Desperate Housewives

Den norske familieminister Laila Dåvøy har givet erhvervslivet klar besked: Hvis de børsnoterede selskaber ikke lever op til kravet om 40% kvindelig repræsentation i bestyrelserne inden 2007, vil de blive tvangslukket. Det er ikke en småkikset norsk aprilsnar, vi taler om her. Nej, den gode dame mener det virkelig. Og ideen skal nok blive samlet op i de andre skandinaviske lande; i første omgang i Sverige, hvor et helt nyt feministparti stormer frem i meningsmålingerne, mens de tæver løs på den amerikanske underholdningsserie, Desperate Housewives. Vær beredt! Ligestillingsdebatten er på vej.

Hvordan kan vi hjælpe kvinderne på vej? Et punditokratisk bud kunne være, at nedbringe antallet af indsatte i Skandinaviens største kvindefængsel; den offentlige sektor. Stedet, hvor kvinder siden 60’erne har været isoleret i lavtlønsjob med dårligt arbejdsmiljø og ringe karrieremuligheder. Det er med andre ord på tide, at vi slår et effektivt slag for ligestillingen og privatiserer de klassiske velfærdsinstitutioner. Ikke kun for at få bedre og billigere service. Nej, simpelthen for at få bedre jobs til kvinderne. Spørg en sygeplejerske i USA eller Schweiz; det er sjovere at tjene 700.000 kr. om året end det halve.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.