Tag: ytringsfrihed (side 2 af 4)

Ytringsfrihed: EMRK vs. Grundloven

Denne punditokrat havde i mandags en klumme i 180grader omhandlende grundlovens § 77 og i hvilket omfang denne bestemmelse sikrer ytringsfriheden. I klummen skrev jeg bl.a.:

Juridisk set er ytringsfriheden her i landet bedst beskyttet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10. Denne bestemmelse har først indirekte via afsmitning på dansk ret og – efter EMRKS inkorporering i dansk ret – direkte medført en materiel beskyttelse af ytringsfriheden.

Ovenstående konklusion er netop blevet bekræftet af retten i Lyngbys dom i injuriesagen anlagt af Islamisk Trossamfund mod Pia Kjærsgaard for dennes anvendelse af ordene landsforræderi, femte kolonne virksomhed, misinformation og løgnehistorier om Islamisk Trossamfunds aktiviteter under Mohammed-krisen.

Af rettens pressemeddelelse fremgår det bl.a. at ovennævnte udtryk

må opfattes som Pia Kjærsgaards vurdering af delegationernes aktivitet, og at udtalelserne derfor er udtryk for en værdidom.

[..]Retten har også fastslået, at der fortsat er grænser for, hvad man kan give udtryk for om andre, uden at blive straffet for injurier. Men ved fastlæggelse af denne grænse har sammenhæng, situation og personkreds stor konkret betydning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis har også en væsentlig indflydelse på vurderingen.

Rettens brug af ordet “værdidom” er en direkte anvendelse af EMDs praksis, hvor “value judgements” nyder en høj grad af beskyttelse under EMRK artikel 10. Om dommen var faldet anderledes ud, såfremt Danmark ikke havde ratificeret EMRK er ikke til at sige, men det er ubestrideligt, at det er EMRKs materielle snarere end grundlovens formelle ytringsfrihed, der juridisk set har medført de største landvindinger for ytringsfriheden i Danmark de seneste 15-20 år, selvom mange danskere har en oplevelse af, at grundlovens sikrer ytringsfriheden materielt set.

På trods af EMRKs gennemslagskraft i dansk ret kan jeg stadig stå inde for nedenstående konklusion fra klummen i 180grader:

Grunden til, at den almindelige dansker tror sig bedre beskyttet af Grundlovens § 77 end bestemmelsen konkret berettiger til, skal givetvis findes i, at der siden grundloven blev til har udviklet sig en sund tradition for, at det politiske liv må tåle kritik og modsigelser, der før grundloven blev bortcensureret. Danmark har derfor en politisk kultur, der under indtryk af befolkningens retsfølelse de facto har ladet ytringsfriheden udfolde sig indenfor brede rammer på trods af den ringe retlige beskyttelse. Ytringsfriheden er derfor et sjældent eksempel på et område, hvor det politiske liv i overvejende grad har undladt at regulere og indsnævre befolkningens frihed, på trods af den retlige mulighed herfor. Dette skyldes givetvis, at politikere godt ved, at det ikke er populært at indskrænke ytringsfriheden og at sådanne indgreb som oftest vil medføre antipati fra vælgerne. Når frihedsrettighederne på denne måde lever i befolkningen, og befolkningen instinktivt bakker op om disse, udgør en sådan folkelig forankring i praksis et sikrere – og præventivt – værn mod indskrænkninger i ytringsfriheden end en grundlovsbestemmelse med materiel ytringsfrihed, men uden folkelig forankring. Det er således at foretrække, at det politiske liv fører selvjustits og lader offentlige ytringer flyde frit, frem for at ytringsfriheden kontinuerligt skal sikres via indgreb fra den dømmende magt. I et liberalt demokrati er borgernes frihedssfære nemlig sikrest, når domstolene er frihedsrettighedernes sidste snarere end første forsvarsbastion.

Danske og colombianske holdninger til FARC

Tøjfirmaet “Fighters and Lovers” slog sig en overgang op på at sælge T-shirts med budskaber, der støtter terrororganisationer, som PFLP og colombianske FARC. Der verserer p.t. en straffesag mod Fighters and Lovers direktør, for at yde støtte til en ulovlig terror organisation. Man kan diskutere, hvor berettiget en straffesag er i et sådant tilfælde. Det må i min optik stå enhver person frit for at bære hagekors, hammer og sejl, Hamas flag og andre budskaber, der støtter menneskefjendsker organisationer og ideologier. I nærværende tilfælde er der dog angiveligt tale om at overskuddet for salget af t-shirtsene skulle gå til de omtalte organisationer. Hvis det vitterligt kan bevises, at pengene ville gå til terrororganisationer bliver en strafferetlig sanktion selvfølgelig mere legitim.

På undertegnede virker det dog langt stærkere end et strafferetsligt efterspil, at en stor del af de colombianere FARC påstår, at de kæmper for og som Fighters and Lovers vel ønsker at være “solidariske med” er gået på gaden i protest mod FARCs mange myrderier og kidnapninger.

Hvis Chavez kan, kan Musharraf vel også

Pakistans regering har lukket for kabeladgang til en populær TV-kanal, efter at TV-stationen har vist regeringskritiske indslag – og advarede andre TV-stationer mod at kritisere regeringen – som det fremgår af CNNs hjemmesider:

“On Sunday morning in Lahore, cable operators had warned national and international broadcasters that their channels would be blocked if they aired anything critical of the the Pakistani government”.

– Det virker jo bekendt, se også

http://www.cnn.com/2007/WORLD/asiapcf/06/03/pakistan.tv/index.html .

Gud vide om Dr-journalisten, Niels Lindvig, der støtttede Hugo Chavez beslutning om at fratage Venezuelas eneste uafhængige landsdækkende TV-kanal dens sendetilladelse, også mener, at det er ok, når Musharraf gør sig i at lukke kritiske TV-stationer – det må man vel gå ud fra.

Muhammed, Danmark & ACLU

Kender man lidt til amerikanske forhold, og er man grundlæggende positivt indstillet overfor klassiske frihedsrettigheder, så må man næsten også per definition have et lidt ambivalent forhold til den amerikanske borgerrettighedsorganisation, American Civil Liberties Union (ACLU).   Blandt mange amerikanske konservative (men ikke alle–mere her) er den afskyet, fordi den bliver opfattet som en “left liberal, bleeding heart” organisation, hvis medlemmer er “bløde”, når det gælder den nødvendige retshåndhævelse.  Men blandt mange andre–klassisk liberale som venstreorienterede–er der en stor respekt for, at organisationen ofte tager slagsmål til fordel for klassiske frihedsrettigheder.

Denne punditokrat har ihvertfald altid selv haft et lidt ambivalent syn på ACLU.  Jeg har fundet det fremragende, at de ihærdigt har forfægtet habeas corpus, ytringsfrihed, adskillelse af kirke og stat, o.s.v.  Men jeg har også fundet deres læsning af den amerikanske Bill of Rights lidt selektiv–de har sjældent gjort meget ud af det 2. forfatningstillæg, selvom det altså sådan set også er en borgerrettighed, og mens de mange kommunister, som var med til at stifte ACLU godt kunne lide adskillelse af stat og kirke, gik de aldrig meget op i, at religionsfrihed også betyder retten til at udøve ens religion.

Og med den politiske korrektheds fremmarch i 1980erne og 1990erne var det næsten forudsigeligt, at denne også på et tidspunkt kunne få ACLU til at tippe endnu mere i den retning, som jeg ihvertfald ikke værdsætter.  Netop det emne var forleden omtalt i detaljer på Wall Street Journals debatsider, i kronikken “The American Liberal Liberties Union”, hvori advokaten Wendy Kaminer argumenter, at ACLU er ved at blive ret selektiv på ytringsfrihedens front–og midt i det hele dukker Danmark og Muhammedkrisen op.   Her kommer et langt uddrag:

“ACLU Defends Nazi’s Right to Burn Down ACLU Headquarters,” the humor magazine The Onion announced in 1999. Those of us who loved the ACLU, and celebrated its willingness to defend the rights of Nazis and others who had no regard for our rights, considered the joke a compliment. Today it’s more like a reproach. Once the nation’s leading civil liberties group and a reliable defender of everyone’s speech rights, the ACLU is being transformed into just another liberal human-rights group that reliably defends the rights of liberal speakers.

This transformation is gradual, unacknowledged and not readily apparent, since evidence of it lies mainly in cases the ACLU does not take. It’s naturally easier to know what an organization is doing (and advertising) than what it is not doing. But a review of recent free-speech press releases turns up only a handful of cases in which ACLU state affiliates defended the rights of conservative, antigay or otherwise politically incorrect speakers. And lately the national organization has been remarkably quiet in several important free-speech cases and controversies.

One of the clearest indications of a retreat from defending all speech regardless of content is the ACLU’s virtual silence in Harper v. Poway, an important federal case involving a high-school student’s right to wear a T-shirt condemning homosexuality. Of course, the ACLU doesn’t speak out on every case, but historically it has vigorously defended student speech rights, as its Web site stresses. It is currently representing a student in a speech case before the Supreme Court, Morse v. Frederick (involving the right of a student to carry a nonsensical “Bong Hits 4 Jesus” banner at an off-campus event). The ACLU pays particular attention to the right to wear T-shirts with pro-gay messages in school, proudly citing cases in which it represented students wearing pro-gay (as well as anti-Bush) T-shirts. This year, the ACLU awarded a Youth Activist Scholarship to a student who fought the efforts of her school to bar students from wearing T-shirts that said “Gay, Fine by me.”

So in 2004, when Tyler Chase Harper was disciplined for wearing a T-shirt declaring his religious objections to homosexuality, civil libertarians might have expected the ACLU to protest loudly. Mr. Harper was barred from attending classes when he wore the antigay T-shirt to school on an official “Day of Silence,” when gay students taped their mouths to symbolize the silencing effect of intolerance. Represented by the Alliance Defense Fund, he sued the school district. That same year, the ACLU initiated the first of two actions against a Missouri school that punished students for wearing “gay supportive T-shirts,” eventually securing a promise from the school to “stop censoring,” the ACLU Web site boasts. Mr. Harper, however, was unsuccessful in his quest to stop school censorship. In a patronizing, antilibertarian decision in which Judge Stephen Reinhardt stressed the imagined feelings of gay students, the Ninth Circuit rejected Mr. Harper’s First Amendment claims. (There was a sharp dissent from Judge Alex Kozinski.)

… The Harpers didn’t need representation from the ACLU. But the organization frequently speaks up for the rights of people it does not represent, like Guantanamo detainees, and often files amicus briefs in important civil liberties cases. Given its focus on student rights and religious liberty (one of the ACLU’s priorities), it’s hard to explain the ACLU’s apparent equanimity about the violation of Mr. Harper’s First Amendment rights–unless you consider the content of his speech. 

This case does not appear to be anomalous. Despite its professed commitment to religious liberty, for example, the ACLU tends to absent itself from cases on college campuses involving the associational rights of Christian student groups to discriminate against gay students, in accordance with their religious beliefs. But conservative students might be grateful for the ACLU’s absence. Consider its intervention in a successful federal court challenge to an unconstitutional speech code at Georgia Tech, brought by the Alliance Defense Fund in 2006 on behalf of two conservative religious students. The ACLU of Georgia filed an amicus brief proposing a substitute but still overbroad “antiharassment” policy that included a prohibition on “injurious communications . . . directed toward an individual because of their characteristics or beliefs.” In other words: Students should be punished for sharply criticizing or satirizing each other’s beliefs if their remarks are deemed “injurious.”

Og så til Danmark:.

“The ACLU was even AWOL in one of the most visible and frightening free-speech controversies in recent years–the Muhammad cartoons, which many condemned as “hate speech.” When Muslim groups violently protested the cartoons (first published in the Danish press), when American newspapers declined to publish them for fear of reprisals, and when the U.S. State Department condemned their publication–the ACLU exercised its right to remain silent. In fact, its press office actually advised ducking questions about the cartoons that might arise during discussions of torture at Abu Ghraib. A set of talking points from the press office recommended responding to questions about the cartoons by exhorting the U.S. government to “demonstrate . . . that it is taking the Abu Ghraib images seriously.” (This was later spun as an effort to stay on message about abuses at Abu Ghraib.)

Not until an ACLU donor complained about this silence on the cartoon controversy, and questions about it were
raised before the ACLU bo
ard, did ACLU Executive Director Anthony Romero speak up–quietly. He mentioned the controversy in a relatively obscure dinner speech to the National Association of Hispanic Journalists. He sent a letter to the University of Illinois urging it not to discipline student editors who published the cartoons in a campus paper. In a letter to the ACLU board, Mr. Romero both denied and defended the ACLU’s relative silence: “With regard to the cartoons, rather than put out a hortatory statement that no one would read (except insiders) but might make us feel good about ourselves, we have tried to engage in thoughtful forums and discussions that relate to the issue. Speaking out on an issue involves more than slapping a paragraph together and posting it on a website.”

Why did the ACLU avoid issuing a loud and clear public statement decrying violent efforts to suppress the Muhammad cartoons? Its silence may have reflected growing sympathy among ACLU leaders and supporters for restricting what many liberals condemn as hate speech. “Take hate speech,” Mr. Romero remarked to the New York Times in May 2006. “While believing in free speech, we do not believe in or condone speech that attacks minorities.” (He was commenting on a proposal to bar board members from criticizing the ACLU–a proposal that was amended only after being exposed in the Times.) “

Kronikøren leverer flere lignende eksempler og sammenfatter:

“This is not the same organization that once took pride in its costly, principled decision to defend the rights of neo-Nazis to march in a community of Holocaust survivors in Skokie, Ill. Of course the ACLU hasn’t definitively abandoned its defense of speech: Large, national organizations change incrementally. But people should no longer depend on the ACLU to defend what they preach (especially at a cost), if it disapproves of what they practice.”

Mugabonomics

Som allerede omtalt af vores ærede redaktør , synes Venezuelas folkevalgte diktator, den socialistisk-nationalistiske (eller var det omvendt?) Hugo Chavez, nu at ville konkurrere på internationalt plan.  Nærmere bestemt virker han forhippet på at ville gøre Robert Mugabe og Fidel Castro rangen stridig som en af dem, der hurtigst kan køre en–i det store billede–relativt velfungerende udviklingsøkonomi i sænk. Han bruger også Mugabes metoder, herunder vilkårlige besættelser af private gårde. Her er mere fra Wall Street Journals artikel:

“Now Mr. Chavez is taking his revolution to the Venezuelan countryside. “We must end latifundios,” he said in a televised speech in March, referring to large agrarian estates. “The people order it, and we will do it, whatever the cost.” Then he announced the seizure of a land area larger than the state of Rhode Island.

Since coming to power, The Chávez government has handed over 8.8 million acres, an area bigger than Maryland, for use by the poor. While much of this was state-owned land that was either idle or leased to ranchers, some 4.5 million acres were “recovered” from private owners, Mr. Chávez said recently. In some cases, the government compensated them. In most others… it has simply turned a blind eye to land invasions.

The government bills land reform as a way to make Venezuela self-sufficient infood. But so far, the effect has been to undercut production of beef, sugar and other foods, as productive land is handed over to city dwellers with no knowledge of farming. Established farmers and ranchers, fearing their land may be seized next, are cutting investment in their operations to a minimum.

The chaos in the countryside has contributed to shortages in basic items like milk and meat, a paradox in a country enjoying an economic boom traceable to high oil prices. Also spurring the shortages are price controls on certain foods that keep them prices below the cost of production. Meanwhile, 19%-plus inflation–as oil revenue floods the economy–spurs panic buying: purchasing price-controlled and other goods the shopper might not immediately need for fear of having higher prices in the future or not finding the items at all.

“You get up at dawn to hunt for a breast of chicken all over town. Housewives are in a foul mood.” says Lucylde Gonzalez, a Caracas homemaker, who says she hasn’t seen an egg in a week.”

Kunne man forestille sig, at nogen ville brokke sig over det? Ja, men så må de jo se, om de kan få fat i en journalist fra de medier, som ikke i samme anledning bliver frataget deres sendetilladelser.

Curtailing Freedom of Speech: The Human Rights Council in Action (again)

On 30 March 2007 the United Nation's Human Rights Council (the Council) concluded its 4th regular session in Geneva. The outcome of the session was eagerly awaited since the previous three regular and four special sessions have shown that the Council is as prone to politicised bias as its predecessor the Human Rights Commission. The Council has – among other things – consistently singled out Israel for condemnation while resisting serious scrutiny of Sudan's atrocities in Darfur. Many of the Council's failings stem from the fact that it is bitterly divided between Western and non-Western states with markedly different agendas resulting in very little substantive action being taken by the Council when it comes to protecting human rights.

However, the result of the fourth session – seven resolutions and two decisions (all non-binding) – served to reinforce the divisions within the Council. Three of the decisions and resolutions were carried through with all Western states (a coalition of 11-14 states including Canada, France, Germany, Japan, Netherlands, Switzerland and the United Kingdom) voting against. Moreover several of the decisions represent a step in the wrong direction when it comes to the protection and relevance of international human rights.

The most worrying example of the Council pursuing an agenda contrary to the protection of human rights and freedom is the resolution on "combating defamation against religions", tabled by the Organization of the Islamic Conference (OIC). According to this resolution all instances of religious discrimination, hatred and defamation must be combated by UN-member states. Yet the resolution is deeply flawed and biased in two aspects.  

Firstly, the resolution only specifically mentions Islam and "Islamophobia", which according to the resolution is a particular concern. While it is likely that many innocent Muslims have suffered discrimination after September 11, Muslims minorities in Western countries – against whom the resolution is aimed – enjoy far larger freedom than religious minorities in most Muslim countries, including the ones on the Council.

According to the US State Department's country reports on religious freedom Council members Saudi-Arabia and Pakistan are home to widespread discrimination against both Muslim and non-Muslim religious minorities. In Saudi-Arabia public worship of other religions than the official version of Sunni Islam is prohibited and sanctioned with criminal liability. Moreover text-books used in public schools include language which is anti-Semitic, anti-Christian and anti-Shiite.

In Pakistan members of the Ahmadi religion have by constitutional amendment been declared non-Muslim. Moreover according to the report the Pakistani penal code

 "prohibits Ahmadis from calling themselves Muslims or posing as Muslims, referring to their faith as Islam, preaching or propagating their faith, inviting others to accept the Ahmadi faith, and insulting the religious feelings of Muslims".

The punishment for violation is imprisonment for up to three years. Such discriminatory practises would be unthinkable in any Western state where Muslims are protected by anti-discrimination laws and generally enjoy the right to practice their faith.

The second – and most pressing – problem with the resolution is that the call for combating defamation of religions is at odds with freedom of expression. The resolution should be seen as a consequence of the so called Cartoon- crisis, which ensued after Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of drawings of the Prophet Mohammed. This led to riots in many Muslim countries, death threats and calls for conviction of the responsible editors.

However both Danish and French courts have decided that publishing the drawings was within the limits of the right to freedom of expression. Should the resolution be followed it would therefore result in a drastic restriction on freedom of expression and thus the right and ability to publicly debate and criticise religious doctrines, a right central to the functioning of Western style liberal democracy. This is illustrated by Pakistan's blasphemy laws which according to the above mentioned report

"sanction the death penalty for defiling Islam or its prophets; life imprisonment for defiling, damaging, or desecrating the Qur'an; and ten years' imprisonment for insulting another's religious feelings".

The incompatibility of the resolution with freedom of expression also follows from the Cairo Declaration the OIC's own human rights instrument. Article 22 of said charter states that

"Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah".

Accordingly Islamic religious doctrine is put before the right of the individual to express his or her thoughts and follow his or her conscience. It is such a state of affairs that the resolution aims for. If individual freedom including freedom of speech is to retain a meaningful protective sphere at the international level the resolution must be unequivocally rejected, and the right to dissent and subject religion to public debate and criticism upheld.

The fourth session of the Council served as yet another reminder that the Council is not worthy of its mandate and that a majority of non-Western states are determined on abusing the Council for their own agendas, which are often in conflict with the protection of human rights. Western states must now ask themselves how long they will continue to lend legitimacy to a body whose practice merits none.
 

Hvem slukker lyset for den borgerlige presse?

Vi har på denne blog haft et vågent og kritisk øje til medierne, især den del af pressen, der foregiver at være borgerlig-liberal, men sjældent er det. Se f.eks. her.

Så meget mere trist er det, at en af de få journalister af den observans, Ole Birk Olesen, nu forlader Berlingske Tidende (omtalt her).

Gad vide, hvor mange af den slags, der nu er tilbage på avisen? Uden for redaktionen kan det næppe dreje sig om flere, end de kan tælles på en skeløjet slagters venstre hånd.

Det kræver mod at have den slags holdninger i en branche, der i så høj grad hylder den konforme venstredrejning, og OBO er da heller ikke typen, der sniger sig ud. Han har i Weekendavisen, Danmarks bedste avis, en artikel med den sigende titel: Pressen ser rødt.

Det er ikke kun af respekt for ophavsretten, at vi ikke vil citere artiklen, men også for at sikre, at I køber Weekendavisen, hvis I da ikke allerede gør det. Så gør det.

Som appetitvækker skal her kun citeres hans udgangssalut:

Summa summmarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.

Så sandt, så sandt.

Gad vide, om Berlingeren blot vil søge at ignorere det her, eller om de tør tage debatten op.

Der er jo rigeligt at tage fat på. Blandt godbidderne i de seneste dage kan nævnes en reportage om Falklandskrigen, hvor Thatchers enorme popularitet blev beskrevet som en følge af krigen og ikke som en konsekvens af hendes modstand mod den forstenede venstrefløj og de munkemarxistiske og arrogante fagforeninger. En "analyse" om, hvor visionær og klartskuende Chirac har været, og andre tilsvarende analyser om, hvordan det sande Europa er socialdemokratisk, at Sarkozy nok også er det, og at uviljen til at slås i Afghanistan skam ikke skyldes fejhed, men en slem amerikansk general, etc. ad nauseam.

Som påpeget af OBO er et af de ømme punkter den redaktionelle ledelsesret, eller rettere, manglen på samme. Det er ikke fordi, vi er blinde over for de problemer, som det vil give redaktionen på en dansk avis, hvis de pludseligt bad deres journalister om at vinkle deres historier på den måde, som avisen ønsker at fremstå på. Det vil med det samme blive udlagt som et grusomt overgreb på ytringsfriheden.

Men er den debat ikke værd at tage for de forskellige redaktioner rundt omkring? Det er jo en debat, de med sikkerhed vil vinde. For det burde ikke være svært at skære ud i pap, at ytringsfrihed er friheden fra indgreb fra Staten, men derimod ikke retten til frit at benytte et medie, man ikke selv ejer, men tværtimod arbejder for mod betaling.

Problemet er vel nærmere, om redaktionen efter at have vundet det opgør, kan finde nogen, der vil arbejde for dem. Efter Hovdabrekke-undersøgelsen er der kun 11 pct. af journalisterne, der i meget vid forstand kan kaldes borgerligt-liberale, og det er måske ikke nok til at fylde spalterne.

Det er måske fremtiden? De traditionelle medier (MSM) bliver i stadig højere grad et reservat af mere eller mindre venstreorienterede, mens den niche af den danske befolkning, som ikke er det (for tiden godt halvdelen af befolkningen) må vende sig til de nye medier, f.eks. Internettet.

Så kan de jo passende læse OBO's nye netavis (her).

Spørg Atilla II

Vi har tidligere beskrevet de trængsler, som den tyrkiske liberale professor Atilla Yayla har måttet gennemgå, fordi han i vinter kom til at sige politisk ukorrekte ting om “Kemalismen” og Tyrkiets evne til at tilpasse sig vestlige værdier om frihed, konstitutionalisme og markedsøkonomi.  Nu er der lidt nyt i sagen.  Her er en artikel fra den amerikanske Chronicle of Higher Education:

Friday, March 16, 2007

Turkish Professor Faces Charges for Cmments About the Nation’s Founder

By AISHA LABI

Turkish professor faces charges for comments about the nation’s founder.

A professor of politics and political theory at Gazi University, in Ankara, Turkey, was charged on Wednesday with insulting the legacy of Mustafa Kemal Atatürk, the founder of the modern Turkish republic.

The charge follows comments made by the professor, Atilla Yayla, during a public panel discussion in November in which he referred to Atatürk as “that man.”

If convicted, the professor could be sentenced to up to three years in prison.

In a telephone interview on Thursday, Mr. Yayla said he had spoken at the November gathering, in the coastal city of Izmir, about his view of civilization as a unifying and universal principle, and had questioned official descriptions of modern Turkey’s early, single-party period from 1925 to 1945 as “very progressive.”

He had commented, he said, that according to his research, “the first period is not as progressive as it is claimed to be.”

“‘In what respects?’ I was asked. I said in respect to freedom of opposition, of association, religious freedom, and other freedoms, it was not as progressive as some people have claimed.”

Mr. Yayla courted further controversy with his observation that, especially as Turkey pursues membership in the European Union, the country’s iconographic fixation on Atatürk might seem puzzling. “Europeans will ask us why everywhere there are statues of this man and in every state office we have the same man’s photos,” he told the panel.

A local newspaper billed those comments as traitorous, and the matter gathered steam as national news outlets picked up the story.

Administrators at Gazi University began an investigation of Mr. Yayla, both for the content of his comments in Izmir and for having attended the conference without first seeking permission to travel. “We are required to take permission when we leave Ankara,” Mr. Yayla said, although he explained that such leave is usually sought and granted informally. He did not miss any classes as a result of the weekend trip, he said.

While it investigated, the university temporarily suspended him and cut his salary by one-third.

Aybar Ertepinar, the vice president of the Turkish Council of Higher Education, a government-financed body that oversees the country’s universities, said that while he thought the university’s actions against Mr. Yayla might have been “overdone,” those steps were within the scope of the rector’s authority.

“The rector has the right to suspend a person about whom there is an investigation going on,” Mr. Ertepinar said.

He said he thought Mr. Yayla’s comments had been inappropriate, but added, “I also consider it as his freedom of speech to say what he did.”

As far as the council is concerned, Mr. Ertepinar said, the issue has been resolved. “The university has closed the matter, Professor Yayla is back to his office, teaching and doing research, and academically there is nothing, I believe, following the present situation.”

Mr. Yayla said he still feared that he would lose his job, especially if convicted. He said he has been told his trial is scheduled to begin on April 30.

Turkish prosecutors have pursued similar charges against other writers and academics in recent years and, although those cases have not resulted in prison sentences, they have fueled an atmosphere in which extremist nationalists enjoy disproportionate influence in public discourse.

Ozlem Caglar-Yilmaz is the general coordinator at the Association for Liberal Thinking, a think tank in Ankara that Mr. Yayla helped to found. Ms. Caglar-Yilmaz thinks that Mr. Yayla’s trial could prove an important turning point for Turkey. “There are already many academics who have been severely critical of this era and Atatürk,” she said. If the prosecution fails, she said, popular opinion could follow: “People would feel more free to question this era.”

Jo, jo, Tyrkiet er helt klar til EU …

Mere internet, færre drab og voldtægter

En af de mest interessante og altid underholdende forskere at læse mere populære klummer og kommentarer af er den fabelagtige økonom Steven Landsburg, forfatter til den moderne klassiker og bestseller “The Armchair Economist”.  Som vi tidligere har nævnt her på stedet, så skriver han fast for Slate.com, hvor han giver lænestols-økonomistiske forklaringer på dette eller hint, eller kommenterer andres forskning.  Det er altid læsværdigt, som f.eks. denne klumme, “How the Web Prevents Rape”, fra for et par måneder siden, som er en indirekte opsang til udviklings-pessimisterne, der i internettet kun ser stigende problemer:

“Does pornography breed rape? Do violent movies breed violent crime? Quite the opposite, it seems.

First, porn. What happens when more people view more of it? The rise of the Internet offers a gigantic natural experiment. Better yet, because Internet usage caught on at different times in different states, it offers 50 natural experiments.

The bottom line on these experiments is, “More Net access, less rape.” A 10 percent increase in Net access yields about a 7.3 percent decrease in reported rapes. States that adopted the Internet quickly saw the biggest declines. And, according to Clemson professor Todd Kendall, the effects remain even after you control for all of the obvious confounding variables, such as alcohol consumption, police presence, poverty and unemployment rates, population density, and so forth.

OK, so we can at least tentatively conclude that Net access reduces rape. But that’s a far cry from proving that porn access reduces rape. Maybe rape is down because the rapists are all indoors reading Slate or vandalizing Wikipedia. But professor Kendall points out that there is no similar effect of Internet access on homicide. It’s hard to see how Wikipedia can deter rape without deterring other violent crimes at the same time. On the other hand, it’s easy to imagine how porn might serve as a substitute for rape.

If not Wikipedia, then what? Maybe rape is down because former rapists have found their true loves on Match.com. But professor Kendall points out that the effects are strongest among 15-year-old to 19-year-old perpetrators—the group least likely to use such dating services.

Moreover, professor Kendall argues that those teenagers are precisely the group that (presumably) relies most heavily on the Internet for access to porn. When you’re living with your parents, it’s a lot easier to close your browser in a hurry than to hide a stash of magazines. So, the auxiliary evidence is all consistent with the hypothesis that Net access reduces rape because Net access makes it easy to find porn.

Next, violence. What happens when a particularly violent movie is released? Answer: Violent crime rates fall. Instantly. Here again, we have a lot of natural experiments: The number of violent movie releases changes a lot from week to week. One weekend, 12 million people watch Hannibal, and another weekend, 12 million watch Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit.

University of California professors Gordon Dahl and Stefano DellaVigna compared what happens on those weekends. The bottom line: More violence on the screen means less violence in the streets. Probably that’s because violent criminals prefer violent movies, and as long as they’re at the movies, they’re not out causing mischief. They’d rather see Hannibal than rob you, but they’d rather rob you than sit through Wallace & Gromit.

I say that’s the most probable explanation, because the biggest drop in crime (about a 2 percent drop for every million people watching violent movies) occurs between 6 p.m. and midnight—the prime moviegoing hours. And what happens when the theaters close? Answer: Crime stays down, though not by quite as much. Dahl and DellaVigna speculate that this is because two hours at the movies means two hours of drinking Coke instead of beer, with sobering effects that persist right on through till morning. Speaking of morning, after 6 a.m., crime returns to its original level.

What about those experiments you learned about in freshman psych, where subjects exposed to violent images were more willing to turn up the voltage on actors who they believed were receiving painful electric shocks? Those experiments demonstrate, perhaps, that most people become more violent after viewing violent images. But that’s the wrong question here. The right question is: Do the sort of people who commit violent crimes commit more crimes when they watch violence? And the answer appears to be no, for the simple reason that they can’t commit crimes and watch movies simultaneously.

Similarly, psychologists have found that male subjects, immediately after watching pornography, are more likely to express misogynistic attitudes. But as professor Kendall points out, we need to be clear on what those experiments are testing: They are testing the effects of watching pornography in a controlled laboratory setting under the eyes of a researcher. The experience of viewing porn on the Internet, in the privacy of one’s own room, typically culminates in a slightly messier but far more satisfying experience—an experience that could plausibly tamp down some of the same aggressions that the pornus interruptus of the laboratory tends to stir up.

In other words, if you want to understand the effects of on-screen sex and violence outside the laboratory, psych experiments don’t tell you very much. Sooner or later, you’ve got to look at the data.”

Kan man lide denne slags analyser, bør man naturligvis heller ikke undlade at læse David D. Friedman.

Ugens citat: Dave Barry om frihed

På det amerikanske Marquette University har institutlederen for Dept. of Philosophy, James South, beordret en ph.d. studerende, Stuart Ditsler, til at fjerne et “patently offensive” citat, som den studerende havde placeret på sin kontordør på instituttet.  Citatet var af den meget vittige amerikanske humorist (og libertarianer) Dave Barry, som er forfatter til bl.a. bestsellerne Dave Barry Hits Below the Beltway: A Vicious and Unprovoked Attack on Our Most Cherished Political Institutions (2002), Dave Barry Slept Here og utallige morsomme klummer.  Citatet lød sådan:

“As Americans we must always remember that we all have a common enemy, an enemy that is dangerous, powerful, and relentless.  I refer, of course, to the federal government.”

Så meget for “academic free speech”.  Mere her fra Cato Institute.

Showdown om vestlige værdier i Paris II

Det er helt fortjent, at sagen mod det franske ugeblad Charlie Hebdo har påkaldt sig så meget opmærksomhed, som det er tilfældet – også her på bloggen med vores redaktørs seneste post.

Men sagen har faktisk et ganske sammenligneligt fransk fortilfælde, der sidste år kulminerede i en dom fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I 1994 fik journalisten og historikeren Paul Giniewski bragt en artikel i den franske avis "Le quotidien de Paris" under overskriften "The obscurity of error" (EMDs engelske oversættelse).

I denne artikel vedrørende et skrift fra Vatikanet kaldet "Veritatis Splendor", skrev Giniewski bl.a.(og jeg vælger igen her den engelske frem for den franske version):

"The Catholic Church sets itself up as the sole keeper of divine truth… It proclaims clearly the fulfilment of the Old Covenant in the New, and the superiority of the latter… Many Christians have acknowledged that anti-Judaism and the doctrine of the "fulfilment" [l'accomplissement"] of the Old Covenant in the New lead to anti-Semitism and prepared the ground in which the idea and implementation  ["l'accomplissement"] of Auschwitz took seed".

Det fik en organisation ved navn Alliance générale contre le racisme et pour le respect de l'identité française et chrétienne (AGRIF) (Alliancen mod racisme og for respekten for den franske og kristne identitet), til at indlede både en civil- og strafferetlig sag mod Giniewski og avisen for at have bragt racistiske udtalelser mod det kristne (tros)samfund.

Giniewski og avisen blev – efter en langvarig retsproces ved flere instanser – først fundet skyldige men siden frifundet for så vidt angår den strafferetlige anklage. Dog tabte Giniewski den civilretlige sag og blev dømt til at betale 1 Franc til AGRIF, samt til at betale for at bringe dommen i en avis.

Giniewski bragte herefter sagen til den EMD, som i 2006 afgjorde sagen med bl.a. disse ord:

50.  The Court considers, in particular, that the applicant sought primarily to develop an argument about the scope of a specific doctrine and its possible links with the origins of the Holocaust. In so doing he had made a contribution, which by definition was open to discussion, to a wide-ranging and ongoing debate), without sparking off any controversy that was gratuitous or detached from the reality of contemporary thought.

51.  By considering the detrimental effects of a particular doctrine, the article in question contributed to discussion of the various possible reasons behind the extermination of the Jews in Europe, a question of indisputable public interest in a democratic society. In such matters, restrictions on freedom of expression were to be strictly construed. Although the issue raised in the present case concerns a doctrine upheld by the Catholic Church, and hence a religious matter, an analysis of the article in question shows that it does not contain attacks on religious beliefs as such, but a view which the applicant wishes to express as a journalist and historian.

 In that connection, the Court considers it essential in a democratic society that a debate on the causes of acts of particular gravity amounting to crimes against humanity should be able to take place freely
Furthermore, it has already had occasion to note that "it is an integral part of freedom of expression to seek historical truth", and that "it is not its role to arbitrate" the underlying historical issues.

52.  While the published text, as the applicant himself acknowledges, contains conclusions and phrases which may offend, shock or disturb some people, the Court has reiterated that such views do not in themselves preclude the enjoyment of freedom of expression. Moreover, the article in question was not "gratuitously offensive" or insulting, and does not incite to disrespect or hatred. Nor does it cast doubt in any way on clearly established historical facts.

53.  In those circumstances, the reasons given by the French courts in support of the applicant's conviction cannot be regarded as sufficient to convince the Court that the interference in the exercise of the applicant's right to freedom of expression was "necessary in a democratic society"; in particular, his conviction on a charge of public defamation towards the Christian community did not meet a "pressing social need".

Det bemærkelsesværdige ved denne sag er, at den – så vidt jeg er orienteret – på intet tidspunkt har været kraftigt eksponeret i medierne eller blogosfæren. Jeg husker heller ikke Trykkefrihedsselskabet juble over denne dom, eller skose de kristne i AGRIF for deres forsøg på at knægte ytringsfriheden. Endvidere husker jeg ikke Politikens hus være bestyrtet over EMDs dom, som jo nu – på europæisk plan – tillader at såre religiøse følelser i ytringsfrihedens navn.

En sag som denne – og nu følger visse generaliseringer – viser, at de der råber højest op om ytringsfrihed i Europa i dag (de kultur-konservative), reelt kun er interesserede i, at kæmpe for denne sag, når det er muslimer, der truer ytringsfriheden. I disse tilfælde er den folkelige opbakning – med rette – massiv bag den der insisterer på vestlige frihedsrettigheders ukrænkelighed i konfrontationen med ublu religiøse krav.

Det har nok også spillet ind at, det, at henlede opmærksomheden på, at kristne organisationer ligeledes har og kan true ytringsfriheden, ikke passer  i den kultur-konservative verdensopfattelse. Her er kristendommen frihedens religion og dermed Islams diametrale modsætning, hvorfor kristendommen er fuldt forenelig med – eller ligefrem understøttende for – vestlige værdier såsom frihedsrettigheder. Det passer givetvis heller ikke ind i den kultur-konservative selvopfattelse, at Giniewski skrev om kristendommens historiske og omfattende antisemitisme, nu hvor man fra dette hold slår sig op på at antisemitisme alene er et muslimsk problem.

Tavsheden fra de "progressive" kræfters side skal givetvis søges i, at man i virkeligheden har stor sympati for dommen, men nødigt vil skilte hermed. Det ville nemlig udstille, hvor hyklerisk argumentet om ikke at forhåne religioner er, når de progressive med denne argumentation i virkeligheden kun forsøger at immunisere Islam og muslimer fra kritik.

Kristne og kristendommen har den progressive fløj i Danmark (og Europa) altid yndet at forhåne. Religiøs tolerance er for de progressive kun interessant at promovere, når det gælder om, at "beskytte" muslimer, ligegyldigt, hvor åbenlyst urimelige og samfundsundergravende de krav om særlige hensyn og censur, som en anseelig del af europæiske muslimer stiller til det omgivende samfund er. Når det kommer til frihedsrettigheder er principfasthed således det sidste man skal forvente fra nogle af de ovennævnte fløje.

Showdown om vestlige værdier i Paris

I dag starter en af de mest bemærkelsesværdige retssager i Europa i mange år. I Paris står Philippe Val tiltalt for at 'opfordre til racehad', en anklage der er rejst af to organisationer, "Sammenslutningen af Franske Islamiske Organisationer" og "Stormoskéen i Paris". Hans specifikke brøde er at han, i sin egenskab som chefredaktør for det ugentlige, venstreorienterede tidsskrift Charlie Hebdo, har taget beslutningen at genoptrykke 12 tegninger, som Jyllandsposten oprindeligt bragte i efteråret 2005. Da der naturligvis – hvis nogen overhovedet kunne være i tvivl – er tale om de famøse Muhammed-tegninger, er forbrydelsen ikke at trykke satiriske tegninger fra Danmark, men derimod at trykke tegninger, der tydeligvis på tidspunktet havde bragt nogle særlige følelser i kog i en særligt følsom del af verden.

En sådan retssag kunne sandsynligvis have været indledt i Danmark, da vi foruden Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden også har en paragraf, der forbyder blasfemi. Den har godt nok ikke været brugt i mange år, men hvis danske muslimer følte sig tilstrækkeligt krænkede, havde sidste forår måske været en god lejlighed til at prøve den af. At det ikke skete, er vel i nogen grad udtryk for, at ingen ærligt tror på, at Jyllandsposten på nogen måde kunne bringes til ansvar for en absurd situation, der først opstod – og så kan Thøger Seidenfaden og hans slæng sige hvad de vil – da en række mellemøstlige regimer greb chancen for at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra regimernes overgreb.

I stedet bliver en sådan retssag altså ført i Paris, i et land og under et system hvor politikere har noget større indflydelse på retsvæsenet, end vi er vant til i Danmark. At det ikke er en løs påstand bekræftes af Fraser-instituttets behandling af disse ting, hvor fransk ' Judiciary independence' scorer cirka tre point under den danske situation – og det på en 1-10 skala! Så det forhold, at man vælger at føre retssagen i Frankrig, der har tætte politiske bånd til flere ganske ubehagelige styrer i Mellemøsten, og hvor politikerne oven i købet har reel indflydelse på domstolene, er vel ikke helt uden betydning?

Sagens kerne er bestemt heller ikke uden betydning, idet den handler om hvor stor indflydelse, religion, religiøse dogmer og religiøse følelser bør have på det samfund, der eksisterer uden om dem, som tror på religionen. På et vist plan handler den endda om, hvorvidt religiøse dogmer og følelser i andre lande, bør have indflydelse på vores samfund. Og de dogmer har betydning udenfor retsvæsenet og udenfor politik, og i langt højere grad end jurister og politikere er opmærksomme på. Friheden for dem er grundlaget for vores samfund.

Siden renæssancen har Europa udviklet sig som en direkte følge af, at man frigjorde sig fra snærende religiøse dogmer. I 1400-tallet valgte Medici-familien ligesom andre i Norditalien at se stort på Bibelens forbud mod at bruge renter. Dermed opstod de første dele af et moderne bankvæsen, der betød at mange flere kunne finansiere flere og større investeringer i mange flere projekter. Dele af de store opdagelsesrejser og en stor del af den stigende handel blev således finansieret af lån fra disse banker, og af andre moderne finansielle instrumenter som blev udbredte efter et religiøst dogme blev brudt. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev mange mennesker også mere modtagelige for andre budskaber end dem, der kom fra kirken. Galileo blev retsforfulgt for at sige, at Jorden drejede rundt, og slap relativt godt fra det, mens man allerede på hans tid var holdt op med den slags forfølgelse i Holland og England. Men helt grundlæggende betød det også, at vi formåede at spørge os selv, hvad vi gjorde forkert i stedet for hvem (Gud eller Fanden), der gjorde ondt mod os. Vores ulykke og fattigdom var pludseligt ikke fordi vi var syndere, som en gammeltestamentlig gud straffede, men derimod vores eget personlige ansvar, og dermed noget vi alle aktivt kunne gøre noget ved. 

Og resultaterne udeblev ikke: England oplevede en industriel revolution – da ideerne flød, investeringer i dem kunne finansieres af et moderne bankvæsen, og et uafhængigt domstolsvæsen opretholdt den private ejendomsret så der var incitament til at foretage investeringerne – der i stigende grad bredte sig til resten af Europa sammen med det moderne syn på samfundet. De næste århundreder var Holland verdens hurtigst voksende økonomi, mellem 1500 og 1820 blev landet 33 % rigere, og ved slutningen af perioden var landets gennemsnitlige indbygger næsten en halv gang rigere end i Danmark. I de arabiske lande, der før renæssancen havde været rigere end næsten alle regioner i Europa, udeblev både ændringerne i religion, synet på samfundet, og økonomien. 1500-1820 voksede den tyrkiske gennemsnitsindkomst med 7 %, og så vidt man kan dømme fra Angus Maddisons historiske BNP-data, stod Iran og Iraks økonomier helt stille. Fra 1820 til Første Verdenskrigs udbrud blev gabet mellem Europa og Mellemøsten kun større. Danmarks økonomi blev for eksempel tredoblet i perioden, mens Tyrkiets voksede med knap 90 % og Iran og Iraks havde en lignende udvikling.

I dag er den gennemsnitlige dansker 3½ gang så rig som den gennemsnitlige tyrker og 4 gange så rig som iranerne – der i øvrigt er helt gennemsnitlige i Mellemøsten. Disse forskelle startede at vise sig i det øjeblik, Europa startede med at frigøre sig fra religiøse dogmer og dermed tillod almindelige mennesker – og ikke blot en politisk elite – at tænke frit og uden særlige forbehold. Hvis læserne vil tillade mig at anlægge et langt, og måske lidt vidtløftigt, syn på sagen, handler retssagen, der indledes i Paris i dag, derfor basalt set om at opretholde den frihed, vi vandt i renæssancen. Spørgsmålet er, hvorvidt vi i Europa kan opretholde den frihed fra religiøs indflydelse i andet end individers personlige begrebsverden, som er et helt nødvendigt grundlag for vores velstand, demokrati og ligeværdige samværsformer i den vestlige verden. Hvis de franske dommere, og måske i lige så høj grad deres politiske herrer, bøjer sig for førmoderne krav fra fundamentalistiske muslimer, er det ikke blot et nederlag for et lille politisk magasin. Det er den første bid tæppe, der bliver trukket væk under vores verden.

Ytringsfrihed og idioti

Som nævnt i en tidligere posting er det sjældent, at jeg får læst Jyllands-Posten. Det er jeg ked af. Det er yderst sjældent, at jeg læser Ekstra Bladet. Det er jeg ikke ked af.

Min latente modvilje blev bekræftet, da jeg i dag fik tilsendt et link til en artikel af Jeppesen, der efter eget udsagn havde haft en rigtig jøde-weekend. (læs her).

Jeg kender ikke hans produktion i øvrigt og kan derfor ikke afvise, at der måske findes forsonende momenter. Måske skriver han altid så groft om andre og kan ikke andet, måske prøvede han blot at være ironisk eller provokerende, måske var det et klodset forsøg på at udstille anti-semitismen, når den er værst. Jeg kender ham ikke, ved ikke hvilken etnicitet han vedkender sig og er i øvrigt også lige glad. Jeg må derfor afstå fra at bedømme hans motiver. Men hans artikel er rædsom.

Den er en umorsom ophobning af fordomme. De er der næsten alle sammen: jøden som anderledes, som fremmed, som religiøst suspekt og udstyret med en næse, der er større end selv denne punditokrat kan mønstre. Vi mangler vel egentlig bare den gamle fordom, som altid har forenet det ekstreme højre med det ekstreme venstre i deres had til jøder, den med jøden som super-kapitalist, der trækker i kapitalens tråde og styrer USA.

Netop fordi jeg mistænker, at artiklen blot er tænkt som et morsomt indslag, ser jeg den som et uhyggeligt tegn på, hvor almindelig jødehadet igen er ved at blive i Europa.

Det er indlysende, at ikke al kritik af Israel er udtryk for jødehad. Men det er lige så åbenlyst, at en stor del af kritikken reelt er udtryk for netop jødehad. En lakmustest er, om der stilles krav til Israel og dets befolkning, som ikke stilles til andre, f.eks. palæstinenserne eller andre lande i regionen. Under dække af anti-israelsk kritik har jødehadet fået en renæssance, jeg ikke havde troet mulig i vores del af verden.

Et eksempel er den kritik, der angår USAs støtte til Israel. Noget af denne kritik kan være berettiget. Men en ikke ubetydelig del synes reelt at bygge på forestillingen om den forræderiske jøde, der kun føler loyalitet over for sin stamme og dermed fører sit intetanende adoptivland i ulykke.

Tag som eksempel krigen i Libanon mellem Hizbollah og Israel sidste sommer. Her kan man kritisere det israelske forsvar og dets begrænsede evne til at slå igen, til at beskytte sine borgere, eller det vise i at angribe ind i Libanon efter Hizbollahs uprovokerede angreb. En sådan kritik føres også i Israel selv.

Men der var også en mere svævende kritik af, at USA så "ensidigt" tog Israels side i konflikten. Ok, hvad var valget? På den ene siden havde man den demokratiske retsstat Israel, der netop var brevet angrebet uprovokeret med drab og kidnapning til følge, og som nu ønskede at afvæbne Hizbollah, hvilket i øvrigt var samme resultat som en FN resolution anbefalede. På den anden side stod den islamofascistiske bevægelse Hizbollah, der støttes af dikaturstaterne Syrien og Iran, og som ønsker at udrydde Israel. Hvordan skulle USA have været mere imødekommende? Skulle man have foreslået, at Hizbollah afleverede halvdelen af sine våben mod, at Israel lod halvdelen af sin befolkning udrydde?

Jeppesens artikel er et symptom på den større lidelse, som det revitaliserede jødehad er i den europæiske krop. Det er en lidelse, der fremkaldes af uvidenhed i al almindelighed, og historieløshed i særdeleshed.

Hans artikel rejser så også spørgsmålet om ytringsfrihed. Skal den slags være lovligt?

For mig at se, klart ja. Ytringsfriheden er friheden til at sige, hvad man vil, om hvem man vil, uden at blive mødt med overgreb fra Staten eller andre. Det er friheden til at være et dumt svin, hvis man virkelig vil. Grænsen bør gå, hvor ytringerne tilsigter at fremkalde overgreb på andre, hvilket bør fortolkes som en snæver undtagelse til en ellers vidtrækkende frihed.

Ytringsfriheden tjener også til at anskueliggøre, hvem der mener hvad, og den har dermed også den samfundsgavnlige effekt at afsløre den fordomsfuldhed og perfidi, som nogle går rundt og nærer. Ytringsfriheden blotlægger den forkrøblede begrebsverden, som ligger bag mange ideologier.

Ytringsfriheden er også friheden til at kritisere andres brug af ytringsfriheden, og den er dermed ikke en frihed fra kritik eller krænkelser fra andre. Til det brug står kommentarspalten åben for neden. Værs'go.

Sine qua non

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Spørg Atilla

Jeg havde forleden (13.XII.2006) et indlæg i Berlingske Tidendes “Groft Sagt”, som nok var en kende mere seriøst, end de normalt er dér.  Så her kommer noget genbrug, tilsat lidt relevante links.

***

Det er ikke just konsensus om, hvorvidt EU skal lade Tyrkiet komme ind i den angivelige varme. Nogle mener, at landet ikke er modent nok–andre at netop medlemskab vil modne det yderligere. Det skal vi såmænd ikke kloge os om her. Men man kan jo spørge den tyrkiske professor i statskundskab, dr. Atilla Yayla.

Han holdt 18. november i år en forelæsning i Izmir på invitation af det regerende parti. Konferencen omhandlede forskelle mellem EU og Tyrkiet, og i sin tale opremsede Yayla de træk, han mente kendetegner civilisationer: retssikkerhed, privat ejendomsret, frihandel, aftalefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed osv., hvorefter han vurderede Tyrkiet på disse parametre. Yayla kritiserede her »Kemalismen«–tyrkernes tilnærmelsesvise tilbedelse af statens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk–som mindede ham om den persondyrkelse, man har set af diktatorer i kommunistiske regimer. Ups.

Den etpartistat og personkult, som Atatürk havde skabt, havde kørt Tyrkiet ud på et sidespor i forhold til europæiske idealer om demokrati og frihed. Ups.

Men værst af alt refererede Yayla ikke konsekvent til Atatürk som »Vor Forfader« og »Den Ophøjede Leder«, som det praktiseres, men i en bisætning som »denne mand. Dobbelt ups.

Den nationale reaktion udeblev ikke fra den nationale reaktion: Yayla blev straks angrebet i stort set alle medier, og en regeringsvenlig avis trykte hans portræt på forsiden med teksten »Forræder!«. Derefter blev han suspenderet fra sin stilling som professor ved det statslige Gazi Universitet, mens der pågår en undersøgelse af hans holdninger og af, at han var rejst til Izmir for at holde talen uden universitetets forudgående tilladelse. »Jeg kan ikke tillade, at en person, der er modstander af republikkens grundlæggende principper, underviser studerende«, udtalte rektoren.

Sagen har fået en del international opmærksomhed, men er indtil videre ubemærket i de større danske medier. Men hvis der er nogen, der vil høre en mening om, hvorvidt Tyrkiet er klar til EU, kan de jo ringe til den suspenderede professor.

***

Den eneste danske avis, som har omtalt sagen er Information i en ultrakort notits.  Det tjener avisen til ære, men så meget desto mere mærkeligt er det, at aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende slet ikke har omtalt den–især givet dette års debatter om både Tyrkiet, om ytringsfrihed og om forskere i medierne.

Links:

Juridisk vurdering af Berlingske-sagen

Fra et rent juridisk synspunkt var et af de mest interessante aspekter ved Byrettens dom i Berlingske-sagen rettens begrundelse, hvoraf jeg har fremhævet væsentlige afsnit:.

Spørgsmålet om de tiltalte kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 d stk. 3, afhænger herefter af, om de tiltaltes viderebringelse af fortrolige oplysninger kan anses som "uberettiget", eller om det i stedet må antages, at de tiltalte har handlet i "berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv", jf. straffelovens § 152 e, nr. 2.

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse, idet de tiltalte har gjort gældende, at de er straffri fordi de som led i deres arbejde som journalister og redaktør var berettigede til at videregive oplysninger væsentlig samfundsinteresse til offentligheden.

[..]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Som følge af det anførte frifindes de tiltalte.

Det interessante i ovennævnte citat er den vægt retten valgte at lægge på EMRK artikel 10, og EMDs praksis, der givetvis var den udslagsgivende faktor i denne sag. Læg endvidere mærke til, at Grundlovens § 77 slet ikke er nævnt og givetvis ikke ville have medført frifindelse på grund af denne bestemmelses afgrænsede beskyttelsesområde, der som udgangspunkt alene omfatter den formelle ytringsfrihed – forbud mod forudgående censur. Bestemmelsen omfatter dog som udgangspunkt ikke materiel ytringsfrihed, hvorfor borgerne efterfølgende frit kan sanktioneres for deres ytringer. Byrettens dom er således endnu et eksempel på, at EMRK har udvidet ytringsfriheden her i landet, hvilket også skete i EMDs afgørelse i Jersild dommen fra 1994.

(En del af) den retspraksis som de tiltaltes advokat påberåbte sig og som retten henviste til i sin afgørelse, har denne punditokrat i øvrigt tidligere behandlet her.   

Byrettens dom er for undertegnede et eksempel på, at selvom den kritik Mads Bryde Andersen fremsatte af menneskerettighedstænkningen i Danmark var utrolig vigtig og væsentlig, var hans forslag om at ophæve den lov der inkorporerede EMRK i dansk ret for vidtgående. Havde man valgt at tage dette skridt ville Byretten muligvis være kommet til et andet resultat, da Højesteret for nyligt (korrekt i mine øjne) fastslog, at uinkorporerede menneskerettighedstraktater ikke udgør en originær kilde i dansk ret, hvorfor sådanne traktater ikke er direkte anvendelige.

Berlingske og Grevil-sagen

Det er med et lettelsens suk, at man noterer sig frifindelsen af chefredaktøren og de to journalister i gårsdagens dom fra Københavns Byret. Men nu, hvor frifindelsen er på plads, kan man igen være bekendt at omtale sagen i et vist frisprog.

Det var en dum sag, som anklagemyndigheden burde have forskånet de tiltalte og os andre for. Det har skadet vores omdømme, at den blev rejst, og frifindelsen risikerer at skabe nye myter.

Dommen er heldigvis klar. Den fastslår, at domfældelsen af Grevil skete med rette, hvilket i juraens sprog er byrettens måde ikke bare at anerkende landsrettens resultat, men også at tiltræde det. Det anerkendes også, at FE havde ret i, at materialet burde være forblevet hemmeligt. Men frifindelsen skyldes en fornuftig afvejning af, at medierne bør kunne offentliggøre materiale i meget videre omfang end andre aktører. For at sikre mediernes rolle i demokratiet må man nøjes med at retsforfølge de, der lækker til medierne. Medierne selv bør gå fri, medmindre de da udtrykkeligt har opfordret eller lokket til lækagen, hvad der ikke synes at være tilfældet her.

Man kan sammenfatte det sådan, at det ikke bør være strafbart at lave dårlig og tendentiøs journalistik.

For dårlig og tendentiøs journalistik, det var det.

Det er forståeligt, at Berlingske nu prøver at fremstille sig selv som sandhedens bannerførere. Det var de ikke, og det er heller ikke derfor, at de blev frikendt. De lækkede oplysninger var ikke "ubekvemme" for regeringen. Det var kun den tendentiøse fremstilling, som var ubehagelig.

Lad os se på historien, som den udviklede sig.

Grevil ønskede at forlade sit job hos FE. Inden da valgte han at lække hemmelige oplysninger til Berlingske for at smæde sin gamle arbejdsplads; en metode han havde brugt tidligere i sit liv, når han var på kant med nogen. Hans påstand i de første afsløringer var, at FE var en samling amatører, der blot skrev af efter udenlandske efterretningstjenester uden at kunne tænke eller analysere selv. Først da han vidste, at han var afsløret, blev påstanden, at Fogh havde løjet i forhold til de rapporter, som FE lod udarbejde.

Det var en tåbelig påstand al den stund, at FE rapporterne blev forelagt Folketingets kontroludvalg, og enhver løgn fra Foghs side ville derfor blive opdaget. Denne kontrol er faktisk en væsentlig grund til, at vi har kontroludvalget. Da Fogh valgte at offentliggøre FE rapporterne, faldt historien sammen.

Det eneste politiske offer blev forsvarsministeren, der var kommet til at sige, hvad enhver normalt begavet person kunne have sagt sig selv, nemlig at Fogh næppe havde løjet, for så havde medlemmerne af kontroludvalget vel reageret. Herved citerede han indirekte fra kontroludvalget, som ellers er undergivet tavshedspligt, og dermed kunne oppositionen få et offer, når de nu ikke kunne få Fogh.

Berlingske m.fl. prøvede at få Fogh hængt op på en overdrivelse af rapporterne, f.eks. ved at fuske med hans citat om, at Saddams WMD ikke er noget, vi tror, men noget vi ved. Men i disse internettider er det svært at få citatfusk til rigtig at virke andet end blandt de allerede frelste.

Denne gennemgang er kritisk over for Berlingskes indsats, så jeg må hellere supplere med lidt dokumentation for min kritik.

Berlingskes dækning var tendentiøs, fordi man bevidst undlod at nævne, at den britiske efterretningstjeneste, som Grevil jo netop beskyldte FE for at kopiere, faktisk havde udsendt en rapport den 11. september 2003, der udtrykkeligt opretholdt en væsentlig del af efterretningstjenestens påstande og afviste, at de havde været under politisk pres. Det var i øvrigt den rapport, som for første gang fastslog, at Saddam havde været efter uran i Afrika; en konklusion som senere blev gentaget i Hutton-rapporten og senere meget udførligt i Butler-rapporten. Men Berlingske var ikke alene om at ignorere den ubekvemme rapport. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om "Irakløgnen", der udkom et par måneder efter, omtalte den heller ikke med et ord, og det gav som bekendt en Cavlingpris. Og i sommer valgte Berlingskes to journalister i deres dækning af den uheldige Plame-sag sørme at gentage vrøvlet om uranløgn og falske dokumenter – hele to år efter at den første britiske rapport havde afvist det vås.

Denne tendentiøse dækning skrev jeg et debatindlæg om, der blev bragt den 9. marts 2004. Det kan læses her.

Berlingskes redaktør gjorde imidlertid, hvad man kan forvente af den stakkels mand og forsvarede avisens dækning imod kritikken. Disse korte kommentarer blev optrykt under debatindlægget.

Det fik mig til at præcisere min kritik i et nyt debatindlæg, som jeg fremsendte samme dag. Det blev desværre ikke bragt, men gengives her:

Rapporten er relevant

I et tillæg til mit indlæg i går afviser redaktøren, at man ignorerede fakta ved ikke at omtale rapporten fra the Intelligence and Security Committee (ISC). Jeg må først beklage, at jeg slog Information i hartkorn med Politiken, for Information omtalte faktisk rapporten også efter udgivelsen. Derudover må jeg fastholde min kritik. På forsiden af søndagens Magasin optræder to faktabokse, der ses i sammenhæng med overskriften "Skræmmebilleder". Overskriften giver læseren indtryk af, at trusselsbilledet af Saddams Irak var overdrevet, og det forstærkes af de to faktabokse. Begge faktabokse er imidlertid misvisende, hvis man sammenholder dem med ISCs rapport. Lad os se på dem hver for sig.

Den venstre faktaboks om uran-køb anfører, at USA har erkendt, at "påstanden beroede på forkerte oplysninger". Men som nævnt fastholder briterne stadig påstanden, og i ISCs rapport tiltrædes denne vurdering. Den pointe har også The Economist (4/10 03) fanget, men de har vel også læst rapporten. Det er ikke en relevant indvending, at amerikanerne faktisk har trukket påstanden tilbage. For den blev i den amerikanske debat præsenteret som baseret på britiske efterretninger.

Den højre faktaboks anfører om de 45 min., at "påstanden har længe forfulgt Tony Blair og hans efterretningstjeneste". Det må give læserne indtrykket af, at påstanden var ubegrundet. Men i ISCs rapport betragtes den som pålidelig, faktisk lidt banal. Den fik kun en prominent plads, fordi spindoktoren Alastair Campbell med sin journalistiske tæft indså dens tiltrækningskraft på journalister. Det virkede, desværre for meget. Nogle journalister troede, at Irak kunne angribe Storbritannien på 45 min. De blandede oplysningerne om masseødelæggelsesvåben (WMD) fremført ved konventionelle våben sammen med oplysningerne Iraks langtrækkende missiler. Det var der ikke belæg for, og ISCs rapport kritiserer i denne forbindelse Blair for ikke at have skåret det ud i pap. Men påstanden i sig selv opretholdes. Det synes mange danske journalister at have misforstået. I Berlingske (23/2 04) får en journalist det til, at oplysningerne om de 45 min. kun angik konventionelle våben og ikke WMD. Tilsvarende misforståelse synes at optræde (28/1 04), hvor påstanden omtales som "totalt afvist", mens lederen samme dag i øvrigt gav udtryk for de modsatte holdninger. At journalister og redaktion giver udtryk for forskellige opfattelser har sikkert sin logiske forklaring i den journalistiske magtfordelingslære, men for læserne fremstår det som et (Berlingske) hus i splid med sig selv.

Jeg må derfor fastholde, at ISCs rapport er blevet ignoreret, og at Berlingskes reportager har lidt derved. Jeg forstår godt, at Berlingske ønsker at forfølge en kritisk stil, da det sælger bedre. Men hvorfor følge alle de andre på Politiken, DR, osv. Hvorfor ikke være kritisk over for dem og vurde
re, om de har noget at hav
e kritikken i? Det er da også kritik, og kan endda være ord, der fører til noget.

Tja, det var spildte ord, og avisens dækning fortsatte ad samme spor.

Til sidst greb Fogh til offentliggørelse af FE rapporterne. Det var et godt træk, som siden er blevet brugt af andre politikere. Blair brugte det, da vedholdende rygter ville vide, at kronadvokaten skulle have skrevet i sin rådgivning til regeringen, at Irak-krigen var folkeretsstridig. Det havde han naturligvis ikke. Og Bush har ligeledes offentliggjort forskellige efterretningsrapporter for at punktere mytedannelsen om løgn. Det lykkes nu ikke altid, da konspirationstilhængerne altid blot vil pege på, at "noget" ikke er offentliggjort endnu.

Men Foghs offentliggørelse lukkede ikke desto mindre den del af debatten herhjemme, og oppositionen måtte nøjes med forsvarsministerens hoved. At det var ganske usandsynligt, at Fogh skulle have løjet om de rapporter, som kontroludvalget havde haft adgang til, ses bl.a. af endnu et debatindlæg, som jeg havde i Berlingske den 18. april, hvor jeg fremsætter samme påstand, selvom rapporternen endnu ikke var fremlagt. Indlægget kan læses her. Det var ikke så svært at forudsige, selvom man i Informations leder samme dag havde svært høje forventninger til "afsløringen". De blev skuffede.

Sagen havde ikke noget smukt forløb, og den sidste tiltale var ingen pryd for vores demokrati, selvom det heldigvis endte godt. Se, det var jo næsten et juleeventyr.

Friedman galore

Jeg skal ellers lige love for, at Milton Friedmans (1912-2006) dødsfald er blevet markeret af de danske medier! Ikke så meget af de elektroniske, hvor jeg ikke har set en eneste reference (men kan have overset noget).  Men avisernes nyhedsdækning har–i det store billede–været nogenlunde med, om end der, som omtalt her på stedet, var nogle enkelte skæverter hist og pist.  Men der har været rigtig godt gang i kronik-spalterne: I går var det vores læser, cand.polit. Per Henrik Hansen i Berlingske Tidende (om end for 2. gang med et forkert portrætfoto …, tsk, tsk, tsk), mens denne skribent for en gangs skyld foldede sig ud med en kronik i Jyllands-Posten.  Og sørme om ikke en anden bekendt af denne blog, cand.polit. Lars Christensen i dag skrev kronikken i Information. (Selvsamme LC har også skrevet en hel bog om Friedman–i en iøvrigt glimrende serie ved navn “Økonomiens Konger” …)

To Kill a Journalist: Guest comment by Samuel Rachlin

For the benefit of both our Danish and our foreign readers, we are proud to bring a guest commentary on the death of Russian journalist Anna Politkovskaya. Our guest commentator today is one of the most distinguished and respected Danish journalists, Samuel Rachlin.

By Samuel Rachlin

COPENHAGEN Anna, Anna, I did not get to call you last time I was in Moscow, and now no cell phone can reach you. I am looking at your phone numbers and e-mail address in my PDA and think of all the occasions in the past when I called you to ask for your advice or ask you to let me interview you on camera. I am not deleting your name or numbers and will keep you alive digitally like, I assume, hundreds of your other colleagues and friends around the world, to stay connected with you and preserve the illusion about you as an active contact, source or colleague – beyond our reach.

You were always busy with your next story or your family and you could come across as absentminded and stressed when you guided us through the piles of papers and books piled everywhere in the usual chaos of your typical Moscow apartment. But you always were ready to share your time and knowledge and advice with a smile and a mixture of amazement and patience when you were confronted with a foreign correspondent’s naiveté or lack of understanding for the realities of your country.

I have to confess that where we practice our professional duties it is difficult to relate to a reality where you kill a journalist, gun her down like a snitch because you don’t like her work or perhaps fear what her revelations can lead to. There is a long distance between the reality of one of our popular TV shows, “Crazy with Dance”, and the reality of a Russian journalist who can pay with her life for her word.

I don’t know if you were crazy with dance, I don’t even know if you knew this entertainment program at all. But I know that you were crazy with truth. You wanted to get to the very core of it without any compromise and at any price – even the highest. You got to pay that price last Saturday when you met your fate in that elevator and your killer finished your most important story – your life. Probably, you did not see him because he shot you in the back with three shots and one to your head, the control shot as they say in Russian, to make sure that you would die.

That’s how your narrative ended, Anna, and I think it’s fair to say that you were not surprised. You had often told your friends that you had received death threats, that you felt you were in danger and that somebody was trying to get you killed. The best known case was the attempt at your life when you were poisoned on board the plane en route to Beslan to cover the hostage drama. You never made it to Beslan and doctors had to do their utmost to save your life.

That did not make you change you workings habits or style. You did not give it a thought that you could move to another country and take advantage of the fact that you were so famous now that there would be no lack of job offers. But you wanted to pursue what you had set out to do – to tell the world about the state’s crimes in Chechnya, the violation of human rights all over Russia, abuse of power in the Kremlin and the rampant corruption in all layers and corners of the society,. You were not driven by any death wish. You loved life and admitted readily that you were afraid. But there was no alternative for you. You knew better than most what Putin’s Russia has to offer journalists who do not follow directions and keep challenging the system and the authorities.

Freedom of expression has been constrained all over Russia in the past six years and the media are, like in Soviet times, increasingly being used as an instrument or a weapon in the service of government. Like in Orwell’s “1984” prison is freedom, darkness is light, lying is truth. Your life is at stake when you choose reporter as your profession in Russia.

A Russian poet, Osip Mandelstam, said in the 30’ies that nowhere are poets as important as in Russia. Only in Russia poets are being killed. And yes, Mandelstam was killed. Today you can say that nowhere are journalists as important as in Russia. Only in Russia, journalists are being killed. 12 journalists have been killed in Russia under Putin. You became the 13th.

Anna, you knew, of course, which powers you were challenging when you said that Chechny’a young prime minister, Ramzan Kadyrov is “a state level bandit” and that his appointment was one of  President Putin’s most tragic mistakes. When you met your killer last Saturday you were working on a story about how Kadyrov and his men use torture, abductions and killings against unwanted people in Chechnya. You said you had pictures to document your charges. Your article was to be published last Monday. Instead, your paper published your obituary.

Moscow is awash with rumors and speculation about who took out a contract on you. There is the Chechen trace, assumptions about the Kremlin’s interest in getting rid of you, suspicion of some Neo-Nazi connection and all kinds of other theories. The fact of the matter is that, like in all the preceding killings of this kind, it will never be established who killed you.

The journalist who would be the best to investigate and establish who, what and why would, of course, have been you. Your paper has started its own investigation, but I am sure that it all will be in vain. Even if a Russian court some day will sentence someone as the killer the truth will never surface. You can catch and jail someone, but how do you catch and sentence a system that has made it possible to hire a killer to eliminate a journalist.

Today’s Russia is basking in its oil money and the sense that its great power dreams are within reach again. For the Kremlin, the killing of a journalist is a deplorable even tragic act. But it does not call for a quick reaction. It took President Putin three days to condemn your killing, Anna. But he added that your influence on the political life was insignificant and that your killing was far more damaging to the Kremlin than any of your articles.

More interestingly, Putin said that he knew there were forces that want to exploit your killing to damage Russia’s interests in the world. I can hear how you laugh at this suggestion and how you will cut to the bone withy this analysis: “Putin never could use me for anything when I was alive, but now he will use my death to tighten the screws even more and do away with what is left of freedom of expression in Russia. Just wait and see.”

Anna, the problem for us and all your Russian colleagues now is who is going to tell the Kremlin that Putin and his men with all their financial prowess and power must understand that there is one loss which the new Russia cannot afford: you and your courage, tall, slim, upright Anna.

Politiken om (g)ensidighed

Det er i dag ét år siden, Jyllandsposten offentliggjorde de nu herostratisk berømte tolv karikaturer af profeten Muhammed. I den anledning bringer Politiken dags dato en leder, der gør status. Jeg skal ikke trætte læserne med den de første otte afsnits øvelse ud i polemikkens kunst, men blot lige strejfe de to sidste afsnit, der efter lederens eget udsagn destillerer sagens pointe:

Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.

At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt“.

Jeg er i et vidt omfang enig med Politiken i, at sagen handler om gensidighed (eller manglen på samme). Men jeg har meget svært ved at se, at denne leder rent faktisk efterlyser gensidighed. Det var den danske regering, der skulle være gået under åget; ikke de mellemøstlige diktaturstater. Det var Jyllandsposten, der skulle undskylde; ikke de imamer, der helt bevidst spredte misinformation i de netop nævnte despotier. Det var i det hele taget ytringsfriheden, der skulle files på; ikke det muslimske billedforbud.

Der bør jo som bekendt være frihed for Loke såvel som for Thor, og man har (heldigvis) ret til at have sine meninger og til at ytre dem i et frit samfund. Men når Politikens pointe nu engang går i denne retning, hvorfor så alt denne snak om ‘gensidighed’? Ville det ikke være lettere, hvis ‘Organet for den højeste oplysning’ en gang for alle gik ud og forlangte ‘ensidighed’? Det ville da i hvert fald begrænse den semantiske forvirring.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑