægtelig er ganske nemt, så længe skatteyderne finder sig i at finansiere det) og fra de kulturrelativistiske kredse der med næsten religiøs fanatisme og uden nogen form for videnskabeligt belæg fremturer i at alt, og hermed alle kulturer er lige gode, – vist nok bortset fra den mest succesfulde, nemlig den vestlige kultur, der i samme åndedrag gøres ansvarlig for alt ondt her i verden.
Måske skulle jeg invitere et par af de hellige (både religiøst og politisk ment) på kaffe det kunne jo være Fatih Alev og Jacob Holt, så kunne de med latinsk temperament få læst og påskrevet i en sådan grad af min kone, at jeg formentlig ville begynde at forsvare hendes hjemland og dets kultur.
Nedestående er en replik til en klumme skrevet af Lars Hedegaard på 180grader. Lars Hedegaard får naturligvis lejlighed til at svare i et gæsteindlæg her på bloggen.
Jeg er behørigt beæret over at Trykkefrihedsselskabet (“Selskabet”) har valgt at svare på min klumme på 180grader vedrørende Trykkefrihedsselskabets forhold til ytringsfriheden i forbindelse med Gert Wilders tale i Danmark. Et svar der oveni købet er forfattet af selskabets formand Lars Hedegaard. Jeg kan dog ikke lade være med at mistænke Selskabets valg af skribent for ikke at være udtryk for en æresbevisning af undertegnede, men snarere som en behændig manøvre beregnet til at undgå at tage stilling til konteksten for min oprindelige klumme. For sagen er jo den at min klumme tog afsæt i en klumme skrevet af Trykkefrihedsselskabets næstformand Katrine Winkel Holm (“KWH”), hvor denne rasede mod CEPOS, fordi denne tænketanks direktør tillod sig at rette opmærksomheden mod vigtigheden af også at beskytte øvrige frihedsrettigheder end ytringsfriheden, uden i øvrigt at tage afstand fra sidstnævnte rettighed.
Dette var nok til at få KWH til at fare i blækhuset med en påstand om at Martin Ågerup “vrængede af forsvaret for ytringsfriheden“. Man måtte med andre ord forstå, at KWH fandt forsvaret af ytringsfriheden så vigtigt, at alle udtalelser, der på nogen måde kan tolkes som sættende spørgsmålstegn ved denne rettighed, berettiger håndfast kritik. Med udgangspunkt i dette forhold er det svært andet end at konkludere, at Selskabet har et selektivt forhold til ytringsfriheden. For hvor Martin Ågerup i sin klumme jo faktisk bekræftede sin opslutning til ytringsfriheden, er Wilders forslag om et forbud mod koranen et frontalangreb derpå.
Man kan også sammenligne Selskabets behandling af Geert Wilders med Selskabets indstilling til en række andre personer. Trykkefrihedsselskabets personkreds har ved flere lejligheder berettiget kritiseret kulturpersonligheder, som Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann Jensen, for deres inkonsistente holdninger og manglende støtte til Jyllands-Posten og ytringsfriheden under Muhammed-krisen. Men hverken Uffe Ellemann eller Tøger Seidenfaden har på noget tidspunkt fremkommet med så vidtgående forslag om indskrænkning af ytringsfriheden, som Geert Wilders. Alligevel er det svært at forestille sig Selskabet belønne Uffe Ellemann eller Tøger Seidenfaden med minutlange klapsalver og passionerede forsvarsskrifter, som det er tilfældet med Geert Wilders. Mon ikke de nævnte personers respektive holdning til islam er afgørende derfor?
Hedegaards påstand om, at Geert Wilders ikke blev inviteret på grund af sine holdninger til islam er således med al respekt ganske overraskende. De holdninger til islam, som Wilders giver udtryk (islam er totalitær, der findes ikke en moderat version af islam, Vesten er under angreb etc.), er så godt som identiske med dem adskillige ledende medlemmer af Selskabet bruger uendelige liter blæk (og galde) på at udbrede i den offentlige debat. Søren Krarup stiftende medlem af Selskabet – summer det vel bedst op med følgende udtalelse: “Jeg synes, at hans [Wilders] karakteristik af islam er meget præcis og rigtig“.
Hedegaard erkender selv indirekte denne pointe i sin klumme ved ligesom Wilders at sammenligne islam med nazismen. (Hedegaards “historiske” udredning herom vil jeg undlade at kommentere idet Wilders og Hedegaard – naturligvis skal være velkommen til at sammenligne islam med hvilken som helst ideologi man måtte finde passende uanset om der måtte være historisk belæg derfor eller ej).
Hedegaard gør endvidere gældende, at Gert Wilders ikke var “æresgæst” men blot “gæst”. Nuvel, dette er et udsnit af Krarups oplevelse af Wilders-arrangementet:
De hyldede ham bagefter med minutlang, stående ovation, som han tog imod med en tiltalende beskedenhed. Der var ikke antydning af de billige politiker-uvaner, som vi kun kender alt for godt, og som jeg havde frygtet ved ham. Virkelig en mand af format, som derfor tør se den islamiske trussel i øjnene, som udgør nutidens dødelige fare mod Europa.
KWH skrev følgende om Wilders:
Han holdt en velformet, velargumenteret tale, baseret på en solid analyse af islam og afslørede, at han, udover at være velbegavet, også vidste mere om islam end Vesselbo og hele Venstre folketingsgruppe tilsammen[ ]Er Wilders en stor mand? Jeg ved det ikke. Men jeg véd, at Wilders er langt mere vidende og langt mere modig end den massive majoritet af danske politikere, regeringschefen inklusive.
Såfremt, Wilders holdninger til beskyttelsen af ytringsfrihed bød Selskabet og dets medlemmer imod og Selskabet i øvrigt ikke er enig med Wilders holdninger til islam – er det svært at begribe, hvorfor Wilders tale blev modtaget med minutlange stående klapsalver og efterfølgende forsvarsskrifter. At holde arrangementet i Landstingssalen signalerede heller ikke just afstandtagen fra Wilders holdninger. At betegne Wilders som æresgæst synes derfor helt på sin plads.
Hedegaards bedste pointe er den, at Hedegaard såvel som KWH og Krarup – offentligt har taget afstand fra Wilders forslag om at forbyde koranen. Det tjener naturligvis Selskabet til ære at man ikke så direkte og eklatant bryder med sin egen mission. Men Selskabets kritik af Wilders forslag om koranforbud synes at være noget halvhjertet. Hedegaard savnede tilsyneladende modet og/eller viljen til i sin velkomsttale at konfrontere Wilders med Selskabets påståede principielle modstand mod Wilders forslag. Et synspunkt, der ellers ville have været nærliggende og klædeligt at fremføre når nu ytringsfriheden ligger Selskabet så meget på sinde. I en anden video fra Wilders tale kan man høre KWH spørge til baggrunden for Wilders forslag om at forbyde koranen, hvilket Wilders høfligt svarer på. Men svaret bliver (så vidt ses af videoen) ikke imødegået af KWH (eller andre). Ikke ligefrem imponerende af en næstformand i et selskab skabt til forsvar for ytringsfriheden.
Krarup har tillige udtalt at Wilders holdning er udtryk for “nogle måske klodsede formuleringer og et enkelt dårligt forslag“. Mon karakteristikken ville være den samme, såfremt en Georg Metz, en Klaus Rifbjerg eller en Tøger Seidenfaden havde foreslået at forbyde Luthers værk “Jøderne og deres løgne”?
I et passioneret forsvarsskrift for Wilders skriver KWH endvidere: “Der er ingen grund til at bruge tid på at argumentere imod hans forslag om at forbyde Koranen, som man klart må afvise“. Med denne begrundelse kunne Selskabet jo ligeså godt nedlægge sig selv. Enhve
r tilhænger af ytringsfri
heden må også klart afvise indskrænkninger af ytringsfriheden baseret på koranen og fortolkninger deraf, men bekæmpelse af og argumenteren imod denne slags indskrænkninger udgør 99% af Selskabets aktiviteter for så vidt angår ytringsfrihed. Hvis ikke forsvarere af ytringsfriheden aktivt skal bekæmpe forslag om forbud af bøger (endog et forslag fremsat af en folkevalgt politiker), så er det svært at pege på, hvad forsvarere af ytringsfriheden skal beskæftige sig med. Et klart eksempel på, at man i Selskabet bagatelliserer holdninger, der indskrænker ytringsfriheden, såfremt disse kommer fra islamkritikere, mens sådanne holdninger fra egne ideologiske modstandere, mødes med indigneret foragt.
I det hele taget synes arrangementet mest at have handlet om islam, en del om indskrænkningen af Wilders frihed og forsvindende lidt om den indskrænkning af ytringsfriheden Wilders gerne ser sine modstandere udsat for.
Jeg må således fastholde min påstand om, at Geert Wilders optræden hos Selskabet er svært at forene med Selskabets erklærede formål, og at Selskabet i højere grad beskæftiger sig med at bekæmpe islam end at kæmpe for ytringsfriheden.
Redaktionen fik forleden en besked fra John Smith et pseudonym for en for os ukendt nordmand, som er i gang med at skrive en bog om Muhammed-karikaturer. Som led i nogle mediers bekræftelse af ytringsfriheden, bringer vi her Johns opfordring:
1001 karikaturer av Muhammed
Hvad bør svaret fra vestens frihedselskende mennesker være på de fascistiske kræfter i Islam som truer med vold for at forhindre kritik og karikaturer af Islam?
Hvis du er en af de mange som deler min opfatning at vi må bekæmpe denne totalitære ideologi, så har du nu chancen for at deltage.
Jeg skriver en bog kaldet “1001 karikaturer af Mohammed” som et forsvar for retten til at kritisere og lave karikaturer. Som det fremgår af bogens titel, så har jeg behov for bidrag i form a 1001 karikaturer af Mohammed.
Jeg skriver bogen under et pseudonym på grund af farerne ved kritik af Islam. Alle bidrag vil blive behandlet fortroligt og alle karikaturer bliver offentligjort under pseudonymer.
Skab historie: forsvar friheden som mange tager for givet. Med en blyant kan du rejse dig og kæmpe for retten til frihed. Send dine bidrag til:
Undertegnede var i aftes i DR Udland (23 minutter inde i udsendelsen) for at kommentere på et initiativ fra FNs såkaldt alliancefri stater. Disse stater har oprettet et center for “Menneskerettigheder og Kulturel Diversitet” i Teheran. Som man kan forestille sig er det ikke en styrkelse men derimod en indskrænkelse af ytringsfriheden dette center skal beskæftige sig med. De Alliancefri stater søger nu FN organisationen UNESCOs støtte til dette center, hvilket skal ses i sammenhæng med de alliancefri staters (ledet af de muslimske stater i OIC) bestræbelser på at relativisere ytringsfriheden i FNs Menneskerettighedsråd, som vi har behandlet indgående på denne side.