Tag: ytringsfrihed (page 2 of 7)

Geert Wilders, ytringsfrihed og national sikkerhed

Den hollandske politiker Geert Wilders har produceret en islam-kritisk film ved navn “Fitna“, som angiveligt snart vil blive vist i Holland. Filmens budskab er tilsyneladende at Koranen bør forbydes da den ifølge Wilders er en opskrift på det totalitære samfund og at sammenligne med en bog som “Mein Kampf”. Filmens budskab har vakt bestyrtelse blandt muslimer i både ind og udland og – som det efterhånden er blevet til kutyme fra en desværre ikke ubetydelig del af denne verdens muslimer – dødstrusler mod Wilders og det hollandske samfund.

De kraftige reaktioner har angiveligt fået den hollandske regering til at overveje at nedlægge forbud mod filmens visning før den overhovedet har været vist. Et sådant forbud vil udgøre et eklatant indgreb i ytringsfriheden. Ikke bare fordi det vil censurere politisk debat, som per definition bør have særdeles vide rammer i et liberalt demokrati. Men også fordi at indgrebet er præventivt og tilsyneladende overvejes fra øverste hold rettet mod et specifikt individ og altså ikke via underordnede offentlige instanser eller efter anmeldelse fra privatpersoner. Den slags præventiv censur fra en regeringstop kendetegner lande som Cuba, Venezuela og visse diktatoriske muslimske lande, hvor kritik af styrerne og/eller religion undertrykkes og aldrig kommer frem i den offentlige debat (i det omfang en sådan findes).

At Wilders hvis han kom til magten selv ville indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde Koranen kan ikke tillægges afgørende vægt. Om man finder, at Wilders er en frihedshelt, der udstiller virkeligheden bag en fascistisk religion eller en populistisk og demagogisk bigot kan heller ikke tillægges afgørende betydning. Kontroversielle, provokerende og chokerende synspunkter og ideer er også beskyttede af ytringsfriheden. Så længe Wilders ikke opfordrer til vold mod muslimer bør hans film således frit kunne vises af interesserede fjernsynsstationer og opleves af interesserede seere (om end det ikke kan garanteres at en national eller international domstol ville tilsidesætte et eventuelt forbud). De der måtte føle sig provokerede af filmen kan frit vælge at zappe væk og imødegå Wilders synspunkter ad demokratisk vej.

Men her kommer det interessante i forhold til debatten om frihedsrettigheder her i landet – særligt blandt borgerlige. Den hollandske regerings overvejelser om et forbud hviler tilsyneladende på hensyn der kan rubriceres under “national sikkerhed”, herunder hollandske statsborgeres liv. Med Kai Sørlander i spidsen har visse borgerlige debattører og læsere af denne blog gjort gældende, at administrative indgreb i frihedsrettigheder baseret på national sikkerhed ikke skal kunne prøves af domstole.

Skulle denne præmis gælde i nærværende sag ville Wilders film altså ikke bare administrativt kunne forbydes uden anden begrundelse end en henvisning til national sikkerhed. Wilders skulle heller ikke have mulighed for at få prøvet, hvorvidt et sådant indgreb var i strid med hans ytringsfrihed (Wilders vil dog ikke kunne nægtes domstolsprøvelse i Holland).

Dette ville ifølge Sørlander et als tænkning være udtryk for at pålægge den udøvende magt sit rette “demokratiske ansvar” i en retsstat. En sådan tingenes tilstand ville dog efter min mening være utålelig i et liberalt demokrati og hvor end hypotetisk viser et sådant scenarie, hvor let den udøvende magts beføjelser kan anvendes vilkårligt og indgribende, såfremt der ikke er en uafhængig instans, der kan efterprøve, hvorvidt den udøvende magts handlinger er lovmedholdelige og respekterer grundlæggende frihedsrettigheder.   

Spørg Atilla III

Jeg har tidligere her på stedet (her og her) omtalt retssagen mod den liberale, tyrkiske akademiker Atilla Yayla, som kom for skade i et akademisk foredrag at kritisere Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk (som han formastede sig til at referere til som “denne mand”), og persondyrkelsen af denne.  Nu er juryen færdig, om man så må sige–og de fandt Yayla skyldig i at have fornærmet landsfaderen.  Dommen?  15 måneder i fængsel (omend den blev suspenderet, og Yala iøvrigt er gået i eksil i Storbritannien). 

Læs mere hos vores gode ven Tom Palmer og i selveste New York Times.

Oops!…I Did It Again

Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl om, at Venezuela og Hugo Chavez med raske skridt er ved at udvikle sig til et autoritært og udemokratisk styre, må det seneste tiltag feje den sidste tvivl af banen.

Denne gang er det et populært latino-pop-idol, Alejandro Sanz, der ifølge Reuters, har fået forbud mod at optræde på statsligt ejede stadions, fordi han for et par år siden kritiserede “kamerat” Hugo (og andre ledere i sydamerika) på en turne. Derfor er en koncert for 15.000 i hovedstaden Caracas den 1. november aflyst.

Gad vide hvad journalisten, Niels Lindvig, der tidligere har forsvaret lukningen af regeringskritiske TV-stationer i Venezuela mener om den sag? Kunne man forestille sig, at han vil forsvare beslutningen med et par ord om, at der er tale om billig popmusik?

Det er jo ikke ukendt, at socialistiske herskere har forbudt forskelige former for musik, det skete i den gamle østblok, på Cuba osv.

I forvejen må man som udlænding forvente at blive udvist af landet, hvis man offentligt kritiserer Venezuelas regering.

Det begynder i betænkelig grad at ligne noget verden har set en del gange før, og synes at bekræfte den gamle tese om, at socialisme altid ender i diktatur, så må vi se om det bliver et “fullblown” socialistisk diktatur, eller om det ender med et kup. At håbe på en fredelig forandring forekommer efterhånden urealistisk

En modig mand I

Her på denne blog kritiserer vi ofte statsministeren. Hvordan kan vi andet med den politik, der føres?

Som sædvanligt rammer Edith Thingstrup plet i sit debatindlæg i dagens Berlinger (desværre, intet link), når hun peger på, at regeringen er mere interesseret i at købe sympati hos socialdemokratiske vælgere end at tilgodese borgerlige og liberale, fordi deres stemmer jo allerede er sikrede. Det er irriterende rationelt og frustrerende svært at gøre noget fornuftigt ved – andet end at kritisere, og det gør vi så.

Men der skal også være plads til at rose, når rosen er fortjent. Og det var den i statsministerens åbningstale i tirsdags.

Tænk, vi har en statsminister, der ved Folketingets officielle åbning i den grundlovsforeskrevne tale tør tage åbent og velbegrundet afstand fra de forsøg, der foregår i FN regi på at begrænse ytringsfriheden.

Kunne man forestille sig en socialdemokratisk statsminister (uanset hvem af dem) sige noget tilsvarende om FN? Eller hos en svensk statsminister (uanset partifarven) eller en norsk (uanset hvem overhovedet)

Næppe. Så ros herfra for det.

Trods alt banker der et liberalt hjerte bag facaden. Det er bare pokkers, at det banker så roligt og velkalkuleret.

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

Rose & Reason

Et af mine favoritmagasiner gennem nu 20 år, Reason Magazine, har i sit seneste nummer et interview med en af mine danske favoritjournalister (og dem er der ikke mange af), Flemming Rose.  Læs mere om Muhammed-krisen her, bl.a. dette:

“[What] really bothers me today—and this hasn’t been reported very widely—is that right after the cartoon crisis, the Organization of the Islamic Conference at the United Nations sponsored a resolution condemning the “ridiculing of religion.” It didn’t pass, but in March of this year the United Nations Human Rights Consul, which is the highest international body in the world for the protection of human rights, passed a resolution condoning state punishment of people criticizing religion. I think this is a big scandal. This was a direct result of the “cartoon crisis.” Fortunately the European Union voted against it. But countries like Russia, Mexico and China supported the resolution. And in this resolution, they call on governments to pass laws or write provisions into their constitutions forbidding criticism of religion. This would give a free hand to authoritarian regimes around the world to clamp down on dissidents.

One of the lessons I have drawn from this experience is that free speech is indivisible. I am in favor of removing all blasphemy laws and laws criminalizing Holocaust denial… I think that in a globalized world, the way forward is not raise barriers “protecting people,” or calling for “responsible speech,” but to do away with all kinds of limitations of speech.”

Enhedslisten og Irak I

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid har udtalt:

”Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. Det er i alt for høj grad lykkes at stemple modstandsbevægelserne som terrorister. I bund og grund er de et udtrykt for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv“

Efterfølgende har Enhedslistens Frank Aaen bakket op om udtalelserne med følgende udsagn til BT:

”Vi er kede af det hver gang, et menneske dør i krig, dansker, iraker eller amerikaner. Men kamp mod en besættelsesmagt er helt legitim – og vi har hele tiden været imod krigen i Irak og ment, at besættelsesstyrkerne skal trækkes hjem. Men vi er samtidig imod alle former for terror. Det er jeg overbevist om, at Asmaa er enig i, og derfor er intet i dét, hun er citeret for, der peger i en anden retning”

Spørgsmålet er nu hvilke konsekvenser – om nogen – Abdol-Hamids og Aaens udtalelser skal medføre. Jeg vil i to på hinanden følgende indlæg anlægge henholdsvis en juridisk og dernæst en politisk/moralsk vinkel på udtalelserne. Først den juridiske. 

Søren Pind har luftet tanken om strafforfølgning efter straffelovens § 100, stk. 1, og den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov har nu indgivet en politianmeldelse mod Abdol-Hamid for overtrædelse af førnævnte bestemmelse, der lyder som følger:

”Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år.”

På undertegnede virker strafferetlige sanktioner dog, hverken juridisk holdbart eller i øvrigt ønskværdigt. § 100 er en næsten ubenyttet bestemmelse i den danske straffelov. Så vidt ses er den seneste dom vedrørende § 100 (da §73) fra 1915 (og vedrørte rettelig § 100 stk. 2 om fremmed indblanding) og resulterede i en frifindelse for ytringer, om at Danmarks handelspolitik under 1. verdenskrig var neutralitetsstridig. Alene det forhold, må medføre, at der skal foreligge særdeles skærpende omstændigheder før bestemmelsen tages i anvendelse.

Endvidere synes det tvivlsomt om Abdol-Hamids udtalelser er omfattet af gerningsindholdet i § 100. Der er naturligvis ikke tvivl om, at offentlighedskravet er opfyldt. Det er derimod mere tvivlsomt, om Abdol-Hamids udtalelser konkret havde til formål at ”tilskynde” til fjendtlige handlinger mod danske soldater i lovens forstand, hvilket er et krav for bestemmelsens anvendelse for så vidt angår tilskyndelse. Udtrykket ”støtte” til irakernes kamp er så ukonkretiseret, at det strafferetligt næppe kan anses for at udgøre en tilskyndelse til fjendtlige handlinger.

Endnu mere usandsynligt er det, at Abdol-Hamid skulle kunne dømmes for, at have fremkaldt en ”øjensynlig fare” for fjendtlige forholdsregler, idet dette led ifølge den kommenterede straffelov indebærer et ”objektivt krav til farens evidens, som må føre til, at kun fremkaldelse af en høj grad af risiko er strafbar”. Der er næppe mange irakiske oprørere der læser, socialister.dk, eller som i øvrigt har brug for Abdol-Hamids udtaleser for at legitimere deres nihilistiske adfærd. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen skal EMRK artikel 10 endvidere tages i betragtning, og ytringsfriheden må antages at være vid for så vidt angår en politikers udtalelser om et emne af særdeles væsentlig offentlig interesse, også selvom statens skønsmargin er bred når det drejer sig om national sikkerhed.

Når borgerlige politikere som under Muhammed-krisen og i forhold til f.eks. Hugo Chavez’ lukning af en kritisk tv-station talte for en nærmest ubegrænset ytringsfrihed pludselig taler for at straffe kontroversielle ytringer, smager det grangiveligt af, at man begår samme form som dobbeltmoral som man – med rette – beskyldte venstrefløjen for under Muhammed-krisen, nemlig kun at ville beskytte ytringer, der passer ind i eget værdipolitiske verdensbillede. Men ytringsfriheden må nødvendigvis også gælde de ytringer man er lodret uenig i og som man finder decideret stødende, oprørende og udtryk for en hyklerisk og totalitær politisk anskuelse. At Abdol-Hamid og Aaens udtalelser falder i sidstnævnte kategori tror jeg Søren Pind og jeg kan være enige i, som jeg skal vende tilbage til i næste indlæg

Ytringsfrihed: EMRK vs. Grundloven

Denne punditokrat havde i mandags en klumme i 180grader omhandlende grundlovens § 77 og i hvilket omfang denne bestemmelse sikrer ytringsfriheden. I klummen skrev jeg bl.a.:

Juridisk set er ytringsfriheden her i landet bedst beskyttet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10. Denne bestemmelse har først indirekte via afsmitning på dansk ret og – efter EMRKS inkorporering i dansk ret – direkte medført en materiel beskyttelse af ytringsfriheden.

Ovenstående konklusion er netop blevet bekræftet af retten i Lyngbys dom i injuriesagen anlagt af Islamisk Trossamfund mod Pia Kjærsgaard for dennes anvendelse af ordene landsforræderi, femte kolonne virksomhed, misinformation og løgnehistorier om Islamisk Trossamfunds aktiviteter under Mohammed-krisen.

Af rettens pressemeddelelse fremgår det bl.a. at ovennævnte udtryk

må opfattes som Pia Kjærsgaards vurdering af delegationernes aktivitet, og at udtalelserne derfor er udtryk for en værdidom.

[..]Retten har også fastslået, at der fortsat er grænser for, hvad man kan give udtryk for om andre, uden at blive straffet for injurier. Men ved fastlæggelse af denne grænse har sammenhæng, situation og personkreds stor konkret betydning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis har også en væsentlig indflydelse på vurderingen.

Rettens brug af ordet “værdidom” er en direkte anvendelse af EMDs praksis, hvor “value judgements” nyder en høj grad af beskyttelse under EMRK artikel 10. Om dommen var faldet anderledes ud, såfremt Danmark ikke havde ratificeret EMRK er ikke til at sige, men det er ubestrideligt, at det er EMRKs materielle snarere end grundlovens formelle ytringsfrihed, der juridisk set har medført de største landvindinger for ytringsfriheden i Danmark de seneste 15-20 år, selvom mange danskere har en oplevelse af, at grundlovens sikrer ytringsfriheden materielt set.

På trods af EMRKs gennemslagskraft i dansk ret kan jeg stadig stå inde for nedenstående konklusion fra klummen i 180grader:

Grunden til, at den almindelige dansker tror sig bedre beskyttet af Grundlovens § 77 end bestemmelsen konkret berettiger til, skal givetvis findes i, at der siden grundloven blev til har udviklet sig en sund tradition for, at det politiske liv må tåle kritik og modsigelser, der før grundloven blev bortcensureret. Danmark har derfor en politisk kultur, der under indtryk af befolkningens retsfølelse de facto har ladet ytringsfriheden udfolde sig indenfor brede rammer på trods af den ringe retlige beskyttelse. Ytringsfriheden er derfor et sjældent eksempel på et område, hvor det politiske liv i overvejende grad har undladt at regulere og indsnævre befolkningens frihed, på trods af den retlige mulighed herfor. Dette skyldes givetvis, at politikere godt ved, at det ikke er populært at indskrænke ytringsfriheden og at sådanne indgreb som oftest vil medføre antipati fra vælgerne. Når frihedsrettighederne på denne måde lever i befolkningen, og befolkningen instinktivt bakker op om disse, udgør en sådan folkelig forankring i praksis et sikrere – og præventivt – værn mod indskrænkninger i ytringsfriheden end en grundlovsbestemmelse med materiel ytringsfrihed, men uden folkelig forankring. Det er således at foretrække, at det politiske liv fører selvjustits og lader offentlige ytringer flyde frit, frem for at ytringsfriheden kontinuerligt skal sikres via indgreb fra den dømmende magt. I et liberalt demokrati er borgernes frihedssfære nemlig sikrest, når domstolene er frihedsrettighedernes sidste snarere end første forsvarsbastion.

Danske og colombianske holdninger til FARC

Tøjfirmaet “Fighters and Lovers” slog sig en overgang op på at sælge T-shirts med budskaber, der støtter terrororganisationer, som PFLP og colombianske FARC. Der verserer p.t. en straffesag mod Fighters and Lovers direktør, for at yde støtte til en ulovlig terror organisation. Man kan diskutere, hvor berettiget en straffesag er i et sådant tilfælde. Det må i min optik stå enhver person frit for at bære hagekors, hammer og sejl, Hamas flag og andre budskaber, der støtter menneskefjendsker organisationer og ideologier. I nærværende tilfælde er der dog angiveligt tale om at overskuddet for salget af t-shirtsene skulle gå til de omtalte organisationer. Hvis det vitterligt kan bevises, at pengene ville gå til terrororganisationer bliver en strafferetlig sanktion selvfølgelig mere legitim.

På undertegnede virker det dog langt stærkere end et strafferetsligt efterspil, at en stor del af de colombianere FARC påstår, at de kæmper for og som Fighters and Lovers vel ønsker at være “solidariske med” er gået på gaden i protest mod FARCs mange myrderier og kidnapninger.

Hvis Chavez kan, kan Musharraf vel også

Pakistans regering har lukket for kabeladgang til en populær TV-kanal, efter at TV-stationen har vist regeringskritiske indslag – og advarede andre TV-stationer mod at kritisere regeringen – som det fremgår af CNNs hjemmesider:

“On Sunday morning in Lahore, cable operators had warned national and international broadcasters that their channels would be blocked if they aired anything critical of the the Pakistani government”.

– Det virker jo bekendt, se også

http://www.cnn.com/2007/WORLD/asiapcf/06/03/pakistan.tv/index.html .

Gud vide om Dr-journalisten, Niels Lindvig, der støtttede Hugo Chavez beslutning om at fratage Venezuelas eneste uafhængige landsdækkende TV-kanal dens sendetilladelse, også mener, at det er ok, når Musharraf gør sig i at lukke kritiske TV-stationer – det må man vel gå ud fra.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑